Moldau-historierne

var sikkert ude at spille. Ventede jeg oppe længe nok, så
ville jeg se ham komme dinglende hjem ved morgentide, arm
i arm med en af korpigerne.
Hundens hylen tog til i styrke.
Så lød to hurtige skud efter hinanden.
Og hundens hylen forstummede.
✶
Nu var kun lyden af byens puls tilbage: Taxaernes brummen
og tuden i hornet, musikken fra de små barer og danserestauranter,
og den knitrende lyd fra den defekte neonreklame
på HOT L'let på hjørnet.
Jeg smed mit cigaretskod ud af vinduet, knipsede en stor
edderkop væk fra vindueskarmen og rullede vinduet ned.
Så satte jeg mig tilbage på stolen ved skrivebordet og computeren.
Jeg kastede et blik på den blåhvide skærm. Atter en gang
havde jeg fundet news:dk.chat frem.
Mit smertensbarn.
Hvad skulle jeg dog stille op med dk.chat?
Siden min første sag (som kan læses på http://
www.geocities.com/SoHo/Lofts/5124/jagten.html), havde
jeg forsøgt at komme ind på livet af chatten og chatterne.
Uden held.
Det var tydeligvis en sammenspist gruppe, der ikke ville
lukke fremmede ind.
For en måneds tid siden havde jeg oplevet den tort, at et
indlæg fra min hånd, der én gang for alle skulle løse chattens
problemer, var blevet slettet fra alverdens nyhedsservere af
en emsig chat-moderator.
Han var ovenikøbet gået så langt, at han havde fået mit
abonnement hos en lokal internetudbyder afbrudt - alt sammen
under henvisning til, at jeg skulle have forsøgt at sende
SPAM til gruppen.
Utroligt.
Som om en lillebitte henvisning til P. Moldau's privatdetektivbureau
kunne skade nogen.
Især, når man tænkte på alt det, jeg havde gjort for chatten!
Jeg var skuffet - og deprimeret.
Og nu sad jeg så igen foran skærmen.
Ved siden af mig stod en flaske whiskey. Jeg havde forlængst
tømt køleskabet for udløbne øl, det eneste, der lå tilbage
i det ellers tomme køleskab var en lommelygte.
Hvordan lommelygten var havnet i mit køleskab overgik
min forstand.
Havde jeg glemt den i køleskabet da jeg for et stykke tid
siden havde forsøgt at afdække mysteriet om den lille lampe
inde i køleskabet virkelig BLEV slukket, når døren blev lukket?
1. del
Eller var den pludselig blevet transmogriffet ind i køleskabet
fra en anden dimension? Fra cyberspace?
Nå - det var et sidesping.
Nu havde jeg kastet mig over den whisk(e)y, jeg ellers
plejede at hælde på mine cornflakes om morgenen.
✶
Jeg var startet HELT forfra på chatten. De sidste par nætter
havde jeg tilbragt foran skærmen i selskab med 40000
dk.chat-indlæg.
Jeg måtte kunne finde løsningen her. Der MÅTTE være
en sammenhæng, en rød tråd, en indgangsvinkel til chatterne.
I denne sene fuldmåneaften begyndte bogstaverne på skærmen
at flyde noget sammen. De mange indlæg dunkede i
baghovedet på mig. Jeg tog endnu en ordentlig slurk af
whiskeyflasken i håb om at klare hjernen - men det havde
nærmest den modsatte effekt.
Var jeg ved at falde i søvn?
Jeg rejste mig hurtigt op fra den magelige kontorstol og
begyndte at foretage nogle englehop på gulvet.
Jeg måtte være klar i hovedet! Jeg manglede jo stadig den
sidste uges indlæg.
Opildnet af disse gymnastiske øvelser satte jeg mig igen
til rette foran skærmen, tømte flasken i et drag og faldt forover
med et brag. Mit hovede hamrede ned i tastaturet og
jeg gik ud som et lys.
✶
Jeg slog øjnene op.
Over mig svævede en bunke hvide skyer langsomt afsted
over en lyseblå himmel.
Hvor var jeg?
Hvad var der sket?
Var Windows95 blevet genstartet?
Jeg drejede hovedet og opdagede, at jeg lå i en lysning i
en skov.
Jeg satte mig fortumlet op.
Hvordan i alverden var jeg havnet her?
2. del
Jeg satte mig op og tog mig til hovedet. Jeg havde dundrende
hovedpine - sikkert affødt af et umådeholdent
whiskeydrikkeri.
- Du der!!! lød en stemme pludselig bag mig.
Jeg vendte mig om. Bag mig stod to mænd og kiggede
forundret på mig. Den ene var iført en ringbrynje og en
hjelm, den anden var mere simpelt klædt. Det var en lille
fyr, der stod og gemte sig forskræmt bag ved den brynjeklædte.
- Øh, mig?, spurgte jeg, og kiggede forvirret omkring. Vi
var alene i lysningen.
- Ja, du der, med mærket i panden!
- Øh, mærket? Jeg kiggede spørgende på ham.
Så tog jeg mig til panden og mærkede efter. Jo, der var
ganske tydeligt et mærke i panden - det var sikkert fremkommet,
da jeg knaldede hovedet ned i tastaturet.
- Rejs dig op, fortsatte stemmen myndigt, og lad mig se på
dig.
- Rolig nu, fremstammede, mens jeg forsøgte at komme
på benene. Jeg skal lige prøve, om jeg kan stå på min ben.
De sover...
- Du skal ikke teste her i chatten, hvæsede manden.
- Øh? Tillad mig at præsentere mig selv, fortsatte jeg. P.
Moldau. Jeg er privatdetektiv, til tjeneste!!!
- Vi gider heller ikke have reklamer her, udbrød den brynjeklædte.
- Jeg har ellers et fint billede af mig selv, som jeg kan vise
dig, fortsatte jeg, men jeg begyndte at rode i mine lommer.
- Nej nej, ingen billeder i chatten, råbte den brynjeklædte
forskrækket.
- Herre, lød det pludselig fra den forskæmte væbner, jeg
tror, det er en newbie...
- En NEWBIE!!!, skreg den brynjeklædte, og trådte en
skridt tilbage. Så trak han et imponerende sværd frem.
- Nej, nej, I misforstår mig, svarede jeg, og løftede afværgende
hænderne. Jeg er IKKE en newbie!!!
De to mænd begyndte at hviske og tiske på et svar, jeg
ikke forstod. Var det fnarsk? Så vendte de sig om mod mig
igen.
- Vi fører dig til slottet, sagde den brynjeklædte, så får vi
forklaringen! Sid op!
- Sid op?. Jeg kiggede mig forundret omkring? Hvor var
hesten?
Væbneren dirigerede mig om bag den brynjeklædte og vi
begyndte at gå. Først kom den brynjeklædte, så kom jeg -
temmelig forvirret over situationen -, og bagerst kom væbneren,
der rytmisk slog to kokosnødskaller mod hinanden.
- Øh???, hr. Ridder, spurgte jeg forsigtigt, hvad hedder
Deres hest?
- Hesten?, svarede ridderen. Den hedder da Gin.
- Alle heste har drinksnavne, hviskede væbneren bag mig.
- Nå? Jeg kiggede forundret på væbneren.
- Men det giver visse problemer, når man sidder på landevejskroen.
Bedst, som man har taget sig sammen til at bede
37