Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

ankede af ophidselse, da jeg ca. 300 meter fra
mig nede i bunden af den grydeformede kraterdal
kunne se tre mindre krateråbninger, der
konstant udstødte sorte røgskyer. Pludselig lød
der dybe drøn, og der slyngedes glødende
stenslagger flere hundrede meter op i luften fra
de tre kraterhuller, men heldigvis for kun at trille
ned igen. Dog et stykke nede var der en afsats
– ca. 50 meter fra hvor jeg stod på kraterkanten.
Der ville jeg ned for at hente et par flotte
nydannede sorte lavasten. Med plastic-posen
gik jeg forsigtigt ned ad den stejle sti ad kraterets
inderside og fik da samlet en sten i posen,
men samtidig mærkede jeg, at luften pludselig
blev meget varm. Jeg havde nu ætsende svovldampe
omkring mig, og da jeg ikke havde taget
mig i agt for, at der hvert kvarter kom udbrud,
hørte jeg pludselig den underjordiske brusen,
da gaseksplosionerne igen slyngede glødende
sten til vejrs fra de tre huller i bunden af krateret.
Lige med ét følte jeg mig svimmel og tænkte
bare på at komme op fra afsatsen igen. Det
var som om jorden åbnede sig og ville opsluge
mig i ét nu. Aldrig har jeg kravlet og klatret så
hurtigt i mit liv. Stenene haglede ned et stykke
fra mig og varmen var ulidelig. Jeg kom op på
kanten og satte mig udmattet og begyndte at
gnave løs af min madpakke og drikke vin. Denne
oplevelse på Stromboli glemmer jeg selvfølgelig
aldrig.
4. Vulcano - vulkanernes fader
Vulcano besøgte jeg første gang i 1967 på en
endagstur fra Sicilien. Det var dengang en ø
med kun få indbyggere. I dag bor der over 1000
mennesker, der alle er beskæftiget med fiskeri
og job på den nærliggende ø, Lipari, med de
store pimstensbrud (surt, størknet lavaskum,
der bruges til pudsemiddel), hvorfra der foregår
en livlig eksport ud af Italien. Vulkanen er ca.
350 meter høj og har et kæmpekrater med en
solid prop i bunden, der lukker af for magmaet
neden under - indtil en skønne dag gastrykket
bliver for stærkt i smeltemassen. Dengang var
øen såvel som i dag et eldorado for vulkanentusiaster.
Vulcano har lagt navn til ordet vulkan,
da romernes smedegud, Vulcanus, havde
sin faste bolig hernede. Når han smedede gnistrede
og røg det op igennem vulkanens krater,
og han kunne finde på at gå på vandring under
de andre vulkaner så de gik i udbrud. Vulcanus
var en gammel krumrygget mand, skægget og
sortsvedet, og han var gift med skønhedens og
kærlighedens gudinde, Venus. Et dejligt mudderbad
kan man få ved vulkanens fod i et stort
åbent bassin fyldt med næsten kogende mudder.
Sort, men til gengæld fri for rynker bagefter.
Ved siden af bassinet kan man se og hilse
på en moderne statue af Vulcanus – vulkanernes
fader…
60
5. Hekla – Islands dronningevulkan eller ”frøken
Hekkenfeldt”
Navnet Hekla kommer af hætte, fordi der altid
hænger en sky over Heklas top. Ligesom vi
mennesker tager en hue på om vinteren.
”Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod
dig, du smukke kvinde. Din ild, du gemmer i dit dyb,
indtil en skønne dag måske”
Sådan tænkte jeg, da jeg første gang så Hekla
på en solrig sensommeraften i 1974 på en køretur
ud fra Reykjavik. Jeg husker, da jeg var en
lille dreng, at min faster fortalte mig om et stort
ildsprudlende bjerg, der lå oppe på Island, som
kunne spy glødende sten så store som huse
mange kilometer i vejret og giftige aske-skyer,
der kvalte alt liv og afgrøde. At stå på toppen af
Heklas 1500 meter høje snedækte vulkankegle
er som at opnå noget større end en sejr. Man
får lyst til på samme tid både at le og græde.
Således er Hekla, ildens vældige tempel. Når
Hekla har sine store eksplosive udbrud dannes
der op til 80.000 kubikmeter aske pr. sekund. I
middelalderen betragtedes Hekla som nedgangen
til helvede, og Gud havde en aftale med
Djævelen om, at Heklas indgang skulle være
åben, og man skulle kunne høre de fordømte
og syndige menneskers jamren og skrigen dernede
i vulkanens flammende Helvede. At gå ad
Hekkenfeldt til betyder at gå til Hekla…
Hekla i udbrud 29. marts 1947