Søgbar version

der i princippet også for beskæftigelsesterapeutuddannelsen
.
Timefordelingsplanerne ved terapiassistentinstitutet
i Århus kan anføres som eksempel
på, hvorledes en timefordelingsplan
kan udformes ud fra de muligheder med
hensyn til hospitalspraktik, lærerkræfter
,m. v., som institutet har kunnet skaffe. Begge
planerne (henholdsvis for fysioterapeutuddannelsen
og beskæftigelsesterapeutuddannelsen)
vedrører 3-årige uddannelser
med timetal, der opfylder, til dels overstiger,
udvalgets forslag.
Timefordelingsplanerne er vist i tabel 5
og 6. Hospitalspraktikken gives, som det
vil ses, på en række sygehuse m. v. og strækker
sig over 16 måneder. Eleverne går i
praktiktiden ind i afdelingernes arbejdsstab
med den begrænsning, der følger af
uddannelsesformålet, og de får ferie efter
samme retningslinier som afdelingernes faste
personale. Om eftermiddagen samles
eleverne på hospitalsafdelingerne, hvor de
får undervisning i sygdomslære med patientdemonstrationer
af afdelingernes læger,
der er antaget som lærere af Århus-insti tutet.
I det pågældende tidsrum (16 måneder)
undervises eleverne tillige nogle timer daglig
på skolen i terapiteori og -teknik.
Københavns kommunes repræsentant i udvalget
(E. Berlin) har afgivet følgende udtalelse:
»Efter at jeg har haft lejlighed til
at. drøfte sagen med Københavns kommunes
fysiurgiske overlæger ved Kommunehospitalet,
Bispebjerg hospital, De gamles
By og Nørre hospital, er jeg blevet bestyrket
i min opfattelse af, at kommunens fysiurgiske
afdelinger ikke vil kunne påtage
sig en så stor undervisningsbyrde som afdelingerne
i Århus. Det må erindres, at eleverne
ville komme til hospitalerne ganske
uforberedt på praktisk arbejde, medens de
hidtil på skolerne har fået nogen praktisk
oplæring og tilvænning til at behandle og
omgås patienter. Eleverne vil efter forslaget
være på forskellige uddannelsestrin, og
selv om der skabes en ordning, hvorefter
hospitalerne vil kunne have instruktionsfysioterapeuter
til rådighed, vil man ikke i
de travle formiddagstimer kunne overkomme
at give eleverne tilstrækkeligt indblik i
arbejdet og optræne dem til selvstændig arbejdsindsats.
Det vil antagelig heller ikke
være muligt at disponere over læger fra an-
67
dre specialer end det fysiurgiske til at påtage
sig teoriundervisning af fysioterapeuteleverne
på hospitalerne om eftermiddagen,
fordi disse læger i forvejen har store
undervisningsbyrder på hospitalerne over
for andre personalegrupper og i øvrigt også
er optaget af så mange andre opgaver, at
de ikke vil kunne afse tid til denne undervisning.
Det må endvidere påpeges, at flere
af hospitalerne ikke kan skaffe arbejdsplads
til et stort antal fysioterapeutelever,
der alene deltager i arbejdet om formiddagen,
idet man ikke kan indskrænke antallet
af uddannede fysioterapeuter af hensyn til
de arbejdsopgaver, som foregår om eftermiddagen,
og de vagttjenester udenfor normal
arbejdstid, som er pålagt fysioterapeuterne.
Det må tillige forekomme vanskeligt
at kræve, at ulønnede praktikanter i så lang
tid (16 måneder) skal være villige til at underkaste
sig de disciplinære regler over for
hospitalet, som af hensyn til arbejdets afvikling
må fordres af hele personalet.
Det har været overvejet, om den ved institutet
i Århus benyttede ordning med
halvdagspraktik på sygehusene kunne gennemføres
i København på den måde, at eleverne
opdeles i formiddags- og eftermiddagshold,
således at kun halvdelen ad gangen
er til stede. Dette lader sig imidlertid
ikke gøre, idet der alligevel vil bestå den
afgørende ulempe, at eleverne kommer til
praktisk uddannelse på hospitalerne uden
forinden at have modtaget forberedende
praktikuddannelse på skolerne, og også andre
vanskeligheder stiller sig hindrende i
vejen for en sådan ordning.
Idet jeg går ud fra, at Københavns kommune
vil være villig til og interesseret i at
bidrage til uddannelsen af fysioterapeuter,
kan jeg i overensstemmelse med kommunens
fysiurgiske overlæger udtale, at den
indledende praktikuddannelse på skolerne
må anses for en nødvendig forudsætning
for, at hospitalerne kan påtage sig at videreføre
den praktiske oplæring af eleverne.
Bestræbelserne bør gå ud på at udvide og
udbygge den praktiske uddannelse på hospitalerne,
sålede? som Teilmanns kursus
længe har ønsket, men ikke kunnet opnå.
Den praktiske uddannelse på hospitalerne
fore3lås givet under ét års ansættelse som
elev med 7 timers daglig tjeneste i umiddelbar
tilslutning til 2 års uddannelse på fysio-