Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

More documents

Recommendations

Info

Om det digitale Alene det at sætte sig hen til vores bærbare og skulle på Internettet – det var i sig selv en stor oplevelse. Det var fagre nye verden for mig. Det er jo nemt nok, når man først kommer i gang. (skribent) Det var så nyt og spændende at bruge Fronter, at vi blevet grebet af det og har brugt meget tid på det derhjemme også. Sidde i fred og ro foran i sin egen ro foran sin egen computer og være i det her univers. (skribent) Jeg synes, det var en meget stor udfordring – nu har jeg ikke et personligt forhold til min computer i forvejen. Det er fedt at komme ud i den anden ende og sige: Det her gik altså og det gik godt og var spændende og udfordrende. (skribent) Jeg synes det var en spændende kursusform. Også fordi vi var to skribenter i afdelingen – det var godt, at man kunne have lidt pingpong i den virkelige verden. Ellers ville det nok have været svært at komme i gang og holde interessen fangen. (skribent) Ulempen ved formen er, at man ikke får så meget sparring på kryds og tværs, som hvis man sidder sammen. Og omvendt: Hvis man skulle have gjort det på den traditionelle måde, havde det kostet en masse tid. (skribent) Jeg ser min hverdag på en anden måde, fået skærpet opmærksomheden omkring hvad der sker, når man skal nedfælde det på papir. Oplevelserne bliver mere konkrete når de bliver skrevet ned. (skribent) <strong>Praksisfortællinger</strong> i cyber Arbejdet med at skrive praksisfortællinger var organiseret i en netbaseret konference kombineret med to heldagsmøder. Det giver en række fordele, men er også en ny og anderledes måde at være projektdeltager på. Tid og sted Fordelene ved en virtuel konference i sammenligning med et traditionelt kursus er flere. Det er økonomisk overkommeligt – ingen udgier til lokaler og forplejning. Men den helt store fordel er uafhængigheden af tid og sted. Projektet var struktureret omkring fem temaer med hver sin deadline. Før deadline kunne deltagerne selv bestemme, hvornår de ville skrive deres fortællinger og lægge dem ind i den fælles konference. Den virtuelle organisering betyder også, at man kan skrive og lægge sin fortælling ind, hvor man vil. Netlæringssystemet Fronter er web-baseret og kræver ikke, at man skal installere et program for at komme i gang. Det vil sige, at man har nem adgang til konferencen både på arbejdspladsen og hjemme. Uaængigheden af tid og sted giver en helt ny form for fleksibilitet, men usamtidigheden – at man ikke er til stede på samme tid det samme sted – giver også en ny type overvejelser. Hvordan kan man skabe en dialog, når man ikke mødes fysisk og kan aflæse de andres nonverbale kommunikation? Hvordan kan man finde en form for kommunikation, hvor alle bliver set og hørt, uden at det går ud over fleksibiliteten? Hvornår bliver indlæggene læst, af hvem og med hvilken reaktion? At være med på en kigger Netbaseret undervisning og læring er et forholdsvis nyt fænomen og det bliver derfor diskuteret ivrigt, hvordan den rigtige digitale læring 8 ser ud. Kan man lære noget eller få noget ud af det, når man bare læser andres indlæg, men ikke aktivt indgår i en diskussion? Den norske pædagogiske forsker Olga Dysthe har bl.a. forsket i skrilige diskussioner i netbaseret undervisning. Hun mener, at begreberne aktiv/passiv ikke er så relevante, når man ser på kommunikation i digitale konferencer. Hun bruger begrebet lurking (eng.: ligge på lur, lure) om det at læse andres indlæg uden at kommentere. Ligeså vel som der er læring i en ydre dialog – er der også læring i læserens egen indre dialog med teksten. (Dysthe, 2003, p.328) Skrivning som proces og erkendelse Olga Dysthe har også forsket i skrilighed som proces og erkendelse. Hun skelner mellem to forskellige former for skrivning: tænkeskrivning og præsentationsskrivning. Tænkeskrivning er det, man skriver for selv at blive klogere på en oplevelse eller et emne. Præsentationsskrivning er det, man eerfølgende skriver