Moldau-historierne

vinternatten. En kold vind fik mig øjeblikkeligt til at gyse og
jeg skyndte mig at lukke vinduet igen.
Jeg tændte den elektriske varmeblæser, der stod under mit
skrivebord. Så satte jeg mig i stolen, åbnede nederste skuffe,
fandt whiskeyflasken frem og skænkede mig et tre-dobbelt.
Måske jeg skulle præsentere mig selv?
Navnet er Moldau - P. Moldau. Privatdetektiv.
Det står i hvert fald prentet i guld på den matterede glasrude,
der sidder i døren ind til mit ydmyge kontor.
Kontoret ligget på 2. sal i et af de mindre pæne kvarterer
i byen, men hvad pokker. Det er jo heller ikke HER, jeg
opklarer mine sager.
Mine største succes'er skal findes i cyberspace. Således
er det gang på gang lykkedes mig at gøre mig grundigt upopulær
i nyhedsgruppen dk.chat under mine utallige bestræbelser
på at afdække det uvæsen, der hersker i nyhedsgruppen.
Læs selv på http://www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/
På det seneste har jeg holdt en lang pause fra dk.chat. Det
var på tide, at jeg kastede mig over andre græsgange. Måske
var mine muligheder udtømte i chatten - tilsyneladende vil
de selvoptagne dk.chattere ikke lytte til fornuft?
Under alle omstændigheder havde det på det sidste været
så som så med sager, der på nogen måde kunne relatere sig
til dk.chat.
Og måske godt det samme.
Jeg tømte whiskeyglasset i et drag og smed benene op på
bordet. Jeg lænede mig tilbage i stolen, skød hatten ned i
panden - og faldt i søvn.
✶
Jeg blev vækket brat, da døren til mit kontor blev sparket
op. Pludselig stod to 'gorillaer' midt inde i kontoret med
hævede pistoler. Den ene gik hen til vinduet og kiggede ned
på gaden. Den anden stak pistolen frem mod mig og bad mig
forholde mig HELT roligt!
En korpulent, hvidhåret herre kantede sig ind af døren og
stillede sig foran mig.
- OK, drenge, sagde han henvendt til de to gorillaer. Så
kan I godt slappe lidt af. Han er jo ganske uskadelig, den
bette lort dér...
De to gorillaer fortrak ikke en mine, mens de stak pistolerne
ind i deres skulderhylstre.
Manden tog sine kraftige firkantede briller af og åndede
let på glassene. Så fandt han en klud frem af lommen og
begyndte at pudse på glasset.
Jeg fulgte ham med øjnene, mens han skridtede lokalet af,
og betragtede ham, da han stoppede op og studerede mit
diplom fra Privatopdageruddannelsen, der hang i guldramme
1. december
på væggen.
- Ak ja, sukkede han. Og her bor sådan en lille lus som
dig? Tsk. Tsk.
Han vendte sig om mod mig, mens han skubbede brillerne
på plads.
- Bill vil se dig, sagde han i et skarpt tonefald.
- Bill?, spurgte jeg... Clinton?, svarede jeg med et glimt i
øjet.
- Vorherrebevares, hvæsede manden, jeg snakker da om
én med langt større indflydelse!
- Øhhh? Jeg kiggede forvirret på manden.
- Gates, selvfølgelig, din klaptorsk. Han venter på dig nede
i limousinen.
Jeg tøvede, men et hvast blik fra den ene af gorillaerne fik
alligevel mig til at rejse mig op.
Pludselig greb gorillaen mig bagfra og den anden gorilla
begyndte at kropsvisitere mig.
- Han er clean, snerrede den ene, efter han havde følt efter
alle de mere eller mindre intime steder.
Så begyndte processionen. Forrest gik den hvidhårede,
herefter fulgte undertegnede og bag mig sluttede de to gorillaer
trop.
Det var sin sag at få plads i den lille elevator. De tre fyre
optog med deres store legemer 90% af pladsen, mens jeg
stod klemt sammen mellem deres brystkasser. Jeg kunne
mærke, at den ene gorillas skulderhylster pressede sig ind
mod mine ribben.
Nede på gaden holdt ganske rigtigt en limousine. De to
gorillaer skubbede brutalt de to ludere væk, der forsøgte at
få kontakt med personen bag de tonede ruder.
