Britisk tillid til dansk hospitalsteam - Hovedorganisationen af ...

22 nr. 3/2009 DE GØR EN FORSKEL
Peter Dahl Thruelsen peger på, at det er staten Danmark, der er i krig i
Afghanistan. Derfor har staten en forpligtelse overfor Forsvaret; men
sandelig også en civil forpligtelse.
Helmandplanen. Det er jo ikke nok blot at konstatere, hvor langt
man er kommet, for så bare at tilpasse målene for 2009. Man burde
have undersøgt, hvad der i 2009 kan foretages og styrkes for at nå
flere mål. Altså om det, vi lavede i 2008, overhovedet var det rigtige,
og om det understøttede den militære fremgang tilstrækkeligt. Det
er hele den analysekapacitet, der mangler.
- Vi mangler simpelthen en instans, hvor der sidder mennesker,
der har langsigtet, dybtgående indsigt og kendskab til konflikten i
Afghanistan. Det har vi ikke, så når man fra Udenrigsministeriets
og Forsvarsministeriets side udarbejder en plan med folk, hvor flere
af dem, der har været med til at skrive 2008-planen, slet ikke er
med til at skrive 2009-planen, får vi ikke den nødvendige, dybtgående
analyse, der er behov for. Derved bliver hele denne mere langsigtede
forankring af viden udvisket. Det er et problem.
- Det er lidt arrogant at tro, at vi kan involvere os i én af de største
sikkerhedspolitiske udfordringer for Danmark i nyere tid uden at
gennemføre en – på det strategiske niveau – organisatorisk ændring,
så den viden, der genereres, også forbliver til rådighed. Derved
ville vi konstant kunne forbedre og tilpasse hele den danske
indsats til den konstante udvikling i det komplekse miljø i Afghanistan.
- Når man så kommer ud for en situation, hvor det faktisk går
godt – som i Gereshk, hvor sikkerheden er blevet bedre -, er det vigtigt,
at den militære indsats kan overgå til en stabiliseringsfase.
Men til gennemførelse af den fase har Danmark kun en lille håndfuld
udviklingsrådgivere til projekter for en befolkning i omegnen
af 50.000 til 100.000 personer, oplyser Peter Dahl Thruelsen, som
fortæller, at Udenrigsministeriet har oplyst, at PRT (Provincial Reconstruction
Team) i Lashkar Gah kan bistå med rådgivningen,
men på forespørgsler til PRT oplyser man, at man ikke har ressourcer
nok til den indsats.
Manglende danske udviklingsrådgivere
- I april 2008 fortalte henholdsvis borgmesteren fra Gereshk og distriktsguvernøren
mig, at de største problemer var Taleban og et
dårligt uddannet politi. I dag er dette ændret til kriminalitet og jobmangel.
Så man kan deraf se, at det ikke er en langsigtet udviklings-
bistand, der aktuelt er brug for i stabiliseringsfasen, men derimod
løsninger fra flere udviklingsrådgivere for at indfri befolkningens
umiddelbare behov og derved forankre den militære fremgang
gennem positive tiltag over for befolkningen. Derved siger jeg ikke,
at langsigtede bistandsprojekter såsom skoler ikke skal gennemføres.
Det skal de, men hovedvægten skal lægges på stabiliseringseffekter,
som på kort sigt kan skabe resultater.
- Udenrigsministeriet stiller gerne flere udviklingsrådgivere til
rådighed, hvis Forsvarsministeriet vil betale for og bidrage til deres
sikkerhed. Sådan er samtænknings- tanken „strikket sammen“ –
Udenrigsministeriet skaffer rådgiverne, og Forsvarsministeriet betaler
for sikkerheden, enten ved at stille soldater til rådighed eller
ved at betale et privat sikkerhedsfirma for opgaven. Det ville blive
spændende, hvis Forsvaret rent faktisk ville stille det nødvendige
antal soldater til rådighed for Udenrigsministeriets rådgivere, for
jeg tvivler på, om Udenrigsministeriet kunne finde tilstrækkeligt
med folk, der også har de rigtige profiler til at løse opgaven.
- Jeg har tidligere givet udtryk for, at så længe der ikke er skabt én
eller anden form for incitamentsstruktur indenfor statsadministrationen,
hvor det faktisk vil være karrierefremmende at tage ud i en
konfliktzone for at være med til at styrke udviklingen, vil kun et fåtal
melde sig for at deltage i et sådant arbejde. Vi har for eksempel
set, at Udenrigsministeriet gentagne gange har slået stillinger op,
og at der er gået lang tid, fra behovet i missionen er opstået, til stillingen
er blevet besat, og den pågældende er blevet sendt af sted.
- Denne procedure skal gå hurtigt, for når vi arbejder i sådan et
stabiliseringsmiljø, er det vigtigt, at effekterne kommer hurtigt.
Man skal i Danmark lære at forstå, at der er forskel på oprørsbekæmpelse
og udviklingsbistand. Foretager man oprørsbekæmpelse,
så skal man gå efter stabiliseringseffekter, og så kan vi ikke vente
et halvt eller helt år på, at den rigtige person kommer, men det kan
man godt i den traditionelle udviklingsbistand. Der skal altså skabes
en struktur, der fremmer ønsket om at deltage i denne type missioner,
så også andre dele af statsadministrationen kommer til at
bidrage til indsatsen – der som sagt ikke alene er Forsvarets ansvar,
men hele statens, siger Peter Dahl Thruelsen.