Danske sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis - Forsvarsakademiet

Danske sikkerhedspolitiske
udfordringer i Arktis
Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup
Speciale
Stabskursus 2010/2011
Forsvaret
09‐05‐2011
Vejleder:
Lars Bangert Struwe,
Ph.D.
Center for militære studier
Københavns Universitet
0

Forsvarsakademiet
Fakultet for strategi og militære operationer
VUT II/L-STK 2010/11
Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup
ABSTRACT
This essay is an analysis of the geopolitical power game in the Arctic region between
Arctic 5: United States, Russia, Canada, Norway and Denmark. The aim is to answer
following question:
Which security-policy challenges does Denmark face in the Arctic?
Through Barry Buzan’s 5 security policy sectors (Political, Military, Economic, Societal,
and Environmental) the essay analyses the regional implications of the race for territory
towards the North Pole in order to secure the expected findings of natural resources and
enhanced possibilities of using northern routes. The region is looked at with geopolitical
glasses and the essay finds that Denmark is in the middle with the role of a mediator. The
United States and Russia, being the big political, military and economic powers in the
region, have a lot at stake. This is why Denmark very carefully should take the lead in
enhancing cooperation and dialog to improve mutual understanding.
This work has already commenced with the Ilulissat-meeting, where Denmark with great
success established a forum for cooperation.
The basic theory on international politics that is used for this essay is neo-realism.
1

Forsvarsakademiet
Fakultet for strategi og militære operationer
VUT II/L-STK 2010/11
Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup
RESUMÉ
Isen i det arktiske ocean er ved at smelte. Det er efterhånden en almen kendt situation.
Dermed fremkommer et hidtil ukendt territorium, som indtil nu ikke har tilhørt nogen. Isens
afsmeltning har givet håb om en ressourcemæssig udnyttelse af området. Dette håb har
igangsat et kapløb om at fremskaffe beviser for, hvem af de arktiske stater området
tilhører. Kapløbet har fået næring af en undersøgelse, som forudsiger, at 13 % af den hidtil
ikke opdagede olie, 30 % af den ikke opdagede naturgas og 20 % af den ikke opdagede
flydende gas.
Danmark er en af de arktiske stater. Udviklingen på området bliver nøje studeret, og tiltag
ændret for at følge med udviklingen. Således er udenrigsministeriet, sammen med
Grønland og Færøerne, i øjeblikket i gang med at revidere rigsfællesskabets arktiske
strategi, selvom den nuværende kun er fra 2008 og lavet umiddelbart efter Ilulissat
erklæringen. Herved opstår en naturlig undren;
Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis?
Spørgsmålet besvares ved anvendelse af Barry Buzans elementteori omkring
sikkerhedspolitik, som er opdelt i fem sektorer: politisk sikkerhed, militær sikkerhed,
økonomisk sikkerhed, miljømæssig sikkerhed og endelig samfundsmæssig sikkerhed. En
opdeling, der er medvirkende til en forenkling af helhedsbetragtningen af det
sikkerhedspolitiske spektrum. Udover Barry Buzans elementteori belyses Danmarks
udfordringer ved at udforske de arktiske staters strategier for det arktiske område.
Betragtningen foregår gennem en geopolitisk linse ved Hans Mouritsens
omgivelsesniveau. Staternes handlinger tolkes ved brug af neo-realismen.
Specialet er opbygget som en redegørende analyse, hvor staternes strategier påpeger
aspirationer inden for de respektive sektorer i Buzans elementteori. Derfor redegøres der
for strategiernes sammenhæng med sektorerne, hvorefter disse analyseres, først for
betydning i sektoren for hvert land, dernæst for betydning regionalt. Derigennem
oparbejdes en forståelse for staternes samspil på den arktiske arena. Gennem dette kan
Danmarks udfordringer for det arktiske findes. Analysen belyser den særlige situation,
Danmark har rent geopolitisk
Konklusionen for specialet finder, at Danmark i kraft af sin position midt imellem de to
store regionale magter, USA og Rusland, må tage mæglerens rolle og være det samlende
led uden at miste nogen i processen. Danmark skal bevare sin politiske internationale
indflydelse. Gennem samarbejde og dialog skal der opbygges forståelse, og gennem
forståelse skal risikoen for konflikt nedbringes. Herfor er det ikke nogen lille udfordring,
Danmark har. Manglende forståelse og samarbejde fører til konflikt og tale om oprustning.
Det grundlæggende arbejde er påbegyndt med Ilulissat-erklæringen, nu gælder det om at
holde flokken samlet om emnerne.
2

Forsvarsakademiet
Fakultet for strategi og militære operationer
VUT II/L-STK 2010/11
Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup
INDHOLD
Abstract............................................................................................................................................. 1
Resumé............................................................................................................................................. 2
Indhold .............................................................................................................................................. 3
1. Opgavediskussion......................................................................................................................... 6
1.1 Motivation og relevans. ........................................................................................................... 6
1.2 Opgaveforståelse.................................................................................................................... 6
1.2.1 Baggrund ............................................................................................................................. 6
1.2.2 Aktørerne. ............................................................................................................................ 8
1.2.3 Interesser. ............................................................................................................................ 8
1.3 Problemstilling......................................................................................................................... 8
1.4 Problemformulering................................................................................................................. 9
2. Teori.............................................................................................................................................. 9
2.1 Kenneth Waltz....................................................................................................................... 10
2.2 Buzan.................................................................................................................................... 10
2.2.1 Politiske sektor................................................................................................................... 11
2.2.2 Militære sektor ................................................................................................................... 11
2.2.3 Økonomiske sektor ............................................................................................................ 11
2.2.4 Miljømæssige sektor .......................................................................................................... 11
2.2.5 Sociale sektor .................................................................................................................... 11
2.3 Hans Mouritzen..................................................................................................................... 11
2.4 Yarger ................................................................................................................................... 13
3. Metode ........................................................................................................................................ 14
3.1. Redegørelse. ....................................................................................................................... 15
3.2. Analyse. ............................................................................................................................... 15
3.3. Konklusion. .......................................................................................................................... 16
3.4. Perspektivering. ................................................................................................................... 16
3.5. Specialets opbygning........................................................................................................... 16
3.6 Afgrænsning.......................................................................................................................... 16
4. Forskningskarakteristik ............................................................................................................... 17
5. Redegørelse ............................................................................................................................... 19
5.1. Den globale opvarmning. ..................................................................................................... 19
5.2. UN Convention on Law Of the Sea (UNCLOS).................................................................... 21
3

Forsvarsakademiet
Fakultet for strategi og militære operationer
VUT II/L-STK 2010/11
Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup
5.3. Naturressourcer i Arktis........................................................................................................ 21
6. Analyse ....................................................................................................................................... 22
6.1. Politiske Sektor .................................................................................................................... 22
6.1.1 USA.................................................................................................................................... 23
6.1.2 Rusland.............................................................................................................................. 24
6.1.3 Canada .............................................................................................................................. 25
6.1.4 Norge ................................................................................................................................. 26
6.1.5 Danmark ............................................................................................................................ 27
6.1.6 Delkonklusion politiske sektor............................................................................................ 28
6.2 Militære Sektor...................................................................................................................... 29
6.2.1 USA.................................................................................................................................... 29
6.2.2 Rusland.............................................................................................................................. 31
6.2.3 Canada .............................................................................................................................. 33
6.2.4 Norge ................................................................................................................................. 33
6.2.5 Danmark ............................................................................................................................ 34
6.2.6 Delkonklusion militære sektor ............................................................................................ 35
6.3 Økonomiske Sektor............................................................................................................... 37
6.3.1 USA.................................................................................................................................... 37
6.3.2 Rusland.............................................................................................................................. 38
6.3.3 Canada .............................................................................................................................. 38
6.3.4 Norge ................................................................................................................................. 39
6.3.5 Danmark ............................................................................................................................ 39
6.3.6 Delkonklusion økonomiske sektor...................................................................................... 40
6.4 Miljømæssige Sektor............................................................................................................. 41
6.4.1 USA.................................................................................................................................... 41
6.4.2 Rusland.............................................................................................................................. 41
6.4.3 Canada .............................................................................................................................. 42
6.4.4 Norge ................................................................................................................................. 42
6.4.5 Danmark ............................................................................................................................ 43
6.4.6 Delkonklusion miljømæssige sektor................................................................................... 43
6.5 Sociale Sektor....................................................................................................................... 43
6.5.1 USA.................................................................................................................................... 44
6.5.2 Rusland.............................................................................................................................. 44
6.5.3 Canada .............................................................................................................................. 44
6.5.4 Norge ................................................................................................................................. 45
6.5.5 Danmark ............................................................................................................................ 45
6.5.6 Delkonklusion sociale sektor.............................................................................................. 45
4

Forsvarsakademiet
Fakultet for strategi og militære operationer
VUT II/L-STK 2010/11
Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup
7. Konklusion .................................................................................................................................. 46
8. Perspektivering ........................................................................................................................... 49
9. Litteraturliste ............................................................................................................................... 51
5

1. OPGAVEDISKUSSION
Formålet med dette kapitel er at redegøre for, hvad nærværende speciale handler om.
Ligeledes vil kapitlet fortælle, hvordan emnet teoretisk gribes an og efter hvilken metode
samt hvilke afgrænsninger, der ligger til grund.
1.1 Motivation og relevans.
I august 2007 plantede Rusland et flag på bunden af det arktiske ocean. Canada beslutter
at bygge nye og større skibe for at øge tilstedeværelsen. Danskerne har sendt en
ekspedition afsted for at kunne dokumentere eget krav. I 2007 redegjorde daværende
videnskabsminister Helge Sander for dele af de danske interesser med udtalelsen:
”Efterhånden som det er blevet mere klart, hvor store forekomster af olie og gas, der kan
ligge gemt, er vores interesse selvfølgelig blevet skærpet” 1 .
Emnet er interessant, da Arktis nyder større og større opmærksomhed dels grundet
afsmeltning af polariskappen med dens følgevirkning af tørke og forventede forhøjet
vandstand, men afgjort også grundet mulighederne for udvinding af naturressourcer, det
være sig olie, naturgas og bekostelige mineraler, som ovenfor nævnt.
Ud over naturressourcerne bliver mulighederne for at bruge nye åbne ruter til trafik større.
Det forventes, at der bliver åbnet i nordvestpassagen, som vil afkorte skibstrafikkens
transporttid fra Europa til Østen. Dette kan have en stor betydning for fragtrater og
indtjeningsmuligheder.
Udviklingen på området bliver nøje studeret og tiltag ændret for at følge med udviklingen.
Således er udenrigsministeriet i øjeblikket i gang med, sammen med Grønland og
Færøerne at revidere rigsfællesskabets arktiske strategi 2 , selvom den nuværende kun er
fra 2008 og lavet umiddelbart efter Ilulissat erklæringen. Herved opstår en naturlig undren;
hvad er det for udfordringer, Danmark står overfor i Arktis?
Dette giver således motivation til dette speciale, og dets relevans for forsvaret fås, når
man indskrænker sig til at se på de sikkerhedspolitiske udfordringer.
1.2 Opgaveforståelse.
Hvad er det, der ønskes afdækket i specialet? Udgangspunktet findes i, hvilke
sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Men for at komme frem til
dette, må der ske en afklaring af, hvad der reelt udgør udfordringer. Med andre ord: Hvad
kan der kæmpes om? Hvad er det for interesser og forventninger, der ses som mulige i
området. Hvem er det, der ser disse muligheder, og hvordan havde de tænkt sig at udnytte
dem? Kan dette give anledning til udfordringer? For at komme hertil må vi se dybere ind i
baggrunden.
1.2.1 Baggrund
I Danmark anses klimaændringer som et globalt problem, hvilket tydeligt sporedes i f.eks.
COP 15 mødet i København. Men sammen med klimaændringerne kommer adgangen til
de hidtil skjulte ressourcer i Arktis. Dette har jf. ovenfor ligeledes fået opmærksomhed i
1
Politikken (internationalt), 10. aug. 2007 p1. (http://politiken.dk/udland/ECE356339/sander-russisk-flag-eren-provokation/).
2
UM hjemmeside nyheder (dateret 8. september 2010).
6

Danmark. I spørgsmålet om ressourcerne har Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009
allerede behandlet en evt. fordeling. En indtægt fra råstofaktiviteter modregnes i
bloktilskuddet efter en fordelingsnøgle, og skulle indtægterne blive så store, at de helt
fjerner bloktilskuddet, vil der blive tale om en ny forhandling. Med ny teknologi er der
allerede nu åbnet for udvinding af råstoffer i områder, der kun sæsonmæssigt er isfri,
hvorfor de første prøveboringer startede juli 2010 3 i området ud for Disko-øen i Grønland.
Et område der normalt kun er isfrit fra marts til november 4 . Dette tyder allerede nu på en
øget udnyttelse af råstofressourcerne. Til trods for det nuværende grønlandske
regeringspartis udtrykte ønske om løsrivelse fra Danmark, vælger jeg i dette speciale at se
på Danmark som hele rigsfællesskabet. Dette er gjort, idet fremkomne udfordringer ved en
løsrivelse enten skal løses af Danmark, eller gå i arv til Grønland. Med den grønlandske
indflydelse på såvel den Arktiske strategi som den førte udenrigspolitik i emner
omhandlende Grønland og Arktis, vil det under alle omstændigheder være svært at
adskille de to, idet enkelte udfordringer kan henføres hertil.
I Danmark rettes spørgsmålet om ressourcerne ofte mod andre stater under henvisning til
de omstridte områder. I forhold til Canada er ressourcefordelingen relateret til ejerskabet
af Hans Ø, og i forhold til Rusland relateret til Lomonosovryggen som jf. FN
havretskonvention kan afgøre ejerskabet af de omstridte dele af polhavet 5 .
Billedet er fra IBRU, Durham
University, og viser ved farve
landenes krav ift. nuværende
EEZ.
Samtidig kan ses, hvor der er
overlap i forventet territorialt krav.
3 Cairn Energy hjemmeside 23. februar 2011, http://www.cairnenergy.com/NewsDetail.aspx?id=1203
4 Søfartsstyrelsens hjemmeside 23. februar 2011,
http://www.sofartsstyrelsen.dk/SiteCollectionDocuments/Publikationer/Sejladssikkerhed/sejlrutergroenlandske-farvande.pdf
5 Se punkt 5.2.
7

1.2.2 Aktørerne.
Hvem skal medinddrages i specialet. De statslige aktører, der agerer i det arktiske miljø, er
for denne opgave deltagerne i Arctic5 (A5), altså USA, Canada, Rusland, Norge og
Danmark. De enkelte aktører har hver især en strategi omkring deres aspirationer i det
arktiske miljø. På denne måde har jeg begrænset rækken af statslige aktører til dem, der i
øvrigt har et territorialt krav i det arktiske ocean. Man kan selvfølgelig argumentere for, at
de tilstødende lande, såsom Sverige og Finland, kan have interesser, og ligeledes må
udsigten til adgang til store råstofressourcer kunne tiltrække lande med et stort forbrug,
f.eks. Kina. Af hensyn til omfanget af specialet vil jeg søge at minimere indblandingen af
stater ud over de primære, altså A5 landene.
Hvad så med ikke statslige aktører? Der er selvfølgelig andre end stater, der vil søge at
gøre deres indflydelse gældende i området. Her kommer multinationale selskaber og
internationale organisationer i spil. Det kan forventes, at olieselskaber og med dem også
miljøorganisationer vil søge at påvirke staterne. I afsnittet omkring teori (2.2) vil jeg komme
ind på, hvordan jeg tænker at anvende niveauerne, men her vil jeg blot konstatere, at de
ikke statslige aktører må berøres for at fremkomme med det samlede billede.
1.2.3 Interesser.
Kenneth Waltz forklarede sammenhængen mellem interesser og sikkerhed således:” To
say that a country acts according to its national interests means that, having examined its
security requirements, it tries to meet them” 6 . Der er altså tætte forbindelser mellem
nationale interesser og sikkerhed. Det er også klart, at vi her har fat i den brede forståelse
af sikkerhedspolitiske interesser. Dette kombineret med Hans Mouritsens påstand om, at
sikkerhed er et fortærsket begreb, og han definerer den vigtigste internationale politik og
derved de generelle relationer mellem stater som ”storpolitik”, betyder, at vi kigger gennem
de store sikkerhedspolitiske briller. For som han skriver: ”Dette udtryk giver ikke som
sikkerhedspolitik associationer til krudt og kugler, eller at statens overlevelse er på spil” 7 .
Vi må altså vælge en bred teori.
Herudover skal der redegøres for aktørernes interesser. Dette kan vise sig vanskeligt.
Interesser og specielt sikkerhedspolitiske interesser er ikke nødvendigvis noget, staterne
skilter åbent med. Der kan derfor være behov for at vurdere såvel italesættelser,
strategier, samt egentlige handlinger (hvor de findes) for at opbygge et billede. Men med
ordet vurdere siges samtidig, at her er tale om et skøn, hvor velunderbygget det end er.
1.3 Problemstilling
Kravet om udvidet kontinentalsokkel, hvis det skønnes gyldigt, giver sagsøger staten
eneret til havbunden og ressourcer under bunden. Gyldig udvidet kontinentalsokkelkrav
kan ikke og er ikke ensbetydende med at udvide en stats eksklusive økonomiske zone
(EEZ), da den eksklusive økonomiske zone udelukkende bestemmes ved at trække en
200 sømil linje ved hjælp af søterritorium basislinjer som deres udgangspunkt. Dette punkt
er lavet, fordi dette ofte forveksles med de faktiske omstændigheder og hævder, at udvidet
kontinentalsokkel nødvendigvis udvider en stats eksklusive økonomiske zone og dermed
give en stat eneret til ikke kun havbunden og de ressourcer, der er derunder, men også til
dem, der er i vandsøjlen. Det drejer sig om den kontinentale margen, som behandles i
6 Kenneth Waltz, Theory of international politics, McGraw-Hill, New York, 1979, p134
7 Hans Mouritsen, At forklare international politik, Jurist- og økonomforbundets forlag 1999, p 128
8

afsnit 5.2.
Arktis diagram udarbejdet af Durham University illustrerer tydeligt omfanget af den
ubestridte eksklusive økonomiske zone i de fem lande, der grænser op til det Arktiske
Ocean og også den relativt lille flade af resterende "åbent hav" eller internationalt farvand i
toppen af kloden. Ifølge en undersøgelse fra 2008 lavet af USGS er der 13 % af den hidtil
ikke opdagede olie, 30 % af den ikke opdagede naturgas og 20 % af ikke opdagede
flydende gas. Hertil kommer et ikke kendt antal mineraler, som også skønnes at findes i
området. Dette betyder, at den, som har retten til landet, har retten til ressourcerne.
Alle lande i A5 er enige om at være uenige om, hvem Arktis tilhører, men hvem end der
vinder, får retten til at udvinde ressourcerne.
Hertil kommer stridigheder over retten til farvandene. Canada hævder, at
Nordvestpassagen er territorialt farvand, mens USA hævder, at det er et internationalt
stræde med deraf følgende passageret. I en sådan ordning ville Canada have ret til at
gennemføre fiskeri- og miljøregulering, skatte- og smuglingslove samt love til at øge
sikkerheden for skibsfarten, men ikke ret til at lukke passagen. Yderligere kommer, at
miljøregler i henhold til UNCLOS er ikke så robust som, hvis Nordvestpassagen er en del
af Canadas indre farvande. Passageretten giver også flere rettigheder ift. sejlads med
neddykkede ubåde og overflyvning, som ikke er tilladt i et lands territorialfarvand.
Ovenstående giver muligheder for hhv. ressourceudnyttelse og retten til at lovgive på
områder, som for eftertiden kan blive brugt til trafikruter, og dette giver anledning til en
dybere analyse for at svare på specialets hovedspørgsmål: Hvad er Danmarks
sikkerhedspolitiske muligheder i forhold til de øvrige aktører i Arktis.
1.4 Problemformulering
Jeg ønsker at undersøge, hvilke sikkerhedspolitiske muligheder Danmark har i forhold til
de øvrige aktører i området. Dette giver problemformuleringen:
Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis?
Gennem en analyse af aktørernes aspirationer og den generelle situation i Arktis søges en
vurdering af de udfordringer Danmark står overfor i dette område.
2. TEORI
I det følgende vil de valgte teorier, som planlægges anvendt, blive beskrevet. En kort
indførsel i teorierne: Der er lånt grundfundamenterne i Københavnerskolen, idet selve
teorien dog forkastes, og kun de oprindelige grundelementer, som Buzan og Wæver
udviklede, beholdes. Endvidere er Buzan og Wæver også ophavsmændene bag Regions
and Powers. Her skeles lidt til geopolitik. Videre bruges Kenneth Waltz’s neorealisme som
ligger bag den udvikling, der anvendes i Hans Mouritsens præteori, som fremsættes i ”At
forklare international politik”. I sidstnævnte anvendes mulighederne set i forhold til den
niveauinddeling, som er speciel for Hans Mouritsens syn på international politik.
9

