Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

hed
get
rende. Men det er en skri praksis,
som hviler på den tvivlsomme
antagelse, at hvis bare sproget
disciplineres i en bestemt retning,
så kan det bringes til at stemme
overens med virkeligheden - også
den meget komplekse og fl ertydige
stump af virkeligheden, som udgøres
af pædagogisk praksis.
Praksisfortællingen som
ideologisk udtryk
Den anden disciplinering af
sprogets fl ertydighed har mere at
gøre med tekstens budskab end
med tekstens sprogdragt, selvom
de to elementer er nøje forbundne.
For tællinger kan bygge op til et
ideologisk budskab eller en morale,
som alle tekstens elementer så rettes
ind e er. Enhver betydnings-
Vi kælker
mæssig støj udrenses, så at kun én
bestemt tolkning af teksten byder
sig til.
Det kan være en simpel pædagogisk
morale som bekræ er vore
vante forestillinger om pædagogik
(feks. gavnligheden af aldersintegration).
Det kan også være en
bekræ else af den praksis som vi
ønsker at se, eller måske en legitimering
af det, vi tror vi gør. Under
alle omstændigheder er det et
forsøg på at tæmme fortællingens
fl ertydighed og begrænse antallet
af tolkningsmuligheder.
Igen er der tale om en reduktion
af den konkrete fl ertydighed, der
er indlejret i enhver hændelse og
som nu underordnes et autoritært
sprogligt regime.
Jeg sidder og spiser madpakker med en gruppe børn, der skal i skole til sommer. Vi snakker om, at gå
ud på legepladsen og kælke bagefter. Jeg foreslår, vi kan lave et hop, de kan køre op over, så de får
lidt større udfordring i legen.
De spiser færdig, tager tøj på, og stiller sig i kø, med hver sin kælk, på toppen af vores bakke.
Da hoppet er færdigt, begynder børnene at køre ned. De er meget koncentrerede om at styre, når
de kommer susende ned ad bakken. Jo mere fart de har på, des længere fl yver de henover hoppet,
og der bliver hurtigt kamp om, hvem der kommer længst. Én af drengene kæmper for
at styre hen til hoppet, men havner gentagne gange i en bunke juletræer, der
ligger ved siden af. Efter et stykke tid, kommer han hen til mig med en skovl i
hånden og siger: ”Jeg tror vi er nødt til at lave hoppet bredere”. Det gør vi,
og drengen begynder at ramme.
De mindste børn i huset, er begyndt at komme ud på legepladsen. De
kommer hen og kigger på, hvad de store laver. To af de mindste børn fi nder
en kælk og får den, med megen besvær, slæbt op på bakken og stiller sig
bag de andre i køen. Da det er deres tur, har de problemer med at komme op
i kælken, uden den forsvinder under dem. To af de store børn går hen og holder
kælken for dem, så den ikke kører før de er klar. Da de har kæmpet sig ud
af kælken, for foden af bakken, går de op samme vej, som de
kom ned – midt på kørebanen. Dette resulterer i, at næste
barn i køen fælder benene under dem, da han kommer drø-
nende ned ad bakken. En af de store drenge går ned, tager
23
dem i hånden og viser dem, hvor de skal gå
op. Dette afholder dog ikke de mindste fra
at gentage succesen, men efter at være
blevet fældet adskillige gange, samt irettesat
af de store, begynder de selv at gå
op det rigtige sted.