Næste Globen-tema: Alternative rejser - De Berejstes Klub

hurtigt i guttens bundløse brønd, og det samme gjorde
en håndfuld øl, alt imens vi på bagsædet sagde høfligt
”nej tak” til alle deres behjertede forsøg på at dele ud
af den velvoksne ration. Imens skøjtede bilen rask
væk rundt på Drakensbergs smalle bjergveje med
hastigheder mellem 120 og 170 km/t! Vi var ganske
rædselsslagne og havde mere end svært ved at slappe
af og nyde den formidable udsigt. Utallige gange
har jeg lovet mig selv at hoppe af, hvis køreturen bliver
for utryg, men vi sad bare stive som stenstøtter og
bad så inderligt til, at det her var en drøm. Det var det
ikke.
Til modangreb på barskabet
Efter en times druk holdt jeg bare ikke længere. Ud fra
en betragtning om, at chaufførens promillegrænse
ene og alene blev styret af barskabets størrelse og
levetid, tog jeg en desperat beslutning og begyndte at
tømme køletasken fra den anden ende. Jo mere, jeg
fik hældt indenbords, jo mindre var der trods alt til
ham, og jo større var chancen for, at vi ville komme
levende frem. Pia drikker hverken øl eller whisky, og
Hvem sa’e kørekort!?
- et iransk intermezzo
den sydafrikanske kvinde skulle heller ikke nyde noget,
så jeg var ganske ene om at give den tørstige
mand konkurrence. Det kunne jeg naturligvis slet ikke,
men jeg fik alligevel slået indtil flere personlige rekorder
i kampdruk undervejs. Opnåede jeg ikke andet,
skete der i hvert fald det, at jeg blev behageligt sløv
og en del mere apatisk overfor hans sindssyge
speedkørsel.
Hen ad aften havnede vi sikre, uskadte og – for halvdelens
vedkommende ganske fulde – i en lille flække,
Dullstroem. Der måtte vi definitivt af, men så let undslipper
man ikke den sydafrikanske gæstfrihed. Næh,
nu havde vi det lige så sjovt, så vi skulle da lige have
et par genstande på den lokale kro. Som sagt så gjort,
og det blev til yderligere syv store tequilaer pr. næse
(inkl. Pia!), inden vor vært først insisterede på at betale
hele gildet og derefter som den mest naturlige ting i
verden satte sig ud bag rattet og kørte de 2-300 km
hjem til Pretoria! Vi nøjedes med, ganske død-drukne,
at vakle hen over vejen, hvor vi plantede vores lille telt
på den lokale kirkegård. Meget passende at lægge sig
til hvile lige så tæt på døden som vi havde været det
hele dagen.
TRANSPORTMIDDEL: Peugeot 405 og en såkaldt ’dele-taxa’.
DESTINATION: byen Minab, Hormoz-strædet, indgangen til den Persiske Golf, Iran.
Bilens størrelse ligger over det iranske gennemsnit og viser sig hurtigt at være proportional med chaufførens ego.
Jeg når knap at lukke døren før hjulene hviner, og jeg trykkes tilbage i sædet. I sit forsøg på at optimere det daglige
antal kunder, bekender chaufføren sig til Murphy’s lov om, at ”jo kortere tid man opholder sig på vejen, jo mindre
risiko for ulykke”; på en vej, hvor sjældne vejskilte reklamerer med ”60-80 km/t”, blæser vi afsted med 160.
Chaufførens venstre arm hænger konstant ud ad vinduet i et forsøg på at vifte modkørende i grøften mens han
overhaler. Det er da også ved at lykkes ham flere gange og resulterer i en kakofoni af larmende horn og blinkende
lygter. Den højre arm befinder sig lykkeligvis på rattet det meste af tiden. De hasarderede overhalinger betyder, at
jeg bliver slynget fra side til side, og jeg føler mig som en fodbold i en centrifuge. Det lykkes mig at få låst sidedøren,
mens jeg naivt leder efter en form for sikkerhedssele. Mit blik fanger mine to iranske medpassager; den ene
– en ældre mand – kigger lige ude i luften med et påklistret trance-agtigt blik, mens den anden – en yngre mand –
Gud hjælpe mig sover! Enten er han uendelig træt eller også har han taget turen før – eller måske er han besvimet?
Eller...? Efter en times tid når vi mod al forventning så godt som uskadte til Minab, og chaufføren beviser, at
bilen rent faktisk har bremser, som virker fint. Jeg står ud, lettere omtåget. Jeg betaler ham og skal til at sige ham
min uforbeholdne mening om hans valg af erhverv og måden at udføre det på men gør det alligevel ikke. For hvorfor
egentlig? Han skal nok få sin straf den dag en modkørende ikke lader sig vifte i grøften. Og mine skrammer er
jo overfladiske – denne gang...
SBonde
27