2.1 Kenneth Waltz 8
Som den grundlæggende ramme i forhold til specialet ses afgrænset til Neorealismen.
Omkring anvendelsen er dette beskrevet i kap. 3. Her gives en kort beskrivelse af
mekanismerne i neorealismen, således at den grundlæggende forståelse kan anvendes.
En af grundene til, at neorealismen er valgt som IP-teori, er, at den kigger på kapabilitet på
systemniveau som afgørende for staters placering i systemet. Ligeledes er det passende
for specialet, at neorealismen argumenterer i.f.t. sikkerhedsmaksimering (Waltz defensive
gren). Dette vil med de store briller give os elementer til sikkerhedspolitikken. Waltz’
forhold til sikkerhed ligger i dilemmaet om, hvad én stat gør for at maksimere egen
sikkerhed vil påvirke andre stater. Dog kan stater samarbejde i et enten hierakisk eller
anarkisk system for at skabe sikkerhed - og sikkerhed er at foretrække frem for magt, hvis
man er tvunget til at vælge mellem de to. Magt og autoritet er sammenfaldende i
neorealismens defensive gren.
I forhold til valget af IP-teori må man nødvendigvis kigge bredt efter en egnet retning. Jeg
har på den måde fravalgt en liberalistisk retning såvel som konstruktivistisk, idet dette
speciales fokus hverken ligger i de diskursive konstruktioners betydning eller de
økonomiske og handelsmæssige relationer, hvor de to førnævnte teorier har deres
hovedfokus.
Den Engelske Skole er også valgt fra. Denne skoles fokus på magtbalance samt
institutioner til at tilskynde bestemt ageren ville have taget fokus fra den brede
sikkerhedsforståelse af staterne over i institutionerne, hvilket ikke synes hensigtsmæssigt.
Der sigtes således mod såvel den hårde som den bløde sikkerhedsbetragtning i dette
speciale, hvorfor der er grund til at være på vagt, når man sætter en realisme som den
brede ramme for specialet. Realisterne er udbredt tænkere i den hårde sikkerhed, hvilket
også er gældende for neorealismen og Kenneth Waltz, hvor den militære kapabilitet
overvinder alle andre. Modvægten for at opveje dette udgøres så af betydningen af det
samarbejde, som også anerkendes af neorealisterne, hvorfor det findes som det udbredt
bedste valg for specialet.
Neorealismen er også et udgangspunkt for de forklaringsmekanismer, som Hans
Mouritsen fremlægger i hans teori ift. geografiske betingelser.
2.2 Buzan
For at finde en definition på sikkerhedspolitik kigger jeg i retning af Buzan, Wæver og de
Wilde. Det startede oprindeligt med Buzans teori fra 1991, som fremlagde et holistisk syn
på sikkerhedspolitikken. Her inddeles sikkerhedspolitik i militær, social, økonomisk,
miljømæssig og en politisk sektor 9 . Den kolde krigs afslutning afstedkom en ny inddeling af
sikkerhedspolitikken, da man her så en række trusler, som ikke kunne tilhøre den
traditionelle militære/politiske inddeling. Ligeledes kom det økonomiske og miljømæssige
aspekt til at fylde mere i debatten, hvorfor det var en naturlig ting at give det en mere
fremtrædende og logisk plads i sikkerhedspolitikken.
Inddeling i sektorer gør det muligt at adskille et helt område for at lade det analysere ved
at udvælge enkelte og tydelige mønstre af ageren 10 . Sektorer identificerer disse mønstre
8
Waltz (1979) Theory on International politics.
9
Buzan: People, States and Fear: an Agenda for International Security studies in post- cold war Era. (1991)
Kap.3
10
Buzan, Wæver og de Wilde:Security: A New Framework for Security (1998): p 8
10

som uadskillelige fra deres sammenhæng, men sat i en sektor, gør det muligt at analysere
på dette ene mønster og derved nedbryde kompleksiteten af det system, som mønstret
virker i. Det er også i den sammenhæng, sektorerne vil blive brugt i dette speciale, men
mere om det i afsnittet om metode.
For at kunne arbejde med de enkelte sektorer er der behov for en definering af de
karakteristika, som adskiller sektorerne. I det følgende vil de fem sektorer derfor blive
beskrevet:
2.2.1 Politiske sektor
Den politiske sektor, som er den ene traditionelle sektor, vedrører potentielle ikke militære
trusler mod statens suverænitet og udgør dermed den bredeste sektor. Det vil sige, at den
politiske sikkerhed ligger i den organisationsmæssige stabilitet i staten, regeringssystemet
og den ideologi, som legitimerer dette system 11 .
2.2.2 Militære sektor
Den militære sektor er den anden af de to traditionelle sektorer i sikkerhedspolitik. Bundet
op på den generelle tanke om suverænitet er militær magt en meget effektiv måde at opnå
og kontrollere en stats suveræne territorium. Militær sikkerhed er et samspil på to
niveauer: mellem staters bevæbnede kapabilitet på det defensive og offensive område
samt mellem opfattelsen blandt stater af denne kapabilitet og intensionerne med dem 12 .
Det resulterende samspil mellem staters militære kapabilitet er derfor dybt afhængigt af
det politiske forhold.
2.2.3 Økonomiske sektor
Den økonomiske sektor indeholder alt, der kan udgøre en risiko for adgangen til
ressourcer, finansieringsmuligheder og markeder, som anses for nødvendige til at holde
statens økonomiske magt og velfærd på et acceptabelt niveau 13 .
2.2.4 Miljømæssige sektor
Den miljømæssige sektor bliver også betegnet som den ultimative sikkerhedssektor. Den
har inden for de seneste år nydt mere og mere fokus 14 . Der tænkes her på de store
anstrengelser, der er gjort for at finde et fælles globalt fodfæste f.eks. i forbindelse med
COP15 i København. Dette skyldes den betydning, biosfæren har som grundfundament
for al menneskelig aktivitet. Den miljømæssige sikkerhed ses derfor som en opretholdelse
af biosfæren både lokalt og globalt.
2.2.5 Sociale sektor
I den sociale sektor ses på de samfundsmæssige trusler, som kan true fastholdelsen af
acceptable vilkår for befolkningens identitet (sprog, kultur, religion og national identitet) og
sociale sammenhæng.
2.3 Hans Mouritzen
Hans Mouritsens forklaringsmåde tager afsæt i betydningen af staternes omgivelser;
samspillet mellem staternes omgivelser og indre forhold i den systemiske teori. Denne
teori er derfor det helt rigtige bindeled mellem Buzans elementteori og neorealismen.
Denne teori opdeler politikken i 4 analysemetoder: Struktur, region-område,
11
Buzan (1991): p 118
12
Buzan, Wæver og de Wide (1998): p 51
13
Buzan (1991): p 241
14
Pkt. 1.2.1.
11

indenrigspolitik og aktør 15 . Her i specialet er der indledningsvis fokus på det regionale
område, dog med en vis skelen til de øvrige.
Hans Mouritsen forklarer ud fra et standpunkt om et anarkisk system, hvilket ligger op af
neorealismen, idet han dog udelukker det hierakiske system for et internationalt perspektiv
ved det faktum, at der ikke findes noget fælles autoritativt beslutningscenter 16 . Det
internationale system må derfor være anarkisk.
Det, der endvidere gør systemet til et system i stedet for en simpel markedsplads, som
også er anarkisk, er enhedernes ubevægelighed. Det vil sige, at muligheden for at flytte til
mere behagelige og attraktive omgivelser er udelukket, hvilket er bestemmende for staters
reaktioner. Staterne ligger altså ubevægelige mod den påvirkning, som omgivelserne har.
Det er derfor ikke nemt at se på det internationale system med systemiske briller, idet hver
stat har sine egne omgivelser. Her adskiller Mouritsen sig fra Waltz’ neorealisme, idet
Waltz ser ydre påvirkninger som ens for hele systemet, hvor Mouritsen ser, at de ydre
påvirkninger afhænger af den enkelte stats beliggenhed i systemet. Se figur 1.
Figur 1
Denne figur 17 illustrerer et styrketabsgradient, hvor A og D begge er magtpoler. A er typisk
landmagt, og D er typisk sømagt. B og C er svage magter placeret i samme geopolitiske
sfære, hvor B er symmetrisk placeret og C asymmetrisk. A’s gradient har en stærkere
hældning end D, idet D som sømagt er i stand til at projicere magt over længere afstande
end A, som er begrænset til rækkevidden af kampvogne og fly.
Vi søger følgelig over i en geopolitisk betragtning for alligevel at finde svar og en forklaring
på reaktionsmønstre og muligheder. Sidstnævnte vil ikke blive behandlet her.
Det, Hans Mouritsen skal give til dette speciale, er omgivelsesteorien. Dette fås ved at
indtage det regionale perspektiv i omgivelsesniveauet, der som nævnt bygger på en række
af de samme forudsætninger, som Waltz lægger til grund for sin teori. Begge ser
balanceringsbegrebets vigtighed som en forklaringsparameter.
Jf. Waltz eksisterer der en ”tyngdelov”, som tager affarende sted i, at stater balancerer.
Hvis stater ønsker at overleve i et anarkiske system og overleve så godt som muligt, vil de
søge at afbalancere imod en ”vinder”stat/aggressor snarere end at tilslutte sig (antibalancere).
Dette gøres ikke for balance i systemet, men for den enkelte stat. Det kan
være potentielt farligt at skabe en hegemon eller tilslutte sig en aggressor. Dette peger
igen mod statens selvhjælp til at skabe mest mulig sikkerhed som hovedmål.
15
Hans Mouritsen(1999), p 9
16
Ibid, p 17
17
Hans Mouritzen (1999), p 41
12

Mouritzen adskiller sig igen lidt fra Waltz ved at tage et mere holistisk perspektiv.
Mouritsen argumenterer, at det ikke altid er givet, at den stærkeste ”spiller” i systemet
også er den stærkeste i bestemte omgivelser. Han anfører derfor, at magt aftager med
afstand 18 , og det derfor er af stor betydning, hvilken kapabilitet staterne har til at gøre magt
gældende over afstand. Hvilket igen har afgørende betydning for staternes adfærd.
Forklaringen på dette er, at øget afstand giver længere kommunikationslinjer og dermed
fungerer som en begrænsende faktor for indsættelse af militære styrker. På denne måde
er sømagter mere indflydelsesrige end landmagter, idet sømagten sætter et land i stand til
at forøge rækkevidden af magt projektion 19 .
Omgivelsesniveauet samt betydningen af magtens udstrækning over afstand gør også, at
selvom det internationale system i dag nok er unipolært (USA), kan der godt på regionalt
niveau herske bipolaritet eller for den sags skyld multipolaritet.
Endelig må man bemærke, at sammenhængen mellem polaritet og balancering byder, at
stater balancerer imod den stærkeste magtpol i omgivelserne, som ovenfor nævnt. I meget
afspændte perioder, f.eks. lige efter en krigs afslutning, vil omgivelsespolariteten være
utydelig. Det kan derfor være vanskeligt at afgøre hvilke poler, der kan projicere magt i et
område og dermed over for en given stat. Indflydelsessfæren bliver herved utydelig.
For så vidt angår indflydelsessfæren, baseres dette på udstrækningen af militær magt, og
retter sig som sådan mod den hårde sikkerhed. Dertil skal nævnes, at en magtpols
indflydelses- og interessesfære ofte er sammenfaldende. Der kan dog forekomme tilfælde,
hvor dette ikke passer. Hvis interessesfæren er mindre end indflydelsessfæren, er der blot
tale om en overkapacitet. Er interessesfæren derimod større end indflydelsessfæren, vil
man som oftest se et forsøg på udbygning af den militære kapabilitet eller
alliancedannelse for derigennem at opnå en udstrækning af indflydelse således, at der
igen er sammenfald.
2.4 Yarger
Idet en stor del af opgaven vil blive opbygget på udmeldinger og fortolkninger af de enkelte
landes strategier omkring Arktis, finder jeg det relevant kort at skitsere, hvad man kan
forvente at finde i en strategi. Hertil kan man anvende Harry Yarger: Strategy and the
national Security professional – Strategic thinking and Strategy formulation in the 21st
century( 2008). For som Clausewitz udtrykte det:”Everything in strategy is very simple, but
that does not mean that everything is very easy” 20 .
God strategi er grundlagt i en korrekt forståelse og analyse af det strategiske miljø, de
nationale interesser og national politik, samt en forståelse af teorien for strategi og den
rolle strategi spiller 21 .
Strategi er altså udtryk for en national analyse af bl.a. det strategiske miljø. Her kan man
tale for, at det er hele det internationale system, der er i spil. Som ovenfor anført vælger
jeg dog at se isoleret på Arktis, hvorfor kompleksiteten af systemet falder, om ikke af
andet, så idet antallet af aktører falder. Det strategiske miljø er et system af systemer med
et væld af faktorer, der påvirker det interne såvel som det eksterne miljø. På en stor skala
er disse faktorer hjemlige og internationale miljøer, som staten er påvirket af eller selv
18
Ibid, p 41
19
Ibid, p 41
20
Carl von Clausewitz: On War, Princeton University Press (1976), p 178
21
Harry Yarger: Strategy and the national Security professional – Strategic thinking and Strategy formulation
in the 21st century (2008), p 26
13

påvirker. Nærmere finder jeg det ikke nødvendigt at komme, idet den kaosteori eller
kompleksitetsteori, som finder anvendelse ved at beskrive tredje- eller mangeordens
afledte effekter i det strategiske miljøs systemer ikke bidrager væsentligt til dette speciale.
Endvidere beskrives det, at strategi er forståelse og analyse af de nationale interesser og
national politik. Det er her, vi finder det mest anvendelige ift. nærværende speciale, idet
man dog i læsningen af selve strategierne må tage forbehold for ovenstående rolle for
strategierne, da interesser udtrykt gennem strategi kan være frigivet i håb om at skabe en
ønskelig effekt adskilt fra den udtrykte interesse, fremfor at udtrykke en egentlig interesse.
Der kan altså være tale om vildledning, hvorfor man må være på vagt i tolkningen af
strategier og selvfølgelig søge verificering fra flere kilder.
3. METODE
Det kan i international politik være hensigtsmæssigt at opdele forklaringerne i forskellige
niveauer. Dette speciale tager jf. ovenstående afsæt i omgivelsesniveauet suppleret med
såvel det systemiske og indenrigspolitiske niveau, hvor nødvendigt. Beslutningstager og
individniveauet søges undgået, undtaget i eventuelle situationer, hvor meningen med
specialet går tabt ved at udelade argumentation på dette niveau.
Figur 2.
Analysemodellen, figur 2, viser en opdeling i de 5 forskellige sektorer, som ses fundet ud
af de sikkerhedspolitiske forhold og arktiske strategier for de 5 udvalgte lande. Det er
således her, analysemodellen tager sit afsæt. Modellen ses som en generel
14

forklaringsmodel, der sammen med problemformuleringen vil fokusere hen mod
konklusionen. Inden vi når så langt, er der dog et teoretisk ”filter”, således at kun de
relevante underpunkter kommer til at fremgå. Analysemodellen er på den måde tilpasset
teorien, idet den geopolitiske betydning har smittet af på valget af aktører. Med et
sikkerhedspolitisk udgangspunkt er også Buzans sektorer teoretisk funderet, og ligeledes
en skarpere udvælgelse inden for sektorerne, da de vil blive påvirket af det filter, der
udgøres af neorealismens tese om sikkerhedsmaksimering.
Der foretages altså en redegørende analyse af faktorer fra de fem aktører, som opdeles i
yderligere fem sektorer fra Buzans elementteori. Der sker en redegørelse for faktorerne,
imens der foretages en analyse af faktorens vigtighed og indflydelse set fra ”den naturlige
forklaringsmåde” 22 og neorealismen.
Jf. ovenstående teoriudredning vil kapabilitet, polaritet og position få en central betydning i
vurdering af sektorerne. Kapabilitet som basis for neorealismen samt polaritet og position
for geopolitikken. Dette er selvfølgelig en kraftig indsnævring, som naturligvis vil begrænse
de facetter, som specialet kommer til at behandle, men formålet er ikke at være
altomfattende, men at give et generelt indtryk af de problemstillinger, som Danmark kan
møde i Arktis. Specialet vil anvende en komparativ metode, hvor der gennemføres en
systematisk sammenligning mellem de 5 udvalgte aktører.
Specialet tager udgangspunkt i en redegørelse, der danner grundlaget for den
efterfølgende analyse. Her søges forklaret, hvorfor der i det hele taget kan forekomme
udfordringer for Danmark i Arktis.
Herefter gennemføres en redegørelse af landenes kapabilitet og position for så vidt angår
de fem sektorer. Dette danner grundlag for en analyse af den givne omgivelsespolaritet.
Omgivelsespolariteten er således afgørende for hvilke af aktørerne og sektorerne, der kan
give reel udfordring.
På baggrund af analysen af de fem sektorer søges efterfølgende at give en vurdering af
de områder, som samlet kan give Danmark de største udfordringer.
Afslutningsvis perspektiveres de fundne udfordringer ift. teori og litteratur.
3.1. Redegørelse.
Der indledes med en kort redegørelse for de forhold, som kan give anledning til
udfordringer. Her udgør anledningerne, som følger: Global opvarmning, UNCLOS og
naturressourcer.
3.2. Analyse.
Her foretages en redegørende analyse for de 5 aktørers kapabilitet og position inden for
de fem sektorer. Sektoren analyseres for handlingsmønstre for det enkelte land.
Opdelingen i sektorer virker til at forenkle en uoverskuelig masse af faktorer og give
mening til mønstret, som fremkommer inden for sektoren.
Hver sektor afsluttes med en kort delkonklusion, der viser analysens hovedpunkter
underkastet geopolaritet og holdes komparativt op mod det samlede felt, igen inden for
hver sektor.
22 Hans Mouritzen (1999), p 37
15

3.3. Konklusion.
Alle de fem delanalyser samles til en konklusion med det samlede billede af situationen.
Her er mulighed for en vurdering af de enkelte sektorer kombineret med aktørbetydning.
Således kan en aktør være meget kapabel i en sektor, men have mindre betydning i
forhold til hele situationen, hvorfor en sådan vægtning må foregå for at eliminere risikoen
for skævvridning af billedet. Dette sikrer tillige, at specialet giver et holistisk billede af de
arktiske sikkerhedspolitiske forhold.
3.4. Perspektivering.
Endelig vil jeg give mit bud på, hvordan de udfordringer, der er fremkommet som
signifikante i konklusionen, kan overkommes/imødekommes af Danmark.
3.5. Specialets opbygning.
Kapitel 1: indledning og problemformulering
Kapitel 2: Teorigennemgang
Kapitel 3: Metodebehandling
Kapitel 4: Forskningskarakteristik
Kapitel 5: Situationsredegørelse
Kapitel 6: Sektoranalyse med delkonklusion
Kapitel 7: Konklusion
Kapitel 8: Perspektivering
3.6 Afgrænsning
Afgrænsningen sker ved et fokus på de 5 sektorer fra Buzans elementteori. Endvidere er
der ved selve problemformuleringen givet en geografisk afgrænsning, idet der ses isoleret
på, hvad der sker i Arktis. Dette uden hensyn til, at 4 af de 5 i A5 er medlem af NATO.
Dette hensyn er også taget på baggrund af specialets metode, kapitel 3, specifikt 3.2,
analysedelen, hvor NATO-lande for militære forhold kunne anses under et, hvorved en del
af analysens raffinement ville forsvinde. Ligeledes ville dette have en dårlig indvirkning på
teorien, hvor Mouritsens syn på indflydelsessfære og styrketabsgradient ikke ville have
samme effekt, hvis vi anså de 4 NATO-lande under et. Dette ændrer dog ikke på, at NATO
er en del af de i dette speciale fire medlemslandes sikkerhedspolitik som derfor bliver
påvirket af NATO, hvorfor denne del naturligt vil blive behandlet i perspektiveringen.
Jeg har ikke på nuværende tidspunkt lagt en tidsmæssig afgrænsning. Dette fordi talen om
Arktis er forholdsvis ny og fortsætter uanfægtet. Ligeledes er meget af litteraturen
tilgængelig på internettet, hvor nyeste udgave af teksterne er at foretrække.
Materialeindsamlingen er dog af hensyn til færdiggørelsen af specialet stoppet den 2. MAJ
2011.
16

