Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

More documents

Recommendations

Info

Om praksisfortælling som metode Det er en fantastisk fortælling for mig at læse. Først sidder man og tolker med sine fordomme og så bliver man taget i det, fordi hun slutter på den måde: Man kan enten vurdere det som et barn, der er ved at udvikle sine lederfærdigheder eller man kan tænke, at det er et barn der er styrende i den grad. Man starter med at læse fordomsfuldt og så kommer pædagogen lige og vinkler den – at der er mange måder at analysere en historie på. Det kan vi bruge helt eksemplarisk, nå vi skal snakke pædagogik på det overordnede plan. (kollega) Fortolkning, analyse og re Fortællinger, der på den ene eller anden måde omhandler pædagogiske problemstillinger, kan selvfølgelig bruges til at blive klogere på pædagogisk praksis. Den skrilige fastholdelse af hændelser og erfaringer medvirker naturligt til at indstie en distance til praksis, som kan være nødvendig for at kunne skie perspektiv og se andre tolkningsmuligheder. Pædagogisk arbejde er formentlig altid præget af en sådan vekslen mellem det medlevende nærvær og eertanken som en mere analytisk distance. I det at konstruere og fortolke fortællinger viser sig altid en flerhed af fortolkningsmuligheder. Allerede i skriveprocessen er der tale om en fortolkning og selve det at blive opmærksom på mangfoldigheden af mulige fortolkninger kan selvfølgelig udvide ens forståelse af pædagogisk praksis. I forhold til helt konkrete hændelser kan man blive opmærksom på, at den umiddelbare forståelse af personer, handlinger og situationer måske ikke er så entydig som først antaget. At der kan være ”en forskel mellem det pædagogen gør og det hun tror, hun gør”. Her kan praksisfortællingen være et medie for refleksion, over det komplicerede forhold mellem det skete, det erindrede og det intenderede. Det er på mange måder en banalitet, at der er en sådan uoverensstemmelse mellem konkrete hændelser og pædagogens oplevelse og erindring om dem. Selv den mest fagligt bevidste pædagog er ikke gennemsigtig for sig selv og slet ikke i de sammenhænge, som netop kræver nærvær, indlevelse og handling. Det mest interessante er måske at forstå, hvad der farver pædagogens oplevelse og sproglige rekonstruktion af konkrete hændelser. Fortællinger i den professionelles socialisation De vigtigste fortællinger i pæda- 26 gogisk arbejde er måske ikke dem pædagogen selv fortæller, men dem pædagogen overtager. At uddanne sig ind i en profession er en lang socialisationsproces, som bl.a. handler om at overtage og tilegne sig en række sprogformer, fortællinger og anskuelser - den diskursivitet som er den gængse indenfor feltet. Der vil være en mængde, mere eller mindre sammenhængende diskursive formationer, som vi her kan kalde for grundfortællinger, hvoraf nogle er alment forbundet med kultur og socialitet og andre er specifikt forbundet med et særligt område, f.eks. pædagogik. Det kan være fortællinger om den gode pædagog, den gode barndom, børns naturlige udvikling, kønnets særlige karakteristika, betydningen af leg eller betydningen af natur for børn og barndom. Sådanne fortællinger vil gravitere mod det monologe, dvs. de vil antage en autoritativ synsvinkel, som ikke uden videre lader sig udfordre. De selvfølgelige fortællinger Det hænger bla. sammen med, at det er fortællinger som aldrig eller kun sjældent fortælles af nogen. De fremstår som naturlige eller selvfølgelige” og bliver derved underforstået som almindeligheder i hverdagens sprogliggørelse af pædagogik. De har tilsyneladende ikke noget ophav, ingen afsender og ingen fortællerposition og kan derfor virke som universelle sandheder. Først når pædagogen bliver udfordret på sin faglighed f.eks. vedrørende en konkret pædagogisk vurdering eller afgørelse, vil hun eksplicit henvise til en form for alment anerkendt pædagogisk grundfortælling. Etisk, pædagogisk eller professionel retfærdiggørelse vil typisk ske ved at påkalde sig sådanne grundfortællinger. På denne måde kan pædago-
