TRÆTTE af dig og dine meritter! Vi vil have det sjovt og så kommer du og afslører alle vores hemmeligheder og inderste tanker og udstiller dem for alle og enhver. Det er sygeligt!!! Det er noget svineri!!! - Jamen... - IKKE NOGET JAMEN! Nu er det mor her, der taler! Og når jeg først er færdig med dig, men fine ven, så skal du se løjer. Jeg kan godt love dig for, at du vil fortryde den dag, du blev født!!! Og du skal ikke tro, at du kan gemme dig bag Bill og hans kammersjukker. Vi vil ikke finde os i at blive holdt for nar! Chatten er skam en alvorlig affære - under overfladen er vi alle mennesker med føøøøølelser, du! Og du skal ikke komme og gøre os til grin og udlevere os og udspionere os og... og... og... Hun stoppede forpustet op et øjeblik. Jeg benyttede mig af lejligheden til at fiske en cigaretpakke op ad lommen. - Cigaret?, spurgte jeg. - Nej tak, jeg har, sagde hun forpustet. I virkeligheden var det blot et snedigt kneb fra min side. Jeg gemte nemlig usynlighedspinden i cigaretpakken, og så let som ingenting fik jeg den fisket frem. Netop da Birthe havde fået luft igen til at fortsætte sin svada, så stak jeg usynlighedspinden i munden, åbnede terrassedøren og stak i løb. 66 ✶ Udenfor vinduerne dalede julesneen ned. Luderne havde taget opstilling i en døråbning og skuttede sig i kulden. Gad vide, hvor mange kunder, der ville komme en sådan julaaften. I lejligheden overfor dansede familien omkring juletræet, mens saxofonisten spillede til. Jeg satte mig tilbage til skrivebordet og computeren. Jeg havde netop sendt min sidste rapport afsted til Bill som email og ventede nu spændt på hans reaktion. Jeg lænede mig tilbage i stolen og smed benene op på bordet. Så fandt jeg whiskey-flasken frem fra nederste skuffe og hældte en ordentlig sjat op i en tom kaffekop, der stod på bordet. Jeg fiskede den sidste cigaret frem fra pakken og tændte den med zippo-lighteren. Cigaretpakken krøllede jeg sammen og kastede gennem luften, så den ramte væggen lige over papirkurven. Herfra rikochetterede den lige lukt ned i den overfyldte papirkurv! Jeg tog veltilfreds et dybt sug af cigaretten. Endelig færdig med den sag! Det havde været hårdt arbejde. Lige siden den 1. december havde jeg rejst Danmark tyndt i et forsøg på at indkredse den chatske sjæl. Og nu var det slut. Jeg tænkte på alle de negative oplevelser med chattens beboere. På de mærkelige mennesker i Jylland og de lige så underlige chattere på øerne. ✶ Forhåbentlig havde mine besøg også haft en gunstig effekt. Var det ikke lige som om, at chatterne var kommet hinanden lidt nærmere her på sidste? Havde lært hinanden lidt bedre at kende? Var der ikke kommet en del af de ældre og erfarne chattere tilbage, så der nu både var plads til chatlinger, chatnikker og dem, der havde fået chat nok? Kunne ikke både VEPper og VIPper nu færdes i den samme tråd? Var killfiltrenes dage talte? Måske? Eller måske _var_ chattens dage talte? Måske var det slut med dk.chat? Hvem ved - måske var der slet ikke noget, der hed dk.chat til næste år. Men det var selvfølgelig en ganske anden snak! Et var i hvert fald sikkert. Bill havde fået en lang række oplysninger, som han og hans medarbejdere nu kunne bruge i deres hellige mission for at skabe et bedre Internet. Pluselig hørte jeg bjældeklang neden for vinduet. Jeg rejste mig og gik til vinduet. Jeg pressede persiennerne fra hinanden og kiggede ned på gaden. Der holdt den største kane, jeg nogensinde havde set. Foran den gik 29 rensdyr - eller rettere personer iklædt brun pels og udstyret med et gevir på hovedet. I det samme sekund gik døren op! Ind kom de to bodyguards, som havde besøgt mig ved historiens start. Denne gang var de klædt i røde gamachebukser og rød bluse. Endvidere havde de begge to en rød nissehue på med en stor kvast. - Du kan lige