ARBEJDSPAPIR ARBEJDSPAPIR

ARBEJDSPAPIR 

ARBEJDSPAPIR 

UDARBEJDET I SAMMENHÆNG MED 

INDUSTRIENS INDUSTRIENS BRUG BRUG AF AF KE KEMIKALIER 

KE MIKALIER 

TEKNOLOGIR 

TEKNOLOGIRÅDET 

TEKNOLOGIR DET DET 

2001

Introduktion 

Introduktion 

Dette knytter sig til rapporten fra en arbejdsgruppe under Teknologirådet om “Industriens brug af 

kemikalier”, som er udgivet i december 2000. Arbejdspapiret er udarbejdet til brug for arbejdsgruppen 

og udgør baggrundsmateriale for en række af de diskussioner og overvejelser, som arbejdsgruppen har 

haft omkring de miljøpolitiske virkemidler og deres effekt. 

Arbejdspapiret giver en oversigtlig indføring i, hvorledes arbejdsgruppen i rapporten har valgt at 

strukturere gennemgangen af de miljøpolitiske virkmidler i forhold til kemikalieproblematikken. 

Efterfølgende gennemgås de reguleringsmæssige virkemidler i forhold til denne problematik. Disse 

virkemidler er opdelt i kategorierne administrative regelbundende virkemidler, markedsmæssige- og 

økonomisk funderede virkemidler samt informative virkemidler. Gennemgangen af de enkelte 

virkemidler har forskellig karaktér. En forskel der skal ses i sammenhæng med en vurdering af hvilke 

virkemidler, der har den største effekt i forhold til kemikaliområdet.

Indhold 

Indhold 

Virksomhedernes Virksomhedernes interessenter interessenter og og reguleringen reguleringen ............................................................................. 3 

Administrative Administrative regelbundne regelbundne virkemidler virkemidler 

virkemidler ........................................................................................ 7 

Godkendelse og tilsyn ............................................................................................................. 7 

Grønne regnskaber ................................................................................................................ 12 

Lov om kemiske stoffer og produkter ................................................................................... 17 

Økonomisk konomisk konomisk-/markedsorienterede konomisk /markedsorienterede virkemidler virkemidler 

............................................................................... 19 

Miljømærker.......................................................................................................................... 19 

Miljøledelse........................................................................................................................... 31 

Offentlige grønne indkøb ...................................................................................................... 38 

Grønne afgifter...................................................................................................................... 41 

Frivillige aftaler..................................................................................................................... 46 

Tilskudsordninger.................................................................................................................. 49 

Produktpaneler....................................................................................................................... 52 

Informative Informative virkemidler.................................................................................................................. virkemidler 

virkemidler 

55 

Listning af kemikalier ........................................................................................................... 55 

Internationale aftaler.............................................................................................................. 59 

Handlingsplaner..................................................................................................................... 65 

Udvikling af miljøvenlige industriprodukter - UMIP............................................................ 68 

Informationskampagner......................................................................................................... 69 

Referencer Referencer....................................................................................................................................... Referencer 

70

Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier 

Virksomhedernes Virksomhedernes interessenter interessenter og og reguleringen 

reguleringen 

Virksomheder indgår i dag i højere grad end tidligere i et øget samspil både med andre virksomheder 

samt en lang række andre interessenter. Interessenter der på hver deres måde og med vidt forskellig 

vægt øver påvirkning på den enkelte virksomheds handlemuligheder og de beslutninger virksomheden 

træffer. Dvs. at virksomhederne indgår i et netværk. Dette illustreres ved, at man i dag er begyndt at 

tale om, at virksomhederne ikke kun har en forpligtigelse over for deres shareholders men også deres 

stakeholdes eller interessenter. For miljøreguleringen gælder det tilsvarende, at man i takt med de 

stadigt mere komplicerede og grænseoverskridende miljøproblemer – hvilket især har vist sig at være 

tilfældet på kemikalieområdet – er begyndt at tage nye typer af miljøpolitiske virkemidler i brug. 

Virkemidler der blandt andet forsøger at påvirke virksomhedernes interessenter. 

Virksomhedernes motiver for at gennemføre miljøforbedringer er mangfoldige og spænder vidt. Dette 

kan være lige fra effektiviseringshensyn til et omdømme- eller troværdighedshensyn. Motiverne spiller 

sammen, og de ændres over tid. Skal miljøreguleringen søge at spille på disse motiver, vurderer 

arbejdsgruppen at det stiller store krav til brugen af virkemidler. Dette fordrer en 

miljøreguleringsstrategi, der er baseret på brugen af mange reguleringsinstrumenter, således at ikke 

kun den enkelte industrivirksomhed men også dens forskellige interessenter, der sættes i gang med en 

miljømæssig omstillingsproces. 

En En En interessenttilgang 

interessenttilgang 

Ved at anlægge en interessent-tilgang kan virksomheden således ikke betragtes som en selvstændig 

enhed, der er uafhængig af sin kontekst. Virksomheden bør i højere grad ses som værende en del af en 

større helhed. En helhed med væsentlig indflydelse på den enkelte virksomheds handlemuligheder. 

Ordet ”interessent” henviser til dem der har en interesse i virksomheden. Tidligere har man ofte 

betragtet virksomheden som en relativt uafhængig aktør, der kun skulle stå til ansvar over for 

aktionærerne, og derfor udelukkende blev styret af disse. Historien om Brent-Spar, hvor Shells 

beslutning om at dumpe det udtjente olieboreplatform blev mødt med en massiv modstand fra mange 

forskellige sider, er nok en af de klareste og mest omtalte miljøsager i nyere tid, der viser at 

virksomhederne må tage hensyn til mange andre end lige aktionærerne. Der er en lang række andre 

interessenter, der indgår i en vekselvirkning med virksomheden og kan siges at have en vis grad af 

indflydelse på de beslutninger, der træffes. 

Mange virksomheder er begyndt at arbejde mere bevidst med deres interessenter, bl.a. med henblik på 

at kunne udvikle og styrke virksomhedens position. Mens virksomhedernes miljøarbejde tidligere 

primært bestod i at interagere med offentlige myndigheder, så vidner fremkomsten af de mange 

frivillige miljørapporter fra virksomhederne om en interesse i at kommunikere til en langt bredere 

kreds. Tilsvarende er miljøaspektet begyndt at indgå i det tættere samspil, der er mellem 

virksomhederne og deres kunder og leverandører. I begge tilfælde øges virksomhedens samspil med 

dens interessenter. Denne udvikling hænger sammen med at de målsætninger, som virksomhederne 

skal forsøge at tilgodese, er blevet mere omfattende – tidligere blev målsætningen om størst muligt 

3


økonomisk udbytte anset for at være tilstrækkelig, mens det i dag snarere ses som nødvendig, men 

ikke tilstrækkeligt. I dag skal virksomhederne leve op til betydeligt flere krav, jf. den megen debat om 

’the triple bottom line’ og udviklingen af ’det holdbare samfund’. 

Anvendelse af interessentbegrebet rejser imidlertid også en række ubesvarede spørgsmål. Hvor stor 

betydning har de enkelte interessentgrupper i praksis for en virksomhed og dennes handlemuligheder, 

og hvordan er de enkelte interessenters indflydelse i forhold til hinanden? Dette kan være meget 

vanskeligt at svare éntydigt på, for ofte afsløres dette først efter en for virksomheden kritisk handling. 

I forhold til valget af miljøpolitisk virkemiddel betyder interessent-tankegangen, at sagerne på den ene 

side kompliceres yderligere. Det skyldes, at man er nødt til også at tage hensyn til, hvordan de 

forskellige virkemidler virker på de regulerede virksomheders relationer til deres interessenter. På den 

anden side, søger interessent-tilgangen at synliggøre, hvorledes andre relationer kan tænkes at indvirke 

på virksomheders miljøadfærd, og dermed hæmme eller understøtte eventuelle reguleringstiltag. På 

trods af den usikkerhed der forbundet med denne interessent-tilgang, mener arbejdsgruppen, at der er 

behov for at analysere de regulerede virksomheders interessent-relationer, når et konkret miljøproblem 

og miljømål er defineret og der skal vælges virkemidler. En analyse der således sikrer, at der i hvert 

enkelt tilfælde foreligger en systematisk gennemgang og vurdering af alle relationer, hvorved at både 

direkte og indirekte effekter vurderes. 

De De milj miljøpolitiske milj politiske virkemidler 

virkemidler 

Miljøreguleringen har traditionelt baseret sig på egentlige reguleringsbaserede virkemidler som 

eksempelvis tilsyn og forbud. Der er imidlertid sket en forandring grundet de grænseoverskridende 

miljøproblemer og de økonomiske globalisering. Forhold der har bevirket, at man både fra politisk og 

industrielt hold har ønsket at tage nye reguleringsmæssige virkemidler i brug på miljøområdet. Et 

kendetegn for miljøpolitikken i dag er derfor, at der indgår en lang række forskellige virkemidler, der 

på hver deres måde eller i kombination skal forsøge at skabe forbedringer af virksomhedernes 

miljøpræstation og derved for samfundet som helhed. Endnu udgør den traditionelle ”command-and 

control” regulering, udtrykt ved udledningstilladelser og licenser, imidlertid stadig grundlaget for 

regulering af virksomhederne. 1 

Det stigende antal virkemidler har imidlertid også betydet, at der er en vis uklarhed omkring, hvordan 

de enkelte virkemidler eller grupper af virkemidler skal spille ind i forhold til hinanden. En af de mest 

markante tendenser er, at reguleringen i stigende grad forsøger at integrere miljøforhold i de 

økonomiske beslutningsprocesser. Dette gøres ud fra erfaringer om, at denne form for miljøregulering 

er mere effektiv end traditionel lovbaseret regulering af miljøforhold. Regulering ved regler alene – 

”command and control” - har på en række områder vist sig at være både omstændelig og 

1 OECD, 1998 

4


ressourcekrævende. 

Tanken om at inkorporere miljøforhold i de økonomiske beslutningsprocesser er relativ ny, og der er 

derfor en række uafklarede punkter i forhold til, hvordan de reguleringsbaserede virkemidler skal 

understøtte de markedsbaserede, eksempelvis miljømærkningsordningerne og miljøledelse. Dertil 

kommer en række virkemidler, som tilsvarende er relativt nye, men som ikke hører ind under hverken 

den regelbaserede eller økonomiske reguleringskategori. Effekten og betydningen af disse heller ikke 

endnu fuldt belyst. Arbejdsgruppen anser det derfor som væsentligt at diskutere, hvorledes den mest 

optimale anvendelse af virkemidlerne kan se ud, og hvorledes man kan gruppere disse virkemidler. 

Det er næppe muligt at foretage en éntydig gruppering af samtlige virkemidler på miljøområdet, da en 

række af disse i princippet kan kategoriseres på flere måder. Eksempelvis enten udfra hvad de søger at 

påvirke, dvs. hvordan de søger at være styrende, eller på baggrund af de direkte og indirekte 

miljøeffekter. 

Et eksempel på ovennævnte forhold er pligten for udvalgte virksomheder til at udarbejde offentligt 

tilgængelige grønne regnskaber. Den direkte miljøeffekt er formodentlig begrænset. Indirekte er der 

dog – afhængig af den enkelte branche – en række afledte effekter. Professionelle investorer og 

kreditorer efterspørger i stigende omfang grønne regnskaber og virksomheder vil i fremtiden få øget 

fokus på ressourceforbrug og emissioner til omgivelserne. Endvidere vil både miljømyndigheder og 

virksomheder på sigt få bedre mulighed for at sammenligne præstationer mellem virksomheder i en 

branche. Grønne regnskaber er som udgangspunkt et regelbaseret virkemiddel, der søger at 

tilvejebringe information som så samtidig kan påvirke markedet og som følge heraf have en række 

afledte økonomiske effekter. 

Hertil kommer, at flere virkemidler ofte anvendes samtidig eller i kombination med hinanden. Ved 

samtidig anvendelse kan virkemidlerne således forstærke eller svække den samlede effekt. En 

problemstilling i denne forbindelse er, at ingen har et fuldt overblik over, hvilken effekt de forskellige 

miljømæssige virkemidler reelt har i forhold til virksomhedernes økonomiske såvel som miljømæssige 

præstation. 

Der er valgt følgende opdeling af de miljøpolitiske virkemidler: 

- emissionsbegrænsninger, godkendelse og tilsyn 

- lov om kemiske stoffer og produkter, herunder forbud 

- grønne regnskaber 

· De administrative regelbundne virkemidler, herunder: 

- tilskud og afgifter 

- miljømærkningsordninger 

- offentlige grønne indkøb 

- miljøledelse 

· De økonomisk funderede og markedsorienterede virkemidler, bl.a.: 

5


- effektlisten, listen over uønskede stoffer 

- informationskampagner 

- handlingsplaner 

· De mere informative virkemidler, herunder: 

Ovennævnte oversigt er ikke fuldkommen, men omfatter de fleste af de virkemidler, der vurderes som 

relevante i forhold til nærværende rapport. Der er altså tale om et omfattende antal virkemidler. 

Opdelingen er inspireret af allerede anvendte opdelinger (f.eks. i OECD) og kan selvfølgelig 

diskuteres, f.eks. kan de informative virkemidler bidrage til at skabe øget gennemsigtighed på 

markedet således at efterspørgslen efter ’grønne’ produkter eller serviceydelser øges. Den konkrete 

placering af virkemidlerne har desuden en tendens til at ændre sig over tid. Eksempelvis frivillige 

ordninger, der senere er blevet indføjet i lovgivningen. Den valgte strukturering er derfor foretaget ud 

fra et skøn af, hvorledes en gennemgang af de miljøpolitiske virkemidler, i forhold til 

kemikalieområdet, har kunnet struktureres mest hensigtsmæssigt. 

Ud over de egentlige miljøpolitiske virkemidler eksisterer der også en række andre policy tiltag, som 

har betydning for miljøområdet. Konkret er der tale om, de mere indirekte virkemidler, inden for 

blandt andet det skatte- og erhvervspolitiske område, som også må formodes at have betydning for 

virksomhedernes miljøadfærd, herunder også virksomhedernes brug af kemikalier. En undersøgelse 

foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2 

viser at ’miljøstøtte’ er den tredje største post inden for 

erhvervsfremmeområdet, dog kun ca. halvt så omfattende (målt i mill. kr.) som ’branchestøtten’. Det 

er imidlertid ganske uklart hvorledes denne miljøstøtte fungerer med hensyn til at give virksomhederne 

et miljøteknologisk skub fremad og til at øge den ’grønne’ efterspørgsel. 

Sammenfatning 

Sammenfatning 

Arbejdsgruppen finder at kompleksiteten i at frembringe miljøinnovationer taler for, at der er mange 

strenge, der skal slås an. Markedet for det nuværende udbud af kemikalieholdige produkter er ikke 

noget “der bare er der”. Det er noget, der er skabt af mange forskellige interagerende parter. På samme 

måde kan man sige at markedet for mindre kemikalie-holdige produkter og processer er noget der skal 

skabes. Det er noget der skal gøres til genstand for en udviklings- og skabelsesprocess. En proces som 

miljøreguleringen skal være med til at fremme. 

Det må på den baggrund konstateres, at skal den flerstrengede reguleringsstrategi have effekt stiller det 

ikke alene store krav til det enkelte virkemiddel men også til samspillet mellem de mange forskellige 

typer af virkemidler. Desuden peger meget i retning af at reguleringen i højere grad også bør fokusere 

på og indrage virksomhedernes interessenter, således at man fra denne side er med til at påvirke 

virksomhedernes miljøpræstation i en positiv retning; ikke mindst på kemikalieområdet. 

I den følgende gennemgang gives et overblik over udvalgte virkemidler. En gennemgang der 

2 Hoffman & Windelin, 2000 

6


struktureres ud fra ovenstående opdeling og som viser, at der er tale om et stort og komplekst område, 

hvor der er mange forskellige virkemidler i spil. 

7


Administrative Administrative Administrative regelbundne regelbundne virkemidler 

virkemidler 

Godkendelse Godkendelse og og tilsyn tilsyn (Milj (Miljøbeskyttelsesloven) 

(Milj beskyttelsesloven) 

Miljøbeskyttelsesloven udstikker opgaver vedr. tilsyn med virksomheders miljøforhold - opgaver som 

for hovedpartens vedkommende varetages af kommunerne. For et mindre antal virksomheder (amærkede 

virksomheder) er amtet myndighed. I forhold til de særligt forurenende virksomheder (kap. 

5) er der udover tilsynet tillige opgaver vedr. godkendelse og kontrol. I en virksomheds godkendelse 

fastsætter myndigheden grænseværdier for virksomhedens forurening - dvs. en slags 

forureningstilladelse. Myndighederne skal føre tilsyn med om disse værdier overholdes og gribe ind og 

sanktionere over for eventuelle overtrædelser. I godkendelsen er fastlagt en række grænseværdier for 

den højst tilladte koncentration eller mængde af forurenende emissioner som virksomheden må udlede. 

Ved fastsættelse af emissionsværdier benyttes en række vejledninger, standarder, retningslinier, 

tekniske specifikationer m.m. udarbejdet af Miljøstyrelsen. Udarbejdelse af disse sker typisk i 

samarbejde med interesseorganisationer. 

Miljøopgaverne sigter mod en rent kontrollerende funktion, hvor regulering af og kontrol med enkeltemissioner 

udgør hovedfunktionen. Desuden fokuserer miljøreguleringen udelukkende på processer - 

ikke på produkter. Myndighederne har således ikke hjemmel til at regulere miljøbelastning fra 

produkterne, ej heller i affaldsfasen ved bortskaffelse af produkterne. 

Myndig Myndighedernes Myndig hedernes rolle 

Kommunerne fører tilsynet med regler om affald, spildevand, forurening fra virksomheder m.v. efter 

miljøbeskyttelsesloven. Kommunerne forvalter ca. 2/3 af det offentliges samlede udgifter til 

miljøbeskyttelse. 

Kommunernes opgaver på miljøområdet spænder fra typiske myndighedsopgaver med tilsyn og 

håndhævelse over til kortlægning og planlægning til drifts- og administrationsopgaver. Kommunernes 

miljøforvaltninger brugte 985 årsværk i 1999 til administration af og tilsyn efter følgende love: 

miljøbeskyttelsesloven, lov om affaldsdepoter, vandforsyningsloven, vandløbsloven og lov om 

kemiske stoffer og produkter. Ressourcerne til miljøkontrolopgaver var i 1999 fordelt således: 3 

- Tilsyn med virksomheder og landbrug 62 procent. 

- Planlægning og kortlægning bl.a. affald, spildevand og vandforsyning 32 procent. 

- Godkendelse af virksomheder 5 procent. 

Miljøbeskyttelsesloven er på det senere desuden blevet revideret for at gennemføre EU's IPPC-direktiv 

om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Direktivet fremhæver bl.a. kravet om brugen 

3 Miljøstyrelsen, 2001. 

8


af bedst tilgængelig teknik (BAT) og udvider offentlighedens inddragelse i beslutninger vedr. 

virksomheders miljøforhold 

Varetagelsen af de lokale miljøopgaver i miljøbeskyttelsesloven har gennem årene undertiden været 

udsat for kritik. Det skyldes at varetagelsen i en del kommuner, særligt de mindre, har været præget af 

utilstrækkelighed i forhold til ressourceanvendelse, det faglige miljø, specialiseringsgrad og 

fleksibilitet. 

De årlige tilsynsberetninger fra kommunerne har vist, at opgaverne og ressourcerne hertil i en række 

kommuner har været lavt prioriteret. Mange kommuner har ikke opfyldt ikke de lovmæssige krav i 

miljøbeskyttelsesindsatsen. Der blev på den baggrund indgået en række aftaler mellem kommunerne 

og Miljø- og Energiministeriet om øget udvikling og effektivisering af tilsynsarbejdet. Eksempelvis i 

1996 om en styrkelse af tilsynsindsatsen, hvor der blev indført et minimumsniveau, der bl.a. siger at 

mindst halvdelen af de særligt forurenende virksomheder skal tilses hvert år. Noget der har været 

medvirkende til, at der de sidste par år er sket en mindre stigning i ressourcer, der sættes af til 

området. 

Brugerbetaling 

Brugerbetaling 

Virksomhederne betaler at fast gebyr til varetagelse af opgaverne - uanset om de modtager ydelsen 

eller ej. På landsplan dækker brugerbetalingen ca. 50 procent. af kommunens udgifter i forbindelse 

med godkendelser og tilsyn med disse virksomheder og landbrug. Der er foretaget beregninger af, 

hvorvidt den opkrævede brugerbetaling står mål med de anvendte årsværksressourcer til det 

kommunale tilsyn. Disse beregninger viser at der i et mindre antal kommuner er opkrævet mere i 

brugerbetaling end de pågældende kommuner har anvendt i ressourcer på miljøtilsyn. 4 

Idealmodel Idealmodel ops opstillet ops tillet 

I sammenhæng med diskussionen om miljø- og levnedsmiddelkontrollernes fremtidige funktioner, som 

følge af at levnedsdelen i den reviderede fødevarelov udskiltes, blev der i Miljø- og Energiministeriets 

regi udarbejdet en form for idealbeskrivelse af 'den gode' miljøindsats i kommunerne. Beskrivelsens 

formål har været at tjene til inspiration for en prioritering og videreudvikling af den lokale 

miljøtilsynsindsats og indeholder bl.a følgende elementer: 5 

· 

modtages 

· Dialog med virksomheden om renere teknologi, så vidt muligt inden ansøgning om godkendelse 

muligheden for at anvende renere teknologi 

· Krav til virksomheden om at udarbejde detaljerede tekniske og økonomiske redegørelser om 

I alle godkendelsessager indgår vejledning og drøftelser om renere teknologi og energi- 

· Udarbejdelse af fast procedure vedr. promovering af renere teknologi 



9


· Dialog om miljøledelse som fast procedure i tilsyns- og godkendelsesarbejdet 

· Alle grønne regnskaber fra virksomhederne gennemlæses og kommenteres 

/ressourcebesparelser 

fastsættelse af renere teknologi-vilkår vurderes den pågældende teknologis påvirkning af hele 

stofkredsløbet 

· Så vidt mulig indeholder alle godkendelser vilkår om renere teknologiløsninger. Ved 

· Alle godkendelser indeholder en redegørelse om virksomhedernes affaldsforhold 

godkendelserne er overholdt 

· Tilsynet påser om med udgangspunkt i evt. målinger og analyseresultater om påbud og vilkår i 

og energi-/ressourcebesparelse 

· Dialog med alle relevante virksomheder om renere teknologi og vejledning om renere teknologi 

vejlede om mulighederne for at forbedre deres produkters miljøegenskaber fra vugge til grav 

· Vejledningen på renere teknologiområdet vil på sigt også omfatte produktdimensionen og 

Certificering Certificering reducerer reducerer tilsynsopgave 

tilsynsopgave 

Kommunernes Landsforening forventer at miljøcertificerede virksomheder kun i yderste sjældne 

tilfælde vil komme til at overtræde miljølovgivningen. Det forklares med at disse virksomheder har 

opstillet styringssystemer, der garanterer at produktionen foregår på en så miljømæssig skånsom måde 

som muligt. Kontrollen med miljøcertificerede virksomheder vil imidlertid ikke bortfalde. Men 

tilsynsrollen antages at blive forandret til f.eks. at fokusere på dialog og kontrol af virksomhedens 

egenkontrolsystemer. Der vil således ikke være behov for en lige så intensiv 'traditionel' kontrol af 

virksomhedens miljøforhold. Der peges på at kommunen som myndighed i stedet kan gå ind som 

sparringspartner, inspirator og katalysator, når det gælder virksomhedens arbejde med renere teknologi 

og miljøstyring. 

Sammenh Sammenhæng Sammenh ng med med andre andre virkemidler 

virkemidler 

Reguleringen af virksomheders miljøforhold bygger i al væsentlighed på et stoforienteret paradigme. 

Der er imidlertid indført et kildeorienteret element i form af princippet om renere teknologi. Ved en 

miljøreform i 1991 blev det således understreget, at der ved reguleringen af forurenende virksomhed 

først og fremmest skal lægges vægt på at forebygge forureningen ved anvendelse af renere teknologi. 

Renere teknologi defineres som ændrede produktionsprocesser, råvarer, hjælpestoffer og produkter, 

som mindsker ressourceforbruget og hindrer at forureningen opstår ikke alene i produktionsprocessen, 

men også i senere led i vare- og produktkredsløbet. 

Princippet om renere teknologi betyder ikke at kommunerne i godkendelsesordningen eller i 

tilsynsaktiviteterne kan stille krav om anvendelse af en speciel teknologi. Men kravene skal fastsættes 

svarende til det forureningsniveau, der er opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. Kommunerne 

har pligt til ikke kun at gribe ind så fremt en virksomhed medfører væsentlig forurening, men også 

hvis virksomheden medfører væsentlig mere forurening end hvis der anvendtes mindst forurenende 

teknologi. Der er således hjemmel i lovgivningen til at give påbud om renere teknologi. 

Det kan være vanskeligt at se sammenhængen mellem på den ene side nationale miljømål og - 

politikker og på den anden side indholdet i den regionale og lokale miljøregulering. For eksempel kan 

10


Miljøstyrelsens liste over uønskede kemiske stoffer ikke anvendes som led i grundlaget for 

reguleringen. Det er således ikke muligt for myndigheden at pålægge begrænsninger i virksomhedens 

brug af stoffer på denne liste. Tilsvarende er der er ingen sammenhæng til ordningen omkring grønne 

regnskaber. Myndighederne deltager ikke i administrationen af ordningen og har ikke pligt til at bruge 

eller kommentere regnskabet. 

Et forsøg på at sammenkæde flere forskelige reguleringstiltag er den såkaldte “Eliteordning” 

Eliteordning 

Eliteordning 

Fra regeringens side har det været holdningen, at myndighederne i højere grad bør samarbejde med 

virksomhederne om, hvordan disse bedst muligt kan overholde reglerne. Som et konkret forsøg på at 

styrke dette samarbejde har Erhvervsministeriet undersøgt perspektiverne i at etablere en såkaldt 

eliteordning. Betegnelsen er inspireret fra forsikringsbranchen og formålet er kort fortalt at belønne de 

virksomheder, der kan demonstrere, at de har orden på blandt andet miljøforholdene. Disse såkaldte 

elitevirksomheder opnår fordele ved mere lempelige kontrolbesøg eller eventuelt ved at blive fritaget 

for gebyrer. Til gengæld giver frigørelsen af de ressourcer, der spares, mulighed for et mere omfattende tilsyn 

med de virksomheder, som ikke lever op til lovgivningen. 

Som opfølgning på finansloven for 1999 blev der foretaget en udredning vedrørende etablering af en eliteordning 

for virksomheder der overholder stillede krav med henblik på en forenkling og fornyelse af det offentlige 

kontrolsystem 6 . En udredningen der viste, at en eliteordning bør tage udgangspunkt dels i 

certificeringsordninger for virksomheder, dels i en graduering og koordinering af den offentlige 

kontrol. 

Med henblik på at sikre at eliteordningen bliver udbredt til relevante kontrolområder blev det 

efterfølgende som led i finanslovsaftalen for år 2000 aftalt at igangsætte pilotprojekter inden for 

fødevareområdet og miljøområdet. Dette har medført, at der blev igangsat fire forsøg i foråret 2000. 

Det drejede sig om: 

- Opstilling af mere detaljerede kriterier for, hvordan virksomheder kan inddeles ud fra deres 

miljøpræstationer. En opdelingen der skal bruges til at tilrettelægge tilsynet med virksomheder efter 

deres miljømæssige adfærd. Miljøstyrelsen forestår dette arbejde. 

- Vurdering af hvorvidt det har en gavnlig virkning på arbejdsmiljøet i virksomheden, at en 

virksomhed er enten er EMAS-registreret eller ISO 14001-certificeret. Er dette tilfældet, vil dette 

eventuelt fremover kunne have betydning for Arbejdstilsynets prioritering af, hvilke virksomheder eller 

dele af virksomheder, som skal kontrolleres. Forsøget foretages i Arbejdstilsynets regi. 

- Undersøgelse af, hvorvidt det kan overlades til virksomhederne at føre kontrol med deres egne 

køleanlæg, hvilket skal ske på baggrund af kurser i køle- og beholderteknik udbudt af Arbejdstilsynet. 

6 Erhvervsministeriet, 1999 

11


Dette arbejde foretages tilsvarende i Arbejdstilsynets regi. 

