Samlet opgave LGF5 frygt.pdf - Roskilde Universitet

tendens - inde fra demokratiet selv - mod en sikkerhedsorienteret lovgivning og forvaltning. Derfor
er det relevant at kigge nærmere på den institutionelle forankring, dvs. forholdet mellem den
lovgivende, den udøvende og den dømmende magt og de magtdelingsprincipper, som hersker i
forhold til det nye paradigme, med henblik på at kunne placere den dømmende magt heri.
5.3 De danske domstoles mulighedsbetingelser
Ved første øjekast følger det danske magtdelingsarrangement ikke nogen ideel stringent model.
Selvom man ofte peger på Montesquieus magtadskillelseslære 9 , som princippet for magtdelingen, er
der en række forhold i den danske model, som gør det til en problematisk antagelse. Overordnet kan
man fx pege på grundlovens §3, hvor man finder, at den lovgivende magt ligger hos både
Folketinget og Regeringen. Herudover kan man pege på, at Regeringen er valgt af Folketinget. Ikke
desto mindre er Montesquieus grundlæggende tanker stadig værdifulde, fordi de kan formulere en
tradition, som Danmark til dels, men på ingen måde fuldstændigt, skriver sig ind i. For mens
Grundlovens §3 (magtens tredeling) som sådan var inspireret af Montesquieu (Christensen, 2003:
13) og gav domstolene den dømmende magt alene, finder vi samtidig, at disse også har myndighed
til både at afprøve grundlovsmæssigheden af love (§3) samt kontrollere forvaltningsmyndigheden
(§63). Så hvor domstolene i Montesquieus perspektiv skulle beskytte retssikkerheden, ved at
indtage en apolitisk og isoleret rolle, har man, ifølge Jens Peter Christensen 10 , snarere set, at
domstolene blev politiseret ved at give dem muligheden for at kontrollere de to andre magter
(Christensen, 2003: 13ff, 34ff). I dette perspektiv er det således vigtigt at bemærke, at domstolene,
som kontrolorgan, skal sikre retssikkerheden ved kontrol af de andre magter, netop med hjemmel i
ovennævnte paragraffer. I forhold til det opstillede paradigme om frygtsamfundet, som
medvirkende til at nedprioritere retssikkerheden, synes det derfor relevant at afdække, hvordan
disse muligheder, for at kontrollere de andre magter, falder sammen med paradigmet.
Høilund peger i forlængelse heraf på, at det, inden for de sidste årtier, er lykkedes den lovgivende
og udøvende magt at styrke deres positioner. Således ses der en tendens til, at kompetencer, der
hidtil har resideret hos de nationale domstole, er overgået til den politisk styrede administration (jf.
9 Måske mest prominent blandt magtdelingsteoretikere i dag, talte Montesquieu i sin magtadskillelseslære (1748) for, at
enhver regeringsform havde tre funktioner – at lave love, implementere love og fortolke love – og, at der til hver af
disse funktioner var en korresponderende statsmagt, hhv. den lovgivende, udøvende og dømmende magt. For
Montesquieu var det centrale, at der var en adskillelse mellem de tre magter, en adskillelse i forhold til de funktioner,
magterne forestod og de personer, som var en del af en given magt. På den ene side skulle den enkelte magt koncentrere
sig om sin egen funktion, på den anden side måtte ingen person simultant være beskæftiget af flere magter. På den led
sikrede man sig, ifølge Montesquieu, mod den type magtmisbrug kendetegnet ved tyranni.
10 Jens Peter Christensen (f. 1956) er Cand. Phil., Cand. Scient. Pol, Dr. Jur. og dommer i Højesteret siden 2006
(Domstol.dk, 2010b). Bogen, ’Domstolene – den tredje statsmagt’, er en del af magtudredningen, Folketinget iværksatte
1997 under det officielle navn, ’En analyse af demokrati og magt i Danmark’ (Christensen, 2003).
11