Den trojanske kæphest - VIA University College

More documents

Recommendations

Info

AF FRODE BOYE ANDERSEN 32 PH.D. - AFHANDLING Selvbeskrivelsestekst er en forenklet tilkoblingshorisont for organisationen; tekstens andenside – den ikke-tilkoblings-duelige – er utilgængelig eller ikkeviden for organisationen og kan iagttages som sådan af en iagttager (Luhmann 2000a:417f.). Billederne I-VI i denne afhandling er tekster af tekster; nogle af de underliggende tekster har selvbeskrivelsesværdi for [Skolen], andre er af mere ubesat karakter, men i genfremstillingen i form af ’billeder’ bliver teksterne først løsrevet fra og siden tilregnet [Skolen] igen. Der kan altså ikke i strikt forstand være tale om selvbeskrivelser, men om tekster der lader [Skolen] emergere for en iagttagers blik. Ikke desto mindre vil dette være et funktionelt greb om [Skolen] som organisation, og analytisk vil billederne momentvis skulle undgælde som både selvbeskrivelse og fremmedbeskrivelse! 67 Teksterne processerer den (de mange) skelnen som de selv og organisationerne består af – og vil kunne vise hen til hvordan der kobles, – men autopoiese sikrer ikke i sig selv stringens i systemets skelnen eller logisk processeren. 68 Som indblik i organisationerne må man da tage til takke med teksterne, men ikke nødvendigvis tage dem for gode varer. Eksempelvis er selvbeskrivelserne ofte – ligesom Billede I-VI primært – af ovenfra-oprindelse, og dermed føjes strukturelle usikkerheder til de førnævnte logiske. Luhmann lægger pragmatisk op til accept af denne omkostning i relationen til organisationerne (og deres selvbeskrivelser), men privilegerer i forlængelse deraf videnskabens muligheder for produktive beskrivelser: Gennem teorien er der tilbud om beskrivelser af meget højere kontingens og kompleksitet ... ”in denen ”die Praxis” sich nicht ohne weiteres wiedererkennen kann.” Denne ’teoriledede distance’ vil både være anderledes i forhold til konventionel organisationsteori og en forudsætning for at bringe praksis ud over praksis selv (2000a:428). Denne pointe virker befriende for en praksisforskning som dermed løslades fra et umiddelbart pres på leverancen af anvisninger og problemløsning. Pointen reserverer videnskab og teori til deres særlige styrke over for praksis: distance, – og pointen gør samtidig videnskaben sårbar over for kritiske spørgsmål om forskning som teoretisk distancering vil kunne være til noget i praksis – i praksis? Inden for systemteorien vil svaret i første omgang henvise til at videnskaben er sit eget system; videnskabssystemet vil kun eventuelt kunne ’være til noget’ for ’praksis’ i kraft af sin autopoietiske lukning. Kritikken vil da kunne hævde at have fået et tautologisk svar. Jeg vender tilbage til videnskaben som system nedenfor; foreløbigt kunne man dog anføre at hverken lukning eller distance behøver at betyde at der mangler tilkoblingsmuligheder. 67 Luhmann (2000a:433) åbner for at eksterne konsulenter – og forskere må man formode – opholder sig i en undtagelseszone hvorfra der muligvis kan produceres både selv- og fremmedbeskrivelse. 68 ibid.:8f.; eller temporært: teksterne vil ofte have efterslæb i forhold til et hændelsesmæssigt nu og vil i denne forstand uundgåeligt få en fiktional dimension (ibid.:432).
HvAD LADER SIG IAGTTAGE? Eller rettere: hvad lader sig iagttage i det som iagttages af (den eksterne) iagttager? Kan også ’latente strukturer’ emergere som realitet? Dette er spørgsmål om hvad der er tilgængeligt for en iagttager – og om en iagttager kan se sammenhænge der ikke er tilgængelige for det iagttagede system selv. Luhmann (2000b:345) foreslår forsigtigt at der kan blive tale om ’instrumentering’ af iagttagelser for at kunne give henvisninger til sammenhænge form. Men han advarer mod forestilling om at en ’rearrangering’ af systemets meningshenvisninger kalder strukturer frem af en egentlig