- Sammenkædning af kontrol med plantesundhed i gartnerier med opfyldelse af en række betingelser 

fastsat af Plantedirektoratet. Er det muligt for virksomhederne at leve op til disse betingelserne, 

herunder at der ikke registreres fund af planteskadegørere inden for en periode på to år, vil 

kontrolfrekvensen for disse virksomheder blive reduceret med 20 procent. Plantedirektoratet forestår 

dette arbejde. 

Det forventes, at forsøgene er afsluttede i begyndelsen af 2001, hvorefter de skal evalueres. I den 

sammenhæng vil der blive gjort rede for de fremtidige perspektiver for ordningen. 

Milj Miljøkommunikation 

Milj kommunikation 

Virksomhedsgodkendelser, hvori er fastsat vilkår for virksomhedens forurening, er en form for 

miljøkommunikation, omend med noget begrænset informationsværdi. 

Når myndigheden - kommunen eller amtet - meddeler godkendelse til en virksomhed skal dette 

offentliggøres for lokalbefolkningen og der er en høringsperiode. Interesserede kan ved henvendelse til 

myndigheden få udleveret selve godkendelsens indhold. Der er en række høringspligtige parter, blandt 

andre Danmarks Naturfredningsforenings (DN) lokalafdeling. Denne ekspederer som oftest 

godkendelsen videre til hovedafdelingen som forsøger at gå indholdet igennem med henblik på evt. 

indsigelser. 

Effekt 

Effekt 

Karakteristisk for de lokale miljøopgaver er at varetagelsen har fokuseret snævert på den lovbetingede 

indsats og i mindre grad på en indsats, der rækker ud over denne. En myndighedsrepræsentant 

tillægger dette bureaukrat-tankegangen - "Vi er bedre til det vi skal, end til det vi må" 7 

. Arbejdet 

omkring styrkelse af renere teknologi-princippet lider i nogen grad under dette. For eksempel benyttes 

hjemmelen og instrumenterne til at påbyde renere teknologi meget sjældent af myndighederne. 

Reguleringen omkring tilsyns- og godkendelsesopgaverne kan ikke siges at sigte imod at sætte en 

løbende proces i gang i virksomheden, ej heller at fremme en særlig måde at producere på. For 

eksempel freder en godkendelse så at sige virksomheden for en periode på 8 år, hvor virksomheden 

ikke kan blive mødt af ændrede vilkår fra myndighedens side. 

Regulering baserer sig primært på brugen af generelt fastlagte grænseværdier og opgaven bliver 

således en rent kontrollerende funktion. Og alene i forhold til processen, ikke i forhold til produkterne. 

Brugen af grænseværdier som øvre loft for emissioner kan have som bivirkning at det snarere animerer 

virksomheden til at gå lige til stregen, fremfor at virke omvendt. Myndigheden kan have en 

egeninteresse i at virksomhedens vilkår ikke fastsættes for snævert, idet risici for overtrædelser - og 

dermed krav om myndighedens indgriben - herved reduceres. 

7 Konference arr. af IDA-Miljø den 25.11.99. 

12


Som udgangspunkt for myndighedens fastsættelse af vilkår anvendes en lang række vejledninger, 

standarder, retningslinier og tekniske specifikationer. Dette materiale udarbejdes i centraladministrationen 

og fungerer som det faktiske regelgrundlag for miljøopgaverne. I forhold til at fremme 

miljøforbedringer kan der ligge en barriere i dette regelgrundlag - bl.a. fordi det har en meget generel 

karakter, altså ikke er målrettet den enkelte virksomhed, fordi grundlaget er udarbejdet i samarbejde 

med virksomhedernes interesseorganisation, og derved måske ikke er behæftet med den største 

progressivitet. Og fordi en del af dette grundlag er af ældre dato og altså ikke følger den teknologiske 

udvikling tæt. 

De fastsatte grænseværdier for emissioner lægger loft på udledning af visse kemiske stoffer og virker i 

et eller andet omfang begrænsende for brugen af disse. Reguleringens betydning i forhold til det 

samlede kemikalieforbrug, herunder som styrende for en reduktion af denne, er ikke markant. 

Gr Grønne Gr nne nne regnskaber 

regnskaber 

Loven om grønne regnskaber blev vedtaget i 1995 og trådte i kraft 1.1.1996. Der er således nu 1. og 2. 

generationer af offentliggjorte regnskaber. I 1998 blev offentliggjort 1.032 regnskaber. Regnskaberne 

offentliggøres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på lige fod med årsregnskaber. 

Pligten til at aflevere grønne regnskaber omfatter en række særligt forurenende virksomheder blandt de 

såkaldte "kap. 5-virksomheder" i miljøbeskyttelsesloven. Der er i dag godt 1.200 pligtige 

virksomheder, her til kommer godt 200 virksomheder, der har ønsket at benytte muligheden for at 

indlevere et frivilligt regnskab. Det er virksomhederne selv, der i meget høj grad definerer indholdet i 

og omfanget af regnskabet. 

Det politiske mål med grønne regnskaber er at skabe interesse for og tilskynde til en aktiv miljøindsats 

hos virksomheder og borgere. 

Lov om grønne regnskaber står formentlig over for en lovrevision. I december 1999 leverer 

Miljøstyrelsen et debatoplæg til Folketinget. En videre plan kunne se sådan ud: i foråret 2000 

udarbejdes lovforslag som sendes i høring, efterår 2000 fremsættes lovforslag i Folketinget, 1. januar 

2001 træder 1. fase af i alt 3 af revisionen i kraft. Hele revisionen er efter denne skitse endelig i kraft 

1. januar 2005. 

Myndighedernes Myndighedernes rolle 

rolle 

Det administrative system omkring de grønne regnskaber involverer mindst tre forskellige 

myndigheder - Erhvervs-og Selskabstyrelsen, Miljøstyrelsen og tilsynsmyndigheden (kommunen eller 

amtet). Tilsynsmyndigheden er den af de tre der bør kende mest til virksomhedens miljøforhold, men 

har kun stærkt begrænset indflydelse på regnskabet. 


virkemidler 

13


Ordningen er løsrevet fra anden offentlig miljøregulering. 

Ordningens formål er at sikre at miljøoplysninger er til rådighed for den almindelige borger. Det 

samme formål har Lov om offentlighed i forvaltningen, klagesystemet i godkendelsesordningen, 

VVM-ordningen, Lov om aktindsigt i miljøoplysninger og de kommende regler som følge af Århuskonventionen. 

Listen over hvilke virksomheder, der er forpligtet til at indsende grønne regnskaber, er forskellig fra 

andre lister eller virksomhedskategorier, som fx. listen over virksomheder omfattet af IPPC-ordningen, 

listen over VVM-ordningen, listen over gebyrtakster, listen i Århuskonventionen. 

Hvis virksomheden har iværksat miljøstyring el. andet fritages den for at lave grønt regnskab. 


Milj kommunikation 

At virksomhederne orienterer offentligheden om dens miljøforhold på lettilgængelig vis er den helt 

centrale idé med de grønne regnskaber. Der er to hovedformål med loven om grønne regnskaber: 

påvirker miljøet 

· At sikre offentligheden lettilgængelig information om hvorledes de miljøtunge virksomheder 

Miljøhensyn skal indbygges i alle væsentlige beslutninger og initiativer - både i samfundet som 

helhed og for den enkelte virksomhed og borgere. Det kræver aktiv medvirken fra alle, herunder 

også virksomheder og borgere. En væsentlig forudsætning for medvirken er viden. 

Ved at denne information udarbejdes som årlige regnskaber får offentligheden også mulighed 

for at kunne følge med i udviklingen i virksomhedernes miljøforhold. (bem. til lovforslaget) 

virksomhedens valg af råvarer, ressourceforbrug, produktionsprocesser og forureningsforhold. 

· At inspirere virksomhedernes ledelse og medarbejdere til i endnu højere grad at fokusere på 

Effekt 

Effekt 

Der blev i foråret 1999 foretaget en større evaluering af ordningen med grønne regnskaber 8 . På 

baggrund af evalueringen af de grønne regnskaber vil det blive vurderet om loven bør revideres. 

5 ud af 6 regnskaber indeholder i det store og hele de basisoplysninger, som lovgivningen kræver. 

Hvert tredie regnskab har deciderede kvalitetsmangler enten i det obligatoriske indhold eller 

vedrørende miljøoplysninger, eller fordi regnskabet ikke er til at forstå. Regnskaberne giver som oftest 

et godt billede af virksomhedens ressourceforbrug, mens omtalen af forurenende stoffer hyppigere er 

noget mangelfuld. En lille andel af virksomhederne fortæller om indhold i produkterne. 

8 Center for Alternativ Samfundsanalyse, Gallup A/S, Konsulentfirmaet Hanne Eriksen. Miljøstyrelsen, 1999 

14


· Professionelle interessenter kender regnskaberne og har i vid udstrækning tillid til dem 

· Halvdelen af gruppen 'naboer og forbrugere' nærer enten mistillid til regnskabernes indhold eller 

· Virksomhederne har i gennemsnit brugt 95 timer på at udarbejde det grønne regnskab. 

· Omkring halvdelen af virksomhederne mener at udbyttet ved at udarbejde et grønt regnskab står 

ud af 4 har ingen reaktioner fået) 

· Virksomhederne har oplevet en meget lille interesse fra omverdenen for de grønne regnskaber (3 

er usikre over for indholdet. 

råvarer og hjælpestoffer samt affald.) 

· 40 pct. af virksomhederne har opnået miljøforbedringer (især inden for energi- og vandforbrug, 

med med omkostningerne. ca. 15 % har haft konkrete økonomiske fordele, i gennemssnit kr. 

75.000. 

Som det fremgår har 40 pct. af virksomhederne opnået miljøforbedringer, men årsagen til disse 

forbedringer er ikke nødvendigvis udarbejdelsen af det grønne regnskab. Det kan være forbedringer 

der var sat i gang uafhængigt af forpligtelsen til at lave grønt regnskab. En relativ stor andel - 60 pct.- 

af virksomhederne angiver at de ikke har opnået miljøforbedringer. 

Virksomhedsprofil Virksomhedsprofil i i forhold forhold ttil 

t il kvalitet og nytte nytte af de gr grønne gr 

nne regnskaber. 

regnskaber. 

Virksomhedsstørrelse 

Miljøstyring 

Miljøpolitikker 

Medarbejderinddragelse 

Intern ressourceanvendelse 

Ekstern ressourceanvendelse 

Intern ansvarsplacering 

Anvendelse til markedsføringsformål 

Virksomheder Virksomheder Virksomheder som som som hyppigere 

hyppigere Virksomheder Virksomheder som som hyppigere 

hyppigere 

udarbejder udarbejder gode gode gode regnskaber regnskaber med med 

med udarbejder udarbejder ddårlige 

d rlige regn regnska regn regnska 

skaber ska ber 

intern intern nyttev nytteværdi nyttev rdi 

uden uden intern intern nyttev nytteværdi nyttev rdi rdi 

Mellemstore eller store virksomheder 

Indført miljøstyring eller miljøledelse 

og EMAS 

Miljøpolitikker og handlingsplaner 

Formaliseret medarbejderinddragelse 

Primært anvendelse af interne 

ressourcer 

Supplerende anvendelse af miljøsagkyndige 

Miljøchef er ansvarlig 

Regnskabet anvendes aktivt i 

markedsføringen 

Små virksomheder 

Ingen miljøstyring 

Ingen politikker og planer 

Ingen medarbejderinddragelse 

Mindst mulig anvendelse af 

interne ressourcer 

Revisor hovedansvarlig for arbejdet 

Økonomichef er ansvarlig 

Regnskabet anvendes ikke i 

markedsføringen 

15


Kemi Kemi Kemi i i de de gr grønne gr nne regnskaber regnskaber i i den den eksisterende eksisterende ordning 

ordning 

Lov om grønne regnskaber gælder i øjeblikket for visse særligt forurenende virksomheder, som alle 

må forventes at anvende uønskede stoffer i større eller mindre grad. 

Brancher, som er omfattet af lov om grønne regnskaber, og som i særlig grad anvender uønskede 

kemikalier i produktion eller produkter, er følgende: 

· Fremstilling, forarbejdning og overfladebehandling af jern, stål, metal, træ og plast 

· Indvinding og behandling af mineralolie, mineralolieprodukter, asfalt og naturgas 

· Kemisk fabrikation, limproduktion m.v. 

· Oparbejdning af vegetabilske råvarer, foderstofproduktion og trykkerier 

· Anden listevirksomhed: Virksomheder for industriel fremstilling af protein, pektin eller enzymer 

Lov om grønne regnskaber indeholder ikke specifikke krav vedrørende rapportering om uønskede 

kemikalier i produktionen eller produkterne. Men jf. §7, stk. 1 skal virksomheden rapportere om de 

væsentligste arter og mængder af forurenende stoffer i produktionsproces-ser, produkter, 

udledninger/emissioner og i affald. Stoffer, som af Miljøstyrelsen anses for uønskede, bør være 

væsentlige arter af forurenende stoffer for de fleste typer af virksomheder som i øjeblikket er omfattet 

af loven om grønne regnslaber. Men foreløbig rapporterer stort set ingen virksomheder specifikt på 

deres anvendelse af uønskede stoffer. De uønskede stoffer er sandsynligvis omfattet af langt de fleste 

opgørelser af råvareforbrug, emissioner/udledninger og affald. Men de indgår ofte som en delmængde 

af andre kategorier i regnskabet. 

Uønskede stoffer er ligeledes omfattet af bekendtgørelsens §6, stk.1 jf. hvilken, ledelsen skal begrunde, 

hvorfor de oplysninger, som fremgår af regnskabet er valgt. Såfremt denne væsentlighedsvurdering 

alene sker udfra miljø- og sundhedsmæssige parametre, bør uønskede stoffer være omfattet af 

regnskabet i langt de fleste tilfælde, såfremt de indgår i produktion, produkter m.v. Men det fremgår 

ikke af regnskaberne i dag i dag. Sandsynligvis af årsager som beskrevet i debatoplægget: manglende 

kendskab til indholdsstoffer i råvarer og halvfabrikata. Men det kan også skyldes, at mængden 

hvormed stofferne indgår som en vigtig parameter, når væsentligheden skal vurderes. 

Mulighederne Mulighederne for for brug brug af af gr grønne gr nne regnskaber regnskaber ift. ift. kemikalierne 

kemikalierne 

I forbindelse med den revision af loven om grønne regnskaber har Miljøstyrelsen udarbejdet et 

debatoplæg. Da Miljø- og Energiministeren i betænkningen til IPPC-loven tilkendegav, at det bør 

overvejes, hvordan udviklingen i forbruget af uønskede kemikalier kan indgå i de grønne regnskaber, 

omfatter debatoplægget input til, hvordan dette kan ske. 

I debatoplægget blev det anbefalet, at vejledningen til Loven om grønne regnskaber præciserer 

følgende: 

- Virksomhederne skal oplyse om uønskede kemikalier i produktionen (for mængder over en 

16


nærmere fastsat grænse), og hvis der er ”huller” fortælle hvor stort ”hullet” er - dvs. for hvor 

stor en andel/mængde af råvarerne/input, man ikke ved, om de indeholder uønskede kemikalier. 

I forhold til dette, er arbejdsgruppen af den opfattelse, at præciseringen ikke alene bør vedrøre input af 

uønskede stoffer - den bør også omfatte ønskede stoffer i produkter, udledninger/emissioner og i affald 

fra virksomhedens aktiviteter. Dette vil fortælle læseren, hvor de ønskede stoffer forsvinder hen - 

f.eks. primært som affald eller i produktet, og det vil være værdifulde oplysninger for det næste led i 

værdikæden. 

Det bør dog overvejes, om en ændring af vejledningen er nok til at opnå den ønskede effekt: at 

reducere forbruget af uønskede stoffer. Arbejdsgruppen mener, at dette er et ”klassisk” eksempel på, at 

politikerne skal gøre sig målet klart og gå efter hele bolden med lovgivningen. Ønskes der fra politisk 

hold en effekt ift. forbruget af uønskede kemikalier ved brug af Loven om grønne regnskaber, bør man 

på derfor tage hele skridtet og indføre krav om rapportering på input og output af uønskede stoffer i 

produktionen. 

En mindre ulempe ved at indføre specifikke krav vedrørende uønskede stoffer i Loven om grønne 

regnskaber er imidlertid, at det kan gøre regnskaberne mindre læsevenlige. Jo mere virksomhederne 

bindes ift. indholdet i det grønne regnskab, jo større er risikoen for at mange regnskaber bliver 

regulære opremsninger af oplysninger jf. lovens krav. Mange regnskaber har i dag denne tendens. 

Debatoplægget fra peger på, at mange virksomheder ikke oplyser specifikt om uønskede kemikalier i 

produktion, produkter m.v., fordi de ofte ikke er klar over, om disse kemikalier indgår i råvarer eller 

halvfabrikata, som indgår i produktionen. De brancher, der i dag er omfattet af loven om grønne 

regnskaber, er i stort omfang fremstillere af ”basis-produkter”, som indgår i produktion og produkter i 

en lang række andre brancher. Lov om grønne regnskaber kan således - hvis det nuværende omfang 

bevares - være et redskab til - gennem fokusering på og rapportering specifikt om anvendelsen af 

uønskede kemikalier - at få producenter af disse ”basis-produkter” til at substituere uønskede 

kemikalier i såvel produktion som produkter. 

Arbejdsgruppen finder, at en ændring af lov om grønne regnskaber ift. uønskede stoffer bør suppleres 

med andre virkemidler, som kan guide virksomhederne i samme retning. Oplysninger alene giver ingen 

effekt - der skal skabes et kundekrav eller andre incitamenter til forbedringer på området. 

Eksempler på supplerende virkemidler er: 

Grønne indkøb fokusere på indsats for substitution af uønskede stoffer 

Debatoplæg lægger op til, at det skal gøres pligtigt at rapportere om hvilke krav der stilles til 

· · 

produktudvikling 

· Støtte til projekter vedrørende substitution (eller genanvendelse) - i såvel produktion som 

· Opdatering af indkøbsvejledninger ift. uønskede kemikalier 

produkter 

· Arbejde for andelen af uønskede stoffer i produktet som en parameter ved miljømærkning af 

underleverandører. Denne pligt kan udvides til at oplyse hvilke krav der stilles til 

17


underleverandører om indholdet at uønskede stoffer (produkter/råvarer) eller håndtering 

(affaldsaftager). 

optimale for at minimere brug af uønskede stoffer. Dette kunne ske ved hjælp af spørgeskemaer 

til medarbejdere, som ikke er kendt for virksomhedens ledelse. 

· Måske kan det gøres pligtigt at lade medarbejderne vurdere af om virksomheden gør sit 

Ser man på erfaringerne fra andre lande, skal det fremføres, at Norge pr. 1. januar 1999 indførte krav 

til miljøoplysninger i alle norske virksomheders årsberetning. Vejledningen til, hvorledes denne 

opysningspligt skal efterkommes, indebærer, at virksomhederne skal oplyse om typer og mængder af 

miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, som indgår i produktet. Der bliver altså stillet konkrete krav 

vedrørende kemikalier i andre lande. De norske krav er helt nye, og der er visse problemer med dem 

(afgrænsnings-problemstillinger), så der er ingen erfaringer om, hvorledes de bliver efterlevet i praksis. 

Det skal desuden bemærkes, at miljøoplysningskravene til de norske virksomheder omfatter hele 

koncernen, og ikke alene de dele af koncernen, der er placeret i Norge. Et krav der gør det vanskeligt 

at eksportere miljøproblemerne. Men der kan opstå problemer med at kontrollere oplysninger 

omvirksomhedens aktiviteter i udlandet. Denne tanke om koncernrapportering har Miljøstyrelsen 

behandlet i sit debatoplæg. Her blev det fremført, at det i Danmark kan gøres pligtigt at offentliggøre 

sin miljøpolitik - og gøre rede for om den alene omfatter danske aktiviteter eller om eventuelle 

udenlandske aktiviteter også er medtaget. Miljøstyrelsen gør imidlertid opmærksom på, at det vil blive 

svært at kontrollere oplysninger, som er givet for udenlandske datterselskaber eller produktioner. 

Gr Grønne Gr Gr nne regnskaber regnskaber i i fremtiden 

fremtiden 

Folketinget arbejder i øjeblikket med en revision af loven om de grønne regnskaber. I forbindelse med 

denne revision er der fra Miljø- og Energiministeriets side lagt vægt på, at der er behov for at følgende 

forhold omkring loven om de grønne regnskaber styrkes: 

· At højne de grønne regnskabers informationsværdi, kvalitet og sammenlignelighed 

· At indføre krav om uvildig revision eller om tilsynsmyndighedernes rolle skal styrkes 

· At sikre større sammenhæng til virksomhedernes godkendelse 

Ministeren har desuden tilkendegivet: 9 

form, som giver et billede af hvordan virksomheden lever op til godkendelsens krav, og som 

illustrerer virksomhedens miljøprofil 

· At det bør sikres at måleresultaterne af en virksomheds egenkontrol bearbejdes til en læsevenlig 

grønne regnskaber. 

· At det bør overvejes hvordan udviklingen i forbruget af uønskede kemikalier kan indgå i de 

I forhold til at øge mængden af informationer om virksomhedernes brug af kemikalier, er det 

9 Betænkningen over forslag til IPPC-loven (L 161) om implementering af IPPC-direktivet. 

18


imidlertid endnu uklart, hvilken konkret effekt en revision af de grønne regnskaber vil medføre. 

Lov Lov om om kemiske kemiske stoffer stoffer og og produkter produkter 

produkter 

Kemikaliereguleringen i Danmark sker med udgangspunkt i kemikalieloven - Lov om kemiske stoffer 

og produkter. Det er karakteristisk at kemikalieloven er stærkt bundet til EU-lovgivning. 

Loven har til formål at forebygge sundhedsfare og miljøskade i forbindelse med fremstilling, 

opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter. Loven skal sikre at der 

tilvejebringes fornødne oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der sælges her i landet. Og sikre 

at der kan foretages regulering af salg og anvendelse af de kemiske stoffer og produkter som er - eller 

på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være - farlige for sundheden 

eller skadelige for miljøet. Kun på særligt udvalgte områder regulerer kemikalieloven indholdet af 

kemiske stoffer i almindelige varer og produkter. Det betyder at den diffuse udledning af kemiske 

stoffer, som kommer fra almindelige forbrugsgoder generelt ikke er reguleret af loven. 

Ved kemiske stoffer forstås grundstoffer og deres forbindelser, således som de forekommer naturligt 

eller industrielt fremstillet. Ved kemiske produkter forstås såvel opløsninger som faste, flydende eller 

luftformige blandinger af to eller flere produkter. 

Loven er blev revideret dec. 1998 med det formål at bemyndige ministeren til at indgå frivillige aftaler 

med private brancheorganisationer m..v. om hel eller delvis finansiering af tilsyn - med det formål at 

styrke tilsynet. 

Ønsket om at kunne indgå frivillige aftaler var aktualiseret ved at der pågik drøftelser med 

kosmetikbranchens brancheforening (SPT) om at indføre et intensiveret tilsyn på området. Der har de 

seneste år været en øget opmærksomhed om især de sundhedsmæssige aspekter ved kosmetiske 

produkter og dermed en stigende forventning om at myndighederne griber ind over for potentielt 

sundhedsfarlige produkter (fx. Skin Cap). 


rolle 

Tilsynet udøves primært af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Der bruges tre metoder: 

hos forhandlere 

· Handelskontrol, som er tilsyn med salg af giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter 

bekendtgørelse, enproduktgruppe, en branche og/eller et geografisk område 

· Kampagner, som er målrettede og tidsbegrænsede tilsyn på et afgrænset område, f.eks. en 

· Opfølgning på indberetninger om formodede overtrædelser af kemikalieloven 

Effekt 

Effekt 

Egentlige forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af konkrete stoffer er meget vanskelige 

virkemidler. Sådanne virkemidler forudsætter en kortlægning af den nuværende anvendelse af de 

19


pågældende stoffer samt en vurdering af på hvilke områder, der kan anvises mindre skadelige 

alternativer. Desuden vil en ensidig dansk begrænsning af et stof ikke kunne gennemføres uden EU- 

Kommissionens og medlemslandenes accept. 

På udvalgte områder omfatter den nuværende kemikalieindsats begrænsninger i adgangen til at bruge 

bestemte stoffer, bl.a. helt eller delvist forbud. Den hidtidige indsats har koncentreret sig om 

tungmetaller. De nuværende anvendelsesbegrænsninger bygger dels på ren dansk lovgivning og dels 

på EU-regulering. Et eksempel herpå er, at der er i marts 1999 blev indført forbud mod phthalater i 

legetøj til børn i alderen 0-3 år samt i visse småbørnsartikler. 

20


Økonomisk konomisk konomisk-/markedsorienterede konomisk /markedsorienterede virkemidler virkemidler 

virkemidler 

Miljømærker 

Anvendelsen af miljømærkningsordninger er af nyere dato, og meget tyder på, at der er tale om et perspektivrigt 

virkemiddel, hvilket især det danske økologimærke på fødevarer et godt eksempel på. I forhold til non-food 

produkter er brugen af mærkning, som et miljøpolitisk virkemiddel, imidlertid stadig ikke fuldt udviklet. Der 

mangler eksempelvis at blive udviklet kriterier for en lang række produkter og produktgrupper, og der er 

stadigvæk et stort behov for at tilpasse markedet til disse mærkningsordninger. 

Der eksisterer på nuværende tidspunkt 4 deciderede miljømærker på non-food produkter og 7 økologiske 

mærker, som er rettet mod fødevarer (og delvist til tekstiler og træ). Dertil kommer et større antal miljørelaterede 

mærker eksempelvis energisparemærker, genbrugssymboler samt de påbudte faresignaler på farebetonede 

kemikalier. 10 

Medtages samtlige mærksningsordninger på det danske marked er der tidligere foretaget skøn på mellem 400 – 

600 private mærker samt 36 offentlige 11 . 

Overordnet kan der skelnes mellem tre forskellige mærkningstyper: 

- Negative miljømærker. Obligatoriske mærker, der angiver negative egenskaber ved et produkt. 

- Neutrale miljømærker. Miljøvaredeklarationer, der redegør for produktets miljøegenskaber og derved giver 

forbrugeren mulighed for at foretage en sammenligning mellem forskellige produkter inden for samme 

produktkategori. 

- Positive miljømærker. Priser produktet for at opfylde nogle miljøkriterier, der er over markedsstandarden. 

Mærket skal derfor ses som en anbefaling af produktet. 

Følgende gennemgang indeholder en introducerende tilgang til de to førstnævnte mærkningstyper, men vil 

hovedsageligt fokusere på miljømærkerne Svanen og Blomsten, dvs. de positive miljømærker på non-food 

produkter. 

10 

Oversigt fra grøn information, juni 2000. 

11 

Forbrugerstyrelsen, 1999 

21


Negative miljømærker 

Anvendelse af negative (obligatoriske) miljømærker er omfattet af lov nr. 21 fra januar 1996 om kemiske stoffer 

og produkter og heraf medfølgende bekendtgørelse om bestemmelser for salg, mærkning, emballering med 

videre. De kemiske stoffer og produkter, der er omfattet af bestemmelserne må således kun sælges såfremt, at de 

er mærket med specifikt korrekte oplysninger. Oplysninger, der blandt andet kan indeholde farebetegnelser og 

faresymboler. Eksempler på denne type mærkning er de kendte faresymboler på udvalgte kemikalier samt de 

såkaldte R- og S-sætninger. Sætninger der henviser til henholdsvis risici eller sikkerhedsmæssig korrekt 

håndtering og opbevaring. 

De negative mærker anvendes blandt andet når der tale om følgende produkter eller stoffer: 

· Meget brandfarlige 

· Eksplosionsfarlige 

· Let antændelige 

· Sundhedsskadelige 

· Meget giftige 

· Miljøfarlige 

De ovenstående mærker har udelukkende til formål at gøre brugerne opmærksomme på, at forkert brug kan 

udgøre en risiko for folks sundhed og sikkerhed. Det er er endvidere påbudt, at disse farlige kemiske stoffer og 

produkter skal leveres med en udførlig brugsanvisning på dansk. 

