DO nr.9.06#fin - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

10 DEBAT
sendes til Irak uden at være tilstrækkeligt klædt på til opgaven? Man
undres! En kritik, forsvarsminister Søren Gade kommenterer til Ritzau
ved at sige, at Forsvaret dels ikke har råd til at købe to ting af alt
materiel og dels, at materiellet og ammunitionen kan være i restordre.
Det skulle lige være første gang i historien, at Forsvaret er løbet
tør for f.eks. ammunition og granater. Har Forsvaret ikke råd til eller
mulighed for at uddanne soldater tilfredsstillende til krig, ja, så bør
Forsvarets øverste ledelse fortælle politikerne på Christiansborg, at
opgaven ikke kan løses.
Tre danske soldater er dræbt af vejsidebomber inden for de sidste
par måneder, desværre. Skyldes det mon manglende uddannelse?
Man kan ikke undgå at tænke således, når nu premierløjtnant B.L.
Kristensen fortæller, at han ikke er ene om kritikken. Adskillige uddannelsesofficerer
har åbenbart samme erfaringer. Det er skræmmende,
at man som officer tvivler på et system, hvis formål er at uddanne
soldater til ekstreme forhold.
Undertegnede er hjemvendt officer fra Afghanistan. For godt 2 1/2
måned siden sad jeg som delingsfører i et militærkøretøj på den farligste
vejstrækning i Afghanistan. En operation, hvor vi frygtede for
vores liv. Alle vidste vi, at risikoen for vejsidebomber, selvmordsangreb
og bagholdsangreb var ekstremt høj. De Mercedes GD, som vi
bl.a. kørte i, var ikke bygget til at kunne modstå vejsidebomber og
selvmordsbomber. Dog havde køretøjerne fået påmonteret panserplader,
hvilket er en lappeløsning, som på ingen måde er på højde
med andre nationers pansrede køretøjer. Hvis en vejsidebombe
og/eller selvmordsbombe var blevet bragt til sprængning indenfor
20-40 meters afstand, havde vi ikke været, hvor vi er i dag. Heldet var
med os, vi kom alle uskadt igennem operationen, men det kunne
være gået lige så galt for os, som det gik for den unge danske soldat i
Sprogundervisning i hæren
N
Når man sidder på en post et sted ude i et missionsområde,
har man nogle gange tid til at filosofere og
undre sig over emner, som man ikke har nogen indflydelse
på. Det „gode“ ved at være et sådant sted er,
at ens undren og tanker ikke lige sådan kan checkes,
fordi forbindelserne er dårlige, eller de hjemlige stabe
er lukkede. Nærværende lille „undren“ er således ikke et færdigt
stabsarbejde, men blot et indlæg i en forhåbentlig kommende debat.
I hæren gives den enkelte officer den sidste sprogundervisning i
forbindelse med VUT I, altså i en alder af ca. 30-32 år. Herefter er det
så „learning by doing“ i de næste ca. 30 år indtil pension.
Nu sidder jeg i Basra i den britisk ledede multinationale division
som chef for ledelsen af igangværende operationer (CH J3 Ops). Jeg er
på samme tid ældste danske officer for et 15 mand stort kontingent på
basen. Og på trods af min meget korte periode i området kan jeg med
sikkerhed sige, at vi har behov for mere engelskundervisning.
I kontingentet indgår officerer af alle grader og på forskellige niveauer
(321, 322, 331 og 401), men fælles for alle er, at de opererer på
engelsk. Det gjorde man f.eks. også i sin tid i den nordiske brigade i
Bosnien, men der talte alle et langsomt engelsk (med national accent),
og kravet til de skriftlige arbejder var begrænset. Nu er vi hernede i engelskdominerede
stabe, hvor der tales meget hurtigt, og hvor kravet til
de skriftlige arbejder er højt – og som det er i hjemlige stabe, er evnen
til at producere lig med den reelle indflydelse. Det går nogenlunde
med det mundtlige, men på den skriftlige side ligger det lidt tungt.
