ESKIMOTID - DanBBS

26
personaliseringen af det politiske - skal samtidig dekonstrueres, selv'et skal tænkes som
konstitueret i og af en derrideansk differance, som grundlæggende kontradiktorisk og
decentreret.
Hvad man i følge Hall må anholde i værkerne fra den såkaldt
arkæologiske fase af Foucaults forfatterskab er en vis "empty formalism" i redegørelsen
for subjektet som diskursiv effekt, som diskursiv position og ikke ret meget andet. Disse
værker, skriver Hall "[..] offer a formal account of the cons truction of subject positions
within discourse while revealing little about why it is that certain individuals occupy
some subject positions rather than others. By neglecting to analyse how the social
positions of individuals interact with the construction of certain "empty" discursive
subject positions, Foucault reinscribes an antinomy between subject positions and the
individuals who occupy them. Thus his archaeology provides a critical, but one-
dimensional, formal account of the subject of discourse." 1
Herfra, by the scrupulous rigour of his own thinking, som Hall skriver,
udviklede Foucaults forfatterskab imidlertid i retning mod mere konkrete redegørelser
for subjektets konstitution, herunder selv-konstitution, op imod de diskursive og
disciplinære reg ulative praksisser. Hall selv har i forbindelse med redegørelsen for den
individuelle sætten sig ind i subjektpositioner anvendt begrebet articulation.
Artikulationen betegner, kan man sige, de to tings over-determinerede men ikke-
nødvendige, ikke-lovbestemte, sammenkædninger og indvirkninger på hinanden. Halls
opfattelse er i det hele taget blevet udlagt som en artikulation af strukturalistisk tænkte
diskursive formationer og mere kulturalistisk tænkte verdener af diversificerede og
divergerende gruppe-interesser, livserfaringer og aspirationer, hvor det sidste, meget
nærliggende, ofte er blevet opfattet som en ekstra -diskursiv dimension af levet erfaring 2 .
Hvor meget der end måtte være om denne pointe angående diskursens
andet, er det måske værd at insist ere en smule videre på metaforens frugtbarhed, at tage
Hall på ordet og insistere på at anskue det subjekt, der er tale om, som et subject of
discourse. I det mindste synes Hall selv at antyde noget i den retning, når han, f.eks.,
undsiger sort erfaring i sig selv as if black life is lived experience outside of
representation: "Instead, it is only through the way in which we represent and imagine
1 Stuart Hall, "Introduction: Who Needs "Identity"?", i Stuart Hall og Paul du Gay, op. cit., p 10.
2 Jvf. f. eks. Dick Hebdige, "Postmodernism and the "other side"", i David Morley og Kuan-Hsing Chen,
op. cit., pp 196-7.