4. FORSKNINGSKARAKTERISTIK
Idet dette emne har nydt så stor opmærksomhed, endsige at enkelte har udnævnt det til
det mest fremherskende geopolitiske og økonomiske emne i det 21. århundrede, som
alene kan omskrive det globale regnestykke om udvikling, fred og velstand 23 , gør det
naturligvis også til mål for megen skriverier. Der findes mange beskrivelser og analyser om
forholdene i Arktis, alle med deres vinkel. Det er derfor et meget stort arbejde at finde de
mest velansete og dækkende udgivelser, som efterfølgende skal krydsrefereres med
andre for troværdighed og samtidig holde materialet på et overskueligt niveau. Jeg har
derfor udvalgt dem, jeg finder, der passer bedst ind i specialets problem, under
hensyntagen til deres holdninger ift. andet materiale på markedet. Heraf vil jeg nævne et
par stykker.
Når isen forsvinder
Af de nyeste bøger i handlen findes danske Martin Breum’s ”Når isen forsvinder”
(Gyldendal), som er fra marts 2011. I denne bog fremfører Breum sin fortolkning af
begivenheder og udtalelser tilbage fra, da daværende udenrigsminister Per Stig Møller
igangsatte hele det danske projekt omkring Arktis i 2007 frem til efteråret 2010, hvor
forfatteren ved selvsyn under togt med HDMS Ejnar Mikkelsen ser resultatet af
klimaændringerne højt på den grønlandske østkyst.
I ”Når isen forsvinder” giver forfatteren et overblik over, hvad det er for en selvforståelse,
der gør, at danskerne forfølger interesser så højt i nord. Han binder nutiden sammen med
de historiske begivenheder, der gør, at rigsfælleskabet nu engang ser ud, som det gør, og
forklarer, hvad der har været af genstridigheder undervejs. Yderligere bliver læseren også
indført i, hvad den politiske scene herhjemme har budt på under tilblivelsen af Ilulissaterklæringen.
Martin Breum har valgt et meget indadrettet perspektiv, som godt nok fortæller
handlingerne fra omkringliggende stater, men som mere rettes mod at give et billede af
omstændigheder frem for at påpege egentlige udfordringer for Danmark, og i denne
henseende rigsfællesskabet.
Bogen giver et udmærket billede af, hvor Danmark står og hvor aspirationerne for
Danmarks vedkommende stammer fra. Dette på baggrund af redegørelse for, hvad det er,
der kan være et afkast for Danmark. Blandt andet herfor, vil jeg i den følgende analyse
også tillade mig at referere til denne bog, idet en del pointer og baggrundsviden, som jeg
ikke medtager her i så udbredt grad, med fordel kan hentes fra ”Når isen smelter”.
Hold hovedet koldt
Hvor ”Når isen smelter” måske ikke i udbredt grad behandler og påpeger, hvad der kan
blive udfordringer i den videre færd for rigsfællesskabet, behandler næste undersøgelse
dette i mere udtalt grad.
En undersøgelse med samme afsæt som dette speciale er ”Hold hovedet koldt” af Henrik
Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (Dansk Institut for Militære Studier) fra maj
2009. Her leveres en scenariebaseret undersøgelse af forsvarets specifikke opgaver i
Grønland frem mod 2030. Der tages afsæt i den udvikling, der sker i de arktiske egne, og
disse fremskrives, på baggrund af 4 forskellige scenarier, så frem til 2030, hvor det fundne
23 UNSG Ban Ki-moon åbningstale til UN Climate Change Summit 2009. Set på :
http://www.un.org/apps/news/infocus/sgspeeches/statments_full.asp?statID=582
17

fører til anbefaling af udvikling og effektivisering af forsvarets opgaver 24 . Selve titlen
afslører meget af resultatet. Tilbageholdenhed og ikke truende adfærd anbefales på
baggrund af en sammenfatning af de fire scenarier, hvoraf 2 dømmes meget
usandsynlige 25 , nemlig de to scenarier, hvor der vil ske en militarisering af Arktis. De
resterende to scenarier, som leverer hovedpunkterne til konklusionen er økonomisk
funderet. Den militariserede del medtages dog som en åben variabel grundet de store
konsekvenser, som forfatterne argumenterer, at en sådan måtte have 26 . Konklusionen,
som er en fletning af alle fire scenarier, anbefaler således, at Danmark skal undgå, at
Arktis militariseres 27 ved ikke selv at opruste, og at man lægger ressourcer i oprettelsen af
dialogfora som A5, hvor også Rusland er med. Undersøgelsen påpeger, at en
militarisering formentlig vil være baseret på en konflikt mellem Rusland og NATO. Hvorvidt
dette vil være i overensstemmelse med dette speciale, vil fremkomme i analysen i det
militære kapitel.
Herudover forventes en større investering i de Arktiske egne, som vil forøge
trafikmønstret, fra det nuværende. Undersøgelsen vælger derfor en effektivisering af
overvågningskapabiliteten ved at udvide satellitovervågningen og regulere trafikken. Idet
man jf. ovenstående skal søge at undgå en militarisering, må man derfor finde alternative
metoder til at dække de øgede områder og intensitet.
Alt i alt synes undersøgelsen at pege på, at man skal undlade aktiviteter, der kan
problematisere Arktis for derved ikke at forme Ruslands opfattelse af en mulig
sikkerhedspolitisk trussel i dette område 28 .
Undersøgelsen holder sig som nævnt i det forsvarsspecifikke område, hvor dette speciale
søges foldet mere bredt ud. Endvidere er NATO-landene regnet under et, hvilket også ses
bort fra i nærværende analyse.
Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis
Dette er som nævnt i indledningen et meget omtalt emne, og når der ligefrem findes
specialer med samme titel, er det værd at bemærke. Specialet er fra maj 2010 og forfattet
af daværende kaptajnløjtnant Jesper H. Lynge. Nu orlogskaptajn. Der er i dette speciale
ligeledes taget afsæt i Buzans elementteori, men herefter adskiller det sig på mange
punkter. Lynge kigger på sammenhængskraften i staten, jf. Buzans model, hvor jeg kigger
på omgivelsesniveauet jf. Mouritsen. Der er altså helt klart forskel i niveau og derved også
på de aktører, der behandles. Hvor Lynge kigger på sammenhængskraften og de
grønlandske udfordringer for Danmark, kigger jeg på rigsfællesskabets udfordringer under
et hele.
Lynge konkluderer, som ”Hold hovedet koldt”, at til trods for udfordringer i alle sektorer af
Buzans elementer skal Danmark forholde sig roligt og i dette speciales ånd holde
Grønland som en del af rigsfællesskabet, samt fortsætte støtten til et selvstændigt
grønlandsk samfund 29 .
24
Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (2009), p 41.
25
Ibid, tabel 3.1, p 20.
26
Ibid, p 19.
27
Ibid, p 40.
28
Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (2009), p 42.
29
J. H. Lynge (2010), p 5
18

Arctic Security in an Age of Climate Change
Et værk, som er under udarbejdelse og vidner om dette emnes fortsatte vigtighed, er
redigeret af James Kraska fra United States Naval War College, Newport, Rhode Island,
og som indeholder en samling af bidrag om arktisk sikkerhed fra en lang række forfattere:
Franklyn Griffiths, Lawson Brigham, Joshua Ho, Rolf Tamnes, Geir Flikke, Katarzyna
Zysk, Caitlyn Antrim, Pauli Järvenpää, Tomas Ries, Nikolaj Petersen, Adam Worm, Valur
Ingimundarson, Robert Huebert, Whitney Lackenbauer, James Kraska, David W. Titley,
Courtney St John. En del af disse er også anvendt i dette speciale.
Arctic Security in an Age of Climate Change er den første bog, som sætter sig for at
undersøge arktisk forsvarspolitik og militær sikkerhed ud fra perspektivet om alle otte
arktiske stater. I lyset af klimaændringerne og smeltende is i det Arktiske Ocean kæmper
Canada, Rusland, Danmark (Grønland), Norge og USA, samt Island, Sverige og Finland
med et spirende arktisk sikkerhed paradigme. Denne mængde samler verdens mest
erfarne arktiske politisk-militære eksperter fra Europa og Nordamerika for at analysere,
hvordan arktiske nationer er ved at tilpasse deres sikkerhed, deres positioner for at
imødekomme øget skibstrafik, ekspanderende flåde tilstedeværelse, og energi og mineral
udvinding i polarområdet. Bogen analyserer opstigningen af Rusland som den første
'Arctic supermagt', den voksende betydning af polære sikkerhed for NATO og de nordiske
lande, og den stigende rolle, Canada og USA får i regionen.
Desværre udkommer denne bog først i september 2011, men indtil da, vil nærværende
speciale søge at behandle dele af disse spørgsmål med hensyn til de 5 udvalgte arktiske
nationer.
5. REDEGØRELSE
Idet jeg gennem specialet har og vil komme til at bruge termer som global opvarmning,
UNCLOS og forventede naturressourcer, finder jeg det hensigtsmæssigt at begynde med
en beskrivelse af, hvad jeg forstår ved termerne. Dette kan komme læseren til gode, idet vi
derved vil opnå det samme ståsted i forståelsen af disse begreber og derved vil være i
stand til bedre at komme overens med den måde, jeg fortolker deres betydning under
analysen.
Jeg har udvalgt disse termer, da det er her, pressen har lagt hovedvægten af deres
argumentation for at skabe skræmmende scenarier 30 omkring forholdene i Arktis, men
også fordi det er her, man kan få en forståelse for, hvad det er, der har gjort Arktis til et
interessant område.
5.1. Den globale opvarmning.
Det Arktiske Ocean har indtil fornylig primært haft forskningsmæssig interesse samt en
geostrategisk bevågenhed. Under den kolde krig, hvor de to supermagter balancerede på
kanten af en atomar krig, havde det stor betydning, hvorvidt man var i stand til at affyre
missiler fra Arktis 31 , eksempelvis ved placeringen af ubåde, som her var svære at finde og
30 Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008),
sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 22. Tilgængelig på:
http://www.carnegieendowment.org/files/arctic_climate_change.pdf
31 Barry Scott Zellen, 2009, p 8
19

ekæmpe. Siden er den geostrategiske betydning dalet, og den forskningsmæssig
interesse har fået overtaget. Der har siden 1619, hvor Christian d. IV sendte søfareren
Jens Munk ud for at finde Nordvestpassagen 32 , været tanker om at finde hurtigere veje fra
Atlanten til Stillehavet end gennem Panama og Suez eller syd om Afrika. Selv om man i
lang tid har kendt til de nordlige passager, både øst og vest, har ismasserne betydet, at
disse veje var umulige at anvende i kommercielt øjemed. Udnyttelse af eventuelt
tilstedeværende ressourcer har af samme årsager ikke været muligt.
Dette har i de senere år ændret sig radikalt. Herunder ses figur 3, som viser den
månedlige udbredelse af isen i Arktis 33 , fra 1979 til nu.
Figur 3
Som figur 3 tydeliggør, viser satellitovervågning af isen en kraftigt nedadgående tendens
for udbredelsen af havisen for det Arktiske område. Den globale opvarmning og de deraf
følgende konsekvenser er sandsynliggjort med klar og videnskabelige beviser.
Der har siden erkendelsen af, at isen smelter, været utallige gæt på, hvornår isen så var
borte. Lige fra 2013 34 til år 2100. Men af ovenstående figur kan udledes en faldende
tendens med en gradient på -2,7 % per år. Ifølge NSIDC (National Snow and Ice Data
Center), som er ansvarlige for figuren, vil tidspunktet for isens forsvinden i Arktis ligge
mellem årene 2040 og 2100, og deres estimat ligger i den tidligere halvdel af dette
område 35 . En tydelig indikation af, at kommerciel udnyttelse af naturressourcerne og de
nordlige passager er ved at blive interessant. Dette kan også spores mere kontant ved, at
danske rederier er begyndt at bygge skibe, der kan modstå nogen is 36 , og derved ikke
behøver at vente, til der er helt isfrit.
32
Martin Breum (2011), p 208
33
Figur fra NSIDC (National Snow and Ice Data Center), Boulder, CO. Figur hentet den 24. APR 2011 på :
http://nsidc.org/images/arcticseaicenews/20110405_Figure3.png
34
Amos, Jonathan journalist. Artikel i BBC News (2007) Tilgængelig på adressen:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/7139797.stm,
35
NSIDC: http://nsidc.org/arcticseaicenews/faq.html
36
Maskinmesteren oktober 2009: http://www.e-pages.dk/mmf/56/8
20

5.2. UN Convention on Law Of the Sea (UNCLOS).
“Der er blandt kyststaterne enighed om, at FN’s Havretskonvention (UNCLOS) udgør
rammen for den retslige fastlæggelse af grænserne i Arktis” 37 , sådan lyder det i
beretningen fra Forsvarskommissionen af 2008. Dette er en erklæring fastlagt gennem
Ilulissat mødet. Men hvorfor er UNCLOS så interessant. Konventionen er udarbejdet i
1982 med en yderligere tillægsprotokol i 1994. Konventionen af 1982 fastsatte grænser for
søterritoriet ved op til 12 sømil og 24 nautiske mil for den tilstødende zone og 200 sømil
for den eksklusive økonomiske zone. Den kontinentale sokkel strækker sig til den ydre
kant af den kontinentale margin eller til en afstand af 200 nautiske mil, hvor yderkanten af
den kontinentale margin ikke strækker sig derud til. Når margenen strækker sig ud over
200 sømil, er de ydre grænser for kontinentalsoklen afgjort af en kompliceret formel, der er
indeholdt i artikel 76 i konventionen af 1982 38 . I henhold til international lov, afhænger de
rettigheder, som en kyststat har over soklen, ikke af erhverv, effektiv eller fiktiv eller af
nogen udtrykkelig erklæring. Eller med andre ord, det normale er en eksklusiv økonomisk
zone ud til 200 sømil, men dette kan i visse tilfælde 39 udvides til 350 sømil. Her kan man
se på kontinentalsoklen, og hvis den når længere ud end de 200 sømil, så kan man udvide
den økonomiske zone på tilsvarende vis.
UNCLOS fastsætter, at i denne zone har kyststaten ret til udnyttelse af de naturressourcer,
som måtte findes på havbunden, altså olie, gas, mineraler, bunddyr
o. lign, men ikke pelagiske (frit svømmende i vandsøjlen) fisk.
I ovenstående findes Danmarks muligheder for udvidelse af territoriet. Arbejdet med at
bevise en naturlig sammenhæng mellem Grønland og Lomonosov-ryggen er i fuld gang.
Det danske kontinentalsokkelprojekt bliver en realitet i 2001under daværende statsminister
Poul Nyrup Rasmussen 40 . LOMROG (LOMonosov Ridge Off Greenland) hedder de
ekspeditioner, der under dansk ledelse lavede bathymetriske undersøgelser omkring
ryggen og op til Nordpolen. Den første i 2007 og nummer 2 i 2009 41 .
Kan man påvise denne naturlige forlængelse af det grønlandske kontinent, vil Danmark
kunne udvide territoriet helt op til Nordpolen.
Nu lyder det jo som en smal sag, men dette kompliceres af, at Rusland forsøger at påvise
deres ret til Lomonosov-ryggen og yderligere af, at USA ikke har ratificeret UNCLOS. Der
ligger dog en hensigtserklæring fra Ilulissat om at følge UNCLOS i fastsættelse, men
netop kun en hensigt.
Herudover er der flere principper at fastlægge grænsestridigheder på, hvilket også kan få
indflydelse på, hvor stor en evt. territorieforøgelse vil blive. Idet dette princip fastsættes af
domstolen i Haag og derfor ikke er grund til egentlig udfordring, berøres dette ikke
yderligere her.
5.3. Naturressourcer i Arktis
Som ovenfor beskrevet, vil en evt. udvidelse af
den økonomiske zone give rettigheder til
udnyttelse af ressourcer fundet i havbunden,
37
Dansk Forsvar – Globalt engagement, Beretning fra forsvarskommisionen af 2008, p71
38
Uddrag af 1982 Konventionen:
http://www.un.org/Depts/los/LEGISLATIONANDTREATIES/introduction.htm
39
http://www.un.org/Depts/los/convention_agreements/texts/unclos/part6.htm
40
Martin Breum (2011), p 94
41
Oversigt over LOMROG ekspeditionerne:
http://a76.dk/greenland/north/gr_n_expeditions/lomrog_2009/index.html
21

hvorfor dette kan blive et kernepunkt og derfor er medtaget her.
Blandt de største usikkerheder i den fremtidige energiforsyning og en genstand for
betydelig bekymring for miljøet er mængden af olie og gas endnu ikke fundet i Arktis. Ved
at bruge en probabilistisk geologi-baseret metode har USA Geological Survey(USGS)
vurderet området nord for polarcirklen og konkluderet, at omkring 30 % af verdens ikke
opdagede gas og 13% af verdens ikke opdagede olie (90 mia. tønder) kan findes her, for
det meste offshore under mindre end 500 meter vand 42 . Uopdaget naturgas er tre gange
mere forekommende end olie i det arktiske område og er mestendels koncentreret mod
den russiske side. Se del af USGS undersøgelse i figur 4, afsnit 6.3.
Udnyttelse af denne olie og gas forekomst kræver infrastruktur, hvilket gør det
vanskeligere og mindre rentabelt i områder, hvor der ikke allerede findes infrastruktur. Men
der er her tale om så anseelige mængder, at med de stigende priser, som
verdensmarkedet generelt har oplevet, sammenholdt med, at olie er en af de vigtigste
energikilder 43 , kan det forventes, at de arktiske områder vil påkalde sig stigende
international opmærksomhed 44 .
Udover de store forekomster af gas og olie er der forventelig også en del forekomster af
værdifulde mineraler. Dette område er endnu ikke efterforsket i en udstrækning som
eksempelvis olie og gas, men nok til at være nævnt i den dansk-grønlandske Arktisstrategi
fra 2008 45 .
6. ANALYSE
I dette kapitel vil jeg gennemføre en analyse for hvert af grundelementerne i Buzans teori
jf. afsnit 2.2. For hvert grundelement vil jeg søge at blotlægge strategien for hver af de 5
lande i A5 og derefter sammenholde det fundne i en delkonklusion imod de forventede
danske aspirationer. Jeg skriver de forventede, da udenrigsministeriet og det grønlandske
selvstyre er ved at udforme en ny strategi jf. pkt 1.1.
6.1. Politiske Sektor
Den politiske sektor er, som nævnt, en af de traditionelle store sektorer. Denne sektor
vedrører potentielle ikke militære trusler mod statens suverænitet og udgør dermed den
bredeste sektor. Det vil sige, at den politiske sikkerhed ligger i den organisationsmæssige
stabilitet i staten, regeringssystemet og den ideologi, som legitimerer dette system 46 . Der
er altså her tale om, at staterne vil søge at minimere usikkerhed rettet mod stabilitet,
system og den grundlæggende tanke, som staten er bygget på. Set fra et neorealistisk
synspunkt vil dette betyde, at man sikkerhedsmaksimerer i retning mod noget, der kunne
destabilisere det system, som staten anvender som styringsredskab både internt og
eksternt. Det politiske styre er derfor hovedfokus for den politiske sektor. Her kigges på
evne og mulighed for at yde politisk indflydelse, set ift. det regionale niveau.
42
USGS artikel kan læses på: http://pubs.usgs.gov/fs/2008/3049/fs2008-3049.pdf
43
Jf. Nationalbankens kvartalsrapport 1. kvt 2010:
http://www.nationalbanken.dk/C1256BE2005737D3/side/Udviklingen_paa_oliemarkedet/$file/oliemarkedet_k
vo1_2010.pdf
44
Dansk Forsvar – Globalt engagement, beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, p 70
45
UM, Arktis i en brydningtid- Forslag til strategi for aktiviteter i det arktiske område p 23.
46
Buzan (1991): p 118
22

