Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

Sydafrikansk sprittur
Tekst & tegning: Claus Qvist Jessen
Sydafrika er om muligt et land med kontraster. For knap 10 år siden var det en racistisk apartheidstat, nu er det en
demokratisk stat med lige rettigheder men næppe muligheder for alle, og om yderligere 10 år er hele landet måske
eksploderet i vold, kriminalitet og uroligheder.
En af de ting, vi i vesten har "lært", er at se os onde
på de sydafrikanske hvide. De må trods alt være ualmindeligt
dumme, siden der nu har været apartheid så
længe, og det kom som en gevaldig overraskelse for
mig, at det var de slet ikke. Flinke og ekstremt gæstfrie
er de, og det tjener til deres ros, at langt de fleste
er meget pragmatiske og erkender fortidens synder.
Verden af i dag har ændret sig, og der er kun få rabiate
”afrikaanere” tilbage, som i stedet for at tilpasse sig
nutiden vil bombe landet tilbage til “de gode, gamle
dage”.
At blaffe i Sydafrika
En god indikator på ethvert folkeslags venlighed er
mulighederne for at blaffe. Når man bliver taget op af
en bil, bliver man jo nærmest lukket ind i folks hjem,
og hvor mange mennesker f.eks. i Danmark er villige
til at åbne deres hus for potentielt suspekte individer,
de aldrig har set før? Mens vi herhjemme har en utrolig
mistænksomhed overfor folk, vi ikke har set før, går
tingene meget lettere i Sydafrika. I hvert fald hvis man
er hvid, for selv sorte bilister nægter at tage sorte
blaffere op – der er ganske enkelt for mange kriminelle
elementer imellem dem. Sammen med lande som
Chile, New Zealand og Iran rangerer Sydafrika som et
af de letteste steder, jeg endnu har forsøgt at blaffe,
og man kommer uden problemer op og ride med alle
mulige slags folk: sorte, hvide, grønne, blå etc. Alle
vegne bliver man vel modtaget og lærer endnu en
smuk side af det splittede og farverige samfund. Flere
gange er en uskyldig sydafrikansk blaffetur ligefrem
endt med en invitation, og allerbedst var det, da vi
blev slæbt med til et sommerhus ved Cape Cross i
Namibia af et par honeymooners fra det nordlige Cape
Province. At blaffe i Sydafrika er i sandhed rejselivets
ulidelige lethed.
Exit Krüger
Men en gang imellem får man en oplevelse ud over
det sædvanlige: Efter at have brugt en uges tid på en
større rundtur i den store Krügerpark havde vi, Pia og
jeg selv, afleveret vores lejede Toyota ved hovedgaden,
Skukuza, og vor transport ud af national-parken
skulle så foregå pr. blaf. Grundet det lave bil-flow tog
26
det en sjat tid, men bedre sent end aldrig, og vi endte
med at blive samlet op af et par sidst i 30-erne. De
skulle hele vejen hjem til Pretoria, og vi var mere end
velkomne til at følge med så langt, vi ville.
Krüger er efter sigende det sydlige Afrikas ældste og største
nationalpark og dertil ikke det ringeste sted, hvis man
vil nyde regionens imponerende palet af dyreliv. Denne
impalabuk blev ”skudt” få dage før, vi med en tørstig sydafrikaners
hjælp blaffede os ud af nationalparken.
Vi skulle bare liiiiige have tanket op med både vådt og
tørt. Det foregik naturligvis på Skukuzas cafeteria, og
bagefter skulle vi også liiiiige have fyldt køleboksen
med nødvendigheder: En kubikmeter kolde Castleøller,
en flaske whisky og en masse is til at holde herlighederne
behørigt nedfrosset. Underligt sted at
hamstre til vinteren, kunne man jo tænke. Så af sted,
og mens fatter styrede kareten, var hans kones eneste
opgave at knappe øldåser op og skænke firedobbelte
whiskysjusser op til ham. Vi sad på bagsædet og
gloede lamslåede på den tørstige chauffør og den
endeløse trafik af fulde glas den ene vej – og tomme
den anden. Den første halve flaske whisky forsvandt