Den trojanske kæphest - VIA University College

More documents

Recommendations

Info

AF FRODE BOYE ANDERSEN 30 PH.D. - AFHANDLING og videnskabsteoriens opgave er at komme med de nødvendige udkast til abstraktioner i den forbindelse. 55 Spørgsmålet til videnskaben går da snarere på hvorledes det er muligt at forme abstraktioner med reference til hændelsesmæssig realitet? Luhmann (2000a:137) understreger at det aldrig vil kunne lade sig gøre at udforske den wirklichen Wirklichkeit i systemer; realiteten vil aldrig blive konventionel eller ontologisk virkelighed: ”Als realität zählt nur der Widerstand von Beobachtungen gegen beobachtungen”. Videnskaben og alle andre kommer altså aldrig tættere på realiteten end en iagttagelses afstand og enhver realitetsprøvning eller sandsynliggørelse af videnskabelige iagttagelser er forskrevet til samme betingelse. Realitet emergerer for iagttageren – operativt konstrueret – gennem de iagttagelsesforskelle der anvendes, og videnskabssystemet er afhængigt af egne og andres iagttagelser i en art triangulerende validering. 56 En kvantitativ bekræftelse (mange forhold med lignende resultat) kan være mulig, men især vil stor heterognitet i analysespekteret (forskellighed i ledeforskelle, organisationstyper mv. som leder til påvisning af sammenhænge) kunne indikere hvad Luhmann let misvisende kalder sandhed. Han løsner dog det absolutte greb om sandheden ved den umiddelbare tilføjelse: ...”også hvis sammenhængene kun kan indses af iagttageren” (2000b:97). I forlængelse af denne gyldighedsproblematik minder Luhmann om at de videnskabelige resultater ikke ’svarer til’ realiteten, men at de ’griber’ realiteten som pålidelig ordningsform. Videnskabssystemet er på denne vis selvforsikrende gennem iagttagelsesoperationer der altid selv må stå til iagttagelse og derfor også metodisk må kunne konstitueres som iagttagelser. ”Det, som bliver konstrueret som realitet, er i sidste instans altså kun garanteret på grund af iagttagbarheden af iagttagelser.” 57 IAGTTAGELSE FORSKUDT ”Jede Theorie ist die konstruktion eines Beobachters, auch die Theorie autopoietischer Systeme.” 58 Alle iagttagelser – og dermed alle beskrivelser og alle videnskabelige teorier – er i Luhmanns terminologi hængt op på et paradoks. Det paradoksale knytter sig til muligheden af at se det skelnede som en enhed og i videre forstand til at iagttagelsen betegner en side i det skelnede, men aldrig positionen hvorfra der iagttages: iagttageren. ”Das Paradox aber ist der Beobachter selbst, der sich selbst im Beobachten nicht beobachten kann.” (2000a:10). Det paradoksale er et armvrid på iagttageren der således ikke kan se hvad han ikke kan se. For at komme fri af dette paradoksale greb må man afparadoksere eller udfolde 55 Luhmann 2000b:342. 56 Luhmann 2000b:97, Thyssen 2003b:24f., Qvortrup 2006b:35; skønt poly- vil være mere dækkende end tri-. 57 Kneer & Nassehi 1997:152. 58 Luhmann 2000a:77. Luhmann applikerer autopoiesis fra den biologiske kontekst hos Maturana over på sociale systemer (1997b). ”Luhmann havde altid sin egen perception, når han tog disse begreber op.” (Baecker i Volkmer & Borch 2000:123). Sådanne åbne lån og metaforiske læsninger i andre teorier kan påkalde sig kritik – eller prøves på deres frugtbare rekonstruktion inden for nye rammer....
paradokserne. 59 Selv om der er teoretisk relevans i Luhmanns begreb om paradoks, så forekommer det ikke operativt at være rigtig frugtbart. 60 Det paradoksale fremstår eksempelvis netop ikke paradoksalt for den iagttager der måtte være afparadokseringens hovedaktionær. Hvad er da det alternative forslag? ”Udfoldelsen af et paradoks er intet andet end henlæggelse af iagttagerens blinde plet til et andet, mindre forstyrrende sted.” 61 Ved at konkretisere denne henlæggelse som en operativ forskydning af iagttagelsespunkt – forskningsmæssigt hyppigt en forskydning fra første til anden orden – fremstår en pragmatisk udvej til omgåelse af paradoksien gennem seriel iagttagelse. 62 Paradoksets greb løsnes forbigående af en ny iagttagelsesoperation, forskudt fra den forrige. Frem for at fokusere på afparadokseringen af paradokset som et sådant retter forskydning fokus mod de fortsatte operationer. Heller ikke forskydninger kan dog dispensere fra iagttagelsens jernlov: at ingen iagttagelser eller iagttagere kan komme bag om sig selv. I analysen er det imidlertid nødvendigt at fiksere iagttagelser og dermed afblænde det paradoksale for at gøre det skelnede operationsdueligt. Metodologisk har dette samme konsekvens som det epistemologiske afsæt ovenfor; man må give afkald på iagttager-neutraliseret beskrivelse af organisationens væsen og dermed gå fra Was-fragen til Wie-fragen. 63 Med et begrebslån fra Fink (1991) kan man sige at organisationen går fra en adjektivisk fremtrædelse til alene at lade sig beskrive adverbielt: Altså, på hvilken måde kommer [Skolen] til syne gennem selvbeskrivelser og andre iagttagelser? På hvilken måde kommer [Skolen] eksempelvis til syne gennem det fremstillede Billede I? TEKST ”Organisationen haben keinen Körper, aber sie haben einen Text.” 64 Hvad er det så man kan iagttage som ’organisation’? Organisationer er sociale systemer der producerer og reproducerer sig autopoietisk gennem kommunikation; organisationer består af kommunikation og kommunikationens tilregning som handling. 65 Kommunikation lader sig kun iagttage indirekte så det bliver en forudsætning for iagttagelse at systemet lader sig reducere til en sammenhæng af handlinger 66 og lader sig repræsentere af tekst – hvad enten teksten er selvbeskrivelse som kan bære organisationens identifikation eller i bredere forstand er tekstlighed som medium for organisationens hukommelse. 59 Andersen 2001; Luhmann 2000a:129f. 60 Jeg går i denne forbindelse ikke ind i kritikken af brugen af det paradoksale som upræcist (Knudsen 2003:139f.) eller som ’tilbøjelighed’ hos Luhmann til at lukke eller udfolde efter behov (Thyssen 2003a:270), men deler i øvrigt kritikkens pointer. 61 Luhmann 2003:41; ...”replaced by a distinction which is for the time being convincing.”(Luhmann i Thyssen 1995:26). 62 Jf. Knudsen 2003; 2004 og også jf. forskydningens funktion hos Bramming & Frandsen 2003. 63 Luhmann 2000a:43ff. 64 ibid.:422. 65 Luhmann 2000b:217. 66 ibid.:223; for videnskabelig iagttagelse ligger udfordringen i at skulle kunne slutte tilbage fra handling til kommunikation. PH.D. - AFHANDLING AF FRODE BOYE ANDERSEN 31
Page 1: DEN TROJANSKE KÆPHEST IAGTTAGELSE
Page 4 and 5: DEN TROJANSKE KÆPHEST IAGTTAGELSE
Page 6 and 7: AF FRODE BOYE ANDERSEN 6 PH.D. - AF
Page 8 and 9: AF FRODE BOYE ANDERSEN 8 PH.D. - AF
Page 10 and 11: AF FRODE BOYE ANDERSEN 10 PH.D. - A
Page 80 and 81:
AF FRODE BOYE ANDERSEN 80 PH.D. - A
Page 82 and 83:
Page 84 and 85:
Page 86 and 87:
Page 88 and 89:
Page 90 and 91:
Page 92 and 93:
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
PH.D. - AFHANDLING AF FRODE BOYE AN
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
Page 130 and 131:
Page 132 and 133:
Page 134 and 135:
Page 136 and 137:
Page 138 and 139:
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
Page 154 and 155:
Page 156 and 157:
Page 158 and 159:
Page 160 and 161:
Page 162 and 163:
PH.D . - AFH A NDLI N G A F FR ODE
Page 164 and 165:
Page 166 and 167:
Page 168 and 169:
Page 170 and 171:
Page 172 and 173:
Page 174 and 175:
Page 176 and 177:
Page 178 and 179:
Page 180 and 181:
Page 182 and 183:
Page 184 and 185:
Page 186 and 187:
Page 188 and 189:
Page 190 and 191:
Page 192 and 193:
Page 194 and 195:
Page 196 and 197:
Page 198 and 199:
Page 200 and 201:
Page 202 and 203:
Page 204 and 205:
Page 206 and 207:
Page 208 and 209:
Page 210 and 211:
Page 212 and 213:
Page 214 and 215:
Page 216:
show all

Den trojanske kæphest - VIA University College

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?