Britisk tillid til dansk hospitalsteam - Hovedorganisationen af ...

More documents

Recommendations

Info

8 nr. 3/2009 DEBAT skal afløses af nye kampfly. Dette har medført et fuldstændigt fravær af objektiv analyse dels af behovene, dels af de økonomiske omkostningers virkning på det samlede forsvar og dels af de mange andre valgmuligheder for nye fly. Forsvarets indre sammenhængskraft I ugerne efter mit indlæg i Danske Officerer 1/2009 fik jeg et stort antal tilkendegivelser fra kolleger især fra hæren, men faktisk også fra flyvevåbnet, deriblandt én fra chefgruppen. Alle roste og støttede mig. Alle kender en del kolleger, som er enige. Det er min opfattelse, at man i fraværet af militærfaglig opposition totalt overser Forsvarets indre sammenhængskraft som et vigtigt aspekt i afgørelsen om køb af nye kampfly. Der synes at være en meget lille forståelse for den foreslåede massive investering i nye kampfly blandt hærens personel, samt i de dele af flyvevåbnet, som ikke har noget med kampfly at gøre. Folk er fortørnede over det ultimative krav om en optimalløsning, når de i deres hverdag må leve med minimalløsninger. Det synes nærmest surrealistisk, at nogen drømmer om så massive investeringer, samtidig med at hold efter hold udsendes uden træning med alt det rigtige udstyr på grund af pengemangel. Politikerne bør vide, at det kan knække sammenhængskraften i Forsvaret, hvis man gennemfører en så massiv og stigmatiserende investering, som simpelthen ikke har bred accept og forståelse i hovedparten af Forsvaret. Det kan få ødelæggende virkning på rekrutteringen, hvis soldaterne må se pengene flyve rundt oppe på himlen. Et forsvar i balance er også et forsvar i harmoni og indbyrdes accept. Mikkel Vedby Rasmussen fra Dansk Institut for Militære Studier skrev i en kronik i Berlingske Tidende (3. januar 2009), at der må vælges mellem to væsensforskellige modeller for Forsvaret; enten et blåt eller et grønt forsvar. Jeg er fuldstændig enig med ham i hovedbudskabet. Desværre skrev han også, at den grønne model vil ændre flyvevåbnets rolle til at blive hærens busselskab. Den udlægning er jeg uenig i. Vi har brug for et flyvevåben, som kan indgå „Joint“ i Danmarks samlede indsats, og ikke et busselskab. En meget dyr løsning Mit forslag er ikke et partsindlæg. Faktisk er jeg oprigtigt bekymret for flyvevåbnets fremtid. Hvis politikerne afviser den „pistol“, de har fået sat for panden: „Det er nye kampfly, eller vi betragter værnet som nedlagt“, så kan vi ende med et irrelevant flyvevåben. Mine forslag er ikke nogen fattig løsning – afhængigt af ambition og økonomi omfatter forslaget investeringer på 10-20 mia. kr. samt driftsomkostninger. Fortalerne for kampfly forsøger at tage patent på at spå om fremti- Kaptajn Lars H. Jensen mener, at Forsvaret bør købe den tunge CH47-helikopter, og han peger på, at man ikke skal betragte Hercules og CH47 som transportfly,men som effektleverandører. Foto: RAAF Photo - WO2 Noel Gilby. den. Netop de har løsningen, som dækker alle behov de næste 50 år, nemlig kampflyet – schweizerkniven. Det er en meget dyr løsning med mange kapaciteter, men vi har ikke brug for dem alle. Vi bør i stedet købe verdens bedste kniv, skruetrækker, pincet m.m. Disse er hver især målrettede og har en netop tilstrækkelig kapacitet. Det vil være langt billigere at opdatere disse værktøjer, da hver enkelt kan udskiftes eller udvikles, uden at der skal tages hensyn til de andre kapaciteter, som ved en schweizerkniv. Vi kan sammenligne de sidste 25 års to indsættelser af kampfly i internationale operationer med de næste 20 års sandsynlige fravær af konventionel trussel mod Danmark. Vil vi med danmarkshistoriens dyreste våbensystem få råd til flere udsendelser med en effekt, som står mål med prisen? Mit forslag forsøges dømt „ubrugeligt“ med tre argumenter. Argumenterne hviler imidlertid på en helt forkert forudsætning. I en ægte analyse er løsningen ikke givet på forhånd. Det er den her, og den er, at vi skal have kampfly. Luftoverlegenhed er ubestrideligt vigtig, men hvem siger, at Danmark skal levere den? I hvilken sammenhæng i overskuelig fremtid kan Danmark tænkes at operere internationalt uden stærke koalitionspartnere, som