Download Søfartens Ledere nr. 5

Duften af Torben Madsens friskbagte rugbrød har
lokket resten af besætningen ned i kabyssen. Også Peter,
der gør sig klar til en vandretur. Han er friluftsmenneske,
jæger og ham, der holder isbjørneriflen, når der gås tur
i land. Når der indimellem er dage uden skibe, der skal
eskorteres ind eller ud af fjorden, drages han af det særprægede
landskab og dyrelivet så langt mod nord.
Mere end halvdelen af Svalbards areal er dækket af
gletsjere, en tredjedel er isfri bjerge og kun en tiendedel er
bevokset med græsser, lav og anden sparsom polarvegetation.
Også dyrelivet er helt specielt; isbjørne, polarræve,
hvalrosser og en særlig rensdyrart kan man løbe på så tæt
på Nordpolen. Og hvaler i massevis.
Iført stor pelsskindshue og vindtæt tøj, og med en
Ruger M77 Hawkeye riffel over skulderen begiver han sig
af sted ud langs fjorden.
- Jeg ville ikke bytte det her for Singapore eller en
varm strand noget sted i verden, siger han og slår ud med
armene. Hans blik fanger nogle spor fra en gås, der har
krydset et lille stykke leret jord.
- Og her har der været en ren, siger han og peger med
støvlesnuden på en lille bunke små, grå perleformede
pølser, der ligger og triller rundt imellem sten, knækkede
muslingeskaller og et par vindtørre græstotter.
Man skal kigge godt efter for at få øje på dem, men
han ser dem uden at bøje sig ned. Så vender han sig om
og betragter Svea og Sigyn på afstand.
- Vi har et rigtigt godt sammenhold om bord, siger han
eftertænksomt: Vi fire har tillid til hinanden, og vi kan
tale om tingene – også problemer, uden at nogen går og
bærer nag. Og så er vi ikke bange for at trække på hinandens
erfaringer. Jeg har aldrig været tættere på at kunne
sige, at vi virkelig er et team i ordets rette betydning – og
jeg har immervæk sejlet på nogle skibe i tidens løb. n
Sigyns sammentømrede besætning med Van Mijenfjorden
og Svalbards bjerge i baggrunden.
SØFARTENS LEDERE / 5 / 2012 • 15