fleksivitet giske grundfortællinger fungere som en slags referenceramme, der direkte og især indirekte er betydningsgivende for pædagogers (fælles) forståelse af pædagogik, pædagogisk praksis og pædagogens faglige selvforståelse. Sådanne diskursive konstruktioner er på én gang med til at sikre, at pædagogen kan orientere sig og skabe mening i sit arbejde, men samtidig kan de også fiksere pædagogens forståelse og opfaelse af sin praksis. Pædagogen som medforfatter I forlængelse heraf kan man hævde, at pædagogen aldrig kan være mere end medforfaer af sine egne konkrete praksisbeskrivelser. <strong>Praksisfortællinger</strong> vil altid rumme forestillinger, vurderinger og genremæssige konventioner, som stammer fra mere omfaende og overordnede sammenhænge af fortællinger. Den sproglige og narrative iscenesæelse af pædagogik og pædagogisk praksis er i udgangspunktet noget, som pædagogen overtager og som det kræver et erkendelsesarbejde at identificere og vinde afstand til. Dee aspekt er måske det mest interessante, når det handler om fortællinger fra – og om pædagogisk praksis. Fortolkning og analyse af fortællinger om pædagogiske relationer, dilemmaer og problematikker vil formentlig kunne bidrage til, at pædagogen bliver mere opmærksom på de underforståede og ideologiske grundfortællinger, der er styrende for forståelsen af den pædagogiske dagligdag. Her kan det handle om, med en formulering fra Bruner, ”at fremmedgøre læseren fra det uimodståeligt almindeliges tyranni” (Bruner, 2004, p. 16). Dvs. at synliggøre de ideologiske elementer af moralsk, dannelsesmæssig eller erkendelsesmæssig karakter, som faktisk er på spil i den forståelsesmæssige rekonstruktion af selv den mest konkrete episode. Fortolkningens dobbelte karakter At synliggøre hvordan overordnede fortællinger er styrende for pædagogisk arbejde, viser hen til fortolkningens dobbelte karakter. Fortolkningen af fortællinger fra pædagogisk praksis er på én gang fortolkningen af en tekst og samtidig pædagogens egen selvfortolkning. At kaste lys over tekstens betydningsunivers og identificere nogle af de stemmer, som udgør tekstens iboende polyfoni, er således en udfordring til pædagogens egen faglige selvforståelse. Som læser og fortolker indtræder pædagogen i et dialogisk forhold til tekstens udsagn, hvor hun må sæe sine egne forudfattede meninger på spil, hvis det skal være en oprigtig og åben tolkningsproces. Herigennem kan man måske blive nødsaget til at revidere nogle af de fortællinger man har om sig selv som professionel og om den praksis, man arbejder i. Fortolkning og analyse af tekster fra pædagogisk praksis vil altså både kunne uddybe pædagogens forståelse af det som teksten handler om – og samtidig synliggøre pædagogens egen for-forståelse. I denne forstand er tekstfortolkning udtryk for refleksivitet – i ordets egentlige betydning. Altså at tanken, som en refleksion, kastes tilbage på sig selv. 27
Page 1 and 2: Praksisfortællinger i aldersintegr
Page 3 and 4: Forord Denne rapport er skrevet som
Page 5 and 6: Regnbuelandet ”Øj se Viktor, fø
Page 7 and 8: element af anderledeshed eller ufor
Page 9 and 10: space hvordan formen kan understø
Page 11 and 12: at spilde. Det kan være lege, hvor
Page 13 and 14: ord, gøre klar til måltider, dele
Page 15 and 16: under gav et langt mere nuanceret b
Page 17 and 18: Om fortællingens form Den simplest
Page 19 and 20: m mæssige tematiseringer, konfl ik
Page 21 and 22: t re r it rne ly n” Hovsa ”Jeg
Page 23 and 24: hed get rende. Men det er en skri p
Page 25: ger fra praksis lingsmæssige grund
Page 29 and 30: n n pædagogiske praksis løgnagtig
Page 31 and 32: Børnefængeren af læder! Den er k
Page 33 and 34: - tips og tricks skaber forventning
Page 35 and 36: at der var en høj grad af bevidsth
Page 37 and 38: skribent føle, at hun skriver uden
Page 39: Netværket af aldersintegrerede ins

Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?