Børn og forældre under pres - Socialstyrelsen

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under presUnderviserne og materialevalgMan kunne sagtens forestille sig, at det er undervisernes (vores) fejl, hvis ikke undervisningen ertilpasset forældrenes behov. Som underviser og vejleder er det vigtigt, at man ikke bruger koncepterog begreber, som er for abstrakte. Selvom man forsøger at forenkle sprog og undervisningsmateriale,så vil der ofte være noget, der går hen over hovedet på disse forældre. De vil ikke være istand til at forstå, at det er noget, der kan omsættes i praksis. Derfor er det så væsentligt, at vejledningog instruktion sker i forbindelse med de konkrete handlinger eller situationer. Et er som bekendtteori, noget andet er praksis.I praksislæren er det vældig befordrende, hvis vejlederen ikke udelukkende fokusere på de fejltagelser,der begås. Masser af positiv feedback er vigtig. Måske laver de mange fejl i starten, menhvis man kun koncentrerer sig om fejlene, så bliver de helt tomme i ansigterne. De har hørt det såmange gange før – og tænker sikkert ofte: ”Nå, det er endnu en af de lærere, der bare fortællermig, hvor dum jeg er.”Hverken de eller nogen andre kan lære ordentligt på den måde. Derfor handler det også her om atopbygge et godt og tillidsfuldt forhold til undervisningssituationen. Når de ser, at man ikke kunkoncentrerer sig om fejl, så er forældrene senere i forløbet meget mere modtagelige, hvis man korrigerer.Megen god læring sker først og fremmest ved ros af det, der er godt og vellykket.Vejledningen skal samtidig være faglig og objektiv, ligesom objektivitet må ligge til grund forvurderingen af den enkelte forælders udvikling og fremskridt. Jeg har haft kontakt til fagpersoner,der mente, at ’sådan nogle udviklingshæmmede’, slet ikke skulle have børn. Men jeg har ogsåmødt andre, der bare siger, at udviklingshæmmede skal have børn og selvfølgelig skal de beholdedem. Fordommene virker begge veje. Der er behov for en langt højere grad af upartiskhed og objektivitet.I undervisningsprogrammet lægges meget vægt på samspillet mellem børn og forældre. Denne interaktionbruges som en strategi overfor forældrene i undervisningen. Vi kan fx sige, at det er megetvigtigt, at man roser sit barn, at man lader barnet vide, at dét var rigtig godt. De svarer måske,at de ikke har tænkt over vigtigheden heraf. Så siger vi fx: ”Kan du ikke selv lide at få ros?” –”Joh, jeg kan godt lide at høre, når jeg gør noget godt.” Forbindelsen til dem selv er vigtig.En række andre redskaber anvendes i undervisningen, det kan være billeder og plakater, der sættesop som en påmindelse. Eller video og lydbånd til de mange forældre, der har begrænsede læsefærdigheder.Især videooptagelse er god i undervisningen, fordi budskaber kan formidles på en konkretmåde, der øger forståelsen. Videoen er god til at vise mere komplekse ting, som fx interaktionog samspil, der kan være vældig svære at forklare med ord.I nogle situationer kan man ikke gå ind og instruerer forældrene i en konkret situation. Det kan fxvære, hvordan man skal handle, hvis barnet slår sig og bløder. Det kan man ikke lige øve sig på. Ide situationer bruger en dukke til en slags rollespil. Forældrene går de forskellige trin igennem,som er nødvendige for at håndtere situationen på en hensigtsmæssig måde. Vi øver og øver.Sammenfattende vil jeg sige, at man sjældent kan afgrænse sin undervisning til en metode eller etsæt af materialer. Det er kombination af flere. Men noget af det vigtigste er fortsat samarbejdet ogdialogen mellem forældrene og den konkrete underviser. Selv meget godt materiale kan ikke erstatteden personlige og gode vejledning.75