Søgbar version

Kapitel XII.
Uddannelse af instruktionsterapeuter.
1. Almindelige bemærkninger.
En stor del af undervisningen a£ terapiassistentelever
varetages af terapiassistenter;
det gælder både undervisningen på selve
skolen og praktikundervisningen på sygehuse
og andre institutioner. Da der ikke
findes nogen speciel uddannelse for instruktionsterapeuter,
er denne undervisning
hidtil normalt blevet varetaget af terapiassistenter
uden anden uddannelse
end den almindelige grunduddannelse,
eventuelt suppleret med de suppleringskurser,
der fra tid til anden er afholdt.
Dersom undervisningen af terapiassistenter
skal kunne gennemføres forsvarligt efter
de i nærværende betænkning foreslåede
retningslinier, må der gives de undervisende
terapiassistenter (instruktionsterapeuter)
et særligt instruktørkursus.
Udvalget har tilvejebragt oplysninger om
tilrettelæggelsen af instruktørkurser i England
og Canada. Uddannelsen af instruktionsfysioterapeuter
i England er efter en
fornylig foretaget revision tilrettelagt således,
at eleverne, der skal være autoriserede
fysioterapeuter og have haft mindst 2
års praktisk arbejde som fysioterapeut, skal
gennemgå et 2-årigt heldagskursus på en
skole eller anden institution, der er godkendt
hertil. Der gives undervisning i anatomi,
fysiologi, fysioterapiteori og -teknik
samt teoretisk og praktisk undervisningsteknik.
På grund af en for tiden stedfindende
udbygning af sygehusvæsenet i England
og mangel på fysioterapeuter, har
man imidlertid i England ved siden af den
omtalte uddannelse som en foreløbig nødordning
godkendt gennemførelsen af nogle
6 måneders kurser, der lægger hovedvægten
på undervisning i pædagogik.
Endvidere afholdes der i England og Canada
kurser for instruktionsbeskæftigelsesterapeuter.
Det engelske instruktørkursus
lægger vægt på videreuddannelse i ét teoretisk
fag samtidig med videregående uddannelse
i visse praktiske fag, hvortil kommer
undervisningsteknik og pædagogik. I Canada
er uddannelsen af såvel beskæftigelsesterapeuter
som instruktionsterapeuter nært
knyttet til universitetets medicinske fakultet.
De to kursers varighed er 1 — 1 i /2 år.
Da det er vigtigt, at der her i landet i
løbet af kort tid tilvejebringes et ikke ringe
antal fysioterapeut- og beskæftigelsesterapeutinstruktører,
foreslås der etableret nogle
midlertidige kurser af kort varighed,
hvorved deltagerne kan erhverve sig udvidet
kendskab til deres fag cg til undervisningsmetoder.
Et forslag til sådanne nødkurser
er beskrevet nedenfor.
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt
at give et blot nogenlunde nøjagtigt
tal for, hvor mange instruktionsterapeuter,
der indtil videre er brug for at få uddannet.
Tallets størrelse afhænger bl. a. af, i
hvilken takt grunduddannelsens kapacitet
udvides. Det vil imidlertid være nødvendigt,
at. der så hurtigt som muligt uddannes
instruktionsterapeuter, og udvalget
foreslår, at der i første omgang afholdes 2
instruktørkurser for fysioterapeuter (f. eks.
å 20 elever) og 1 for beskæftigelsesterapeuter.
Så snart der er skabt klarhed over antallet
af terapiassistentskoler under den ny ordning,
må det samlede behov for uddannelse
af instruktører nærmere undersøges, f. eks.
af det foreslåede uddannelsemævn 1 ).
Kurserne foreslås oprettet ved terapiassistentskolerne,
og udgifterne ved kursusdriften
vil da i det væsentligste være begrænset
til ydelsen af vederlag til lærerkræfterne.
J ) Som oplyst i kapitel XI, punkt 8, har udvalget ved udregningen af udgifterne ved terapiassistentuddannelsen
anslået, at en skole, der årlig optager 2 hold fysioterapeuter, må kunne råde
over 3 instruktionsterapeuter på skolen (1 undervisningsleder og 2 assistenter), hvortil kommer
en del instruktører til den praktiske uddannelse.
74