Sårbare unge - Hus Forbi

foto polfoto
Knuste drømme
bag Fort Europas mure
For hundredtusindvis af afrikanere er en farefuld rejse til Europa
den eneste mulighed for at sikre deres familiers overlevelse.
Men i Europa venter et liv på bunden af samfundet.
af Simon Ankjærgaard
De heldigste af dem får et af de job, som vi
europæere går i en stor bue uden om. De
plukker tomater, appelsiner og oliven. Vasker
fiskerbåde. Eller gemmes væk som opvaskere
bagerst i restauranternes køkkener. De er illegale
afrikanske immigranter, og de er kommet
til Europa med en drøm om at kunne løfte sig
selv og familien hjemme i Afrika ud af fattigdommen,
men prisen, de betaler, er høj. De har
ingen rettigheder, hver dag er en kamp for at
overleve, og som den kriminaliserede underklasse,
de er, kan de glemme alt om adgang til
uddannelse, hospitalsbehandling og politisk
indflydelse. Alligevel sætter tusinder og atter
tusinder hvert eneste år livet på spil for at
komme gennem det fintmaskede grænsehegn,
der adskiller EU fra resten af verden.
Årligt lykkes det for op mod 500.000 illegale
immigranter fra den tredje verden at
slippe ind i Europa. Hvor mange der reelt lever
her, er behæftet med stor usikkerhed, men det
skønnes, at det samlede antal ligger et sted
mellem tre og otte millioner. En væsentlig
del af dem er fra Afrika. Og for afrikanere i
Europa gælder det, at de helt automatisk glider
ind på det laveste niveau i hierarkiet. Langt de
fleste ender som hjemløse og som jaget vildt,
der indretter sig i forladte bygninger eller lever
fra dag til dag på gaden. Det gælder eksempelvis
for de 300 afrikanere, der blev registreret
ved den seneste hjemløsetælling i Danmark.
Og 300 er vel at mærke det officielle tal. Det
reelle er uden tvivl langt højere.
Intet andet alternativ
Men hvorfor i det hele taget udsætte sig for
strabadserne og ydmygelserne? Fordi der ikke
er noget alternativ, siger migrationseksperten
Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut
for Internationale Studier (DIIS).
- Det er politisk uro, fattigdom, arbejdsløshed
eller som regel en kombination af alle
disse faktorer, der får dem til at søge mod
Europa. Jeg plejer simpelthen at kalde det
manglende livsmuligheder. Det er et spørgsmål
om overlevelse for familien, så der er ikke
- Og det er i virkelig-
heden det mest hykleriske
og dobbeltmoralske,
for italienerne, og resten
af Europa, har brug for
deres arbejdskraft.
Det er blandt andet dem,
der sørger for, at vi i
Danmark kan købe
billige tomater i supermarkedet.
Vi har brug
for dem, og alligevel
bliver de, som i Italien,
frataget alle rettigheder.
Det er et stort politisk,
sikkerhedsmæssigt og
demokratisk problem.
noget alternativ. Derfor er det ikke så afgørende
for dem, hvor farligt det er at rejse ind i
Europa, siger han.
De afrikanske immigranter benytter sig af
en af to mulige rejseformer. Den nemmeste og
dyreste er at booke en billet og flyve direkte
til Europa, enten på turistvisum eller forfalskede
papirer. Det kræver dog, at man har
forbindelserne i orden. De forbindelser har de
færreste afrikanere, så langt de fleste må vælge
en lang og rå rute gennem Sahara og videre
i overfyldte både over enten Atlanterhavet til
De Kanariske Øer eller over Middelhavet til
Malta eller – som oftest – til Italien. En tur, der
har sin pris i både dollars og menneskeliv.
- Tit er hele familien, ja nogle gange hele
landsbyen, involveret i beslutningen. I samråd
vælges den eller de, der vurderes at være bedst
rustet til at klare rejsen. Og det siger noget om
desperationen, at der ikke kun sendes mænd
af sted, men også kvinder og børn, fortæller
Thomas Gammeltoft-Hansen.
Strammere kontrol – farligere rejse
Første mål for rejsen er havnebyerne i det
nordvestlige og nordlige Afrika. Den vigtigste
og mest brugte havneby er Tripoli i Libyen.
Her har en journalist fra avisen The National
mødt immigranten Musa Amadou, der arbejder
som havemand for at tjene penge nok til at betale
de lokale menneskesmuglere for en plads
på en båd med kurs mod Italien.
Hans færd startede for flere år siden, da han
sammen med 36 rejsefæller tog de første skridt
ind i Sahara. Kun Musa og en anden nåede
helskindet ud af ørkenen. Resten enten døde
eller blev efterladt undervejs. Musa er nået til
Tripoli og bliver der, indtil drømmen om at nå
det forjættede europæiske land kan realiseres.
Han er blevet sendt af sted på en mission, og
den familie, han lod blive tilbage, venter hver
dag på at modtage penge fra ham. Men før han
kan opfylde sine forpligtelser over for familien,
skal han først tjene penge nok til at købe
sig plads på en af de mange menneskesmugleres
både. Og alligevel kan han ikke være
sikker på at nå frem, det kræver både held og
den rette timing.
Ingen immigranter – dyrere tomater
De sydeuropæiske lande, der udgør frontlinjen
mellem EU og immigranterne, bygger højere
og højere mure omkring Fort Europa. Italien
har blandt andet indgået en aftale med Libyen
om at sende illegale afrikanske immigranter
tilbage, og i Malta forsøger man rent fysisk at
forhindre de overfyldte både i at få maltesisk
sandstrand under kølen. Det har betydet et
lille fald i strømmen af illegale immigranter,
men også – hvad der er langt alvorligere – at
det nu er blevet både dyrere og farligere at
gøre forsøget. Risikoen for at drukne eller
blive kvalt i en lastbils trange fragtrum hænger
tungere og tungere over immigranterne,
når menneskesmugleren er betalt, og sidste
etape af rejsen mod drømmen om det bedre liv
kan begynde.
HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 13