Basisanalyse - Naturstyrelsen

i forhold til den farligste dioxin-type 2,3,7,8-TCDD
(’Seveso-dioxinen’)).
Dioxiner og furaner har ingen praktisk anvendelse,
men findes som urenheder i forskellige klorerede
kemikalier, som mellemprodukter i industriprocesser
og som nedbrydningsprodukter ved forbrændingsprocesser.
Organotinforbindelser
Den mest kendte af disse forbindelser er tributyltin
(TBT), der indtil 2003 blev anvendt i træbeskyttelser
og begroningshæmmende bundmaling til skibe.
Andre forbindelser indenfor denne stofgruppe anvendes
som stabiliseringsstoffer i plast, polyurethan
skum og i silikone.
Screeningsundersøgelser har godtgjort, at spildevand
fra rensningsanlæg ikke er en væsentlig kilde
til tilførsel af TBT til havmiljøet. Den væsentligste
kilde vurderes at være tilførsel af TBT i opgravet
havnesedimenter, der klappes på søterritoriet.
Tilførslen antages imidlertid at være kraftigt reduceret
siden 2003 på grund af forbud mod påføring af
TBT i bundmalinger til skibe. Konventionen om kontrol
med skadelige antibegroningsmidler til skibe
trådte i kraft i 2008. Herefter må der ikke være TBT i
skibes bundmaling (tabel 3.7).
Bromerede flammehæmmere (polybromerede
diphenylethere)
Flammehæmmere anvendes primært i elektronik
og i møbler. Vandrammedirektivets liste over prioriterede
stoffer indeholder kvalitetskrav for seks varianter
af BDE (bromeret di-phenyl-ether). I perioden
2007-09 blev der fundet to BDE varianter i havbunden
og i muslinger, mens de øvrige varianter ikke
blev påvist eller kun fandtes i enkelte prøver.
De væsentligste kilder til BDE i havmiljøet er udledning
med spildevandet og til dels som atmosfærisk
nedfald. Der foreligger ingen opgørelse over den
årlige tilførsel til havmiljøet.
Perfluorerede forbindelser (PFAS)
PFAS anvendes til imprægnering af tekstiler, læder
og papir. PFASer ophobes i organismernes blod,
lever og æg. Kilderne til PFAS er primært som
atmosfærisk nedfald og tilførsler med spildevand.
Der foreligger kun data fra et års målinger på punktkilder,
hvorfor der ikke er tilstrækkeligt grundlag
for at estimere tilførslen til havmiljøet. Det vides
dog, at det mest udbredte af disse stoffer er PFOS
(perfluoroctan sulfonat). Der er i 2008 indført restriktioner
inden for EU mod markedsføring og anvendelse
af PFOS. Tilførslerne må derfor forventes at
blive reduceret i de kommende år.
Lægemidler og andre biologisk aktive stoffer
Der er ikke grundlag for at beregne tilførsler til
havmiljøet af disse stoffer. Der indgår screeningsundersøgelser
i det nationale overvågningsprogram,
NOVANA i perioden 2010-15.
3.5.2 Tilførsel af ikke-syntetiske stoffer og
forbindelser
Viden om disse tilførsler til havmiljøet indsamles
dels i det nationale overvågningsprogram, NO-
VANA, og dels i Det Europæiske Moniterings- og
Evaluerings Program til overvågning af luftforurening
(EMEP programmet). Herudover indgår opgørelser
fra øvrige væsentlige kilder såsom skibsfart og
off-shoreindustrien.
De ikke-syntetiske stoffer omfatter primært tungmetaller
og oliestoffer. Oliestofferne kan opdeles i to
grupper:
• opløselige oliestoffer (aromatiske forbindelser)
• ikke-opløselige oliestoffer, bestående af simple
ofte lange kulstofkæder.
Aromatiske kulbrinter
Aromatiske kulbrinter omfatter bl.a. PAHer (polyaromatiske
hydrocarboner), NPDer (Naphtalen
forbindelser) og mere simple flygtige aromatiske
kulbrinter. (BTEXer).
PAH’er findes i naturligt forekommende kulbrinter,
samt dannes i forskellige forbrændingsprocesser.
PAH’er er kemisk karakteriseret ved 1 eller 2 benzenringe.
PAH’er findes i en lang række petrokemiske
produkter såsom diesel, benzin, tjærestoffer. De 7
af de 16 farligste PAH’er for miljøet er opført på vandrammedirektivets
liste over prioriterede stoffer.
Den største PAH kilde til havmiljøet er det atmosfæriske
nedfald. På baggrund af målinger af
PAH-indeholdet i nedbør er det vurderet, at der til
Kattegat og nordlige Øresund tilføres i størrelsesordenen
3 tons PAH pr år, mens der til Bælthavet og
den vestlige Østersø tilføres i størrelsesordenen 5
tons PAH om året.
Generelt er indholdet af PAH’er i spildevand fra rensningsanlæg
lavt eller tæt på detektionsgrænsen.
PAH’er findes typisk i slammet fra rensningsanlæg.
Opgravet havnesediment, der klappes på søterritoriet,
udgør en mindre kilde til PAH’erme (Tabel 3.8).
Farvandsområde Kg
1 Nordsøen 6,0
2 Skagerrak 0
3 Kattegat 3,2
4 N. Bælt 0
5 Lillebælt 3,9
6 Storebælt 0,2
7 Øresund 0,7
8 S. Bælthav 1,6
9 Østersøen 1,0
sum 16,6
Tabel 3.7:
Tilførsel af TBT ved klapning i
2010 fordelt på farvandsområder
(Boutrup, S. & Svendsen,
L. M., 2011)/ref. /81/.
Basisanalyse 66