Basisanalyse - Naturstyrelsen

del af Kattegat. De to arter kan dog forekomme
på samme lokaliteter (figur 2.27). I den centrale del
af Nordsøen er de to arter af søfjer sandsynligvis
også udbredt over store områder af den bløde
bund, men der findes ingen data for den danske
del af dette havområde. I Østersøen er det kun den
nordligste del, Bælthavet, hvor saltholdigheden er
høj nok til, at søfjer kan leve.
Søfjer er en karakterart for det samfund, der i den
regionale havkonvention for Nordsøen, OSPAR,
kaldes ”Søfjer og gravende megafauna samfund”.
Den gravende fauna, der hører til dette samfund, er
forskellige arter af store krebsdyr mv. For Kattegat
vil det typisk være jomfruhummer. Samfundet er
kendetegnet ved, at havbunden er gennemgravet
af et stort antal gange – på overfladen af havbunden
ses dette som et stort antal huller. Gangene
anvendes ikke kun af de dyr, der graver dem, men
virker også som gemmesteder for andre arter af
bunddyr samt fisk.
Fra 1885 – 1910 beskrev Petersen bundfaunaens
sammensætning i de indre danske farvande og
Skagerrak. Ved disse undersøgelser beskriver Petersen,
at tætheden af søstrå i det sydlige Kattegat
i gennemsnit var 8 styk per kvadratmeter på den
bløde bund (ref. /51/ og /52/). Videoundersøgelser
viser, at tætheden i dag er langt mindre, og at der
kun er sporadiske forekomster af de to arter. Det er
sjældent at finde en tæthed på blot én pr. kvadratmeter
(ref. /53/ og /54/).
Haploopssamfundet
Det er to arter af tanglopper, der har lagt navn til
Haploopssamfundet – Almindelig haploops, Haploops
tubicola og Fin haploops, Haploops tenuis.
Begge tanglopper bygger læderagtige mudderrør,
der stikker ca. 1 cm op af bunden. Fra rørene filtrerer
de vandet for byttedyr. De to arter af haploops
kan forekomme i en tæthed på op til flere tusinde
individer per kvadratmeter. Haploopssamfundet
har i starten af 1900-tallet dækket ca. en fjerdedel
af havbunden i Kattegat på dybder større end 20
meter (figur 2.28).
I den danske del af Kattegat findes Haploopssamfundet
i dag kun på to positioner øst for Læsø. I
den svenske del af Øresund er haploopssamfundet
udbredt i et begrænset område nord for Ven. Der
kendes ingen forekomster af haploopssamfundet
i Nordsøen, og i Østersøen er saltholdigheden i
vandet for lav til, at haploops kan leve.
Hestemuslingebanker – biogene rev
Hestemuslingen er i familie med blåmuslingen,
men er en del større. Den bliver op til 20 cm lang
og kan blive op til 50 år gammel. Den langsomme
vækst gør hestemuslingen sårbar over for fysisk
forstyrrelse. Hvis en del af en hestemuslingebanke
ødelægges eller dør, vurderes det, at det
tager10-25 år, før habitaten er genskabt (ref. /50/).
Hestemuslinger kan lige som blåmuslinger danne
rev - såkaldte biogene rev. Disse rev er levested for
et stort antal arter, der dels lever på muslingernes
skaller (epifauna), imellem muslingerne og under de
døde skaller.
Forekomsten af hestemuslinger i Nordsøen er
undersøgt flere gange: i starten af 1900 tallet, fra
1982 – 1985, og i 2000. I starten af 1900 tallet var
hestemuslingen hyppigt forekommende over store
dele af Nordsøen, også enkelte steder i den danske
del af Nordsøen. Ved undersøgelsen i 2000 blev
hestemusling kun fundet på ganske få positioner i
Nordsøen heraf ingen i den danske del (Figur 2.28).
Figur 2.-27:
Forekomsten af blød bund (lys
brun) og af to arter af søfjer
(Rød – Rød søfjer. Gul – Søstrå)
i den danske del af Kattegat
(udtræk af DCEs bunddyrsdatabase)..
Figur 2.28: Forekomsten
af haploopssamfundet i
Danmark. Tv. udbredelsen i
1883-1917. Den røde stiplede
linje markerer den daværende
udbredelse af haploops-samfundet
(efter Petersen 1918/ref.
/52/). Th. den nuværende forekomst
(blå prikker) inden for
den danske eksklusive økonomiske
zone (rød linje) (Data fra
Conservation proposals, for
ecologically important areas in
the Baltic Sea, OCEANA 2012)/
ref. /55/.
Basisanalyse 30