KØNNETS magtfulde sandhed mænd og kvinder – så er det sagt! Terapien beskyldes i debatten for at have kvindelig natur, men vi må ikke glemme, at ’køn’ også er et teoretisk koncept. SIDE 12 | PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2012 K øn er altid på dags<strong>ord</strong>enen – i de seneste måneder således også i Psykolog Nyt. Terapien beskyldes af Frej Prahl for at have ’kvindelig natur’ (PNyt 13/2011), en påstand, der naturligt nok har affødt debat. Jeg vil gerne gribe bolden, idet mit budskab dog mere generelt handler om, hv<strong>ord</strong>an problemer og årsager konstrueres og skaber betingelser for, hvad vi efterfølgende bliver i stand til at se. Køn er en voldsomt kompleks størrelse – og altid allerede et teoretisk koncept. Debatten, som indledtes med Prahls artikel, fremstiller en række problemer og giver dem karakter af at være årsagsforbundne: Frafaldet på erhvervsuddannelserne er højt, hvad der til dels skyl
Hvad er det for egenskaber, handlemåder og værdier, der dømmes ude og ikke genkendes som ’mandede’ i konstruktionen af det maskuline? des, at de frafaldstruede ofte kæmper med psykiske problemer. Herfra foretages et spring hen til, at mænd generelt set er underrepræsenteret i behandlingssystemet. Årsagen udpeges herefter til at være, at drengene ikke opsøger psykologhjælp. <strong>Det</strong> gør de ikke, f<strong>ord</strong>i terapi associeres med ”hjælp” og ”svaghed”, hvilket ikke stemmer overens med en ’maskulin selvopfattelse’. Problemet er altså ikke, at de gængse terapiformer ikke ’virker’ på mænd – for det gør de, som det også bliver pointeret i Frej Prahls eget bachelorprojekt. Således bliver det altså, at det er i kulturelt indlejrede diskurser og normer, blandt andet om hvad der er ’maskulint’, at barrieren skal findes. Mit hovedbudskab er, at vi som psykologer har ansvar for, hv<strong>ord</strong>an vi konstruerer diskurser og identitetskategorier, f<strong>ord</strong>i de bliver sandhedsdefinerende og derfor har effekter og konsekvenser, som kan være uhensigtsmæssige. Hvad er en ’mand’? Den ’mand’, der konstrueres af Prahl, er en, der ”behersker et andet (mere fysisk) sprog”, som ikke bare er ”associeret med vold” – vold er ligefrem ”en del af mænds og især unge drenges kommunikationsrepertoire”. Hvis vi ifølge Prahl vil tale dette sprog, må vi spørge ”Hvad vil du?” i stedet for ”Hvad føler du?”, og det bliver vi nødt til, f<strong>ord</strong>i følelser er ”vildt angstprovokerende for de fleste mænd”. ”Mænd bryder sig ikke om opkast”, skriver Prahl i øvrigt. Jeg fristes til at spørge, om kvinder mon gør det. Én ting er at reducere alle mænd til udtryk for blot én skabelon. At (alle) mænd skulle være følelsesforskrækkede, handlingsorienterede og fysiskkommunikerende – eller at disse skulle være særligt ’maskuline’ egenskaber eller værdier – overser ikke bare forskelle og kompleksiteter, men beror tilmed på et ganske stereotypt <strong>kønssyn</strong>. Når denne konstruktion af ’mænd’ bruges så selvfølgeligt som her til at beskrive, hv<strong>ord</strong>an mænd er, placeres ’mandighed’ og ’maskulinitet’ samtidig som en art iboende essens i den mandlige krop. Kønnet bliver en ontologisk kategori, hvor der sluttes direkte og › SYNSPUNKT kausalt fra mandlig kropsudformning til følelsesforskrækkelse og voldeligt associerede kommunika tionsformer. Løsningen bliver problemet Når man siger at ”mænd ikke bryder sig om at tale om følelser”, at de har et mere ”fysisk sprog”, er man med til at sætte rammer for, hvad der genkendes som ’mand’ – og altså dermed hvilke handlemåder, udtryksformer og identiteter der bliver mulige. Herved (gen)skaber og forstærker debattens <strong>kønssyn</strong> selvsamme problematik, som den søger at løse: De diskurser, der identificeres som barrieren for, at (visse) mænd er underrepræsenterede i behandlingssystemet, fx ”terapi er sovset ind i (...) kvindelighed. <strong>Det</strong> appellerer på ingen måder til mænd”, er lige nøjagtig udtryk for disse diskurser, der her i debatten får sandhedsværdi. Dermed bliver de netop normsættende. På vegne af de ganske mange empatiske, reflekterede, samtalende og fuldt ud følelsesmæssigt kompetente mænd i min omgangskreds, tillader jeg mig at spørge: Hvad bliver der af dem, som ikke passer ind i denne reduktionistiske skabelon? Bliver de så en slags ikkemænd? Hvad er det for egenskaber, handlemåder og værdier, der dømmes ude og ikke genkendes som ’mandede’ i konstruktionen af det maskuline? Psykologers ansvar Noget andet er den videnskabelige lødighed i, at selvfølgeliggjorte commonsenseforståelser af køn gøres til genstand og dermed grundlag for det ’problem’, som føromtalte debat identificerer. Én ting er at benytte en kønsdiskurs, der – som i den aktuelle debat – overser de mellemkategorier og nuancer, som bør medtænkes i en videnskabelig psykologisk forståelse af, hv<strong>ord</strong>an komplekse sociale kræfter som køn er med til at skabe muligheder, begrænsninger, betydninger og fortolkningsrammer for sociale aktører. Men som uddannede psykologer og videnskabsfolk har vi et stort ansvar. Vi får adgang til en autoritet, som gør, at vores <strong>ord</strong> har vægt og fører handling med sig. Netop derfor må vi sikre os, at det, vi siger, og de ’sandheder’, vi er med til at (re)producere, er PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2012 | SIDE 13