Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

More documents

Recommendations

Info

Fortællingens virkemidler Det er svært at give præcise anvisninger på, hvordan den gode fortælling om pædagogisk praksis skal se ud. Men for de som gerne vil i gang med at skrive og anvende fortællingen som et redskab til udvikling af pædagogisk praksis, har vi samlet nogle anbefalinger, som måske kan være til nye. Allerførst skal man måske overveje, hvad der egentlig karakteriserer fortællingen som genre. Genren er både en række karakteristika og konventioner ved en Fortællingens ti bud 32 tekst og et sæt forventninger hos læser og skribent. En genres funktion påvirker tekstens organisering og elementer fx overskrier, afsnit, detaljeringsgrad og rækkefølge. Genren skaber genkendelighed og gør også at vi kan forstå det, der står mellem linjerne. Og hvis der ikke er overensstemmelse ml. genrens funktion og tekstens organisering, forstyrres vores læseforståelse. Når man skriver i en bestemt genre, bruger man et tilgængeligt mønster for kommunikation, som I løbet af projektet udviklede der sig en række formmæssige karakteristika på de gode fortællinger, der skal skabe rum for fortolkning og udvikling af den pædagogiske forståelse af praksis. Så her kommer ti bud for den gode praksisfortælling - vel vidende, at en god fortælling også kan være en fortælling, der netop ikke følger regler og konventioner, men går sine helt egne veje! 1) En dynamisk og fængende overskrift 2) Et indbydende layout Teksten må ikke være for ”tæt”. Det handler bl.a. om linjeski, skristørrelse og linjeafstand. 3) Passende længde Fortællingen skal være så tilpas lang, at man kan nå at leve sig ind i situationen, men ikke så lang, at man mister opmærksomheden. Man skal økonomisere med læserens opmærksomhed. 4) Ingen unødvendige personer Det kan være en god ide at give personerne navne, fordi man kommer tæere på. Men det kan være en fordel at veksle mellem navne og stedord som han, hun, de store, de små … Mange navne i en tekst kan virke visuelt forstyrrende og kan gøre det svært at bevare overblikket. 5) Ingen unødvendige aldersangivelser En parentes med aldersangivelse eer børnenes navne kan virke forstyrrende i læsningen af en god historie. Hvis alder er en pointe i fortællingen, er det bedre at skrive det ind i teksten fx ”Ulla og Lis på fem år…” Et andet tip er at skrive talord ”fem” i stedet for tal ”5”, fordi tal rent visuelt springer mere i øjnene.
– tips og tricks skaber forventninger hos både skribent og læser. Skribenten ved, at teksten skal følge nogle konventioner – og læseren ved, hvad der er i vente og kan selv fylde evt. ”huller” ud. At bryde med konventionerne kan selvfølgelig også gøres til en fortællemæssig pointe, hvis det er det man ønsker. Dernæst skal man overveje, hvad fortællingen skal bruges til. Som tidligere nævnt er der en afgørende forskel på, om teksten skal kastes ind i en åben fortolkningsproces med henblik på at udvikle forståelsen af pædagogisk praksis, eller om teksten skal tjene som illustration eller synliggørelse af pædagogiske principper eller rutiner – feks. i forhold til forældre. Tekster, der på den ene, eller den anden måde forsøger at omgå hverdagens kompleksitet og flertydighed, er næppe velegnede som udgangspunkt for fortolkning og fordybelse og vil næppe lede til nye forståelser af den pædagogiske hverdag. 6) Én og kun én fortælling Det er en gylden (journalistisk) regel, at der skal være én og kun én historie. Der kan være tilfælde, hvor der er to parallelhandlinger der mødes til sidst, men ellers er det bedre at holde sig til én historie ad gangen. 7) Variation i fortælleform Man kan også tænke i at variere sin fortælleform: at lade korte sætninger veksle med lange, lade dialog veksle med prosa, at lade det stemningsbeskrivende veksle med det mere actionprægede… Mange korte sætninger og mange linjeski giver en telegramstil, som kan være effektfuld i små passager, men bliver anstrengende i længden. Ligesådan med lange sætninger: hvis de er i overtal, bliver teksten tung, men de kan til gengæld give mere plads til en stemning. Lange passager med dialog kan også være svære at holde styr på, men hvis det veksler med prosa, kan korte dialoger give en god effekt. 8) Den rette mængde identifikation Indhold og fortælleform må gerne være så genkendelig, at man kan se det for sig – men ikke så genkendeligt, at man har ”hørt det før”. 9) Undgå moralisering Fortællingen skal ikke bruges som illustration af egne kæpheste og fordomme. 10) Et indhold der udfordrer og sætter tanker i gang En fortælling kan indeholde en dramatisk situation, en konflikt eller noget der sker, som ikke burde være sket. Men det kan også være en ganske dagligdags, udramatisk situation, som får nyt liv og opmærksomhed gennem fortællingen. Der skal være et eller andet der sæer handlingen i gang og driver den fremad og pirrer vores nysgerrighed. En undren, en udvikling, en overraskelse, et vendepunkt….. 33
Page 1 and 2: Praksisfortællinger i aldersintegr
Page 3 and 4: Forord Denne rapport er skrevet som
Page 5 and 6: Regnbuelandet ”Øj se Viktor, fø
Page 7 and 8: element af anderledeshed eller ufor
Page 9 and 10: space hvordan formen kan understø
Page 11 and 12: at spilde. Det kan være lege, hvor
Page 13 and 14: ord, gøre klar til måltider, dele
Page 15 and 16: under gav et langt mere nuanceret b
Page 17 and 18: Om fortællingens form Den simplest
Page 19 and 20: m mæssige tematiseringer, konfl ik
Page 21 and 22: t re r it rne ly n” Hovsa ”Jeg
Page 23 and 24: hed get rende. Men det er en skri p
Page 25 and 26: ger fra praksis lingsmæssige grund
Page 27 and 28: fleksivitet giske grundfortællinge
Page 29 and 30: n n pædagogiske praksis løgnagtig
Page 31: Børnefængeren af læder! Den er k
Page 35 and 36: at der var en høj grad af bevidsth
Page 37 and 38: skribent føle, at hun skriver uden
Page 39: Netværket af aldersintegrerede ins

Praksisfortællinger i aldersintegrerede institutioner - Bupl

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?