Moldau-historierne

Jagten på
den
forsvundne
dk.chat
1. kapitel
Lyset fra neonreklamerne blandede sig med det blåhvide skær
fra computerskærmen. Udenfor havde regnen strømmet ned
i timevis og havde efterladt gaderne mennesketomme. Klokken
var langt over midnat, og i det fjerne hørtes nattoget på
vej mod hovedstaden med sin last af søvndrukne passagerer.
Jeg lod atter fingrene løbe over tasterne og billedet på
skærmen skiftede atter. Jeg sukkede. Det var ikke til at blive
klog på. Det der Internet.
Jeg tømte den sidste rest af whiskyflasken og rejste mig.
Jeg strakte mig og vaklede hen til vinduet. Jeg røg en cigaret,
mens jeg kiggede ned på gaden.
Det var vist holdt med at regne. Luderne var ved at ind-
1. kapitel
tage deres faste pladser igen. Fra lejligheden overfor lød en
stille sax-solo. Jeg anede silhuetten af beboeren gennem rullegardinet.
Det var nat i byen.
✶
Måske jeg skulle præsentere mig selv. Jeg er P.M. Jeg kaldes
aldrig andet. På glasdøren ind til kontoret står der P.
Moldau - Privatdetektiv.
Mit efternavn gav mit far mig i dåbsgave. Jeg har
altid hadet det. Mit fornavn fik jeg af min mor ved
samme lejlighed. Hvad det er, det agter jeg at holde for
mig selv.
Jeg driver et lille privatdetektivbureau på hjørnet af
51. og 24., 2. sal, vær 207, hvis du skulle finde på at
droppe forbi.
Det er der nu ikke så mange, der gør. Men i aften
var en undtagelse.
Hun kom.
Jeg havde ellers lige besluttet mig til at forlade
kontoret for at besøge Lucy's overfor, der havde Forloren
skildpadde på menuen. Men så gik døren op i forkontoret,
og før jeg kunne nå at reagere, stod hun der i døråbningen.
- P. Moldau?, spurgte hun, mens hun lod sit blik løbe kærtegnende
op og ned af mig. Jeg følte, at hun klædte mig af
med øjnene.
- Ja, svarede jeg, og slog ud med hånden for at anvise
hende en stol.
Hun tøvede. Hun foretrak tydeligvis at blive stående, indtil
jeg trak stolen frem til hende og børstede den fri for imaginære
støvfnug.
Hun var klædt i en kropsnær dragt i en kraftig rød farve.
Den stoppede præcist så langt oppe, at man fik rig lejlighed
til at beundre hende lange, slanke ben. Over sig bar hun en
pels, skødesløst hængende på skuldrene.
Det var en kvinde med mange talenter.
- Cigaret?, spurgte jeg, og fiskede etuiet frem fra inderlommen.
- Tak, jeg har, svarede hun, idet hun fremdrog en langt,
spidst cigaretrør af tasken. Men en yndefuld håndbevægelse
placerede en lang smal cigaret for enden af røret og bøjede
sig frem mod mig.
I den kraftige halsudskæring anede jeg hendes overdimensionerede
bryster - det var tydeligvis en af de dyre læger på
33., der havde været i gang.
Jeg huskede, hvordan jeg med gutterne tilfældigt havde
diskuteret bryster for nylig, og en afstemning havde vist, at
vi slet ikke brød os om den slags silikone-koner.
- Ild?, spurgte hun.
Forvirret fandt jeg zippo-lighteren frem og bøjede mig
frem mod hende og tændte.
- De er privatdetektiv, konstaterede hun overraskende.
Jeg nikkede.
Hun spredte læberne let og fugtede dem med tungen.
- Jeg har en sag til Dem, sagde hun, og tog et dybt sug af
cigaretten. Vil De påtage Dem den?
- Det kommer naturligvis an på sagen, svarede jeg, og forsøgte
at kigge hende langt ind i de smukke øjne. Jeg tager
mig ikke af skilsmissesager.
- Der ligger 50.000 i denne kuvert, sagde hun, og
smed en hvid kuvert på skrivebordet. Du skal finde mig
en chatter!
- En chatter, svarede jeg forvirret, men jeg forsøgte
- så nonchalant som muligt - at få åbnet kuverten.
Hun forklarede mig, hvad hun ville
have mig til. Hun ville have fat en ægte
dk.chatter - en person, der benyttede sig
af det der Internet, en person, der var på
Nettet! En person, der brugte det kendte
chat-forum på USENET. En person på dk.chat!
Jeg kiggede i kuverten og på den veldrejede sag, der sad
på den anden side af skrivebordet. Hvad ville hun med en
dk.chatter?
- Det er sagen uvedkommende. Det skal blot være én, der
står som eksponent for ånden i dk.chat, svarede hun. Der er
50.000 til, hvis du klarer opgaven på en uge, og hvem ved...
måske er der også en anden belønning, tilføjede hun, mens
hun sendte mig et sensuelt blik.
✶
Duften af hendes parfume hang stadig i kontoret her tre timer
efter, at hun var gået. Og min tanker kredsede stadig om
hende. Og så om sagen: Ånden i dk.chat?
Nu havde jeg prøvet de sidste timer at spore mig ind på
den. Jeg havde siddet og nærlæst det ene dk.chat indlæg efter
det andet uden at komme et skridt nærmere.
Hvem kunne hjælpe mig videre?
Hvad var dk.chat for en størrelse? En blandet gruppe af
mennesker fra alle egne af landet! Hvordan kunne de udgøre
noget, som et pigebarn som hende kunne være interesseret
i?
Hvad har dk.chat at byde på? Hvad kan en Skriver eller
en Tlaloc dog give en pige med hendes fortrin? En kværulantisk
tryllekunstner, der har fået sin egen hjemmeside til at
forsvinde? Eller en afdanket fotograf, der tror, han er en morsom
skribent? En Ravn, der hører radio og en Ravnholdt,
der kigger på ravne? F.eks. dem, der sidder på en Ørngreen?
3