til andre - dvs. ind i en eller anden form for offentlighed. I processkrivning handler det om at bruge tænkeskrivningen som redskab og at veksle mellem de to former – i stedet for at gå direkte til præsentationsskrivningen, som kan implicere selvcensur og præstationsangst. Det at skrive og offentliggøre det skrevne er for de fleste ensbetydende med en vis blufærdighed. Er det godt nok og hvordan er mine fortællinger sammenlignet med de andres? Når man arbejder med skrivning som en proces, bliver det også tydeligt, at skrilighed kan bruges som led i en erkendelsesproces. Den første erkendelse kommer i skrivefasen, hvor man tænker over hvad det egentlig var man oplevede, hvilken betydning det har og
space hvordan formen kan understø e det man gerne vil formidle. Den anden type erkendelse sker, når fortællingen står på papiret eller skærmen. Den får sin egen eksistens og kan blive genstand for fortolkning, diskussion, modsigelse – både fra forfa eren selv og fra andre. Den kan anskues med fokus på virkemidler, indhold, genkendelighed, pædagogisk relevans – alt e er konteksten. Dysthe kalder det ”at skrive er Ildmand at deltage i en samtale” (Dysthe, 2001, p. 21) – og, man kan tilføje, både med sig selv og andre. Hun mener også, at skri lige indlæg i en digital konference kan være mere gennemarbejdede og have et dybere refl eksionsniveau end indlæg i en almindelig samtale – netop pga. det asynkrone, hvor man selv bestemmer, hvornår ens fortælling er færdig til at blive lagt off entligt frem. (Dysthe, 2003, p. 328) Tidligt tirsdag morgen. Ungerne snakker meget om forskellige dyr, da de snart skal til Ål- Ålborg zoo. En meget interesseret dreng kommer med en bog, som handler om bondegårdens dyr. Han viser et billede af en so som mader sine smågrise, hvorpå han spørger: ”Er det rigtigt at de er meget farlig?” ”Nej da hvorfor?” spørger den voksne. ”Det siger Sahal at de er” (Sahal er muslim) De sætter sig alle omkring morgenbordet med bogen foran sig. De snakker længe om alverdens dyr. ”Ved i hvad en vandmand er?” Spørger den voksne. ”Nej siger ungerne i kor” Den voksne forklarer, hvorefter hun spørger om de kender en brandmand, det gør de ikke. Hun forklarer at det også er et slimet dyr som lever i vandet, men som er lidt farlig, fordi man kan brande sig på den. Drengen med bogen spørger: ”hvad farve tøj har han på?” Lidt grinen blandt de voksne. ”jamen hvad farve har han da?” Da beslutter den voksne at tegne en tegning, så ungerne bedre kan forstå hvad det er hun forklarer. Efter noget tid spørger en af pigerne om de ikke må få en tegning hver som de kan farve selv. Alle fem unger får en tegning en efter en, og den voksne spørger dem hver i sær om de nu ved hvad de to dyr i vandet hedder, det gør de. Den sidste tegning som bliver tegnet er til en 4 årig dreng som har siddet længe tålmodigt og ventet. For sidste gang peger hun på brandmanden og spørger hvad det er for en. Han sidder et par sekunder og tænker hvorefter han kigger op på den voksne og svarer ”Ildmand”. 9
Page 1 and 2: Praksisfortællinger i aldersintegr
Page 3 and 4: Forord Denne rapport er skrevet som
Page 5 and 6: Regnbuelandet ”Øj se Viktor, fø
Page 7: element af anderledeshed eller ufor
Page 11 and 12: at spilde. Det kan være lege, hvor
Page 13 and 14: ord, gøre klar til måltider, dele
Page 15 and 16: under gav et langt mere nuanceret b
Page 17 and 18: Om fortællingens form Den simplest
Page 19 and 20: m mæssige tematiseringer, konfl ik
Page 21 and 22: t re r it rne ly n” Hovsa ”Jeg
Page 23 and 24: hed get rende. Men det er en skri p
Page 25 and 26: ger fra praksis lingsmæssige grund
Page 27 and 28: fleksivitet giske grundfortællinge
Page 29 and 30: n n pædagogiske praksis løgnagtig
Page 31 and 32: Børnefængeren af læder! Den er k
Page 33 and 34: - tips og tricks skaber forventning
Page 35 and 36: at der var en høj grad af bevidsth
Page 37 and 38: skribent føle, at hun skriver uden
Page 39: Netværket af aldersintegrerede ins

Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?