Ud over disse mærkers oplysende/advarende funktion, er det blevet fremført, at mærker af denne karakter får de 

berørte virksomheder til at forsøge at ændre deres produkter, således at disse ikke skal mærkes. En sådan 

substitution af skadelige stoffer til mindre skadelige stoffer vil således kunne medføre miljømæssige 

forbedringer. 12 

MAL-koder 

Et andet eksempel på denne form for negativ obligatorisk mærkning er brugen af MAL-koder, der blandt andet 

udspringer af arbejdsskader som følge af de store mængder af organiske opløsningsmidler i maling, trykfarve, 

lakker, afvaskere og lignende. Disse produkter skal mærkes med såkaldte MAL-koder, som fortæller hvilken 

beskyttelse der bør anvendes ved brug af produkterne. Denne mærkningsordning er opbygget efter et princip om 

at des højere MAL-koderne er des større sundhedsfare er der. Noget der tilsvarende medfører øgede krav til 

afhjælpeforanstaltninger og beskyttelse af de ansatte. Konkret mærkes produkter, der har den laveste 

faremærkning med koden 00-1 mens højeste faremærkningskode er 5-6. 

Ordningen administreres af arbejdstilsynet og har eksisteret gennem de sidste ca. 20 år. Mærkningsordningen er 

udviklet til arbejdsmiljøforholdene og er således primært tiltænkt de professionelle malere. Der har været 

overvejelser fremme om at udvikle mærkningsordningen således, at den ikke længere kun henvender sig til 

professionelle indkøbere men også retter sig mere direkte til forbrugerne. En positiv konsekvens ved brugen af 

MAL-koder har været - ud over forbedring af arbejdsmiljøet - at dansk farve- og lakindustri i mange år har 

inkluderet både miljø- og arbejdsmiljøhensyn i deres produktudvikling. Dette har medført, at Danmark i dag er på 

forkant indenfor udviklingen af mindre miljø- og arbejdsmiljøbelastende farve og lakprodukter. 

12 EPA - USA 

22


Neutrale miljømærker – Miljøvaredeklarationer 

Miljøvaredeklarationer adskiller sig fra andre typer af miljømærker ved at være neutrale i beskrivelsen af det givne 

produkt. Dette betyder at disse deklarationer ikke indeholder anbefalinger eller stillingtagen til, hvorvidt produktet 

er mere miljøvenligt end andre tilsvarende produkter. Denne vurdering er det op til køberen at foretage på 

baggrund af de informationer som miljøvaredeklarationen giver. Anvendelsen af miljødeklarationer er derfor først 

og fremmest rette mod de professionelle indkøbere, hvilket vil sige den handel der foregår mellem ”business to 

business”. For ikke sagkyndige forbrugere vil neutrale beskrivelser af produkternes indholdsstoffer, energiforbrug 

og lignende formodes at være meget vanskelige at forholde sig til. 13 

Generelt set er der tre hovedformål med miljøvaredeklarationer: 

· At give mulighed for at kunne foretage sammenligninger for her igennem at kunne foretage det bedste 

miljøvalg. 

· At øge opmærksomheden omkring de miljøproblemer, der er relateret til produkterne. Med henblik på at 

fremme anvendelsen af mere miljørigtige produkter. 

· At øge mængden af data og informationer for de forskellige produkter og produktionstyper. 

At udarbejde deklarationer er en omfattende og vanskelig proces, hvor meget komplicerede ting skal kunne 

sammenlignes på en simpel måde uden, at der går vital information tabt. Eksempelvis har valg af den funktionelle 

enhed til brug for en livscyklusanalyse stor betydning for det endelige resultat. Den funktionelle enhed bruges 

blandt andet som sammenligningsgrundlag mellem beslægtede typer af produkter. En mere grundlæggende 

forudsætning for at denne type af miljømærkning kan anvendes er, at der skal være en klar gennemsigtighed 

igennem hele deklarationsprocessen. Det kræver konsensus omkring parametre i deklarationerne. Et andet 

aspekt er vigtigheden af i højere grad at kunne inddrage affalds- og afskaffelsesfasen i miljøvaredeklarationerne, 

da det ofte er i disse faser at produkterne at miljøproblemerne opstår. 

På nuværende tidspunkt foregår der er et udviklingsarbejde i ISO-regi om miljøvaredeklarationer. Samlet set er det 

de samme diskussioner, der gør sig gældende for miljøvaredeklarationerne, som for diskussionerne om brug af 

livscyklusanalyser i forbindelse med kriterieudformningerne for miljømærker. Miljøvaredeklarationer skal da 

heller ikke ses som en konkurrent til de andre typer af miljømærker men snarere som et supplement til at få 

synliggjort miljøbelastningen ved de enkelte produkter overfor forbrugerne. 

Sigtet med miljøvaredeklarationer er som nævnt, at de især er rettet mod professionelle indkøbere. En af 

intentionerne med disse deklarationer er, at man som køber på en hurtig og effektiv måde skal kunne fravælge 

uønskede miljøegenskaber, som eksempelvis persistente kemiske stoffer. En anden vigtig funktion er, at 

miljøvaredeklarartionerne skal gøre det muligt at sammenligne miljøpræstationen mellem identiske typer af 

produkter, således at det er muligt at vælge det produkt, der kan yde den bedste miljøpræstation. 

Samlet set er der tale om en miljømærkningsordning med perspektiver, men samtidig stiller en sådan ordning 

også betydelige krav til producenter om gennemskuelig information i alle produktionsled. Udvælgelse af de 

centrale parametre i miljøvaredeklarationerne samt kravet om uvildig kontrol vil formodentlig betyde, at 

godkendelse af virksomheders brug af disse miljøvaredeklarationer vil blive en lige så omfattende proces, som den 

der anvendes ved henholdsvis Svanen og Blomsten. 

13 Stiftelsen Østfoldforskning, 1998 

23


Positive miljømærker 

Der satses forholdsvist meget på de positive miljømærker, som et effektfuldt virkemiddel i den fremtidige 

miljøregulering. Hensigten er at forbrugerne i deres produktvalg skal inddrage miljøforhold, som en parameter på 

lige fod med pris og kvalitet, hvorved der skabes et incitament hos producenterne til i højere grad at inddrage 

miljømæssige aspekter end tilfældet er i dag. 

På nuværende tidspunkt er de langt væsentligste parametre på markedet produkternes pris og kvalitet og kun i et 

begrænset omfang produkternes miljøegenskaber. En forudsætning for at miljømærkede produkter kan opnå 

succes på markedet er derfor, at de i videst mulig omfang kan konkurrere både på pris og kvalitet. Danske 

undersøgelser har vist at mellem 1/3 og 3/4 af forbrugerne vil tage hensyn til miljø i forbindelse med deres 

indkøb. Erfaringerne har imidlertid også vist at det tager en årrække førend, at et mærke slår i gennem. Erfaringer 

fra eksempelvis introduktion af økologiske fødevarer peger på at etablering af et sådanne marked tager ca. fem år. 

14 

Der anvendes i Danmark to officielle positive miljømærkningsordninger på non-food produkter - Svanen og 

Blomsten. Disse verificeres af en for virksomheden uafhængig tredjepart, Miljømærkesekretariatet, som også står 

for administration af ordningen. Både det nordiske svanemærke og EU’s miljøblomstmærke reguleres i 

bekendtgørelse 35 af 19. januar 1998. De to mærker skal give garanti for, at de mærkede produkter er blandt de 

mindst miljøbelastende inden for den givne produktkategori. Desuden lægges der vægt på, at varens kvalitet 

tilsvarende skal være på højde med andre produkter af samme type. 

For at en vare kan blive certificeret til at kunne anvende et af disse miljømærker kræves det først og fremmest at 

der er udarbejdet kriterier for den produktgruppe, som varen hører under. Disse kriteriesæt udvikles løbende, og 

der kommer således stadigt nye til, hvorved det tilsvarende bliver muligt at få certificeret stadigt flere forskellige 

typer af varer. I de tilfælde, hvor der er udviklet kriteriesæt for en produktgruppe, kræves disse opfyldt for at en 

vare kan anvende miljømærkerne. Der stilles krav til de importører eller producenter, der vil have miljømærket 

deres varer, om dokumentation for overholdelse af de stillede krav. Miljømærkesekretariatet kan desuden foretage 

uvildig kontrol. 

Overordnet set fastsættes kravene til produkterne på baggrund af en LCA -tilgang. Miljøbelastningen forsøges 

vurderet i hele produktets livscyklus og der inddrages blandt andet aspekter omkring de anvendte råvarer, selve 

produktionsfasen eventuel. Desuden forsøges genbrug af produktet medtænkt. 

Oversigt over de hovedområder, hvor miljøbelastningen kortlægges: 15 

· Anvendte råmaterialer 

· Produktion 

14 Miljøstyrelsen, 1998 

15 

Miljømærkesekretariatet, 2000 

24


· Distribution og emballage 

· Brug 

· Bortskaffelse 

De specifikke kravene varierer fra produktgruppe til produktgruppe men kan f.eks. være: 16 

· Ingen brug af stoffer, der nedbryder ozonlaget 

· Intet eller meget lavt indhold af tungmetaller 

· Reduceret brug af farlige kemiske stoffer 

· Energibesparelser 

· Genanvendelse og minimering af affald 

På baggrund af disse vurderinger udvælges de væsentligste miljøforhold, som produkterne inden for den givne 

kategori skal forholde sig til. For at sikre, at der sker fortløbende miljøforbedringer, revideres kravene hver tredje 

år. Ved disse revideringer af kriterierne forsøges det at sikre, at der tilsvarende sker en løbende miljømæssig 

forbedring af de enkelte produkter. 

16 

Miljømærkesekretariatet, 2000 

25


Der er mange ligheder mellem de to ordninger. Eksempelvis er de krav der stilles i det to ordninger er baseret på 

ens parametre. Imidlertid har det vist sig at der er forskel på den endelige kriterieudformning i de to ordninger. 

Det har dog vist sig vanskeligt at foretage en sammenligning af den miljømæssige effekt af de to ordninger. 17 

En overordnet forskel mellem de to ordninger er udbredelse og omfang. Hvor Svanen kun har deltagelse af de 

nordiske lande og således kun er brugbar i disse lande, gælder det for Blomsten at den er etableret og 

administreres i EU regi og kan derved anvendes på et langt større marked. På trods af at det potentielle marked for 

Blomsten er væsentligt større end det for Svanen, kan det konstateres, at det går meget trægt med at får udviklet 

kriterier for Blomsten. Et forhold der har bevirket, at Danmark er blevet tilsluttet den nordiske 

svanemærkeordning, som i dag er betydeligt mere udbredt på det danske marked end EU’s miljøblomstordning. 

(Der henvises til afsnittet om Miljøkommunikation). 

Blomsten - EU's miljømærke 

Baggrunden for ordningen var at en række lande sidst i 1980'erne var i gang med at indføre nationale 

miljømærkningsordninger. Der var følgelig en risiko for, at disse mærkningsordninger ville komme i konflikt med 

principperne om fri samhandel og virke som en form for teknisk handelshindring. Blomsten blev vedtaget i marts 

1992 for blandt andet at modvirke denne udvikling. 

Formålet er at fremme udbud og efterspørgsel på de produkter, der er mindst miljøbelastende. Bestræbelserne er 

at give forbrugerne en enkel og troværdig information om, hvorvidt et produkt hører til blandt de mindst 

miljøbelastende inden for dets produktgruppe. Ordningen er gældende i de femten EU lande samt Norge, Island 

og Liechtenstein og den kan benyttes af alle producenter og importører, der afsætter produkter på EU-markedet. 

Ordningen er frivillig og skal som udgangspunkt dække alle non-food brancher, hvor der er udviklet kriterier. De 

brancher, der på nuværende tidspunkt især benytter sig af ordningen er farve- og lakindustrien, maskinindustrien 

(vaskemaskiner), papirvarer samt visse beklædnings- og tekstilvarer. Kriterier for valg af produktgrupper omfatter 

overvejelser omkring tilgængelighed i detailhandlen, andel af det daglige forbrug, miljømæssig betydning, 

produktgruppernes synlighed samt interessen fra producenterne og importørerne 

Kriterierne for at få tildelt mærket er fastsat således, at 5-30% af produkterne på markedet indenfor en 

produktgruppe skal kunne få tildelt mærket. Disse kriterier udarbejdes på baggrund af livscyklusanalyser, der 

søger at bestemme de væsentligste miljøproblemer, som er relateret til produktet. Ud fra disse analyser udvælges 

kriterierne for produktet. Det er dog vigtigt at understrege, at udvælgelsen af kriterier er en meget kompleks 

proces, der involverer både EU-kommission, miljømærkenævnet, industri og diverse interesseorganisationer. På 

sigt er det hensigten at ordningen skal være selvfinansierende. Indtil videre sker en del af finansieringen i 

Danmark af Miljøstyrelsen. 

Omkostningerne til ordningen dækkes mellem myndigheder, producenter, importører og forhandlere. Samlet set 

er det dog myndighederne der dækker hovedparten af udgifterne. Med hensyn til producenterne betaler disse et 

ansøgningsgebyr på kr. 3.500 kr. Dertil kommer et anvendelsesgebyr, som udgør 0,15 procent af omsætningen. 

17 

Ingeniøren nr. 38, 1996 

26


OECD gennemførte i 1997 en evaluering af EU-blomsten, med det formål at vurdere de markeds- og 

handelsmæssige effekter af ordningen. Da ordningen imidlertid kun har haft en ringe udbredelse på markedet har 

den derfor også kun haft en meget beskeden effekt. Der er endnu ikke foretaget en evaluering af forbrugernes 

holdning til miljømærket grundet den meget beskedne udbredelse. Senest undersøgelser tyder på at det stadig går 

trægt med udbredelsen. 

Svanen - det nordiske miljømærke 

Arbejdet med svanemærket blev igangsat i 1989 af Nordisk Ministerråd. Danmark blev imidlertid ikke tilsluttet 

ordningen før i 1997. At Danmark alligevel valgte at tilslutte sig Svanen skyldes som nævnt den langsommelige 

proces med at få udviklet og godkendt kriterier til EU's miljømærke Blomsten. 

Ordningen er frivillig og rettet mod produkterne, ikke virksomhederne, og er gældende i de nordiske lande. Det er 

endvidere muligt for udenlandske virksomheder at søge om at blive tilsluttet ordningen. 

Formålet med ordningen er ligesom med EU-blomsten at stimulere til et mere miljøvenligt forbrug ved vejledning 

af forbrugere og indkøbere, der ønsker at handle miljøbevidst. Desuden er et formål at fremme udvikling, 

afsætning og anvendelse af produkter, som er mindre miljøbelastende. Ordningen kan benyttes af alle de 

brancher, der er udviklet kriterier for og den er gælder både for producenter og importører. Det er dog især 

brancherne trykkeri, grossister af papirvarer og kemisk industri, der benytter ordningen. 

Som i tilfældet med Blomsten er det for Svanens vedkommende myndighederne, der betaler langt hovedparten af 

udgifterne til ordningen mens brugerbetaling på nuværende tidspunkt endnu kun er beskedent. Virksomhederne 

betaler et fastsat gebyr på 3500 kroner for at ansøge om mærket. Hertil kommer, at der ved godkendelse skal 

betales et anvendelsesgebyr på 0,4% af omsætningen af det mærkede produkt. Dog skal der maksimalt betales kr. 

250.000. 

Svanemærket er uden tvivl det mest kendte miljømærke af de to mærker Blomsten og Svanen. Der har imidlertid 

også været rejst kritik af ordningen. Et kritikpunkt til ordningen har blandt andet været, at der ved eksempelvis 

papirprodukter tages for meget hensyn til nordiske lande og deres genbrugsordninger. Dette er blevet kritiseret af 

lande uden for mærkningsfællesskabet, disse lande har samtidig påpeget, at deres virksomheder ikke har haft 

mulighed for at deltage aktivt i kriterieudvælgelsen. 

Andre eksempler positive miljømærker og miljøanprisninger af produkter 

En anden type eksempel på brugen af de positive miljømærker er en række firmaers og erhvervsorganisationers 

egne miljømærker eller egne anprisninger af deres produkters miljøvenlighed. Initiativer der er omstridt på grund 

af at ordningerne hverken er udarbejdet af eller kontrolleres af uafhængige instanser. Som oftest er der tale om, at 

man her anvender miljø som en parameter til at reklamere for egne produkter, uden at der ligger nogen reel 

miljømæssig indsats bag. 

Ofte fortæller disse mærker ikke den fulde sandhed omkring produktet. Eller mærkerne kan endog være direkte 

på kant med markedsføringsloven. Af eksempel herpå kan være anprisning af spraydåser, hvor det anføres, at der 

ikke indgår CFC som drivmiddel. Da stoffet imidlertid er forbudt i produktet er det i strid med 

markedsføringsloven. 

Et eksempel på en miljømærkningsordning etableret af erhversorganisationer er I.P. mærket. I. P. står for 

Integreret Produktion og er blandt andet udarbejdet af Dansk Erhvervsgartnerforening. Den erklærede målsætning 

for producenten er at nedsætte mængden af sprøjtemidler. En mærkningsordning der imidlertid ikke tyder på 

have haft udpræget succes hos forbrugerne. 

27


Hertil eksisterer desuden udenlandske miljømærker, som kan medvirke til at forvirre forbrugerne. Hvilket det 

tyske "Der Grüne Punkt" er et eksempel på. Mærket ses ofte på emballage. Imidlertid er der tale om et 

sorteringsmærke, som kun anvendes i Tyskland og derfor er rettet mod de tyske forbrugere. En genbrugsordning 

som Danmark ikke deltager i, hvorfor mærket er helt uden effekt herhjemme. Et andet eksempel er udvalgte 

genbrugsmærker, der også kan være misvisende. Dette gælder blandt andet det genbrugsmærke, som kan 

optræde på aluminiumsfolie. Fra et miljømæssigt synspunkt er genbrug af aluminium hensigtsmæssig. Problemet 

er imidlertid, at der ikke foretages systematisk indsamling af aluminium i Danmark. Det er derfor op til 

forbrugerne selv at aflevere aluminiumsfolien på få udvalgte steder i landet. 18 

Problemerne med miljømærker og anprisninger, hvor det er tvivlsomt om der overhovedet er nogen miljøeffekt, 

er ikke så udbredt i Danmark som i andre lande. Dette skyldes blandt andet at der har været end del fokus på 

denne problematik herhjemme. Anmeldelser til forbrugerombudsmanden og fokus på problemet i miljø- og 

forbrugerorganisationer har været medvirkende til at især de store producenter i højere grad har forsøgt at undgå 

denne form for markedsføring. 19 

Det er imidlertid et område, hvor det også fremover er nødvendigt at rette opmærksomheden. For mange 

miljømærker og miljøanprisninger, som ikke alle er lige reelle, kan gøre det vanskeligt for forbrugerne at træffe 

det miljømæssigt set mest hensigtsmæssige valg. Desuden kan disse mærker og anprisninger udvande værdien af 

et miljømærke som Svanen. Herved risikeres det, at et perspektivrigt miljøpolitiks virkemiddel forringes i 

væsentlig grad. 

Myndighedernes rolle 

Myndighederne har i Danmark en central rolle i forbindelse med brugen af miljømærker. Hvad angår Svanen er 

kriterierne udviklet i samråd med blandt andet Miljøstyrelsen og Miljømærkenævnet i samråd med de andre 

nordiske miljømærkningsinstitutioner. Blomsten er udviklet i EU regi. For begge mærker er der dermed sikret en 

hvis national indflydelse. I forhold til den markedsmæssige udbredelse og succes for miljømærkerne gælder det, 

at myndighedernes rolle her ikke kan undervurderes. 

Det fremtidige arbejde med at verificere og kontrollere virksomhederne må forventes i højere grad at blive 

foretaget af uafhængige organisationer. Eksempelvis de organisationer, der på nuværende tidspunkt foretager 

verifikation af miljøledelsessystemerne. 

18 Grøn information, 2000 

19 

AKTUELT 3. april 2000 

28


Det kræver store omkostninger at få udbredt kendskabet til miljømærker i en sådan grad, at de bliver et 

selvfølgeligt valg for forbrugerne. Skal miljømærker derfor udbredes yderligere, tyder det på, at myndighederne 

fortsat må virke som den primære drivkraft. Både med hensyn til at informere tilstrækkeligt om mærkerne samt 

at skabe økonomiske incitamenter for virksomhederne gennem en offentlig grøn indkøbspolitik. 20 

Sammenhæng med andre virkemidler 

Introduktionen af miljømærkning som et miljøpolitisk virkemiddel skal ses på baggrund af, at det ikke er lykkes 

at opnå tilfredsstillende resultater med den traditionelle "command and control" regulering. Udviklingen i 

forureningen er gået fra at kunne relateres til punktkilder til at have en mere diffus karakter. Hvor forurening 

tidligere nemt kunne relateres til de enkelte virksomheder er udpegning af forureningskilderne i dag ikke længere 

så entydig. De sidste par årtiers myndighedsregulering har utvivlsomt betydet, at virksomhedernes udledninger i 

dag er blevet begrænset og er under kontrol. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at opspore kilderne til meget 

forurening i dag. Et forhold der skyldes, at forureningen af et givent stof ikke kun sker i produktionsfasen(erne) 

men også i de faser, der ligger før og efter den egentlige produktion. Hertil kommer, at der foregår en stor 

vareudveksling af varer på tværs af landegrænser. 60% af de produkter der forbruges i landet er blevet importeret. 

Tilsvarende eksporteres 60% af de produkter der produceres. 21 

En anden problemstilling ved det traditionelle tilsyns- og kontrolarbejdet er, at det ikke indeholder noget egentligt 

incitament for virksomhederne til at være progressive og gå ud over kravene i miljøbeskyttelsesloven. I et forsøg på 

i højere grad at motivere virksomhederne til at være mere progressive på miljøområdet har man fra 

miljømyndighedernes side blandt andet introduceret den produktorienterede miljøstrategi. En strategi der har 

haft til formål at fremme anvendelsen af virkemidler som f.eks. miljømærkning. Miljømærker kan ses som et 

betydningsfuldt forsøg på at få aktiveret markedskræfterne, således at der er et incitament for virksomhederne til 

at forbedre deres miljøpræstation. 

På trods af at der har været meget fokus på brugen af miljømærkning som et miljøpolitisk virkemiddel, har man 

fra miljømyndighedernes side endnu ikke har formået at skabe den mest optimale sammenhæng til andre 

virkemidler. Når det gælder de miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, har man eksempelvis ikke fastsat 

langsigtede målsætninger i forhold disse. Miljømærkning kan netop være en måde, hvorpå man kan forsøge at få 

udfaset stofferne på ”Listen over uønskede kemiske stoffer” eller ”Effektlisten” 

20 Forbrugerstyrelsen, 1999 

21 

Miljøstyrelsen, 1998 

29


Når det gælder de offentlige grønne indkøb, har det i praksis vist sig, at man ikke fuldt ud har formået at støtte 

fremkomsten af det nordiske miljømærke. Man er dog fra myndighedernes side blevet mere opmærksom på det 

betydningen af, at det offentlige efterspørger miljømærkede produkter. De seneste analyser på området tyder 

imidlertid på, at der bør gøres en yderligere indsats i forhold til det offentliges indkøb af miljømærkede 

produkter. 22 

Miljøkommunikation 

Miljømærkning er den mest tydelige form for miljøkommunikation. Det vil sige synliggørelse og profilering af den 

miljømæssige indsats overfor kunderne, både de professionelle og de private. Hvilket eksempelvis kan være 

arbejdet med livscyklusvurderinger, ressourcebesparelser eller forureningsbegrænsning. Der sendes dermed et 

signal til omverdenen om, at der er tale om en virksomhed, organisation eller et produkt, hvor der er taget hensyn 

til de miljømæssige aspekter. Miljømærkning er på den anden side et virkemiddel, der er afhængigt af, hvorvidt 

det i tilstrækkelig grad formår at kommunikere det miljømæssige budskab ud til kunderne. Et væsentligt aspekt i 

den forbindelse er forbrugernes præferencer i forhold til den givne miljømærkningsordning. 

På trods af en forøget brug af miljømærker må det det imidlertid konstateres, at kunderne endnu ikke i 

tilstrækkelig grad forholder sig til de miljømæssige perspektiver ved indkøb. Et andet forhold, der gør sig gældende 

er, at der ikke altid er overensstemmelse mellem forbrugerens holdninger og handlinger i indkøbssituationen. 

Disse forhold er blandt de primære grunde til, at mærkningsordningerne indtil nu har haft begrænset effekt. 

Generelt tyder det på, at der er der en række vigtige forhold som er væsentlige, hvis en miljømærkningsordning 

skal være i stand til at kommunikere det miljømæssige budskab ud til kunderne – og dermed være succesfuld: 23 

· At det er vigtigt, at der foretages kendte præcise evalueringer af programmerne. 

· At standarderne skal kunne associeres med betydningsfulde miljømæssige bidrag. 

· At der skal stilles mest mulig information omkring det givne mærkningsprogram til rådighed for 

forbrugerne. 

· At forbrugerne har en grundlæggende viden omkring miljøforhold for at kunne træffe det rigtige valg. 

· At mærket har gennemslagskraft på markedet således at flest mulige producenter forholder sig til det. 

22 jvf. f.eks. DTI Erhvervsanalyser, 1999 

23 

EPA - USA, 1998 

30


Især er det vigtigt at et mærke er synligt og kendt på markedet, da producenterne ellers ikke har noget incitament 

til at ansøge om godkendelse. Desuden er prisen for ansøgning og godkendelse til et mærke vigtig for, hvorvidt der 

er en interesse for ansøgning. I den forbindelse skønnes det meget hensigtsmæssigt at støtte 

mærkningsordningerne op med oplysningsaktiviteter som reklame og oplysning. Et forhold der tilsvarende er 

blevet påpeget af den danske undersøgelser af mærkningsordninger. 24 

Som tidligere fremført, tyder de hjemlige erfaringer og markedsundersøgelser på, at mellem 1/4 og 1/3 af 

forbrugerne er villige til at købe de produkter, der belaster miljøet mindst muligt. Ses der eksempelvis på 

økologimærket, er det mærke, der i størst omfang har formået at kommunikere sit budskabet ud til forbrugerne. 

Opgørelse foretaget af økologisk landscenter i 1999 viser at salget af økologiske produkter udgør 5% af den 

samlede omsætning i Danmark 25 . Der er dog en betydelig variation i salget af de forskellige økologiske produkter. 

Hvor havregryn i undersøgelsen udgjorde 25 % udgjorde salget af svinekød kun 1 % af den samlede omsætning af 

disse varer. Når det gælder miljømærkerne Svanen og Blomsten er mærkernes samlede markedsmæssige 

betydning ikke opgjort. Dog tyder de foreløbige tendenser på en begrænset omsætning for disse mærker. 

Ser man alene på udbredelsen af de to mærkningsordninger er Svanen som tidligere fremført den mest udbredte 

af de to ordninger på det danske marked. Opgørelser foretaget sidst i 2000 har vist at især kendskabet til 

svanemærket er blevet udbredt, således at dette mærke er kendt af mere end halvdelen af forbrugerne. Der er tale 

om en klar stigning fra 1997, hvor mærket kun var kendt af 37% af befolkningen. Til gengæld er kendskabet til 

blomsten på retur, hvilket betyder kun godt hver syvende forbruger i dag har kendskab til dette mærke. 26 

I forhold til antallet af produkter, der er miljømærkede gælder det, at næsten 2.500 produkter i dag er mærket 

med Svanen. Udbredelsen af dette mærke går fortsat hurtigt og der er i de sidste år næsten sket en fordobling af 

varer, som er svanemærkede. Omvendt gælder det for Blomsten at dette mærke har endog meget vanskeligt ved at 

trænge igennem på markedet. På nuværende tidspunkt bærer kun 15 produkter i dag EU's miljømærke. Den 

meget langsommelige proces med at får udviklet kriterier til EU’s miljømærkningsordning skal blandt andet 

findes i at ordningen skal dækkes af hovedparten af de europæiske lande, der ofte har vidt forskellige præferencer. 

Det har imidlertid for begge mærker vist sig, at de nyder stor tillid blandt forbrugerne, og de forbrugere, der 

kender til mærkerne, stoler på, at disse gavner miljøet. På trods af en høj tillid til miljømærkerne, er det kun få 

forbrugere, som altid foretager miljøbevidste indkøb. 27 

24 

Forbrugerstyrelsen, 1999 

25 

Økologisk Landscenter 2000. 

