Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _” 

abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå 

Vild med dansk 7 

Af Lise Ammitzbøll; Henrik Poulsen; 

Dorte Østergren-Olsen 

Dette er en pdf-fil med Vild med Dansk 7 

Filen er stillet til rådighed for elever med 

læsevanskeligheder. 

Filen må ikke videredistribueres 

www.syntetisktale.dk

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 


�� 

�� 

�� 

�� 


�� 

�� 

�� 

�� 


�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

�� 

�� 

Tyggegummi-mysteriet�� 

Oktoberlegen�� 

Niels Dragon�� 

Frankenstein�� 

Killinger�� 

�� 

Bødlens datter�� 

�� 

�� 

Barua a Soldani�� 

�� 

Til Hr. Bogtrykker Iversen�� 

Til S.T. Hr. Studiosus artium Andersen�� 

Til Hr. Ingemann�� 

Til H.C. Andersen fra Anne Marie�� 

Kære Kronprins Frederik �� 

Fri mig fra militæret�� 

Et opråb til demokrater�� 

Forbyd al brug af mobiler i trafikken�� 

Zidanes hovedstød�� 

� 

� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

Eventyret om en, der drog ud for at lære at gyse�� 

Rødhætte�� 

Den lille rødhætte�� 

Eventyret om eventyret�� 

Himmelherren�� 

Troldmanden fra Jordhavet�� 

Den sorte ravns forbandelse�� 

�� 

Benjamins interaktive teater�� 

�� 

�� 

Slut med slik som lokkemad for børn�� 

Uhyret bag skabsdøren�� 

�� 

�� 

Digte�� 

Svaner set gennem tårer�� 

Else elsker pelse�� 

Alfabet�� 

Et jordbær�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Tr�� 

Ordopfindelser�� 

Trækfuglene�� 

Værtshus�� 

Livet er smalt og højt�� 

Man binder os på mund og hånd�� 

Man binder os på mund og hånd�� 

N.I.A.R.N.�� 

�� 

Kære Niarn�� 

�� 

�� 

Pelle Erobreren�� 

Flugten til Amerika�� 

Gud ske tak og lov!�� 

En stor dag�� 

Maikaland�� 

Den blomstrende have�� 

Ole sad på en knold og sang�� 

�� 

Brev�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

Forord til eleven 

Velkommen til Vild med dansk. 

Det kan godt være, at du ikke i forvejen 

er vild med dansk, men det tror vi, du 

bliver! Vi har lavet et undervisningsmateriale, 

der bringer dig vidt omkring i 

danskfaget, og hvor du får mulighed 

for at arbejde med emnerne på mange 

forskellige måder. 

I dette forord vil vi fortælle dig lidt om, 

hvad du kan møde i materialet. 

Bogen består af syv kapitler. Hvert 

kapitel handler om et emne, som vi tror 

vil interessere dig. 

Gyset har altid tiltrukket os. Vi 

vil gerne gyse af noget, som vi faktisk 

føler ubehag ved – sært, at mennesket 

er tiltrukket og frastødt af det samme. 

Kapitlet er en lystvandring gennem det 

ubehagelige. God tur! 

Brevet er en genre, som mange tror 

er ved at forsvinde. Men det er ikke tilfældet. 

Vi kommunikerer heftigt med 

hinanden via sms’er, e-mails og mms’er. 

Vi følger brevet fra H.C. Andersens tid 

og frem til i dag. 

Eventyr og rollespil kender de fleste 

af os. Vi har hørt eventyr som små, og 

mange spiller rollespil ved computeren 

eller live ude i skoven. Eventyr og rollespil 

er to sider af den samme sag. 

Avisen er den daglige tekst om verdens 

tilstand – lokalt og globalt. Det er 

en god vane at læse avis for at være orienteret. 

En god avislæser er en, der er i 

stand til at forstå, hvorfor journalisten 

skriver, som hun gør. 

Lyrik undersøger sproget og leger 

med det. Lyrikken opstiller sine egne 

regler, og det er spændende at gå på 

opdagelse i lyriske tekster. Det behøver 

ikke at være svært, og det kan være ret 

sjovt. 

Litteraturhistorien fortæller os, 

hvordan man levede og tænkte i ældre 

tider. Når vi går på opdagelse i ældre 

tekster, lærer vi også noget om os selv, 

for vi er et produkt af historien. I kapitlet 

tager vi nogle store spring tilbage i 

tiden, og i os selv. 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

kan du gå på opdagelse i billedkunstens 

verden på ARTLOVERS – datingportal for 

kunst og kunstelskere. Her kan du se på 

kunst fra forskellige tider, læse og lytte 

til kunstværkernes egne profiler, løse 

spil og opgaver og lære at analysere 

billeder. Bagerst i kapitlet er et minilex, 

som forklarer de vigtigste kunstfaglige 

begreber, som du skal bruge, når du 

analyserer kunstværker. ARTLOVERS 

er blevet til i samarbejde med Vestsjællands 

Kunstmuseum. 

Alle emnerne er danskfaglige. Du dygtiggør 

dig i kunsten at læse, lytte, tale og 

skrive, når du beskæftiger dig med dem. 

Det enkelte kapitel indeholder 

beskrivelser af emnet, tekster samt

� 

�� 

opgaver. Ved afslutningen af hvert kapitel 

er anbragt en produktiv opgave, som 

du sammen med dine kammerater kun 

kan løse i kraft af de kompetencer, som 

I har tilegnet jer gennem kapitlet. 

I hvert kapitel skal du evaluere. Det 

betyder, at du skal overveje, hvad du skal 

lære i det enkelte kapitel samt undervejs 

og til slut vurdere, hvad du rent faktisk 

lærte og fik ud af arbejdet. 

Sammen med bogen følger en dvd 

med korte film, der passer til de enkelte 

kapitler, udgivet af Det Danske Filminstitut. 

Dvd’en kan købes gennem DBC mediers 

netbutik www.dbc.dk. 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

finder du yderligere materialer. Her er der 

musikvideoer, rollechat, lydfortællinger 

SIGNATURFORKLARING 

og musik. Her kan du også høre de ældre 

tekster, der er gengivet i bogen, læst op. 

Du har også selv mulighed for aktivt 

at bruge sitet. Du kan skrive anmeldelser 

af tekster, du har læst, så dine klassekammerater 

bagefter kan læse dem. 

Og så er der som tidligere omtalt 

ARTLOVERS – datingportal for kunst og 

kunstelskere, som er bogens kapitel 7. 

Med andre ord: Du skal bruge dig selv 

på mange måder, når du går i gang med 

Vild med dansk. 

God fornøjelse! 

� �� 

Lise Ammitzbøll, Dorte Østergren-Olsen 

og Henrik Poulsen 

�&�� 

� i �� 

� * �� 

�� 

��

��

�� 

�� 

Stillfoto fra Hitchcocks film Psycho 

„Det var en mørk og tung novembernat jeg så mine anstrengelser fuldført. Med 

en iver der næsten føltes som en smerte, samlede jeg mine instrumenter omkring 

mig så at jeg kunne indgyde livsgnisten i det livløse stof der lå for mine fødder. 

Klokken var allerede et om natten; regnen trommede monotont mod ruderne 

…“ 

fra romanen Frankenstein (1818) af Mary Shelley

Hvad er det, der får os til at gyse? Er 

det lyden af en gren, der knaser, når vi 

går gennem en mørk skov? Eller er det 

de billeder, der dannes i vores hoved 

ved lyden af grenen? Filminstruktøren 

Alfred Hitchcock, gysets mester, 

fortæller, at det er legen med publikum, 

der fascinerer ham: „Jeg instruerede 

publikum. Man kan sige, at jeg 

spillede på dem som på et orgel.“ 

Måske har du set en gyserfilm 

og oplevet, at du pludselig hoppede i 

stolen uden at ville det. For at undgå 

filminstruktørens leg med dig har du 

måske lukket øjnene eller slået lyden 

fra, så det uhyggelige virkede langt 

mindre gysende. Forfatteren Peter 

Mouritzen (1946) husker den følelse, 

som mødet med Hitchcocks film 

Psycho fremkaldte i ham: 

„En isnende fornemmelse af fremmedhed 

– og totalt fortabthed, som i vågen 

tilstand at deltage i et mareridt, hvor 

der ikke er nogen kære mor. En gysermester 

med sin skalpel havde snittet 

ind til eksistensens marv, lagt en nervestreng 

blot, åbnet et sår der aldrig 

kan lukkes …“ 

At huske de følelser, film får frem i os, 

kan være svært. Måske har vi forsøgt 

at glemme følelsen, fordi den var ubehagelig. 

Lykkedes det for os at tænke 

følelsen frem, kan det være vanskeligt 

at ramme den ind med ord på samme 

måde som Peter Mouritzen gør. 

Men hvad er det, der får os til 

frivilligt at møde gyset i bøger eller 

på film? Når vi oplever noget, vi bliver 

bange for i hverdagen, kan vi ikke 

bare lukke bogen eller øjnene. Det er 

ude af vores kontrol. Selv om film kan 

tale til vores underbevidsthed og få os 

til at spjætte i sædet, så ved vi, at vi 

kan gå væk fra den, og dermed har vi 

kontrol over det uhyggelige. Gennem 

gys i film og bøger møder vi en angst, 

vi kan styre. Vi lærer, hvad det er, 

der gør os bange, og det kan hjælpe 

os med at tackle gys og uhygge i den 

virkelige verden. 

I dette kapitel skal du møde gyset 

i forskellige tekster fra forskellige 

tider. Målet er, at du kommer tættere 

på, hvad det er i teksterne, der får os 

til at gyse. Sidst i kapitlet skal du selv 

fremstille tekster, der får læseren til 

at opleve gruen og tænke over ondskaben. 

Hvilke gysertekster kender du? 

• Skriv i stikordsform, hvad du ved 

om gysergenren og dens virkemidler. 

Lav en liste over de gysertekster, 

du kender. 

• Læs på skift to – tre stikord højt i 

klassen, og drøft dem. 

��

�� 

Logbog 

�� 

Hvad får dig til at gyse? 

• Hurtigskrivning – skriv uafbrudt 

i syv minutter om det, du kommer 

til at tænke på, når du hører 

ordet: gys eller gyser. 

Drøft i klassen, hvad der får jer til 

at gyse 

• Sorter det, I gyser over, ud fra, 

om det er oplevelser, I selv har 

været ude for, oplevelser I har 

hørt og læst om, eller oplevelser, 

som I har set på film. 

• Hvad var det i oplevelsen, der fik 

jer til at gyse? 

Gyset ligger mellem fryd og angst 

En gyser er en genre, der er fælles for 

noveller, romaner og film. De handler 

om menneskets møde med det uhyggelige 

og det meningsløse. Et møde, der 

afføder angst. I gysergenren opbygges 

en atmosfære af angst, gru og skræk. 

Frygten opleves over for det, vi ikke 

kan kontrollere. Noget ondt eller truende, 

der går amok. 

Man kan sige, at gyset ligger 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

* 

mellem fryd og angst. Vi tiltrækkes af 

Tivolis frygtindgydende og nervepirrende 

forlystelser som rutschebanen, 

der byder på denne blanding af fare, 

spænding og lyst. Rutschebaneture 

bygges ofte op som en fortælling. De 

begynder rimelig roligt med at køre 

op ad bakke, så kører man stejlt ned 

ad en bakke og hvirvles rundt med 

hovedet nedad for derefter at opleve 

fødderne hænge fritsvævende i luften. 

Der skriges, hvines og køres stærkt 

ned ad bakke. Turen slutter ofte, 

mens det hele er mest hektisk. Andre 

fortællinger kan skrives som en tur i 

Det Gyldne Tårn, hvor spænding og 

angst bygges op, mens man langsomt 

stiger op over København og venter 

højt hævet over byen til det øjeblik, 

hvor det vil gå alt for hurtigt nedad i 

et tempo, der får hjertet op i halsen. 

Gyset i Tivoli kan som i bøger og 

film kontrolleres, og man kan vælge 

det fra, men det kan i høj grad også 

være med til at lære dig om dine egne 

grænser for, hvad der gør dig bange. 

Gyserkendetegn: Ude af kontrol 

En gyser kan kendes på, at den skildrer, 

hvordan noget, vi normalt anser for materielt 

eller dødt, pludselig bliver levende 

og ustyrligt. Det kan også være et videnskabeligt 

eksperiment, der kommer ud af 

kontrol. 

Fiktionshistorie 

�� 

�� 

�� 

*

Overvej, hvad du skal lære i dette 

kapitel, og skriv det ned i din logbog 

* 

I en logbog kan du skrive, hvad du 

lærer eller er i gang med at lære. 

I en logbog kan du også føre en 

samtale om det, du lærer, med dine 

lærere, kammerater, dine forældre 

og dig selv. 

• Se på de stikord, hvor du skrev 

om, hvad du ved om gysergenren, 

og tænk over mål for, hvad du 

skal lære? 

• Bladr kapitlet igennem, se på 

overskrifter og faktabokse, og 

dan dig et overblik over, hvad du 

kan lære. 

• I forhold til læsning byder kapitlet 

på en del læsestof. Hvordan 

går det med din læselyst og din 

forståelse af det, du læser? 

• Tænker du over at læse på forskellige 

måder? Fx spændingslæsning, 

nærlæsning, oplæsning og 

skimmelæsning? 

• Har du lyst til at skrive fiktionshistorier? 

* Ved du nok om 

genren, hvordan du skaber et 

spændende indhold, og hvordan 

du varierer dit sprog? 

Første- og tredjepersonFortæLLer 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

Overvejer du grundigt, hvordan 

du skal fortælle en historie – ved 

at vælge første- eller tredjepersonsfortæller 

* , ved at lægge 

synsvinklen * hos en eller flere 

personer eller lægge den hos en, 

der er uden for historien? 