kan tilvejebringe luftoverlegenheden? Hvor ser man en konflikt, hvor småstaten Danmark skal levere denne afgørende effekt? Hvorfor kan vi i andre sammenhænge basere os på fremmede nationers CASEVAC, UAV, efterretninger, strategisk og taktisk lufttransport o.s.v.? Svaret er selvfølgelig, at dette er ikke så sexet som kampfly, og det er jo dem, man vil have. Lavine af uventede følgeinvesteringer Danmark skal kunne udvise solidaritet og risikovillighed for at få indflydelse. Sådan opnår småstater sikkerhed. Og reel risikovillighed viser man i form af soldater på jorden. Det ses tydeligt ud af presset mod de NATO-lande, som ikke vil tage ansvar i Afghanistan. Så det er næppe en realistisk mulighed at fravælge den grønne løsning. Den angiveligt voksende trussel fra Surface-to-Air (SAM)-missiler er i den seneste tids lovprisning af kampfly blevet tillagt særlig vægt som argument for bemandede kampfly. Det forstår jeg simpelthen ikke. Efter min opfattelse taler det da netop for ubemandede fly, så vi ikke risikerer tab af piloters liv eller må se dem optræde på TV i gidselrollen. Bliver der skudt en MQ9 Reaper ned, så ryger der 60 mio. kr. materiel, det må da være et bedre bytteforhold end 3/4 mia. kr. og en pilot? Hvis man kun kan bruge kampfly, så tvinges de jo til at flyve så højt, at støtten bliver for ringe eller ikke kan leveres. Det sker jo også, at der er skyer på himlen. Eller endnu værre: så begynder man at
fantasere om SEAD-kapaciteter (Suppression of Enemy Air Defence). Går vi den vej, vil prisen for JSF-projektet blegne mod disse omkostninger. Denne argumentation viser, at en satsning på nye kampfly sandsynligvis udløser en lavine af uventede følgeinvesteringer. Ser vi på Afghanistan, så kan antallet af SAM’s mod vestlige fly vist tælles på en hånd. Det er desuden en uhørt luksus at afvise forslaget om anskaffelse af MQ9 Reaper med „at krigen er ovre, inden vi kan nå at indføre dem“. Med de nuværende tabstal kunne vore soldater godt bruge støtten fra Reaper, som kan tilvejebringes døgnet rundt for en tredjedel af prisen for én Joint Strike Fighter. Når man yderligere påstår, at den irregulære krig i Afghanistan ikke giver nogen brugbar lære for andre krige, og næstefter nævner Afrika, så vækker det dyb undren. Især da det kobles sammen med behovet for luftoverlegenhed. Det burde da være en overskuelig opgave i den region. Ingen militærmagt i Mellemøsten eller Afrika matcher Vestens. Derfor er den irregulære konflikts karakter, at den svage part er nødt til at angribe asymmetrisk. Han må søge at vælge tid og sted for sine ildoverfald, vejsidebomber, raketangreb, baghold eller selvmordsangreb. Han må søge at unddrage sig vor våbenvirkning ved at søge ind i bebyggede områder og skjule sig blandt civilbefolkningen. De fleste af fremtidens konflikter vil ske i byområder; er det „kampflyterræn“? Disse taktikker vil være eneste mulighed for enhver, som vil udfordre vestlige styrker de næste mange år. Der er ikke mange argumenter i denne kendsgerning for en investering, som gør Forsvaret aldeles uafbalanceret. Oprørskrigen kræver soldater på jorden, den kan ikke vindes fra luften, når fjenden skruppelløst gemmer sig blandt civile. I denne form for krig er luftstøtte alligevel meget vigtig, men det kræver afgørende sikkerhed mod utilsigtede følgeskader. Det kræver kontinuerlig luftstøtte døgnet rundt med små bomber eller direkte skydende våben. Det kan leveres meget billigere og bedre med mine foreslåede flytyper end med de umådeligt dyre kampfly, som foreslås anskaffet. Et vel afbalanceret forslag Jeg har bedt to tidligere chefer for hærens Tactical Air Control Party-batteri (altså de virkelige „kunder“ til luftstøtten) om at vurdere mine forslag: „Det er et operativt spændende, økonomisk relevant og meget sagligt forslag, der stilles. I forbindelse med Combat Air Support (CAS) vil fire MQ-9 Reaper med sensorer og våben kunne støtte et dansk bidrag som f.eks. det i ISAF med noget nær 24/7 dækning. Et fly har ca. 12 timers flyvetid. Kombineres det med AC-130, som er den perfekte CAS-platform i mørke, vil vi kunne dækkes yderligere, og da en AC-130 har en flyvetid på over 12 timer, vil et dansk bidrag have mulighed