6.1.1 USA
Kigger man på politisk robusthed generelt, er USA’s nationale identitet udadtil meget
stærk, og den amerikanske patriotisme bliver afbilledet som forbilledlig. Der er dog en del
problemer under overfladen. Etnicitet og en stadig større underklasse af fattige præger
debatten 47 . Amerikanerne har dog et stærkt magtapparat til at bakke op om deres
retssamfund og deres præsidenter valgt gennem flertalsvalg. Deres demokratiske del af
ideologien er derfor intakt.
Politisk set fylder Arktis ikke meget i debatten i USA, og kigger man på deres nationale
sikkerhedsstrategi fylder bemærkninger om Arktis i alt 3½ linje.
”Arctic Interests: The United States is an Arctic Nation with broad and fundamental
interests in the Arctic region, where we seek to meet our national security needs, protect
the environment, responsibly manage resources, account for indigenous communities,
support scientific research, and strengthen international cooperation on a wide range of
issues 48 ”.
Som det ses af ovenstående, er USA’ interesser udtrykt i meget brede vendinger. Men
som eneste tilbageværende supermagt, opmuntret af sejre i World Wars I og II, og
afslutningen af den Kolde Krig i 1991, er USA fortsat verdens mest magtfulde nation 49 og
som sådan engageret mange steder i verden. En af de ting, USA’s nuværende præsident
Barack Obama blev valgt på, var at neddrosle engagement i verdens brændpunkter 50 .
Derfor ser man heller ikke de store uddybende meldinger omkring udvidelsen af
interesser.
Dette er dog ikke det samme som, at de ikke findes. En amerikansk jurist i Obamaadministrationen
er noteret for at have udtalt, at USA ikke vil sidde tilbage, mens andre
nationer deler kagen 51 .
For at gøre sit krav gældende skal USA dog ratificere UNCLOS, hvilket de endnu ikke har
gjort. Derfor er der flere, som er begyndt at råbe politikerne op. Herunder The Arctic
Climate Change and Security Policy Conference, som i december 2008 fremlagde en
rapport som anbefaler først og fremmest, at USA ratificerer UNCLOS 52 .
Amerikanske politikere og diplomater taler respektfuldt om UNCLOS reglerne, men der
findes ingen garanti for, at de vil følge dem, når Arktis skal deles 53 , og en part af det
amerikanske styre mener ligefrem, at UNCLOS er begrænsende for deres suverænitet 54 .
Rent politisk lyder anbefalingen fra den Carnegie Endowment støttede konference, at USA
lægger vægten i Det Arktiske Råd, for derigennem at fremme interesser i Arktis som er
grundlæggende for amerikanere i regionen, men også for USA’s sikkerhed, økonomi, miljø
47 Freedom House 2010: http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=363&year=2010&country=7944
48 USA nationale sikkerhedsstrategi af maj 2010:
http://www.whitehouse.gov/sites/default/files/rss_viewer/national_security_strategy.pdf
49 CIA Worldfact book (2011): https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/us.html
50 Freedom House analyse:
http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=363&year=2010&country=7944
51 Alexander Timoshik, artikel i Pravda 06-08-2007: http://english.pravda.ru/world/americas/06-08-
2007/95703-united_states_arctic-0/
52 Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008),
sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 1. Tilgængelig på:
http://www.carnegieendowment.org/files/arctic_climate_change.pdf
53 Martin Breum (2011), p 107
54 Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.UK Defence academy (2007), p 5
23

og politiske interesser som følge af de klimatiske ændringer 55 . En anbefaling, som støttes
af den senere udgivet ”Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy 56 . Her
gentages, at det eneste, administrationen kan se som en effektiv måde til at opnå
international anerkendelse og lovlig sikkerhed for deres krav om udvidet kontinentalsokkel,
er gennem UNCLOS, som anbefales ratificeret.
Af dette statement ses også, at der er givet retningslinier for implementering. Her gives US
Secretary of State mandat til at foretage alle nødvendige handlinger for at etablere den
ydre linje af kontinentalsoklen, som tilhører USA til den maksimale udstrækning givet
under international lov.
Ud over det ovenstående ses USA’s politiske sektor truet af såvel miljø, de sociale forhold
og økonomi. Ikke mindst det sidste gør sig gældende med den verdensomspændende
krise. Dette behandles dog i de respektive sektorer.
Sluttelig kan man sige om amerikanerne, at de præges politisk af en selvforståelse skabt
af deres position som verdens eneste nuværende supermagt. Man kan dog se spor af, at
USA gerne vil deltage og gøre sig gældende, men søger stadig legitimiteten gennem de
anerkendte institutioner.
6.1.2 Rusland
De russiske traditioner i Arktis strækker langt tilbage. Allerede i 1926 indgav russerne krav
om Arktis 57 , som ganske vist ikke blev accepteret af nogen og derfor siden hen blev
opgivet. Politisk set har Rusland vist sig meget aktiv i Arktis, og det mest udbredte billede
af kapløbet om Arktis er da også givet af den russiske ekspedition fra 2007, hvor de
plantede et flag på Nordpolen.
Rusland har flyttet sine postsovjetiske demokratiske ambitioner til fordel for en
centraliseret semiautoritær stat, hvis legitimitet er støttet, delvis af omhyggeligt
administrerede nationale valg, tidligere præsident Putins ægte popularitet og en forsigtig
forvaltning af Ruslands energi rigdom 58 . Ruslands nationale identitet er splittet i den
sydlige region, hvad både Tjetjenien og Ukraine vidner om, men hvad angår det centrale
og især det nordlige, er identiteten tydelig. Det skal hertil siges, at Rusland har 20.000 km
kystlinje ud mod det arktisk ocean, og over halvdelen af Ruslands olie og gas stammer fra
denne region. Russerne har derfor lært at betragte Arktis som en central del af nationen 59 .
Ruslands magt er både internt og eksternt blevet demonstreret. Internt ved fjernelse af
kritiske røster ved valget i 2009 60 og eksternt gennem begge verdenskrige. Den kold krigs
afslutning gav dog en forventning om, at man havde stækket ”bjørnen”, men den seneste
tids aktivitet peger dog i retningen mod et mere normalt niveau for en stormagt med
legitime interesser 61 .
Arktis har i modsætning til USA nydt stor politisk interesse i Rusland. Således har mange
officielt udtalt sig om Ruslands rolle i Arktis. Der er dog divergerende meldinger. Da den
russiske ekspedition i 2007 plantede et russisk titanium flag på bunden af havet ved
55 Se note 52.
56 Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law,
Vol.103, no 2 (APR 2009) pp. 342-349
57 Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.UK Defence academy (2007), p 2
58 CIA Worldfactbook: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/rs.html
59 Martin Breum (2011), p 24
60 Freedom House: http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=22&year=2010&country=7904
61 Jonas Gahr Støre på NATO Annual session 2010. http://www.nato-pa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
24

Nordpolen, udtalte Ruslands ledende arktiske forsker og duma parlamentariker: ”Det er
vores”. På den mere forsigtige side udtalte Zagaynov, deputy director i det russiske
udenrigsministeriums juridiske afdeling, at: ekspeditionens formål er ikke et udspil om krav
på specifikke maritime territorier, placeringen af det russiske flag må ikke forvirre nogen 62 .
Rusland har også på baggrund af deres interesser i det arktiske nedsat et Nationalt Arktisk
Råd til at koordinere den nationale politik og styrke russiske interesser i det arktiske.
Rusland indgav i 2009 deres krav iht. UNCLOS. Det er en mulig udvidelse af det russiske
territorium med 1,2 millioner kvadrat kilometer 63 , hvilket er næsten 28 gange størrelsen af
Danmark. Det er altså en betydelig bid, russerne mener, de har krav på, og politisk er klar
til at bakke op. Betydningen af dette område for den russiske politik er i høj grad drevet af
det økonomiske og militære område, hvorfor dette behandles i de respektive afsnit.
Politisk har Rusland aktivt deltaget i de fora, der har haft betydning for udviklingen i Arktis.
De deltog i Ilulissat, de er med i Arktisk Råd, og de søger at afklare territoriale krav med
Norge gennem bilaterale aftaler. Senest (FEB 2011) er der indgået aftale omkring området
ved Barentshavet, hvor nordmændene og Rusland har lavet en deling 64 . Dette taler for en
interesse for hurtigst muligt at få afklaret grænserne for russisk område, således at
området kan udnyttes til Ruslands fordel.
6.1.3 Canada
Canada er nok det land, som opponerede kraftigst mod Ruslands flagplantning under
Nordpolen. Canadas udenrigsminister, Peter Mackay, udtalte, at dette jo ikke er det 14.
århundrede, man kan jo ikke bare gå og plante flag et eller andet sted 65 . Han fortsætter:
"There is no question over Canadian sovereignty in the Arctic". Dette er meget
betegnende for den canadiske holdning til Arktis. Her kan så tilføjes, at de canadiske
politikere må have meget kort hukommelse, idet de jo selv i 2005, ved daværende
forsvarsminister Graham, hev det danske flag ned ved Hans Ø for at hejse det canadiske
og aflevere det nedtagne Dannebrog i en konditoræske til den danske ambassadør 66 .
Men Canada er meget udfarende og søger skarpt at markere sig, måske for at
kompensere for en politisk udfordring til at opfylde borgernes krav om kvalitetsforbedringer
i sundhedsvæsenet og uddannelse, sociale tjenester og økonomisk konkurrenceevne,
samt at reagere på særlige problemer med fransktalende Quebec 67 .
Påstande har fra en af Canadas ansete forskere professor Rob Huebert gået i retning af,
at Canada mister kontrollen i Arktis i takt med, at isen smelter 68 . Det hænger sammen med
den canadiske kontrovers med USA omkring Nordvestpassagen. Som tidligere nævnt
(afsnit 1.3) anser Canada Nordvestpassagen som værende internt canadisk farvand. Et
forhold som USA bestrider, idet de ser farvandet som internationalt stræde. Kontroversen
62
Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.UK Defence academy (2007), p 3
63
Ibid pp 3
64
Kremlin 10 FEB 2011: http://eng.kremlin.ru/news/1758
65
Gloria Galloway, Alan Freeman, Globe and Mail, Ottowa assails Moscow’s Arctic ambition(3. August
2007): http://www.theglobeandmail.com/news/technology/science/article774901.ece
66
Martin Breum (2011), p 16
67
CIA Worldfactbook: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ca.html
68
Canadian Defence & Foreign affairs Institute ( AUG 2008),
http://www.cdfai.org/PDF/Rob%20Huebert%20on%20Canada%20and%20Arctic%20sovereignty.pdf
25

har tiltrukket en del opmærksomhed, da det ses som forløberen til kommende arktiske
disputser. Altså suverænitets-afklaring i forhold til naboerne.
Forholdene er bragt på bane i Franklyn Griffiths ” The Shipping News” bragt i International
Journal i foråret 2003. Griffith, som repræsenterer en anden tilgang end Huebert mener, at
Huebert’s holdning er forfejlet 69 . Han mener, at de kommercielle hensyn må komme først
og derfor ikke vil udfordre Canadas suverænitet 70 . Endvidere kan Canada næppe
opponere over for en allieret, som i det store hele har støttet canadisk krav om del af
Arktis, men samtidig vil en opfattelse af Nordvestpassagen som internt canadisk farvand
give beskyttelse mod angreb fra terrorister, som efter 9-11 er en stor del af USA's
sikkerheds strategi. Et synspunkt som han har gentaget i ”Towards a Canadian Arctic
strategy (2009) 71 . I Canadas ”Northern Strategy” ses dele af begge ”lejre” repræsenteret.
Strategien indeholder 4 centrale elementer: Beskyttelse af Canadas miljømæssige arv,
fremme økonomisk og social udvikling, udøvelse af suverænitet samt forbedring og
udflytning af dele af regeringsførelsen til Arktis 72 . En strategi som de i øvrigt kalder:
”Canada’s Northern Strategy: Our North, Our Heritage, Our Future”.
Politisk er Canada internt presset af en del forhold, som ikke mindst er afledt af den
økonomiske krise, men også af en delt befolkning. Arktis er en stor del af den canadiske
identitet, hvorfor retorikken er skarp ift. de øvrige arktiske landes tiltag. Canada er en aktiv
deltager i Arktisk Råd og deltog også under Ilulissat erklæringen.
6.1.4 Norge
Danmarks nordlige broderland deltager også i debatten. Norges strategi for det nordlige
område stammer tilbage fra 2006, altså samme år, som Norge indgav sit krav for FN om
del af Arktis 73 . Norge vil ifølge denne strategi 74 :
• udøve myndighed i det høje nord på en troværdig, konsekvent og forudsigelig måde
• være på forkant med internationale bestræbelser på at udvikle viden i og om regionen
• være den bedste forvalter af miljøet og de naturlige ressourcer i det høje nord
• give en passende ramme for videreudvikling af olieaktiviteter
• sikre levebrød, traditioner og kulturer fra oprindelige folkeslag og udvikle folk-til-folk
samarbejde
• styrke samarbejdet med Rusland
Til dette generelle arktiske udspil kom i 2009 et mere konkret formuleret tillæg. ”Nye
byggesteiner i nord” 75 . Det nye dokument stiller forslag til foranstaltninger, der skal træffes
for at leve op til den oprindelige strategi.
Norge ligger politisk på den løsningsorienterede front, hvor den vigtigste metode
fremhæves som øget internationalt samarbejde samt aktiv dialog med naboer, partnere,
allierede og så især Rusland. Norge har længe haft en uoverensstemmelse med Rusland,
som nyligt er afsluttet med en traktat (se afsnit 6.1.2 Rusland).
69
Franklyn Griffiths ”The Shipping News” International Journal (spring 2003), p 259
70
Ibid, pp 268-270.
71
Franklyn Griffiths, Foreign Policy for Canada’s tomorrow, (juni 2009)
72
Canadas Northern Strategy. Tilgængelig på adressen: http://www.northernstrategy.ca/cns/cnseng.asp#chp3
73
Norges krav kan ses på: http://www.un.org/Dept/los/clcs_new/submissions_files/nor06/nor_exec_sum.pdf
74
Geopolitics in the high north. 2011:
http://www.geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=84&Itemid=69&limitstart=7
75
Nye byggesteiner i nord:
http://www.regjeringen.no/upload/UD/Vedlegg/Nordområdene/byggesteiner_nord090323_2.pdf
26

Opdagelsen af olie og gas i tilstødende farvande i slutningen af 1960'erne har i den grad
styrket Norges økonomiske formue. Centrale indenlandske debatter omfatter indvandring
og integration af etniske minoriteter, fastholdelse af landets omfattende sociale
sikkerhedsnet med en aldrende befolkning og bevare den økonomiske konkurrenceevne 76 .
Debatten er med til at cementere Norges store nationalitetsfølelse, som allerede tilbage i
1905 var med til at gøre Norge uafhængigt af Sverige.
Norge synes nu politisk stærk, og nuværende statsminister Jens Stoltenbergs genvalg i
2009 viser, at der er stor tiltro til den nuværende regering, der også har tegnet den
nuværende arktisstrategi.
6.1.5 Danmark
Den danske (rigsfællesskabets) arktiske strategi er som nævnt under revision. Den
hidtidige: ”Arktis i en brydningstid” er fra 2008. I denne kalder Danmark på lige fod med
Norge på retsprincipper for og gældende traktater til afklaring af sikkerhedspolitiske
problemstillinger 77 . Derudover behandler denne som de øvrige strategier, de sociale,
økonomiske, forskning og uddannelse samt miljø. Meget af dette behandles senere.
Hvis vi derimod kigger på, hvad der indtil nu er foretaget af Danmark, ser vi, at det var
daværende udenrigsminister Per Stig Møller, der tog initiativ til Ilulissat-erklæringen. Dette
for at sikre, at det kun var de fem arktiske nationer, der høster goderne i Arktis 78 . Danmark
har i de senere år bevæget sig ud i en aktivistisk udenrigspolitik, hvilket også gav udslag
her.
Danmark har generelt påtaget sig en udadvendt rolle og har opfordret til dialog om
grænsedragning samt ekspeditionsfund i Arktis, tilbage fra 2005, hvor disputsen med
Canada omkring Hans Ø var på sit højeste.
Danmark er internt blevet belastet af et løsrivelsesønske fra det nuværende selvstyreparti i
Grønland, samt den holdning, at man i Syddanmark ikke havde fingeren på pulsen ift.
hvad der egentlig skete i det høje nord. I en artikel fra juni 2010 siger en ledende politiker i
Grønland, at den nye olieudvinding er et trinbræt til at gøre sig uafhængig af Danmark 79 .
Dette forhold præger Danmarks samlede national følelse, som derved svækkes. Det har
dog taget et positivt skridt ifm. oprettelsen af selvstyreordningen, der er et trin i retningen
mod selvstændighed for grønlænderne.
Det store set-up, interessen og aktiviteterne omkring Arktis vidner om Danmarks politiske
hensigter for regionen, og udspillet omkring Ilulissat sikrede, at Danmark fik stor
indflydelse på, hvad udviklingen kom til at byde på. Der var på det tidspunkt megen tale
om oprettelsen af en traktat på lige fod med Antarktis, hvilken i store træk forbyder nogen
stat at tage fordel af området. Havde man valgt at fremføre sagen gennem det allerede
oprettede Arktisk Råd, kunne man frygte, at sagen blev trukket i langdrag, og at Danmarks
stemme var druknet i koret fra de mange, som gerne vil have fingrene i de formodede
ressourcer 80 .
76
CIA Worldfactbook: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/no.html
77
UM ”Arktis i en brydningstid” (2008), p 5, tilgængelig på adressen:
http://www.um.dk/NR/rdonlyres/962AFDC2-30CE-412D-B7C7-070241C7D9D8/0/ARKTISK_STRATEGI.pdf
78
Martin Breum (2011), p 29.
79
Aqqaluk Lynge, Ingeniøren, juni 2010: http://ing.dk/artikel/109785-inuit-formand-groenland-kan-ikkeoverskue-olieefterforskning
80
Martin Breum (2011), p 35.
27

Politisk har Danmark altså hidtil spillet sine kort klogt gennem oprettelsen af et mindre
fora, hvor Danmark har muligheden for at blive hørt. Vi er også de sidste af de nuværende
stater, som har ratificeret UNCLOS, der skal aflevere vores krav (2014).
6.1.6 Delkonklusion politiske sektor
Ser man landenes politiske situationer gennem en geopolitisk linse, giver det yderligere
mening. De store i denne region må siges at være Rusland og USA. Givet at kun USA
betragtes som en supermagt, må man dog tage i betragtning, at Arktis historisk set har
virket som den ørken, der geopolitisk har delt blokkene 81 . I de egne ses Rusland stadig
som en stor indflydelse, og med den russiske aktivitet kunne det minde om en
tilbagevenden til fordums styrke 82 . Vi skal altså derfor betragte scenariet som værende to
store magter, der politisk rækker ind over Arktis.
For USA’s vedkommende kan det argumenteres, at de har været optaget af andre og
mere overhængende konflikter end en potentiel i nord, hvorfor opmærksomheden og
aktiviteten ikke hidtil har været så synlig. Sikkerhedsmæssigt er USA dækket ind af
forpligtigelser fra allierede som Canada, Norge og Danmark, der alle har holdt et vågent
øje med, hvad der foregår.
Rusland har derimod benyttet sig af chancen til at få et forspring og markere sig grundigt i
fraværet af USA. Russerne har et politisk behov for at markere sig og egenhændigt
maksimere deres sikkerhed ved at indtage territorium og derved relativt opnå en gevinst.
Canada er geopolitisk asymmetrisk placeret tæt på USA, jf. figur 1 og er derfor under
stærk indflydelse. Dette kan forklare den stærke reaktion på russisk fremtoning, men også
at der ikke reageres, mere kraftigt mod USA. Canada laver en antibalancering af USA’s
indflydelse og vælger ikke stærk kritiske holdninger jf. omgivelsespolariteten. Men taget
det canadiske behov i betragtning laver de en klassisk neorealistisk afbalancering af den
vindende side, her betragtet som Rusland.
Geopolitisk er Norge ligeledes bundet af en asymmetrisk placering, hvorfor de
sikkerhedsmaksimere ved at afbalancere mod USA samtidig med, at de er nødt til at antibalancere
mod Rusland og lave traktater omkring Barentshavet.
For Danmarks vedkommende betyder dette, at vi som symmetrisk placeret med hhv.
Norge og Canada som ”buffere”, har mulighed for at afbalancere og anti-balancere, idet vi
må skønne, at såvel USA som Rusland har politisk magt til at række os. Det er indtil nu
lykkedes meget godt, med oprettelse af Arctic 5, hvor man kan sige, at vi satte os selv i
spidsen og balancerede de to magter til vores fordel.
En af de store udfordringer for Danmark må i den henseende være rollen som
bindeleddet. Som ovenfor konstateret ligger hhv. Norge og Canada under for geopolitisk
pres af de to stormagter, de ligger op ad. Det betyder, at hvis kontakten og balancen,
regionalt set, skal holdes, er Danmark midtpunkt. Det vil sige at holde den positive dialog
kørende. På den måde sikkerhedsmaksimerer Danmark. Vi skal sikre en legitimering af de
fora, hvor Danmark har størst mulig indflydelse, f.eks. Arctic 5, hvorfor det ikke er i
Danmarks interesse og i god tråd, at udeblive fra møderne 83 , som udenrigsministeren
gjorde i fjor. Dette ”bomber” med Nikolai Petersens ord dansk Arktis strategi tilbage.
81
Barry Scott Zellen, Arctic Doom Arctic Boom, ABC-clio (2009), p 3
82
Martin Breum (2011), p 180
83
Nikolai Petersen, Politiken 2. maj 2010: http://politiken.dk/debat/analyse/ECE961840/dansk-arktis-politikbombet-tilbage/
28

