ESKIMOTID - DanBBS

44
fredsommelighed: "Grønlænderen er det skikkeligeste menneske, Vorherre har skabt.
Godmodighed, fredelighed og magelighed er fremtrædende træk i hans karakter. Han vil
gerne staa paa saa god fod med sine medmennesker som muligt og undgaar derfor at
støde dem, end sige bruge grove skjeldsord." 1 Mht. oplysninger hos Gustav Holm om
tilfælde af voldelighed i ægteskabelige forhold, dvs. mænds vold mod kvinder, anfører
Nansen kategorisk: "Denne slags tilfælde hører til undtagelserne hos dette
fredsommelige folk." 2
Nansens diskurs bør selvfølgelig analyseres i sammenhæng med historien
om det moderne, autonome Norge, hvis etablering han med sit eksplorative og litterære
virke - begyndende med rejsen på ski over Grønland - indskrev sig i på monumental vis,
samt tillige med hans senere og ligeledes monumentalt anlagte engagement i
mellemkrigstidens Folkeforbunds-politik 3 . Jeg kan ikke tilnærmelsesvis udføre en sådan
analyse, men må til min egen sammenhæng indskrænke mig til nogle korte
bemærkninger om det, man kan anskue som sportsmandsaspektet ved Nansens forhold
til eskimoer. Sex var, som nævnt, så vidt mulig udelukket, hvilket også svarer til at
bemærke ensidigheden i Nansens beskrivelser. Den vildskab, sportsmanden opdager i
farten, er ikke først og fremmest æd el og slet ikke dyrisk. Grønlænderne er fredelige og
i mange henseender en smule pudsige, hvilket vil sige, at de er elskelige, og Nansen er
ganske definitiv på dette punkt: "Og skulde jeg i enkelte punkter forekomme urimelig,
da er min undskyldning, at neppe nogen kan færdes en stund med dette folk uden at
fatte kjærlighed for det, dertil er mindre end en vinter nok." 4
En vinter var mere end nok, fristes man til at indføje, eftersom Nansen kun
nødtvungen opholdt sig så længe i Nuuk, da årets sidste muligh ed for at komme hjem
og komme videre var afsejlet. Den urimelige bestemmelse - godmodig, fredelig,
magelig og skikkelig - har, som understreget af Bo Wagner Sørensen, vist sig
overdreven holdbar, men den er - selv for en Nansen - uholdbar i den forstand at den
undergraver forestillingen om vilde mennesker. Selvfølgelig er en sådan undergravelse
1 Ibid., p 91.
2 Ibid., p 132.
3 Jeg tænker her på Nansens arbejde som Folkeforbundets højkommissær for krigsfanger og flygtninge i
1920'erne: "Nansen har gått inn i historien som den eneste som har utstedt pass i sitt eget navn. Han
forhandlet frem personlig anerkjennelse av passet i 52 land." Jan Egeland, "Nansen og norsk
utenrikspolitikk", i Olav Christensen og Audhild Skoglund, Nansen ved To Århundreskifter (Norsk
Folkemuseum/Aschehoug, Oslo, 1996), p 150. Nation-building var så at sige Nansens store speciale.
4 Eskimoliv, p vi.