Som nævnt mistes indflydelse, men ikke uvæsentligt falder jobtilfredsstillelsen
for den enkelte, hvis de sproglige problemer er større
Irak – nemlig at kisten svøbt i Dannebrog ville blive sidste stop. At
man som soldat og militærleder udsættes for risici som disse, er en
del af arbejdet: Det ved man! Problemet opstår, når man som militærleder
ikke føler sig tilstrækkeligt velinformeret og uddannet til
forholdene, man udsendes til – f.eks. vejsidebomber og selvmordsbomber.
Når man kan se, at uddannelsen og udstyret ikke er tilstrækkeligt,
så er det et problem. Jeg gennemgik en 1-dags orientering. En
orientering, der ikke gav et realistisk billede af forholdenes farlighed
og virkelighedens verden i Afghanistan. Forud for en tidligere fredsbevarende
mission til Kosovo i 2002 var uddannelsestiden godt 4
måneder, og til én af verdens farligste krigszoner, Afghanistan, mente
Forsvaret, at én dag var tilstrækkelig. Man kan her tale om uddannelsessvigt.
Er det ikke i forsvarsledelsens interesse at uddanne og sikre sine
soldater bedst muligt. Man tvivler, når man læser kritikken af premierløjtnant
B.L. Kristensen. Hvor stort et uddannelsessvigt og informationssvigt
ønsker vi at tolerere som almindelige borgere. Noget
tyder på, at soldater tidligere kan være sendt af sted på internationale
missioner med en mangelfuld uddannelse, f.eks. vedr. forholdsregler
overfor vejsidebomber, selvmordsbomber og bagholdsangreb. Med
tre dræbte danske soldater på kort tid som et resultat af vejsidebomber
kan man ikke andet end at undres.
Med venlig hilsen
Sebastian H. Mernild
Kaptajn af reserven og ph.d
(ikke HOD-medlem)
(Forkortet af redaktionen)
end evnen til at løse de faglige udfordringer. Det burde vi gøre noget
ved! Vi har valgt vore partnere, og integration i amerikanske eller engelske
stabe er formentlig også et fremtidigt fænomen. Learning by
doing er ikke nok. Det udvikler ikke, der kræves professionel hjælp.
Den missionsforberedende uddannelse er allerede meget sammenpresset,
så det er formentlig ikke vejen frem blot at putte yderligere
1-2 ugers sprogundervisning på programmet. Jeg tror, at vi i
langt højere grad skal gøre sproget til en „grundfærdighed“ på samme
måde som vores fysiske tilstand. Det betyder, at der selvfølgelig
skal etableres et uddannelsestilbud, ligesom dette bør følges op af et
kontrolregime i form af sprogtests. I forhold til vore FUT-prøver kan
frekvensen nok sættes til hvert andet år eller noget i den retning. Det
må nogle sprogkyndige kunne bedømme. Uddannelsestilbuddet
kunne være fjernundervisningsbaseret eller en række kurser af en
uges varighed med tilstedeværelse, som man ved behov kunne tilmelde
sig. Der burde være et permanent kursustilbud til det personel,
som ikke bestod prøverne, eller dem, som syntes, at de var blevet
lidt rustne. Kun herved kan det generelle niveau højnes.
Vi bør gøre noget ved det. Vi i stabene lever af det. Sådanne tiltag
koster selvfølgelig penge, men da denne lille, sene „nat-artikel“ ikke er
et egentligt stabsarbejde, har jeg sagt mig lykkelig fri for at lave en omkostningsberegning
eller komme med forslag til finansieringen. Det
må nogle regnekyndige finde ud af – jeg kæmper videre med sproget.
Med venlig hilsen
M.A. Lollesgaard, oberstløjtnant
For tiden Ch J3 Ops/MND SE, Basra Air Station