Sårbare unge - Hus Forbi

Lykkedes det at komme ind i eksempelvis
Italien, der er det EU-land med den højeste tilstrømning
af immigranter, venter en hverdag i
konstant frygt.
- Italien er et ekstremt hårdt land at være
illegal afrikaner i, siger Thomas Gammeltoft-
Hansen.
- Den massive immigration har antændt
italienernes fremmedfrygt, hvilket har fået
regeringen til at føre en meget barsk linje
over for indvandrerne, der i den grad bliver
kriminaliseret. Og ikke kun dem, men også
de italienere, der hjælper dem, risikerer at
blive straffet. I praksis betyder det en adskillelsespolitik,
hvor afrikanerne ikke tør tale
med italienerne af frygt for at blive angivet,
og italienerne ikke tør tale med afrikanerne af
frygt for at blive straffet som medhjælpere.
Derudover er lægeløftet sat ud af kraft,
siden det i starten af 2009 blev lovpligtigt for
italienske læger at angive de illegale immigranter,
som de behandler.
Samtidig øges spændingen mellem afrikanerne
og italienerne, for selvom afrikanerne
er henvist til et liv i skyggen af samfundet, så
er deres billige arbejdskraft en vigtig faktor i
den omfattende undergrundsøkonomi.
- Og det er i virkeligheden det mest hykleriske
og dobbeltmoralske, for italienerne, og
resten af Europa, har brug for deres arbejdskraft.
Det er blandt andet dem, der sørger for,
at vi i Danmark kan købe billige tomater i supermarkedet.
Vi har brug for dem, og alligevel
bliver de, som i Italien, frataget alle rettigheder.
Det er et stort politisk, sikkerhedsmæssigt
og demokratisk problem, siger Thomas
Gammeltoft-Hansen.
Det er den italienske by Rosarno et eksempel
på. Byen huser 2.500 illegale afrikanske
sæsonarbejdere, der reagerede kraftigt og
spontant, da tre unge italienere – i kådhed eller
decideret fremmedhad – beskød to afrikanske
immigranter med luftgeværer 7. januar i år.
Afrikanerne reagerede ved at indtage gaderne,
vælte biler og knuse butiksruder. De lokale
14 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang
italienere svarede igen ved at gå til angreb på
afrikanerne. Da den sidste bilbrand var slukket,
var 70 mennesker – hovedparten afrikanere
– blevet såret.
Den fremtrædende italienske journalist og
forfatter Roberto Saviano peger anklagende på
myndighederne for at være med til at forstærke
hadet mellem grupperne og for dermed at
holde liv i konflikterne.
- Den italienske stat burde fordømme volden.
Efter Rosarno-optøjerne flyttede myndighederne
mere end tusinde immigranter til
detentionscentre, officielt for at kunne garantere
deres sikkerhed. De primitive lejre, hvor
immigranterne havde levet, blev jævnet med
jorden. Det er denne form for reaktion, der driver
de afrikanske immigranter ind i kriminelle
organisationer, siger han. Rosarnos tidligere
borgmesterkandidat Michele Musolino er enig.
Til avisen The Independent siger han:
- Vi lod disse mennesker komme ind, men vi
gjorde dem aldrig til borgere. Vi gav dem mad
og tøj, men ingen rettigheder eller status.
Når private vagtværn samtidig af egen
kraft, men med regeringens blåstempling,
patruljerer efter illegale afrikanere i de større
italienske byer, får det efterhånden karakter
af klapjagt.
- De private vagtværn opstår på privat
initiativ, hvilket siger meget om, hvad det er
for en type mennesker, der optræder i disse
grupper. De chikanerer og stresser afrikanerne
med det formål at drive dem ud, siger Thomas
Gammeltoft-Hansen.
Men for flertallet af afrikanerne er det ikke
en mulighed at tage tilbage til Afrika. Dels
har de ikke indfriet løftet til familien, dels vil
de ikke risikere livet på en ny rejse tilbage til
Europa på et senere tidspunkt. Derfor rejser de
nordpå. Op gennem Europa, hvor en af de sidste
destinationer er Danmark, og deres mission
her er den samme, som da de pakkede rygsækken
under den afrikanske sol: At skaffe penge
til dem, de for år og mange barske oplevelser
siden, sagde farvel til hjemme i Afrika.|
foto scanpix
foto polfoto
Afrikanske flygtninge på vej mod Europa.
Mange mister livet på turen over Middelhavet.