Formidling af digitaliseret kulturarv af Henrik Dybdahl - Forskning

FORMIDLING AF DIGITALISERET KULTURARV
Fjerde arbejdsspørgsmål var Er institutionerne umiddelbart åbne for
eksterne aktøres henvendelse i forbindelse med udvikling af nye
formidlingsprojekter? Dette spørgsmål spurgte jeg dels ind til i kapitel fem
hvor jeg gennemførte interview med de tre institutioner Statens Arkiver,
Det Kongelige Bibliotek og Dansk Folkemindesamling, og dels i kapitel
seks hvor jeg kontaktede institutionerne som en ekstern aktør med
konkrete forslag til formidlingsprojekter. I interviewene fremgik det, at
institutionerne så sig selv som værende åbne, men kun for seriøse forslag
og de havde fest eksempler på decideret forskningsformidling. Gennem
aktionstiltaget hvor jeg præsenterede institutionerne for mere kulturformidlingsprægede
forslag, var alle imødekommende og svarede
indenfor kort tid ja tak til at mødes og diskutere forslagenens videre
færd.
Med denne gennemgang af arbejdsspørgsmålene er tiden kommet
til at svare på det egentlige hovedspørgsmål Hvordan arbejder
institutioner under Kulturministeriet med formidling af digitaliseret
kulturarv? Ikke så overraskende er der stor forskel på de tre institutioner
jeg valgte at arbejde med.
Den klart mindste af de tre, Dansk Folkemindesamling, har
digitaliseret en meget lille del af deres samling og dette primært som en
bevaringsdigitalisering hvor det ikke er formidlingen der har været i
hovedsædet. Tilgengæld ønsker man hos institutionen at digitalisere for
at formidle. Der er ikke noget ønske om at digitalisere for at
tilgængeliggøre rå data, hvilket dels hænger sammen med formen på en
stor del af deres samling, der består af nedskrevne fortællinger m.m. og
som tilsyneladende kræver specialister for at blive læst og forstået. Dels
hænger det sammen med at man ønsker også at formidle den faglighed,
der er en del af Dansk Folkemindesamling, sammen med formidling af
de konkrete samlings-elementer.
De to noget større institutioner, Det Kongelige Bibliotek og
Statens Arkiver, har både forskellige og noget ens tilgange til arbejdet
med formidling af digitaliseret kulturarv. Der tænkes hos begge
institutioner meget i massedigitalisering der stilles til rådighed for
brugerne i en form hvor der godt nok er tilføjet metadata, så der kan
søges i materialet, men hvor der ikke er megen yderligere formidling.
Derudover har begge institutionerne mindre webudstillinger på deres
67