Med hensyn til Arctic 5 er der også det amerikanske standpunkt, som lægger megen vægt
i Arktisk Råd. Forskellen på de to er, ud over antallet af medlemmer, den politiske
sagsbehandlingstid og synet på tilhørsforhold i regionen. Der har bl.a. været kritik af
oprettelsen af Arctic 5 fra Sverige, som også mener, de har aktier i området og derved
føler sig udelukket. Antallet af interesser i Arktisk råd taler mere for en Antarktisk model
med en international traktat om, at området ikke har og ikke må have en statslig
tilknytning. Stater må derfor ikke drive virksomhed på området.
Men hvad skulle amerikansk interesse være i at lægge sine æg i Arktisk råd? Ud over at
begrænse russerne, som jo har et forspring i den retning, ses intet direkte afkast.
Denne potentielle konflikt er der dog taget hånd om, med Ilulissat-erklæringen, hvor
staterne har lovet at bruge UNCLOS.
Risikoen, for at den politiske appetit, der er for at være førende i området, vil lede til en
decideret konflikt, ses dog ikke sandsynligt. Som set af Ilulissat-mødet vinder alle staterne
mest af at deltage i dialogen, den mest ivrige – Rusland – vil næppe risikere sin meget
store andel 84 ved at indlede en politisk konflikt og derved trække en grænsedragning
gennem UNCLOS i langdrag.
6.2 Militære Sektor
Den militære sektor er den anden af de to traditionelle sektorer i sikkerhedspolitik. Bundet
op på den generelle tanke om suverænitet, hvor militær magt er en meget effektiv måde at
opnå og kontrollere en stats suveræne territorium. Militær sikkerhed er et samspil på to
niveauer: Imellem staters bevæbnede kapabilitet på det defensive og offensive område
samt mellem opfattelsen blandt stater af denne kapabilitet og intensionerne med dem 85 .
Det resulterende samspil mellem staters militære kapabilitet er derfor dybt afhængigt af
det politiske forhold. Jeg har ovenfor i kapitel 6.1 og underafsnit beskrevet lidt om de
politiske forhold, der eksisterer. Jeg vil i det følgende søge at beskrive og analysere,
hvordan dette tolkes militært. Idet den militære sektor, som nævnt, ikke kun er den rent
militære tilstedeværelse, men også andres opfattelse af denne tilstedeværelse.
6.2.1 USA
Generelt kan man gentage, at USA er eneste tilbageværende supermagt. Militært set har
Arktis haft stor geopolitisk betydning, idet begge sider under den kolde krig har søgt at
kontrollere området for derigennem at have styr på den anden sides aktiviteter. Der er
derfor gjort store anstrengelser for at holde den anden i skak. Netop derfor har USA også
indgået aftale med rigsfællesskabet om Thuleradaren. Dette var en del af den DEW line
(distant early warning), som strakte sig over Arktis 86 .
Med afslutningen af den kolde krig og med nedrustningsaftalerne mellem USA og
Rusland, tabte Arktis en del af sit daværende fokus 87 , og USA blev engageret andre
steder i verden. Dog opretholdes funktionerne i DEW, og der beholdes således personel til
operationer med stationerne, men aktiviteterne rettes nu andre steder hen. F.eks. Irak,
84
Jon Rahbek-Rasmussen Politiken 23. sep. 2010: http://politiken.dk/debat/analyse/ECE794133/analysecool-business-viser-vejen-i-arktis/
85
Buzan, Wæver og de Wide (1998): p 51
86
Barry Scott Zellen, Arctic Doom, Arctic Boom, ABC-Clio (2009), p 3
87
Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p 128
29

hvor Thule basens kommunikationsmateriel gør det muligt at tale med de amerikanske
styrker hjemmefra 88 .
Ifølge CIA Worldfactbook, er USA nummer 24(2005-tal) på listen over staters forbrug til
militær 89 . Dette er statens forbrug til militær ift. samlede BNP (bruttonationalprodukt).
Tager du i stedet SIPRI (Stockholm Independant Peace Research Institute) opgørelsen,
ligger USA som en klar nummer 1 med 698 mia. $ 90 , hvilket jf. opgørelsen er over 42% af
det samlede verdensforbrug. Uanset hvordan man opgør det, er USA’s forsvarsudgifter
store. De bruger således mange penge på forsvaret, men er også engageret mange
steder i verden og har således ca. 291.000 stationeret udenlandsk 91 (dec 2010).
Men når de så har personellet og de store udgifter, er de så aktivt tilstede? Der har været
megen kritik af USA’s manglende interesse i de sikkerheds- og militære trusler, som er
potentielle i regionen 92 . Man siger, at den degraderede isbryder kapabilitet, som USA
engang havde, er et tydeligt tegn 93 . Endvidere er der i en rapport til den amerikanske
kongres (APR 2011) orienteret om ønsket fra US Coast Guard om en række kapabiliteter,
som skal fremskaffes, hvis USA skal kunne leve op til ansvar om suverænitetshævdelse
og eftersøgning og redning (SAR) 94 .
Tillægget til den amerikanske strategi (Arctic region Policy) fra 2009 slår fast, at USA har
fundamentale nationale interesser i den arktiske region. Endvidere vil USA udføre
suverænitetshævdelse og udøve autoritet i overensstemmelse med det lovretsmæssig
krav om USA’s suverænitet 95 . Dette gøres ved at udvikle den kapabilitet og de kapaciteter
som er nødvendige for at beskytte amerikanske grænser og bevare den globale mobilitet
af amerikanske styrker og civile fartøjer i det arktiske miljø.
Med udmeldingen om strategi er der ingen tvivl om, at USA ønsker at have muligheden for
at være til stede i Arktis. De ønsker også at signalere, at de er klar til at forsvare deres
krav. Man kan så diskutere, om ikke det lyder hult, når man tager i betragtning, at deres
Coast Guard beder om udvidelse af kapabilitet, idet den nuværende er ved at gå til grunde
og ikke synes at få opmærksomhed. Der er endvidere ikke endnu planlagt på erstatning af
de forældede polare isbrydere. Svaret kunne være, at USA i forvejen har en stor del
isenkram, og nu, hvor isen ser ud til at smelte, er det ikke nødvendigt at investere i
polarisbrydere, men blot isforstærkede fartøjer, som i forvejen findes ved Alaska.
En anden forklaring kunne være, at der ikke for nuværende synes at være stater, der tør
angribe den eneste tilbageværende supermagt, hvorfor en opbygning af militær kapabilitet
88
Torsten Raagaard, Thulebasen central for USA, 2001, :
http://flix.dk/modules.php?name=News&file=print&sid=4143
89
CIA Worldfactbook, : https://www.cia.gov/library/publications/the-worldfactbook/rankorder/2034rank.html?countryName=United
States&countryCode=us&regionCode=na&rank=24#us
90
SIPRI opgør efter faktisk forbru. Listen kan ses på:
http://www.sipri.org/research/armaments/milex/factsheet2010
91
http://siadapp.dmdc.osd.mil/personnel/MILITARY/history/hst1012.pdf
92
Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008),
sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 16. Tilgængelig på:
http://www.carnegieendowment.org/files/arctic_climate_change.pdf
93
Ibid side 16.
94
Donald O’Roarke, Changes in the Arctic, Congress Research service (7. Apr 2011),P 34:
http://www.fas.org/sgp/crs/misc/R41153.pdf
95
Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law,
Vol.103, no 2 (APR 2009) p 344
30

er uden betydning. Men med Ruslands fremfærd er der nok snarere tale om en mere
logisk forklaring, som kunne være USA’s vægt på Arktisk Råd. Skulle det ende med en
traktat lignende Antarktis, kunne USA kræve det som demilitariseret zone 96 .
En sidste forklaring på USA’s afventende fremtoning militært kunne være, at der er for
meget at se til, og med klimaforandringerne ser det ud til at blive værre. En rapport fra
National Science Academy kommer med en advarsel om, at klimaændringerne kan
forventes at forårsage hyppigere eller alvorlig tørke, oversvømmelser, storme og andre
katastrofer, der kunne strække militære ressourcer og den nationale sikkerheds
missioner 97 .
6.2.2 Rusland
Intet lands handlinger i Arktis i de seneste år har fået mere opmærksomhed end Rusland.
Dette var især tilfældet i august 2007, da en russisk ubåd dykkede på dybt vand og efter
sigende plantede et titanium flag på havbunden under Nordpolen 4.300 meter under den
isdækkede overflade i det Arktiske Ocean. I en lignende ekspedition, men mindre
symbolsk, har Rusland hævdet, at den 1.240 kilometer undersøiske Lomonosov Ryg i
Arktis er forbundet til den øst-sibiriske region. Rusland har indgivet sit krav allerede i 2001,
men blev i første omgang forkastet grundet manglende beviser, men indgav en ny version
i 2009. Denne ser ud til at holde.
En generel stigning i russisk militær aktivitet, herunder den russiske marines øvelser og
installationer såsom patruljering af arktiske farvande af den russiske nordlige flåde, blev
bekræftet af den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre, der fortalte NATO
forsamlingens medlemmer, at "Norge har observeret en udvidelse af russiske aktiviteter i
de nordlige områder, som involverer krigsskibe, fly og ubådsflåde operationer i nogen tid 98
".
Rusland har historisk set altid været den dominerende magt i området ved Nordpolen, i
hvert fald hvis man tæller i fysisk tilstedeværelse. Daværende præsident Vladimir Putin
pointerede da også det presserende behov Rusland har for at sikre dets strategiske
økonomiske, forskningsmæssige og militære interesser i Arktis 99 . Den russiske strategi er
da også klar. Landet har også erklæret sin vilje til at forsvare sine interesser i et politisk
papir, udgivet marts 2009, som afslørede planer om at udvikle arktiske militære
formationer for at forsvare russiske interesser på kontinentalsoklen. Det forventes at blive
landets "førende ressource base " i 2020. Strategien tillægger regionen stor betydning for
Ruslands økonomi som en væsentlig indtægtskilde, primært fra energiproduktion og
rentabel søtransport.
Strategien, som oprindeligt er fra 2008 viser, at et af Ruslands vigtigste mål er at etablere
særlige arktiske militære formationer for at beskytte statens nationale interesser i
forskellige militære og politiske situationer.
De russiske myndigheder understreger imidlertid, at hovedformålet med sådanne militære
96 Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of
International Affairs (spring/summer 2008), p 269
97 Fra artikel i The New York Times (11 MAR 2011):
http://www.nytimes.com/cwire/2011/03/11/11climatewire-climate-change-poses-a-major-challenge-for-t-
13451.html?pagewanted=2
98 NATOs 10. møde: http://www.nato-pa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
99 Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of
International Affairs (spring/summer 2008), p 266
31

forberedelser er at bekæmpe terrorisme på havet, smugleri og ulovlig indvandring og
beskytte biologiske ressourcer. Derfor vil FSB (Federal Security Service) få en central rolle
i beskyttelse af nationale interesser i regionen 100 .
De russiske myndigheder, ved den tidligere chef for den nordlige flåde Vyacheslav Popov,
understreger klart dokumentets kooperative karakter ved at pointere nødvendigheden af at
bevare Arktis som et område med fred og samarbejde, og understreger rollen, som
regionalt bilateralt og multilateralt samarbejde 101 .
Ruslands reorganisering af arktiske styrker ses dog heller ikke af alle som en trussel.
"Mens medierne har portrætteret politikken som aggressiv og provokerende, er
dokumentet faktisk ganske moderat i tonen og gør det klart, at Rusland vil forfølge sine
interesser i Arktis i overensstemmelse med folkeretten og på en samarbejdende måde,"
sagde en meddelelse af den canadiske forsvarsminister Peter MacKay."Der er intet i
denne politik for Arktis, der giver grund til alarm. 102 "
Om der er grund til alarm eller ej, kan man afgøre, når man sætter sig ind i baggrunden
for, hvorfor deres policy-dokument er skrevet, som det er. Hvilken rolle er tildelt til denne
region i russiske politiske debat. Dette område har i mindst 50 år spillet en central rolle i
først sovjetisk og derefter russisk strategisk tænkning. På grund af vigtige geografiske
begrænsninger i andre centrale strategiske områder, er området omkring Murmansk
blevet en region af stor strategisk betydning i forbindelse med gennemførelsen
af den globale sovjetiske grand strategi. Det vigtigste geografiske aktiv, som gør det muligt
at have en effektiv udnyttelse af flåden i en potentiel konfrontation med de vigtigste
konkurrenter - USA og den vestlige militære blok - er uden tvivl området omkring
Murmansk, idet der her er fri adgang til åbent vand.
Nu ved vi altså, at Rusland tillægger området strategisk betydning, og at de politisk har
gjort klar til en ny organisation af militæret med fokus nordpå. Ifølge en SIPRI analyse, er
denne militærreform mere drevet af et økonomisk behov end en ændring i Ruslands
trusselsbillede 103 . Rusland bruger omkring 3,9 % af BNP på militæret og bliver derved
nummer 26 på listen over de lande, der bruger mest på militæret 104 .
Men selv om Rusland bruger mange penge på militæret, synes det for lidt. Situationen for
den russiske flåde er imidlertid ikke rosenrød, og det kan synes, at den enkle omfordeling
af de knappe tilgængelige ressourcer ikke kommer til at løse alle de problemer og dreje
den nordlige flåde til et pålideligt politisk instrument. Dette ret dystre syn på den aktuelle
situation i flådestyrken afspejler generelt også situationen i regionen 105 .
100 Katarzyna Zysk, Geopolitics in the High North
http://www.geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=153:russias-arctic-strategyambitions-and-constraints&catid=35:russia&Itemid=103
101
NATOs 10. møde: http://www.nato-pa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
102
The Globe and Mail : http://www.theglobeandmail.com/news/politics/russias-arctic-policy-no-cause-foralarm-mackay-told/article1684428/
103
Alexei G.Arbatov, Russia: Military reform, SIPRI, 1999 (http://www.sipri.org/yearbook/1999/04
104
CIA Worldfactbook: https://www.cia.gov/library/publications/the-worldfactbook/rankorder/2034rank.html?countryName=Australia&countryCode=as&regionCode=au&rank=43
105
Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI (Security policy library 2-2005):
http://www.nupi.no/content/download/719/17201/version/6/SPB+2-2005_Godzimirski.pdf
32

6.2.3 Canada
Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udsyn i Canada er naturligt præget af forholdet til
USA. Der er et tæt samarbejde mellem Canada og USA vedrørende den indre og ydre
sikkerhed 106 . Det er da også sikkerheden, der ligger i højsædet i såvel Canadas
forsvarsstrategi som deres arktiske strategi. I en kommentar til den canadiske arktiske
politik hedder det: “In our Arctic foreign policy, the first and most important pillar towards
recognizing the potential of Canada’s Arctic is the exercise of our sovereignty over the Far
North” 107 . I suverænitetens navn har den canadiske regering iværksat en del tiltag. I 2007
blev der taget beslutning om åbning af en ny dybvandshavn på Baffin øen og en ny militær
base i det højeste nord 108 . Canada har iværksat bygning af nye arktiske patrulje fartøjer til
en pris af 7 mia. $, og der er indkøbt nye F35 fly til arktisk patrulje.
I en optakt til det canadiske valg den 2. maj 2011, er det klart, at nuværende
premierminister Peter Harpers, Conservative Party, har lavet suverænitet i Arktis til en
agenda, og det ser ud til, at punktet har så meget fokus, at de andre partier har været nødt
til at depechen op og lægge mere fokus mod nord 109 .
Den indførte ”Canada First” strategi skal give forsvaret værktøjerne til at forøge
tilstedeværelsen i Arktis. Det er netop midlet til håndhævelsen af suveræniteten. Ikke at
Canada frygter en konventionel trussel mod territoriet i Arktis 110 . Kritiske røster frygter da
også, at Canadas investeringer og omlægning mod nord vil starte et våbenkapløb 111 . Alt
imens siger den canadiske regering, at grunden til investeringerne er en grundholdning om
at ”use it or loose it – and make no mistake, we intend to use it. 112 ”.
6.2.4 Norge
Ligesom Canada har Norge indkøbt 5 nye arktisk kapable fartøjer, som siges at være det
dyreste indkøb i norsk forsvars historie. Ydermere har Norge flyttet sit operative
hovedkvarter nordpå og er derved det første land, der har hovedsæde i den arktiske
region 113 . Nok lyder den norske arktiske strategi på ”bløde områder”, som uddannelse og
samarbejde, men samtidig understreger den også, at Norge vil udøve deres myndighed i
Arktis på en myndig, konsekvent og forudsigelig måde 114 .
106
Udenrigsministeriets landefakta, maj 2011,:
http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/LandeFakta/LandefaktaNordamerika/LandefaktaCanada
107
Statement on Canada's Arctic Foreign Policy:
Exercising Sovereignty and Promoting Canada’s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste,
(2010): http://www.international.gc.ca/polar-polaire/canada_arctic_foreign_policy_bookletla_politique_etrangere_du_canada_pour_arctique_livret.aspx?lang=eng#environment
108
Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of
International Affairs (spring/summer 2008), p 266
109
Mia Benett, foreignpolicyblogs.com, 22 APR 2011,
http://arctic.foreignpolicyblogs.com/2011/04/22/canadian-election-update/
110
NATOs 10. møde: http://www.nato-pa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
111
http://byers.typepad.com/arctic/2010/10/new-jets-could-trigger-arctic-arms-race.html#more
112
Se note 110
113
Ibid.
114
Nye Byggesteiner i nord, (2009) p 6, tilgængelig på adressen:
http://www.regjeringen.no/upload/UD/Vedlegg/Nordomr%C3%A5dene/byggesteiner_nord090323_2.pdf
33

Norge deltager også i projektet om F35, hvor nye fly er planlagt 115 . De nye indkøb af
fartøjer bliver på norsk forsvars hjemmeside begrundet med de udfordringer, som ses
komme i nord på ressourcesiden, tilsiger myndighedsudøvelse 116
Men uanset hvor meget Norge køber, eller hvor meget de flytter til de nordlige egne, vil de
være underlagt presset fra deres østlige nabo, Rusland. De sidste mange år har USA
været sikkerhedsgarant for Norge, som så til gengæld har stillet territorium til rådighed.
Med den kolde krigs ophør blev dette uinteressant, og Norge stod på egne ben. Norge
valgte så en indladende rolle, hvor man samtidig kunne holde øje med russerne 117 . Norge
forklarer da også selv på deres forsvars hjemmeside, at øvelserne med Rusland skyldes
to forhold, nemlig at øve håndtering af sikkerhedspolitiske kriser, men også for at undgå
dem 118 .
For Norges vedkommende kan vi altså påstå, at de militært trækker to linjer: en, hvor de
stiller hårdt op og køber nyt materiel til at overkomme en evt. trussel i det nordlige, og en,
hvor de opfordrer til samarbejde og indgår traktater med Rusland.
6.2.5 Danmark
Det nyligt vedtagne danske forsvarsforlig for perioden 2010-2014, et konsensus dokument
mellem alle de store partier for fem år med forsvarets budgettering og planlægning,
indeholder en række arktiske-relaterede bestemmelser. Det giver mandat til en
omorganisering for at skabe en samlet arktisk kommando ved at kombinere den
nuværende Grønlands kommando og Færøernes Kommando.
Aftalen omfatter også udvikling af en arktisk Response Force, der skal udpeges fra
eksisterende kapacitet, ikke bygges fra bunden, en detaljeret risikoanalyse af det
grønlandske område, og mulige fremtidige opgaver for de danske væbnede styrker er der
(herunder vurdering af den danske brug af Thule Air Base), sådan som situationen
udvikler sig 119 .
Dette kan ske med en henvisning til Forsvarskommissionens af 2008 beretning, hvori det
bemærkes, at den forventede stigende aktivitet i Arktis vil kræve øget militær
tilstedeværelse med henblik på overvågning og suverænitetshævdelse 120 . Danmark fik
allerede tilbage i 2008 nye fartøjer med arktisk kapacitet. 2 enheder af KNUD
RASMUSSEN-klassen med option på en tredje i næste forligsperiode 121 .
I forsvarsforliget lægges endvidere op til indkøb af nye skibsbaserede helikoptere med
arktisk kapacitet.
Forsvarsforliget nævner, at med de forventede stigende opgaver i det arktiske område i
fremtiden, skal det undersøges, om opgaverne kunne ske i samarbejde med de andre
nordiske lande, USA, Rusland og Storbritannien 122 .
115 Trine Bjerregaard, Ingeniøren, (20. april 2011), http://ing.dk/artikel/118502-ballade-om-norges-jsf-koeb
116 http://forsvaret.no/arsrapport2010/Sider/kontroll.aspx
117 Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, pp 31-37 (Security policy library 2-2005):
http://www.nupi.no/content/download/719/17201/version/6/SPB+2-2005_Godzimirski.pdf
118 http://forsvaret.no/arsrapport2010/Sider/krisehandtering.aspx
119 NATOs 10. møde: http://www.nato-pa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
120 ”Danskforsvar – Globalt engagement, beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, p 72
121 Forsvarsforliget 2010-2014, p 8: tilgængeligt på adressen:
http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forligstekst%20inkl%20bilag.pdf
122 Ibid, p 11
34

Netop samarbejdet med de andre nordiske lande er der allerede, fra 2008, påbegyndt
forslag til. I en Arctic Nordic Report fra 2009 har Thorvald Stoltenberg lavet et forslag til
fælles nordisk samarbejde på udenrigs- og sikkerhedspolitikken 123 , hvor han fremkommer
med 13 konkrete forslag. Et af formålene var samlet at stå stærkere gennem Arktisk Råd.
Mange af de 13 forslag fremsat i rapporten, dækker det militære samarbejde i de nordlige
regioner. Bl.a. en ny maritim response force, hvilket jo også er fremsat i forsvarsforliget.
Her kunne det så være i samarbejde med de nordiske lande. Med den nordiske
solidaritetserklæring fra 5. april 2011 124 ser det ud til, at Danmark også går den vej.
6.2.6 Delkonklusion militære sektor
Den militære sektor er af stor betydning. For neorealisterne nok den mest betydningsfulde,
hvorfor denne sektor nok også får megen opmærksomhed i debatten om Arktis.
For at få et fælles afsæt i den militære sektor, kan vi begynde med at se på, hvad militæret
egentlig gør i de Arktiske egne efter den kolde krigs ophør. For at tage et velkendt
eksempel: I de grønlandske farvande er det forsvaret, som er ansvarlig for at løfte
myndighedsopgaverne til søs 125 :
o Det militære forsvar af Grønland.
o Farvandsovervågning.
o Suverænitetshævdelse.
o Eftersøgning og søredning.
o Fiskeriinspektion.
o Støtte til det grønlandske samfund.
o Havmiljøovervågning.
o Maritim forureningsbekæmpelse.
o Støtte til videnskabelige aktiviteter.
o Søopmåling.
Med det udvidede område sammenholdt med de arktiske strategier og forventningen om
forøget aktivitet, vil de arktiske stater behøve et engagement til et niveau for maritim
håndhævelse, som ikke tidligere har været nødvendig i det Arktiske Ocean. De arktiske
kyststater, individuelt og kollektivt, vil kræve en on-scene kapacitet til at opfylde disse
opgaver 126 .
Dette taget i betragtning, er det så underligt, at staterne søger at udbygge deres militære
kapabilitet i området? Nej, men er der behov for en sådan udbygning? Bør
kapabilitetsforøgelsen ikke afvente, indtil det er tydeligt, om en aktivitetsforøgelse har
fundet sted 127 , således at vi undgår et våbenkapløb?
123
Thorvald Stoltenberg, Regeringen.no, 2009, tilgængelig på:
http://www.mfa.is/media/Frettatilkynning/Nordic_report.pdf
124
http://www.regjeringen.no/nb/dep/ud/pressesenter/pressemeldinger/2011/norden_enige.html?id=637871
125
Grønlands Kommando hjemmeside: http://forsvaret.dk/GLK/OmGLK/Opgaver/Pages/Opgaver.aspx
126
Lawson W Brigham, Arctic Maritime Transport and Security: responses to a changing Arctic Ocean
access, Tidsskrift for Søvæsen, (2008) p 358.
127
Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmensen, Hold hovedet koldt, Dansk institut for Militære
Studier (2009), p 38
35

