Den trojanske kæphest - VIA University College

More documents

Recommendations

Info

AF FRODE BOYE ANDERSEN 42 PH.D. - AFHANDLING gensidige iagttagelse afspejler det underliggende vilkår af dobbelt kontingens; den dobbelte kontingens har i systemteorien især anskuelighedsværdi i forhold til interaktion, til hvordan realitetens ’menneske’ indgår i interaktionen, og således til hvordan det sociale system dannes som emergent orden (ibid.). Det dobbeltkontingente har som nævnt umiddelbart illustrativ appel i forbindelse med fx ’personers’ interaktion, men det dobbeltkontingente – den gensidige relation af black-box – er en almen, grundlæggende problematik for systemer og for forskningens forsøg på vidensskabelse. Med Billede I-VI er organisationen [Skolen] midlertidigt fikseret i en form der understøtter asymmetrien mellem iagttager og genstand. Dette fikserede ’nu’ dækker bedragerisk over alt det der er gået forud og over det som stadig pulserer i interaktionens selvreferentielle rekonstruktioner af såvel det fikserede som ’forskeren’. Videnskabssystemet ...”som selvreferentielt system beskæftiger sig med selvreferentielle objekter. Videnskabens objektforhold er da et dobbelt kontingensforhold. Objektet kan kun udforskes ved, at man sætter dets selvreference i bevægelse. Al transparens der kan opnås, er da transparens af interaktion med objektet og de dertil nødvendige fortolkninger.”(ibid.:551) Luhmann noterer at objektets selvreference særligt gøres interessant som objektets selvreferentielle konstitution – altså som objektets iagttagelse af sig selv. Samtidig med selvreferencens og dobbeltkontingensens bidrag til usandsynlighed vil systemerne aktualiseres for hinanden gennem skelnen og strukturelle koblinger. Denne fremmedrefererences medløbende selvreference anfægter ikke det dobbeltkontingente, men medfører som i fremstillingen af Billede I-VI at både genstand og iagttager masseres på en måde der – uden undertoner – kan kaldes intim. Som interaktionssystem skaber den selvreferentielle lukning en systemintim, struktureret kompleksitet – i en kombination af høj indifference og specifik sensibilitet (jf. ibid.:553). Uden for systemteoriens sprogbrug ville man kunne tale om en symbiotisk alliance. Billede I-VI influerer i denne forstand både på hvordan [Skolen] emergerer som organisation og hvordan iagttageren emergerer som iagttager, men videnskabssystemet vil dog som iagttagende af anden orden altid repræsentere et forspring – et forspring af samme karakter som skildpaddens over for Achilleus. Enhver iagttagelses- og udforskningsoperation forandrer samtidig sin genstand – det iagttagede system. Forskningsoperationen er operation i begge systemer på en og samme gang og gør sig selv til del af sin genstand (ibid.:277). Luhmann taler ikke om forspring, men om et ’inkongruent perspektiv’. Videnskabssystemet spejler ikke bare eller overtager den iagttagen det støder på. ”Snarere bliver det iagttagede system påført en procedure vedrørende reproduktionen og kompleksitetsstigningen, som det ikke er mulig for det selv. Videnskaben benytter begrebslige abstraktioner i sin analyse, som ikke giver det iagttagede systems konkrete viden om sit miljø og løbende selverfaring ret. På grundlag af sådanne reduktioner – og det retfærdiggør dem – bliver mere kompleksitet gjort synlig end den der er tilgængelig for det iagttagede system selv. I denne forstand stiller den for store krav til sin genstands selvreferentielle orden. Den undergraver sin genstands
