Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

Efter en campari på en udendørs bar var det frokosttid.
Vi indtog på en både sol- og skyggefuld
plads noget så prosaisk som en arbejdsfrokost
(pranzo di lavoro) - fundet efter lidt søgen. (Som
Milano og andre ikke udprægede turistbyer er det
lidt småt med hyggelige udendørs-restauranter,
mens der er masser af barer). Vi oplevede her som
andetsteds i italienske byer, at fuglene (duer og
gråspurve) er meget nærgående. De forventer på
det nærmeste at blive fodret ved bordene, undertiden
springer spurvene sågar op på bordene! En
(yndig) ung italienerinde ved nabobordet blevet
meget skræmt af en due, der nærmede sig hendes
bord nede på jorden! Det var desuden i denne by,
at Henrik stiftede bekendtskab med sciaccarata -
en slags yderst delikat is-kaffe!
Byens store malerisamling i Sabaudia indeholdt
mange kendte, gamle mestre (bl.a. van Eyck,
Rembrandt og Holbein) - og den blev hovedoplevelsen
fra Torino; Henrik supplerede med
byens Risorgimento-museum, altså museum for
Italiens samlingshistorie - den udspilledes som
bekendt ikke mindst i den nordlige del af landet.
Her fik vi (gennem fotos) også bekræftet, at Torino
led betydelige ødelæggelser ved bombardementer
under 2. verdenskrig. Det gik også (om end i mindre
grad) ud over et tårn på byens filmmuseum,
der af nogen vist nok opfattes som noget af et
vartegn for byen. Det fik vi da også lige set foruden
byens store synagoge.
Den rige adelsmands samlermani
Efter to nætter tog vi toget til Milano, som vi begge
kendte flygtigt fra tidligere besøg; Henrik havde
bl.a. 30 år tilbage interviewet repræsentanter for
Pirelli i byens velkendte Pirelli-skyskraber, der i
dag betragtes som denne bys moderne vartegn.
Nu var det tid til at se denne Italiens mest moderne
storby efter i sømmene. På den store og summende
banegård - så uendelig forskellig fra Torinos
søvnige provinsialisme - fandt vi en skranke, hvor
et par nydelige unge damer formidlede kontakt til
nærliggende hoteller. De skrev og faxede og regerede,
og vips fik vi betalt for fire nætter pr. det nyttige
kreditkort, som vi for første gang brugte ekstensivt
på en rejse. I løbet af meget kort tid var alt
ordnet. Og adressen kunne ikke for en barokmusikelsker
som Henrik blive meget bedre: Domenico
Scarlatti-gaden. Herfra gik turen pr. undergrundsbane
til Milanos berømte domkirke, til de overdækkede
forretningsgader (it.: gallerierne), og så, eftersom
sulten indfandt sig, til jagten på en restaurant.
Den blev lidt langstrakt og en smule irriterende,
idet det såmænd var begyndt at regne! Endelig
lykkedes det! Vi nød det airconditionerede værelse
i Scarlatti-gaden og satte på anden dagen af sted
for at at fordybe os i maleriernes overvældende
48
mængde på Brera-museet, der let tager pippet fra
én med sine talrige kunstværker af Bellini, Mantegna,
Tintoretto og mange andre stormestre. På
vejen passerede vi en ægte spåmand, Angelo (sad
på fortovet på klapstol), og snuppede lige et nydeligt
museum for il Risorgimento, endda forsynet
med en net lille indre gård, hvor der var en smule
kølighed at finde. Som dagene skred frem i slutningen
af juni, blev det stadig varmere, men vi
sparede ikke os selv. Særlig imponerende var
imidlertid det museum, som var indrettet i 1900talsrigmanden
G.G. Poldo Pozzolis palæ. Denne
mand, søn af velhavende jordbesiddere, nåede i
sit 57-årige liv at samle sig umådelige rigdomme.
Der var vidt forskellige sager: rustninger, sværd,
pistoler, kniplinger, malerier, møbler, nips af enhver
tænkelig art, ure, store som små, bemalede,
udsmykkede... 5000 genstande er i dag udstillet i
hvad der tidligere var denne italienske Kunstsachverständigers
stilfulde residens - et tre etagers
hus i det centrale Milano!
Fra Milanos domkirkeplads kommer man ind i hjertet
af byen – til arkaderne, der blev opført for over
125 år siden.
Selvfølgelig granskede Henrik om der dog ikke var
én eneste koncert. Desværre fandt vi kun frem til
én, som holdtes noget uden for Milano. Her blev
budt på ét værk af Alessandro Scarlatti, resten var
uden den store interesse. Det viste sig alt i alt for
besværligt at komme derud med offentlige transportmidler
(nærbane og bus), desværre er det ofte
tilfældet i støvlelandet, fordi italienerne i den grad
sværger til personbil. Men det er altså ikke alle
udenlandske turister, der har deres bil med på
ferie! Forkert besked om afgangstider gav nogle
buschauffører såmænd også - men det er sjældent
man får særlig præcis information i Italien, hvis
man da ikke ser det på tryk. Problemet her var at
der lige var skiftet køreplan. Det gjorde det ikke
lettere, at der var flere forskellige busselskaber!