»De arktiske stater taler om internationalt samarbejde, men de forbereder sig reelt på
konflikt,« siger Dr. Rob Huebert, ph.d. og professor i statskundskab ved Centre for Military
and Strategic Studies, University of Calgary. »De fem arktiske lande er stille og roligt i
gang med at modernisere deres militære styrker i området eller direkte bygge nye
enheder. Det er topmoderne systemer, der kan langt mere end blot overvåge fiskeri og
suverænitet. De er bygget til kamp,« siger den canadiske professor.
Danskerne går hånd i hånd med Canada og Norge, når de siger, at de ikke vil starte et
våbenkapløb, men laver investeringer på baggrund af ønske om øget tilstedeværelse.
Michael Beyers, professor fra University of British Colombia, siger: ”Jeg kan ikke se en
militær oprustning, der er rettet mod statens trusler i Arktis. Hvad jeg ser, er en helt logisk
reaktion på de politimæssige opgaver, der følger med en nyåbnet kystlinje.
Jeg er bekymret, når folk begynder at opbygge risikoen for konflikt. Hvis du taler nok om
konflikt, kan det blive selvopfyldende” 128
Dette er netop udfordringen: når man udvider territorium og dermed får et større behov for
tilstedeværelse, hvordan kan man så kapabilitetsforøge, uden at det ses som oprustning?
Når vi kigger geopolitisk efter svaret, betyder det for Danmark, at med canadisk og norsk
antibalancering mod hver deres pol, som hver især har tilstrækkelig rækkevidde til at nå
os, går vi balancegang. Med Rusland som repræsentant for den største del af Arktis, både
hvad angår kystlinje og befolkning 129 , er det også her, vi skal lægge opmærksomheden.
Dette betyder ikke, at vi må tabe interessen for de andre stater og specielt, med
opmærksomheden rettet mod Rusland, må vi, for at bevare balancen, holde forholdet til
USA tæt.
Selvom analytikere tror på, at freden i Arktis er langtidsholdbar, påpeger Sven G.
Holtsmark fra det norske Institutt for Forsvarsstudier, ”at ser man på vigtigheden af den
arktiske region for Ruslands økonomi og dets militære fremfærd og den stigende
opmærksomhed på vigtigheden af det Høje Nord i vestlige lande, står det klart, at
relationerne med Rusland i Arktis kan vise sig som afgørende faktorer for udviklingen af
forholdet mellem Rusland og Vesten i det hele taget” 130 .
Danmark må således søge at tilvejebringe kapaciteter til dækning af en evt. forøgelse af
territoriet uden, at det ses som oprustning og dermed nedtone opmærksomheden på
eventuelle konflikter. Dette må gøres med stor medinddragelse af Rusland, så de gode
relationer bevares. Dette gøres bl.a. ved tiltag som North Atlantic Coast Guard
Forum(NACGF). Målet for NACGF, som blev dannet i 2007, er at øge samarbejdet mellem
medlemslandene om spørgsmål vedrørende sikkerheden til søs og sikkerhed i regionen.
Endvidere gennem bilaterale aftaler som bl.a. blev opnået ved Vladimir Putins besøg i
Danmark 26. april 2011, hvor Putin på pressemødet i statsministeriet udtrykte tilfredshed
med det arktiske samarbejde mellem vore lande 131 .
Igen skal vi have fat i den canadiske professor Huebert, som er enig:"It's a matter of being
able to ensure that Russia is contained within the co-operative format, that it's made to be
128
Interview til Arcticsecurity.org (25.april 2010): http://www.arcticsecurity.org/?p=287
129
Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p 122
130
Martin Breum (2011), p 180
131
Vladimir Putin, Pressemøde i statsministeriet 26. april 2011, http://www.stm.dk/_p_13414.html
36

within the Russian interest to stay co-operative 132 ." Så indtil nu er vi på god fod med
russerne, nu gælder det så om at holde det gode forhold.
6.3 Økonomiske Sektor
Den økonomiske sektor indeholder alt, der kan udgøre en risiko for adgangen til
ressourcer, finansieringsmuligheder og markeder, der anses for nødvendige til at holde
statens økonomiske magt og velfærd på et acceptabelt niveau 133 .
Som nævnt under kapitel 6.1, har denne sektor en stor betydning for politikken. Derfor er
denne sektor også interessant set i forhold til den politik som er fremlagt.
Idet der her er tale om adgangen til ressourcer, som er af stor betydning for denne del af
analysen, vises nedenstående en figur af USGS undersøgelse. Den viste figur viser
forventede oliefund, og farven angiver mængden:
6.3.1 USA
USA har en markedsorienteret økonomi, som er den største og teknologisk mest
magtfulde i dag 134 . USA’s engagement i verdens brændpunkter har dog kostet dem dyrt.
Endvidere er USA afhængig af en substantiel olieimport, som dækker 60 % af deres
forbrug. Med de generelt stigende oliepriser, den globale økonomiske afmatning, stigende
ledighed med følgende realkreditlån krise, bankkrak grundet fejlslagne investeringer,
faldende huspriser og stram kredit skubbede USA ind i en recession i midten af 2008. Den
dårlige økonomiske udvikling kombineret med stigende udgifter fik i september 2010 USA
132 CBC News, Canadian Press, 25. Marts 2010:
http://www.cbc.ca/news/canada/north/story/2010/03/25/arctic-military025.html
133 Buzan (1991): p 241
134 CIA Worldfactbook, https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/us.html
Figur 4.
Se afsnit 5.3. for ref. til hele
undersøgelsen.
37

TODAY til at skrive en artikel, der understreger, at antallet, der lever under fattigdom, er
det største i 51 år 135 . Artiklen er baseret på tal fra det amerikanske Census Bureau.
USA’s engagement i regionen afhænger af mønstret af deres lederskab i verden, deres
valg af strategi for at håndtere de globale og regionale problemer, spørgsmålet om
økonomiske resultater i landet, og sidst men ikke mindst, er spørgsmålet om sætning af
dagsordenen i Washington 136 .
Dette taget i betragtning ift. den nuværende økonomiske situation gør det klart, at
regeringen er sat under pres, hvorfor ressourcerne og muligheden for at sætte krav om
territorium fylder meget i USA’ policy.
Det er et springende punkt for amerikanerne at definere området i Arktis havbund, hvor
USA kan hævde sin suveræne ret over naturressourcerne 137 .
6.3.2 Rusland
I 2009, hvor den globale recession greb om sig, trak regeringen på reservemidler, som
landet havde samlet under tidligere olie og gas boom for at støtte økonomien 138 . Nu er
Rusland nødt til at investere penge i infrastruktur for at holde det nuværende niveau af
olieeksport. Rusland baserer sin økonomi på olie og gas indtægter, som udgør ca. 20% af
deres BNP 139 . I september 2008 udtalte Præsident Medvedev, at den arktiske
fastlandssokkel var en garanti for Ruslands energisikkerhed, og at det kunne blive
ressourcebasen for Rusland i det 21 århundrede 140 . Norske Statoil og franske Total
samarbejder i øjeblikket om at levere ekspertise til Rusland i forsøget på at realisere det
ambitiøse Shtokman projekt ude i ishavet 550 km nordøst for Murmansk. Shtokman får
direkte betydning for Ruslands evne til at imødekomme allerede indgåede kontrakter om
gasleverancer til vesten 141 . Derfor er det klart, hvorfor Arktis er så vigtig for Rusland, og
hvorfor deres strategi for Arktis er så centralt for alt andet. Dette er Ruslands mulighed for
at rejse sig og genfinde fordums styrke 142 . Det skal hertil også siges, at Rusland ser ud til
at opnå, alt efter UNCLOS afgørelse, omkring 80 % af de skønnede ressourcer, der findes
i Arktis. Herudover vil en evt. nordøstlig rute ligge på russisk side, hvilket vil bringe trafik
og dermed handel til det nordlige Rusland, hvorfor der også ses oprettet en arktisk militær
formation til beskyttelse af Rusland interesser 143
6.3.3 Canada
Et af de centrale elementer i Canadas ”Internationale dimension af Canadas nordlige
strategi” er at fremme økonomisk udvikling.
Potentialet for velstand og jobskabelse gennem ressourcer, både levende og ikke-levende,
135 USA Today 16/9-2010: http://www.usatoday.com/news/nation/census/2010-09-16-poverty-rate-income-
numbers_N.htm
136 Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, p 19 (Security policy library 2-2005):
http://www.nupi.no/content/download/719/17201/version/6/SPB+2-2005_Godzimirski.pdf
137 Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law,
Vol.103, no 2 (APR 2009) p 345
138 Freedomhouse: http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=22&year=2010&country=7904
139 Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.UK Defence academy (2007),p1
140 Artikel i RIANOVSTI fra den 27 marts 2009: http://en.rian.ru/russia/20090327/120769411.html
141 Martin Breum, (2011), p 184
142 Nikolaj Petersen, The Arctic as a New Arena for Danish Foreign Policy: The Ilulissat Initiative and its
Implications, Danish Foreign Policy Yearbook 2009, 2009, p 45
143 Katarzyna Zysk, Geopolitics in the high north,:
http://www.geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=84&Itemid=69&limitstart=2
38

er stor. Canada er verdens tredjestørste diamant producent. Det anslås, at en femtedel af
verdens oliereserver ligger i Arktis. Det er grunden til, at Canadas regering investerer
betydeligt i kortlægning af energi-og mineral potentiale i Nord. Dette potentiale skal også
løse den politiske udfordring, som de canadiske borgere har sat regeringen overfor (se
afsnit 6.1.3). Canada er en af de få, som ikke har været så kraftigt ramt af den økonomiske
krise. De canadiske banker er traditionelt meget konservative med deres udlån, hvorfor de
ligger blandt de stærkeste i verden, og den canadiske dollar er i høj kurs 144 .
Canadierne er også interesseret i de arbejdspladser, som arktisk aktivitet kan kaste af sig,
hvilket kan være en anden af grundene til de canadiske reaktioner på russiske aktiviteter.
6.3.4 Norge
For Norge er regionen en af de vigtigste arenaer for udenrigs- og sikkerhedspolitik, som
ikke mindst skyldes, at mange af landets uløste udenrigs-og sikkerhedspolitiske problemer
og økonomisk strategiske aktiver befinder sig der 145 . Norge havde i mange år en uafklaret
grænseproblematik, som nu er løst via en traktat, underskrevet 15. september 2010. Dette
giver muligheden for, på det der nu er erklæret norsk, at udnytte de ressourcer, som ligger
i området.
Norge har erklæret, at det vigtigste udenrigspolitiske mål er deres nordområder. Høje Nord
satsningen har budgetlagt 1,2 mia til udvikling af området alene for 2011 146 . Denne
satsning skal så være med til at skabe forudsætningerne for, at virksomheder og
institutioner kan udnytte dette nye område. ”Regeringen vil fremme en bæredygtig
udnyttelse af petroleumsressourcerne og vedvarende ressourcer til havs”, hedder det i
”Nye Byggesteiner i nord”.
Den norske eksport af olie og naturgas har gjort dem til et af verdens rigeste lande målt i
BNP pr. indbygger. Olie fra Nordsøen har givet et overskud, således at staten har haft
mulighed for oprettelsen af en ”pensionsfond”, hvor der i 2010 skønnes at være omkring
3000 mia. norske kroner 147 . Norge har derfor det fornødne overskud til at investere for at
sikre fremtidens naturressourceindtægter, som forventes at komme fra de nordlige
områder. I havet ud for Norges nordlige kyst ligger de felter, som skal afløse Nordsø
felterne, og modsat Rusland, så har Norge ekspertisen til at udvinde det. 148
6.3.5 Danmark
I indledningen til den tidligere danske strategi for Arktis 149 er det nævnt i indledningen, at
den ny tids indsats skal forholde sig til de udfordringer, som klimaændringerne frembyder.
Disse ændringer vil påvirke biodiversitet, ressourceudnyttelse og økonomi.
Dette sammenholdt med videnskabsminister Helge Sanders kommentar fra 2007 (se afsnit
1.1), ses den danske interesse for områdets ressourcemæssige udnyttelse tydeligt.
144 CIA Worldfactbook, https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ca.html
145 Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, p 22 (Security policy library 2-2005):
http://www.nupi.no/content/download/719/17201/version/6/SPB+2-2005_Godzimirski.pdf
146 Utenriksdepartetmentets hjemmeside, Nordområdeportalen,
http://www.regjeringen.no/nb/dep/ud/dok/rapporter_planer/rapporter/2010/nordomradesatsingen---statusoktober-201.html?id=620374
147 Udenrigministeriets landefakta, Norge,
http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktaeuropa/landefaktanorge
148 Martin Breum, (2011), p 186
149 Arktis I en brydningstid, Udenrigsministeriet, (2008)
39

Dette hænger naturligvis sammen med den allerede påbegyndte olie og gas udforskning,
der er startet medio 2010. Indledende undersøgelser har vist, på lige fod med USGS
undersøgelsen, at der forventeligt er olie ud for såvel Grønlands øst- som vestkyst. Dette
område forventes at gå langs den grønlandske nordkyst. Se figur 4.
For Danmarks vedkomne har man på den måde forsøgt at se frem i tiden ved at indføre en
fordelingsnøgle i selvstyreloven af 2009. se afsnit 1.2.1. Danmarks bloktilskud til Grønland
er på en og samme tid en binding af Danmark til Grønland, idet det grønlandske samfund
ikke kan stå på egne ben under nuværende forhold, men også en binding af Grønland til
Danmark 150 , idet Danmark skal have del i eventuelle olieindtægter, hvilket kan vise sig
indbringende i fremtiden. Under alle omstændigheder er udvinding af betydelige
naturressourcer en forudsætning for øget selvstændighed til Grønland. Det er derfor en del
af den grønlandske strategi og dermed, i dette speciale, Danmarks. En anden årsag til
Danmarks økonomiske interesse i Arktis, er muligheden for nyåbnede maritime ruter.
Danmark er en stor søfartsnation, og danske skibe udgør en stor del af handelsflåden på
verdensplan. Der er derfor også store økonomiske kræfter på spil internt, som kræver, at
Danmark engagerer sig.
6.3.6 Delkonklusion økonomiske sektor
Åbningen af Arktis giver nogle nye økonomiske muligheder. Ikke nok med at det
estimeres, at en betydelig del af den hidtil ikke opdagede olie og naturgas (se afsnit 5.3) er
i området, hertil kommer værdifulde mineraler og endvidere muligheden for at drive fiskeri
(særlige regler eksisterer for fiskeri under UNCLOS), men tillige vil et ændret trafikmønster
være af stor økonomisk betydning 151 .
De potentielt enorme økonomiske udfordringer er tilstrækkelige til at ændre den
strategiske balance mellem staterne i regionen og starte et konkurrencepres for opnåelse
af nationale fordele. Kortsigtede nationale interesser konflikter med langsigtede globale
hensyn. Nationale interesser og politiske retorik rettet mod valgkredse hjemme forvrider de
internationale relationer 152 . Rusland f.eks. er presset af aftaler om leverance af olie og
gas, Canada ønsker økonomisk vækst for at tilfredsstille borgerne, USA vil gerne have
fingrene i olien, som kunne sænke deres afhængighed af andre, men også give lidt
økonomisk vækst for at klare intern fattigdom og betale de engagementer USA har verden
over. Norge er klemt af sin nabo og behøver økonomien til at holde Rusland bundet.
Norge engagerer sig i samarbejdsprojekter, som indebærer klare fordele for Rusland,
således at en eventuel konflikt vil betyde et tab for russerne 153 , hvorfor Norge også har
betydelige interesser i naturressourcerne. Danmark vil have del i økonomiske muligheder,
idet de så kan reducere bloktilskuddet og sikre grønlandske arbejdspladser og vækst.
Det økonomiske og ressourcemæssige område er dermed den mest potentielle risici for
sikkerheden 154 . Kigger vi geopolitisk på økonomien fremkommer der igen mønstre til
identifikation. Det er klart, at alle fem stater har en vis økonomisk pondus, men er de i
150
Finn Breinholt Larsen, Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse, Kamikposten, (1997):
http://www.kamikposten.dk/default.aspx?udvalgt=19971028c3&folder=hvadermeningen&sprog=da&tag=alle
artikler
151
Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p 122
152
Ibid, p 137
153
Martin Breum, (2011), p 184.
154
Ibid, p 101
40

stand til at bruge det. F.s.v.a. Norge, har vi allerede fastslået, at de er klemt af deres nabo,
med hvem de indgår økonomiske aftaler med relativ gevinst til Rusland. Dette for at holde
den gode fod mellem de to stater. Canada er den største udenlandske leverandør af
energi til USA, med ca. 20% af den amerikanske olieimport og ca. 18% af naturgas 155 ,
hvilket vil give et neorealistisk incitament til, at USA vil søge at maksimere egen
indflydelse og minimere canadisk for derved at mindske afhængigheden og
sikkerhedsmaksimere. Canada vil derfor ligge under for USA’s pres. Danmark vil derfor
igen ligge i midten og skulle balancere. Danmark skal derfor søge maksimal indflydelse
under hensyn til Rusland og USA. Idet det danske territorialkrav jf. billede (afsnit 1.2.1) vil
kollidere med del af Ruslands, vil den største økonomiske konflikt kunne findes her.
6.4 Miljømæssige Sektor
Den miljømæssige sektor får mere og mere betydning. Forskere bliver klogere på, hvordan
vores hidtidige levevis og udvikling påvirker kloden. Sektoren har inden for de seneste år
nydt mere og mere fokus 156 . Der tænkes her på de store anstrengelser, der er gjort for at
finde et fælles globalt fodfæste f.eks. i forbindelse med COP15 i København. Dette
skyldes den betydning, biosfæren har som grundfundament for al menneskelig aktivitet.
Miljøet bliver derfor også betegnet som den ultimative sikkerhedssektor, idet den kan få
indflydelse på os alle. Den miljømæssige sikkerhed ses derfor som en opretholdelse af
biosfæren både lokalt og globalt.
6.4.1 USA
Som det ses af hidtidige forsøg på klimaaftaler, har en omlægning af det energimæssige
og dermed forurening og det miljømæssige store konsekvenser for USA. Derfor er de også
svære at få i tale om en konkret politisk aftale. De har f.eks. underskrevet Kyoto-aftalen
om reduktion af drivhusgasser, men ikke ratificeret den 157 .
Dette betyder ikke, at USA ikke har fokus på klima og miljø. I deres Statement of Arctic
Policy bliver det arktiske miljø da også anerkendt, og USA vil, i samarbejde med andre
nationer, reagere effektivt på øget forurening 158 . Ilulissat-erklæringen, som USA også
tager del i, lover at tage skridt gennem samarbejde og international lov til at beskytte og
sikre det skrøbelige havbiologiske miljø 159 .
USA er til trods for de gode intentioner næstøverst på listen over lande med mest CO2
udledning, kun overgået af Kina 160 , med knap 20 % af verdens samlede udledning.
6.4.2 Rusland
Rusland ligger også højt på listen over forurenere. Som nummer 4 på denne liste må man
også tage et ansvar, men miljø synes ikke at findes noget sted i russisk strategi. Et tegn
på, at Rusland også taler miljø, er selvfølgelig Ilulissat-erklæringen, men også, at
præsident Medvedev i marts 2010 på et møde i det russiske security council sagde:
Russia’s Climate Doctrine, which was approved at the end of last year, is based on this
155
US Dept. of State. Background note: Canada: http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/2089.htm
156
Pkt. 1.2.1.
157
UNFCCC, http://unfccc.int/kyoto_protocol/status_of_ratification/items/2613.php
158
Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law,
Vol.103, no 2 (APR 2009) p 349
159
Ilulissat-erklæringen, (2008), p 2, http://www.um.dk/NR/rdonlyres/5FB1EE71-950B-449C-8C90-
096B3B09B479/0/Ilulissat_erklæringen.pdf
160
FN statistiske afdeling. Baseret på 2007 tal. Tilgængelig på
adressen:http://mdgs.un.org/unsd/mdg/SeriesDetail.aspx?srid=749
41

