Børn og forældre under pres - Socialstyrelsen

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under presJeg tror ikke, jeg kender andre familier, der lige så ofte går til lægen for at spørge om ting. Det ermuligt, at de professionelle blev trætte af dem til sidst. Men på en måde fungerede det godt, for nårde undrede sig meget over noget, så lærte de sig også virkelig meget. Var de usikre på, om det varfarligt for barnet at have feber, gik de til lægen og spurgte og fik en forklaring.Et spørgsmål om holdningDer fandtes altså to ret forskellige måder, at anskue kunnen på, som bidrog til de to forskelligemåder, at forholde sig til tiltro versus mistro.Vurderingen af kunnen var ikke kun et spørgsmål om en objektiv bedømmelse, det var også etspørgsmål om holdning og synsmåde. Selvfølgelig er det også sådan, at en person kan have problemermed nogle ting i situationer, men pointen er, at disse forskellige måder at se kunnen på harindflydelse på, hvordan man ræsonnerer omkring personers autonomi og selvbestemmelse.Det centrale for personer med udviklingshæmning er, at have evnen til selv at bestemme i vigtigespørgsmål, som fx at vælge forældreskab til eller fra. Men der findes også mange meget mindredramatiske spørgsmål, hvor selvbestemmelse også spiller ind. Her viste det sig, at der ofte fandtesen støtte i pårørende, netværk eller personer med udviklingshæmning, som havde samme synsmåde.Når en given form for støtte var tilgængelig, så ræsonnerede man, ’at eftersom jeg har dennestøtte, så kan jeg’. Logikken var altså: ’Måske har jeg svært ved på egen hånd at klare selvangivelsen,men eftersom forstanderen findes, er det faktisk sådan, at jeg kan selvangive’.Der er altså nogle mennesker, der har en meget forenklet forståelse af kunnen. De inddrager ikkestøttende netværk (hjælp fra andre) i deres forståelse heraf. Mens andre inkluderer disse former forstøtte i deres forståelse af begrebet kunnen. Derfor opstod der hele tiden misforståelser. Selvom depersoner, der repræsenterede disse to synsmåder, så virkeligheden på præcis samme måde, havdede altså helt forskellige opfattelser af kunnen. Den førstnævnte gruppe ræsonnerer altså som så, atet behov for hjælp er et tegn på ikke at kunne. En konsekvens heraf er, at de tænker, at når man ikkekunne, havde man heller ikke forudsætninger for at bestemme selv.Deling af videnJeg vil introducere jer til en model 15 der viser, hvordan tiltroen til at ’jeg kan’ kan opretholdes hosdisse mennesker. Lad os bruge eksemplet med Sven, som havde forståelsen: ’Jeg kan tage kørekort’.Det kunne lige så godt være ’Jeg kan blive forælder’ eller noget helt tredje.Socialantropologen Ulf Hannertz har udviklet en interessant teori. Han har forsøgt at forklare,hvordan deling af viden sker, når mennesker deler synsmåder. Socialantropologerne er næsten altidinteresserede i meget store kulturer, såsom den danske eller den vesterlandske kultur, som derjo er millioner af mennesker, der deler. Men Hannertz mener, at udgangspunktet er der, hvor delingenbegynder. Den mindste enhed er to mennesker. Ifølge Hannertz teori vil det, som sker mellempersonerne i min undersøgelse derfor være en bevægelse, der går fra ’jeg ved at jeg kan klaredet’ til at ’jeg ved, at du ved’ og ’jeg ved, at du ved, at jeg ved, at jeg kan klare det’. Hannertz pointeer, at denne cirkelbevægelse er den mindste enhed for videndeling. Der sker en slags trylleri,når vi deler viden og erfaringer. Så lang tid, jeg ved noget og ingen anden, er jeg bevidst om, at det15 se planche 158