26 Forbrugerinformationen, 2000 

27 Forbrugerinformationen, 2000 

31


Effekt 

Generelt er der tale om, at miljømærkninger bliver stadig mere udbredte både i Danmark og på verdensmarkedet. 

Der er imidlertid en række problemstillinger, der relaterer sig til mærkningsordninger på miljøområdet. 

Overordnet er processen med at indføre og opnå tilslutning til en mærkningsordning en kompleks proces, der 

både berører og inddrager miljøpolitiske målsætninger, forbrugernes opmærksomhed herunder oplysningsgrad 

omkring miljøforhold, handelsrelationer, effekter på im- og eksport og økonomiske effekter på den indenlandske 

industri. Dette gør processen vanskelig at overskue. Herunder spørgsmålet om hvorvidt, det altid er de mest 

optimale miljøkrav der stilles til produkterne. 

Et væsentligt punkt vedrørende en mærkningsordning er ordningens evalueringsmetode, da dette demonstrerer 

ordningens videnskabelighed, dens datamæssige grundlag samt bedømmelseskraft. De fleste mærkningsordninger 

er baseret på en form for LCA. En udfordring for mærkerne er under alle omstændigheder at kunne dokumentere 

en strengt videnskabelig fremgangsmåde. Da det imidlertid har vist sig vanskeligt at foretage gennemgående 

livscyklusanalyser, har det betydet, at kriterierne for at opnå godkendelse i sidste ende kan være givet på baggrund 

af kvalitative vurderinger. Noget der ofte bliver rettet kritik imod. 28 

For mærkningsordninger generelt gælder det, at der er tendensen til, at programmerne har et udpræget nationalt 

eller regionalt fokus. Dette kan give konflikter i forhold til importerede produkter, der er ikke altid tilgodeses i lige 

så høj grad, når en mærkningsordning skal udformes. Især udviklingslandene, der ikke deltager i særlig høj grad i 

kriterieudviklingsarbejdet, risikerer at blive ramt. Typisk ved at have sværere ved at opnå godkendelse til en given 

mærkningsordning. 29 

De initiativer, der har til hensigt at skulle standardisere de eksisterende mærkningsordninger mellem de 

forskellige lande lider imidlertid generelt under problemer med at opstille gennemskuelige retningslinier. Det er 

vanskeligt at harmonisere ikke-tekniske aspekter som eksempelvis kulturelle normer. Det er hertil vigtigt, at man 

ved udviklingen af programmer behandler de udenlandske aktører på lige fod med de indenlandske. Selv 

livscyklusanalyser kan give vidt forskellige resultater i de enkelte lande, hvis forudsætninger er forskellige. 

Eksempelvis er vandmangel/-forurening et større problem i Mellemøsten end i Norden, hvilket betyder at kravene 

til virksomhedernes forbrug af vand kan adskille sig. 

Ses der specifikt på henholdsvis Blomsten og Svanen kan problemstillingerne især relateres til den miljømæssige 

effekt og den markedsmæssige gennemslagskraft – for Blomsten gælder det desuden, at udviklingen af kriteriesæt 

foregår alt for langsomt. 

Som udgangspunkt gælder det, som tidligere fremført, at produkter med forbedrede miljøegenskaber skal kunne 

konkurrere på et internationalt marked. Et marked hvor der konkurreres intensivt på såvel pris og kvalitet og kun 

i et begrænset omfang på miljø. 

28 

EPA-USA, 1998 

29 

EPA-USA, 1998 

32


Den nuværende viden omkring de markedsmæssige potentialer og begrænsninger for salget af miljømærker er 

endnu begrænset. Noget tyder derfor på, at der kan være behov for evalueringer af hvordan den markedsmæssige 

gennemslagskraft kan styrkes. Et andet forhold, der gør sig gældende er, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, 

hvorvidt de ressourcer, der er sat af til at få gjort blandt andet Svanen kendt på, er tilstrækkelige. Det kræver store 

omkostninger at få udbredt kendskabet til miljømærker i en sådan grad, at de bliver et selvfølgeligt valg for 

forbrugerne. En stigende efterspørgsel på miljømærker stiller derfor selvsagt krav til myndighederne om en større 

indsats. Eksempelvis lå Miljømærkesekretariatets budget til reklamering ca. 2 millioner i 2000 30 . Et meget lavt tal 

set i forhold til at den meget store opgave det er at få ændret danskernes forbrugsvaner i større stil. Et forhold som 

Miljøstyrelsen er blevet mere opmærksom på, således at der er blevet planlagt et større fremstødt for 

Svanemærket. 

Når det gælder det offentliges rolle i forhold til efterspørgslen af miljømærkede varer, har det i praksis vist sig at 

man endnu kun tøvende støtter op om de miljømærkede varer, da der kun i begrænset omfang foretages indkøb 

af disse varer. 31 

Hvad virksomhederne angår lader deres arbejde med at anvende miljømærker også en del tilbage. På trods af at 

virksomhederne kan have en positiv holdning til mærkning er det kun et fåtal, der arbejder med mærkning på et 

på et mere langsigtet plan. For de fleste virksomheders vedkommende er deres anvendelse af miljømærker præget 

af mere tilfældige og taktiske overvejelse. 32 

I forhold til både Svanen og Blomsten kan det konstateres, at den miljømæssige effekt endnu er ukendt. Hvilket 

hovedsageligt skyldes, at en evaluering af den miljømæssige effekt er meget vanskelig, grundet udbredelse af 

mærkerne på mange forskellige produkttyper samt komplicerede produktionsprocesser. 33 Imidlertid er en vigtig 

konklusion fra blandt andet det amerikanske marked, at forbrugerne skal kunne forbinde et miljømærke med 

betydningsfulde miljømæssige bidrag. Netop dette er herhjemme blevet fremhævet som en af styrkerne ved det 

danske økologimærke. Tilsvarende er det blevet fremført i den Produktorienterede Miljøstrategi, at en 

forudsætning for at skabe et marked for miljørigtige produkter er, at der er let adgang til viden om produkternes 

miljøegenskaber. 

Ser man endelig på intentionerne om, at et mærke kun skal kunne opnås af den bedste tredjedel af produkterne 

30 

Interview Miljømærkesekretariatet, 2000 

31 

DTI erhvervsanalyser, 1999 

32 EPA - USA, 1998 

33 Interview Miljømærkesekretariatet, 2000 

33


inden for en given produktkategori, tyder de foreløbige erfaringer fra eksempelvis den grafiske branche på, at 

denne målsætning kan være vanskelig at overholde, da tallet for denne branche vurderes til at være langt højere. 

I forhold til de negative obligatoriske miljømærker har disse i en række tilfælde vist at have en positiv 

miljømæssigeffekt, hvilket blandt andet malerbranchen er et godt eksempel på. Erfaringer fra blandt andet 

Californien har vist, at anvendelsen af negative mærkningsordninger kan medføre stigende interesse hos de 

berørte virksomheder for at undgå at anvende de negative mærker. Noget der kan ske forbedre både den miljø- og 

sundhedsmæsige side af de mærkede produkter, således at mærkningen undgås. 

Hvad angår de neutrale miljømærkningsordninger, som miljøvaredeklarationer, er erfaringerne begrænsede, 

hvilket skyldes at denne form for mærkning endnu ikke er fuldt udviklet. Især med hensyn til de neutrale 

miljømærkningsordninger finder arbejdsgruppen, at det vil være hensigtsmæssigt at undersøge perspektiverne for 

denne mærkningsform yderligere. 

For de positive miljømærkers vedkommende må det afslutningsvist konstateres, at især Svanemærket er stærkt på 

vej frem og således tyder på at kunne blive et virkningsfuldt miljøpolitisk virkemiddel. Et virkemiddel der kan 

medvirke til at øge erhvervslivets incitament til at handle mere positivt i forhold til miljøet. Imidlertid kan det også 

konstateres, at det er nødvendigt i højere grad at få et overblik over mærkets miljømæssige bidrag samt den 

markedsmæssige gennemslagskraft, og hvordan dette kan styrkes. 

Milj Miljøledelse Milj ledelse 

Miljøledelse defineres i følge Dansk Standard som: 

"Den del af det samlede ledelsessystem, der indbefatter organisatorisk struktur, planlægningsaktiviteter, 

ansvarsfordeling, sædvane, metoder og ressourcer til at udvikle, indføre, opnå, gennemgå og 

vedligeholde miljøpolitikken". Dvs. et miljøledelsessystem til håndtering af virksomhedernes 

miljøproblemer. 

Det formaliserede miljøledelsesarbejde dækker på nuværende tidspunkt over to systemer. Nemlig ISO 

14001 og EMAS. ISO er en international standard for krav til virksomhedernes miljøarbejde, der er 

udviklet af den Internationale Standardiserings Organisation. ISO 14001 er en videreudvikling af den 

ældre britiske standard BS 7750. EMAS (Environmental Management and Audit Scheme) er udviklet i 

EU-regi og beskrevet i forordning 1836/93 med retsvirkning i alle EU-landene. 

Ved miljøledelse forstås en systematisk og dokumenteret måde at behandle virksomhedens 

miljøforhold. Det systematiske ligger i, at produktionens relevante miljøforhold lokaliseres og 

beskrives. De fremkommende oplysninger sammenholdes med virksomhedens miljøpolitik. På den 

baggrund skal virksomheden formulere målsætninger for de fremtidige miljøforbedringer. 

Forbedringer, der skal gennemføres efter nøje tilrettelagte planer. Miljøledelse er frivillige ordninger, 

hvor der gives en tredjeparts dokumentation for at en virksomhed har arbejdet målrettet med at 

forbedre dens påvirkning af miljøet. 

Opbygning Opbygning af af et et milj miljøledelsessystem 

milj ledelsessystem 

34


Opbygningen af miljøledelse kræver at virksomheden danner sig et overblik over dens miljøforhold, så 

det er tydeligt, hvordan indsatsen skal prioriteres. Gennemgangen af virksomhedens miljøforhold kan 

gøres på forskellige måder. Virksomheden kan eksempelvis vælge at anvende såkaldte små eller store 

manualer (store manualer stammer typisk fra EPA). Ved store manualer er udgangspunktet, at man 

skal starte fra bunden i virksomheden ved typisk at registrere alle stoffer og produkter samt spild ved 

hver enkelt maskine og afdeling. Herefter tegnes der et samlet billede af virksomhedens miljøforhold. 

Denne fremgangsmåde kræver imidlertid mange data og kan derfor være ressourcekrævende. Ny viden 

kan bl.a. hentes gennem produktblade, bearbejdning af de oplysninger, der ligger i bogholderiet, 

oplysninger fra miljømyndigheder. Til tider er det imidlertid ikke muligt at fremskaffe data, hvilket 

kan betyde, at der skal foretages en masse målinger. 

I stedet kan der anvendes små manualer, såkaldte "Husmandsmodeller", hvor der tages udgangspunkt i 

overordnede massebalancer for hele virksomheden. Herefter kan man så forsøge at gøre 

massebalancerne mere specifikke for enkelte afdelinger og for den enkelte proceslinie for derigennem 

at se, hvor det største spild er. De fleste virksomheder anvender små manualer. Derudover har nogle 

virksomheder valgt at tage udgangspunkt i andre eksempler på systematiske beskrivelser af 

miljøforhold. Det vil sige standarder og miljøgodkendelser. 

I en undersøgelse af erfaringer med miljøledelse i danske virksomheder som er foretaget for 

Miljøstyrelsen har det vist sig, at virksomhederne ofte forsøger at udarbejde et miljøledelsessystem på 

baggrund af den viden, der allerede eksisterer i virksomheden. Miljøgennemgangen baseres i høj grad 

på intern ekspertise, hvor specielt miljøchefen i de fleste virksomheder spiller en central rolle. De 

fleste virksomheder kan lave deres miljøgennemgang ved at udnytte den eksisterende men spredte 

viden, der findes i forvejen. Kun 1/4 har brug for selv at lave supplerende prøvetagninger. 

1/3 af virksomhederne anvender ikke konsulenter. De der gør, anvender dem hovedsageligt i den 

indledende miljøgennemgang, mens opbygningen af selve systemet oftest udføres af virksomheden 

selv. Dette afspejler givetvis at 68% af dem allerede har erfaringer med kvalitetsstyring. Opbygningen 

af et miljøledelsessystem kan for disse virksomheder ligge i umiddelbar forlængelse af dette 

kvalitetssikringsarbejde. 

Den endelige prioritering af miljøproblemerne kan foretages på flere måder. Nogle virksomheder 

anvender et såkaldt scoringssystem, der sammenvejer forskellige aspekter ved miljøproblemer som 

f.eks. mængde, spredning og giftighed. Disse modeller går ofte under betegnelsen at sammentælle 

æbler og pærer. Det vil sige at sammenligne usammenlignelige oplysninger. Mange er derfor fortalere 

for at bruge et andre mere indlysende prioriteringsformer. Disse prioriteringsformer kan være 

politikkernes og samfundets præferencer og krav til hvilke miljøforhold der kræver en indsats. Konkret 

er det ca. 80%, der bruger der forholder sig til signalerne i samfundet mens 40% anvender 

scoringssystemer. 

ISO ISO & & EMAS 

EMAS 

Målgruppen for de to miljøledelsessystemer er virksomheder, der har en interesse i at have et 

progressivt miljøarbejde og som ønsker at kunne dokumentere dette arbejde overfor omverdenen. Det 

35


være sig af hensyn til kunder, leverandører, myndigheder eller på baggrund af ønsket om 

effektiviseringer og rationaliseringer af ressourceforbruget. Af de to ordninger er EMAS, den der stiller 

de mest vidtgående krav. Ved EMAS-registrering skal der foretages en verifikation af: 

- Miljøpolitik 

- Miljøprogram 

- Miljøgennemgang 

- Funktion af miljøledelsessystem 

- Miljørevisionsproces 

- Miljøredegørelse 

De væsentligste forskelle mellem EMAS og ISO 14001 er, at ISO ikke stiller krav til følgende 

punkter: 

- En indledende miljømæssig gennemgang af virksomheden 

- Udarbejdelse og offentliggørelse af en miljøredegørelse. 

- Hyppigheden af intern miljørevision. 

- Samarbejde med myndighederne om indførelse og ajourføring af beredskabsplaner ved 

miljøuheld. 

- Behørig vejledning til forbrugere om væsentlige miljømæssige forhold i forbindelse med brugen 

og bortskaffelse af virksomhedens produkter. 

- At håndværkere og andre underleverandører, der arbejder på virksomheden, opfylder samme 

miljømæssige målsætning. 

Det er vigtigt at fremhæve, at de to miljøledelsessystemer ikke stiller nogle direkte krav til de 

egentlige emissioner samt størrelsen af energi- og råvareforbrug. Der er tale om et ledelsessystem, 

hvor hensigten er, at flest mulige virksomheder skal have mulighed for at kunne ansøge. Det være sig 

virksomheder og virksomhedstyper, der er grundlæggende forskellige. Virksomhederne er dog 

forpligtet til, som et minimumskrav at overholde lovgivningen samt arbejde med fortløbende 

forbedringer af miljøpræstationen. 

At indføre et verificerbart miljøledelsessystem tager typisk 16 - 18 måneder afhængigt af om 

virksomheden kun vælger at lade sig ISO-certificere eller samtidig også lader sig EMAS-registrere. 

Forskellen i tidsspændet kan være stort. Indførelsen af et miljøledelsessystem kan i særlige tilfælde 

implementeres på kun to måneder og omvendt er der eksempel på at implementeringen kan tage helt 

op til 44 måneder. 

Omkostninger Omkostninger og og udbredelse 

udbredelse 

Miljøstyrelsens erfaringer, med hensyn til omkostningerne ved at indføre miljøledelse er, at det i 

gennemsnit koster 600.000 kr. De økonomiske udgifter til certificeringen er især konsulenter ( 1/3 af 

omkostningerne), eget timeforbrug selve certificeringen og de løbende vedligeholdelsesomkostninger. 

Lidt over halvdelen (54%) af virksomhederne har konstateret økonomiske fordele ved at indføre 

miljøledelse. Dette kan primært henføres til ressourcebesparelser. Sparede miljøafgifter er kun nævnt 

36


hos 1/4 af de danske virksomheder, hvilket afspejler at kun få områder er afgiftsbelagte og at disse 

afgifter er beskedne. Endelig har den offentlige støtte til visse virksomheders arbejde med at indføre 

miljøledelse også været en betydende drivkraft. 34 

Udbredelsen af miljøledelse sker i et stadigt stigende tempo i Danmark. Tal fra Dansk Standard har 

vist at der ved årsskiftet 1999/2000 samlet var certificeret 400 virksomheder med ISO 14001. Mod 

bare 107 certificerede virksomheder og 40 landbrug ved årsskiftet 1997/1998. Af disse har ca. 1/3 

valgt også at lade sig EMAS-registrere. Omvendt er kun meget få virksomheder der udelukkende 

vælger at blive EMAS-registreret. Kun 1 virksomheder var i 1997/1998 EMAS-registreret. 

Opgørelser foretaget af Ingeniøren viser at Danmark er førende med flere ISO certificerede 

virksomheder end Mexico, USA og Canada tilsammen. Ordningen må på den baggrund siges at være 

blevet positivt modtaget af virksomhederne herhjemme. 


rolle 

Generelt set er der tale om en ordning, der er uafhængig af myndigheder. Myndighederne har ingen 

funktion hverken med at skulle stå for certificeringen eller kontrollen af miljøledelsessystemerne. I 

Danmark er det fire eller fem uafhængige organisationer, der står for verifikation og kontrol. Disse 

organisationer er blandt andet Dansk Standard, Norsk Veritas, Bureau Veritas Quality International og 

Dansk Betoncertificering. 

Efter at virksomheden har udarbejdet og revideret miljømålsætninger samt arbejdet systematisk med at 

optimere miljøforhold vil en auditor fra en af disse fire organisationer vurdere arbejdet. Ni ud af ti 

virksomheder består vurderingen mens den resterende del har tre måneder til at leve op til kravene om 

forbedring. 

Myndighederne har en vis indflydelse set fra et mere overordnet perspektiv. Først og fremmest af den 

grund, at EMAS er udviklet i EU-regi. Dernæst kommer, at Dansk standard især har en økonomisk 

tilknytning til myndighederne. DS administrerer standardiseringsarbejdet i Danmark samt formidler og 

varetager kontakten både til de europæiske og internationale standardiseringsorganer, blandt andet 

ISO. Herved sikres, at miljøledelsessystemerne ikke radikalt bryder med de lovgivningsmæssige krav 

på miljøområdet. 

Økonomisk set har myndighederne også haft en hvis indflydelse på udbredelsen af miljøledelse. 

Konkret ved at tildele processen opbakning. Man har f.eks. fra regeringens side ydet et bidrag på 120 

34 


37


millioner. Penge, der ganske vist ikke er givet direkte til den enkelte virksomhed, men som har været 

anvendt til information og pilotprojekter inden for de enkelte brancher. 

Ved ansøgning om ISO/EMAS skal virksomheden indsende en ansøgning til Miljøstyrelsen. MST vil 

efterfølgende kontakte virksomhedens tilsynsførende myndighed for at forhøre sig om eventuelle 

indvendinger. Alt i alt sikrer dette, at myndighederne har en vis kontrol med udviklingen. Der er 

imidlertid tale om en kontrol på et mere overordnet plan. 


virkemidler 

Miljøledelse hører overordnet set ind under de økonomiske virkemidler. Dette skyldes først og 

fremmest, at der er tale om et frivilligt redskab, som synliggør, at virksomheden gør en aktiv indsats 

på miljøområdet. Samtidig er der tale om et virkemiddel, hvor et af incitamenterne for virksomhederne 

netop ligger i, at miljøledelse, ved at give et bedre overblik over produktionsprocesserne, kan betyde 

økonomiske besparelser. Ved et mindre forbrug af ressourcer, energi, hjælpestoffer og kemikalier. 

Miljøledelse bør ses som en forlængelse af den offentlige regulering, hvor en hensigt er at få 

virksomheden til selv at føre tankegangen i miljøbeskyttelsesloven videre i virksomhedens daglige 

arbejde. Incitamentet for dette arbejde ligger for virksomhederne i, at der eventuelt er besparelser at 

hente, samt at man bliver bedre stillet i forhold til miljømyndighederne. Blandt andet ved ikke at skulle 

udarbejde grønne regnskaber og ved et lempeligere kommunalt tilsyn. En forlængelse af miljøledelse 

kan være anvendelsen af miljømærker, der giver virksomheden de bedste afsætningsmuligheder på 

markedet. 

Fra evalueringen foretaget af Miljøstyrelsen peges der på, dette ledelsessystem også har en nær 

sammenhæng til LCA og de standarder, der udvikles gennem dette arbejde. LCA og en 

produktorienteret miljøpolitik drejer sig om at påvirke virksomhedernes miljøforhold og her specielt, 

hvad der vedrører produktets miljøforhold set i et vugge til grav perspektiv. Det er hensigten at gøre 

dette ved at påvirke markedet gennem f.eks. miljømærkning, offentlige grønne indkøb etc., ved at 

skabe grobund for, at så mange aktører som muligt kommer på banen og stiller krav til 

virksomhederne. Der tilstræbes at skabe rammer, der kan stimulere virksomhederne til at fortsætte 

arbejdet med miljøforbedringer. Miljøledelse er tænkt som et centralt instrument her. 

Et usikkerhedspunkt er imidlertid relationen mellem virksomheder med miljøledelse og den offentlige 

miljøforvaltning. Når det konkrete arbejde med at indføre miljøledelse skal i gang mangler tyder en 

del på, at det offentlige har vanskeligt ved at deltage som en katalysator og medspiller. Det er 

væsentligt at forsøge at ændre på denne situation med mindre man i fremtiden kun ønsker at de 

tilsynsførende miljømyndigheder i fremtiden udelukkende skal foretage en indsats overfor de 

reaktionære virksomheder. 


Milj Milj kommunikation 

kommunikation 

Flere kundegrupper, det være sig både virksomheders professionelle kunder og detailkunder, stiller i 

dag øgede krav om og til miljørigtige produkter og produktionsmetoder. Et verificeret 

miljøledelsessystem giver virksomheden dokumentation for, at den har gennemført et systematisk og 

38


positivt arbejde med miljøforhold. 

ISO er i markedsføringssammenhænge den mest interessante for virksomhederne, da der er tale om et 

verdensomspændende certificeringssystem. ISO er imidlertid kun rettet mod virksomheden og 

produktionsprocesserne og ikke direkte på produkterne. Derfor er det ikke tilladt at reklamere med 

certificeringsordningen på virksomhedens produkter, men kun i forbindelse med omtale af 

virksomheden selv. På den baggrund er der ved anvendelse af ISO (og EMAS) tale om et system, der 

især retter sig mod de grupper af virksomheder, som den enkelte virksomhed indgår i et samspil med. 

Det være sig især de professionelle kunder og leverandører samt de respektive landes 

miljømyndigheder. 

Der er tale om en forskelligartet gruppe af virksomheder, som har valgt at arbejde med miljøstyring. 

En del af disse har imidlertid et vist kendskab til arbejde med kvalitetsstyring eller med miljøforhold i 

forbindelse med den offentlige regulering. 

Virksomhedernes konkrete overvejelser for at få et verificerbart miljøledelsessystem udspringer af en 

række forskellige grunde. Som oftest er der tale om et miks af følgende grunde: Ønsket om at være på 

forkant med udviklingen mens image og markedsføring og troværdighed følger herefter. Dette tegner 

et billede af, at virksomhederne opfatter miljøledelse som et vigtigt strategisk skridt af hensyn til deres 

fremtidige positionering på markedet og i relation til interessenterne. Direkte markedsmæssige fordele 

er også væsentlige for virksomhederne men egentlige kundekrav er det tilsyneladende kun et fåtal, der 

har mødt. Som det ofte har været konkluderet, er det markedsmæssige pres på virksomhederne endnu 

ikke så stort, at det direkte ansporer virksomhederne til at indføre miljøledelse. Det fremgår tilgengæld 

også, at de fleste virksomheder forventer at dette pres vil være der i fremtiden. 

Der er tale om divergerende bevæggrunde alt afhængigt af branche. Markedsføring er vigtige for den 

grafiske industri mens det at være på forkant er særligt vigtigt for jern- og metal branchen. Dette kan 

forklares ud fra at jern og metal især er underleverandører til andre industrier mens eks. den grafiske 

industri i højere grad afsætter direkte til markedet. 

Effekt 

Effekt 

Både fra myndighedernes og virksomhedernes side ses miljøledelse som et perspektivrigt virkemiddel. 

Udgangspunktet er at det vil have en langt større miljømæssig effekt, hvis virksomhederne af egen fri 

vilje tager højde for de eventuelle miljøproblemer, der kan opstå i forbindelse med en produktion. 

Modsat at denne opgave udelukkende overlades til myndighederne, som ofte kun har et delvist indblik 

i virksomhedernes produktionsforhold og som derfor også kan have vanskeligt ved at danne sig et 

fuldstændigt billede af en virksomheds miljøbelastning. 

Evalueringer af foretager for Miljøstyrelsen 35 

tyder på, at indførelsen af miljøledelse ofte har stor effekt 

på virksomhedernes miljøarbejde. Det kan konstateres, at disse virksomheder ganske hyppigt indfører 

forebyggende miljøforanstaltninger i form af f.eks. ressourcebesparelser, ændring i råvarer og 


39


materialer samt tager nye maskiner og processer i anvendelse. Sammenlignet med den viden, der er om 

almindelige virksomheders brug af forebyggende foranstaltninger, er der noget, der tyder på at 

virksomheder med miljøledelse dobbelt så tit indfører renere teknologier. Hertil kommer, at disse 

virksomheder i et vist omfang er opmærksomme på produkterne både før og efter de er blevet 

forarbejdede på den givne virksomhed. 

Miljøledelse medfører, at virksomhederne indgår i et mere intenst samspil med deres omgivelser. Det 

gælder f.eks. i forhold til deres leverandører, hvor de fleste virksomheder systematisk indhenter 

oplysninger samt også stiller miljøkrav til dem. Hyppigst i form af krav om at den gældende 

miljølovgivning overholdes. Enkelte virksomheder går endog så langt, at de kræver at leverandørerne 

har miljøstyring herunder egentlige akkrediterede miljøledelsessystemer. 

Erfaringer tyder også på, at virksomhederne indgår i et tættere samspil med deres øvrige interessenter. 

I dansk sammenhæng skal det bemærkes, at de væsentligste interessenter, ud over kunder og 

leverandører, er medarbejdere og miljømyndigheder. De finansielle interessenter (banker, 

forsikringsselskaber) samt miljøbevægelser og naboer er derimod sjældent på banen og udgør 

tilsyneladende ikke i dag en væsentlig drivkraft i forhold til virksomhedernes miljøarbejde. 

Endeligt gennemgår virksomhederne hyppigt nogle organisatoriske forandringer. Det kan ske ved at 

der dannes en miljøgruppe og evt. udpeges en miljøchef eller miljøkoordinator til at have det 

overordnede ansvar for systemet i dagligdagen. Det vurderes, at halvdelen af virksomhederne har ansat 

ny arbejdskraft i forbindelse med indføring af miljøledelse. 

Det kan imidlertid konstateres, at ikke alle evalueringer forholder sig lige positivt til virksomhedernes 

brug af miljøledelse. Erfaringsopsamlinger som dk-Teknik Energi & Miljø har foretaget for 

Miljøstyrelsen 36 

giver et noget mere kritisk syn på virksomhedernes brug af miljøledelse. De 

miljøtiltag, der foretages retter sig mod besparelser af henholdsvis energi og ressourcer. Dette er i sig 

selv positivt. Imidlertid peger erfaringerne på, at miljøtiltag stort set udelukkende foretages på 

baggrund af kortsigtede økonomiske overvejelser. Et forhold der har betydet, at prioriteringen af 

miljøindsatsen i højere grad dikteres af de økonomiske fordele end af det miljømæssigt set mest 

væsentlige. Samtidig betyder de økonomiske overvejelser, at virksomhederne oftest først påbegynder 

miljøledelsesarbejdet i det øjeblik, der er en overvejende sandsynlighed for, at udgifterne kan dækkes. 

Den noget kortsigtede og miljømæssigt set begrænsede fokusering har tilsvarende medført, at dialogen 

med blandt andet underleverandørerne, om miljømæssige forhold ofte nedprioriteres. Derved 

begrænses de miljømæssige perspektiver der kan ligge i en dialog mellem producenterne. Netop 

miljøledelse har været fremhævet, som et redskab til at kunne fremme denne dialog. 

