Hvorfor borderline? Det stereotype kønssyn Det forbudte ord - Elbo

Hvad er det for egenskaber, handlemåder og værdier, der dømmes ude
og ikke genkendes som ’mandede’ i konstruktionen af det maskuline?
des, at de frafaldstruede ofte kæmper med psykiske problemer.
Herfra foretages et spring hen til, at mænd generelt set er underrepræsenteret
i behandlingssystemet.
Årsagen udpeges herefter til at være, at drengene ikke opsøger
psykologhjælp. Det gør de ikke, fordi terapi associeres med ”hjælp”
og ”svaghed”, hvilket ikke stemmer overens med en ’maskulin selvopfattelse’.
Problemet er altså ikke, at de gængse terapiformer ikke ’virker’
på mænd – for det gør de, som det også bliver pointeret i Frej Prahls
eget bachelorprojekt. Således bliver det altså, at det er i kulturelt
indlejrede diskurser og normer, blandt andet om hvad der er ’maskulint’,
at barrieren skal findes.
Mit hovedbudskab er, at vi som psykologer har ansvar for, hvordan
vi konstruerer diskurser og identitetskategorier, fordi de bliver
sandhedsdefinerende og derfor har effekter og konsekvenser,
som kan være uhensigtsmæssige.
Hvad er en ’mand’?
Den ’mand’, der konstrueres af Prahl, er en, der ”behersker et andet
(mere fysisk) sprog”, som ikke bare er ”associeret med vold” –
vold er ligefrem ”en del af mænds og især unge drenges kommunikationsrepertoire”.
Hvis vi ifølge Prahl vil tale dette sprog, må vi spørge ”Hvad vil
du?” i stedet for ”Hvad føler du?”, og det bliver vi nødt til, fordi følelser
er ”vildt angstprovokerende for de fleste mænd”. ”Mænd bryder
sig ikke om opkast”, skriver Prahl i øvrigt. Jeg fristes til at spørge,
om kvinder mon gør det.
Én ting er at reducere alle mænd til udtryk for blot én skabelon.
At (alle) mænd skulle være følelsesforskrækkede, handlingsorienterede
og fysisk­kommunikerende – eller at disse skulle være
særligt ’maskuline’ egenskaber eller værdier – overser ikke bare
forskelle og kompleksiteter, men beror tilmed på et ganske stereotypt
kønssyn.
Når denne konstruktion af ’mænd’ bruges så selvfølgeligt som
her til at beskrive, hvordan mænd er, placeres ’mandighed’ og ’maskulinitet’
samtidig som en art iboende essens i den mandlige krop.
Kønnet bliver en ontologisk kategori, hvor der sluttes direkte og
› SYNSPUNKT
kausalt fra mandlig kropsudformning til følelsesforskrækkelse og
voldeligt associerede kommunika tionsformer.
Løsningen bliver problemet
Når man siger at ”mænd ikke bryder sig om at tale om følelser”, at
de har et mere ”fysisk sprog”, er man med til at sætte rammer for,
hvad der genkendes som ’mand’ – og altså dermed hvilke handlemåder,
udtryksformer og identiteter der bliver mulige.
Herved (gen­)skaber og forstærker debattens kønssyn selvsamme
problematik, som den søger at løse: De diskurser, der identificeres
som barrieren for, at (visse) mænd er underrepræsenterede
i behandlingssystemet, fx ”terapi er sovset ind i (...) kvindelighed.
Det appellerer på ingen måder til mænd”, er lige nøjagtig
udtryk for disse diskurser, der her i debatten får sandhedsværdi.
Dermed bliver de netop normsættende.
På vegne af de ganske mange empatiske, reflekterede, samtalende
og fuldt ud følelsesmæssigt kompetente mænd i min omgangskreds,
tillader jeg mig at spørge: Hvad bliver der af dem, som
ikke passer ind i denne reduktionistiske skabelon? Bliver de så en
slags ikke­mænd?
Hvad er det for egenskaber, handlemåder og værdier, der dømmes
ude og ikke genkendes som ’mandede’ i konstruktionen af det
maskuline?
Psykologers ansvar
Noget andet er den videnskabelige lødighed i, at selvfølgeliggjorte
commonsense­forståelser af køn gøres til genstand og dermed
grundlag for det ’problem’, som føromtalte debat identificerer.
Én ting er at benytte en kønsdiskurs, der – som i den aktuelle
debat – overser de mellemkategorier og nuancer, som bør medtænkes
i en videnskabelig psykologisk forståelse af, hvordan komplekse
sociale kræfter som køn er med til at skabe muligheder, begrænsninger,
betydninger og fortolkningsrammer for sociale aktører.
Men som uddannede psykologer og videnskabsfolk har vi et
stort ansvar. Vi får adgang til en autoritet, som gør, at vores ord
har vægt og fører handling med sig. Netop derfor må vi sikre os,
at det, vi siger, og de ’sandheder’, vi er med til at (re­)producere, er
PSYKOLOG NYT NR. 2 | 2012 | SIDE 13