• Er du god til at give ideer og 

kritik, når du samarbejder med 

andre? Hvordan har du det med 

at få ideer og kritik fra andre? 

• Overvej og formuler tre områder 

af danskfaget, som du gerne vil 

blive bedre til i løbet af dette 

kapitel. 

• Formuler to spørgsmål til gysergenren, 

du gerne vil have svar på. 

Tyggegummimysteriet er en novelle, 

der handler om noget, vi normalt 

kontrollerer. Vi anser det for at være 

ude af stand til at have sin egen vilje, 

men pludselig begynder det at tage 

magten. 

synsvinkeL 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

Tyggegummi-mysteriet 

af John Steinbeck 

Jeg havde håbet at kunne skjule disse mærkelige hændelser, der har foruroliget mig i 

den sidste måned, fra offentlighedens søgelys. 

Jeg vidste, der blev snakket i kvarteret. Jeg havde endda hørt nogle af de rygter, 

der var sat i omløb. Dog må jeg straks tilføje, at de ikke indeholdt det mindste gran af 

sandhed. 

Men mit håb brast i går, da jeg fik besøg af to journalister, der påstod, at historien 

– eller rettere en historie – snart var ude over hele byen. 

I lyset heraf finder jeg det rigtigst at afsløre sandheden om det, der nu er kendt som 

Tyggegummi-mysteriet. 

Historien er bizar nok i forvejen. 

Jeg vil fremlægge historien, som den er – uden kommentarer – og lade læseren selv 

tage stilling til den. 

Først på sommeren tog jeg min familie med til Paris. 

Vi bosatte os i et yndigt lille hus. Det var en tidligere staldbygning, der havde hørt til 

det store hus ved siden af. 

En ejendom, der ejes af en fin fransk familie. 

Til denne smukke lille bygning bragte jeg min familie, der består af min kone, mine 

tre børn (to små drenge og en voksen datter) og mig selv, naturligvis. Vores tjenestefolk 

– samt portneren, der fulgte med huset – består af en meget dygtig fransk kokkepige, 

en spansk stuepige og min sekretær, en pige fra Svejts, hvis dygtighed og ambition 

er fuldt på højde med hendes moral. 

Dette var vores lille familiegruppe, da de hændelser, jeg nu vil skrive ned, 

begyndte. 

JOHN STEINBECK 

�� 

�� 

�� 

�� 

i

Hvis man vil have et fast holdepunkt i denne sag, kan jeg ikke finde noget andet sted 

at placere ... ikke skylden, men i hvert fald ophavsretten, skønt han var uskyldig ... end 

på min yngste søn John, der for nylig fyldte otte år. Et smukt og livligt barn med store 

tænder. 

Denne unge fyr er gennem vores mange år i USA blevet om ikke narkoman, så i hvert 

fald lidenskabelig udøver af den sære amerikanske livsstil: tyggegummi-tyggeri. Og 

en af de mere behagelige fordele ved vores ophold i Paris var, at John havde undladt at 

medbringe noget af det gyselige stads. Hans tale blev tydelig og uspoleret, og det stirrende 

udtryk forsvandt fra hans øjne. 

Nå, denne lykke skulle ikke vare evigt. 

En gammel ven af familien, der var på rejse i Europa, havde til børnenes store begejstring 

medbragt mere end rigelige forsyninger til dem af dette rædsomme stads. 

Derpå genopstod den gamle kendte tilstand. 

Al tale kæmpede sig nu ud igennem en kæmpemæssig fugtig klump tyggegummi og 

lød som en defekt vandhane. Kæberne var i evig bevægelse og gav ansigtet et forpint 

udtryk, mens øjnene så ud som på en gris, der lige har faet halsen skåret over. 

Da jeg ikke er tilhænger af forbud, affandt jeg mig med en sommer, der ikke ville 

blive helt så rar, som jeg havde håbet på. 

Kun når jeg skriver på en bog, et skuespil eller en artikel, kun hvor der kræves den 

største koncentration, går jeg ind for forbud. 

Et af disse er, at der hverken må tygges eller blæses tyggegummi-bobler, når jeg arbejder. 

Dette forbud accepterer John som en naturlov. Han hverken beklager sig eller gør 

forsøg på at vige udenom. Det er til fælles glæde, at han af og til kommer ind i mit 

arbejdsværelse for at sidde lidt ved siden af mig. Han ved, han skal være stille, og når 

han har siddet stille så længe, som det er ham muligt, går han stille ud. Og vi er begge 

blevet beriget af denne ordløse kontakt. 

For to uger siden sad jeg sent på eftermiddagen ved mit bord og arbejdede med en lille 

artikel. 

Pludselig hørte jeg til min forbløffelse den velkendte bløde lyd af en tyggegummi-ballon, 

der brister. Jeg kiggede vredt på mit afkom og så, at han tyggede på livet løs. 

Hans kinder glødede af generthed, og hans kæbemuskler var spændte. 

„Du kender reglen,“ sagde jeg koldt. 

Til min forbløffelse fyldtes hans øjne med tårer. Og mens hans kæber fortsatte deres 

arbejde, tvang stemmen sig vej forbi den mægtige klump tyggegummi i hans mund. 

„Det var ikke mig!“ 

„Hvad mener du med, at det ikke var dig?“ spurgte jeg rasende. „Jeg både så og hørte 

det tydeligt.“ 

��

�� 

�� 

„Åh far!“ græd han. „Det var ikke mig. Det er ikke mig, der tygger. Det er det, der får 

mig til det.“ 

Jeg så længe på ham. Han er et ærligt barn, og kun under stort pres kan han finde på 

at lyve. Jeg fik den skøre tanke, at tyggegummiet endelig havde fået sin vilje, og at min 

søn var ved at miste forstanden. 

Hvis det var grunden, var det bedre at være varsom. 

Roligt rakte jeg hånden frem. 

„Læg det her,“ sagde jeg venligt. 

John forsøgte tappert at vriste tyggegummiet løs fra sine kæber. 

„Det vil ikke give slip,“ spruttede han. 

„Luk munden op!“ Jeg stak to fingre ind i hans mund og fik fat i en stor klump tyggegummi. 

Og efter en kamp, hvor mine fingre havde svært ved at få fat, lykkedes det mig 

at hive det ud og anbringe den hæslige klump på mit bord oven på en stak hvidt papir. 

Et øjeblik så det ud, som om klumpen lå og dirrede på papiret. Så begyndte den 

langsomt at tage form, at svulme op og trække sig sammen med bevægelser, som om 

nogen tyggede på den. 

Min søn og jeg så til med store øjne. 

I lang tid betragtede vi klumpen, mens jeg brød min hjerne for at finde en forklaring. 

Enten drømte jeg, eller også havde et hidtil ukendt fænomen taget plads i det mystiske 

tyggegummi på bordet. 

Jeg er ikke dum, og mens jeg spekulerede over den uanstændige tingest, for hundreder 

små tanker gennem min hjerne. 

Til sidst spurgte jeg: „Hvor længe har dette stået på?“ 

„Siden i går aftes,“ svarede han. 

„Og hvornår lagde du først mærke til dette ... fænomen? “ 

Han talte med stor oprigtighed. 

„I går aftes før jeg lagde mig til at sove, lagde jeg tyggegummiet under min pude, 

som jeg plejer. Om natten vågnede jeg og opdagede, at jeg havde det i munden. Jeg lagde 

det ned under puden igen, men her til morgen havde jeg det atter i munden. Det lå helt 

stille. 

Men da jeg blev rigtig vågen, mærkede jeg, at det bevægede sig lidt. Kort efter gik det 

op for mig, at jeg ikke mere var herre over det. Tyggegummiet havde taget magten. 

Jeg prøvede at tage det ud, men kunne ikke. 

Du, der er så stærk, har selv set, hvor svært det var at fjerne. Jeg kom herind for at 

vente på, at du blev færdig, så du kunne hjælpe mig. Åh, far, hvad tror du, der er sket?“ 

Jeg kunne ikke slippe den sygelige tingest med øjnene. 

„Jeg må tænke,“ sagde jeg. „Dette er noget lidt ud over det sædvanlige. Jeg tror ikke, 

vi skal lade det gå upåagtet hen.“

Mens jeg talte, skete der en forandring med tyggegummiet. 

Det holdt op med at tygge og hvilede sig lidt. Og så gled det hen over bordet. Med 

retning lige mod min søn. 

Et øjeblik var jeg slået af forbavselse, og det varede lidt, før jeg forstod dets hensigt. 

Det faldt ned på hans knæ, kravlede op ad hans bluse. Og først da forstod jeg, hvad der 

var ved at ske. 

Det forsøgte at komme tilbage i hans mund. 

Han så ned på det, lammet af frygt. 

„Stop!“ råbte jeg. 

Jeg var klar over, at min søn var i fare. I den slags situationer er jeg i besiddelse af en 

voldsomhed, som grænser til det morderiske. 

Jeg flåede uhyret væk fra hans hage, for ud af værelset og ind i stuen, åbnede vinduet 

og kylede det ned i den travle trafik. 

Jeg tror, det er forældres pligt - når det er muligt - at afværge de chok, der forårsages 

af drømme eller traumer. 

Jeg gik tilbage til mit arbejdsværelse og fandt John, hvor jeg havde efterladt ham. 

Han stirrede lige ud i luften. Og der var en bekymret rynke mellem hans bryn. 

„Min søn,“ sagde jeg. „Vi to har med vore egne øjne set noget, som vi kan få svært ved 

at få andre til at tro på. Tænk, om vi fortalte vores historie til de andre i familien. Vi ville 

jo blive helt til grin.“ 

„Ja, far,“ sagde han sløvt. 

„Derfor foreslår jeg, at vi ’glemmer’ episoden. Og at vi aldrig nævner den for en sjæl, 

så længe vi lever.“ 

Jeg ventede på hans samtykke. 

Da det ikke kom, så jeg på ham. Hans ansigt lyste af frygt, og hans øjne stirrede. Jeg 

fulgte hans blik. 

Et papirtyndt ’blad’ kom krybende ind under døren. 

Da det var inde i værelset, voksede det til en grå klump. 

Den lå lidt på tæppet og pulsede og tyggede. 

Et øjeblik efter ’gled’ den hen imod John. 

Jeg bekæmpede min panik og fór hen imod klumpen. 

Jeg greb den og kastede den ned på mit bord. 

Så tog jeg en afrikansk kølle ned fra væggen – et skrækkeligt instrument besat med 

messing – og slog på tyggegummiet, til jeg mistede vejret. Klumpen var slået sønder og 

sammen. Men i det øjeblik, jeg fik vejret, trak den sig sammen. 

Nogle sekunder ’tyggede’ det meget hurtigt, som om det lo af min afmagt. Og så 

’gled’ det ubønhørligt over mod min søn, der var krøbet sammen i et hjørne, stiv af 

rædsel. 

��

�� 

�� 

Det løb mig koldt ned ad ryggen. 

Jeg samlede den ulækre tingest op og pakkede den ind i mit lommetørklæde. Så gik jeg 

ud af huset og ned til Seinen og smed klumpen ned i den langsomt strømmende flod. 

Jeg brugte eftermiddagen på at berolige John og forsikre ham om, at det hele var 

overstået. Men hans angst var så stor, at jeg måtte give ham en halv sovepille, da han 

skulle i seng. 

Min kone ville have mig til at sende bud efter lægen. Men jeg turde ikke fortælle 

hende, hvorfor jeg ikke kunne gøre, som hun ønskede. 

Om natten blev alle i huset vækket af et dæmpet rædselsskrig fra Johns værelse. Jeg fór 

op ad trappen – to trin ad gangen – væltede ind i værelset og tændte lyset. 

John sad op i sengen og skreg. Hans fingre gravede i den halvåbne mund, der til min 

forfærdelse ’tyggede’ løs. 

Mens jeg så på ham, voksede en ballon frem mellem hans fingre og brast med et vådt 

plop. 

Der røg vores hemmelighed! Vi måtte forklare alting. Men hvis det boblende tyggegummi 

blev sat fast på skærebrættet med en issyl, gik det måske nemmere. 

Jeg er taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg fik. 

Der er ingen styrke, der er større end en hel families. 

Vores franske kokkepige løste problemet ved at nægte at tro på det, hun havde set. 

Den spanske stuepige beordrede og betalte for en djævle-uddrivelse af den lokale 

sognepræst, der – stakkels mand – efter to timers store anstrengelser måtte gå igen. 

I to uger blev vi belejret af tyggegummi-monstret. 

Vi brændte det i kaminen. Vi fik det til at sprutte med blå flammer og smelte til 

noget fedtet stads i asken. Men før det blev morgen, var det kravlet gennem nøglehullet 

til Johns værelse, efterladende et spor af aske på døren. 

Vi blev atter vækket af Johns skrig. 

I desperation kørte jeg langt ud på landet og kastede det ud af bilen. Men det var 

tilbage, før det blev morgen. Det må være kravlet op på landevejen og have lagt sig i kørebanen 

mod Paris, indtil det har sat sig fast på en lastbils dæk. 

Da vi trak det ud af Johns mund, var der stadig aftryk af rillerne fra et Michelin-dæk. 

Det tog på vore kræfter. 

I afmagt anbragte jeg det til sidst under en glasklokke, som jeg plejer at sætte over 

mit mikroskop. 

Jeg faldt sammen i en stol og så bedrøvet og opgivende på uhyret. 

John sov i sin lille seng. Under påvirkning af noget beroligende og efter forsikringer 

om, at jeg ikke ville lade ’dimsen’ ude af syne.

Jeg tændte en pibe og lænede mig tilbage for at se på den. 

Inde i klokken gled den grå svulst-agtige klump rastløst omkring, som om den ledte 

efter en vej ud af sit fængsel. 

Nu og da blev den stille, som om den tænkte, og fremkom med en boble i retning af 

mig. Jeg kunne mærke det had, den følte for mig. 