same strategy. Its implementation involves carrying out state programmes to reduce the
human impact on the atmosphere and also adapt it to the changes taking place in the
world, including in the Arctic and in our northern latitudes. 161 . Strategien, som Medvedev
her omtaler, er udvikling af energieffektiv økonomi, grøn teknologi og en moderne energi
sektor og derved reducere CO2 udslip. Som det også nævnes, har Rusland også en
Climate Doctrine, men at intet tilsyneladende 162 er indarbejdet i hverken
sikkerhedsstrategien eller Arktis strategien tyder på, at der ikke er et holistisk og
omfattende syn på miljø i Rusland.
Norge har da også, som nabo til Rusland, et ønske om, at den tekniske ekspertise, som
deltager i samarbejdet om udvikling af russisk olieudvinding, kan påvirke Rusland til at
passe bedre på miljøet 163 .
6.4.3 Canada
Miljøet er centralt i et af de fire bærende principper i Canadas Northern Strategy. ”Protect
our environmental heritage 164 ” hedder princippet, og gør det derved til en prioriteret
opgave for canadierne. Det miljømæssige har i lang tid været et nøgleemne i Canada.
Allerede tilbage i 1970 indførte den canadiske regering Arctic Waters Pollution Prevention
Act et omfattende regelsæt for regulering og opretholdelse af forureningsbekæmpelse og
trafiksikkerhed for skibe i deres arktiske farvande 165 .
Der er ingen tvivl om, at Canada ønsker at være de førende på dette felt, hvilket også
berøres i erklæringen om den arktiske strategi.
6.4.4 Norge
At Norge værner om miljøet skinner klart igennem, når man kigger på de miljøkrav, det
norske Statoil opererer under. Deres anlæg Snøvit ligger i Hammerfest, i det nordlige
område, og her kombineres profitabel ressourceudnyttelse med de strengeste miljøkrav,
oliebranchen har set 166 .
Norge har samarbejdet med russerne om miljøbeskyttelse siden 88, og aftalen blev fornyet
i 96, men som ovenfor nævnt, håber nordmændene på, at den tekniske knowhow, som
russerne henter ved samarbejde med Statoil, giver afkast på det miljømæssige.
Endvidere er en ambitiøs plan for forvaltning af havmiljøet ved Lofoten og i Barentshavet
fra 2006 opdateret her i marts 2011, med henblik på at skabe økosystembaseret
forvaltning af alle farvandsafsnit 167 .
161 President of Russia’s hjemmeside, presse, 2010: http://eng.kremlin.ru/news/140
162 Russisk strategi vedr. sikkerhed og vedr.Arktis er kun udkommet på russisk, hvorfor analyser og
henvisninger er brugt tilkrydsreferance af indholdet. Se perspektivering kap 8.
163 Martin Breum (2011), p 187.
164 Canadas Northern strategy, Our north, our heritage, our future, the authority of the Minister of Indian
Affairs and Northern Development and Federal Interlocutor for Métis and Non-Status Indians:
http://www.northernstrategy.ca/cns/cns-eng.asp#chp3
165 Statement on Canada's Arctic Foreign Policy:
Exercising Sovereignty and Promoting Canada’s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste,
(2010): http://www.international.gc.ca/polar-polaire/canada_arctic_foreign_policy_bookletla_politique_etrangere_du_canada_pour_arctique_livret.aspx?lang=eng#environment
166 Martin Breum (2011), p 187
167 Miljøverndepartementet, pressemelding, 11 marts 2011,
http://www.regjeringen.no/nb/dep/md/pressesenter/pressemeldinger/2011/oppdatering-avforvaltningsplanen-for-ba.html?id=635584
42

6.4.5 Danmark
At Danmark værner om miljøet fremgår både af formandskabsprogrammet for Arktisk Råd
samt den tidligere arktiske strategi. Her er der fokus på at udvikle et nuanceret billede af
den ændring, der sker for det arktiske klima. Igen gentages, at afbødning af de arktiske
klimaændringer er en global udfordring (se afsnit 1.2.1.), som kræver politisk handling på
alle niveauer og inddragelse af offentligheden i de arktiske stater 168 . Dette er en linje, der
følger den erklæring, som de 5 arktiske stater blev enige om i Ilulissat-erklæringen, hvor
samarbejde på miljøområdet også sættes højt.
6.4.6 Delkonklusion miljømæssige sektor
Som det er tydeligt af ovenstående, holder samtlige miljøet højt. Det er da heller ikke
velset ikke at prioritere miljøet med den potentielle betydning, det har for os alle. Netop
derfor ser vi heller ikke udtalt, at man prioriterer noget højere end miljø. For at se det skal
vi kigge dybere. At USA og Rusland i denne henseende ikke tager et holistisk syn og
rydder op er bare ét eksempel. Det er miljø for dyrt til, og prioriteringerne synes
anderledes. Hvis Greenpeace skulle bestemme, skulle alle olieplaner og gasprojekter i
Arktis aflyses, og trafikruterne igennem nordvest- og nordøstpassagerne skulle forblive
uudnyttede og fiskeri forbydes 169 . Der er mange organisationer, som har været på banen
med hver deres fokus. WWF har fortalt om klimaforandringernes påvirkning på isbjørne og
sæler, og IPS (Indigenous Peoples Secretariat) om samme forandringers påvirkning på de
arktiske folks levevis. Sidstnævnte vil blive berørt i afsnit 6.5.
Geopolitisk kan man i denne sammenhæng påstå, at der fra såvel Canada, Norge som
Danmark sker en afbalancering. Jo mere de to regionale poler synes at være nødsaget til
at se bort fra et dybt miljømæssigt engagement, jo mere afbalancering. Dette kan ske i
dette tilfælde, idet den miljømæssige rækkevidde ikke er stor. Ingen stat vil legitimt kunne
angribe andre under påskud af at være sikkerhedsmæssigt udfordret på baggrund af miljø
til trods for den store rækkevidde af miljømæssige konsekvenser.
Set ift. de danske interesser ligger udfordringen her, som under COP 15, i at få de store til
at følge trop. At få de regionale poler til helhjertet at gøre en indsats for at lave
klimaforbedrende tiltag, der batter. Dette kunne gøres igennem en organisation, f.eks.
Arktisk Råd, men taget i betragtning, at vores formandskab slutter med mødet i Nuuk den
12. maj 2011, vil vi være hensat til at påvirke vore efterfølgere til at tage emnet op.
6.5 Sociale Sektor
I den sociale sektor ses på de samfundsmæssige trusler, som kan true fastholdelsen af
acceptable vilkår for befolkningens identitet (sprog, kultur, religion og national identitet) og
sociale sammenhæng.
Når man kigger nærmere på denne sektor, vil man opdage, at dele af dette allerede er
behandlet. For hvad kan true den arktiske befolknings identitet? Det kan
klimaforandringerne. Den traditionelle fanger, som lever af naturen, kan meget vel være
truet af klimaforandringerne, hvorfor det kan påvirke de arktisk indfødte, det være sig
inuitter, samere og andre grupper. Men dette er kun en del af den kultur. Øget turisme,
øget trafik, industrialisering og dermed infrastruktur, alt, hvad der hører med til at være et
168 The Kingdom of Denmark. Chairmanship of the Arctic Council 2009-2011, (29. April 2009), p 4,
tilgængelig på : http://www.um.dk/NR/rdonlyres/95C16CA0-93A3-4CD6-BD25-
1584948C1264/0/Rigsfællesskabetsformandskabsprogram.pdf
169 Martin Breum, (2011), p 53
43

højintensitetsområde, kan påvirke de oprindelige folks måde at leve på. Alt dette er
undersøgt med den ADHR (Arctic Human Development Report) fra 2004. Denne
konkluderer bl.a., at arktiske samfund er sejlivede og kan klare en del forandringer, men at
denne forandring er omfattende, hurtig og stressende. Endvidere er et af problemerne,
hvordan de oprindelige folk opnår medbestemmelse og medinddragelse 170 .
Idet de klimatiske ændringer ses behandlet under miljø, er det, vi skal kigge efter i denne
sektion den opmærksomhed, staterne giver de arktiske folkeslag gennem strategierne.
6.5.1 USA
Amerikanerne har i deres Comprehensive new Statement of U.S. Arctic Policy nævnt, at
den forøgede aktivitet kræver eller på sigt vil kræve nye internationale arrangementer eller
udvidelser af de eksisterende. Det Arktiske Råd har ydet positive resultater for USA og har
endvidere vist sig som et godt sted for samarbejde med de oprindelige folkegrupper 171 .
Ellers har USA ikke gjort meget ud af deres folk i Alaska. Siden 1984 har der dog
eksisteret en gruppe under den amerikanske administration, US Arctic Research
Commission, en føderal separat kommission. Heri er der repræsentation fra det
amerikanske nordlige folk. USARC afleverer en årlig rapport med forslag til arktiske
emner, der bør tages op 172 .
6.5.2 Rusland
Rusland investerer massivt i det nordlige område, idet de satser på, at deres kommende
rigdomme skal komme fra nord. Endvidere er de nordlige havne af strategisk betydning for
Rusland, som beskrevet i afsnit 6.2.2. Dette betyder dog ikke, at der tages specielt hensyn
til beboerne i de russiske arktiske egne. De er ikke medtaget i strategierne, men med det
nordlige fokus skabes bedre vilkår for det nordlige folk.
6.5.3 Canada
I Canada er regeringens nordlige fokus med til at bringe de canadiske northerners i
centrum. Derfor har de også en plan for, hvordan de udvikler og forbedrer
medbestemmelsen for disse folk. Den candiske regering anerkender deres ret til
deltagelse i Arktisk Råd og ønsker at hjælpe dem til fuld medbestemmelse 173 .
Canada har ’Indigenous Permanent Participant organizations’, som regeringen gennem
“Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting
Canada’s Northern Strategy Abroad” 174 indbyder til at deltage i udarbejdelsen af
politikkerne omkring Arktis.
170 Arctic Human Development Report, Arctic Council, 2004, p 10:
http://www.svs.is/AHDR/AHDR%20chapters/English%20version/AHDR_first%2012pages.pdf
171 Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law,
Vol.103, no 2 (APR 2009) p 344
172 USARC Rapport for 2009-2010, tilgængelig på adressen: http://www.arctic.gov/publications/2009-
10_usarc_goals.html
173 Promoting Canada's Arctic northern strategy internationally, Canadas udenrigstjeneste, (2010):
http://www.international.gc.ca/polar-polaire/arctic-northern_strategy_strategie-nordarctique.aspx?lang=eng#d
174 Statement on Canada's Arctic Foreign Policy:
Exercising Sovereignty and Promoting Canada’s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste,
44

Med det nordlige område som en del af valgoplægget til valget nu i maj (se afsnit 6.1.3)
har regeringen vist deres vilje til at sætte Arktis og dets beboere højt på dagsordenen.
6.5.4 Norge
Norge har et selvstændigt oprettet center under Handelshøjskolen i Bodø, som skal
udnytte de sidste 20 års erfaring med udvikling af forbindelser med
uddannelsesinstitutioner, myndigheder og virksomheder i Rusland 175 . Nordområdecenteret
skal hjælpe interesserede i at tage del i den aktivitet, der er i det nordlige. Også her ses et
tæt samarbejde med Rusland til fordel for de nordlige beboere.
Et kapitel i Norges strategi ”Nye Byggesteiner i nord” er dedikeret til at sikre det norske
urfolks kultur og livsgrundlag 176 for på den måde at sikre, at kulturen kan leve videre selv
under ændrede klimatiske vilkår.
Ifølge det norske fornyelses-, administrations og kirkedepartement ønsker regeringen at
etablere tæt kontakt med minoritetsgruppeorganisationer for at sikre, at deres synspunkter
bliver hørt 177 .
6.5.5 Danmark
I den danske regering er resten af rigsfællesskabet repræsenteret ved permanente
medlemmer. Det sikres derved, at den nordiske stemme bliver hørt i Danmark. På
udenrigsministeriets hjemmeside oplyses det, at Danmark i samarbejde med Færøerne og
Grønland er ved at opdatere rigsfællesskabets Arktis Strategi. Dette sammenholdt med
den danske agenda for formandskabet i Arktisk Råd, med ordlyden i Ilulissat-erklæringen
og med det nuværende fokus på det arktiske område, er det sikkert, at grønlænderne og
de grønlandske inuitters meninger og holdninger bliver taget i betragtning.
6.5.6 Delkonklusion sociale sektor
De sociale forhold i Alaska og i det nordlige Canada såvel som Grønlands nordlige del er
socialt set blevet kaldt den 4. verden, med 3. verdens forhold forværret af klima, isolation
og næsten fraværende infrastruktur 178 . Så med de klimatiske ændringer, godt hjulpet på
vej af udsigten til store gevinster fra naturressourcer, får de arktiske egne måske nu den
opmærksomhed, som de har brug for.
Med en befolkningsmasse på ca. 160.000 fordelt på hele Arktis 179 kan det være svært at
blive hørt, hvorfor inuitter og oprindelige folk fra Arktis er blevet organiseret i Inuit
Circumpolar Council. Samlet har de en bedre chance.
Organisationen er oprettet i 1977, men med den stigende interesse for Arktis er interessen
for ICC også steget.
Geopolitisk kan den sociale sektor ikke byde på de store overraskelser. For de store
nationer, Rusland og USA, er de arktiske befolkninger og oprindelige folk meget små
(2010): http://www.international.gc.ca/polar-polaire/canada_arctic_foreign_policy_bookletla_politique_etrangere_du_canada_pour_arctique_livret.aspx?lang=eng#environment
175 Nordområdesenteret’s hjemmeside: http://www.hibo.no/index.php?ID=14220
176 Nye Byggesteiner i nord, (2009) p 6, tilgængelig på adressen:
http://www.regjeringen.no/upload/UD/Vedlegg/Nordomr%C3%A5dene/byggesteiner_nord090323_2.pdf
177 Fornyings-, Administrasjons- og kirkedepartementets hjemmeside: Nasjonale minoriteter:
http://www.regjeringen.no/nb/dep/fad/tema/nasjonale_minoriteter.html?id=1404
178 Barry Scott Zellen, Arctic Doom, Arctic Boom, ABC-Clio (2009), p 61
179 Inuit Circumpolar Council’s hjemmeside: http://www.inuit.org/
45

minoritetsgrupper, hvor de er noget større i de mindre lande. Så alene rent
størrelsesmæssigt vil emnerne ikke fylde meget for de regionale magter. ICC’s rolle som
samlende organ for de oprindelige folkeslag og deres deltagelse gennem Arktisk Råd har
sikret dem en stemme. Denne stemme er tiltaget med interessen for Arktis.
Danmark, Norge og Canada har dog en fordel. I kraft af staternes samarbejde med de
oprindelige folk er gennemslagskraften større i de fora, hvor også minoriteterne har et
permanent sæde. Dette bruges til at afbalancere USA og Rusland, hvilket forstærker den
sociale sammenhæng og dermed den nationale identitet.
Udfordringen for Danmark er at holde interessen for de oprindelige folks sag, også selvom
der går lang tid. Det gode i denne sag er, at vi har hjælp fra Canada og Norge, som selv vil
holde grupperne inde i debatten.
7. KONKLUSION
Jeg ønskede at undersøge, hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer Danmark har i forhold
til de øvrige aktører i området. Dette gav problemformuleringen:
Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis?
Med den ovenstående analyse ser jeg det muligt at svare på dette spørgsmål.
Udfordringerne, for der er flere, er flettet sammen i de forhold, der gør sig gældende i
Arktis. Udfordringer er det, som står mellem os og vore ønsker.
Sikkerhed i Arktis er vævet ind i bl.a. økonomiske og miljømæssige forhold, som kræver,
at de nationale politikker og strategier indeholder mange facetter og er
sammenhængende 180 , og som vi har set, er dette ikke altid tilfældet. Derfor ser vi, at
forhold i en sektor har en effekt i andre sektorer. Jeg har derfor kigget på sektorerne
enkeltvis for derigennem at lave en forenkling. Jeg vil derfor først kigge på disse
udfordringer for derefter at kæde dem sammen som system of systems, i erkendelse af, at
sektorerne hænger sammen, og udfordringer i en sektor vil skabe en effekt i en anden.
Politisk set er det fundet, at udfordringen i denne sektor bliver at agere bindeled mellem de
to sider af Arktis. USA, med Canada som antibalancerer, er den ene part, og Rusland med
Norge antibalancerende er den anden part. Danmark står derfor i midten. For bedst at
varetage rollen som bindeled vil det være naturligt at vælge de fora, hvor Danmark kan
gøre sig mest gældende og opnå størst mulig indflydelse. Dette passer fint ind i det
danske arbejde indtil nu. Med Ilulissat-erklæringen, som fremkom på dansk initiativ 181 ,
skabtes Arctic 5, hvor alle de stater og interesseorganisationer, som ikke har legitimt (efter
UNCLOS) krav på territorium i Arktis, er siet fra. Dette betyder, at Danmarks stemme
høres højere i A5 end i Arktisk Råd, hvor Danmark de sidste to år har haft
formandsposten. A5 er alene, grundet antallet af deltagere, hurtigere og mere effektivt end
Arktisk Råd. Til gengæld er legitimiteten set udefra højere i Arktisk Råd. Der er mange
fora, Danmark kan vælge. Der er allerede et intensivt samarbejde mellem landene, og
med tilslutningen til Ilulissat, hvor staterne har bundet sig til at følge UNCLOS, bliver
180
Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p 133
181
Martin Breum (2011), p 37
46

udfordringen at følge udviklingen og skabe balance ved hhv. at afbalancere og
antibalancere efter behov.
Militært set består udfordringen i 1: at dække de militære opgaver i et større område og 2:
undgå at starte et våbenkapløb. Med et større geografisk område og med et forventeligt
opadgående trafikmønster vil Danmark alt andet lige skulle kapabilitetsforøge. Dette
gælder både for løsning af de rent overvågningsmæssige- og suverænitetshævdelsesopgaver,
men også ift. eftersøgning og redning samt miljøbekæmpelsesopgaver 182 . Men
de russiske tiltag har allerede vist, at en øget tilstedeværelse vil forøge nervøsiteten fra de
omkringliggende stater. For at nedtone denne nervøsitet og fjerne talen om konflikt og
våbenkapløb, må vi vise, at vore militære investeringer er logiske reaktioner på en forøget
opgave. Dette gøres bedst gennem samarbejde, som også kan sætte os i stand til at løse
opgaver, som vi ikke selv kan løse 183 .
Igen har vi set Norge og Canada som antibalancerende, hvorfor det igen er Danmarks
udfordring at balancere denne sektor i regionen. Rusland har i denne sektor været
repræsentant for den mest aggressive retorik. Deres nye strategi påpeger manglen af
balance i den globale og regionale sikkerhedsarkitektur, som vejer tungt i NATOs favør.
Strategien udtaler russisk modstand mod en fremtidig udvidelse af NATO østover og i
retning mod Ruslands grænser 184 . Således giver retorikken mening, når man ser på, at
Rusland også er den stat, der har mest at tabe rent ressourcemæssig set. Dette betyder,
at det er her, vi skal lægge vores opmærksomhed uden dog at tabe USA. Sådan skabes
balancen. Jeg har tidligere nævnt NACGF som et godt militært afsæt, idet dette forum dog
er rettet fortrinsvist mod det maritime.
Den økonomiske sektor og det ressourcemæssige område er det område, som bærer de
mest potentielle risici 185 . USA vil gerne have del i de ressourcer, som findes i området, idet
dette vil styrke egen position og regionalt frigøre sig af Canada som den store
olieleverandør, men USA’s engagement i området vil afhænge af den amerikanske
internationale agenda. Som konkluderet har USA’s vidt spredte engagementer kostet dyrt,
hvorfor den internationale agenda blive smallere. I øjeblikket ser det ud til, at denne er
domineret af tre emner: Krigen mod terror og valget om at forfølge dette svære emne
militært, spørgsmålet om energisikkerhed og den amerikanske position i den internationale
handel 186 . 2 af disse kunne pege i retningen af Arktis.
Ligeledes er Rusland presset af aftaler om gasleverancer og slunkne nuværende oliefelter.
Norge og Canada vil hver især gerne have del i ressourcerne. Canada grundet internt
pres, og Norge for at kunne blive ved med at købe sig til russernes velvilje ved aftaler, som
er til Ruslands fordel. Det er derfor, Danmark skal balancere denne sektor med
forsigtighed. De store regionale magter, Rusland og USA, vil på grund af deres
økonomiske sikkerhed engagere sig og på neorealistisk vis sikkerhedsmaksimere ved at
søge at opnå den største del. Her har Danmark muligheden for at komme i midten. En
182
KD Jens Walther, Den Arktiske Udfordring,The Arctic- Use it or loose it, Tidsskrift for Søvæsen, nr. 5
2008, p 297.
183
KA Nils C. Wang, Climate Change and defence policy, Tidsskift for Søvæsen, nr 5 2008, p 303
184
Katarzyna Zysk, Geopolitics in the High North, on Russian Arctic Strategy:
http://www.geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=84&Itemid=69&limitstart=2
185
Martin Breum, (2011), p 101
186
Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, p 20. (Security policy library 2-2005):
http://www.nupi.no/content/download/719/17201/version/6/SPB+2-2005_Godzimirski.pdf
47

