Der forskes ...og dilemmaer opstår - Aarhus Universitetshospital

Vores diagnos§–
tiske metoder
er stadigvæk på
stenalderstadiet.
Men det er desværre
ikke et område,
der er kommerciel
interesse for
ikke uden videre
trække væv ud af
biobanken, hvis man
får en god idé til et projekt og
kaste det under det nærmeste mikroskop.
– Ved hvert nyt projekt skal der søges
om godkendelse hos det videnskabsetiske
komitesystem til, at vi må anvende
biobankens materiale til den pågældende
undersøgelse.
Lovgivningen giver forskerne
mulighed for at få dispensation fra, at
der indhentes informeret samtykke fra
patienterne, hvis ellers den pågældende
undersøgelse anses for at være samfundsmæssigt
relevant og sundhedsfagligt
korrekt. Dog skal man tjekke i
sundhedsstyrelsens registre, om nogle af
de patienter, hvis væv man ønsker at anvende,
specifi kt har frabedt sig, at deres
væv bruges til forskning.
Hans Erik Johnsen har endnu ikke
oplevet, at lovgivningen har spændt
ben for, at hans forskningsenhed har
kunnet gennemføre et bestemt projekt.
Til gengæld viser erfaringen, at
det er vigtigt, at både medarbejdere
og patienter føler sig trygge ved
biobanken. Derfor informeres alle
nydiagnosticerede patienter allerede
ved indlæggelsen om, at der bliver taget
blod-, knoglemarvs- og vævsprøver,
som opbevares i en klinisk diagnostisk
biobank.
– Der må ikke være den mindste slinger
i valsen. Hvis det først går op for dem
undervejs i behandlingen, at vi indsamler
prøver til biobanken, vil patienterne
ikke være med, siger Hans Erik Johnsen.
JURA FRITAGER IKKE FOR ETISK
ANSVARLIGHED
Hans Erik Johnsen fi nder det kun godt,
at det kliniske forskningsområde er
underlagt strenge regler og kontrolsystemer.
Det giver ham nogle veldefi nerede
rammer at arbejde inden for.
– Men juraen fritager os ikke fra at
være etisk ansvarlige. Som forsker må
man også tage stilling til, hvad man vil
lave forskning på og hvordan. Jeg synes
for eksempel, det er et videnskabsetisk
problem, at vores patienter, biologisk
materiale og vores sygehusvæsen bruges
til forskning i nye lægemidler, som vi
efterfølgende skal betale i dyre domme
for af hensyn til lægemiddelindustriens
profi t.
– Vores diagnostiske metoder er stadigvæk
på stenalderstadiet. Men det er
desværre ikke et område, der er kommerciel
interesse for, ligesom der heller ikke
er medicinsalg i at fi nde ud af, hvordan
man kan udpege de patienter, der vil
drage fordel af et givent lægemiddel –
såkaldt individualiseret behandling.
Hans Erik Johnsen forklarer, at når et
nyt stof kommer på markedet og bliver
accepteret til klinisk brug i kræftbehandlingen,
er det oftest med en gevinst
på mellem 5 og 10% i øget overlevelse,
selvom stoff et markedsføres til alle patienter.
Det ville derfor være op til 10-20
gange billigere at identifi cere de 5-10%,
som drager fordel af medicinen.
– Forskning i det biologiske materiale
med fokus på prædiktion af, hvem
der kan drage fordel af behandlingen,
og hvem der ikke kan, bliver bare ikke
udført på trods af åbenbare økonomiske
gevinster i afdelingsbudgetterne ved
implementering, fortæller han.
Denne problemstilling er således
en side af forskningsetikken, som ikke
reguleres af lovgivningen. Ikke desto
mindre er den ifølge Hans Erik Johnsen
relevant, hvis forskerne skal beskæftige
sig med det, som bedst tjener et samfundsmæssigt,
sundhedsøkonomisk og
fagligt formål.
– Det kan kun løses, hvis der afsættes
fl ere frie midler til klinisk forskning,
initieret af enkeltpersoner eller grupper i
sundhedsvæsenet, sådan at forskningen
bliver mindre styret af, hvad der er interessant
set fra et kommercielt synspunkt.
En sådan strategi vil med stor sandsynlighed
være besparende på lægemiddeludgifterne
og samtidig understøtte
den faglige udvikling, slutter Hans Erik
Johnsen.
udforsk · 17