for flystøtte døgnet rundt. Vi vurderer det ikke muligt at levere samme „dækning“ med et kampflybidrag på fire fly. Vores nuværende generation af F16-fly vurderes at kunne dække hærens behov mange år fremover, da vi med lægmands øjne ikke opnår kapaciteter ved en Joint Strike Fighter (JSF), der væsentligt vil forbedre „livet for soldaten på jorden“. Med en JSF er der uden lufttankning ca. 60 min.’s „playtime“ til en- DEBAT nr. 3/2009 hederne på jorden i hver mission, og med fire fly vil vi kunne opnå støtte i ca. 4-5 timer. Er der mulighed for lufttankning, vil en JSF kunne være ved styrkerne i ca. 5-6 gange en time (5 lufttankninger), hvorefter den skal tilbage på landjorden, men igen: det forudsætter, at vi er „gået i byen“ med NATO og ikke er eneste nation i en fjern, urolig stat….“ (kaptajnerne Rasmus Amstrup og Troels Skræp). Mit forslag er ikke „ubrugeligt“. Det er tværtimod vel afbalanceret med den økonomiske virkelighed. Mine foreslåede flytyper er i høj grad brugbare, det er kampfly også. Men i iveren for at dæmonisere opponenter overses det, at jeg jo ikke siger, at de nuværende F16 er ubrugelige. Mit forslag indeholder faktisk et kim til at bevare kampflyekspertisen på vågeblus, hvis kampfly skulle vise sig nødvendige for at forsvare dansk territorium om 20-40 år. Fly som effektleverandører Jeg fastholder derfor mit forslag. Vi bør straks købe MQ9 Reaper. Dernæst bør vi købe AC-130, fordi dette meget lidt offensive fly vil være som skabt til de næste 20 års oprørskrige, hvor natoperationer udnytter vores teknologiske overlegenhed maksimalt. Flyets hovedkapaciteter er ekstremt stærke kamerasystemer og en meget præcis og afdæmpet våbenvirkning. I modsætning til vore fire mulige udsendte kampfly vil AC-130 være stærkt efterspurgt selv af USA. Og det kan indgå i vores nuværende støttestruktur. Vi bør købe den tunge CH47-helikopter. Effekt leveres ikke kun af bomber. Som doktrinerne har ændret sig, skal man ikke betragte Hercules og CH47 som transportfly. Man skal se dem som effektleverandører. Hvor en F16 leverer en effekt i form af en bombe på afgørende tid og sted, så leverer en CH47 en afgørende effekt i form af et køretøj med sensorer eller effektorer. I dagens højmobile operationer er levering af køretøjer i den tredje dimension ubetinget nødvendig. En væsentlig trussel i fremtiden er cyberangreb. Kommunikation er afgørende for internationale operationer. Derfor undrer det mig, at mit forslag om anskaffelse af en kommunikationssatellit overhovedet ikke er blevet udfordret. Men det har selvfølgelig ikke samme appeal som kampfly. Mit forslag repræsenterer meget efterspurgte kapaciteter, som vi har råd til. Det vil bevare sammenhængskraften i et afbalanceret forsvar. Det vil fastholde flyvevåbnet som relevant kapacitet, når valget af Mikkel Vedby Rasmussens „grønne model“ formentlig erkendes uomgængeligt af økonomiske årsager. Hvis man køber for 15 mia. kr. Reaper, AC-130 og CH47, så er der jo stadig råd til at købe nye kampfly om 20 år. Det giver reelle, afbalancerede, politiske valgmuligheder i tid og rum. Og hvis man lige lægger dæmoniseringen på is et øjeblik, så rummer forslaget faktisk kimet til en fremtidig kampflykapacitet, såfremt denne måtte blive nødvendig for Danmarks eksistens. I mellemtiden må vi jo så have de fly, som vi virkelig har behov for! 9
Page 1 and 2: www.hod.dk 3| marts | 2009 Danmark
Page 3 and 4: HOD’s webportal: www.hod.dk Chefs
Page 5 and 6: Jeg mener, at Forsvaret er en god a
Page 7: Af Lars H. Jensen, kaptajn i hæren
Page 11 and 12: Uddannelsen af de observatører, de
Page 13 and 14: Det er en forudsætning for det dan
Page 15 and 16: Tekst og fotos: Morten Fredslund Fo
Page 17 and 18: Kaptajn Jacob Voigt fortæller, at
Page 19 and 20: udlandet ning, man får ved at gør
Page 21 and 22: DE GØR EN FORSKEL nr. 3/2009 21 Da
Page 23 and 24: De danske soldater i Helmand har me
Page 25 and 26: årlige træningstilstandsprøve p
Page 27 and 28: Af redaktør Henning Lahrmann Fotos
Page 29 and 30: Af redaktør Henning Lahrmann Beska
Page 31 and 32: Bonanza er en guldgrube På www.dr.

Britisk tillid til dansk hospitalsteam - Hovedorganisationen af ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?