I min udmattede tilstand fandt min hjerne den forklaring, som indtil nu havde været 

skjult for mig. 

Den nære forbindelse med min søns mund og tænder havde til sidst skabt et magisk 

liv i tyggegummiet. Og med ’liv’ kom ’intelligens’. Ikke som vi kender det, men snarere 

som en ond og snedig ’viljestyrke’. 

Ja, hvad ellers? Intelligens uden nogen ’sjæl’ til at give balance må nødvendigvis 

være ond. 

Tyggegummiet havde ikke taget noget af Johns sjæl. 

’Godt nok,’ sagde min fornuft. ’Nu da vi har en teori om dens oprindelse, lad os så se på 

dens natur. Hvad tænker den? Hvad ønsker den? Hvilke behov har den?’ 

Mine tanker sprang rundt som en terrier. 

’Dens behov og ønsker kan sammenfattes i ét svar: At komme tilbage til sin vært 

John. Den vil tygges. Ellers kan den ikke overleve.’ 

Inde i glasklokken stak tyggegummiet en tynd kile af sig selv ind under klokkens 

rand og trak sig sammen. 

Hele klokken løftede sig 2-3 cm. 

Jeg lo, da jeg trak det tilbage. Jeg lo i næsten vanvittig triumf, for jeg havde fundet 

svaret. 

I spisestuen fandt jeg en gennemsigtig plastic-tallerken. En af dem min kone plejer 

at tage med på skovtur. 

Idet jeg vendte glasklokken om og satte monstret fast i dens bund, smurte jeg glasklokkens 

rand med en kraftig lim, der var garanteret vand- og syretæt. Jeg lagde tallerkenen 

over åbningen og pressede den ned, indtil limen tog fat, bandt tallerkenen til 

glasset og lavede en lufttæt beholder. 

Til sidst vendte jeg glasklokken om igen og rettede læselampen mod den, så jeg 

kunne se enhver af min fanges bevægelser. 

Igen afsøgte den cirklen for at slippe ud. Så vendte den sig mod mig og lavede meget 

hurtigt en masse bobler. Jeg kunne høre de små bristende plop gennem glasset. 

„Jeg har dig, min smukke!“ råbte jeg. „Endelig har jeg dig!“ 

Der er nu gået en uge. Jeg har ikke forladt glasklokken siden. 

Jeg har kun drejet hovedet for at sige ja til en kop kaffe. Og når jeg skal på wc, afløser 

min kone mig. 

��

�� 

�� 

Jeg kan nu berette om følgende gode nyheder. 

Den første dag og nat forsøgte tyggegummiet på alle tænkelige måder at undslippe. 

Næste dag og nat blev det uroligt og nervøst, som om det for første gang havde fattet sin 

vanskelige stilling. 

Den tredje dag gik det til arbejdet med tyggebevægelserne, blot var tempoet sat 

betydeligt op, som hos en tyggende baseball-fan. Den fjerde dag begyndte det at blive 

afkræftet. Jeg fik til min store glæde øje på en slags tørhed på dets ellers så glatte og 

skinnende overflade. 

Det er nu den syvende dag. Jeg tror, det snart er ude med monstret. Det ligger midt 

på tallerkenen. Med mellemrum hæver det sig og falder sammen. Men det har fået en 

ulækker gul farve. 

Tidligere på dagen, da min søn kom ind i værelset, hævede det sig ophidset. Men så 

var det, som om det indså det håbløse i situationen og faldt sammen på tallerkenen. 

Det dør sikkert i aften. 

Så vil jeg grave et dybt hul i haven. 

I hullet vil jeg anbringe den forseglede glasklokke, dække hullet til og plante geranier 

ovenpå. 

Det er mit håb, at denne forklaring vil sætte en stopper for alle de fjollede rygter, der 

verserer i kvarteret. 

Læs John Steinbecks novelle Tyggegummimysteriet 

• Et tyggegummi, der får liv og egen vilje, lyder temmelig utroligt. Er der alligevel 

noget i historien, der får dig til at læse videre og gå ind i fortællingen? 

• Hvad synes du om slutningen? 

• Hvad betyder slutningen for novellens budskab? 

(1984)

Stillfoto fra filmen The Shining med Jack Nicholson 

Undertrykt vrede kan føre til 

ondskab 

Gennem opdragelsen og det at vokse fra 

barn til voksen lærer vi at udskyde vores 

behov. Vi lærer fx at vente med at spise 

til spisefrikvarteret, selv om vi føler 

sult. Vi lærer også at styre vores følelser. 

Vi undlader at give voldeligt udtryk 

for vrede, had og hævnlyst. Nogle gange 

gemmer vi følelserne væk; vi fortrænger 

dem. Andre gange sætter vi ord på 

vreden: „Jeg synes, det er uretfærdigt, at 

du altid skal have mest, når vi skal dele 

noget mad.“ Den anden svarer måske: 

„Jamen, jeg er meget større og har brug 

for mere energi.“ En dialog er i gang. 

Den, der føler vrede, har fået luft ved 

at give udtryk for den, og den anden er 

blevet klar over, at der er et problem, og 

måske finder de også en løsning. 

Man kan også blive vred på nogen, 

der slet ikke er klar over, at man er vred 

på dem. Hvis man fortæller det til dem, 

vil de måske sige: „Det har jeg aldrig 

tænkt på, det skal jeg prøve at huske.“ 

Udsættes vi for overgreb og ydmygelser 

som ved grov mobning og bider 

den psykiske smerte i os, lægger vi 

låg på følelserne i stedet for at mærke 

dem og sætte ord på dem. Derved kan 

der komme et ubevidst behov for at få 

afløb for de gemte og fortrængte følel- 

��

�� 

�� 

ser. Det sker fx i Stephen Kings gyserfilm 

Carrie. Pigen Carrie må finde sig 

i mange overgreb og ydmygelser fra 

både moren og sine klassekammerater. 

Hverken moren eller klassekammeraterne 

giver plads til nogen form for 

dialog, og Carrie tager skrappe midler 

i brug, da ydmygelserne omsider 

bliver for meget. 

Gyserkendetegn: 

Vrede bliver til ondskab 

Et kendetegn i mange gysere er, at et 

menneskes undertrykte vrede og uudtalte 

og fortrængte følelser kan føre til 

hævn og ondskab. 

RAY BRADBURY 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

Skriv gyserfortælling til et maleri & 

Michael Kvium har malet to gyserbilleder: 

En køkkenscene og Master 

of the Universe. I det første er en 

monster-kvinde ved at kvæle en 

lille pige. I det andet er en monstermand 

trængt ind på børneværelset 

og æder en lille piges dukker. 

• Find billederne på ARTLOVERS 

(www.vildmeddansk.gyldendal. 

dk). Skriv en gyserhistorie med 

udgangspunkt i ét af billederne. 

Pigen er hovedpersonen. Hvad 

personificerer de to monstre? 

Hvad er motivet til at dræbe?

Oktoberlegen 

af Ray Bradbury 

Han lagde revolveren tilbage og lukkede skuffen. 

Nej, Louise ville dø for hurtigt og uden at lide smerte. Det var vigtigt, at det trak ud. 

Men hvordan kunne lidelsen forlænges? 

Hvordan skulle sagen overhovedet gribes an? 

Han stod foran spejlet i soveværelset. Han hørte børnene løbe ned ad gaden uden for 

huset som små pilende mus – som vissent, raslende løv. Ved lyden af deres leg huskede 

han, hvad dato det var. 

Deres skrig fik ham til at tænke på, hvad der skulle ske i aften. 

Efteråret gik på hæld. 

��

�� 

�� 

Det var den sidste dag i oktober. 

Hvide skeletmasker, udhulede græskar og lugten af stearinlys. 

Der havde ikke været meget at glæde sig over i den sidste tid. Havde det bare været 

forår ... 

Der lød lette, løbende trin i hall’en. Det var hans lille Marion. Hun var tavs af sine 

otte år at være. Strålende grå øjne og en lille henrivende trutmund. Hun var løbet ud og 

ind hele aftenen, havde prøvet alle maskerne og spurgt, hvilken han fandt mest skrækindjagende 

– uhyggeligst. 

Til sidst blev de enige om skeletmasken. 

Den var ’rigtig væmmelig’ og ville ’skræmme livet af folk’! 

Han havde aldrig brudt sig om oktober. Engang for mange år siden havde han som dreng 

ligget i det visne efterårsløv foran sin bedstemors hus. Han havde hørt vinden tude og 

set på de nøgne træer ... og det havde fået ham til at græde. 

Dette mismod vendte tilbage hvert år og fortog sig først ved forårets komme. Men i 

aften var det anderledes. Det var, som om det aldrig mere ville blive forår. 

Han havde grædt stille hele aftenen. Men man kunne ikke se det i hans ansigt. 

En fed, sirupsagtig duft af bolcher hang overalt i det travle hus. Louise havde overtrukket 

æbler med en ny skal af karamel. Uhyre-skåle med friskbrændt punch stod fremme 

alle vegne. Æbler på snor hang udspændt over dørene. Midt i stuen stod et vandkar og en 

hel sæk æbler. Og udhulede græskar stirrede ud fra hvert af de kolde vinduer. 

Der manglede kun børnene, for at legen kunne begynde, slikket forsvinde og gangene 

genlyde af angst- og fryderåb. Ganske som det plejede. 

Lige nu var huset stille, bortset fra Louise, der for ind og ud af værelserne, som ville 

hun sige: „Åh, Mich, se, hvor travlt jeg har! Næppe er jeg færdig i én stue, før jeg må i 

gang i den næste! Se, hvor jeg flyver og farer!“ 

En tid var han gået ind på hendes dumme og barnlige spøg og var fulgt efter hende. 

Men til sidst var hun styrtet ind på badeværelset og havde låst døren efter sig. 

Han blev stående udenfor, mens han lo fjollet, og ventede – træt af legen, men 

stædig – i endnu fem minutter. Men der kom ikke en lyd derindefra. Og for at hun ikke 

skulle fryde sig over, at han stod derude, gik han muntert fløjtende ovenpå. Men han 

havde ventet en stund på afsatsen. 

Omsider hørte han døren blive låst op. 

Louise kom ud, og livet gik videre som i en jungle, hvor en truende fare var drevet 

over ... 

Han hørte en museagtig puslen på gangen. Marion dukkede op i døren, iført sin skeletdragt.

„Hvordan ser jeg ud, far?“ 

„Fin!“ 

Det lyse hår stak frem under masken, og hendes blå øjne smilede fra kraniets øjenhuler. 

Han sukkede. Af og til mistænkte han Louise for at have lavet barnet selv. For at straffe 

ham havde hun skabt det i sit eget billede. 

Og for at sætte kronen på værket havde lægen efter fødslen rystet på hovedet: „Det 

gør mig ondt, Mr. Wilder. Deres hustru kan ikke føde flere børn. Dette er det sidste.“ 

„Og jeg, som ønskede en dreng,“ havde Mich sagt – for otte år siden. 

Han var lige ved at tage Marion op i sine arme. Han følte en pludselig medlidenhed med 

hende. Hun havde aldrig kendt til en fars kærlighed – kun til en mors knusende og 

besiddende kærlighed. 

Hvorfor havde han ikke elsket sin datter? 

Selv om hun hverken var en dreng eller mørk som han selv? 

Han havde lukket sig selv ude. Louise havde slet ikke ønsket noget barn – i hvert fald 

ikke i begyndelsen. Alene tanken om en fødsel havde gjort hende rædselsslagen. 

Han havde tvunget hende til at få barnet. Og fra denne nat og lige til den smertefulde 

fødsel havde Louise boet i den anden ende af huset. Hun ventede at dø sammen med 

barnet. Og hun hadede den mand, som ønskede en søn så brændende, at han overlod sin 

hustru til ligkapellet. Men hun havde overlevet – og triumferet! Hendes øjne var kolde 

den dag, han tog ud på hospitalet. 

‘Jeg lever!’ sagde de. ‘Og jeg har faet en lyshåret datter! Se selv!’ 

Og da han rakte hånden ud, havde moderen vendt sig bort med sit nyfødte, lyserøde 

pigebarn. Bort fra den mørke, hensynsløse morder. 

Det var hans egen skyld. 

Men nu var det oktober på ny. 

Hvert år gruede han for den lange vinter, hvor han var indespærret i huset efter 

voldsomme snefald – med en kvinde og et barn, som ingen kærlighed havde tilovers for 

ham. 

Bevares, der havde været pusterum i de otte år. Om foråret og sommeren gik man 

ture og tog på udflugter. Men om vinteren forsvandt turene og udflugterne med træernes 

løv. 

Livet blev tomt som et hult og saftløst træ. 

Selvfølgelig inviterede de gæster, men folk kviede sig ved at komme, når snestormene 

rasede. 

En vinter havde han sparet sammen til en Florida-tur. De var taget sydpå. Han 

��

�� 

�� 

havde gået ture i det fri. Men nu, da den ottende vinter nærmede sig, vidste han, at linen 

var løbet ud. 

Han orkede simpelt hen ikke at stå den igennem. 

Der lød en voldsom kimen på dørklokken. 

Louise gik ud for at lukke op. 

Marion snurrede tavs omkring og fór ned for at hilse på de første gæster. 

Der lød råb og højrøstet latter. 

Han gik ud på trappeafsatsen. 

Louise tog sig af overtøjet. Hun var høj og slank og så blond, at håret nærmest var 

hvidt. 

Hun hilste leende på de nyankomne børn. 

Han tøvede. 

Hvorfor pakkede han ikke en kuffert og rejste? 

Nej, først ville han såre Louise lige så dybt, som hun havde såret ham. Så enkelt var 

det. 

En skilsmisse ville ikke anfægte hende. Han måtte gøre hende fortræd. Måske 

udpønse en plan til at fjerne Marion fra hende? 

