Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

Til forskel fra andre befriede republikker og lande,
som løsrev sig fra Sovjetunionen, kastede man sig
ikke her over mindesmærker med knytnæver eller
væltede de ”kommunistiske forbrydere” fra deres
stensokler i amoktilstand. Byens gader har bevarede
navne på de kommunistiske symboler og helte; Sovjetgaden...
Djerzynski gade (Felix Djerzynski var
medansvarlig for oktoberrevolutionen). Polakker, som
bor i denne by, tager sig med ære af de polske mindesmærker
forbundet med Polens historie og berømte
personer. På hovedgaden ved siden af en stor russisk
ortodoks kirke har en hvid-blå herregård fundet ly. Der
boede den kendte polske forfatter Eliza Orzeszkowa
(1841-1910). Under det russiske herredømme - med
strengt forbud mod at bruge det polske sprog - har
den modige kvinde under jorden under-vist i det polske
modersmål. Hun kæmpede for at bevare de polske
traditioner og kultur. Hun kæmpede også for sociallove
for de fattigste og for kvindernes ligestilling. I
dag er hendes hjem et museum. I parken findes der et
lille slot, hvor Polens sidste konge, Stanislaw August
Poniatowski, i 1795 underskrev Polens sidste deling,
som gjorde at landet i mere end 150 år blev slettet af
Europakortet. Den gamle kirkegård gav ly til mange
polske familier. Igennem århundreder har floden Niemen
snoet sig malerisk gennem byen. På de ujævne
bredder gemmer gamle ortodokse kirker sig i alt det
grønne. De katolske kirkers høje tårne stræber mod
himlen, og små, charmerende træhuse er flettet ind
imellem hvide, kedelige betonblokke. Farverige stræder
i den gamle by er forblevet uden internationale
reklamer.
På vejen tilbage til Polen kommer vi efter paskontrollen
til det taxfree område. Efter få minutter tømmer
hviderussere de fire butikker for alle flasker med alkohol
og alle cigaretkartoner. Jeg følger nysgerrigt deres
forberedelser til den illegale handel. Kvinderne tager
cigaretpakkerne ud af kartoner og propper dem fladt i
strømpebukserne, der anvendes som bælter snoet
rundt om kroppen under de løse klæder. Vodkaflasker
29
presses ned i tasker og kurve og dækkes omhyggeligt
til med grøntsager og æg. Efter togets ankomst tager
jeg plads i en af vognene. Få øjeblikke senere styrter
fem hviderussiske kæmper ind med noget glinsende
metal i deres store ”poter”. En tanke farer igennem mit
hoved: KNIVE! I min fantasi ser jeg min egen dødsannonce:
”Et engageret medlem af De Berejstes Klub,
nr. 174, fik en tragisk død i et hviderussisk tog på vej
hjem fra sin 57. rejse”. Men snart kan jeg ånde lettet
op; det blanke metal i ”mordernes” hænder er kun
skrue-trækkere. Med lynets hast og abens akrobatiske
evner skruer mændene vægge og lofter i vognen fra
hinanden og gemmer hundredevis af cigaretkartoner
bagved. En af mændene hvisker faretruende i mit øre
en befaling på russisk: ”Ubirajsja otsjuda! (”gå ad Helvede
til!”). Lydigt følger jeg ordren og gør plads. På et
øjeblik er både mit og de øvrige sæder i vognen skruet
løs og løftet op. Efter at have placeret papkasser
med vodkaflasker under sæderne, skrues de på plads
igen. Toget er klar til afgang. ’Roligt’ sætter jeg mig til
rette direkte på smuglergodset.
På den hviderussiske–polske grænse i byen Kuznica
Bialostocka må vi vente i 40 minutter. Som jagthunde
kaster den polske sorte brigade sig over vognene -
også med skruetrækkere og lommelygter. Vi skal alle
sammen ud af toget. Toldere bruger ivrigt lygterne på
de mange huller i vægge og lofter. De hængende
loftplader får også en tur med skruetrækkeren. Jeg
følger aktionen fra perronen og føler selv en nervøsitet.
Finder de noget, eller finder de det ikke? Inderst
inde fornemmer jeg, at jeg bør tage de polske tolderes
parti, men jeg har også en vis portion af medlidenhed
med hviderusserne. De har jo arbejdet så hårdt! Endelig
får vi lov til at gå ind i toget. De har ikke fundet
noget! Sikke torskehoveder uden fantasi! Sikke sløve
padder og idioter! Først da jeg kommer tilbage til
Warszawa afslører min bekendte fra Grodno den illegale
handels hemmeligheder: fortjenesten fra en karton
cigaretter afleveret til den polske engrosvirksomhed
udgør fem dollars. Det er en hel formue,
når man tager i betragtning at månedslønnen i Hviderusland
er ca. 60 dollars. Den polske sorte brigade er
bestukket på forhånd. Derfor leder den kun ’proforma’
efter varerne dér, hvor de ikke findes. Det er en nem
opgave; netop de med vilje klippede huller i væggene
og løse loftsplader er de falske spor og samtidig et
tegn på, at der intet er at finde. Varerne er godt gemt
dér, hvor skruerne er skruet ordentligt i. De steder går
tolderne pænt uden om. Spillereglerne har været
kendt længe af begge sider og overholdes til punkt og
prikke. Den historiske ravrute, som igennem århundrede
gik over Grodno, er blevet ændret til tobakalkohol
vejen. Jeg tvivler på at Polens medlemskab i
Unionen vil være i stand til at ødelægge dette ”mangeårige
frugtbare samarbejde”.
Som sagt - det at rejse giver oplevelser og indsigt –
uanset transportmidlet.