vove på at grine, sagde Ulf arrigt, da han så mig stå med et smil på læben. - Hvis du griner, så slår vi gebisset ned i maven på dig, kom det prompte fra Jan. - Rolig drenge, lød Hans' myndige stemme bag dem. Det kryb vover ikke at grine. Hans var også i nissedragt, men hans bukser var noget kraftigere, ligesom kvasten i nissehue også så ud af mere. - HO HO HO, lød det hult ude fra gangen og ind i mit ydmyge kontor kom Bill Gates. Han var iført det dyreste julemandskostume, man kan købe for Microsoft-optioner, med en stor kraftig plesforet nissehue og en stor, strålende kvast. Desuden var han udstyret med et stort, hvidt, kunstigt skæg. - Vi er ude for at dele gaver ud til alle folk i hele verden, sagde Bill og strålede som en lille solkonge. De får allesammen et splinternyt eksemplar af Explorer 4.0! - Og så kom vi lige forbi, gnækkede Ulf og så på Jan med et svedent grin. - Har du set min flotte kane, fortsatte Bill begejstret og pegede på vinduet. Han gik henimod persiennerne og hev dem op med et voldsomt ryk! - Seeeee, skreg han begejstret, mens han pegede ned på gaden. Og seeeee alle mine 'rensdyr' - de er helt igennem softwarestyrede! - Softwarestyret?, spurgte jeg forbavset. - Ja, selvfølgelig er kanen softwarestyret! Bill kiggede forundret på mig. - Og havd kører I på for en platform?, spurgte jeg, mens jeg foregav en interesse i slige sager. - Psyhhh, du skal ikke sige det så højt, men den kører på UNIX - du ved, vi skal jo gerne kunne multitaske ordentlig, ikk'. Bill kiggede på mig med et kenderblik. - Hvad hedder alle dine 'rensdyr'?, spurgte jeg. - Åh, de hedder så meget. Der er Aerner og Berner og Cerner og Derner og Erner og Ferner og Gerner og Herner og Ierner og Jerner og Kerner og Lerner og Merner og Nerner og Oerner og Perner og Qerner og Rerner og Serner og Terner og Uerner og Verner og Werner og Xerner og Yerner og Zerner og Æerner og Øerner og Åerner, remsede han op. - Hvem af dem er Gerner?, spurgte jeg. - Det er ham, der står allerforrest, svarede Bill henrykt. Ham med den røde næse! Bill trak mig væk fra vinduet. - Men prøv og hør her, fortsatte han i en faderlig tone. Jeg har læst dine rapporter og jeg må sige, at du har gjort et mesterligt job. - Øh, sagde jeg og rødmede. Jamen, der er vel ingen af de nævnte chattere, du kan bruge til noget! - Nej nej, men det er også ligemeget, fortsatte Bill ivrigt. Denne sag handlede jo ikke om dk.chat, men om dig, <strong>Moldau</strong>! - Hvad!?!?!? Jeg kiggede forundret på Bill Gates. - Ho ho, svarede han. Det havde du ikke regnet med, hva'? - Øh...? - Jo, ser du, fortsatte han, mens han tog mig kammeratligt på skulderen. Det er DIG, jeg har brug for i organisationen - det er sådan nogle folk som dig, vi kan bruge. Sådan nogen, der tør gå imod den herskende klasse på Nettet. Han slog ud mod hånden over mod hans tre hjælpenisser. - Jeg vil tilbyde dig et job, <strong>Moldau</strong>. Hop med på kanen. Kom med til Microsoft. Og sammen skal vi erobre verden og Nettet!!! - Øh, jeg ved ikke rigtigt... - Selvfølgelig ved du det! Kig dig omkring. Er dette her et liv? Jeg kiggede hen på mit lurvede skrivebord og lod blikket Jul på dk.chat
vandre over mod den støvede reol. På væggen hang mit diplom fra detektivskolen i en billig træramme. Tapetet var falmet og flere steder ved at gå løst. Fra håndvasken i kontorets fjerne ende hørtes de små dryp fra den utætte vandhane og guldbogstaverne på den matterede glasdør var ved at falde af. Nej, det var ikke et liv! - Jeg er med på kanen, sagde jeg. - JUBII, råbte Bill. - Så skal vi lige have lavet noget papirarbejde, brød Hans ind. Vi skal jo have systematik i tingene! Ulf kom rendende med et lille polaroidkamera. - Vi skal lige have et billede til dit ID-kort, sagde han. Kig her hen. FLASH! 24. december 67
Change language