Med rettens hjælp? 

Ja, dér var det! At fjerne Marion ville gøre Louise mere fortræd end noget andet. 

„Halløj dernede!“ Han kom ned ad trappen med et strålende smil. 

Louise så ikke til hans side. 

„Hej, Mr. Wilder!“ Børnene råbte og vinkede. 

Ved 10-tiden var dørklokken holdt op med at kime. 

Æblerne var bidt ned fra snorene. Børnenes ansigter var tørret, efter at de havde 

spist æbler i vandkarret. Servietterne var snavsede af karamel og punch. Og nu overtog 

han – værten – med smilende myndighed kommandoen. 

Han tog ledelsen ud af hænderne på Louise og gik omkring og snakkede med de tyve 

børn og de tolv forældre, som alle var helt vilde med den specielle æblemost, han havde 

sørget for til dem. 

Han legede Skibet er ladet med… og andre selskabslege under stormende jubel og 

lystighed. 

Og da lyset var slukket, og kun stearinlysene skinnede ud gennem græskarrenes 

trekantede øjne, råbte han: „Schyy! Følg efter mig!“ 

På tåspidser listede han hen mod trappen ned til kælderen. 

Forældrene nikkede anerkendende til den enestående vært.

frue. 

„Hvor er det mageløst, som han tager sig af børnene,“ sagde de til hans heldige 

Børnene flokkedes hvinende om Mr. Wilder. 

„Kælderen!“ råbte han. „Heksens gravkammer!“ 

Mere hvinen. 

„Alt håb er ude for hver den, som betræder dette sted!“ Han gøs på skrømt. 

Forældrene klukkede. 

Ét efter ét gled børnene ned i kælderen ad en sliske, som Mich havde lavet af bordplader. 

Han ledsagede deres nedfart med dæmoniske lyde, og henrykte skrig rungede 

gennem det halvmørke hus. Alle råbte i munden på hinanden. 

Alle, undtagen Marion. 

’Sikken en lille filur,’ tænkte han. 

Sad hun ikke der med strålende øjne og var tilskuer til sit eget selskab. 

Nu var det forældrenes tur. Leende lod de sig kure ned ad den korte sliske, mens lille 

Marion stod og så til for at være den sidste. 

Louise kurede ned uden hans hjælp. Han gik frem mod hende, men hun var nede, 

inden han nåede at bøje sig. 

Den øvre del af huset lå øde og stille hen i lyset fra stearinlysene. 

Marion stod parat ved slisken. 

„Så er der afgang!“ Han løftede hende op. 

De havde sat sig i en stor rundkreds i kælderen. 

Det fjerne fyr gav en god varme, og stolene var stillet op langs alle fire vægge. Tyve 

hvinende børn og tolv mumlende forældre havde indtaget dem. 

Louise sad i hjørnet længst borte. 

Mich tog plads i nærheden af trappen. Han så sig om, men kunne intet se. De havde 

alle famlet sig frem til stolene. Legen skulle afvikles i mørke med ham selv som udråber. 

Et barn skramlede med sin stol. Kælderen lugtede af fugtig cement. Og udenfor 

susede vinden i den stjerneklare oktobernat. 

„Stilhed!“ råbte værten ud i den mørke kælder. 

Selskabet faldt til ro. 

Kælderen var sort som kul. Ikke et lysglimt, ikke et genskær skimtedes. Så lød der 

en skraben af lerkrukker og en raslen af metal. 

„Heksen er død!“ begyndte værten. 

„Uuuuuuuuh!“ sagde børnene. 

„Heksen er død! Og her er kniven, og den er rød!“ 

Han rakte kniven frem. Den gik fra hånd til hånd kredsen rundt, ledsaget af klukken, 

hvinende udbrud og diverse kommentarer fra de voksne. 

��

�� 

�� 

„Heksen er død,“ hviskede værten. „Og her er hendes kød!“ 

Han rakte ’noget’ videre til den nærmeste. 

„Åh, den leg kender jeg godt,“ råbte et af børnene henrykt. „Han har gemt nogle hønseindvolde 

i køleskabet og lader dem gå rundt, mens han siger: ’Dette er heksens indvolde!’ 

Han laver et hoved af ler og påstår, at et suppeben er hendes arm. Han tager en kugle og 

siger: ’Her er hendes øje!’ Og nogle majskorn og siger: ’Dette er hendes tænder!’ Til sidst 

tager han en plumbudding og siger: ’Det er heksens mave!’ Jo, den leg kender jeg!“ 

„Schyy! Du ødelægger det hele,“ sagde en af pigerne. 

„Heksen slog alarm, og her er hendes arm,“ sagde Mich. 

„Uuuuh!“ 

Det gik alt sammen videre fra hånd til hånd som varme kartofler. Nogle af børnene 

skreg og ville ikke røre ved det. Andre løb væk fra deres stole og blev stående midt ude 

på gulvet, indtil ’det uhyggelige’ var givet videre. 

„Det er kun hønseindvolde,“ sagde en dreng nok så kry. „Kom tilbage, Helen!“ 

„Heksen voldte smerte, og her er hendes hjerte,“ sagde Mich. 

Seks eller syv ’ting’ gik rundt på én gang. 

Louises stemme hørtes i mørket: 

„Du skal ikke være bange, Marion! Det er kun en leg!“ 

Marion svarede ikke. 

„Marion?“ spurgte Louise. „Er du bange?“ 

„Hun er med i legen,“ sagde Mich. „Og hun er ikke bange.“ 

‘Tingene’ gik videre under hvin, skrig og munterhed. 

Efterårsvinden tudede uden for huset, og ved trappen i den mørke kælder stod 

værten og sagde de magiske ord, mens han lod ’tingene’ gå rundt. 

„Marion?“ sagde Louise igen fra sit fjerne hjørne. 

Alle talte og skreg i munden på hinanden. 

„Marion!“ kaldte Louise. 

Larmen døde hen. 

„Marion, svar mig! Er du bange?“ 

Men Marion svarede ikke. 

Mich stod stadig ved foden af trappen. 

„Marion, er du der?“ kaldte Louise. 

Der var helt stille i kælderen. 

„Hvor er Marion?“ spurgte Louise. 

„Hun var med hernede,“ sagde en dreng. „Måske er hun gået ovenpå.“ 

„Marion!“ Intet svar. Alt var stille. 

„Marion! Marion!“ råbte Louise højt. 

„Tænd lyset!“ sagde en af de voksne.

’Tingene’ gik ikke længere rundt. Børnene og de voksne sad med heksens parterin- 

ger i hænderne. 

„Nej!“ Louise gispede, og hendes stol skrabede larmende i mørket. „Åh nej, tænd ikke 

lyset! For Guds skyld! „Nej!“ Hendes stemme steg til et skrig. 

Kælderen frøs til is ved dette skrig. Ingen rørte sig. Alle sad tavse og ubevægelige i 

den mørke kælder efter dette uventede omslag i oktober-legen. 

Udenfor hylede vinden, og lugten af græskar og æbler blandede sig med lugten af 

det, de sad med i hænderne. 

„Jeg går ovenpå og leder efter hende!“ råbte en af drengene. 

Han løb forhåbningsfuldt op ad trappen og fire gange rundt om huset, mens han 

igen og igen råbte: 

„Marion! Marion! Marion!“ 

Så kom han langsomt ned ad trappen til de ventende i kælderen og sagde ud i 

mørket: 

„Jeg kan ikke finde hende.“ 

Og så ... var der nogen, der tændte lyset. 

Læs Ray Bradburys novelle Oktoberlegen 

(1994) 

• Find eksempler i teksten, der beskriver henholdsvis farens og morens forhold til 

barnet. 

• I begyndelsen af novellen, da faren hører børnene løbe ned ad gaden, beskriver 

han dem som små pilende mus – som vissent, raslende løv. Hvad tror du, han 

mener med disse sproglige billeder? 

• Hvad får vi senere at vide om farens oplevelse med efterårsløv som dreng? 

• Hvornår blev du klar over, hvad faren havde i sinde? 

• Et mønster, der virkelig driver handlingen frem, er farens jalousi og ønske om 

hævn. Man kan sige, at novellens motiv * er hævn. 

��

�� 

�� 

• Novellens tema * kredser om 

farens ondskab og voldsomme 

had. 

• Find eksempler på, at novellen 

fortælles med farens øjne. 

• Omskriv et uddrag af novellen, så 

det ses ud fra enten morens eller 

barnets synsvinkel. 

• Novellen er fiktion, men prøv i 

fællesskab at forestille jer, hvis 

det var sket i virkeligheden. Ville 

det blive omtalt i aviserne? Og i 

givet fald, hvordan kunne overskrifterne 

lyde? 

• Forestil dig, at du er journalist 

på en lokalavis og skal skrive en 

notits eller kort artikel, om det 

der er sket i Oktoberlegen. Se om 

du kan bruge en af overskrifterne 

fra før, eller find selv på en. 

motiv 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

Empati og indføling 

Empati er vores evne til at sætte os i et 

andet menneskes sted. I stedet for kun 

at mærke vores egne følelser, udvikler 

vi en evne til at indleve os i andre, så vi 

kan sætte os ind i, hvordan den anden 

har det. I en situation, hvor man skal 

dele noget med andre, og den ene beklager 

sig over, at den anden altid tager det 

meste, så kan et empatisk menneske 

tænke, nåh den følelse kender jeg godt, 

det var ikke min mening. 

Vores medfølelse for andre medvirker 

til, at det kan være hårdt at se gyserfilm, 

hvor ofret jages, fordi vi lever os helt ind i 

ofrets situation. Vi føler og lider med ofret. 

Faren i novellen Oktoberlegen mærker 

kun sine egne følelser. Man må sige, 

at han ikke har udviklet empati, men 

besidder en sygelig ondskab, der kommer 

til udtryk på en grufuld og splatteragtig 

måde sidst i novellen. 

temA 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

Gys og splat 

Splat er en af gyserens undergenrer. Når 

vi ser eller læser en gyser, møder vi ofte 

det uhyggelige sammen med hovedpersonen. 

Det gør os rædselsslagne, og vi lever 

os ind i offerrollen og hopper i stolen af 

angst for den sindsforvirrede morders 

næste øksehug. Et nærbillede af glimtende 

stål sammen med frygtindgydende 

musik kan få os til at dirre af angst. 

Når vi ser en splatterfilm eller læser 

en splatterhistorie, er vi nødt til at 

distancere os fra det, vi oplever, fordi 

det vækker ubehag. I splattergenren 

udpensles så mange blodige detaljer 

som muligt, så læseren sættes i en 

stemning af lede og væmmelse i stedet 

for af angst og frygt. 

Genrer blandes og låner fra hinanden 

som fx i Oktoberlegen. Her udpensles 

detaljerne ikke så voldsomt, og læseren 

forvirres i forhold til, om det er alvor eller 

en leg – om det er pigens hjerte eller et 

svinehjerte, der sendes rundt i mørket. 

At skabe uhygge med blod og partering 

er ikke et nyt fænomen. B.S. Ingemann 

i , der er kendt for sine smukke 

salmer, se side 228, skrev også uhyggelige 

historier som fortællingen om Niels 

Dragon, der arbejdede på Frederiks Hospital 

og gik til hånde ved obduktioner. 

Gyserkendetegn: Et monster eller 

noget overnaturligt går amok 

Gysere kan også være kendetegnet ved, 

at noget overnaturligt og dæmonisk går 

amok. Et monster med dyriske lyde eller 

døde, der vækkes til live. 

B.S. IngemAnn 

�� 

�� 

�� 

Digte�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

��

�� 

�� 

Foto fra Frederiks hospital i København. Det var først omkring 1880, at læger blev klare over vigtigheden 

af at sterilisere hænder og instrumenter for at undgå betændelse og infektion ved operationer 

Niels Dragon 

af B.S. Ingemann & 

Der tjente en Karl paa Frederiks Hospital, som var særdeles yndet af Lægerne og af de 

unge chirurgiske Candidater, da han fortræffelig forstod at gaae dem tilhaande ved 

Obductioner og Scheletteringer*. I det første Aar, han var der, havde han været den 

lystigste Karl af Verden: han loe og sang altid, selv ved de modbydeligste og for Mange 

rædselfulde Arbeider med de til Schelettering bestemte Liig, som han ofte ganske alene 

maatte sysle med om Natten. Han var hverken overtroisk eller frygtsom, og hvergang 

der forefaldt nogetsomhelst Arbeide, som de andre Hospitalskarle ikke havde Mod til, 

hed det altid: hvor er Niels Dragon? Han er ikke bange for Satan selv. Han havde været 

Soldat, var endnu kun 30 Aar gammel og en udmærket smuk Karl, der gjorde megen 

Lykke hos Kjønnet. I dette Capitel havde han Ord for at være et Slags Don Juan* i en 

lavere Sphære*; dog herfor blev han ikke bedømt meget strengt af de unge Chirurger. 

Med Eet blev Karlen tungsindig og syntes at lide af Samvittighedsskrupler. Hans

allerbedste Ven paa Hospitalet, den høie Fyrbøder*, havde hængt sig. Fyrbøderens Bryllup 

havde været bestemt for tre Dage siden; men Aftenen før Brylluppet havde han truffet 

sin Brud i den uimodstaaelige Niels Dragons Arme. Den fortvivlede Fyrbøder havde 

kun hvisket sin troløse Brud nogle Ord i Øret og øiebliklig forladt dem. 

