Børn og forældre under pres - Socialstyrelsen

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under presForældrene er nødt til at sige ja til hjælpen, fordi de ellers risikerer at miste den. Men måden hvorpåhjælpen ydes, gør dem ikke noget godt. De føler sig igen dumme. De siger nødtvunget ja tilhjælpen, men de kan ikke lide den. Denne form for hjælp skal ses i modsætning til en støtteperson,der siger:”Lad os gøre det her sammen. Jeg skal nok støtte dig, men det er dig der er forælderen.Jeg skal nok hjælpe dig med at gøre det her, men så skal du også lære at gøre detselv.” Denne form for støtte opleves positivt, fordi den bidrager til at opbygge en uafhængighedog et selvværd.Graden af tilfredshed havde ikke blot en positiv betydning på familiens stressniveau. Vi kunnesamtidig observere, at jo mere tilfredse de var med den støtte de fik, jo bedre samspil havde demed deres børn. Det var tydeligt, at de familier som angav, at de oplevede støtten mindre god, detvar familier med problemer og dårligt samspil med deres børn. Man må derfor hele tiden stillespørgsmålet: Gives støtten på en måde, som forældrene har det godt med eller gives den på en måde,som forældrene ikke føler sig godt tilpas med?I interaktionsmodellen 19 kan man se, at støtten påvirker barnets og forælderens samspil, og at detteigen påvirker, hvordan barnet klarer sig. Det er disse faktorer, der bl.a. må indgå i vurderingerne.Det er igen væsentligt at fremhæve, at man ikke kan nøjes med at se på de offentlige støtteordninger.Familie, venner, kirke eller hvad der nu måtte være er meget vigtige i den samlede vurderingaf støtte.Jeg går lige tilbage til John og Janet, som vi havde masser af samtaler med. Vi brugte i nogle afdisse samtaler standardiserede spørgeskemaer, hvor vi noterede svarene. De scorede bl.a. højt pådepression. De havde fået et barn fem gange og alle gange var barnet blevet fjernet umiddelbart efterfødslen. Nu var det sjette gang Janet var gravid, og de indvilligede i at modtage hjælp fra os.De var parate til at gøre alt for at få lov til at beholde barnet.Men selvom de blev lovet hjælp under graviditeten, og efter barnet var født, så havde de alligevelden her fornemmelse af, at de også ville miste det her barn. De følte sig stadig deprimerede. Dennedepression var egentlig mere en desperation, baseret på deres hidtidige erfaringer med ’systemet’ imodsætning til deres egne personlige følelser.Vi spurgte dem, hvem der hjalp dem, for de havde ikke noget familie og ret få venner, de kunne gåtil. En lokal støttegruppe, en såkaldt nærsamfundsgruppe, var de eneste, der umiddelbart kunnestøtte dem. Når jeg talte med John og Janet om deres eget forhold, og når jeg så dem sammen, såvar det tydeligt, at de havde et meget nært ægteskab. De elskede hinanden højt. De kommunikerederigtig godt sammen, og påtog sig hver især de opgaver, de var gode til. De kendte hinandensstyrker og svagheder, og de støttede hinanden rigtig godt. Jeg tror, at en af årsagerne til, at jeg imin vurdering konkluderede, at de havde flere ressourcer til at være forældre end de havde problemer,var råstyrken i deres forhold. En sådan stærk og positiv støtte fra sin ægtefælle, er den vigtigsteform for støtte. Hvis man virkelig føler, at ægtefællen støtter og hjælper én, hvis der er problemer,så kan man godt klare sig, selvom man ikke har så mange venner. Det var på den måde Janetog John følte.19 se planche 167