Jeg blev gennet ind i bilen og sad nu ansigt til ansigt med
skaberen af Microsoft.
- Her er svinet, hvæsede den hvidhårede, der kantede sig
ind i limosinen sammen med mig.
- Hans!, svarede Bill. Gå en tur, mens vi snakker, ikk'?
Manden, der åbenbart hed Hans, kiggede arrigt på Bill.
- Her, Hans, tag et par rommer og del dem ud blandt folket,
ikke? Bill tog en stak CD-rommer med Microsoft Internet
Explorer 4.03 og gav dem til Hans. Så snakker jeg i fred og
ro med vor unge ven her.
Hans så skulende på mig.
- Og Hans..., fortsatte Bill, sig til Jan og Ulf at de skal
opføre sig pænt over for de unge damer dér. Bill nikkede i
retning af de to gorillaer, der stadig forsøgte at holde luderne
væk.
Hans kantede sig ud af bilen og smækkede døren i efter
sig.
- Nå, Moldau. Bill smilede. Du må undskylde disse omstændigheder,
men det er den sikreste måde for mig at mødes
med dig på.
Jeg kiggede forundret på ham.
- Jeg har en lille prekær sag, du skal hjælpe mig med,
fortsatte han. Jeg skal bruge en række oplysninger. Om
dk.chatterne!
- Om dk.chattene?, udbrød jeg forbavset. Hvad skal det
til for?
- Jo, ser du, svarede han. Det er vigtigt, at vi får lidt styr
på det her Net, ikke sandt? Det ER jo noget rod det hele.
Men vi i Microsoft arbejder på at standardisere det hele, og
så bliver det meget nemmere.
Bill bøjede sig frem og snuppede et skotsk æble fra en
lille kurv.
- Vi har en vigtig mission!, fortsatte han, mens han lystigt
gnaskede løs på den regnbuefarvede frugt. Men i dk.grupperne
er der en hel del blokering af vores vigtige sag. Jeg
oplever det især i dk.admin, men den tager Hans, Jan og Ulf
sig af.
Han nikkede i retning af de tre mænd udenfor bilen.
- Det skal nok gå, fortsatte han. Det skal de nok klare, det
er jo gode folk alle tre.
Han trykkede på en knap, så den ene siderude gled ned.
Så kastede han æbleskroget ud af vinduet, så det elegant ramte
en affaldsspand på fortorvet. En af gadens hjemsløse skyndte
sig hen til affaldsspanden, mens Bill lod ruden glide op igen.
- Men dk.chat...!, sukkede han.
Han kiggede indforstået på mig.
- Jeg kan IKKE begribe den gruppe! Jeg HAR prøvet at
forstå den. Jeg har prøvet at skrive forskellige indlæg i gruppen
- under påtaget navn selvfølgelig! Ligesom kaliffen i
Bagdad ynder jeg at gå rundt blandt mine undersåtter
incognito!, sagde han med et grin.
- Men jeg kommer ligesom ikke igennem, fortsatte han.
Enten får jeg sådan nogle underlige standardssvar tilsendt
eller også så fyldes tråden med mystiske kommentarer. De
chattere ER ikke til at blive kloge på!
- Jamen, indskød jeg. Hvordan kommer jeg ind i billedet?
- Jo, ser du, Moldau, du kender jo de der chattere, ikke?
Du har jo besøgt dem, været iblandt dem. Du kender dine
pappenhejmere, ikke sandt? Du kan i hvert fald nemt skaffe
dig adgang til information om dem, ikke?
- Tjoooo..., svarede jeg forsigtigt. Det kunne jeg måske?
- Der ser du, fortsatte han ivrigt. Du vil være den perfekte
hjælper i vores lille mission. Og jeg vil betale dig godt.
Bill trak et større bundt sedler op ad en inderlomme og
smed dem i favnen på mig. Jeg kiggede på sedlerne. De lignede
alm. amerikanske dollars, men dér hvor portrættet af
George Washington plejede at sidde, sad i stedet et billede
af Bill selv.
- Jamen, begyndte jeg, de her sedler kan jeg da ikke bruge...
- Tænker du på billedet af mig, spurgte han med et grin.
43