intuitive evidenser.” (ibid.:95) Iagttagelse har en iboende risiko for at overbebyrde det iagttagede. Igen bliver genstandens mulighed for at værge for sig – og vidensskabssystemets skridsikkerhed – til et spørgsmål om sidstehenvisning. SIDSTEHENvISNING Der er altså tale om at videnskabssystemet selvreferentielt og rekursivt kloner en forskelsmarkering på en realitet som forskeren selv har arrangeret – for på denne måde både at analysere udfordringen og give bud på mulige forståelsesveje. Hvis dette er grundlaget for skabelse af viden så .... er det fordi det giver match til en epistemologisk grundantagelse der – som Luhmann siger det – ikke udelukker at systemer kan tælle motorcykler på Isle of Man, men hvor mødet med realiteten begynder med en skelnende distinktion og alt hvad der kommer efterfølgende er vernetzungen. 98 Også viden. ”Spørgsmålet om sidstebegrundelse kan kun besvares inden for selvreferentielle systemers selvferentielle teorier.” (Luhmann 2000b:550) Den funktionelle analyse vil i særlig grad skabe sin genstands problematik gennem selve analysen og på denne måde begrunde både iagttagelse og sidstebegrundelse selvreferentielt (ibid.:96f.). Konventionelt ville man her kunne høre efterspørgsel på ’rationalitet’ men systemteoriens rationalitetsbegreb er – i teoriens natur – også selvreferentielt; rationalitet er når den anvendte skelnen anvendes refleksivt, det vil sige når systemet reflekterer over differencens enhed. Henvisningen er da selv en selvreferentiel proces fordi ...”systemet må kontrollere sine virkninger på omverdenen gennem tilbagevirkningerne på sig selv, hvis det vil forholde sig rationelt.”(ibid.:539) Man kommer på denne måde hele tiden tilbage til definitionen af et selvreferentielt system og til den første skelnen. Det selvreferentielle system der selv konstituerer de elementer det består af og løbende reproducerer selvkonstitutionen gennem rekursiv henvisning til den. 99 Og den skelnen hvormed iagttagelse altid bare begynder som en selvprivilegerende difference i en (re-)vernetzung af iagttagelser. 100 Systemteoriens net er fintmasket. Muligheden for at lade realiteten gøre modstand er ikke noget generøst anliggende, men dog en mulighed for at demontere et tautologisk eller selvreferentielt selvsving. 101 Det er vanskeligt at anholde en selvreferentielt begrundet sidstehenvisning på dens eget grundlag. Systemteo- riensanalytiske – og dermed denne afhandlings – sidstehenvisning kan derimod ta’s på den erklærede kontingente skelnen i et anden ordens blik. 98 Luhmann 2000b:551. 99 ibid.:72. 100 ibid.:253. 101 jf. Thyssen 2006. PH.D. - AFHANDLING AF FRODE BOYE ANDERSEN 43
Page 1: DEN TROJANSKE KÆPHEST IAGTTAGELSE
Page 4 and 5: DEN TROJANSKE KÆPHEST IAGTTAGELSE
Page 6 and 7: AF FRODE BOYE ANDERSEN 6 PH.D. - AF
Page 8 and 9: AF FRODE BOYE ANDERSEN 8 PH.D. - AF
Page 10 and 11: AF FRODE BOYE ANDERSEN 10 PH.D. - A
Page 92 and 93:
AF FRODE BOYE ANDERSEN 92 PH.D. - A
Page 94 and 95:
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
PH.D. - AFHANDLING AF FRODE BOYE AN
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106 and 107:
Page 108 and 109:
Page 110 and 111:
Page 112 and 113:
Page 114 and 115:
Page 116 and 117:
Page 118 and 119:
Page 120 and 121:
Page 122 and 123:
Page 124 and 125:
Page 126 and 127:
Page 128 and 129:
Page 130 and 131:
Page 132 and 133:
Page 134 and 135:
Page 136 and 137:
Page 138 and 139:
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
Page 154 and 155:
Page 156 and 157:
Page 158 and 159:
Page 160 and 161:
Page 162 and 163:
PH.D . - AFH A NDLI N G A F FR ODE
Page 164 and 165:
Page 166 and 167:
Page 168 and 169:
Page 170 and 171:
Page 172 and 173:
Page 174 and 175:
Page 176 and 177:
Page 178 and 179:
Page 180 and 181:
Page 182 and 183:
Page 184 and 185:
Page 186 and 187:
Page 188 and 189:
Page 190 and 191:
Page 192 and 193:
Page 194 and 195:
Page 196 and 197:
Page 198 and 199:
Page 200 and 201:
Page 202 and 203:
Page 204 and 205:
Page 206 and 207:
Page 208 and 209:
Page 210 and 211:
Page 212 and 213:
Page 214 and 215:
Page 216:
show all

Den trojanske kæphest - VIA University College

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?