Ser man mere generelt på de barrierer, der kan være for at en virksomhed vælger at indføre 

miljøledelse, er disse - ud over de økonomiske aspekter - forhold som manglende tid og manglende 

intern viden. Manglende ydre pres fra forbrugere og interessenter angives også som en begrundelse. 


40


For de større virksomheders vedkommende har disse som regel overblikket og viden. Her er det 

snarere tiden og interessen, der mangler. 37 

I forhold til markedet har der endnu ikke kunne konstateres noget markedspres på virksomhederne, 

hvilket derfor ikke har været det afgørende argument for virksomhederne til at indføre miljøledelse. Så 

selvom myndighederne de senere år har forsøgt at gøre miljøpolitikken mere markedsorienteret, har 

dette altså endnu ikke afspejlet sig i et egentligt markedspres. Der er derfor stadigvæk et behov for at 

stimulere udviklingen af grønne præferencer på markedet. 

Set ud fra en ren miljømæssig betragtning har det vist sig yderst vanskeligt at udpege de deciderede 

forbedringer af miljøet, der kan relateres til brugen af miljøledelse. Og der eksisterer ikke egentlige 

undersøgelser af den konkrete miljøeffekt af miljøledelse. På nuværende tidspunkt må de formodede 

miljøgevinster hovedsageligt tilskrives de generelle ressourcebesparelser, der foretages på 

virksomhederne i forbindelse med implementeringen af miljøledelse. 

I og med at der ikke er noget minimumsniveau, andet end det af lovgivningen satte, kan der reelt være 

en stor forskel på kvaliteten af de miljøledelsescertificerede virksomheders miljøarbejde. Miljøledelse 

kan i den henseende samtidig tjene som en blåstempling af stærkt miljøbelastende produktioner. Hertil 

kommer spørgsmålet om, hvilken betydning brugen af miljøledelse har i forhold til den mindre gruppe 

af virksomheder, der udviser en stærk problematisk adfærd på miljøområdet. Formår det at påvirke 

disse virksomheders adfærd? 

En betydende del af de danske virksomheder er afhængige af deres underleverandører. Dette er især 

tilfældet på det kemiske område, hvor en lang række af de kemiske stoffer produceres af udenlandske 

firmaer uden for landets grænser. Det kan være vanskeligt for den enkelte virksomhed at indhente 

tilstrækkelig viden om eventuelle miljøproblemer ved disse stoffer. Hertil kommer at for, at en 

virksomhed kan efterspørge de miljømæssigt set mest miljørigtige produkter, kræves der en viden om, 

hvad der skal efterspørges. En viden som det tilsvarende kan være vanskeligt for virksomhederne at 

opnå, men som oftest må fremskaffes v.h.a. af offentlig vidensinstitutioner. Foreløbige erfaringer tyder 

her på, at det i praksis er vanskeligt for virksomhederne i væsentlig grad at påvirke leverandører. Til 

trods for at EMAS forordningen lægger op til, at de certificerede virksomheder skal stille krav til netop 

leverandørerne. 

Der er på nuværende tidspunkt ingen opgørelser over præcist hvor stor en effekt miljøledelse har på 

eksempelvis kemikalietrykket. Indføringen af miljøledelse kan betyde en begrænsning i brugen af de 

37 

Miljøstyrelsen, 1999. 

41


giftigste kemikalier, men der ligger en risiko for at disse forbedringer kan blive meget beskedne som 

følge af en generelt stigende materialisering og af et højere forbrug af materielle goder. Overvejelserne 

for at løse disse problemstillinger går blandt andet på, at der bør arbejdes mere med miljøet før og 

efter virksomhedernes egen produktion. Det vil sige sammenhængen mellem miljøledelse og 

produktregulering. Hvordan disse forhold kan integreres, således at Livscyklusanalyser tilsvarende kan 

indbygges som en naturlig del af en ledelsespolitik, målsætninger og procedurer i virksomheden. På 

nuværende tidspunkt betyder brugen af miljøledelse ingen reel sikring af, at virksomhederne tænker 

LCA orienteret. Sat på spidsen forhindrer miljøledelse ikke en virksomhed i at feje for egen dør ved 

blot at sende problemerne videre. 

Arbejdsgruppen mener på den baggrund, at der bør opstilles mere specifikke målsætninger for 

miljøledelse både på kort og lang sigt. Krav der eventuelt kan formuleres branchevis. I relation til 

miljøskadelige kemiske stoffer kan der som eksempel stilles krav om, at stofferne på listen over 

uønskede kemiske stoffer bør udfases inden for en specificeret tidshorisont på de 

miljøledelsescertificerede virksomheder. Et andet forhold er at miljømyndighedernes betydning i 

forbindelse med udbredelsen og dynamikken af miljøledelse ikke bør undervurderes. Både som 

drivkraft til at sikre at virksomhederne foretager løbende miljøforbedringer og i forhold til at 

fremskaffe viden miljøbelastningerne i de forskellige produkters livscyklus. 

Offentlige Offentlige gr grønne gr nne indk indkøb indk indk 

Arbejdet med de offentlige grønne indkøb går tilbage til Miljøbeskyttelsesloven, som pålægger det 

offentlige selv at gøre en aktiv indsats for miljøområdet, blandt andet i forbindelse med indkøb og 

forbrug. Dertil kommer tidligere erfaringer med offentlige indkøb i forbindelse med 

energieffektiviseringer. Konkret bunder den nuværende strukturering af den offentlige grønne 

indkøbspolitik på: "Handlingsplan for en offentlig grøn indkøbspolitik", som blev vedtaget i 1994 og 

statsinstitutionerne har efterfølgende haft pligt til at udarbejde indkøbspolitikker siden 1995. 

Formålet med en offentlig grøn indkøbspolitik er: 38 

· 

offentlig produktion og forbrug. 

At tilskynde det øvrige samfund til også at anvende miljø- og ressourcevenlige, herunder 

energirigtige, produkter og produktionsmetoder. 

· At nedsætte miljøbelastningen, herunder miljøbelastningen fra energiforbrug som følge af 

38 www.mst.dk/Offentlige grønne indkøb 

42


Handlingsplan rettede sig oprindeligt udelukkende mod statens indkøb. Dette er blevet ændret pr 3. 

november 1998, således at både de kommunale og amtslige institutioner forpligtes til at foretage 

grønne indkøb. Der er imidlertid ikke er fastsat eksakte beløb eller procentsatser på størrelsen af de 

offentlige grønne indkøb hverken for stat, amt eller kommune. 

Et væsentligt og udbredt argument for at støtte udvikling af en offentlig grøn indkøbspolitik har både 

været, at myndighederne bør gå forrest i dannelse af et marked for miljøvenlige produkter. 

Intentionerne og målsætningerne med brugen af offentlige grønne indkøb er tilsvarende udspecificeret 

i den “Natur- og miljøpolitisk Redegørelse” fra 1999. 

“Målsætningen med indførelse af miljø- og energibevidste indkøb i den offentlige sektor er tosidet. På den ene 

side, at det offentlige går foran med et godt eksempel og nedbringer den direkte miljøbelastning, der stammer 

fra eget indkøb, forbrug og bortskaffelse af produkter. På den anden side, at det offentlige i egenskab af 

storforbruger styrker efterspørgslen efter renere produkter, og dermed sætter skub i udviklingen af varer og 

tjenesteydelser, der er mindre miljøbelastende. På den måde styrkes udviklingen af et marked for grønne 

produkter.” 39 

Omfang 

Omfang 

Når det gælder indkøb er der ingen tvivl om, at det offentlige udgør en meget væsentlig aktør på det 

danske marked. Statens årlige indkøb er opgjort til ca. 33 mia. kr. pr. år. Amternes og kommunernes 

årlige indkøb løber op i henholdsvis 26 mia. kr. og 32 mia. kr. Sammenlagt betyder det, at den 

offentlige sektor - stat, amt og kommuner - køber ind for tæt ved 100 mia. kr. om året, heraf står staten 

for en tredjedel. I hele EU, udbydes der for henved 3000 mia. kr. pr. år i offentlige indkøb. 40 

Ser man på de danske myndigheders indkøb er der alene de senere år sket en betydelig forøgelse af 

disse indkøb. Tal fra starten af 90'erne inddikerer, at statens årlige indkøb var på ca. 20 mia. kr. pr. år. 

Amternes og kommunernes årlige indkøb beløb sig til henholdsvis ca. 5 mia. kr. og 16 mia. kr. 41 

I forhold til danskernes samlede private forbrug udgør de offentlige indkøb udgør knap en sjettedel, 

hvilket understreger det store potentiale for de grønne indkøb. 

De statslige institutioner har pligt til at formulere en grøn indkøbspolitik. I bestræbelserne for at styrke 

den grønne indkøbspoltik har Miljøstyrelsen desuden udarbejdet vejledninger om miljøhensyn ved 

indkøb af produkter til brug for de offentlige institutioner. Ved indkøb via Statens Indkøbs Service 

rammekontrakter, kan offentlige institutioner ligeledes sikre sig, at producenterne lever op til udvalgte 

miljøkrav. Via rammekontrakter omsættes årligt for ca. 3 mia.kr., hvoraf knap 2/3 går til 

informationsteknologi, mens møbler og inventar udgør den næststørste post. 

Effekten af den nedskrevede indkøbspolitik tyder på en øget opmærksomhed omkring miljøbevidste 

indkøb både fra indkøbere, ledelse og medarbejdere. Dertil kommer at det er indkøbernes vurdering, at 

39 

Miljø- og Energiministeriet. Natur- og miljøpolitisk Redegørelse, 1999, side 360 - 361 

40 www.mst/offentlige grønne indkøb 


43


også leverandørerne i stigende grad er blevet opmærksomme på miljøkravene i den statslige 

indkøbspolitik. Registrering af statens institutioner og virksomheder har vist at henved 90 procent af 

disse er omfattet af en sådan indkøbspolitik. Det tager dog tilsyneladende tid at realisere de gode 

intentioner, da omkring halvdelen af samtlige indkøbere ved nærmere undersøgelse imidlertid ikke er 

klar over, at de er omfattet af en indkøbspolitik af en mere central myndighed. 

Helt konkret viser erfaringerne med offentlige grønne indkøb, på trods af store forventninger hertil, at 

det i dag kun en meget begrænset del af de offentlige indkøb, der er grønne. Et skøn - omend behæftet 

med usikkerhed, da der ikke findes egentlige opgørelser - siger, at den offentlige, grønne efterspørgsel 

ligger på knap 3 mia. kr. om året, hvilket svarer til under 3 procent af de samlede offentlige indkøb. 42 

Problemstillinger 


Der er endnu en lang vej igen før det miljøbevidste indkøb i staten kan kaldes massivt og 

indkøbspolitikken for alvor sætter miljø på lige fod med pris, kvalitet m.m. Forklaringerne på dette 

kan tilskrives flere forhold. Først og fremmest kan det konstateres, at det i sig selv kan være en større 

proces at implementere miljøbevidste indkøb. 43 

Et andet forhold er det ressoucemæssige aspekt, i det at det koster både tid og penge at foretage 

miljøbevidste indkøb. Ressourcer der enten kan relateres til øgede udgifter i forbindels med indkøbene 

eller ved ekstra tidsforbrug til indsamling af viden og dokumentation, samt kommunikation med 

henholdsvis leverandørerne og de ansatte. På nuværende tidspunkt gælder det, at det er de færreste 

institutioner, der har haft mulighed for at afsætte ekstra ressourcer til opgaven og har indpasset 

implementeringen i dagligdagen. En mere grundlæggende forudsætning for at der kan foretages 

offentlige grønne indkøb i større udstrækning og på alle niveauer i de enkelte institutioner er, at der en 

viden om både de miljø- og indkøbsmæssige forhold til stede internt i institutionen. 

Indkøberne er sjældent uddannede indkøbere. Det er blandt andet på den baggrund at erfaringer viser, 

at mange indkøbere efterlyser efterlyser mere viden om miljømæssige forhold samt om, hvordan 

arbejdet med grønne indkøb i højere grad kan systematiseres. Opkvalificering og efteruddannelse ses 

som et “must”. Der eksisterer imidlertid nogle barrierer for dette. En væsentlig barrierer udgøres af det 

tidsforbrug, som ligger i at skulle deltage i kurser, hvilket især gælder for den gruppe af indkøbere, 

som ikke er fuldtidsbeskæftigede med indkøb. Hertil kommer det prismæssige aspekt, da der kan være 

store omkostninger forbundet med efteruddannelse og opkvalificering. 44 

Et andet problem er, at samarbejdet mellem amternes og kommunernes miljømedarbejdere og de 

indkøbsansvarlige generelt er ringe. Den miljøkompetence, som miljømedarbejderne ligger inde med, 

vurderes at kunne blive udnyttet mere hensigtsmæssigt i forhold til de offentlige grønne indkøb. 

Samtidig forventes der en større miljømæssig effekt ved at placere indkøbene hos eksempelvis en 

specialkonsulent, som forestår de miljørbevidste indkøb, fremfor hos en sekretær, som også har mange 

andre vigtige opgaver. 

42 

DTI erhvervsanalyser, 1999 


44 Ny Viden fra Miljøstyrelsen, 2001 

44


Brug af miljøkriterier ved udbud tager bl.a. udgangspunkt i om der findes miljøvejledninger eller miljømærker 

for produkttypen. I vejledningerne om grønne indkøb indgår blandt andet anvisninger 

omkring listen over uønskede stoffer. Listen indgår konkret på den måde, at hvis der i produkttypen 

indgår stoffer, der findes på listen, anbefales det at undgå stofferne enten ved substitution eller ved reduceret 

brug. Hvor kraftige anbefalinger, der kan gives afhænger bl.a. af, om der findes reelle alternativer. 

Desuden ses produktets miljøpåvirkninger i hele dets livscyklus, og derved vurderes miljøpåvirkningerne 

i forhold til hinanden. Derfor kan det godt vurderes som mere vigtigt at få et produkt med et 

mindre energiforbrug end at undgå et stof, der er på listen over uønskede stoffer. 

Samlet set har erfaringer fra en række statslige og kommunale institutioner vist, at offentlige grønne 

indkøb kan være et stærkt og hurtigtvirkende virkemiddel. Et virkemiddel der tilgengæld også er 

meget afhængig af at der sættes handling og politisk vilje bag intentionerne. Et konkret eksempel på 

de store perspektiver, der ligger i dette virkemiddel i forhold til kemikalietrykket, er beslutningen i 

mange kommuner om ikke at indkøbe og anvende sprøjtemidler på offentlige anlæg. 

Der eksisterer på nuværende tidspunkt en række uløste problemstillinger i forhold til at få forøget 

mængden af det offentliges grønne indkøb og netop set i forhold til kemikalieproblematikken er 

indsatsen her endnu ikke tilstrækkelig. Tilsvarende gælder det, at størrelsen af de eksisterende grønne 

indkøb er meget beskeden i forhold til det offentliges samlede indkøb. Alene udfra den beskedne 

procentsats, synes der derfor at være god mulighed for at øge det offentliges indkøb af grønne 

produkter. 

Gr Grønne Gr nne nne afgifter 

afgifter 

Introduktionen af grønne afgifter har inden for de senere vundet stadig større udbredelse som 

miljøpolitisk virkemiddel. De grønne afgifter er fra regeringens side set som et virkemiddel, der skal 

skabe rammebetingelser, som både sikrer en gunstig erhvervsudvikling samtidig med virksomhedernes 

miljøbelastning reduceres. 45 

Baggrunden for denne fokus på grønne afgifter er, at prisen som hovedregel har afgørende betydning 

for, i hvor høj grad virksomhederne eller forbrugerne vil efterspørge en given vare. Det er således 

muligt at påvirke den markedsmæssige adfærd. Teoretisk set skønnes afgiftsinstrumentet at være den 

billigste måde for samfundet at regulere på. Dette kan illustreres ved, at en afgift på et 

uhensigtsmæssigt stof alt andet lige vil betyde, at de virksomheder, der er i stand til at foretage den 

største reduktion også typisk vil opnå størst økonomisk gevinst i forhold til konkurrenterne. Ved 

traditionel command- and- control regulering vil virksomhederne typisk blive pålagt at reducere 

udledningerne til et nærmere fastlagt niveau uanset omkostningerne. Den miljømæssige effekt på 

miljøet kan være den samme i begge tilfælde. Imidlertid vil de samfundsmæssige omkostninger være 

mindre ved anvendelse af økonomiske virkemidler. I praksis vil afgifterne være lettere at administrere, 

hvilket både gælder for myndigheder og virksomheder. Dette skyldes at brugen af afgifter ofte vil 

45 Finansministeriet, 1999 

45


reducere behovet for individuel vurdering, opfølgning og kontrol af virksomhederne. Derved bliver det 

muligt at få et bedre miljø for pengene. 46 

Imidlertid er der også en række områder, hvor afgifter som udgangspunkt vil være et uhensigtsmæssigt 

virkemiddel. Det gælder eksempelvis i forhold til dødbringende kemikalier, hvor forbud ofte vil virke 

mest hensigtsmæssigt. Tilsvarende i tilfælde, hvor der er tale om lokale miljøproblemer, hvor der er 

risiko, for at en generel afgift ikke sikrer, at den lokale forureningen vil blive nedbragt i tilstrækkelig 

grad. 

46 

Erhvervsministeriet 2001 

46


Set i et overordnet perspektiv indgår brugen af de grønne afgifter i forbindelse med den grønne 

skattereform. En skattereform, der blev vedtaget i 1993, og igangsat året efter. Formålet med denne 

reform har været gradvist at skifte tyngde i skattesystemet, ved at statens indtægter i højere grad skal 

dækkes af grønne skatter frem for indkomstskatterne. Dette har medført, at der er sket en betydelig 

stigning i anvendelsen af økonomiske styringsmidler på miljøområdet. Med hensyn til de grønne 

afgifter er formålet her mere specifikt at øge omkostningerne ved at belaste miljøet, således at både 

den almindelige borger og virksomhederne i højere grad vil blive motiveret til at ændre deres adfærd 

på miljøområdet. 47 

I forbindelse med anvendelsen af afgifter er der vise forbehold , der gør sig gældende. Til forskel fra 

en række andre virkemidler er brugen af afgifter kun muligt såfremt der forelægger en egentlig lov for 

en sådan afgift (i henhold til Grundlovens § 43). Dertil kommer at der er en række forbehold på 

internationalt plan, der begrænser brugen af afgifter. Eksempelvis i EU-sammenhæng. Her er der 

opstillet en række bestemmelser, som har betydning for udformningen af økonomiske instrumenter til 

brug på nationalt plan. Endelig kan det være problematisk for de danske virksomheders 

konkurrenceevne i tilfælde af, at de grønne skatter og afgifter kun pålægges danske produkter og ikke 

vedtages internationalt. 

Groft set kan grønne afgifter deles op i følgende typer: 48 

- Afgifter til dækning af forurenende adfærd. Afgifterne opkræves efter princippet om, at 

forureneren skal betale. 

- Afgifter i form af pantordninger, der typisk er øremærket til at sikre en miljømæssig forsvarlig 

aflevering og bortskaffelse af skadelige produkter. 

- Adfærdsregulerende afgifter, der skal søge at reducere brugen af problematiske stoffer eller 

produkter. En forøget pris skal få producenter og forbrugere til at fravælge disse stoffer og 

produkter af økonomiske grunde. 

- Adfærdsregulerende afgifter, der samtidig skal give et provenu enten til finansiering af 

miljøformål eller af velfærdsstatens generelle udgifter. 

Anvendelse 

Anvendelse 

Danmark har med sin øgede anvendelse af grønne skatter fulgt en europæisk udvikling, idet der i en 

lang række europæiske lande har været en stigning i anvendelsen af grønne skatter gennem de sidste 

10-15 år 49 

. Konkret udgjorde de samlede indtægter af både miljø- og energiafgifterne i 1999 35,8 mia. 

kr. i Danmark. Et beløb der svarer til 5,8 pct. af de samlede indtægter fra skatter og afgifter. 

Energiafgifterne udgør imidlertid hovedparten af disse indtægter med et beløb på 26,5 mia. kr. Ser 

man på de deciderede miljøafgifter udgjorde disse i 1999 9,2 mia. kr. At der har været tale om en 

betydelig stigning i miljøafgifterne afspejles af, at miljøafgifterne i 1991 udgjorde 1,1 mia. kr., hvilket 

er en stigning på 8.1 mia. kr. 50 

47 Miljø- og Energiministeriet, 1999 

48 

Se f.eks. Økologisk Råd, 2000 


50 Danmarks Statistik, 2000 

47


(Kilde:Danmarks Statistik, 2000) 

Det skal bemærkes at statistikken kun omfatter den del af den offentlige sektor, der kaldes offentlig forvaltning og service, 

dvs. offentlige aktiviteter, der ikke er markedsmæssige. Dette betyder konkret i forhold til miljøområdet, at blandt andet 

dele af spildevands- og affaldsbehandlingen ikke er omfattet af statistikken. Derfor er opgørelsen ikke fuldt ud dækkende 

for den offentlige sektors samlede miljøindsats. 

48


Af eksempler på grønne afgifter er: 51 

- CO2–afgiften, svovlafgiften og energiafgift fra erhvervene. 

Afgift der er pålagt erhvervslivets energiforbrug og som sigter på, at reducere forbruget af 

fossile brændsler. Afgiften er er differentieret efter energianvendelse og er opdelt efter de tre 

kategorier, rumvarme, energiintensive processer samt mindre energiintensive processer. 

Differentieringen af afgiftssatserne betyder, at des mere energiintensiv virksomheden er, des 

mere falder afgiftsbelastningen pr. energienhed. Dertil kommer, at det hvad angår de meget 

energiforbrugende virksomheder, er muligt at indgå en aftale med Energistyrelsen om 

energieffektivisering og således få refunderet en del af CO2 -afgiften. Dette sikrer både, at der 

foretages energieffektiviseringer i de mest energiforbrugende virksomheder, uden at disse 

virksomheder bliver for belastet rent økonomisk. 

- Affaldsafgiften. 

Denne afgift trådte i kraft tilbage i 1987 men er løbende blevet forhøjet. Formålet med denne 

afgift har været at konfrontere affaldsproducenterne både de økonomiske- og miljømæssige 

omkostninger ved affaldsbortskaffelse. Affaldsafgiften er rettet mod både selve produktionen af 

affald samt håndteringen af affald. Der er sidenhen foretaget en differentiering, hvilket har 

betydet, at det er dyrere at deponere affaldet end at sende det til forbrænding mens 

genanvendelse helt er fritaget for afgift. 

- Spildevandsafgiften. 

Afgiften indførtes i 1997 og er pålagt udledninger af henholdsvis kvælstof, fosfor og organisk 

materiale både fra fælles rensningsanlæg, virksomheder med eget renseanlæg og endelig på 

udledninger fra spredt bebyggelse i områder, hvor der ikke er kloakeret. 

- Klorerede opløsningsmidler. 

Afgiften blev indført i 1996 og er rette mod de tre mest anvendte klorerede opløsningsmidler, 

med det formål sænke forbruget disse opløsningsmidler 

Effekt 

Effekt 

51 

Miljø- og Energiministeriet, 1999 

49


De foreløbige erfaringerne med ovenstående eksempler på grønne afgifter har været følgende: 52 

· 

CO2–afgiften, svovlafgiften og energiafgift er end del af, viser de nuværende erfaringer, at 

energipakkens miljøvirkninger i stort omfang lever op til forventningerne. Det betyder konkret, 

at der vil være sket en reduktion af den samlede CO2-udledning på 4 procent i år 2005. Et tal der 

omregnet svarer til 2,3 mio. tons CO2. Med hensyn til udledningerne af svovl har erfaringerne 

vist, at miljøvirkningen af afgiften er bedre end forventet. Udledningerne af SO2 forventes derfor 

at være reduceret med 34.000 tons SO2 i 2005, som følge af afgiften. Omvendt har det vist sig 

at på trods af, at provenuet skal tilbageføres til virksomhederne, så tyder det på, at især 

fremstillingserhvervene belastes hårdere af afgifterne end forventet. Desuden har den samlede 

energipakke vist sig forholdsvis kompliceret at administrere for virksomhederne og det er derfor 

fra statsligt hold blevet overvejet at foretage en administrativ forenkling af energipakken. 

· CO2–afgiften, svovlafgiften og energiafgift: For den samlede energipakke, som de tre afgifter 

Affaldsafgiften: Evaluering af affaldsafgiften har vist, at der er sket et generelt fald i 

deponeringen af affald, men at der til gengæld er sket en betydelige stigninger i genanvendelsen. 

Imidlertid er det derimod uklart, hvorvidt afgiften har haft betydning for den samlede 

affaldsproduktion. 

tidspunkt ikke har været muligt at vurdere den miljømæssige effekt af afgiften. Rent 

økonomiske har afgiften givet et stigende afkast til staten. Tilbage i 1997 indbragtes således et 

provenu på 147 mio. kr. stigende til 334 mio. kr. i 1998. 

· Spildevandsafgiften har endnu kun kort tid på bagen, hvilket betyder at det på nuværende 

procent. Det tyder derfor på, at formålet med denne afgift er ved at blive indfriet. Imidlertid er 

forbruget af ét af de tre midler – tetrachlorethylen – er ikke faldet i nær samme grad. 

· Afgiften på de klorerede opløsningsmidler har medført et fald i salget af disse midler på ca. 25 

At brugen af grønne afgifter (her betegnet som skatter) for de europæiske lande som helhed har en 

positiv miljømæssig effekt, viser en evaluering foretaget af det Europæiske Miljøagentur. 53 


53 

Økologisk Råd, 2000 

50


De foreløbige konklusion i forhold til brugen af grønne afgifter som miljøpolitisk virkemiddel er, at 

disse afgifter konkret har betydet reduktioner både i forhold til udledninger og forbrug 54 

. 

Anvendelsen af afgifter på miljøområdet og for den sags skyld også på energiområdet, har imidlertid 

også vist, at det i praksis kan være vanskeligt at udforme afgifterne på en sådan måde, at de 


51


udelukkende tilgodeser miljø- eller energimæssige aspekter. Typisk vil udformningen af denne form 

for afgifter være en sammmenkædning af flere forskellige afgiftspolitiske hensyn. 

· 

hos producenter og/eller forbrugere. 

· Det adfærdsregulerende hensyn, hvor man via afgifter forsøger at anspore til en ændret adfærd 

· Fiskale hensyn. 

retning af mindre miljøbelastende og mere arbejdskraftintensive produkter. 

De internationale hensyn, hvor afgiftsniveauet må ses i forhold til afgiftsniveauet for 

virksomheder i andre lande, således at konkurrenceevnen ikke forringes i væsentlig grad. 

· Strukturpolitiske hensyn. Tilstræbning af, at rette forbrugeres og virksomheders efterspørgsel i 

De forskellige hensyn har betydet, at effekten af den givne afgift ikke altid bliver optimal. 

Et problem er eksempelvis i de tilfælde, hvor det fiskale aspekt er det dominerende. Et forhold der ofte 

medfører, at de grønne afgifter udformes som en stykafgift på den givne foruenings- eller 

ressourceenhed. Herved begrænses den miljømæssige effekt, da det især er de marginale omkostninger 

og ikke de gennemsnitlige omkostninger, der virker adfærdsregulerende. Dilemmaet her er imidlertid, 

at hvis afgifterne udelukkende indrettes ud fra et adfærdsmæssigt sigte, vil en ændring af folks 

miljøadfærd betyde, at staten ikke får nogle indtægter. 55 

På baggrund af de erfaringer der hidtil er gjort med grønne afgifter, har blandt andet Erhvervsministeriet 

været fremme med overvejelser om, hvilke forudsætninger der bør være opfyldt før end dette 

reguleringsinstrument kan få den tilsigtede effekt. Først og fremmest bør der være tale om et 

veldefineret, velafgrænset og klart afgiftsgrundlag med en enkel og gennemskuelig afgiftsberegningen. 

Det skal være muligt for virksomheder og borgerne at kunne ændre adfærd. Er dette ikke er tilfældet, 

vil en afgift kun medføre et øget provenu, uden at der sker en egentlig adfærdsregulering. En 

undtagelse herfor er dog i de tilfælde, hvor de grønne afgifter anvendes ud fra devisen om at 

forureneren betaler. 