mulighed og en risiko. Danmark må gennem de eksisterende fora holde mulighederne
åbne og specifikt gennem Arctic 5 fastholde parterne til Ilulissat-erklæringen, for derved at
sikre, at uoverensstemmelser ikke oparbejder sig til konflikt.
Miljømæssigt bliver udfordringen for Danmark at stå samlet med Canada og Norge i
afbalanceringen af USA og Rusland. De miljømæssige implikationer i Arktis er ikke fuldt
erkendt, men det foreløbige hensyn og opmærksomhed på miljøet i Arktis kan klarlægges.
USA og Rusland indtager hver deres plads i toppen af listen over forurenere. Mange
organisationer dækker deres del af miljøet og lægger pres på magthavere og
samarbejdsfora. Miljøet er da også en stor del af arbejdet i Arktisk Råd. COP 15 viste os,
hvor svært det er at få en aftale omkring miljøtiltag, der batter. Så for at få opfyldt det
danske ønske om bæredygtig, miljørigtig udvikling, kan blive en udfordring.
Lige såvel med det sociale. Canada, Norge og Danmark har fokus på det nordiske folk og
deres levevilkår. Vi søger at medinddrage de oprindelige folk i beslutningerne omkring
handlinger i det arktiske. Hos USA og Rusland synes ikke den samme lydhørhed. Med
oprettelsen af samlede organisationer som f.eks. ICC har grupperne dog opnået mere
indflydelse. ICC er bl.a. permanent medlem af Arktisk Råd.
Igen må Danmark søge at afbalancere den manglende indsats hos USA og Rusland
sammen med Canada og Norge.
Der tegner sig et generelt mønster. Den sociale sektor og miljøsektoren har de to store for
travlt til at tage sig af. De koncentrerer sig om de store linjer og de vigtige geopolitiske
emner (politik, militær og økonomi). De små(Canada, Norge og Danmark) kan så
dominere i de mindre, hvor man kan boltre sig uden, at det kan gøre rigtigt ondt.
Man kan således for miljø- og den sociale sektor vende den traditionelle geopolitiske
situation på hovedet og påstå, at USA og Rusland afbalancerer Danmark, Norge og
Canada ved at holde fokus på de emner, hvor de traditionelt er de største. Det er
naturligvis også i god tråd med Neorealismen, hvor militærmagt er den altoverskyggende.
Rusland har både militært og politisk betonet den økonomiske betydning, området har for
dem. USA har ikke råd til at lade områdets potentiale glide mellem deres fingre, hvorfor
Danmark i vores balancering må holde os i god tråd med begge. F.s.v.a. den militære
udfordring findes en balancering gennem de samarbejdsfora, vi allerede har som en god
løsning. Derved kan der samarbejdes om at finde den kapabilitet, som et samlet Arktis har
brug for i mødet med den aktivitetsstigning, som forventes. Derved afmystificeres
investeringerne, og risikoen for konflikt fjernes.
Jeg kan altså i tråd med Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmensen i ”Hold
hovedet koldt” konkludere, at Danmark bør forebygge en opgradering af den
sikkerhedspolitiske spænding ved at investere ressourcer i at bevare dialogfora, der
inkluderer Rusland 187 . Danmark skal for at kunne balancere bevare sin politiske
indflydelse i det internationale miljø. Dette vil dække de udfordringer, som Danmark vil
møde i udviklingen af Arktis.
187 Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmensen, ”Hold hovedet koldt”, 2009, p 40.
48

8. PERSPEKTIVERING
Ovenstående konklusion lyder både let og ligetil, men tag ikke fejl. Bevarelse af den
nuværende balance finder jeg ikke nem. For så vel det økonomiske som det politiske vil
blive mere og mere anstrengt op mod en afgørelse af de fremsatte krav om udvidelse af
territorium. Derved bliver det militære mere og mere present. Desto mere grund til at holde
niveauet og balancen, hvor den er nu, og arbejde gennem de rette fora for en større grad
af samarbejde og forståelse.
Havde svaret været anderledes, hvis jeg havde valgt en anden vinkel?
Såfremt jeg, i stedet for omgivelsesniveauet, havde valgt det systemiske, ville indflydelsen
fra EU, som også har interesser i Arktis, og Kina, spillet væsentligt ind i resultatet. Dette
begrundet i, at den danske interesse er splittet mellem EU og Grønland, idet Danmark har
investeret i begge. Her ville jeg have været nødsaget til at adskille Grønland fra Danmark,
hvilket ville have givet yderligere udfordringer, som dog alle er vendt indad. Jeg har søgt at
rette fokus udad mod hvilke udfordringer, der kommer til rigsfællesskabet og ikke omvendt.
Et andet forhold, der kunne have spillet ind, er relationerne til NATO. Havde jeg regnet
NATO-medlemmerne under et, kunne det så have givet et andet billede? Som nævnt
under konklusionen (afsnit 7), er der i Ruslands sikkerhedsstrategi anført, at NATOs
udvidelse mod Ruslands grænser ses som en trussel. Ved at påpege de 4 andre arktiske
kyststaters forhold til NATO vil det blot give yderligere forklaring på Ruslands aktiviteter.
Så et direkte andet billede ville det ikke give, men nuanceringen ville have været lavere,
for så vidt angår analysen, som nævnt under afsnit 3.6.
Hvis jeg i stedet for en neorealistisk teori havde valgt Københavnerskolen i sin
konstruktionistiske form: Det havde resulteret i en mere dramatiseret forklaring af den
egentlige situation. Mere end nødvendigt. Man kan for så vidt argumentere for en
sikkerhedsliggørelse af alle sektorerne. I hvor vidt, vi i nærværende speciale, taler om
trusler mod del af staten, havde denne teori bragt os mere i retningen af trusler, som
decideret truer statens overlevelse. Dette vil betyde mere drastiske modforholdsregler.
En anden konstruktionisme havde måske været mere relevant, idet det netop er i talen om
Arktis, vi finder føde til udfordringer. Der tales om råstoffer og nye trafikruter, men ingen
kan endnu bekræfte, at talen bliver til virkelighed. Der er lavet forudsigelser om
udbredelsen af den Arktiske is, men alle tager udgangspunkt i den nuværende udvikling.
Disse forudsigelser danner grundlaget for den italesættelse af fremtidige udfordringer. Man
kan spørge sig selv, om vi tager sorgerne på forskud?
Dette kunne give et alternativt syn på udfordringerne, men som beskrevet i teorivalg,
synes jeg, det nærværende valg er det bedste til at påpege udfordringer for aspirationer.
Hvad kunne ellers have indflydelse på den analyse, jeg har fremført. Kilderne har en stor
betydning for tolkningen af de forhold, som byder sig for de aktører, jeg har medtaget i
specialet. Russisk strategi er for eksempel kun på russisk, hvorfor tolkninger og analyser
af strategierne er krydsrefereret og brugt som værende gyldig. Jeg kan derfor ikke sige
mig fri for, at enkelte punkter er undsluppet min opmærksomhed. Dette skønnes dog
enkelttilfælde, idet gentagne pointer og emner f.s.v.a. strategier, som regler er underlagt
analyse og ikke overses totalt.
Endvidere er stofmængden enormt stor. Jeg har forsøgt at sortere de mest radikale
forfattere ud.
49

Alt i alt finder jeg, at specialet er bygget på et generelt udsnit af den eksisterende litteratur.
Dette har medvirket til, at sammen med den valgte teori, er nærværende speciale
dækkende, relevant og brugbart.
Det vil naturligvis kræve en stor anstrengelse at få det operationaliseret. Det kræver
ressourcer at få 5 stater til at samarbejde om mål, som ikke nødvendigvis er
sammenfaldende, men her gælder det om at få deltagerne til at finde fællesnævneren
uanset hvor lav, og tage det som udgangspunkt.
50

9. LITTERATURLISTE
Listen er organiseret i 3 områder: Bøger og artikler samt dokumenter m.m.
Bøger
Barry Buzan og Ole Wæver, Regions and Powers, Cambridge University Press,
Cambridge (2003)
Barry Buzan, Ole Wæver og Jaap de Wilde, Security: A New Framework for
Analysis, Lynne Rienner Publishers, Boulder. (1998)
Barry Buzan, People, State & Fear: An Agenda for International Security Studies in
the Post-Cold War Era, 2nd edition, Harvester Wheatsheaf, Hemel Hempstead. (1991)
Hans Mouritsen, At forklare international politik, Jurist- og økonomiforbundets forlag (1999)
Waltz, Kenneth, Theory of International Politics, McGraw-Hill. New York, (1979).
Carl von Clausewitz, On War, Princeton University Press, 1976
Harry Yarger: Strategy and the national Security professional – Strategic thinking and
Strategy formulation in the 21st century( 2008)
Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen: Hold Hovedet Koldt, Dansk Institut
for Militære studier (2009)
Barry Scott Zellen, Arctic Doom- Arctic Boom: the geopolitics of climate change in the
Arctic, ABC-Clio, Praeger (2009)
Martin Breum, Når isen forsvinder, Gyldendal (2011)
Artikler samt documenter m.m:
UNSG Ban Ki-moon åbningstale til UN Climate Change Summit 2009. Set på :
http://www.un.org/apps/news/infocus/sgspeeches/statments_full.asp?statID=582
Jesper H. Lynge: Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis, FAK, 2010
Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference
(Dartmouth 2008), sponsored by Carnegie Endowment for International Peace.
Tilgængelig på: http://www.carnegieendowment.org/files/arctic_climate_change.pdf
Amos, Jonathan journalist. Artikel i BBC News (2007) Tilgængelig på adressen:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/7139797.stm,
51

NSIDC: http://nsidc.org/arcticseaicenews/faq.html
Maskinmesteren oktober 2009: http://www.e-pages.dk/mmf/56/8
Dansk Forsvar – Globalt engagement, Beretning fra forsvarskommisionen af 2008
Uddrag af 1982 Konventionen:
http://www.un.org/Depts/los/LEGISLATIONANDTREATIES/introduction
Oversigt over LOMROG ekspeditionerne:
http://a76.dk/greenland/north/gr_n_expeditions/lomrog_2009/index.html
USGS artikel kan læses på: http://pubs.usgs.gov/fs/2008/3049/fs2008-3049.pdf
Nationalbankens kvartalsrapport 1. kvt 2010:
http://www.nationalbanken.dk/C1256BE2005737D3/side/Udviklingen_paa_oliemarkedet/$f
ile/oliemarkedet_kvo1_2010.pdf
Udenrigsministeriet: Arktis i en brydningtid- Forslag til strategi for aktiviteter i det arktiske
område (2008) tilgængelig på adressen: http://www.um.dk/NR/rdonlyres/962AFDC2-
30CE-412D-B7C7-070241C7D9D8/0/ARKTISK_STRATEGI.pdf
Freedom House 2010:
http://www.freedomhouse.org/template.cfm?page=363&year=2010&country=7944
CIA Worldfact book (2011): https://www.cia.gov/library/publications/the-worldfactbook/geos/us.html
Alexander Timoshik, artikel i Pravda 06-08-2007:
http://english.pravda.ru/world/americas/06-08-2007/95703-united_states_arctic-0/
Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.UK Defence academy
(2007
Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of
International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009)
Jonas Gahr Støre på NATO Annual session 2010. http://www.natopa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
Kremlin 10 FEB 2011: http://eng.kremlin.ru/news/1758
Gloria Galloway, Alan Freeman, Globe and Mail, Ottowa assails Moscow’s Arctic
ambition(3. August 2007):
http://www.theglobeandmail.com/news/technology/science/article774901.ece
Canadian Defence & Foreign affairs Institute ( AUG 2008),
http://www.cdfai.org/PDF/Rob%20Huebert%20on%20Canada%20and%20Arctic%20sover
eignty.pdf
Franklyn Griffiths, ”The Shipping News”, International Journal, (spring 2003)
52

Franklyn Griffiths, Towards a Canadian Arctic strategy, (2009)
http://2030north.carc.org/docs/Session%205%20-
%20Canadian%20Arctic%20Strategy%20Paper%20-%20Griffiths.pdf
Canadas Northern Strategy. Tilgængelig på adressen:
http://www.northernstrategy.ca/cns/cns-eng.asp#chp3
Geopolitics in the high north. 2011:
http://www.geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=84&Itemi
d=69&limitstart=7
Nye byggesteiner i nord:
http://www.regjeringen.no/upload/UD/Vedlegg/Nordområdene/byggesteiner_nord090323_
2.pdf
Aqqaluk Lynge, Ingeniøren, juni 2010: http://ing.dk/artikel/109785-inuit-formand-groenlandkan-ikke-overskue-olieefterforskning
Nikolai Petersen, Politiken 2. maj 2010:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE961840/dansk-arktis-politik-bombet-tilbage/
Jon Rahbek-Rasmussen Politiken 23. sep. 2010:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE794133/analyse-cool-business-viser-vejen-i-arktis/
Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009)
Torsten Raagaard, Thulebasen central for USA, 2001, :
http://flix.dk/modules.php?name=News&file=print&sid=4143
SIPRI opgør efter faktisk forbrug. Listen kan ses på:
http://www.sipri.org/research/armaments/milex/factsheet2010
Opgørelse af US soldater fordeling geografisk: 1
http://siadapp.dmdc.osd.mil/personnel/MILITARY/history/hst1012.pdf
Donald O’Roarke, Changes in the Arctic, Congress Research service (7. Apr 2011):
http://www.fas.org/sgp/crs/misc/R41153.pdf
Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic
Ocean, Journal of International Affairs (spring/summer 2008)
Climate Change Poses a Major Challenge for the U.S. Navy in the Arctic, artikel i The New
York Times (11 MAR 2011): http://www.nytimes.com/cwire/2011/03/11/11climatewireclimate-change-poses-a-major-challenge-for-t-13451.html?pagewanted=2
NATOs 10. møde: http://www.nato-pa.int/default.asp?SHORTCUT=2082
Katarzyna Zysk, Geopolitics in the High North
http://www.geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=153:russi
as-arctic-strategy-ambitions-and-constraints&catid=35:russia&Itemid=103
53

Russias Arctic Policy No Cause for Alarm, The Globe and Mail :
http://www.theglobeandmail.com/news/politics/russias-arctic-policy-no-cause-for-alarmmackay-told/article1684428/
Alexei G.Arbatov, Russia: Military reform, SIPRI, 1999
(http://www.sipri.org/yearbook/1999/04
Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI (Security policy library 2-2005):
http://www.nupi.no/content/download/719/17201/version/6/SPB+2-2005_Godzimirski.pdf
Udenrigsministeriets landefakta, maj 2011,:
http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/LandeFakta/LandefaktaNordamerika/Landefakt
aCanada
Statement on Canada's Arctic Foreign Policy:
Exercising Sovereignty and Promoting Canada’s Northern Strategy Abroad, Canadas
udenrigstjeneste, (2010): http://www.international.gc.ca/polarpolaire/canada_arctic_foreign_policy_bookletla_politique_etrangere_du_canada_pour_arctique_livret.aspx?lang=eng#environment
Mia Benett, foreignpolicyblogs.com, 22 APR 2011,
http://arctic.foreignpolicyblogs.com/2011/04/22/canadian-election-update/
Michael Byers, new jets could trigger arctic arms race,
http://byers.typepad.com/arctic/2010/10/new-jets-could-trigger-arctic-arms-race.html#more
Trine Bjerregaard, Ingeniøren, (20. april 2011), http://ing.dk/artikel/118502-ballade-omnorges-jsf-koeb
Norske forsvars årsrapport 2010, http://forsvaret.no/arsrapport2010/Sider/kontroll.aspx
”Danskforsvar – Globalt engagement”, beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, p 72
Forsvarsforliget 2010-2014, p 8: tilgængeligt på adressen:
http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forligstekst%20inkl%20bilag.pdf
Thorvald Stoltenberg, Regeringen.no, 2009, tilgængelig på:
http://www.mfa.is/media/Frettatilkynning/Nordic_report.pdf
Den Norske Regerings presseservice:
http://www.regjeringen.no/nb/dep/ud/pressesenter/pressemeldinger/2011/norden_enige.ht
ml?id=637871
Grønlands Kommando hjemmeside:
http://forsvaret.dk/GLK/OmGLK/Opgaver/Pages/Opgaver.aspx
Lawson W Brigham, Arctic Maritime Transport and Security: responses to a changing
Arctic Ocean access, Tidsskrift for Søvæsen, (2008)
Michael Byers, Interview til Arcticsecurity.org (25.april 2010):
http://www.arcticsecurity.org/?p=287
54

Vladimir Putin, Pressemøde i statsministeriet 26. april 2011,
http://www.stm.dk/_p_13414.html
CBC News, Canadian Press, 25. Marts 2010:
http://www.cbc.ca/news/canada/north/story/2010/03/25/arctic-military025.html
Poverty-rate. USA Today 16/9-2010: http://www.usatoday.com/news/nation/census/2010-
09-16-poverty-rate-income-numbers_N.htm
Medvedev om russisk energisikkerhed, Artikel i RIANOVSTI fra den 27 marts 2009:
http://en.rian.ru/russia/20090327/120769411.html
Nikolaj Petersen, The Arctic as a New Arena for Danish Foreign Policy: The Ilulissat
Initiative and its Implications, Danish Foreign Policy Yearbook 2009, 2009
Utenriksdepartetmentets hjemmeside, Nordområdeportalen,
http://www.regjeringen.no/nb/dep/ud/dok/rapporter_planer/rapporter/2010/nordomradesats
ingen---status-oktober-201.html?id=620374
Udenrigministeriets landefakta, Norge,
http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktaeuropa/landefaktanorge
Finn Breinholt Larsen, Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse,
Kamikposten, (1997):
http://www.kamikposten.dk/default.aspx?udvalgt=19971028c3&folder=hvadermeningen&s
prog=da&tag=alleartikler
US Dept. of State. Background note: Canada: http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/2089.htm
UNFCCC,Status on Kyoto,
http://unfccc.int/kyoto_protocol/status_of_ratification/items/2613.php
Ilulissat-erklæringen, (2008), http://www.um.dk/NR/rdonlyres/5FB1EE71-950B-449C-
8C90-096B3B09B479/0/Ilulissat_erklæringen.pdf
CO2 udledning på verdensplan, FN statistiske afdeling. Baseret på 2007 tal. Tilgængelig
på adressen:http://mdgs.un.org/unsd/mdg/SeriesDetail.aspx?srid=749
Medvedev om forurening, President of Russia’s hjemmeside, presse, 2010:
http://eng.kremlin.ru/news/140
Canadas Northern strategy, Our north, our heritage, our future, the authority of the Minister
of Indian Affairs and Northern Development and Federal Interlocutor for Métis and Non-
Status Indians: http://www.northernstrategy.ca/cns/cns-eng.asp#chp3
Statement on Canada's Arctic Foreign Policy:
Exercising Sovereignty and Promoting Canada’s Northern Strategy Abroad, Canadas
udenrigstjeneste, (2010): http://www.international.gc.ca/polarpolaire/canada_arctic_foreign_policy_bookletla_politique_etrangere_du_canada_pour_arctique_livret.aspx?lang=eng#environment
Nordområdesenteret’s hjemmeside: http://www.hibo.no/index.php?ID=14220
55

Miljøverndepartementet, pressemelding, 11 marts 2011,
http://www.regjeringen.no/nb/dep/md/pressesenter/pressemeldinger/2011/oppdatering-avforvaltningsplanen-for-ba.html?id=635584
The Kingdom of Denmark. Chairmanship of the Arctic Council 2009-2011, (29. April 2009),
p 4, tilgængelig på : http://www.um.dk/NR/rdonlyres/95C16CA0-93A3-4CD6-BD25-
1584948C1264/0/Rigsfællesskabetsformandskabsprogram.pdf
Arctic Human Development Report, Arctic Council, 2004, p 10:
http://www.svs.is/AHDR/AHDR%20chapters/English%20version/AHDR_first%2012pages.
pdf
USARC Rapport for 2009-2010, tilgængelig på adressen:
http://www.arctic.gov/publications/2009-10_usarc_goals.html
Promoting Canada's Arctic northern strategy internationally, Canadas udenrigstjeneste,
(2010): http://www.international.gc.ca/polar-polaire/arctic-northern_strategy_strategienord-arctique.aspx?lang=eng#d
Fornyings-, Administrasjons- og kirkedepartementets hjemmeside: Nasjonale minoriteter:
http://www.regjeringen.no/nb/dep/fad/tema/nasjonale_minoriteter.html?id=1404
Inuit Circumpolar Council’s hjemmeside: http://www.inuit.org/
Jens Walther, Den Arktiske Udfordring,The Arctic- Use it or loose it, Tidsskrift for
Søvæsen, nr. 5 - 2008.
56