Børn og forældre under pres - Socialstyrelsen

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under presvidst ind for det. Vi talte en eftermiddag om, hvad han lavede efter arbejdstid sammen med sinevenner. Han fortalte, at han mødtes med Joakim om torsdagen for at læse teori. Hver torsdag så dealtså videofilm og hørte hinanden i stoffet.Eksemplet illustrerer en af de første erkendelser jeg fik om, hvordan tiltro skal forstås. Den førsteopdagelse var, at der fandtes andre betydningsfulde mennesker rundt omkring, som også troede på,at Sven og Joakim kunne. Selv var jeg overbevist om, at Sven aldrig ville få sit kørekort indtil enaften, hvor jeg talte med hans mor i telefonen. Jeg spurgte Svens mor, om hun troede, at det villelykkes for Sven. Hun svarede aldeles uden tvivl, at Sven selvfølgelig ville tage sit kørekort.Det hører med til billedet, at Svens forældre også kan beskrives som udviklingshæmmede. Da morenbegyndte at forklare for mig, sagde hun: ”Ja, selvfølgelig har han været i gang i lang tid, menjeg var selv tre år om det.” Vi kan ganske sikkert gå ud fra, at hun også havde fortalt det til Sven.Det er interessant, for hvis jeg skal tage kørekort, og er meget usikker på, hvorvidt jeg vil kunneklare det, er det en meget vigtig information, at min mor havde samme problemer, og at hun tilsidst faktisk overvandt dem. Og Sven klarede omsider at tage sit kørekort. I dag har han en Volvo,som han kører rundt i. Min overbevisning om, at han ikke kunne tage sit kørekort, var jeg til sidstnødt til at opgive.Når andre mennesker havde mistro til fx Svens evne til at tage kørekort og bo for sig selv m.v.,indfandt der sig ikke en resignation hos Sven. Det skete heller ikke hos nogle af de andre i sammesituation. De opgav ikke. I stedet blev de næsten vrede, og forsvarede deres ret til at have en tro på,at de faktisk kunne.Et andet eksempel på dette er Berit – Svens søster, som havde en drøm om at komme i praktik i enbørnehave. Hun havde denne drøm gennem flere år, og omsider fik hun en praktikplads i en børnehave.Hun skulle fortrinsvis være i køkkenet, men også lidt på stuerne. Berit fortalte om en situation,der illustrerer, hvad jeg her taler om. Lederen havde bedt Berit om at luge i bedene. Menson Berit sagde, så måtte det jo være viceværtens opgave. Berit fortalte, at hun var blevet gal pålederen, havde smidt hakkejernet og var taget hjem. Til lederen havde hun sagt: ”Sådan behandlerman ikke folk, der har gået på specialskole!” Hun fortalte, at hendes far efterfølgende var tagetned for at fortælle lederen, at det var dumt af hende at sætte Berit til havearbejde. Af nysgerrighedspurgte jeg Berit, hvorfor hun selv troede, at hun var blevet sat til at luge bedene. ”Det ved jeg ikke”,svarede Berit, ”men forstanderen var fra Polen, og der var ikke nogen i børnehaven, der kunnelide hende, sådan som hun styrede børnehaven” Eksemplet er lærerigt. Det vidner om, at fordiman har indsigt i sin egen situation, så er det jo ikke sikkert, at man er fri for at have alle andre typeraf fordomme.Den her type af eksempler peger på, at der tilsyneladende findes en social støtte i omgivelserne tiltroen på egne kompetencer.Støttende netværkI månederne efter, at det før omtalte kærestepar havde fortalt på træfpunktet om deres planer om atfå et barn, blev mistroen mobiliseret i omgivelserne. Forældrene blev trætte af modstanden, og dergik ikke ret lang tid, før pigen fortalte, at hun var gravid. Men det var også tydeligt, at der var endel supporters, som faktisk troede på, at det ville gå godt. For eksempel fandtes der to i familien,som var meget vigtige. De gik med til møderne, og forsvarede parrets ret til selv at bestemme. De56