Den tredie Nat efter Fyrbøderens Selvmord stod Niels Dragon alene i det store Hospitalskjøkken 

og fyrede, i den afdøde Fyrbøders Sted, under en uhyre stor Kjedel med 

lukket Laag, hvis Brug vel var ham bekjendt, men som han aldrig før havde følt nogen 

Betænkelighed ved at sysle med. Han havde Befaling til at bringe den i Kog og lade den 

koge en heel Time. Samme Aften havde han havt en alvorlig Scene med den ulykkelige 

Fyrbøders Trolovede, som han havde lovet at ægte; men med Gru havde hun fortalt 

ham hvad hendes Brudgom havde hvisket hende i Øret, da han gik bort og tog sig saa 

skrækkeligt af Dage: „Inden tre Nætter“ – havde han sagt – „skal jeg hente din Forfører 

og slæbe ham med mig for Guds Domstol!“ 

De tre Nætter vare nu næsten forbi. Klokken var over halvtolv, og det havde omtrent 

været ved Midnat, Fyrbøderen havde sagt disse Ord, ummidelbart før han fuldførte 

Selvmordet. Den Hospitalslæge, som havde sat Niels Dragon til at passe Kjedelen, 

kjendte Intet til hans sidste ’galante Eventyr’ og dets ulykkelige Følger. Han var en lidenskabelig 

Dyrker af Videnskab og bekymrede sig ikke om Andet. Kort før Midnat stod 

han i Scheletteersalen, tæt ved Kjøkkenet, med de unge Candidater og foretog sig nogle 

Tilberedelser til hvad der skulle foretages. Da hørte Lægen et usædvanligt Bulder i Kjøkkenet 

og aabnede sagte Døren. Den halve Deel af Kjøkkenet var bælmørk; men Pladsen 

lige ud for Ildstedet var skarpt oplyst af det store Baal paa Skorstenen under den uhyre 

Kjedel. Niels Dragon stod i denne Lysning med dødblegt Ansigt og stivt opspilede Øine 

og stirrede mod Ildstedet. „Er du gal, Menneske! hvad fattes dig?“ spurgte Lægen, uden 

at bemærke hvad der var skeet. 

„Jeg kommer, jeg kommer“ – stammede Karlen med fordreiet Ansigt, og Haarene 

havde reist sig paa hans Hoved – „jeg bliver fordømt i denne Time – jeg veed det – see 

kun ikke saa forfærdelig paa mig! – -“ 

Nu saae først Lægen, at Laaget under Kogningen var sprunget af Kjedelen – og det 

Liig, der skulde scheletteres, var kommet tilsyne. Det var den hængte Fyrboders Liig, 

som Candidaterne hemmelig havde tilegnet sig og som man havde ladet Niels Dragon 

koge, uden at sige ham hvem det var eller kjende hans Forhold til den Døde. Man havde 

maattet knuge Cadaveret* krumbøiet ned i Kjedelen for dets usædvanlige Høide. Det 

havde ved Udvidelsen rettet sig og sprængt Laaget. Med sit kogte græsselige Dødningeansigt 

var den ulykkelige Fyrbøders Hoved sprunget heelt op af Kjedelen; det var stærkt 

oplyst af Flammen og syntes at stirre paa den troløse Ven med de aabne udvidede Øine. 

I det Øieblik, Lægen saae Dette, styrtede Niels Dragon med et Skrig om paa Steengulvet 

og var død. Ved Obductionen af hans Liig fandt Lægerne, at hans Hjerte var 

��

�� 

�� 

sprængt af en pludselig Blod-Sammenstrømning, som hos Mennesker, der døe af Skræk. 

Foreneligheden deraf med hans bekjendte Mod og Dristighed blev dem først af psychologiske 

Grunde forklarlig, da de siden erfarede hans Forhold til den ulykkelige Fyrbøder 

og det Sammenstød af Omstændigheder, som havde fremkaldt hans sidste mærkelige 

Situation, ligeoverfor den Dødes skrækkelige Ansigt og netop ved Udløbet af den Tid, 

inden hvilken den Døde havde lovet at føre ham for den evige Dommer. Man holdt længe 

den hele Historie hemmelig, for ikke at forarge Nogen ved den Benyttelse af Fyrbøderens 

Liig, som var hans Frænder* ubekjendt, men som var et Ran* i Videnskabens Tjeneste, 

der saa tidt finder Sted, hvor Anatomien dyrkes med Iver. 

Læs B.S. Ingemanns novelle Niels Dragon 

• Hvad handler novellen om? 

• Hvem var Niels Dragon? 

• Hvor foregår novellen? 

• Hvilke gyserkendetegn rummer novellen? 

• Hvilke splatterkendetegn er der? 

• Hvad er novellens motiv? 

(1847) 

obduction og schelettering: obduktion og skelettering – åbning og undersøgelse af lig 

Don Juan: kvindejæger; forfører; hjerteknuser 

sphære: lag 

fyrbøder: en person, som står for opvarmningen og pasningen af kakkelovne i større 

ejendomme som herskabshuse, embedskontorer. Her er fyrbøderen beskæftiget med at 

sørge for ild under en større kogekedel på et hospital. 

cadaver: kadaver, ofte brugt om lig, der anvendes til dissektion 

frænde: ven 

ran: tyveri

Hvem var Frankenstein? 

At fortælle gysere og lade sig fascinere af 

den menneskelige frygt for det ukendte 

og det ukontrollerbare er ikke nyt. I 

1800-tallet blev der skrevet tre gyserromaner, 

vi stadig taler om: Frankenstein 

(1818) af Mary Shelley i , Dracula (1897) 

af Bram Stoker og Dr. Jekyll og Mr. Hyde 

(1886) af Robert Louis Stevenson. Disse 

romaner er flere gange blevet filmatiseret 

og genudgivet i bogform. De er 

levedygtige, fordi de er velskrevne og 

udnytter alle gysets bedste virkemidler. 

Personer og optrin fra bøgerne er gået 

ind i vores sprog og i børns leg. 

I mange børnelege optræder Frankenstein 

som det uhyggelige monster. 

I romanen er Frankenstein videnskabsmanden, 

Viktor Frankenstein, der gennem 

flere års ihærdige eksperimenter 

med elektricitet og kemiske stoffer får 

givet en skabning liv, men det videnskabelige 

eksperiment kommer ud af 

kontrol. 

Hvem var Frankensteins mor? 

At romanen Frankenstein er skrevet af 

en kvinde, overrasker nogle. Især når 

man tænker på livet for kvinder i begyndelsen 

af 1800-tallet. At Mary Shelley så 

ydermere kun var 18 år, da hun skrev 

romanen, vidner om en meget speciel 

kvinde. Faktisk fandt Mary på historien 

nogle år tidligere, nemlig sommeren 

1816, da hun sammen med sin mand og 

nogle venner ferierede i et hus i Geneve 

i Schweiz. På grund af det kolde og våde 

vejr var selskabet indespærret i huset i 

dagevis. 

Mary og vennerne fik tiden til at 

gå med at fortælle uhyggelige og overnaturlige 

historier foran pejsen. De blev 

enige om, at hver skulle skrive en rigtig 

gyserhistorie. Mary fandt på historien 

om videnskabsmanden Victor Frankenstein, 

der får den ide, at elektricitet kan 

vække døde ting til live, da han som 15årig 

ser et lyn sætte ild i et træ. 

Det siges, at Mary selv ville begynde 

romanen Frankenstein med 5. kapitel, 

men at hendes mand Percy rådede hende 

til at indlede med forskellige breve, som 

på den tid var et moderne litterært træk 

for at gøre fiktionen mere virkelighedsnær. 

MAry SheLLey 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

��

�� 

�� 

Frankenstein 

af Mary Shelley & 

Kapitel 5 

Det var en mørk og tung novembernat jeg så mine anstrengelser fuldført. Med en iver 

der næsten føltes som en smerte, samlede jeg mine instrumenter omkring mig så at jeg 

kunne indgyde livsgnisten i det livløse stof der lå for mine fødder. Klokken var allerede 

et om natten; regnen trommede monotont mod ruderne og min kærte var næsten brændt 

ned, da jeg i det svage skær fra det halvudslukte lys så væsnets matte gule øjne åbne sig; 

det åndede tungt og der gik en trækning gennem lemmerne. 

Hvordan kan jeg beskrive mine følelser ved denne katastrofe eller skildre det elendige 

væsen som jeg med så uendeligt besvær og omhu havde bestræbt mig på at danne? Størrelsesforholdet 

mellem hans lemmer var i orden, og jeg havde udvalgt hans træk således 

at de blev smukke. Smukke! Du store Gud! Hans gule skind dækkede næppe musklerne 

og blodårerne nedenunder; hans hår var skinnende sort og bølgende; hans tænder perlehvide; 

men denne skønhed dannede kun en endnu frygteligere kontrast til hans blege 

øjne der syntes at have næsten samme farve som de brunhvide øjenhuler de sad i, hans 

rynkede hud og lige, sorte læber. 

Livets forskellige hændelser er ikke så foranderlige som de menneskelige følelser. 

Jeg havde arbejdet hårdt i næsten to år, med det ene formål at indgyde liv i denne livløse 

krop. Af den grund havde jeg berøvet mig selv min hvile og mit helbred. Jeg havde 

begæret det med en glød, der gik langt ud over det almindelige; men nu da jeg var færdig, 

forsvandt den skønne drøm og åndeløs rædsel og afsky fyldte mit hjerte. Ude af stand til 

at udholde synet af det væsen jeg havde skabt, for jeg ud af værelset og vandrede i lang 

tid op og ned ad gulvet i mit soveværelse, uden at jeg kunne berolige mit sind så meget 

at jeg kunne sove. Til sidst veg det oprør jeg før befandt mig i, for udmattelsen og jeg 

kastede mig på sengen med tøjet på og forsøgte at opnå nogle få øjeblikke af glemsel. Men 

det var forgæves; jeg sov ganske vist, men jeg forstyrredes af de frygteligste drømme. Jeg 

syntes jeg så Elizabeth komme gående strålende af sundhed i Ingolstadts gader. Glad og 

overrasket omfavnede jeg hende, men da jeg trykkede det første kys mod hendes læber, 

blev de gustne som i dødens bleghed; hendes træk syntes at ændre sig og jeg troede at 

jeg holdt liget af min kære moder i mine arme; et ligklæde indhyllede hendes skikkelse 

og jeg så gravens orme kravle i klædets folder. Jeg for op fra min søvn i rædsel; en kold 

sved dækkede min pande, mine tænder klaprede og mine lemmer fortrak sig krampagtigt; 

da så jeg i det svage, gule månelys der trængte ind gennem vinduesskodderne, det 

elendige væsen – det usle uhyre jeg havde skabt. Han havde løftet sengeforhænget; og 

hans øjne, hvis man kunne kalde dem øjne, var rettet mod mig. Hans kæbe bevægede 

sig og han mumlede et eller andet uartikuleret, mens hans kinder rynkedes i et

grin. Han sagde måske noget men jeg hørte det ikke; han havde strakt sin ene hånd ud, 

tilsyneladende for at gribe fat i mig, men jeg slap væk og for ned ad trappen. Jeg søgte 

tilflugt i den gård der hørte til det hus jeg boede i, og her tilbragte jeg resten af natten 

med at vandre frem og tilbage i den største ophidselse, mens jeg lyttede opmærksomt 

og frygtede hver en lyd som ville den varsle tilsynekomsten af det dæmoniske lig som 

jeg på så ulykkelig vis havde givet liv. 

Åh! Ingen dødelig kunne udholde synet af dette rædselsvækkende åsyn. En mumie 

forlenet med liv kunne ikke være så gyselig som dette elendige væsen. Jeg havde stirret 

på ham da han endnu ikke var færdig; han var grim da, men da disse muskler og led blev 

sat i bevægelse, blev det til et væsen som ikke engang Dante kunne have forestillet sig. 

Jeg tilbragte natten i elendighed. Til tider slog min puls så hurtigt og så kraftigt 

at jeg mærkede hver eneste blodåres sitren; til andre tider var jeg nær ved at synke 

til jorden af kraftesløshed og udmattelse. Til denne rædsel føjede sig skuffelsens bitterhed; 

drømme der havde været min næring og min hvile i så lang tid, var nu blevet et 

helvede for mig; og forandringen var så hastig, kuldkastelsen så fuldstændig! 

Endelig gryede den triste og regnfulde morgen og med søvnløse og smertende øjne 

så jeg kirken i Ingolstadt og dens hvide tårn med uret der viste seks. Portneren åbnede 

porten til den gård der denne nat havde været mit tilflugtssted, og jeg gik med hurtige 

skridt ud på gaden, som om jeg søgte at undgå det usle væsen som jeg ved hvert gadehjørne 

frygtede at møde. Jeg turde ikke vende tilbage til den lejlighed jeg beboede, men 

følte mig tilskyndet til at haste videre, skønt jeg var gennemblødt af regnen der strømmede 

fra en sort og trist himmel. 

Jeg blev i nogen tid ved med at gå på denne måde, idet jeg ved legemlig anstrengelse 

søgte at lette den byrde der tyngede mit sind. Jeg gik gennem gaderne uden nogen klar 

idé om hvor jeg befandt mig eller hvad jeg foretog mig. Mit hjerte bankede sygt af frygt 

og jeg skyndte mig med humpende skridt videre uden at turde se mig omkring. 

Som en der på en ensom vej 

går frem i angst og gru, 

og når han en gang har sig vendt 

ej vender sig påny, 

fordi han ved, en grum dæmon 

tæt bag ham vandrer nu. 

På denne måde befandt jeg mig til sidst over for den kro, hvor de forskellige diligencer 

og dagvogne sædvanligvis standsede. Her stod jeg stille, uden at vide hvorfor; men jeg 

blev nogle minutter stående med blikket rettet mod en dagvogn der kom imod mig fra 

den anden ende af gaden. Da den kom nærmere så jeg at det var en schweizisk 

��

�� 

�� 

dagvogn; den standsede netop hvor jeg stod, og da døren blev åbnet, så jeg Henry Clerval 

der da han fik øje på mig, straks sprang ud. „Min kære Frankenstein,“ udbrød han. 

