Samlet opgave LGF5 frygt.pdf - Roskilde Universitet

konkretheder som ligegyldige, da det binære i lovgivningen, for dem, ikke er blevet ændret, men
blot skærpet. Således kan det ses som regeringens forsøg på at forsvare de fremsatte teknikkerne i
forslaget. I forlængelse af dette, kan man anskue Brian Mikkelsens (KF) forslag om
indberetningsordenen som manifestationen af høringssvarenes modmagt, da regeringen har følt
behov for at tage stilling til kritikpunktet.
Domstolenes mulighed for retsmæssig skøn
Regeringen går dog ikke uddybende i rette med det centrale i oppositionens kritik omhandlende den
den sproglige uklarhed i lovforslaget (”at befinde sig i forlængelse af” og ”at ligge hindringer i
vejen for politiet”), da regeringen, som sagt, finder forslaget ’krystalklart’. Oppositionens holdning
er derimod, at lovens markante uklarheder vil påvirke domstolenes mulighed for at kunne dømme
på et klart retsgrundlag. Man sætter domstolene i en prekær situation, hvis de skal vurdere om
personen ”har lagt forhindringer for politiet” (§119 stk. 3) eller befundet sig ”i forlængelse af det
det pågældende område”, eftersom begreberne, ifølge oppositionen, fremstår uigennemskuelige.
Line Barfoed ytrer i denne forbindelse: ”(...) det er rigtigt, at dommeren tager stilling, men det gør
dommere jo på et meget, meget foreløbigt grundlag, hvor de slet ikke har overblik over sagen og
forsvaret slet ikke har mulighed for at nå at sætte sig ordentligt ind i det osv. – og slet ikke, hvis det
er flere hundrede, der skal varetægtsfængsles på en gang, som man lægger op til i forhold til
klimatopmødet” (3. Behandling, 2009: 21). Yderligere vil en overtrædelse af §119 stk. 3 give en
minimumsstraf på 40 dages fængsel, hvor der førhen blev givet en bøde. En ’lovgivningsteknik’
som Advokatsamfundet og LaF har kritiseret i deres høringssvar for at være ’yderst betænkelig’ og
’uheldig’ i forhold til domstolenes kompetencer (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9;
Advokatsamfundet, 2009: 2f).
Karen Hækkerup (S) uddyber under første behandling problemet ved at angive en specifik
minimumsstraf: ”Det er en debat, som vi tit tager, og jeg må sige, at jeg synes, det er et
problematisk synspunkt at have, fordi man dermed fjerner retten fra domstolene til i virkeligheden
at foretage en eller anden konkret vurdering (1. Behandling 2009: 20). Ligeledes uddyber Simon
Emil Ammitzbøll (LA) kritik over for minimumsstraf: ”(...) der er en tendens til, at man gerne vil
lege domstol ” (1. Behandling 2009: 35). Justitsministeren anfører, at domstolene reelt set har
lovhjemmel til at fravige den fastsatte minimumsstraf. Den rejste kritik i høringssvarene og hos
folketingets politikere, anser han derfor for at være uberettiget (Mikkelsen, 2009b: 2). LaF nævner
dog, at domstolene "som hovedregel" retter sig efter minimumsstraffene, og kritikken kan derfor ses
som berettiget (LaF, 2009: 9). Tom Behnke (KF) udtrykker i 1. lovbehandling, sin klare opfattelse
af, når den lovgivende magt bruger minimumstraffe som 'kontrolteknik': ”(...) det er da rimeligt, at
vi som lovgivere sender et signal om, hvad vi mener med, at det skal være strafskærpende. Det er jo
70