Børn og forældre under pres - Socialstyrelsen

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under presvar også selv parate til at gå ind og støtte ved behov. I dette tilfælde blev der aldrig nogen interventionfra de sociale myndigheders side. I dag har familien to børn.De mennesker, der støtter – hvem er de? Det kan være andre personer med udviklingshæmning,som har samme erfaringer. Men det er også nære venner, familien eller mennesker i nærområdet.Man ved, at der findes et stærkt fællesskab blandt døve og i et vist omfang blandt fysisk handicappede,som i fx independent living-bevægelsen. Men man har ikke tidligere talt om, at der findes etfællesskab mellem mennesker, der er let udviklingshæmmede. Her mener jeg at kunne se, at derfindes en spire til solidaritet og fællesskab omkring en egen måde at tænke et eget perspektiv påtilværelsen.Da jeg efterfølgende har ledt videre efter dette perspektiv, har jeg fundet frem til, at det trods altikke er særlig almindeligt. Der er altså slet ikke tale om en form for bevægelse endnu. Muligviskan en forening som ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund) her i Danmark være et tegn på enspirende udvikling i denne retning. I Sverige og Norge er udviklingen interessant nok meget langsommere.Hvorfor opstår der ikke nogle vigtige self-advocacy bevægelser her? Hvorfor forsvarer menneskerikke deres egen ret? Nogle mener, at det er fordi, at man i disse lande har haft et meget veludvikletvelfærdssystem. Måske er det rigtigt, men det er ikke sikkert.Tiltro til kunnenSocialpsykologen Fritz Heider har prøvet at beskrive hverdagstænkningen, og hvad man i hverdagstænkningforstår ved det at kunne noget. Når vi afgør om nogen kan eller ikke kan, overvejervi to faktorer. Den ene er sværhedsgraden i en bestemt opgave, der skal løses. Det man kan ellerikke kan. Den anden er det enkelte individs evne, disposition eller færdighed. Man kan klare ensvær opgave, hvis individet har en stor evne eller store færdigheder. Hvis opgaven er nem, kan denalligevel være svær at udføre, hvis evnen er lav. Det er sådan, vi tænker.Da jeg interviewede dem, der repræsenterede den første integreringsgeneration, viste det sig, at deikke ræsonnerede på den måde. De fulgte ikke modellen i bogen, men havde i stedet tre faktorereller komponenter i sin kunnen. De gik ikke alene ud fra, hvor svær opgaven var (fx forældreskabet)og hvad de selv klarede. De gik også ud fra, at der fandtes en selvgiven rettighed til støtte.Hjælpen kunne komme fra bedstemoren, eller bofællesskabet de boede i eller fra et helt andet sted.Jeg tror, det var Sven, jeg spurgte om, hvordan han klarede svære ting som henvendelser fra myndigheder,det kunne fx være selvangivelsen. Sven indrømmede, at det selvfølgeligt var lidt svært,men at problemet ikke var uoverkommeligt. Han besøgte bare det bofællesskab, hvor han tidligerehavde boet. ”Forstanderen plejede altid at hjælpe mig med selvangivelsen, så jeg spørger bareham igen”, sagde han. Sven tænkte ikke over, om han måtte det, eller om han måske skulle betalenoget for det, men gik bare ud fra sin forestilling om, den omsorgsverden han levede i, og at hanselvfølgelig havde den her rettighed. Sådan var det på ret mange områder.Parret, der efter et stykke tid fødte en datter, gik ikke bare ud fra, at forældrene skulle træde til,men at der også fandtes BVC [BarnavårdsCentral, red.], hvor der var sundhedsplejersker, lægerm.fl. at gå til.57