„Hvor er jeg dog glad for at se dig! Hvor heldigt at du skulle være her lige netop da jeg 

ankom!“ 

Intet kunne sammenlignes med min glæde over at se Clerval; hans nærværelse fik 

mig til at tænke på min fader, Elizabeth og alle de hjemlige omgivelser som jeg så gerne 

mindedes. Jeg greb hans hånd og glemte et øjeblik min rædsel og ulykke; jeg følte pludselig, 

for første gang i mange måneder, en stille og højtidelig glæde. Jeg ønskede derfor 

på det hjerteligste min ven velkommen og vi gik sammen hen mod mit kollegium. Clerval 

fortsatte en tid med at tale om vore fælles venner og hvor heldig han havde været 

at få lov til at komme til Ingolstadt. „Du kan let forstå,“ sagde han, „hvor vanskeligt det 

var at overbevise min fader om at al nødvendig viden ikke indeholdes i bogholderiets 

ædle kunst; og jeg tror faktisk at jeg efterlod ham tvivlende, for hans stadige svar på 

mine utrættelige bønner var det samme som den hollandske skolemesters i Præsten i 

Wakefield: „Jeg tjener ti tusind floriner om året uden at kunne græsk, jeg spiser rigeligt 

uden at kunne græsk.“ Men hans hengivenhed for mig overvandt til sidst hans modvilje 

mod videnskaben, og han tillod mig at foretage en opdagelsesrejse til lærdommens 

land.“ 

„Det giver mig den største glæde at se dig; men fortæl mig, hvordan min fader, mine 

brødre og Elizabeth havde det da du tog af sted.“ 

„Udmærket; de var meget lykkelige, men en smule urolige over at de så sjældent 

hørte fra dig. I øvrigt har jeg til hensigt selv at sige dig et par borgerlige ord i den 

sag. Men, min kære Frankenstein,“ fortsatte han og standsede brat og så mig lige ind i 

øjnene, „jeg har ikke lagt mærke til før, hvor syg du ser ud; så tynd og bleg; du ser ud 

som om du har våget i adskillige nætter.“ 

„Du gætter rigtigt; jeg har i den sidste tid været så optaget af en eneste ting, at jeg 

ikke har fået tilstrækkelig hvile, som du ser; men jeg håber, jeg håber oprigtigt, at alle 

disse beskæftigelser nu er forbi og at jeg endelig er fri.“ 

Jeg skælvede umådeholdent; jeg kunne ikke udholde at tænke på, og endnu mindre 

hentyde til, den foregående nats hændelser. Jeg gik med hurtige skridt, og vi kom 

snart til mit kollegium. Det slog nu ned i mig, at det væsen som jeg havde efterladt i 

min lejlighed, måske stadig var der, og gik levende omkring, og tanken fik mig til at 

gyse. Jeg gruede for at se dette uhyre, men jeg frygtede endnu mere for at Henry skulle 

se ham. Jeg bad ham derfor at vente et øjeblik for foden af trappen og sprang op mod 

min egen lejlighed. Jeg havde allerede hånden på låsen inden jeg genvandt fatningen. 

Så standsede jeg og en kuldegysning kom over mig. Jeg slog døren op af fuld kraft, 

som børn plejer at gøre, når de venter at finde et spøgelse på den anden side; men der 

kom ikke nogen. Jeg trådte frygtsomt ind; værelset var tomt, og mit soveværelse

var også frit for den grufulde gæst. Jeg kunne næppe tro at en så stor lykke var overgået 

mig, men da jeg var blevet sikker på at min fjende virkelig var flygtet, klappede 

jeg i hænderne af glæde og løb ned til Clerval. 

Læs uddraget fra 5. kapitel af Mary Shelleys roman Frankenstein 

• Fortæl, hvad der sker i uddraget? 

• Hvordan beskrives skabningen? (Find eksempler i teksten) 

• Hvordan tror du handlingen fortsætter? Giv i dit hæfte et bud på, hvordan roma- 

nen fortsætter. 

Romantisk mystik 

Både novellen Niels Dragon og romanen 

Frankenstein er skrevet i den periode af 

litteraturhistorien, vi kalder for romantikken. 

Romantik og kærlighed hænger 

sammen. Romantikken lever i skumringen, 

på den tid af dagen, hvor virkeligheden 

fortoner sig, og det hele bliver 

lidt dunkelt og drømmeagtigt. 

I den romantiske litteratur dyrkede 

man det dunkle, anelsesfulde og 

mystiske. I den romantiske stemning 

ændrede virkeligheden sig, og skjulte 

kræfter og skabninger trådte frem. 

Romantikerne dyrkede de store 

følelser. På overfladen så alt fredeligt og 

harmonisk ud, men nedenunder lurede 

de vilde og ukontrollerbare følelser, der 

(1818) 

fik figur som dæmoniske skikkelser 

som fx ånder, spøgelser og gengangere. 

Samtidig var tiden præget af kontrol 

og harmoni. Det fremkaldte en 

spænding mellem det dæmoniske og det 

harmoniske. De ukontrollerede følelser 

gemmes væk. Litteratur spejler virkeligheden, 

og historier som Niels Dragon og 

Frankenstein giver plads til det onde og 

bringer dermed de fortrængte følelser 

frem i lyset. Læs mere om romantikken 

på side 215. 

��

�� 

�� 

Gengivelse af Danmarks sidste bøddel 

Bødlens datter 

Charlotte Weitze har skabt en spøgelseshistorie 

med lydfortællingen Bødlens 

datter & , som foregår på Vesterbro i 

København. Lydfortællingen begynder 

på Amerikavej 24, hvor der for mange 

hundrede år siden lå en galgebakke. 

Herfra tager bødlens datter lytteren 

med ud på en uhyggelig tur med rotter 

pilende omkring fødderne og vinden 

hylende i trætoppene. Her bindes ikke 

kun løkker til galgens dømte.


af Charlotte Weitze & 

Start: Amerikavej nr. 24 

Pst. Ved du godt, du står på galgebakken? Snus ind, prøv lige engang at snuse ind. Kan du 

lugte ligene? De søde lugt af alle de forbrydere, der engang blev begravet her på galgebakken. 

Nej, bliv. Du må ikke gå. Dengang jeg levede, var jeg bleg, men det er værre nu, hvor 

jeg er død. Jeg er helt usynlig. Det er derfor, jeg kunne klemme mig op mellem revnerne i 

kantstenen(!), uden at du opdagede det. (Nej. Gå ikke. Bliv stående op ad husmuren). 

Det er ligesom med rotterne. De møver sig også gennem alle sprækker og tager sig af 

alt det som ingen vil røre. Min far gjorde også det beskidte arbejde, for han var galgebakkens 

bøddel. Han hængte byens svindlere, piskede voldtægtsmænd, huggede hovedet af 

mordere og skar lemmerne af tyve. Nogen skal jo gøre det. Mine storebrødre og jeg hjalp 

far. Vi sleb øksen, bandt løkken på galgens reb, vi syede forbrydernes hvide hætter og vi 

gravede deres grave, så de kunne ligge i uindviet jord, her på galgebakken. 

Lyt nu. (Bliv stående) Jeg ved jo, at du undrer dig og tænker, hvad i al verden laver 

bødlens datter i en grav på galgebakken? Det burde vel være bødlen og hans familie, der 

skulle kunne nyde galgebakkens vide udsigt uden at skulle dø øjeblikket efter. 

Nå, men kom nu. Vi kan ikke bliver stående her. Du skal se, hvor min familie og jeg boede. 

Hvis du nu står med ryggen op ad husmuren, skal du gå til venstre og følge vejen, hvor 

den knækker. Se, der står lindetræer langs vejen. Du skal holde dig på højre side af vejen 

og gå frem til det elvte lindetræ. Følg nu med. (Pas på, gå uden at gøre opsigt, min fars 

sorte hunde, de gør ikke noget, men de har skarpe tænder) Dengang bødlens hus var her, 

stod der et stort lindetræ foran. Træet svajede og knagede i blæsten, der aldrig stoppede. 

Dengang var der kun nøgne sumpede enge. Jorden svuppede, så man kunne sidde fast 

og forsvinde. Når du kommer frem (til det elvte lindetræ, lige overfor værtshuset) skal du 

lægge hånden på husmuren lige ud for det elvte lindetræ. Så kan du mærke varmen fra 

et bankende hjerte. Det er her, vores hus lå. Vinden hylede ind mellem plankerne, så vi 

måtte sove tæt, for at holde varmen. (Min mor døde kort tid efter jeg var blevet født. Hun 

havde slået en bonde ned og stjålet hans ko fordi hendes børn manglede mælk. Bonden 

døde, mor blev dømt for rovmord, og min far måtte selv hugge hovedet af hende). 

(Men min far, mine brødre og jeg var ikke alene i huset). Galgebakkens rotter boede der 

også. Rotterne var ikke til at få ud, de styrtede rundt, hoppede op i sengene og bed i alt, 

hvad der var blødt. Rotterne kunne lugte spædbørn på lang afstand. De havde skambidt 

mine storebrødre, da de var små, så de havde røde v-formede rottear over hele kroppen. 

Min far var også vansiret af rottear, men hans hænder var varme, og han havde 

��

�� 

�� 

smukke, brune, levende øjne. Han var god. Det var kun os, hans familie, der kunne se 

det. Ingen andre troede på, at en bøddel kunne være god. Alle undgik bødlen og hans 

børn, og det var let, for vi kunne kendes på de røde V-formede rotte-ar. Lige bortset 

fra mig, altså. (Efter at min far havde været tvunget til at henrette min mor, holdt han 

hånden over mig, fordi han ønskede, at der måtte være én i familien, hvis ansigt var 

håbefuldt blankt). Da jeg var spæd, (og min mor død) sad han oppe hver eneste nat og 

vågede. Han holdt sin store, varme hånd over min lille krop og slog efter rotterne med 

enden af bøddelpisken, hvis de kom for tæt på. 

Jeg blev født om efteråret, (far henrettede min mor om vinteren) og nætterne blev 

længere og længere. Far fik rande under øjnene og kæmpede mod søvnen. Det blev sværere 

og sværere, og netop den nat, da solen vendte og vinteren brast, faldt han i søvn et 

kort øjeblik. Jeg kan ikke selv huske smerten, men far sagde, at jeg skreg, da den største 

af rotterne borede sig ind mellem hans tommel- og pegefinger og bed et eneste V-formet 

rottetegn lige på mit bryst. 

Kom. Vi skal videre, ned mod den store vej, der hedder Vesterbrogade. Far han havde 

planer med mig. Rent og pænt som mit ansigt var, kunne jeg komme til at lave noget 

andet end resten af familien, mente han. Kom, vi skal ned til Vesterbrogade. Far sagde, 

at han havde skaffet mig et rigtigt arbejde, så jeg ikke skulle blive ved med at slibe 

øksen og binde løkken på galgerebet. Jeg sagde, at det ikke nyttede noget, for jeg var jo 

mærket af rotterne, men far tyssede på mig og sagde, at det skulle nok gå. Ingen ville 

kunne se mit bryst gennem tøjet. 

En dag tog jeg så min fine hvide kjole på, som jeg havde syet af det stof, vi ellers 

brugte til forbryderhætter. Jeg tog de nye sko på, som min far havde købt til mig. Sko der 

kunne bindes, så de ikke sad fast i engenes mudder. Jeg struttede, rettede ryggen og gik 

ned til Vesterbrogade. (Nu er vi der, vi er ved Vesterbrogade). Før jeg gik over vejen, hvor 

hestevognene kørte frem og tilbage, ind og ud af byen, stod jeg et øjeblik og kiggede 

mod venstre. Jeg vidste at vejen førte mod vest og ud i den vide verden til dér, hvor solen 

forsvinder hen, når det bliver nat. Der skulle være et hav derude. 

Jeg havde altid drømt om at komme ud i den vide verden, men det jeg skulle nu, 

var lige så godt. Så gik jeg over Vesterbrogade. Kom vi skal over vejen og til venstre, så 

kommer vi til gæstgiveriet. Se, det ligger der endnu, og det er stadig gult. Gå langs kroen 

og stop ved den grønne port. Jeg ved ikke, hvordan far fik ordnet det, men han havde 

skaffet mig et arbejde som stuepige på gæstgiveriet. Jeg skulle gøre rent i alle værelserne 

oppe på første og anden sal efter de overnattende gæster. Jeg måtte ikke vise mig 

i skænkestuen, jeg måtte ikke snakke med gæsterne, og jeg fik ingen løn. Jeg fik at vide, 

at jeg skulle gå ind og ud ad den grønne port, der vender ud mod vejen, lige der hvor du 

står, for at ingen af gæsterne skulle se et bøddelbarn. Men det var lige meget. Jeg

edte sengene, fejede gulvene og kunne høre gæsterne nedenunder snakke om den store 

vide verden. 

En sen morgen var jeg ved at gøre rent oppe i det store hjørneværelse. Kom, gå med, 

det ligger lige der, hvor kroen knækker og hvorfra der er udsigt mod bakken i vest. (Det 

er lige ovenover indgangen til der hvor der nu er bageri. Kom nu. Stil dig i gården, ved 

lysthuset, og kig op til hjørneværelset). Jeg redte som sædvanligt senge, men denne 

morgen var der en mand under dynen. Manden blinkede med øjnene og kiggede længe 

på mig. Så løftede han sin ene finger. På fingeren sad en ring med en rød sten. Manden 

pegede på mig og sagde: 

– Du er smuk. 

– Hvem er du? spurgte jeg. Han svarede, at han var handelsrejsende og spurgte, om 

jeg havde lyst til at rejse med ham ud i den vide verden. Jeg kunne slet ikke sige noget. 

Jeg stod bare der oppe i hjørneværelset og så ham køre ud over bakken mod vest, til der 

hvor solen forsvinder hen, når det bliver nat. 

