Børn og forældre under pres - Socialstyrelsen

Konference d. 20.-21. november 2003: Børn og forældre under presne elskede deres barn, men den respons, der blev givet, var ikke som forventet. Derfor arbejdede vimed, at vise forældrene, hvordan de skulle vise deres hengivenhed og kærlighed overfor barnet.Jeg vil give et par eksempler på, hvordan vi arbejdede, selvom det kan være svært, kort at skullegengive og beskrive processer om interaktion.Observation af interaktion i en familieI det ene eksempel var målet, at stimulere barnets sproglige udvikling og dermed udvide barnetsordforråd. Det centrale i vores undervisning af forældrene var, at lære dem gennem samvær og legmed barnet at give positiv respons. Vi kom i hjemmet en gang om ugen, hvor vi vejledte og instrueredeforældrene. Vi lavede en model for forældrene på, hvordan de fik skabt en bedre kontaktmed barnet gennem leg. Hvis barnet legede med klodser eller pegede uden at sige noget, så skullede rose barnet. Vi sagde fx: ”Se, nu sidder han og leger med klodserne – hvad kan du så sige?” Viviste og forældrene prøvede. Det samlede forløb var i dette eksempel på ca. 10 uger. Vi observeredehele forløbet, og registrerede, hvordan forældrene gav respons og barnets reaktioner herpå, ognaturligvis også om, der var en udvikling i forløbet. På baggrund af vores observationer kunne viregistrere, at forældrene blev i stand til at give barnet positiv respons. Det var samtidig interessantat iagttage, at det samtidig blev overført til andre situationer, fx når de gav barnet bad, når de madedebarnet, eller når de var ude at gå tur med barnet.Et komparativt studie af interaktionDet andet eksempel jeg vil nævne, var tilrettelagt på en meget anden måde. Det var to grupper afforældre, som blev trænet i både samspil med barnet og i sikkerhed i hjemmet. Men begge delekunne ikke trænes på samme tid. Vi var nødt til at køre to forløb. Den ene gruppe fik derfor samspilstræningførst, mens den anden blev trænet i sikkerhed i hjemmet. Vi var også her på besøg hosfamilien én gang om ugen.Den gruppe, der trænede sikkerhed i hjemmet, gav vi ikke samtidig instruktion eller feedback påsamspil. Men vi observerede og registrerede, hvad de gjorde.Den gruppe, der trænede samspil, fik vejledning, instruktion og feedback på samme måde, som idet første eksempel jeg fortalte om. Og igen observerede og registrerede vi forløbet.En tredje gruppe bestod af forældre, som ikke var udviklingshæmmede. Disse forældre besøgte viogså en gang om ugen. De fik naturligvis ingen form for vejledning eller feedback. Men de havdeindvilget i, at vi observerede og registrerede deres samspil med barnet.I søjlediagrammet 25 over positivt moder-barn samspil ses resultaterne af vores observationer af detre forældregrupper. Søjlerne længst til venstre viser resultaterne i gruppen af udviklingshæmmedeforældre, der fik samspilstræning. Søjlerne i midten viser resultater af samspil i gruppen af udviklingshæmmedeforældre, der kun fik træning i sikkerhed. De sorte søjler til højre viser resultaterfor sammenligningsgruppen, hvilket altså er forældre, der ikke er udviklingshæmmede.Før vi påbegyndte forløbet lavede vi en prætest. Som I kan se, har udviklingshæmmede forældre ibegge grupper mindre samspil med deres børn end dem, der ikke var udviklingshæmmede. Efterundervisningsforløbet på de ca. 10 uger kunne der registreres en meget stor forandring hos den25 se planche 677