Hvorfor borderline? Det stereotype kønssyn Det forbudte ord - Elbo

› DEBAT
at DJØF altid overgiver forhandlingskompetencen
til Dansk Psykolog Forening,
hvis psykologer under deres forhandlingsområde
ønsker det.
Psykologforeningens formand har den
opfattelse, at generalforsamlingen besluttede
i 2004, at foreningen kun må være for
cand.psych.­uddannede, og at ingen cand.
psych.’ers forhandlingskompetence må
overdrages til andre fagforeninger. Jeg kan
sagtens forstå, at sykologforeningen vil
være en eksklusiv forening for cand.psychuddannede,
men at man vil holde på forhandlingskompetencen
for psykologer, der
ikke selv ønsker det, overgår min forstand.
Jeg håber, formanden har forstået medlemmernes
ønsker på generalforsamlingen
forkert, eller at generalforsamlingen ikke
helt har overskuet konsekvenserne af beslutningen
i 2004. Under alle omstændigheder
er mit ønske, at bestyrelsen forholder
sig til, om det virkelig er ønskeligt, at
der fremover holdes på forhandlingskompetencen
for medlemmer, der ikke selv
ønsker det. Det må være et af de eneste
steder i samfundet, hvor denne form for
stavnsbinding og åben udnyttelse af monopolstatus
er mulig.
Mit ønske om, at Psykologforeningen
overdrager forhandlingskompetencen til
DJØF, handler om, at jeg ikke synes Psykologforeningen
har en attraktiv profil for
ledere. Jeg kan finde to små punkter om
ledelsesforhold i foreningens lange og
grundige beskrivelse af strategiske mål og
arbejdsprogram for 2010­2012, og der er
der ingen formuleringer om hvad foreningen
konkret vil gøre for ledere. Der findes
ingen kurser for ledere om ledelse, og der
findes ingen specialisering i, eller specialistgren
om ledelse. Jeg oplever ikke, at
Psykologforeningen har etableret et fællesskab
omkring ledelse og for ledere. Jeg ved,
at der findes et lederforum for offentlige
ledere. Jeg synes dog, at indholdet er meget
rettet mod en udøvende psykologpraksis
(en af overskrifterne i den seneste udsendelse
om debatmøde vedrørte, hvorfor
det er vigtigt, at psykologer har andre
SIDE 22 | PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2012
psykologer som ledere, hvilket jeg ser som
en noget monofaglig tilgang, der hverken
er attraktiv eller tidssvarende i forhold til
moderne ledelse).
Jeg har ingen bebrejdelse i retning af
denne profil, da jeg tror, den rammer flertallet
af psykologers behov og ønsker. Jeg
oplever dog ikke, at Psykologforeningen
rammer mine behov. Derfor søger jeg mod
et fællesskab, der i højere grad matcher
mine kompetencer og min karriere.
Jeg mener, det er en principiel sag, at
ansatte selv skal kunne vælge, hvilket fagligt
fællesskab, de vil tilhøre. Hvis Dansk
Psykolog Forening gerne vil profilere sig
for ledere, så synes jeg, de har en opgave i
at gøre sig attraktive i stedet for at holde
medlemmer som gidsler.
Sune Bjørn Larsen
Kommentar:
Jeg forstår indlægget sådan, at debattøren
ønsker at melde sig ind i DJØF i stedet for
at forblive i Dansk Psykolog Forening.
Debatten handler derfor ikke alene om
delegation af forhandlingskompetence, og
i det lys skal mit svar læses.
Bestyrelsen besluttede forud for generalforsamlingen
i 2004, at foreningen ikke
ønsker at indgå aftaler om frit organisationsvalg,
sådan som visse andre AC­organisationer
har gjort. Denne opfattelse
bakkede GF2004 op om. Holdningen var,
at vi alene skal optage og organisere psykologer,
som kan blive omfattet af psykologloven.
Vi ønsker med andre ord at
være psykologernes organisation – en
fagforening og faglig forening for standen.
Ingen andre faggrupper skal ind, og heller
ingen ud. Vi er den organisation, som
kender faget og professionen bedst. Det er
os, som taler fagets og psykologernes sag,
og vi har det største kendskab til psykologernes
arbejdsmarked. Af samme grund
skal faggruppens løn­ og ansættelsesvilkår
varetages af os.
Strategien er, at psykologstandens
position og anseelse skal løftes. Borgere,
brugere og klienter skal kunne skelne
psykologen fra psykoterapeuten, pædagogen,
sygeplejersken m.fl., og foreningen
skal værne om faggruppen og faget – derfor
skal vilkårsforhandlinger håndteres i
Dansk Psykolog Forening.
De offentlige overenskomster er bygget
op efter samme tankegang, nemlig
uddannelsesbaggrund. Vi interessevaretager
for psykologer, Magisterforeningen
for magistre osv. Indgår organisationerne
ikke fritvalgsaftaler, er det overenskomsten,
der gælder både for medlemmer og
for ikke­medlemmer. Overenskomstsystemet
afspejler således, at de enkelte
organisationer varetager ikke bare de
individuelle interesser, men et helt fagområdes
interesser – det kollektive, om
man vil. Dette system har vi valgt at holde
fast i i troen på, at det tjener psykologgruppen
bedst.
Vores opfattelse gælder alle de stillingstyper,
psykologer beklæder, altså
også lederområdet og lederstillinger. Når
vi ikke har så mange tilbud om kurser og
netværk som de meget store organisationer,
skyldes det ressourcemæssige begrænsninger.
Vi vil meget gerne gøre
vores lederprofil tydeligere. Dette arbejder
vores Ledersektion med, og det samme
gør vi i bestyrelsen. Vi mener faktisk,
at psykologer i den grad skal beskæftige
sig med ledelse – både organisationspsykologisk
og udøvende, og vi mener, at
psykologer har gode forudsætninger for
at påtage sig ledergerningen.
Vores holdninger her afspejler den
holdning, som et flertal af medlemmerne
har. I næste GF­periode lægger vi imidlertid
op til fornyet debat om netop frit
valg. Skal vi på længere sigt arbejde på, at
andre end psykologer i henhold til loven
kan optages som medlem. Dette skal
GF12 forholde sig til.
Roal Ulrichsen