Da han nogle uger efter kom tilbage med varer, som han skulle sælge i København, 

stod jeg også i hjørneværelset og gjorde rent. Da jeg redte sengen dagen efter, lå han der 

igen, men denne gang var hans øjne allerede åbne. Jeg trådte tilbage, men han rakte ud 

efter mig. Næste gang vi sås, tog han ringen med den røde sten af sin finger og gav mig 

den. Så trådte jeg frem mod ham og pustede lyset på natbordet ud. Den nat lå jeg under 

dynen, trykkede mig ind til ham, blev rød og satte ringen på min finger. 

Jeg vågnede om morgenen ved at han råbte. Min bluse var revet op og han stirrede 

på det V-formede rottear på mit bryst. Så tog han fat om fingerringen med den røde sten 

og rev til: „Jeg vidste ikke, at du var sådan én“, hvæsede han. „Hvilken én“ hviskede jeg 

og trak hånden til mig. ”Bøddeldatter” spyttede han. Jeg stirrede tomt på ham og havde 

lyst til at flå skindet af mig selv, så han kunne se, at jeg ikke var andet end blødende 

blod. „Hvis du ikke havde ønsket at se mig nøgen, så kunne du havde ladet være med at 

klæde mig af“, hviskede jeg. Han spyttede igen. 

I min familie har vi store overarme og vi ved, at det ikke nytter noget at holde lange 

forsvarstaler for os selv. Jeg rev lagnet af sengen, jeg bandt en løkke på det. Så kvalte jeg 

ham. Hele dagen græd jeg ved siden af den kolde mand. Det blev uvejr. Og da det blev 

nat løftede jeg ham op, jeg smed ham ud af vinduet, og ned på gårdspladsen, så han 

landede lige dér hvor du står. Så løb jeg ned af trapperne og trak ham i benene de fem 

skridt ind i hestestalden. Inde i stalden var der nogle løse gulvbrædder, jeg hev dem op 

og smed liget derned (!). Det vil ingen opdage, tænkte jeg, for der lugter i forvejen i en 

hestestald. (For lav stemme?) 

Prøv at se ind gennem ruderne til skænkestuen. Hør, gæsterne snakkede om, at ingen 

heste kunne finde hvile i stalden. Dyrene vrinskede hele natten og var sorte af 

��

�� 

�� 

træthed om morgenen. Og man snakkede om, at en god kunde, en handelsrejsende ikke 

var set længe. Nogle mente, at det bare var store rotter, der løb rundt under staldgulvet 

og gjorde hestene urolige. Andre mente, at der var sket en forbrydelse, at han var blevet 

myrdet og derfor ikke kunne finde hvile. De brød gulvet op og fandt liget. 

En dag, da jeg stod og vaskede mine hænder ved brønden der var lige under kastanjetræet 

(mellem kastanjetræerne), kom gæstgiveren ud og kiggede på mig. Jeg undrede 

mig. Normalt er der ingen, som vil være ved, at de kigger på bødlen og hans familie. 

Gæstgiveren lagde en tung hånd på min skulder og sagde, at han da godt kunne genkende 

den ring, jeg bar på min finger. 

– Du vil blive dømt for tyveri og mord, sagde han, – du vil få hånden hugget af og 

derefter blive halshugget som morder. 

Jeg trak ikke engang vejret, men løb bare hjem til far og fortalte (grædende), alt hvad 

der var sket. (At verden var uretfærdig, at der ingen udveje var for folk som os) Far så 

på mig med sine store brune øjne. De blev langsomt grå som søer der lukker sig, når 

vinteren kommer. Far hviskede, at han aldrig (også) ville kunne hæve øksen over min 

krop. (Så ville han hellere hænge sig selv. Så ville han hellere dø ligesom min mor). 

Nu mener du vel, at du ikke kan klare at høre mere. Nu tror du nok, at du skal gå 

tilbage til galgebakken og se den grav jeg blev lagt i. Men det skal vi ikke. Vi skal videre 

op ad Vesterbrogade, (videre mod vest og op til posthuset. Kom nu. Du må ikke stoppe nu. 

Følg nu med. Du skal gå over til posthuset og når du kommer til hjørnet af posthuset, skal 

du tælle hundrede skridt, op ad bakken, lige ud, mod vest, og så skal du stoppe op). 

Jeg kunne ikke tvinge min far til at hugge min hånd og hoved af. Da jeg blev dømt, 

bad jeg dommeren om en skovl og en kiste, gravede selv hullet på galgebakken og lod 

mig levende begrave dér. Men det er ikke dér, ringen ligger. Se ned på dine fødder. Hvis 

du bryder flisen op lige under dine sko og graver nogle meter ned, vil du finde ringen 

med den røde sten gemt under to hundrede års gadeskidt. Tag ringen og giv den til én, 

du lover at elske, uden aldrig at klæde helt af. Så vil jeg, bødlens datter, blive befriet for 

evigt og svæve op over bakken, mod vest, til der hvor solen går hen, når det bliver aften. 

Helt ud til dér, hvor jeg har hørt, at der skulle være et hav. 

Jeg kan godt se det på dig. Du er ligesom de andre. Du har det samme blik som alle 

de, der hører min historie. Du lytter til bødlens datter, men tænker dit. Nu går du hjem 

og glemmer alt hvad jeg har sagt. 

Men jeg siger dig, hvis du ikke har en skovl med, næste gang du kommer forbi. Hvis 

du rører ved de her fliser igen uden at grave, så vil grunden under dig blive usikker. Du 

tror måske, at det er et jordskælv? Fliserne vil skælve og glide fra hinanden og du vil 

falde dybt, dybt ned i jorden. Du vil finde ringen dernede og du vil gribe grådigt efter 

den, men det kan være lige meget. Snus ind. Kom nu, snus nu ind. Kan du lugte det? Kan 

du lugte den søde lugt af lig? Der er andre end jeg, som er blevet levende begravet.

Hvorfor skulle jeg, være den eneste, der blev kvalt i jord? De der ligger dernede, i jorden 

under fliserne, er ligene af alle dem, der var så venlige at følge mig og lytte til min 

historie, men alligevel gik forbi stedet her igen uden en skovl. Det var dem, der troede, 

at dette her bare var en historie, som blev skrevet, indtalt på bånd og lånt ud. 

(2005) 

NB! 

Københavns galgebakke lå netop hvor Amerikavej 24 er i dag. Københavns sidste bøddel 

boede dog på Vesterfælledvej, der hvor Carlsberg ligger nu. Om gæstgiveriet blev det 

engang fortalt, at det spøgte i stalden, og at ingen heste derfor kunne finde hvile. Dette blev 

afhjulpet ved, at man lagde nyt gulv i stalden og i den anledning fandt en mand dernede, 

som var blevet myrdet. Men det kunne selvfølgelig også være, at man ved renoveringen 

var kommet af med rotteplagen. Vesterbro var nemlig kraftigt plaget af rotter. En ældre 

dame, der havde levet det meste af sit liv på Vesterbro, har fortalt, at man i hendes familie 

skiftedes til at sidde oppe om natten og våge over hendes spæde lillesøster, fordi der var 

rotter overalt og de ikke nærede sig for at hoppe op i sengene. 

Lyt til Bødlens datter & 

• Beskriv alle de stemninger i lyd- 

fortællingen, som er ’gyseragtige’. 

• Hvordan fremstilles det farlige og 

i hvilken skikkelse? 

• Diskuter slutningen – er den 

typisk for gyserfortællinger? 

Læg lydeffekter på en 

gysernovelle & 

• På websitet finder du en lang 

række forskellige lydeffekter 

lige fra uhyggelige lyde som 

knirkende døre, skrig og fodtrin 

til glade lyde som latter og 

fuglefløjt. Når du har lyttet Niels 

Dragon igennem, skal du prøve at 

lege med lydeffekterne. Tilføj lydeffekter 

til oplæsningen af Niels 

Dragon. Prøv at skabe uhyggelige 

og gyseragtige virkemidler undervejs 

i fortællingen. På websitet 

kan du se, hvordan du skal gøre. 

• Hvilken effekt har det på oplæsningen 

af historien, at der nu er 

tilføjet lydeffekter? 

��

�� 

�� 

Familie og børneopdragelse 

Familien og forholdet mellem børn og 

forældre kan være et følelsesfuldt sted 

med fortrængte følelser af kærlighed, 

had og vrede, hvor det ofte handler om, 

hvem der bestemmer. 

I novellen Oktoberlegen af Ray 

Bradbury føler faren sig uretfærdigt 

behandlet og handler ondt og psykopatisk 

på grund af sin vrede. Ofte er det 

barnet, der oplever, at forældrene er 

uretfærdige. Barnet bliver ked af det, 

måske vred og rasende og får en følelse 

af had mod forældrene, hvilket kan føre 

til en stor følelsesmæssig konflikt for 

barnet, da barnet samtidig er afhængigt 

af forældrenes kærlighed og accept. I 

den følgende novelle finder forskellige 

handlinger sted, der opleves som onde 

afhængigt af de øjne, der ser. 

Gyserkendetegn: 

Leg med fortælleren 

For at lege med sit publikum, som 

Hitchcock kalder det, bruger en forfatter 

synsvinkel og fortællerrolle. 

I novellen Killinger af Dean Koontz 

i låner læseren barnets øjne og tanker 

og får historien fortalt fra barnets synsvinkel, 

indtil sidste afsnit, hvor synsvinklen 

ændres til en udenforstående, 

der iagttager det, der foregår. 

DeAn (RAy) Koontz 

�� 

�� 

�� 

�� 

Whispers�� 

Sælsom Hvisken� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

i

Killinger 

af Dean Koontz 

Det kolde, grønne vand gled af sted i bækken, klukkede omkring glatte, brune sten og 

spejlede de melankolske piletræer som voksede langs bredden. Marnie sad i græsset, 

kastede sten ud i vandet og så hvordan ringene bredte sig i stadig større kredse for til 

sidst at slikke op mod de mudrede bredder. Hun sad og tænkte på killingerne. Dette 

års killinger, ikke sidste års. For et år siden havde hendes forældre fortalt hende at killingerne 

var kommet i himlen. Pinkies kuld var forsvundet på tredjedagen efter deres 

pibende ankomst til denne verden. Marnies far havde sagt: – Vorherre tog dem op til 

Himlen for at de kan leve der sammen med Ham. 

Det var ikke fordi hun ligefrem tvivlede på sin far. Han var trods alt et religiøst 

menneske. Han underviste i søndagsskolen hver uge og var kasserer eller sådan noget 

lignende i kirken hvor det var hans pligt at tælle kollektpengene og skrive summen ned i 

en lille, rød bog. Han blev altid udvalgt til at holde lægmandsprædikenen. Og hver aften 

læste han stykker for dem af Bibelen. I aftes vår hun kommet for sent til oplæsningen 

og havde fået smæk. „Sparer man spanskrøret, ødelægger man barnet,“ sagde hendes 

far altid. Nej, hun tvivlede ikke ligefrem på sin far, for hvis nogen vidste besked om 

Vorherre og killingerne, så var det ham. 

Men hun kunne ikke lade være med at undre sig. Hvorfor behøvede Vorherre hendes 

fire, når der var hundredtusindvis af killinger i verden at tage af? Var Vorherre egoistisk? 

Det var første gang i lang tid hun havde tænkt på de killinger. Det sidste år var der 

sket så meget at hun havde glemt dem. For det første var det hendes første skoleår, al 

hurlumhejen med at blive klar til den første dag – indkøb af papir, blyanter og bøger. Og 

de første uger havde været interessante; der havde hun for eksempel mødt hr. Alfabet og 

hr. Tal. Da skolen begyndte at kede hende, kom julen glidende ind på skarpslebne meder 

og glitrende is: Indkøbene, de grønne, gule, røde og blå lys, på hvert eneste hjørne 

Julemanden der vaklede når han gik, de levende lys som oplyste kirken juleaften, dengang 

hun skulle på toilettet, og hendes far havde tvunget hende til at vente derude til 

gudstjenesten var forbi. Da det hele igen blev lidt kedeligt i marts, havde hendes mor 

født tvillinger. 

Marnie havde været overrasket over hvor små de var, og hvor langsomt de så ud til at 

vokse de følgende uger. 

Nu var det juni igen. Tvillingerne var tre måneder gamle og var langt om længe 

begyndt at tage ordentligt på; skolen var ferielukket, og der var en evighed til jul, og 

alt var ved at blive rigtig kedeligt igen. Da hun derfor hørte sin far fortælle moderen at 

Pinkie skulle have et nyt kuld killinger, tog hun ivrigt denne nyhed til sig og vred hver 

en smule fornøjelse ud af den. Hun arbejdede ivrigt i køkkenet med at gøre gamle 

��

�� 

�� 

klude klar til fødslen og fandt en dejlig kasse som skulle være killingernes hjem når de 

kom. 

Da naturen gik sin gang, og tiden var inde, sneg Pinkie sig bort og fik killingerne i 

løbet af natten i en af ladens mørke kroge. Der var ikke brug for steriliserede klude, men 

kassen kom godt tilpas. Der var seks killinger i dette kuld, alle sammen grå med sorte 

pletter der lignede blækklatter. 

Hun holdt af de killinger og var meget bekymret for dem. Hvad nu hvis Vorherre 

holdt øje med dem ligesom sidste år? 

– Hvad er det du laver, Marnie? 

Hun behøvede ikke at kigge; hun vidste hvem der stod bag ved hende. Alligevel 

vendte hun sig om, af respekt for ham, og hun så faderen stå og glo ned på hende med 

mørke, uregelmæssige svedpletter under armene på hans falmede, blå arbejdsoveralls, 

med snavs på hagen og skægget klistret til på hans venstre kind. 

– Jeg kaster sten i vandet, svarede hun stille. 

– Mod fiskene? 

– Nej, sir. Jeg kaster blot sten i vandet. 

– Husker vi hvem der led martyrdøden på den måde? Han smilede overbærende. 