I forbindelse med den fremtidige anvendelse af grønne afgifter på kemikalieområdet, er der blandt 

andet fremlagt forslag om, at brugen af de grønne afgifter overvejes i forhold til imprægneret træ, hvor 

der indgår stoffer som kobber, krom, og creosot. Samtlige af de tre stoffer står på Miljøstyrelsens 

reviderede liste over uønskede stoffer. Derudover undersøges det, om der ud fra klassificeringerne af 

de kemikalier, der sælges i detailhandlen, kan indføres en afgift, således at forbruget af disse 

kemikalier i blandt andet husholdningerne reduceres. 56 

Frivillige Frivillige aftaler 

aftaler 

Omfanget og kompleksiteten af tidens miljøproblemer har overbevist både politikere og industrien om 

nødvendigheden af nye miljøpolitiske virkemidler. Virkemidler der bygger videre på den eksisterende 

miljøregulering baseret på emissionskrav og regulativer og som kan bidrage til et tættere samarbejde 

55 Brendstrup & Jespersen, 1994 

56 Skatteministeriet Miljø- og Energiministeriet Finansministeriet August 2000 

52


mellem myndigheder og industrien. Dette er brugen af frivillige aftaler et konkret eksempel på. 

Frivilligheden består groft sagt i, at industrien under udsigt til skærpede miljøkrav kan foretrække et 

regelsæt, som den selv er med til at fastlægge frem for miljøkrav alene fastsat af myndighederne. 

EU kommisionen inddrog i forbindelse med “The 5 th 

Environmental Plan of Action” fra 1992, denne 

form for regulering, hvor frivillige aftaler indgår som et centralt instrument. Denne femte 

miljøhandlingsplan havde som overordnet målsætning at rykke den politiske beslutningsproces i 

retning af større bæredygtighed både i forhold til den økonomiske og den sociale udvikling. 

Kommisionen vurderede positivt de muligheder, der lå i brugen af aftaler som miljøpolitisk 

instrument. 57 

EU-Kommissionens har siden taget kontakt til både Ministerrådet og Europa Parlamentet med det 

formål at skabe rammer for indgåelse af miljøaftaler. Et initiativ der skulle ses i sammenhæng med 

EU's 5. Miljøhandlingsprogram, hvilket fordrede overvejelse omkring: 58 

- opstilling af retningslinier for en effektiv anvendelse af miljøaftaler. 

- opstilling af betingelser for, at sådanne aftaler kan anvendes til gennemførelse af visse 

bestemmelser i Fællesskabets direktiver. 

- anføring af, hvorledes miljøaftaler kan anvendes på EU plan. 

I forhold til Danmark blev der allerede i 1991 indført en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Denne 

giver ministeren hjemmel til at indgå aftaler med virksomheder. Aftaler der skal sikre, at 

virksomhederne opnår nærmere fastsatte mål for anvendelsen, udledningen eller bortskaffelsen af 

nærmere bestemte produkter, stoffer eller materialer. 

I den Natur- og miljøpolitiske redegørelse 1999, kædes brugen af aftaleinstrumentet sammen med den 

overordnede strategi for miljøindsatsen. Her fremgår det, at regeringen særligt vil arbejde for at: 

- Tilrettelægge miljøindsatsen, så omkostningerne for samfundet bliver så lave som mulige. Det 

skal ske med det rigtige valg og rigtige den kombination af styringsmidler. 

- Udbygge beslutningsgrundlaget for valg af styringsmidler på natur-og miljøområdet, f.eks. ved 

at udbygge viden generelt om styringsmidlers miljø- og omkostningsmæssige effekter. 

Udbredelse Udbredelse og og erfaringer 

erfaringer 

I forhold til de frivillige aftaler eksisterer der en større variation af denne type af aftaler. Eksempler 

herpå er selvregulering, frivillige initiativer, sam-regulering, frivillige forlig med mere. Opgørelser 

viser at der eksisterer mere end 300 af slagsen alene inden for EU. 59 

I tilfældet med Danmark, er det også her gjort erfaringer med aftalekonceptet, der anvendes i stigende 

grad på miljøområdet. Disse har vist, at der i særdeleshed bør være et kritisk fokus på forhold som 

57 

OECD, 1998 


59 OECD, 1998 

53


muligheder for kontrol og pålidelighed af data, da der er eksempler på at ikke alle aftaler er blevet 

overholdt. De seneste ti års erfaringer har vist, at aftaler i nogle tilfælde kan være et velegnet 

virkemiddel til at opnå miljømæssige målsætninger. Noget der imidlertid beror på konkrete 

vurderinger fra område til område. 

Frivillige Frivillige aftaler, aftaler, indg indgået indg et i i perioden perioden 1987 1987-96: 1987 96: 96: 60 

- Genanvendelse af transportemballage. 

- Tilbagetagning af kasserede dæk. 

- Indsamling og bortskaffelse af kasserede blyakkumulatorer til genan-vendelse. 

- Bortskaffelsesordning for CFC-holdige kølemøbler. 

- Selektiv nedbrydning på bygge- og anlægsområdet. 

- Indsamling af genopladelige nikkel-cadmium batterier. 

- Brug af nonylphenolethoxylater. 

- Reduktion af brugen af organiske opløsningsmidler i husholdnings-produkter. 

- Anvendelse af PVC. 

- Anvendelse af stofferne DTDMAC, DSDMAC og DHTDMAC. 

- Oliebranchens Miljøpulje. 

- Reduktion af brugen af organiske opløsningsmidler (VOC-aftalen). 

- Renere dieselkvaliteter. 



60 

Miljø- og Energiministeriet, 1999 

54


Brugen af aftaleinstrumentet på miljøområdet har vist sig både at være en styrke og en svaghed, 

hvilket skyldes den frivillighed, der ofte ligger implicit i aftalen. Ved brugen af aftaleinstrumentet har 

industrien indflydelse på udformningen af den enkelte aftale, hvorfor det ofte er muligt at opnå større 

forståelse og bredere støtte til mere vidtgående miljøtiltag, end ved brugen af decideret lovgivning. Til 

gengæld er det for eksempel helt afgørende for en brancheaftale, at de enkelte firmaer bakker op om 

aftalen, hvis denne skal have en effekt. 61 

Til fordelene hører, at en aftale ofte kan være det mest omkostningseffektive instrument til at realisere 

specificerede miljømålsætninger. Ved brugen af aftaleinstrumentet udnyttes industriens evner og 

erfaringer til at finde de mest hensigtsmæssige løsninger samt sikre, at der opnås en højere 

miljøbeskyttelse. Generelt fungerer aftalerne således, at virksomhederne inden for de i aftalen fastlagte 

rammer selv fastlægger, hvor og hvordan reduktionerne skal foretages. 

Omvendt er der også forbundet en række ulemper forbundet med brugen af aftaler. Et problem har vist 

sig at forarbejdet til at indgå en aftale er særdeles omfangsrigt og ressourcekrævende. Samtidig vil 

virksomhederne ofte side inde med den størst viden om egne produktionsforhold og dermed have det 

størst overblik over de muligheder, der ligger for at opnå reduktioner eller reducere udslip - kaldet 

asymmetrisk information. Dette stiller ekstra krav til den offentlige aftalepart, hvis det skal sikres at 

man når frem til den miljømæssigt set bedste aftale. Desuden har det i en række tilfælde vist sig meget 

ressourcekrævende at nå til enighed om indgåelse af de endelige aftaler mellem aftaleparterne. 

Indgåelsen af en aftale stiller desuden krav til de (relevante) virksomheder, som ikke omfattet af 

aftalen - hvis disse ikke er medlem af den brancheorganisation, der indgår aftalen. Disse virksomheder 

skal reguleres ud fra miljøkrav, som svarer til indholdet i den givne aftale. Et tiltag, der er nødvendigt 

for at sikre, at de virksomheder, der ikke er omfattet af aftalen, ligestilles med de virksomheder, som er 

omfattet. En anden alvorlig side af frivillige aftaler er manglen på sanktionsmuligheder, hvilket 

betyder, at aftalerne kan blive saboteret af virksomheder, som agerer ved “free riding” 62 

. Et problem 

der kan være vanskeligt at undgå ved brugen af frivillige aftaler. 

En anden problemstilling er, at aftaler begrænser myndighedernes muligheder for at tage yderligere 

initiativer i aftaleperioden. Viser det sig i løbet af en aftaleperioden, at de miljømæssige målsætninger 

alligevel ikke kan opnås, eller at der tilvejebringes ny viden, således at målsætningerne virker 

utilstrækkelige, vil mulighederne for supplerende indgreb i praksis være begrænsede. 


62 

OECD, 1998 

55


Et meget aktuelt eksempel på brugen af aftaler er Kyoto aftalen, der vedrører udledningerne af 

drivhusgasser. I forhold til den aftale fremgår det blandt andet: 

“Kyoto-aftalen fra 1997 forpligter verdens industri-lande til at begrænse deres udslip af drivhusgasser 

med 680 mio. tons kulstof. Men handel med kvoter, der skulle gøre det muligt 

At begrænse drivhuseffekten, hvor virkningen er størst, og projekter der kan give mest miljø for 

pengene kan vise sig som en billig udvej for industrilandene. I alt skønnes det, at det er muligt at 

begrænse udslippet af drivhusgasser med mellem 100 og 200 procent af de 680 mio. tons alene ved 

brug af de "fleksible mekanismer", der er i kyoto-aftalen - uden at industrilandene selv reducerer deres 

ud-slip. Kritikerne peger på behov for afgrænsning og re-gulering mod misbrug af disse potentielle 

smut-huller i aftalen.” 63 

Kyotoaftalen illustrerer netop, hvor omstridt brugen af aftaler som et miljøpolitisk virkemiddel kan 

være. Et virkemiddel som samtidigt er utroligt centralt når der skal foretages forhandlinger mellem et 

større antal lande. 

I forhold til industriens brug af kemikalier har aftaleinstrumentet været flittigt anvendt. Herhjemme er 

aftaler er i de senere år eksempelvis blevet anvendt i et forsøg på at få industrien til at reducere 

anvendelse af kemikalier som PVC, alkylphenolethoxylater i vaske- og rengøringsmiddel samt aftale 

om udledningen af VOC'er. 

Skal brugen af aftaler som et miljøpolitisk virkemiddel blive et effektfuldt virkemiddel både generelt 

og i forhold til de miljø- og sundhedsskadelige stoffer stiller dette altså først og fremmest krav om, at 

der er indbygget en troværdig kontrolmekanisme og sanktionsmuligheder i aftalerne således, at “free 

riding” undgås. Samtidig stiller det krav til myndighedsparten om at være opmærksom på betydningen 

af at det er virksomhederne, der som hovedregel har det største kendskab til “hvor skoen trykker”, dvs. 

asymmetrisk information. 

Tilskudsordninger 

Tilskudsordninger 

Brugen af tilskud og tilskudsordninger som miljøpolitisk virkemiddel har været stigende de senere år, 

således at der i dag eksisterer en lang række tilskudsordninger på miljøområdet. Af disse kan nævnes 

følgende eksempler: 64 

63 

Teknologirådet, 2000 

64 

www.mst/tværgående indsats/tilskudsordninger 

56


- Affald og genanvendelse - Aktionsplan for fremme af økologisk byfornyelse og spildevandsrensning 

- Aktiviteter vedrørende bekæmpelsesmidler - DANCEA -miljøbistand Nord (forbedring af 

miljøtilstanden i Arktis)- DANCED - miljøbistand syd (forbedre miljøtilstanden i udviklingslandene) - 

DANCEE- miljøbistand Øst (miljøforbedringer i Østeuropa)- Den Grønne Jobpulje 

- Indsamlingsordning for dæk - Indsamlingsordning for nikkel-cadmium-batterier - LIFE 

(demonstrations - og innovationsprojekter for industri og lokale myndigheder, som 

understøtter EU’s miljøpolitik)- Teknologipuljen - Vandfonden 

Det er Miljøstyrelsen, som har ansvaret for disse tilskudsordninger. For mange af ordningerne gælder 

det, at størstedelen af de afsatte midler er øremærket virksomheder, organisationer, kommuner og 

borgere. Omvendt gælder det på visse områder, at det kun er Miljøstyrelsen, der kan sætte projekter i 

gang. I sådan tilfælde kan andre aktører kun i begrænset omfang søge om støtte. 

At der er er afsat forholdsvist store beløb til brug for tilskudsordningerne, er puljerne i henholdsvis 

Den Grønne Fond, Program for renere produkter og Den grønne Jobpulje eksempler på. 

Den Den Gr Grønne Gr nne Fond 

Fond 

En af de mere kendte tilskudsordninger er “Den Grønne Fond”. Hensigten med denne ordning har 

været at skabe basis for generel udviklingen af bæredygtig på alle niveauer i samfundet. Den grønne 

Fond støtter projekter, der påvirker samfundet som helhed i retning af større miljøbevidsthed og 

økologisk udvikling. 

Den Grønne Fond blev oprettet ved lov i april 1994 og trådte efterfølgende i kraft sommeren 1994. 

Loven administreres af Det Grønne Sekretariat i Miljøstyrelsen, men beslutning om tildeling af støtte 

træffes af fondens bestyrelse. I år 2000 blev der afsat 45 mio. kr. til fonden. Mindst en tredjedel af Den 

Grønne Fonds midler skal bruges som løntilskud til et netværk af lokale miljøvejledere. De såkaldte 

grønne guides. Derudover kan fonden yde tilskud til både enkeltpersoner, private foreninger og 

organisationer i Danmark - men dog ikke erhvervsvirksomheder. Fonden støtter især følgende 

områder: 65 

- Nyskabende eller tværgående initiativer vedrørende miljø, natur og ressourcer. 

- Byøkologiske aktiviteter, der ikke er omfattet af andre støtteordninger. 

- Internationalt miljøarbejde, der sigter mod samarbejde med miljøorganisationer i andre lande og 

deltagelse i internationale miljøkonferencer og -møder med videre, herunder opfølgning af 

FN's konference i Rio i 1992. 

- Aktiviteter der fremmer et miljøvenligt eller økologisk forbrugsmønster. 

- Initiativer inden for oplysning, uddannelse og erfaringsudveksling om sådanne aktiviteter. 

- Netværksdannelser af personer og organisationer omkring sådanne aktiviteter. 

Program Program for for renere renere produkter 

produkter 

Formålet med "Program for renere produkter m.v." er at styrke udviklingen samt forbedre afsætningen 

af renere produkter. Konkret kan der gives tilskud til projekter, som ved fremstillingen af et produkt 

forsøger at reducere miljøbelastningerne i hele dets livscyklus. Herunder også de tilknyttede 

serviceydelser. Derudover er det hensigten, at tilskudsordningen også skal styrke håndteringen af 

65 www.mst/tværgående indsats/tilskudsordninger 

57


affald, i produkternes samlede livscyklus. I praksis drejer det sig om de områder, der er indeholdt i 

redegørelse om den produktorienterede miljøindsats, regeringens kemikaliestrategi og Affald 21. 

Programmet er startet i 1999 og fortsætter frem til år 2002. Af det samlede beløb udgør tilbageførte 

CO2-afgifter 60 mio kr. I finansloven er der for 2000 og frem til 2002 afsat følgende midler: 

År 

Mio Mio kr. 

kr. 

2000 

111,0 mio kr. 

2001 

132,3 mio. kr. 

2002 

127,2 mio. kr. 

Det er Miljørådet for renere produkter, der foretager den overordnet prioritering af tilskudsmidlerne, 

hvilket sker i form af årlige prioriteringsplaner. På baggrund af denne prioritering er det 

Miljøstyrelsen, der behandler ansøgningerne samt bevilger tilskud. 

I forhold til Udviklingsordningen har de indsatsområder, som Miljørådet har satset på i 2000, været 

følgende fem hovedområder: 66 

- Generelle metoder og værktøjer 

- Fremme af udvikling af renere produkter 

- Forbrug, handel og markedets rammer 

- Affald og genanvendelse 

- Særlige produktområder 

Derudover omfatter programmet for renere produkter de to ordninger Miljøkompenteceordningen og 

Miljømærkefremmeordningen. For miljøkompenteceordningen gælder det, at ordningen giver tilskud 

til blandt andet opbygning af miljøkompetence i institutioner og virksomheder. Med hensyn til 

miljømærkefremmeordningen har denne til formål at øge antallet af miljømærkede produkter. 

Tilskuddene fra disse to ordninger tildeles kun små og mellemstore virksomheder. 

Den Den Gr Grønne Gr nne Jobpulje JobpuljeDen Jobpulje Grønne Jobpulje blev vedtaget i 1997, hvilket skete på baggrund af 

finanslovsaftalen fra 1996. Formålet med Den Grønne Jobpulje har kort været at skabe nye 

arbejdspladser, som har et miljømæssigt formål og indhold. Et primært formål for denne jobpulje har 

desuden været at skabe varige arbejdspladser. Puljen omfatter dog i visse tilfælde også projekter, hvor 

der kun skabes midlertidige arbejdspladser. 

Budgettet for Den Grønne Jobpulje har været på 305 millioner kroner. Midler der er fordelt med 125 

millioner kroner i 1997 og 60 millioner for hvert af de følgende år frem til år 2000. Midlerne i Den 

Grønne Jobpulje fordeles af Den Grønne Jobpuljes bestyrelse. Bestyrelsen udpeges af Miljø- og 

Energiministeren for en periode af to år ad gangen. 

En foreløbig midtvejsevaluering af Den Grønne Jobpulje har vist, at der skabes nye arbejdspladser. 

Arbejdspladser hvor de ansatte i kraft af deres virke med miljømæssige problemstillinger bidrager til et 

bedre miljø. Samlet set har Den Grønne Jobpulje siden 1997 givet tilskud til i alt 417 projekter med et 

66 www.mst/tværgående indsats/tilskudsordninger 

58


beløb på i alt 182 millioner kroner. En investering der indtil nu har bidraget til at skabe 91 vedvarende 

job i forbindelse med blandt andet miljøledelse og udvikling af grønne produkter. 67 

Effekt Effekt - tilskudsordninger tilskudsordninger generelt generelt 

generelt 

Den udbredte brug af tilskud på miljøområdet, har ført til kritik fra forskellige steder. Kritik der både 

går på beløbsstørrelsen af tilskuddene og på effekten af disse tilskudsordninger. 

Miljøstyrelsen har blandt andet derfor forsøgt at give et dækkende billede af tilskuddenes funktion og 

deres berettigelse. Her fra er der blevet argumenteret med, at tilskudsordninger først og fremmest er 

oprettet på baggrund af, at man fra politisk side ønsker at lede udviklingen i en bestemt retning. En 

retning hvor tilskud vurderes, at være det mest hensigtsmæssige virkemiddel eventuelt i kombination 

med andre virkemidler. 

67 


59


Man har fra Miljøstyrelsen side desuden fremført, at den traditionelle regel- og påbudsorienterede 

regulering på miljøområdet ikke i alle situationer er det mest optimale virkemiddel. Eksempelvis når 

det gælder de politiske målsætninger om, at der skal ansættes flere miljømedarbejdere i 

virksomhederne. Tilsvarende gælder det for udvikling og produktion af mere miljøvenlige produkter. 

Skal udviklingen her gå i en retning, således at der designes og produceres mere miljørigtige 

produkter, en retning hvor den enkelte borgere samtidig efterspørge denne type produkter, så skønnes 

et virkemiddel som tilskud – i samspil med blandt andet afgifter, miljømærker og lignende at have 

afgørende betydning. 68 

Samlet set er der tale om et virkemiddel, som især kan være medvirkende til at skabe mere viden 

omkring miljøforhold internt i virksomhederne og skabe incitament blandt disse til at agere mere 

miljøvenligt. Det er imidlertid samtidig også et virkemiddel, der er meget følsomt over for den 

politiske velvilje. 

Produktpaneler 

Produktpaneler 

Produktpanelerne tager udgangspunkt i den produktorienterede miljøstrategi, som kom frem i 1996. 

Den produktorienterede miljøstrategi tager udgangspunkt i det forhold, at udviklingen i forureningen er 

gået fra at kunne relateres til punktkilder til at have en mere diffus karakter. Hvor forurening tidligere 

nemt kunne relateres til de enkelte virksomheder er udpegning af forureningskilderne i dag ikke 

længere så entydig. Et konkret eksempel på problematikken ses med hensyn til forureningen af miljø- 

og sundhedsskadelige kemikalier, hvor det har vist sig vanskeligt at opspore mange af disse 

forureningskilder. Et forhold der kan tilskrives, at forureningen fra et givent stof ikke kun sker i 

produktionsfasen men også i de faser, der ligger før og efter produktionsfasen. 

I “Redegørelse om den produktorienterede miljøindsats” fremgår det at: 

“Et konkret produkt kan umiddelbart synes harmløst set i et større miljøperspektiv. Men et enkelt 

produkt – hvor uskadeligt det måske ser ud – kan på grund af de mængder det produceres i, eller på 

grund af de stoffer produktet indeholder, få stor miljømæssig betydning.” 69 

Den traditionelle ”command-and-controll” regulering er på en række områder både langsommelig og 

ressourcekrævende. Selv om Danmark har opbygget et stort miljøkontrolapparat, er der stadigvæk 

betydelige politiske og økonomiske interesser indblandet, hvilket kan have stor betydning for tempo og 

effektivitet i miljøforvaltningen. Desuden viser erfaringerne, at det kan være en meget langsommelig 

proces at få indført restriktioner eller et decideret forbud mod et kemisk stof. Sagen om TBT er et 

eksempel herpå. I et forsøg på generelt at forbedre miljøindsatsen blev den produktorienterede 

68 

MiljøDanmark nr. 5/2000 

69 

Miljøstyrelsen, 1998. Redegørelse om den produktorienterede miljøindsats 

60


miljøstrategi således lanceret. Et centralt virkemiddel i denne strategi var etableringen af en række 

produktpaneler på udvalgte områder. 

Formålet med produktpanelerne har været at konkretisere produktindsatsen. Ved at samle relevante 

aktører fra hele produktets livscyklus. Aktørerne skal via dialog opstille og gennemføre en 

handlingsplan for, hvorledes udvikling og afsætning af renere produkter på de pågældende områder 

kan fremmes. I 1998 nedsatte Miljøstyrelsen således produktpaneler inden for tre områder: 

- Elektronik 

- Tekstil 

- Godstransport 

Det er er blevet tilstræbet, at panelerne i videst muligt omfang agerer uafhængigt af snævre politiske 

og økonomiske interesser. Dog er Miljøstyrelsen repræsenteret i alle tre paneler samt deltager som en 

aktør på lige fod med panelernes øvrige medlemmer. Panelerne består typisk af repræsentanter for 

producenter, detailhandel, designere, forbrugere og interesseorganisationer. Dette varierer imidlertid 

efter hvilket område, der er tale om. Tilsvarende gælder det for arbejdet i panelerne, som er 

forskelligartet. Variationer der afspejler de enkelte områders forskellige branchestruktur og niveau med 

hensyn til få indarbejdet miljøhensynet i udviklingen af produkterne. 

Tekstilpanelet 

Tekstilpanelet 

Et af de områder der udpeget til at have et produktpanel er tekstilområdet. På nuværende tidspunkt er 

markedet for mere miljøvenlige tekstilprodukter præget af et ringe udbud og en ringe efterspørgsel. 

Hovedparten af udbudssiden holder sig tilbage og undlader at markedsføre mere miljøvenlige 

produkter, da disse udbydere ikke kan registrere en efterspørgsel på deres markeder. For 

efterspørgselssiden (både forbrugere og indkøbere) gælder det omvendt, at man ikke efterspørger mere 

miljøvenlige produkter. Hvilket især skyldes, at disse produkter ikke er til stede på markedet. 

Tekstil branchen afspejler på mange områder den typisk erhvervsstruktur i Danmark, da tekstil- og 

beklædningsindustrien i Danmark i høj grad består af små og mellemstore virksomheder. Omkring 90 

procent af virksomhederne har mindre end 50 ansatte. Omvendt har branchen også enkelte 

virksomheder med en omsætning på over en milliard kroner. Med hensyn til indtjeningen så havde 

branchen i 1997 en omsætning på 16 mia. kr. og beskæftigede lidt over 14.000 mennesker. 

Beskæftigelsen har dog været stødt faldende gennem de seneste 20-30 år, hvilket blandt andet kan 

tilskrives lukninger i den syende industri. Der er tale om en branche, som er kraftigt afhængig af 

omverdenen, i det ca. 80 procent af branchens produktionsværdi eksporteres. Tilsvarende gælder det, 

at henved 80 procent af de tekstiler, der sælges i Danmark, importeres. I forhold til detailhandlen er 

der gennem de senere år, sket en række betydelig forandringer, da supermarkederne har overtaget dele 

af tekstilhandlen, hvilket har været med til at presse priserne. 70 

Tekstilpanelet er et af de produktpaneler, der har fået størst opmærksomhed. Tekstilpanelets 

målsætning er at give forbrugere og indkøbere reel mulighed for at vælge konkurrencedygtige, 

miljøvenlige tekstilprodukter. Rent miljømæssigt, er en lang række af branchens virksomheder 

allerede kommet langt i udviklingen af mere miljøvenlige tekstilprodukter. En forudsætning for at flere 

70 Produktpanel for tekstiler, 1999 

61


virksomheder går i gang med miljøarbejde er - som nævnt - at markedet i højere grad efterspørger 

miljøvenlige tekstilprodukter samt at alle interessenter i produktionskæden, har en grundlæggende 

viden om de miljømæssige konsekvenser, som er forbundet med både produktion og design af 

tekstiler. 

Barriererne i forhold til udbudssiden har gjort det klart, at der forestår et betydeligt arbejde med at 

overbevise producenter og udbydere af tekstiler om, at det på sigt vil blive økonomisk fordelagtigt at 

udbyde eksempelvis miljømærkede tekstiler. Med hensyn til efterspørgselssiden har de væsentligste 

barrierer vist sig dels at være en beskeden viden om hos kunder og indkøbere om tekstilers indvirken 

på miljø og sundhed samt en generel mangel af varer på hylderne. Forhold der stiller krav om, at både 

forbrugernes og indkøbernes bevidsthed om tekstilers miljøproblemer øges samt at udbudet af mere 

miljøvenlige tekstiler bliver større. 

I et forsøg på at forbedre områdets miljøpræstation fastlagde tekstilpanelet i 1999 en handlingsplan, 

hvor tekstilpanelet har set det som den mest betydende udfordringer at fremme udviklingen og 

afsætningen af miljøvenlige tekstiler, der vel at mærke kan konkurrere både på pris, kvalitet og 

design. Desuden vurderes det at være meget væsentligt, at dialogen om de miljømæssige aspekter 

styrkes i hele produktionskæden. Tekstilpanelets arbejde kulminerer foreløbig i begyndelsen af 2001, 

hvor der lanceres et mere miljøvenligt tekstilsortiment, som vil komme i handel. 

Sammenfattende er introduktionen af produktpaneler som et virkemiddel til brug for den 

produktorienterede miljøstrategi er et forsøg på at konkretisere en meget omfangsrig strategi. De 

foreløbige erfaringer tyder på, at både panelernes sammensætningen – med mange forskellige 

interessenter – og det arbejde som panelerne udfører, kan bidrage til at skabe mere opmærksomhed på 

de miljømæssige aspekter i hele produktionskæden. Noget som ellers hidtil har vist sig vanskeligt. 

Omvendt må det konstateres, at der endnu kun er begrænsede erfaringer med den indsats som 

produktpanelerne har foretaget, og det derfor kan være vanskeligt at vurdere den miljømæssige 

betydning af panelernes arbejde. Dette gør sig tilsvarende gældende i forhold til kemikalietrykket. 

62


Informative Informative virkemidler 

virkemidler 

Listning Listning af af af kemikalier 

kemikalier 

Forbruget Forbruget af af kemiske kemiske stoffer 

stoffer 

Der er en udbredt anvendelsen af kemikalier i Danmark. Konkret skønnes det, at der er omkring 

20.000 stoffer i brug, som anvendes i henved 100.000 forskellige kemiske produkter. Produkter som 

finder anvendelse til produktion af ca. 200.000 industrielle varer. Opgjort i mængder anslås det 

samlede forbrug at være i ca. 8 mill. tons om året. Forbruget af kemiske produkter sker især inden for 

områderne maling og lak samt rengørings- og vaskemidler. 71 

Stigningen i forbruget af kemikalier har været betydelig gennem de senere årtier, hvilket kan illustreres 

ved, at verdens samlede produktion af organiske kemikalier er steget fra 7 mill. ton i 1950 til 250 

millioner ton i 1997. På verdensplan antages det, at der markedsføres over 100.000 kemiske stoffer. 

