Britisk tillid til dansk hospitalsteam - Hovedorganisationen af ...

Jeg mener, at Forsvaret er en god arbejdsplads.
Den påstand vil sikkert få mange læsere
til at løfte øjenbrynene. Forsvaret har
været meget i medierne – og generelt ikke
for det positive. Som lederskribent har jeg
heller ikke selv holdt mig tilbage med kritik
af Forsvaret. Ikke desto mindre er det min
faste overbevisning, at Forsvaret helt
grundlæggende er en fremragende arbejdsplads.
I det efterfølgende vil jeg uddybe
min påstand:
Forleden læste jeg en fyldig rapport fra
konsulentfirmaet „Capacent Epinion“ om
Fastholdelse og Rekruttering fra januar dette
år. Jeg vil tillade mig at citere følgende fra
rapporten:
„For mange er Forsvaret nemlig mere end en
arbejdsplads. Det er et socialt fællesskab og en
kilde til identitet. Ens kolleger i Forsvaret er
mere end „blot“ kolleger, de er i mange tilfælde
også venner. Ligesom identiteten som ansat i
Forsvaret stikker dybt; for manges vedkommende
langt dybere, end man ser på arbejdspladser
i det civile.
Det spiller samtidig ind, at man i Forsvaret
løser en særlig type opgaver, og at man gør det i
tæt samspil med sine kolleger. Til tider farefulde
(fx på missionerne), som regel afvekslende
og ofte af en karakter, der ikke kender sin lige
andre steder. Nogle medarbejdere har for eksempel
formuleret, at „det, vi laver her i Forsvaret,
betaler man for andre steder i samfundet“.
For manges vedkommende stammer motivationen,
engagementet og det dybe tilhørsforhold
til Forsvaret fra de særlige opgaver, Forsvaret
løser. Mange medarbejdere oplever, at de
arbejder i en større sags tjeneste, end det er tilfældet
i private virksomheder, der i sidste ende
er fokuseret på at tjene penge.“
Den holdning blandt Forsvarets ansatte,
som her nævnes i „Capacent Epinions“
rapport, trådte også tydeligt frem i afgangsrapporterne
fra perioden 2000–2002. Loya-
litet, engagement, faglig stolthed m.v. har
(heldigvis) ikke ændret sig siden dengang,
på trods af at Forsvaret i sin struktur og opgaveløsning
har ændret sig ekstremt meget.
Gå en tur i det danske forsvar, og jeg er
sikker på, at vi ikke møder et eneste tjenestested,
hvor medarbejderne ikke er besjælet
af „den hellige ild“. Netop deres opgaver
er de vigtigste i Forsvaret, mener de, og det
tror de på. Det er motivationen i deres daglige
indsats. Og de har jo ret. Deres arbejde
er jo netop forudsætningen for, at Forsvaret
kan løse sine opgaver. Hver eneste arbejdsplads
er et lille hjul i et stort maskineri,
som kun kan fungere, såfremt alle hjulene
fungerer. Vi er alle klar over, at Forsvarets
vigtigste produkter er opgaveløsningen
nationalt og internationalt. Ingen af os er i
tvivl om, at det internationale engagement
og de nationale opgaver løses på et usædvanlig
højt professionelt niveau, men vi
glemmer måske lidt for tit, at forudsætningen
for denne opgaveløsning skabes herhjemme:
på skolerne, i de funktionelle tjenester,
i stabene og i uddannelsesenhederne.
Det være sig i hæren, søværnet, flyvevåbnet,
Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen,
Forsvarets Efterretningstjeneste eller
Forsvarets Auditørkorps. Alle steder leverer
man uvurderlige og absolut nødvendige bidrag.
Under et nyligt besøg i Afghanistan,
hvor jeg havde mulighed for at møde
dansk personel i Armadillo, FOB Prize, FOB
Bastion, Kandahar og Kabul, kunne jeg ved
selvsyn konstatere, at skønt soldaterne
havde været i Afghanistan i fem måneder
og med rette kunne forventes at være
„krigstrætte“, var det ikke den holdning,
der lyste ud af dem. Tværtimod var det højt
humør, engagement, faglig stolthed og i
øvrigt – lidt overraskende – stor respekt for
deres modstandere.
Jeg indrømmer blankt, at det fyldte mig
med stolthed, at det firma, hvor jeg har lagt
mere end 35 år af mit arbejdsliv, rummer
sådanne medarbejdere.
Oplever jeg så det samme på tjenestestederne
herhjemme? Uagtet at der kan lyde
megen kritik, som oftest oven i købet beret-
LEDER BENT FABRICIUS
nr. 3/2009
Forsvaret bygger på
loyalitet, engagement og faglig stolthed
Naturligvis er der mangt og meget, der
bør ændres. Jeg fornemmer, at viljen til
ændringer er til stede hos vore øverste
chefer.
5
tiget kritik, er jeg ikke et sekund i tvivl om,
at de holdninger, man kan konstatere ude i
de operative enheder, også findes herhjemme
på skolerne, i de funktionelle tjenester
o.s.v. Vi må bare ikke glemme, at de selv
samme medarbejdere, der skal levere de
forudsætningsskabende produkter til de
operative enheder, også skal bidrage til den
største omstilling af dansk forsvar i mands
minde og samtidigt rydde op i årtiers nedprioriterede
opgaver.
Det er en ualmindelig stor mundfuld, ja
nærmest en urimelig opgave. Jeg kan imidlertid
ikke mindes at have set mange kritiske
eller negative indlæg i dagspressen fra
medarbejderne i Forsvaret. Dette vil jeg
først og fremmest tilskrive medarbejdernes
loyalitet, faglige stolthed og deres engagement.
Jeg mener, at det må være et privilegium
for en minister og en styrelseschef at have
sådanne medarbejdere. Mange vil nok
spørge, om de værdsætter det? Ja, selvfølgelig
gør de det. Og helt ærligt må jeg indrømme,
at selvom anerkendelse og ros af medarbejdere
forekommer sjældent ude på tjenestestederne,
så kommer vi ikke udenom,
at de øverste chefer ikke forsømmer enhver
lejlighed til at rose os – medarbejderne.
Såvel personelorganisationerne som ledelsen
har grund til at være stolte af de ansattes
indsats og de resultater, Forsvaret leverer.
Naturligvis er der mangt og meget,
der bør ændres. Jeg fornemmer, at viljen til
ændringer er til stede hos vore øverste chefer.
Vi må imidlertid erkende, at vi selv har
et medansvar for, at der sker ændringer til
det positive inden for hvert vores ansvarsog
arbejdsområde.
Venlig hilsen
Bent Fabricius