– Sankt Stefan, svarede hun. 

– Udmærket. Smilet forsvandt. Aftensmaden er parat. 

Hun sad stiv som en pind i den gamle, rødbrune lænestol og så opmærksomt på sin far 

mens han læste højt for dem af den gamle familiebibel som var indbundet i sort skind, 

meget skrammet og med mange iturevne sider. Hendes mor sad ved siden af faderen 

på den mørkeblå fløjlssofa med hænderne foldet i skødet og et er-det-ikke-vidunderligthvad-Vorherre-har-givet-os-smil 

som klistret på sit almindelige, men kønne ansigt. 

– „Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.“ 

Hendes far lukkede bogen med et lille smæld der syntes at springe ud i den stillestående 

luft og blive hængende der og spærre som et tæt tæppe af tavshed. I flere minutter var 

der ingen som sagde noget. – Hvilket kapitel i hvilken bog var det vi netop læste, Marnie? 

lød det så fra faderen. – Markusevangeliet, kapitel 10, svarede hun lydigt. – Udmærket, 

sagde han. Derefter vendte han sig mod sin kone, hvis smil havde ændret sig til nu-harvi-gjort-hvad-enhver-kristen-familie-bør-gøre-udtryk, 

og sagde: – Mary, hvad siger du til 

en kop kaffe til os og et glas til Marnie? 

– Det ordner jeg, sagde moderen og rejste sig op og gik ud i køkkenet. 

Hendes far blev siddende og undersøgte indersiden af bindet på den gamle hellige 

bog, lod fingrene følge revnerne i det gule papir, kiggede nøje på de spøgelsesagtige 

pletter som for evigt var sivet ned i titelbladet hvor en grandonkel havde været så uheldig 

at spilde lidt vin for en millionmilliard år siden. 

– Far, sagde hun forsigtigt.

Han så op fra bogen, smilede ikke, men rynkede panden. 

– Hvad med killingerne? 

– Hvad med dem? spurgte han tilbage. 

– Vil Vorherre også tage dem i år? 

Den antydning af et smil som havde sneget sig ind i hans ansigt, forsvandt i dagligstuens 

stillestående luft. – Måske, svarede han blot. 

– Det må han ikke, næsten hulkede hun. 

– Vil du bestemme hvad Vorherre må gøre og ikke må gøre, unge dame? 

– Nej, sir. 

– Vorherre må gøre hvad som helst han vil. 

– Ja, sir. Hun flyttede sig uroligt i stolen, trykkede sig dybere ned i dens ujævne, 

slidte folder. – Men hvorfor skulle han ønske at få mine killinger igen? Hvorfor altid 

mine? 

– Nu har jeg hørt nok om det, Marnie. Nu tier du stille. 

– Men hvorfor mine? insisterede hun. 

Pludselig rejste han sig op, gik hen til hendes stol og slog hende i hendes lille ansigt. 

En tynd blodstribe silede ned fra hendes mundvig. Hun tørrede den bort med håndfladen. 

– Du må aldrig sætte spørgsmålstegn ved Vorherres motiver! sagde hendes far 

strengt. Spyttet skinnede på hans læber. Han greb hende hårdt i armen og trak hende 

op at stå. – Se så at komme op ad trappen og i seng. 

Hun kom ikke med indvendinger. På vej hen mod trappen tørrede hun mere blod af 

hagen. Langsomt gik hun op ad trappen og lod hånden glide langs det glatte, polerede 

trægelænder. 

– Her er mælken, hørte hun moderen sige nede i stuen. 

– Den får vi ikke brug for, svarede faderen kort. 

Inde på sit værelse lå hun i det halvmørke som skabtes ved at fuldmånen skinnede 

ind gennem vinduet så dens orangegule lys reflekteredes i en række religiøse plaketter 

der hang på den ene væg. Inde på forældrenes værelse snakkede moderen babysnak 

med tvillingerne, mens hun skiftede ble på dem. 

– Vorherres små engle, hørte hun moderen sige. Faderen kildede dem, og hun kunne 

høre „englene“ klukke af latter – en dyb gurglen som strømmede op fra deres fede 

struber. 

Hverken faderen eller moderen kom ind for at sige godnat. Hun var i unåde og skulle 

mærke straffen. 

Marnie sad i laden og klappede den ene af de grå killinger, så det ærinde hendes mor 

havde sendt hende ud på for ti minutter siden, måtte vente lidt. Den stærke lugt af 

tørt, gyldent hø fyldte luften. Der lå strå over hele gulvet, og det knasede under 

��

�� 

�� 

fødderne. I den anden ende af bygningen stod to køer og brølede til hinanden – kun to 

som havde revet benene på pigtråden, og som nu skulle have sårene til at hele. Killingen 

mjavede og slog ud med poten lige under hendes hage. 

– Hvor er Marnie? gjaldede hendes fars stemme fra et sted i gården mellem huset og 

laden. 

Lige da hun ville til at svare, hørte hun sin mor råbe inde fra huset: – Jeg har sendt 

hende til Browns efter en af Helens opskrifter. Det varer tyve minutter endnu før hun er 

tilbage. 

– Så er der rigelig tid, svarede faderen. Slaggerne på gangstien knasede i næsten militærisk 

rytme under hans store sko. 

Marnie var klar over at noget var galt; der skulle ske noget som ikke var bestemt for 

hendes øjne. Hurtigt lagde hun killingen tilbage i den røde og gyldne kasse og lagde sig 

fladt på maven bag en dynge halm for at se hvad der skete. 

Hendes far kom ind, tappede en spand vand fra hanen på væggen og stillede den foran 

killingerne. Pinkie hvæsede og skød ryg. Manden løftede hende op og lukkede hende inde 

i en tom havrebeholder hvorfra hendes fortvivlede skrig gav et latterlig højt ekko som 

hørte til på den afrikanske savanne og ikke på en amerikansk bondegård. Marnie var lige 

ved at le, men huskede faderens tilstedeværelse og undertrykte latteren. 

Han vendte sig igen mod kassen med killingerne. Forsigtigt tog han den ene op med et tag 

i nakken, klappede den et par gange og stak så dens hoved ned under vandet i spanden! 

Nede i spanden blev der sparket og fægtet vildt, og skinnende vanddråber sprøjtede op 

derfra. Hendes far skar en grimasse og skubbede hele katten ned under vandet. Snart 

efter hørte fægteriet op. Marnie opdagede at hendes fingre borede sig ned i cementgulvet 

så det gjorde ondt. 

Hvorfor? Hvorfor-hvorfor-hvorfor? 

Faderen løftede den slappe krop op af spanden. Noget lyserødt og blodigt hang fra 

det lille dyrs mund. Hun kunne ikke se om det var tungen, eller om det søde lille væsen 

havde kastet sine indvolde op i et sidste forsøg på at undslippe den hårde, forfærdelige 

kvælningsdød. 

Snart var alle seks killinger døde. Snart blev seks tavse, lodne bolde kastet i en hessiansæk. 

Toppen blev surret til. Han slap Pinkie ud af beholderen. 

Den rystende kat fulgte ham ud af laden med en sagte mjaven, men hvæsede da han 

vendte sig om for at se på hende. 

Marnie lå meget stille meget længe og kunne ikke tænke på andet end henrettelsen 

mens hun desperat forsøgte at forstå. Havde Vorherre sendt hendes far? Var det Vorherre 

der havde sagt han skulle dræbe killingerne – tage dem fra hende? Hvis det var, så kunne 

hun ikke se hvordan hun nogen sinde igen kunne gå op foran det gyldne og hvide alter 

og modtage velsignelsen. Hun rejste sig og gik hen mod huset. Blodet dryppede fra

hendes fingre – blod iblandet cement. 

– Fik du opskriften? spurgte hendes mor da Marnie smækkede køkkendøren efter sig. 

– Mrs. Brown kunne ikke finde den. Hun sender den over i morgen. Hun løj så godt at 

det overraskede hende selv. – Har Vorherre taget mine killinger? brast det pludselig ud af 

hende. 

Hendes mor så forvirret på hende. – Ja, var det eneste hun kunne sige. 

– Jeg vil hævne mig på Vorherre! Det kan han ikke bare gøre! Det må han ikke! Hun 

løb ud af køkkenet og hen mod trappen. 

Moderen så efter hende, men forsøgte ikke at standse hende. 

Marnie Caulfield gik langsomt op ad trappen og lod hånden løbe langs det glatte, 

polerede trægelænder. 

Til middag da Walter Caulfield kom ind fra marken, hørte han et højt brag og den klirrende 

lyd af porcelæn og glas der knustes. Han for ind i dagligstuen hvor han så sin kone 

ligge ved foden af trappen. Et bord med nips var væltet, figurer knækket og revnet. 

– Mary, Mary. Er du kommet noget til? Han knælede hurtigt ned ved siden af hende. 

Hun så op på ham med øjne der var langt borte i fjerne tåger. – Walt! Åh, gode Gud, 

Walt – vore dyrebare engle. Badekarret – vore dyrebare engle! 

Læs Dean Koontz’ novelle Killinger 

• Find tre steder i novellen, hvor du undrer dig eller bliver overrasket. Det kan 

både være i forhold til måden, novellen er skrevet på, det der sker i handlingen, 

personernes måde at være på osv. 

Sæt ord på din undren eller overraskelse, og formulér den som spørgsmål til 

teksten. 

• Sæt jer sammen to og to og undersøg, om de steder, I har fundet, er de samme. 

Diskutér jeres valg. 

• Prøv at besvare hinandens spørgsmål. 

• Sæt jer sammen med to andre, og stil hinanden de samme spørgsmål. 

• De spørgsmål, som I ikke kan besvare, drøfter I fælles i klassen. 

(1996) 

��

�� 

�� 

Stillfotos fra Buldermanden af Jesper W. Nielsen 

Illustration fra Buldermanden

Se filmen Buldermanden 

• Lav en brainstorm over, hvad fil- 

men handler om? 

• Læs side 54-56 * . Del jer i fire 

grupper, og se filmen igen. 

– En gruppe er særlig opmærksom 

på lyden (reallyd, underlægningsmusik, 

effektlyde). 


på kameravinkler (frøperspektiv, 

fugleperspektiv, 

normalperspektiv, subjektivt 

kamera, nærbilleder). 


på klipningen (krydsklipning, 

hurtig, langsom). 


på de indholdsmæssige og filmiske 

gyserkendetegn. 

• Efterfølgende fremlægger grupperne 

eksempler på det, de har 

lagt særligt mærke til. 

• Drøft filmens filmiske gyservirkemidler. 

Se faktaboks. 

• Diskuter filmens motiv, tema og 

målgruppe. 

Anmeld filmen Buldermanden & 

• Gå ind på www.vildmeddansk. 

gyldendal.dk under Gys og gru. 

Skriv en anmeldelse af filmen 

Buldermanden. På websitet er et 

anmelder-skema med de spørgsmål, 

som du skal huske at 

besvare i en anmeldelse. Layout 

derefter anmeldelsen til den 

målgruppe, som du skriver til. 

Layout-effekterne er til rådighed 

på websitet. 

��

�� 

�� 

Gys på FiLm 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��point of 

view�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��: 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

neUtrALt ekspressivt 

Supertotal Total Halvtotal 

BiLLeDet sOM virkeMiDDeL 

Med disse få principper for billedkomposition kan instruktøren skrue op og ned for 

styrken af billedet som virkemiddel. Jo mere billedet afviger fra det ‘normale blik’, dvs. 

det blik der svarer til vores eget, jo stærkere, jo mere ekspressivt, kan billedet virke. 

Halvnær Nær Ultranær 

Normalvinkel Vidvinkel Televinkel 

Motiv i baggrund Motiv i mellemgrund Motiv i forgrund 

Normalperspektiv Lille frø Stor frø Lille fugl Stor fugl 

Hovedhandling inden for billedrammen Hovedhandling uden for billedrammen 

��

�� 

�� 

sUrprise og sUspense 

�� i �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��Scream��Fredag den 13�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

En lille film fra Rådet for større Færdselssikkerhed 

handler om, at man skal 

huske at bruge cykellygter, når man 

cykler i mørke. Instruktøren har valgt, 

at denne vigtige påmindelse skal fortælles 

i en klassisk romantisk stemning. 

Se en reklamefilm & 

Se filmen Husk cykellygter fra Rådet 

for Større Færdselssikkerhed på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk. 

• Beskriv alle de stemninger i filmen, 

som er ’gyseragtige’. 

• Hvordan fremstilles det farlige, i 

hvilken skikkelse? 

• Diskutér slutningen – er den 

typisk for gyserfortællinger? 

Gysets mester 

Alfred Hitchcock er blevet kaldt gysets 

mester. Han har lavet en række gyserfilm, 

der i dag må betegnes som klassikere, 

blandt andet Fuglene. Hans film 

spiller på folks fobier – angst for fx 

mørke eller mange fugle med spidse 

næb, der vil angribe forbipasserende. 

Har man ikke en fobi inden man har 

set filmene, kan filmen efterfølgende 

måske plante en hos publikum. 

Alfred Joseph Hitchcock blev født 

13. august 1899 i London. Familien var 

strengt katolsk, og opdragelsen foregik 

under hård disciplin. Forældrene holdt 

ham i et jerngreb. Faderen var streng på 

en nærmest brutal facon. Moderen var 

kærlig og omsorgsfuld, men hun ville 

dog udøve total kontrol over sønnens 

liv – hver aften skulle han stå ret ved 

hendes seng og berette, hvad han havde 

foretaget sig i løbet af dagen. 

ALFred hitChCoCk (1899-1980) 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� Alfred Hitchcock Presents� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

��

�� 

�� 

Hitchcock fortalte igen og igen en 

bestemt historie fra barndommen. Den 

stammer fra 5-6 års alderen, hvor han 

havde gjort ét eller andet forkert. