Sårbare unge - Hus Forbi

Hektisk i stuen,
mere ro på tredje
- Velkommen til de mærkelige mænds hjem,
griner en af fyrene i flokken af mænd, der
hænger ud foran indgangen til Mændenes
Hjem. Da han har afleveret sin velkomstreplik,
forsvinder han hastigt ned ad Istedgade.
Indenfor er der mindre crowded. Der står
nogle mænd og roder i kasserne henne ved
døren. Der er fixeværktøj (små poser med
kanyler, vat og rent vand) og kondomer i kasserne.
To udenlandske fyre sidder og stener
i de grønne, såkaldte koksestole langs med
væggen. Og trafikken gennem det store, åbne
kontaktstedslokale glider lydefrit.
En af medarbejderne i huset, Søren Blådal,
kommer fotografen og mig i møde. Et par af
brugerne griner og puffer kammeratligt til
hinanden, men hilser på Søren, da han går
forbi.
Medarbejderne på Mændenes Hjem er
jævnligt vidner til en barsk omgangstone
blandt husets gæster og beboere. Men ikke
denne formiddag.
- Jeg låser lige jeres ting inde nedenunder,
siger Søren med et smil.
- Alt kan ske på Mændenes Hjem.
På trappen støder vi på Flemming Thorup.
Han er en af dem, der bor fast i huset.
Helt 'Anders And' med alle de folk
Flemmings værelse ligger i Boenheden på
tredje sal. Midt på en lang gang med køkken i
den ene ende og fælles opholdsrum i den anden.
Normalt arbejder Flemming på Café Sonja
i Saxogade. Men han er kommet til skade med
sit knæ og er hjemme i dag.
- Jeg vil nu ikke kalde de her otte kvadratmeter
mit hjem. Der er ikke så meget at råbe
hurra for, siger han, mens han rydder noget tøj
af vejen, så der bliver plads til at sidde i lænestolen
og på sengen. Han er lige fyldt 61 år, og
der står stadig et par flag fra dagen.
- Det var en god fødselsdag med boller og
balloner og det hele, fortæller han. Han har
boet i Boenheden et års tid og har tidligere
arbejdet som bl.a. operatør og chauffør, men
’kom ud i noget narko’ og mistede sin lejlighed.
Før han fik sit nuværende værelse, boede han i
otte måneder på herberget på første sal.
- Der er tit ballade dernede. Der ryger så
mange folk ud og ind ad døren. Det er helt
'Anders And'. Heroppe er der mere ro på.
Helt stille er der nu ikke. Da vi kommer ud
på gangen, råber en fyr en masse usammenhængende
ord fra et af værelserne.
- Jeg tror, han er på et eller andet, griner
Flemming.
På vej ned ad trappen går vi forbi en kvinde.
Hun har hætten trukket godt op over hovedet.
På Mændenes Hjem bor der kun mænd,
men kvinder har lov til at komme på besøg i
bodelen, og de kan også benytte sygepleje-
og tandlægeklinikken. Kvinden med hætten
forsvinder ind i mængden af mennesker i
stueetagen.
Her skal jeg sgu ikke ind
Det er frokosttid, og cafébordene er godt fyldt
op. Dagens varme ret er mørbrad med kartoffelmos
og rødbeder. Den koster 15 kroner. I
cafeen bliver der serveret ’gammeldags’ dansk
mad. For det er sådan, brugerne vil have det.
33-årige Martin Hansen er ingen undtagelse.
- Det er god mad, det her, konstaterer han
og spidder et stykke kød med gaflen. Han er
kommet i miljøet omkring Mændenes Hjem i
12 år. Men det er først inden for det seneste år,
at han rigtigt er begyndt at bruge stedet.
- I starten tænkte jeg: Hold da op, her skal
jeg sgu ikke ind! Folk sad og fixede ude foran,
og jeg havde ikke lyst til at vise, at jeg også
tog stoffer. Men det har jeg lært at acceptere.
Og nu kan jeg godt lide at sidde og tale med de
’gode’ folk herinde, siger han og fortæller, at
han begyndte at tage heroin, da han var 17 år.
Han har tidligere boet på bl.a. Skansegården
(forsorgshjem i Hillerød), men de seneste par
måneder har han haft et værelse på herberget i
Mændenes Hjem.
- Det er hyggeligt. Men det er også råt. Man
kan f.eks. ikke bare sidde i sofaen og spise
popcorn og hygge sig, mens man ser fjernsyn.
Man skal hele tiden snakke, holde øje med
sine ting og være på vagt. For folk stjæler med
arme og ben. Noget han virkelig kan tale med
om. En dag, da han lænede sig ind over bordet
for at spise, fik han stjålet sin jakke, der hang
på stoleryggen.
Det lange træbord med frokostgæster er
næsten tomt. De andre spisende forsvandt lige
så stille, da de fandt ud af, at vi stillede spørgsmål
og tog billeder. Ud over Martin sidder der
nu kun Hus Forbi-sælgeren Jan Andreasen,
som lige har købt en lille stak aviser.
Mødt med varme og næstekærlighed
Personalet skal anrette onsdagskaffe til
medarbejdere og brugere. Så vi bliver ’smidt
væk’ fra bordet. Ind i den brune campingvogn,
der er en del af cafeen. Vognen fungerer som
et mødelokale, hvor bl.a. brugere og medarbejdere
kan tale uforstyrret sammen. Der er
nysgerrige blikke overalt, så vi trækker de
små gardiner i campingvognen for.
Mændenes Hjem er berygtet for at være det
mest rå hjemløsested i byen, men det er ikke
de ord, Jan hæfter på stedet.
- Jeg er fra starten blevet mødt med varme
og næstekærlighed herinde. Der er en stor
forståelse for, at ens situation kan ændre sig
på et splitsekund, fortæller den 53-årige. Han
blev skilt i 1997 og 'mistede alt', hvorefter han
gik ned med en depression.
- Jeg troede, at jeg kunne drikke sorgen
væk, men det kan man jo ikke, siger han. På
det tidspunkt gik han på landevejen, så det var
mest brændevin og kirsebærvin, han dulmede
sin smerte med. Han har boet to år i Boenheden,
men er netop flyttet ind på Kollegiet, Gl.
Køge Landevej (hjemløseherberg i Valby).
- Det er et godt sted, men jeg kan jo ikke
sidde og kukkelure på mit værelse hele dagen.
Jeg må ud.
Derfor kommer han jævnligt på Vesterbro,
mest for at møde de lokale kendinge og vennerne,
han har fået derinde, og for at sælge
aviser, og sådan skal det umiddelbart blive ved
med at være.
- Jeg har ingen drømme mere, siger han med
et lille smil.
- Jeg er alt for bange for at miste igen.
Han siger farvel til os, trækker huen ned
over ørene og zigzagger med aviserne under
armen ud gennem den voksende flok af højrøstede
mænd foran døren. |
HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 29