De er registreret på EU’s EINECS-liste, som bygger på materiale fra industrien. Disse stoffer indgår 

som komponenter i varer og industriprodukter. Af disse stoffer dækker ca. 1.500 stoffer 

mængdemæssigt over 95 pct. af den totale verdensproduktion. Ca. 2.700 af EINECS-listens stoffer er 

såkaldt high-volume stoffer, dvs. stoffer der inden for EU markedsføres i mængder på over 1.000 tons 

pr. producent pr. år 72 

Klassificering 

Klassificering 

Datamangel for kemikalier er et væsentligt problem. På den baggrund arbejder man fra dansk side med 

at udarbejde en vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer, som er baseret på 

computermodeller, der kaldes QSARs (Quantitative Structure Activity Relationships). Disse modeller 

kan ved hjælp af oplysninger om blandt andet stoffernes struktur og fysisk/kemiske egenskaber 

forudsige kemikaliers farlige egenskaber. QSAR-modellerne er benyttet på henved 47.000 organiske 

stoffer på EINECS listen. Den vejledende liste består på baggrund af beregningerne af ca. 20.000 

kemikalier. Konkret fokuseres der i den QSARs baserede liste på følgende egenskaber ved de 

forskellige kemikalier. 73 

- Akut dødelig virkning ved indtagelse 

- Allergifremkaldende effekt ved hudkontakt 

- Skader på arveanlæggene 

- Kræftfremkaldende effekt 

- Farlighed for vandmiljøet 

I EU regi deltager Danmark i risikovurdering af kemikalier, hvor der arbejdes med at klarlægge og 

vurdere de eventuelle risici for sundhed og miljø, som et givet kemikalie kan give anledning til. EU’s 

risikovurderingsprogram startede i 1993. Oprindelig skulle programmet omfatte de eksisterende ca. 

71 

Finansministeriet, 2000 


73 www.mst.dk/kemikalier 

63


100.000 stoffer, men den kemiske industri indsendte kun oplysninger om de ca 2.700 mest 

markedsførte stoffer. På denne baggrund besluttede medlemslandene kun at gennemføre en egentlig 

risikovurdering for de godt 100 stoffer, der enten produceres i de største mængder eller som vurderes 

at indebære den største risiko. Indtil nu har denne risikovurdering imidlertid i praksis vist sig at være 

stærkt begrænset. 

For at sikre det størst mulige overblik og foregribe skadevirkninger fra brugen af de mange forskellige 

typer af kemikalier, er der derfor blev udarbejdet en række lister over kemikalier. Lister, der indeler 

kemikalierne efter forbrug og de mulige skadevirkninger, som brugen af disse kemikalier kan give 

anledning til. 

Listen Listen over over farlige farlige stoffer 

stoffer 

“Listen over farlige stoffer” er baseret på fælles EU regler for, hvordan kemiske stoffer skal 

klassificeres og mærkes. Tilsvarende foretages der fælles vurdering og klassificering af de kemiske 

stoffer. På nuværende tidspunkt består Listen over farlige stoffer af ca. 5.000 kemiske stoffer. 

Stofferne er blandt andet udvalgt fra EINICS listen og er undersøgt og vurderet efter, deres miljø- og 

sundhedsskadelige egenskaber. 

Effektlisten 

Effektlisten 

”Effektlisten” blev udarbejdet i 1996 og er Miljøstyrelsens oversigt over stoffer og stofgrupper, der 

betegnes som værende betænkelige på grund af toksikologiske og/eller økotoksikologiske effekter. 

Listen er senest revideret i 2000. En revision der er foretaget på baggrund af ny viden omkring 

kemikaliers farlighed samt de ændringer, der har kunnet registreres i industriens forbrugsmønstre. 

Udgangspunktet for Effektlisten er stoffer som er registreret i Produktregistret og som findes på danske 

arbejdspladser enten som rene stoffer eller i kemiske produkter. Eller stoffer der står på EU's liste over 

stoffer, som produceres/importeres i store mængder. Henved 9.400 kemiske stoffer er undersøgt. Her 

ud fra er identificeret de stoffer, der har særligt betænkelige sundheds- eller miljøeffekter. 

Stofferne på Effektlisten er klassificeret ud fra følgende parametre: 74 

- Høj akut og/eller kronisk giftighed 

- Kræftfremkaldende 

- Skadelig for arveanlæggene 

- Skadelig for forplantningsevnen 

- Allergifremkaldende 

- Miljøfarlig 

Effektlisten består af ca. 1.400 stoffer, der er vurderet til at udgøre en risiko for sundheden og/eller 

miljøet. 

Listen Listen over over uuønskede 

u nskede stoffer 

stoffer 


64


Miljøstyrelsen offentliggjorde ”Listen over uønskede stoffer” første gang i december 1996. Listen skal 

ses som et signal og en vejledning til producenter, produktudviklere, indkøbere og andre aktører om 

kemikalier, hvor brugen på længere sigt bør reduceres eller stoppes. Dette kan ske ved at 

virksomhederne på baggrund af listens oplysninger selv tager initiativ til at udskifte de problematiske 

stoffer. 

Listens vejledende karakter skyldes, at evt. forbud ville have krævet at myndighederne for hvert stof, 

og for hver enkel anvendelse af stoffet, skulle vurdere om der fandtes mindre farlige alternativer. Her 

til kommer at listen langt fra er udtømmende. Listen er tænkt dynamisk, således at den kan ændre sig 

på grund af ny viden, ændrede forbrugsmønstre osv. Før Danmark kom ind i det indre marked var det 

muligt nationalt at forbyde stoffer, som man ud fra et forsigtighedsprincip ikke ønskede i omløb i 

Danmark. Mistanken om en eller flere uønskede effekter kunne i sig selv medføre et forbud. Siden er 

denne mulighed reduceret markant. I dag skal forbud enten gennemføres på EU-niveau eller ved, at 

Danmark kan fremføre videnskabelige beviser for, at stoffet er til særlig fare for den danske 

befolkning eller det danske miljø. 

Listen over uønskede stoffer er fremkommet ved en samkøring mellem Effektlisten og en 

mængdeliste. Ud af denne sammenkøring er der kommet en fællesliste, der består af stoffer med 

uønskede effekter, som anvendes i en mængde på over 100 tons i Danmark. Derudover indgår der på 

listen særligt udvalgte kemikalier, som indgår i visse varer og materialer. Et eksempel herpå er 

phthalater i blød PVC. Der er i alt 68 kemiske stoffer eller stofgrupper på Listen over uønskede 

kemiske stoffer. Det skønnes, at det samlede forbrug af stoffer på Listen over uønskede stoffer ligger 

på 360.000-460.000 ton om året 75 

. 

Der har været rettet kritik mod Listen over uønskede stoffer. Der er bl.a. blevet peget på, at mange 

stoffer mangler på listen. Det fremhæves således ved flere af stofferne på listen, at hvis de er på, så 

skulle utallige andre også være på listen - beslægtede med lignende egenskaber. Der peges på en 

række farlige stoffer, som ikke er på listen: bl.a. de meget nerveskadende stoffer acrylamid, n-hexan 

og carbondisulfid samt de kræftfremkaldende stoffer styren, acrylonitril, hydraziner, ethylenoxid, 

propylenoxid og MTBE. I forbindelse med den nylige revisionen af listen har man forsøgt at tage 

højde for de mangler som listen har haft. Det har medført at eksempelvis MTBE og n-hexan er 

medtaget på listen. 

Særligt rligt prioriterede prioriterede stoffer 

stoffer 

”Listen over særligt prioriterede stoffer” består af 28 udvalgte stoffer eller stofgrupper fra Listen over 

uønskede kemiske stoffer. Der er tale om stoffer eller stofgrupper, hvor indsatsen for at begrænse 

forbruget er særligt højt prioriteret, men som endnu ikke - eller kun i utilstrækkeligt omfang - er 

omfattet af anvendelsesreguleringer. Med listen har det været et ønske at udsende et signal til markedet 

om, at det primært er her, myndighederne vil sætte ind. Registreringen af kemikalier i både Listen over 

uønskede stoffer og listen over de særligt prioriterede stoffer forventes at danne grundlag for det 

fremtidige arbejde med at regulere forbruget af miljø- og sundhedsfarlige stoffer. På nuværende 

tidspunkt er der igangsat begrænsnings- og forbudsinitiativer i forhold til 12 af de særligt prioriterede 

kemikalier. 


65


Forbruget af de særligt prioriterede kemikalier er opgjort til 111.000 ton her i landet. 76 

Positivlister PositivlisterEn Positivlister anden form for listning af kemikalier er brugen af Positivlister i forhold til 

problematiske produktgrupper - f.eks. detergenter, kosmetik og plast. På levnedsmiddel- og 

fødevareområdet har brugen af positivlister vist sig at være et effektfuldt virkemiddel, da det har 

medført at farlige stoffer er blevet fjernet. Desuden har det betydet, at der er sket en reduktion i brugen 

af mange utilstrækkeligt undersøgte stoffer. Blandt andet på den baggrund har der været forventninger 

om, at brugen af positivlister tilsvarende vil kunne betyde væsentlige reduktioner i brugen af et større 

antal af de markedsførte kemikalier. En ulempe ved positivlister er imidlertid at de enten er rigide og 

fastholder det teknologiske stade. Eller at det er meget ressourcekrævende for myndighederne, hvis 

man ønsker at positivlisterne skal tilpasses den teknologiske udvikling. Hertil kommer at egentlige 

positivlister forudsætter EU-samarbejde, da et ensidigt dansk initiativ vil være en handelshindring. 77 

Produktregistret 

Produktregistret 


77 

Miljø- og Energiministerens redegørelse for fremtidige initiativer på kemikalieområdet, 1997 

66


Produktregisteret er en central kilde til udarbejdelsen af de ovennævnte kemikalielister, da man her 

ligger inde med de mest dækkende oversigter over forbrug og produktion af kemiske stoffer og 

produkter i Danmark. Produktregistret er et fælles register for Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. Det 

har til formål, at indsamle, registrere og formidle oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der 

importeres, produceres eller anvendes i Danmark. I registeret har man oplysninger om ca. 85.000 

kemiske produkter, hvor de indgående indholdsstoffer er inddateret for ca. 60.000 kemiske produkter - 

heri indgår i alt 11.350 forskellige kemiske stoffer. 78 

For de 60.000 kemiske produkter indeholder databasen oplysninger om: 

· Produkternes kemiske sammensætning/indholdsstoffer 

· Indholdsstoffernes tekniske funktion i produkterne 

Producerede, importerede og eksporterede mængder 

Produkttype/anvendelsesområde 

· · 

· Klassificering og mærkning iflg. Miljøstyrelsens regler 

· Tekniske data (fysisk/kemiske egenskaber) 

· Brancher der bruger produkterne 

Produktregistrets database PROBAS blev oprettet i 1980 og rummer oplysninger om kemiske stoffer 

og produkter på det danske marked. Oplysninger i PROBAS indkommer via lovpligtige anmelderegler, 

forespørgsler til myndighederne samt via kortlægningsundersøgelser. 

Hovedparten af de registrerede produkter er omfattet af Miljøstyrelsens eller Arbejdstilsynets farlighedsbegreber. 

Tidligere var farlighedsbegrebet alene omfattet af de sundhedsfarlige egenskaber, men 

nu dækker begrebet tilsvarende over miljø 79 . 

Som tidligere beskrevet skønnes det samlede forbrug af kemiske stoffer og produkter at være i størrelsesordenen 

8 mill. tons om året. Et tal der er baserer sig på oplysninger fra Produktregisteret. Registret 

dækker imidlertid ikke alle kemiske stoffer og produkter, hvorfor det samlede forbrug i Danmark 

formodes at være højere. Fra politisk hold er der overvejelser i gang om en radikal ændring og 

styrkelse af det nuværende Produktregister med henblik på at gøre dette organ til en central medspiller 

i den nationale indsats for at begrænse udbredelsen og brugen af miljø- og sundhedsskadelige 

kemikalier i Danmark. 


79 

Miljøstyrelsen, 1996. 

67


Internationale Internationale aftaler 

aftaler 

Indgåelsen af aftaler på internationalt plan er blevet et vigtigt instrument i forsøget på at løse 

miljøproblemer, da mange miljøproblemer netop har en grænseoverskridende karakter. Feltet udgør 

blandt andet derfor en voksende del af det miljøpolitiske område og er et område, der forventes at 

komme yderligere i fokus de kommende år. 

Der er tre hovedtilgange i den internationale regulering af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, 

som anvendes i produktionen (industri- og ikke landbrugsproduktionen): 

Multilaterale miljøaftaler – i globalt eller regionalt regi 

Handelspolitiske tiltag i verdenshandelsorganisationens, WTO’s regi 

Bistandsarbejde 

· · · 

Fokus for denne gennemgang ligger primært på beskrivelsen af de multilaterale miljøaftaler samt en 

overordnet beskrivelse betydningen af institutionerne WTO og EU i forhold til international 

miljøregulering - herunder kemikalieområdet 80 . Desuden fokuseres der på de persistente, organiske 

forurenende stoffer, de såkaldte ’POP’ere (også kaldet “det beskidte dusin”). Hensigten er at tegne 

konturerne af de reguleringsmæssige rammer, som den nationale indsats for at begrænse industriens 

produktion, brug, transport og bortskaffelse af kemikalier udspiller sig indenfor. 

Den Den globale globale regulering 

regulering 

Den globale regulering af kemikalieproduktion og -forbrug sker ved en række multilaterale 

miljøaftaler, hvoraf der redegøres kort for følgende: 

Montreal protokollen (opfølgning på Wien konventionen) 

FN’s Klimakonvention (United Nations Framework Convention on Climate Change, 

· · 

· London konventionen 

· Basel konventionen 

UNFCCC) 

· Rotterdam konventionen 

- Da disse anses for at være de mest betydningsfulde 81 

. 

80 Derudover eksisterer der en række andre regionale tiltag som regulerer kemikalieimporten. Eksempler på disse tiltag er Bamako- 

Konventionen, der omfatter importforbud og kontrol af grænseoverskridende bevægelser i Afrika, og Konventionen vedr. import af 

farligt og radioaktivt affald til Forum Island Countries i det sydlige Stillehav. Disse behandles imidlertid ikke i det følgende.) 

81 

Www/unep/pops/inc3/inf/3 

68


Ifølge Montrealprotokollen (1987) og Klimakonventionen (1992, samt Kyoto-protokollen fra 1997) 

reguleres en række af de stoffer, der påvirker henholdsvis ozonlaget og klimaet. I henhold til 

Montrealprotokollen skal CFC’er, haloner, tetrachlormetan, trichlormetan, HCFC’er og metylbromid 

udfases. I vores del af verden er dette sket for alle de nævnte stoffer undtagen de to sidstnævnte 

stofgrupper, og konventionen vurderes som en succés. Klimakonventionens Kyoto-protokol omfatter 

HFC’er, PFC’er og SF6 samt CO2, metan og lattergas. Kyoto-protokollen er endnu ikke trådt i effekt. 

Londonkonventionen (1973) til forebyggelse af havforurening ved dumping af affald og andet (London 

Convention on the Prevention of Marine Pollution by Dumping of Wastes and Other Matter) dækker 

en lang række stoffer, herunder både organohaloner og persistente, syntetiske stoffer. Disse to 

stofgrupper omfatter også POP-kemikalierne, som man ønsker at begrænse brugen af. Ifølge 1996- 

Protokollen til Konventionen skal landene også benytte sig af forsigtighedsprincippet i 

forebyggelsesarbejdet. Det vil sige at beskyttelsesforanstaltningerne skal iværksættes, når der er grund 

til at formode at dumping vil have en miljøskadelig effekt, uden at der er bevist en kausal 

sammenhæng mellem det dumpede og miljøeffekt. Denne protokol er endnu ikke trådt i kraft. 

Baselkonventionen (1989) har to overordnede målsætninger. Den ene drejer som sikring af en 

miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af miljøfarligt affald og den anden drejer sig om at have kontrol 

med de grænseoverskridende affaldsstrømme. Mens førstnævnte målsætning drejer sig om at 

minimere affaldsmængderne og at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse, så drejer den anden 

målsætning sig om at minimere/forbyde den grænseoverskridende transport/eksport af farligt affald 

(kemikalier). De fleste, hvis ikke alle, kendte POP’ere vil, når de defineres som affald og flyttes over 

grænser, kunne karakteriseres som farligt affald under Baselkonventionen. 

Baselkonventionen er endnu ikke trådt i kraft, da kun 17 lande har ratificeret den og der kræves 62 

landes ratifikation. I 1995 lykkedes det Danmark i samarbejde med det øvrige EU at få indført et 

forbud mod eksport af farligt affald fra OECD- til ikke-OECD lande. Hensigten er at undgå at det 

eksporterede affald ender på ukontrollerede lossepladser. Der er i 1997 vedtaget en protokol om 

erstatning og ansvar for skader opstået i forbindelse med grænseoverskridende transport af farligt 

affald. Denne placering af ansvar og regulering af erstatningsudbetaling har længe haft høj prioritet i 

udviklingslandene. Protokollen pålægger eksportøren af affald et meget strengt ansvar - dvs. et ansvar, 

der er uafhængigt af, om der er begået fejl eller foreligger skyld hos eksportøren - et såkaldt objektivt 

ansvar. Desuden pålægges eksportøren en pligt til at være forsikret. 

UNEP’s styrelsesråd besluttede i maj 1995, at der skulle udarbejdes en bindende konvention om 

information i forbindelse med handel med farlige kemikalier, den såkaldte PIC-konvention (Prior 

Informed Consent Procedure for Certain Hazardous Chemicals and Pesticides in International Trade). 

Denne blev underskrevet i Rotterdam i 1998, men først når 50 lande har ratificeret denne PIC- eller 

Rotterdam-konvention, træder den i kraft. Hensigten med denne konvention er at fremme et fælles 

ansvar og samarbejde (blandt underskriverlandene) i handlen med farlige kemikalier. Konventionen 

indeholder krav til etikettering og klassificering af PIC-kemikalierne samt en række procedurer for eksport af 

forbudte eller strengt regulerede kemikalier fra eksportlandene. Myndighederne i modtagerlandene skal have 

mulighed for at afslå import på baggrund af disse informationer. PIC-kemikalierne omfatter aldrin, chlordane, 

69


DDT, dieldrin, heptachlor, hexachlorobenzene og PCB. I skrivende stund har 11 lande ratificeret 

konventionen. 82 

Desuden besluttede UNEPs styrelsesråd maj 1995 at indkalde til en ekspertkonference for at 

iværksætte en global vurdering af problemerne såvel som behovet for en regulering af POPkemikalierne 

(the persistent organic pollutants). Styrelsesrådet inviterede The Inter-Organization 

Programme for the Sound Management of Chemicals (IOMC), sammen med the International 

Programme on Chemical Safety (IPCS) og the Intergovernmental Forum on Chemical Safety (IFCS) til 

at gennemføre ovennævnte vurderinger i forbindelse med 12 navngivne POP-stoffer, der ellers havde 

været diskuteret under LRTAP-processen i UN/ECE (se nedenfor). På baggrund af anbefalingerne fra 

denne ekspertgruppe besluttede UNEPs styrelsesråd i februar 1997, at der skulle udarbejdes en 

bindende global konvention til udfasning og regulering af POPer. Arbejdet med en POP-konvention 

blev indledt i 1998 og forventes afsluttede i 2000. 

Regionale tiltag 

Sideløbende med de globale forhandlinger udarbejdes der protokoller i FNs ECE region (dvs. EU-landene, de 

central- og østeuropæiske lande samt USA og Canada) under the Convention on Long-Range Transboundary Air 

Pollution (LRTAP). Foruden POP’er omfatter disse også tungmetaller og nitrøse gasser. Arbejdet med disse 

protokoller afsluttedes ved den pan-europæiske miljøkonference i Århus i juni 1998. På konferencen 

undertegnedes to protokoller om luftforurening, en om POP’er og en protokol om tungmetaller. 36 lande har 

undertegnede protokollerne. Et andet vigtig tema fra Århus-konferencen var konventionen om offentlighedens 

adgang til miljøoplysninger, deltagelse i miljøbeslutninger og adgang til domstolsprøvelser i miljøsager. Mere en 

50 europæiske lande blev enige om konventionen, der kan bruges til at sikre borgernes miljørettigheder. 

POP-protokollen indeholder lister over stoffer som skal (1) udfases, (2) anvendelsesreguleres og (3) hvor 

emissionernes skal nedbringes. “The ultimate goal of the protocol is to eliminate discharges, emissions and losses 

of POPs by addressing production and use as well as emissions of the 16 substances covered” (fra UNEPs web 

sider om POP’er. Bemærk at de tidligere omtalte 12 navngivne stoffer er blevet udvidet til 16). 

Tungmetalprotokollen indeholder en forpligtelse til at reducere bly-, cadmium-, og kviksølvemissionerne med 

henblik på at begrænse forureningen fra industrien, forbrændingsprocesser og affaldsforbrænding. Endvidere 

sigter protokollen med en total udfasning af bly i benzin. Sidstnævnte blev støttet af 33 lande. 

Visse regionale havkonventioner - OSPAR-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i 

Nordøstatlanten (1992) og HELCOM-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen (1992) 

samt Nordsøkonferencen søger ligeledes at regulere udslip af en række organiske forbindelser, 

pesticider, tungmetaller og radioaktive stoffer i havet. Konventionernes mål, det såkaldte 

‘generationsmål’, er at koncentrationen af disse stoffer i miljøet skal reduceres til tæt på 

baggrundskoncentrationerne for de naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for de 

menneskeskabte syntetiske stoffer. Stofferne skal været udfaset ved år 2020. Der arbejdes med at 

målrette indsatsen mod de stoffer, der udgør den største miljømæssige risiko for havmiljøet. 

82 

International Institute for Sustainable Development: Sustainable, 2000. 

70


Esbjergdeklarationen 

Et konkret eksempel på et regionalt tiltag var netop afholdelsen af Nordsøkonferencen i 1995, som resulterede i 

den såkaldte Esbjergdeklaration. Folketinget bekræftede i januar 1997 Esbjerg-deklarationen fra 

Nordsøkonferencen i 1995, der skal hindre forurening af Nordsøen ved hele tiden at stræbe efter at reducere 

udledninger, udslip til luften og tab af miljøfarlige stoffer over én generation (25 år) - også omtalt som 

"generationsmålet". Det endelige mål er at opnå koncentrationer i miljøet i nærheden af baggrundsværdierne for 

naturligt forekommende stoffer og koncentrationer tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer. 

Gennemførelse af generationsmålet forventes at ville medføre en markant nedsættelse af kemikalietrykket både 

fra de naturligt forekommende farlige stoffer som tungmetallerne og fra de miljøfremmede stoffer, som er 

syntetisk fremstillede. Indtil nu kan det imidlertid være svært at se hvor generationsmålet konkret har gjort en 

forskel. Nogle hævder at det skyldes at man i de enkelte lande siden vedtagelsen i praksis ikke har taget 

generationsmålet alvorligt i administrationen eller i forberedelsen af regler og lovgivning. Eksempelvis mangler 

der en konkret og operativ beskrivelse af generationsmålet. 

Milj Miljøkonventioner 

Milj Milj konventioner – en en oversigt oversigt 

83 

83 

Internationale miljøkonventioner er folkeretsligt bindende aftaler. Hovedparten af disse konventioner er udformet som 

rammekonventioner, indeholdende bilag eller protokoller, hvor de enkelte landes konkrete forpligtelser fastlægges. Et eksempel på 

dette er Montrealprotokollen. Deklarationer er en anden form for international miljøaftale. Disse indeholder ofte mindre konkrete 

målsætninger end konventionerne. Et eksempel på en deklaration er Rio-deklarationen. Dertil kommer at der anvendes såkaldte 

guidelines i internationalt regi. PIC-konvention bygger netop på de såkaldte “London-guidelines”. Guidelines hvor der indgår en 

frivillig informationsprocedure for handel med farlige kemikalier. 

71


WTO WTO & & EU 

EU 

Begge institutioner har betydelig indflydelse på de rammer der er lagt for Danmarks handlemuligheder på 

miljøområdet og dermed også for reguleringen af kemikalier. 

Med hensyn til WTO knytter de miljømæssige konflikter sig til de handelspolitiske interessemodsætninger, 

der opstår i kølvandet på WTOs liberaliseringsbestræbelser. Liberaliseringsbestræbelser, 

der til tider kan være i direkte modstrid med både nationale såvel som internationale interesser i 

at gennemføre nationale og internationale reguleringer af hensyn til miljøet og menneskelig sundhed. I 

forhold til WTO har Danmarks hidtidige indsats være koncentreret omkring tre forhold: 

· 

De globale miljøkonventioner, som Danmark mest aktivt deltager i, er: 

· Konventionen om “Prior Informed Consent “ (PIC) – procedure for visse farlige 

kemikalier og pesticider i international handel, Rotterdam-konventionen (1998). 

· FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse og følgevirkninger af tørke (1994). 

· FN’s rammekonvention om klimaforandringer, Klimakonventionen (1992). 

· Konventionen om biologisk mangfoldighed (1992). 

· Den internationale konvention for beredskab og samarbejde i forbindelse med 

olieforureninger, OPRC-konventionen (1990). 

· Basel-konventionen om grænseoverskridende transport af farligt affald (1989). 

· Wien-konventionen om beskyttelse af ozonlaget (1985), herunder Montrealprotokollen 

· Konventionen om vandrende arter af vilde dyr, Bonn-konventionen (1979). 

· Konventionen til forebyggelse af havforurening ved dumpning af affald og andet, 

Londonkonventionen (1973). 

· Konventionen om forebyggelse af havforurening fra skibe, Marpol-konventionen 

(1973). 

· Konventionen om international handel med truede dyr og plantearter, Washingtonkonventionen 

(1973). 

· Konventionen om beskyttelse af vådområder af international betydning, 

Ramsarkonventionen (1971). 

ningslinier 

· WTO imødekommer brugen af handelsinstrument i internationale miljøaftaler efter klare ret- 

lus 

WTO anerkender forsigtighedsprincippet som kriterium for handelspolitiske indgreb af 

hensyn til miljøet 

· WTO anerkender miljømærkningsordninger, der omfatter oplysninger om produktets livscyk- 

Der er spørgsmål som især presser sig på i de handels- og miljøpolitiske diskussioner. Det ene er, at 

det er uklart om og hvorledes WTOs handelsliberaliseringer vil bidrage til sikring af en bæredygtig 

udvikling. Mange i de udviklede- såvel som i udviklingslandene vil hævde at WTOs regelsæt, 

tværtimod, er en hindring herfor. Det andet uafklarede forhold er om de udviklede landes interesse i at 

tage miljøhensyn er ensbetydende med en ’grøn protektionisme’, som udviklingslandene frygter. 

72


De mange spørgsmål der knytter sig til konflikten mellem handels- og miljøinteresser – og som også vil have 

følger for regulering af kemikalieforbruget – behandles imidlertid ikke i det efterfølgende, alene på grund af 

problemstillingernes omfang. Danmarks internationale miljøbistand behandles ligeledes ikke. 

EU er for Danmarks vedkommende blevet et tyngdepunkt i forhold til det internationale samarbejde. 

Både på baggrund den øgede politiske integration landene imellem samt ud fra det forhold, at det uden 

et samlet EU kan være vanskeligt at opnå tilfredsstillende miljømæssige resultater, når der skal 

forhandles med store industrialiserede lande. 

I forhold til kemikalierne har man i EU-regi i en årrække gennemført risikovurdering af kemiske 

stoffer for deres farlighed, arbejdet med anmeldelsesordninger, hvor nye stoffer undersøges og 

anmeldes til myndighederne inden de markedsføres samt arbejdet på at begrænse/fjerne udledningen af 

farlige stoffer til vandmiljøet. 

EU’s risikovurderingsprogram startede i 1993. Oprindelig skulle programmet omfatte de eksisterende 

ca. 100.000 stoffer, men den kemiske industri indsendte kun oplysninger om de ca 2.700 mest 

markedsførte stoffer. På denne baggrund besluttede medlemslandene kun at gennemføre en egentlig 

risikovurdering for de godt 100 stoffer, der enten produceres i de største mængder eller som vurderes 

at indebære den største risiko. 