latens. Dette er dog ikke i modsætning til at en funktionel analyse kan virke som afklaring af latens – også i de tilfælde hvor latensen ikke kan gøres synlig for organisationen selv på grund af latensens funktion i organisationen. På samme måde som analysen formodentligt vil ommøblere etablerede perspektiver i organisationsteksten uden hensyn til organisationens egen kapacitet til at få øje på en sådan reorganisering og den medfølgende kontingens. Analysen rekonstruerer en kontingens som var midlertidigt lukket, og både i forhold til latens og kontingens ’overbebyrder’ analysen således organisationen: ”Den underforstår frihedsgrader i sit objekt, som ikke står til dets egen rådighed.”(ibid.:96). Den funktionelle analyse må kompensere for denne ’realitetsovervurdering’ ved løbende at reflektere differencen mellem objektets selvreference og analysens selvreference. På den ene side kan man sige at den funktionelle analyse gennem systemteorien immuniserer sig – grænsende til arrogance – over for eventuelle indvendinger mod de udkast til skelnen som analysen påfører sit objekt. I den forstand vil en epistemologisk tilgang ikke opleves mere venligtsindet af objektet end en konventionel ontologisk; organisationen vil stadig kunne holdes i et førergreb af objektiverende analytisk fremmedbestemmelse. Denne immunisering er en operationel styrke, men en svaghed på et meta-teoretisk niveau fordi teori og analyse på eget grundlag vil kunne være uanfægtet af kritik og konkurrerende analytiske blikke. På den anden side kan man anføre at den funktionelle analyse er en af de få muligheder for at tage metodologisk konsekvens af en epistemologisk tilgang. 69 Og at der gennem iagttagelsesoperationens grundfigur af betegnelse og skelnen inden for en forskel tilbydes en klarlæggende udfoldelse af objektsystemerne – som de kan objekte imod. Karakteristisk vil man netop på denne måde kunne tematisere forhold der ellers kun vanskeligt lader sig tematisere i organisationen. Det vil dog være afgørende at organisationen selv bliver i stand til at deltage i kommunikation om iagttagelser og at analysens iagttagelsesledende forskelle holdes eksplicitte for organisationen. Spørgsmål om iagttagelsers sidstehenvisning bliver derfor ikke bare meta-teoretisk interessant, men også analytisk meget relevant – og konkret. 69 Der er dog andre: diskursanalyse (fx Andersen 1999a og Jørgensen & Phillips 1999), narration (fx Hermansen 2001) mv. PH.D. - AFHANDLING AF FRODE BOYE ANDERSEN 33
Page 1: DEN TROJANSKE KÆPHEST IAGTTAGELSE
Page 4 and 5: DEN TROJANSKE KÆPHEST IAGTTAGELSE
Page 6 and 7: AF FRODE BOYE ANDERSEN 6 PH.D. - AF
Page 8 and 9: AF FRODE BOYE ANDERSEN 8 PH.D. - AF
Page 10 and 11: AF FRODE BOYE ANDERSEN 10 PH.D. - A
Page 82 and 83:
AF FRODE BOYE ANDERSEN 82 PH.D. - A
Page 84 and 85:
Page 86 and 87:
Page 88 and 89:
Page 90 and 91:
Page 92 and 93:
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
PH.D. - AFHANDLING AF FRODE BOYE AN
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
Page 130 and 131:
Page 132 and 133:
Page 134 and 135:
Page 136 and 137:
Page 138 and 139:
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
Page 154 and 155:
Page 156 and 157:
Page 158 and 159:
Page 160 and 161:
Page 162 and 163:
PH.D . - AFH A NDLI N G A F FR ODE
Page 164 and 165:
Page 166 and 167:
Page 168 and 169:
Page 170 and 171:
Page 172 and 173:
Page 174 and 175:
Page 176 and 177:
Page 178 and 179:
Page 180 and 181:
Page 182 and 183:
Page 184 and 185:
Page 186 and 187:
Page 188 and 189:
Page 190 and 191:
Page 192 and 193:
Page 194 and 195:
Page 196 and 197:
Page 198 and 199:
Page 200 and 201:
Page 202 and 203:
Page 204 and 205:
Page 206 and 207:
Page 208 and 209:
Page 210 and 211:
Page 212 and 213:
Page 214 and 215:
Page 216:
show all

Den trojanske kæphest - VIA University College

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?