Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

��
����������
„Åh far!“ græd han. „Det var ikke mig. Det er ikke mig, der tygger. Det er det, der får
mig til det.“
Jeg så længe på ham. Han er et ærligt barn, og kun under stort pres kan han finde på
at lyve. Jeg fik den skøre tanke, at tyggegummiet endelig havde fået sin vilje, og at min
søn var ved at miste forstanden.
Hvis det var grunden, var det bedre at være varsom.
Roligt rakte jeg hånden frem.
„Læg det her,“ sagde jeg venligt.
John forsøgte tappert at vriste tyggegummiet løs fra sine kæber.
„Det vil ikke give slip,“ spruttede han.
„Luk munden op!“ Jeg stak to fingre ind i hans mund og fik fat i en stor klump tyggegummi.
Og efter en kamp, hvor mine fingre havde svært ved at få fat, lykkedes det mig
at hive det ud og anbringe den hæslige klump på mit bord oven på en stak hvidt papir.
Et øjeblik så det ud, som om klumpen lå og dirrede på papiret. Så begyndte den
langsomt at tage form, at svulme op og trække sig sammen med bevægelser, som om
nogen tyggede på den.
Min søn og jeg så til med store øjne.
I lang tid betragtede vi klumpen, mens jeg brød min hjerne for at finde en forklaring.
Enten drømte jeg, eller også havde et hidtil ukendt fænomen taget plads i det mystiske
tyggegummi på bordet.
Jeg er ikke dum, og mens jeg spekulerede over den uanstændige tingest, for hundreder
små tanker gennem min hjerne.
Til sidst spurgte jeg: „Hvor længe har dette stået på?“
„Siden i går aftes,“ svarede han.
„Og hvornår lagde du først mærke til dette ... fænomen? “
Han talte med stor oprigtighed.
„I går aftes før jeg lagde mig til at sove, lagde jeg tyggegummiet under min pude,
som jeg plejer. Om natten vågnede jeg og opdagede, at jeg havde det i munden. Jeg lagde
det ned under puden igen, men her til morgen havde jeg det atter i munden. Det lå helt
stille.
Men da jeg blev rigtig vågen, mærkede jeg, at det bevægede sig lidt. Kort efter gik det
op for mig, at jeg ikke mere var herre over det. Tyggegummiet havde taget magten.
Jeg prøvede at tage det ud, men kunne ikke.
Du, der er så stærk, har selv set, hvor svært det var at fjerne. Jeg kom herind for at
vente på, at du blev færdig, så du kunne hjælpe mig. Åh, far, hvad tror du, der er sket?“
Jeg kunne ikke slippe den sygelige tingest med øjnene.
„Jeg må tænke,“ sagde jeg. „Dette er noget lidt ud over det sædvanlige. Jeg tror ikke,
vi skal lade det gå upåagtet hen.“