De metoder og fremgangsmåder, som EU har anvendt, har ikke været tilstrækkelige – det har 

overhoved ikke været muligt at indfrie ambitionerne. Til dato, dvs. på syv år, er blot fire stoffer blevet 

vurderet. Der synes at være flere grunde til sendrægtigheden: Selv for de mest anvendte kemiske 

stoffer har det vist sig at være vanskeligt at skaffe de fornødne oplysninger. Hertil kommer at hverken 

medlemslandene eller EU-Kommissionen havde afsat tilstrækkelige ressourcer hertil. 84 

EU’s klassificering af farlige stoffer angiver om de er sundhedsfarlige og til fare for vandmiljøet og 

ozonlaget. Præparatdirektivet fastsætter krav om mærkning af kemiske produkter, herunder også 

skærpede mærkningskrav til bekæmpelsesmidler. Anmeldelses- og kontrolordningerne søges 

endvidere koordineret blandt medlemslandene. 

Desuden er der indenfor EU gennemført fælles regler, der begrænser anvendelsen af visse stoffer 

(visse chlorerede opløsningsmidler, creosot og af kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske 

stoffer i forbrugerprodukter). Men efter risikovurderingsprogrammets igangsættelse er 

arbejdet med anvendelsesbegrænsninger næsten gået i stå, fordi man har ventet på resultaterne fra 

risikovurderingerne. Det er på baggrund af denne udvikling at Miljøstyrelsen udsendte Listen over 

uønskede stoffer, som et signal til industrien om at begrænse brugen af disse stoffer. 

84 

Kommisionen for de europæiske fællesskaber, 1998, Arbejdsdokument. 

73


Man kan sige, at ovennævnte udvikling har været ensbetydende med at man i EU har handlet mod 

bedre viden; man har udskudt anvendelsesbegrænsninger for stoffer, hvor farligheden har været 

velkendt, velvidende at risikovurderings-eksercitsen havde lange udsigter. Dette er sket på trods af at 

forsigtighedsprincippet skulle være et bærende princip i EU’s miljøpolitik, jf. EU-traktatens artikel 

130R 85 

. Udviklingen i kemikalieindsatsen vidner om to beslægtede forhold: at princippet ikke indtager 

nogen vigtig plads i den konkrete politikudformning og at der ikke princippet ikke er søgt udmøntet i 

konkrete mål på dette område. 

Der eksisterer særskilte direktiver som søger at regulere kemikalieforbruget i forbindelse med 

produktion af kosmetik og legetøj. Legetøjsdirektivet er imidlertid et interessant eksempel på hvordan 

det internationale standardiseringsarbejde lejrer sig ind over EU’s kemikalieregulering. Efter dansk 

opfattelse indeholder dette direktiv ikke en tilstrækkelig effektiv regulering af de kemiske stoffer. 

Dette afgøres af de internationale standardiseringsorganisationer. Disse fora er primært befolket med 

repræsentanter for industrien, og de har således stor indflydelse på, hvorledes de enkelte standarder 

udformes. Det er blot et af mange eksempler, der understreger vigtigheden af det internationale 

standardiseringsarbejde. 

Sammenfatning 

Sammenfatning 

Sammenfattende kan det siges, at der internationalt er store udfordringer i forbindelse med at regulere 

kemikalieproduktionen,-forbruget, -transporten og -bortskaffelsen, hvilket er en vurdering 

arbejdsgruppen deler. Der er flere lag i dette: For det første så synes kemikalieproduktionen/forbrugets 

omfang at være et problem. Antallet af kemikalier, der sælges, bruges og udledes til miljøet, er 

svimlende, og de markedsføres i et tempo, hvor kontrolforanstaltningerne umuligt kan følge med. 

Dette skyldes det grundlæggende problem, at der er tale om asymmetrisk information mellem de 

regulerende og de regulerede, samt at de ansvarlige myndigheder kun har begrænsede ressourcer til de 

forskellige kontrolforanstaltninger. Industriens interesse i at påtage sig et ansvar i forbindelse med 

vurdering og information synes hidtil at have været meget begrænset. Endvidere synes det 

internationale standardiseringsarbejde – i visse tilfælde – at stække reguleringsindsatsen. Hertil 

kommer de økonomiske mekanismer, der er på spil og knytter sig til den eksisterende produktions- og 

forbrugsstruktur. De markedsførte kemikalier repræsenterer ikke ubetydelige investeringer m.v. Et 

tredje problem vedrører de politiske interesser – eller mangel på samme – i at ændre ved disse 

strukturer. 

85 

Maastricht, 1992 

74


Der er forholdsvis få af de globale eller regionale tiltag, som kan betragtes som succeser, hvor det er 

lykkedes at nå til enighed om at begrænse eller udfase bestemte kemikalier. I disse tilfælde (f.eks. 

Montreal protokollen) har det været et begrænset antal stoffer, som er søgt reguleret, og der har 

eksisteret mulige alternativer hertil ved reguleringstidspunktet. I de fleste andre tilfælde gælder disse 

forhold ikke. Snarere tværtimod. Der er mange stoffer, mange anvendelsesområder, mange 

økonomiske og ofte divergerende interesser knyttet til stoffernes anvendelse, som tilsammen 

vanskeliggør etableringen af internationalt bindende aftaler. Et særligt problem i denne forbindelse er, 

at udviklingslandene deltager i de globale forhandlinger (med hvad dette måtte indebære af nødvendig 

teknologisk og finansiel bistand), således at miljøaftalerne ikke kommer til at fungere som en 

handelshindring over for udviklingslandene (grøn protektionisme). Udviklingen i det internationale 

miljøsamarbejde tager tid. Og dette står i kontrast til offentlighedens voksende interesse og bekymring, 

jf. karakteristikken af samfundsudviklingen som værende et risikosamfund 86 . 

Afslutningsvist kan det konstateres, at med undtagelse af Århus-konventionen, så er den internationale 

regulering af kemikalieområdet primært virksomhedsrettede. Virksomhedernes interessent-relationer 

påvirkes kun indirekte af den igangværende indsats. 

Handlingsplaner 

Handlingsplaner 

Handlingsplaner indgår i dag som et centralt element i miljøpolitikken og skal ses i forlængelse af de 

politisk fastsatte målsætninger på miljøområdet ved at konkretisere miljøindsatsen. Overordnet kan der 

skelnes mellem to former for handlingsplaner. For det første de sektororienterede handlingsplaner, 

hvor indsatsen for den samlede sektor fastlægges. For det andet de temaorienterede handlingsplaner, 

der fokuserer på mere afgrænsede problemstillinger. Ansvaret for disse vil typisk ligge i det enkelte 

fagmimisterium - i dette tilfælde Miljø- og Energiministeriet. 87 

Der er frem til i dag udarbejdet et større antal tematiske og sektorspecifikke handlingsplaner. For de 

sektorspecifikke handlingsplaner, er der blandt andet udarbejdet planer for trafikområdet, Trafik 2005, 

og energiområdet, Energi 21. Med hensyn til de temaspecifikke handlingsplaner - som Miljø- og 

Energiministeriet har ansvaret for - kan nævnes Kemikaliestrategien og Affald 21, som begge er 

udarbejdet i 1999. 

Specifikt for kemikalieområdet gælder det, at der eksisterer et større antal handlingsplaner. Disse 

forsøger hver især at opstille retningslinier for, hvorledes de mange problemer kan overkommes. 

Eksempler på handlingsplaner for kemikalieområdet er: 

· Handlingsplan for at reducere og afvikle anvendelsen af phthalater i blød plast (1999) 

· Udkast til handlingsplan for bromerede flammehæmmere (2000) 

Danmarks forbrug og emissioner 1998 (2000) 

· Ozonlagsnedbrydende stoffer og drivhusgasserne HFC'er, PFC'er og SF6 - 

· Strategi for PVC-området, statusredegørelse og fremtidige initiativer (1999) 

86 Beck, 1987. 


75


· Strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt (1999) 

· Strategi og handlingsplan for 1997-2001 for Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion (1997) 

· Status og perspektiver for kemikalieområdet (1996) 

· Aftale vedrørende anvendelse af PVC (1991) 

(1997) 

· Miljø- og energiministerens redegørelse for fremtidige initiativer på kemikalieområdet 

Handlingsplaner baserer sig ofte på en bred vifte af virkemidler. Ekspempelvis phthalathandlingsplanen 

fra juni 1999. Phthalater anvendes i meget store mængder blandt andet i blød plast. 

Langt hovedparten af anvendelsen sker, når pvc blødgøres med diethylhexylphthalat (DEHP). I 1995 

var phthalatforbruget ca. 11.000 tons årligt med en stigende tendens. En af målsætningerne 

initiativerne i phthalat-handlingsplanen er at reducere brugen af phthalater med 50 % indenfor de 

næste 10 år. 

PVC PVC-aftalen PVC aftalen aftalen 

En meget omtalt handlingsplan er PVC-aftalen fra 1991. Denne har vist sig utilstrækkelig og der er 

derfor behov for nye virkemidler. Miljøministeren har på den baggrund lanceret en revideret pvcstrategi. 

De seks mål med pvc-strategien: 

· Nye pvc-produkter skal være uden sundheds- og miljøbelastende tilsætningsstoffer. 

· Pvc-produkter, som er vanskelige at udsortere, skal så vidt muligt substitueres 

Affaldsforbrændingsanlæggene skal så vidt muligt friholdes fra pvc-affald. 

Egnede behandlingsteknologier skal udvikles 

· · 

· Genanvendeligt pvc skal indsamles og regenereres. 

· Genanvendelse af tungmetalholdigt pvc skal begrænses 

Pthhalathandlingsplanen bruger en række virkemidler der kan medvirke til at reducere og afvikle 

forbruget. Virkemidlerne omfatter blandt andet forbud, afgifter, tilskud, offentlig grøn indkøbspolitik 

og miljømærkning. 

Virkemidlerne er flere: Muligheden for at pålægge nye pvc-produkter en afgift overvejes. 

Skatteministeriet har i samarbejde med Miljøstyrelsen arbejdet på at finde en model, der kan anvendes 

til at lægge afgift på pvc. Forbud mod bly som stabilisatorer/pigmenter i pvc. Miljø- og 

sundhedsbelastende tilsætningsstoffer afvikles. Kontrolleret genanvendelse. Informations-aktiviteter, 

herunder deklaration, miljømærker og indkøbsvejledninger samt udvikling af renere produkter. 

Udkast Udkast til til handlingsplan handlingsplan for for bromerede bromerede flammeh flammehæmmere 

flammeh mmere 

En af de nyeste handlingsplaner på kemikalieområdet er “Udkast til handlingsplan for bromerede 

flammehæmmere” fra 2000. 88 

Formålet med denne kommende handlingsplan er gennem en international indsats, at afvikle brugen af 

de mest skadelige bromerede flammehæmmere. På kort sigt fokuseres, der på at nedbringe mængderne 

88 Handlingsplanen er endnu ikke endeligt godkendt. 

76


af stofferne PBB og PBDE. Et mere langsigtet mål er at samtlige problematiske flammehæmmere 

identificeres og afvikles. Handlingsplanen lægger desuden op til at alternativer til bromerede 

flammehæmmere skal vurderes, således at substitution i praksis vil blive muligt for virksomhederne. 

Generelt er problemet med de bromerede flammehæmmere, at en lang række af disse stoffer ikke 

nedbrydes i naturen og der derfor sker en ophobning i miljøet. Det gælder desuden for de to stoffer 

PBB og PBDE, at disse flammehæmmere kan have direkte skadelig effekt på sundhed og miljø og derfor ikke 

bør anvendes. For en række andre bromerede flammehæmmere er der endnu ikke fundet 

koncentrationer i fødevarer eller i miljøet i så høje værdier, at det med den nuværende viden vurderes 

at kunne give anledning til skadevirkninger. Ved et stadigt forbrug øges risikoen imidlertid på lang 

sigt. 

I Danmark er forbruget af bromerede flammehæmmere beskedent. Det største forbrug her i landet sker 

i forbindelse med import af produkter, som f.eks. computere og fjernsyn, der indeholder bromerede 

flammehæmmere. Derved er det ikke muligt alene at koncentrere indsatsen på det nationale plan. En 

afvikling af brugen af de bromerede flammehæmmere i færdigvarer stiller krav om en indsats på 

internationalt plan. 

I handlingsplansudkastet foreslås blandt andet følgende tiltag: 

· Stop for anvendelsen af PBB og PBDE i dansk produktion i løbet af få år. 

· Generel vidensgenering 

· Undersøgelse af spredningen af udvalgte bromerede flammehæmmere i havmiljøet. 

· Alternativer bør udvikles og vurderes. De allerede kendte alternativer indenfor halogenerede 

· Tilskud til udvikling, afprøvning og vurdering af alternativer. 

· Informationskampagner 

· 

apparater) 

· Undersøgelse af punktkilder (eksempelvis steder der reparerer og skrotter elektroniske 

stoffer og uorganiske forbindelser bør ligeledes vurderes. 

Brug af miljømærkerne Blomsten og Svanen, hvor der er forbud mod at udvalgte 

elektroniske produkter må indeholde PBB og PBDE. 

Samlet set bidrager handlingsplaner til at skabe en klarhed over indsatsen, og hvor denne indsats skal 

koncetreres. Hertil skal det blot konstateres, at gøres handlingsplanerne ikke meget konkrete, er der en 

risiko for, at det kan blive vanskeligt at omsætte disse planer til konkret handling og dermed sikre en 

miljømæssig gevinst. 

Udvikling Udvikling af af milj miljøvenlige milj venlige industriprodukter industriprodukter - UMIP 

UMIP 

Der er både i dansk og internationalt regi arbejdet meget med livscyklusanalyser i de senere år. Det 

mest grundige arbejde er foretaget i UMIP-projektet 89 

. 

UMIP er et fireårigt udviklingsprogram som blev gennemført i perioden 1992-96. Baggrunden for 

programmet var behovet for at blive i stand til at producere flere produkter med færre ressourcer og 

89 Institut for Produktudvikling, DTU, Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen, Dansk Industri, december 1995. 

77


mindre miljøbelastning pr. produkt. Livscykluskonceptet ses som et nyt og afgørende grundlag for at 

udvikle og producere mere miljøvenlige produkter. 

UMIP-programmets formål har været at udvikle 

- Metoder til miljøvurdering af komplekse industriprodukter 

- Retningslinier for konstruktion af mere miljøvenlige produkter til produktudviklere 

- En database og et pc-værktøj til støtte for miljøvurderinger 

- Implementere metoder og værktøjer i 5 partnervirksomheder 

Programmet er gennemført i samarbejde mellem Institut for Produktudvikling, Danmarks Tekniske 

Universitet, Miljøstyrelsen, Dansk Industri, og de fem danske virksomheder Bang & Olufsen A/S, 

Danfoss A/S, Grundfos A/S og KEW Industries A/S. 

UMIP er er finansieret af Rådet for Genanvendelse og mindre forurenende teknologi med en 

medfinansiering fra de fem deltagende virksomheder. 

Metoder og værktøjer udviklet under UMIP henvender sig primært til store og mellemstore 

virksomheder, men mindre virksomheder vurderes også at kunne have gavn af resultaterne. Inden for 

virksomhederne er der to hovedmålgrupper: produktudvikleren, som kan indbygge miljøhensyn i 

produkternes grundkoncept - og miljøspecialisten, der vurderer produkternes miljøforhold. 

Metoden følger overordnet de principper der er angivet i SETACs "Guidelines for Life-cycle 

Assessment", men er detaljeret og konkretiseret på en lang række punkter. 

Grundlæggende består metoden af følgende trin. 90 

- Fastlæggelse af formålet med livscyklusvurderingen 

- Valg af afgrænsninger i vurderingsmetoden 

- Indsamling og bearbejdning af data 

- Vurdering af data 

- Opstilling af forslag til forbedringer 

Metoden tager udgangspunkt i et eller flere referenceprodukter der er udgangspunkt for udvikling af 

nye og miljømæssigt bedre produkter. Referenceproduktet kan være et aktuelt produkt der indgår i 

virksomhedens produktsortiment eller et tænkt produkt der består af en kombination af råvarer og 

processer som kendes i forvejen. 

For referenceprodukterne opstilles en stykliste over de komponenter som produktet er sammensat af. 

Styklisten indeholder oplysninger om mængde og type af materialer og hjælpestoffer og de 

produktionsprocesser, der indgår ved fremstillling af komponenten. 

Ud fra styklisten opstilles 'livsforløbsmodellen' for produktet idet uvæsentlige komponenter og 

sidestrømme fravælges i modellen (UMIP angiver detaljerede kriterier herfor). Livsforløbsmodellen er 

en kvalitativ beskrivelse af hvilke processer, der er involveret i hele procestræet for fremstilling af hver 


78


komponent. Miljøvurderingen anvendes til at identificere de største potentialer for miljøforbedringer af 

produktet eller sammenligning med konkurrende produkter. 

I forlængelse af UMIP-programmet er der udarbejdet en række materialer til brug for produktudviklere 

og miljøspecialister. Desuden er der for at operationalisere processen udviklet en pc-software og en 

database. 

Udbredelse Udbredelse 

Udbredelse 

UMIP-metoden og computerværktøjet UMIP-tools har været anvendt på en række virksomheder. For 

eksempel i Montana Møbler A/S hvor der er udviklet en reolvariant, der søges mærket med det 

nordiske miljømærke Svanen. Endvidere er der iværksat en række initiativer som generelt nedsætter 

miljøbelastningen fra virksomhedens produkter. Virksomheden har gode erfaringer med brugen af 

UMIP-metoden som har givet klare billeder af miljøbelastningen fra deres produkt samt hvilke 

miljømæssige virkninger ændringer af materialer og processer har. Specielt værktøjernes evne til 

hurtigt at vise en given ændrings miljømæssige betydning er en vigtig egenskab i forbindelse med 

udviklingsarbejdet på en produktionsvirksomhed. 

En kritik af UMIP-metoden er at den er utilstrækkelig i forhold til at håndtere arbejdsmiljøet. Den 

medtager således ikke alle væsentlige arbejdsmiljøpåvirkninger og der tages ikke højde for de 

forskellige arbejdsmiljøeffekters væsentlighed/alvorlighed over for arbejdstageren. 

Information Informationskampagner 

Information skampagner 

Informationskampagner har typisk bredere samfundsgrupper i sigte og anvendes i stigende grad på 

miljøområdet. Via informationskampagner tilsigtes både at skabe opmærksomhed om et givent 

problem samt at anvise, hvilke tiltag den enkelte bør fortage. 

Af eksempler på informationskampagner er: 

· Kemi i børns hverdag (1999) 

· Er kemien i orden? (1999) 

· Sejl med miljøet - Bundmaling fra sejlsæson 2000 - de nye regler (1999) 

· Undgå LAS, når du køber vaske- og rengøringsmidler (1999) 

Få din olietank miljøtjekket (2000) 

Indkøberens genveje til bedre indkøb (1999) 

· · 

· Klor hører ikke til i husholdningerne - Klorkampagne (2000) 

Sidstnævnte kampagne er netop et eksempel på, at man forsøger at påvirke den enkelte borger (og 

forbruger) til at undgå brugen af klorholdige produkter. Kampagnen skal blandt andet ses i 

sammenhæng med brugen af miljømærker. Et af hovedbudskaberne er at man skal bør anvende 

miljømærkede rengøringsmidler, da de er fri for klor. 

79


At man i stigende grad forsøger at sammenkøre informationskampagner med et virkemiddel som 

miljømærker er den nye informationskampagner om miljøvenlige tekstiler et eksempel på. 

Produktpanelet for Tekstiler har taget initiativ til en informationskampagne, der skal øge udbud og 

efterspørgsel af miljøvenlige tekstiler. En informationsindsats, der skal kulminere i februar 2001. 

Indsatsen skal blandt andet gå på at oplyse om de væsentligste miljø og sundhedsmæssige problemer 

ved tekstiler, om det europæiske miljømærke Blomsten samt om de muligheder, som forbrugerne reelt 

har for at påvirke markedet i mere miljøvenlig retning, gennem deres valg af produkter. Kampagnen 

sker i forbindelse med lanceringen miljømærkede tekstiler. 

Samlet set har denne informationskampagne til formål at løse fire opgaver. 91 

- Forberede branchen på det kommende marked for miljøvenlige tekstiler 

- Skabe offentlig bevidsthed om tekstilers miljø- og sundhedsforhold 

- Gøre Blomsten kendt som de miljøvenlige tekstilers mærke 

- Markedsføre det miljøvenlige tekstilsortiment 

En anden og meget omtalt informationskampagne, har været den, som blev ført for mere miljøvenligt 

vaskepulver, og som både miljøstyrelsen og forbrugerstyrelsen har deltaget i. Med kampagnen har man 

forsøgt både at kombinere både forbruger- og miljømæssig vejledning. Den miljømæssige vejledning 

har bestået i en opfordring til at købe svanemærket vaskepulver. 

Effekten af denne informationskampagne har været markant, da et vaskepulver som ”Bluecare” har 12doblet 

sit salg og for vaskepulveret ”Tusindfryd” er salget mangedoblet. Begge vaskepulvere er fri for 

LAS og bærer samtidig det nordiske miljømærke Svanen. 

Generelt har introduktionen af officielle miljømærker på non-food produkter i Danmark medført, at en 

række af de nyere informationskampagner anviser brugen af miljømærkede produkter som 

løsningsforslag på konkrete miljøproblemer. 

Refencer Refencer - Arbejdspapir 

Arbejdspapir 

Beck, 1987 

Betænkningen over forslag til IPPC-loven (L 161) om implementering af IPPC-direktivet. 

Center for Alternativ Samfundsanalyse, Gallup A/S, Konsulentfirmaet Hanne Eriksen. Miljøstyrelsen, 1999. Rapport om 

evaluering af de grønne regnskaber. 

Det grafiske branchesikkerhedsråd 1997, MAL-koder – om kodenummererede produkter. 

DTI erhvervsanalyser 1999, ”Grøn Erhvervspolitik: Analyseopgave i relation til start af LO’s projekt. 

91 


80


EPA- USA, Environmental Labeling - Issues, Policies and Practices Worldwide, december 1998 

Erhvervsministeriet, 1999. Erhvervslivet og reguleringen 1998/99. 

Erhvervsministeriet 2000. Erhvervslivet og reguleringen 1999/2000 

Erhvervsministeriet 2001. Brug af alternative reguleringsinstrumenter 

Finansministeriet, 1999 Evaluering af grønne afgifter og erhvervene 

Finanministeriet, 2000 Miljøvurdering af finanslovforslaget for 2001 

Forbrugerstyrelsen, 1999. Mærkning - Mærkningsudvalgets redegørelse 

Ingeniøren nr. 38 1996, Den nordiske svane åd EU´s miljøblomst 

Ingeniøren, Uge 7/1998. Frivillige aftaler virker bedst 

International Institute for Sustainable Development: Sustainable, 2000. 

Kommisionen for de europæiske fællesskaber, 1998, Arbejdsdokument 

Kommunernes Landsforening, 1997. Bedre miljø. Fokus på kommunernes miljøindsats. 

Konference arr. af IDA-Miljø den 25.11.99. Indlæg af funktionsleder John A. Farr, Københavns Amt. Fremtidens grønne 

regnskaber. 

LBK nr 21 af 16 januar 1996. Bekendtgørelse af lov om kemiske stoffer og produkter 

Maastricht, 1992 

MiljøDanmark nr. 5/2000. Leder 

Miljø- og Energiministerens redegørelse for fremtidige initiativer på kemikalieområdet, 1997 

Miljø- og Energiministeriet, 1999. Handlingsplan for at reducere og afvikleanvendelsen af phtalater i blød plast. 

Miljø- og Energiministeriet, 1999. Natur- og miljøpolitisk redegørelse 

Miljømærkesekretariatet, 2000 Miljømærkenyt nr. 2, 2000. Bluecare – en vaskeægte miljøsucces 

Miljørådet for renere produkter, 2000. Prioriteringsplan for Program for renere produkter m.v. 

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen, 1994. Handlingsplan for en offentlig grøn indkøbspolitik 

Miljøstyrelsen, 1996. Arbejdsrapport nr. 59, Vurdering af kriterier for svanemærkede produkter 

Miljøstyrelsen, 1996. Arbejdsrapport nr. 71. Kriterier for udvælgelsen af uønskede stoffer. 

Miljøstyrelsen, 1996. Miljøvurdering af produkter. 

Miljøstyrelsen, 1996. Miljøvurdering i produktudviklingen - 5 eksempler. 

Miljøstyrelsen, 1996. Oplæg fra Miljøstyrelsen. En styrket produktorienteret miljøindsats 

Miljøstyrelsen, 1996. Oplæg fra Miljøstyrelsen. Status og perspektiver for kemikalieområdet 

Miljøstyrelsen, 1996. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 4. Miljøstyring i små og mellemstore virksomheder. 

81


Miljøstyrelsen, 1997. Arbejdsrapport nr 5, Nationale miljømærkeordninger i EU 

Miljøstyrelsen, 1997. Oplæg fra Miljøstyrelsen. Miljø, industri og regulering - Et debatoplæg 

Miljøstyrelsen, 1998. Oplæg fra Miljøstyrelsen. En styrket produktorienteret miljøindsats 

Miljøstyrelsen, 1999. Livscyklusvurdering af 3 typer metalmaling. 

Miljøstyrelsen, 1999. Miljøkontrollen i kommunerne i lyset af at staten overtager levnedsmiddelkontrollen. 

Miljøstyrelsen, 1999. Orientering fra Miljøstyrelsen, 4. Miljøtilsyn 1997 

Miljøstyrelsen, 1999. Miljøprojekt nr.439. Evaluering af miljøbevidst indkøbspolitik i staten. 

Miljøstyrelsen, 2000. Arbejdsrapport nr. 19."Efteruddannelse om grønne indkøb" 

Miljøstyrelsen, 2000. Miljøprojekt nr. 513 Brug af væsentlighedskriterier ved prioritering af miljøindsatsen. 

Miljøstyrelsen, 2000. Ny Viden fra Miljøstyrelsen Nr. 2 – 2000. Jobpulje skaber nye, grønne job 

Miljøstyrelsen, 2000. Ny Viden fra Miljøstyrelsen Nr. 4 - 2000. Målrettet information skal sikre gennembrud for 

miljøvenlige tekstiler 

Miljøstyrelsen, 2000. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6. Effektlisten 2000 

Miljøstyrelsen, 2000. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 9. Listen over uønskede stoffer 

Miljøstyrelsen, 2001. Miljøvejledninger til offentlige indkøbere 

Miljøstyrelsen, 2001. Ny Viden fra Miljøstyrelsen Nr. 1 - 2001 Offentlige indkøbere efterlyser mere viden om miljø 

Miljøstyrelsen, 2001. Orientering fra Miljøstyrelsen Nr. 1 - 2001Miljøøtilsyn 1999 

OECD, 1998.Voluntary Approaches for Environmental Protection in the European Union 

Produktpanel for tekstiler, 1999. Handlingsplan. 

Samtale med Miljømærkesekretariatet 2/11 2000 

Skatteministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Finansministeriet, 2000. Analyse af mulighederne for øget anvendelse af 

afgiftsregulering på kemikalieområdet 

Stefan Brendstrup & Jesper Jespersen, 1994. Grøn Økonomi 

Stiftelsen Østfoldforskning Research report OR.27.98, Norge. Nordic Project on implementation of environmental labeling 

type III in the buisness sector (NIMBUS) 

Teknologirådet, 1996. Uvurderede kemiske stoffer. 

Teknologirådet, 2000. Fra Rådet til Tinget nr. 146 

TEK-SAM Rapportserien nr. 72 dec. 1998. Miljømærkning - en vej for politisk forbrug! En undersøgelse med 

udgangspunkt i den nordiske miljømærkeordning Svanen 

www.ecolabel.dk (Miljømærkesekretariatet, 2000) 

82


www.fi.dk (Forbrugerinformationen, 2000) 

www. greeninfo.dk (Grøn Information, 2000) 

www.mst.dk 

www.mst.dk/kemikalier 

www.mst.dk/offentlige grønne indkøb 

www.mst.dk/produktpaneler 

www.mst.dk/tværgående indsats 

www/unep/pops/inc3/inf/3 

Økologisk Landscenter 2000, Forbrugernotat 

Økologisk Råd 2000, Grønne skatter og afgifter i EU og Danmark 

83

ARBEJDSPAPIR ARBEJDSPAPIR

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?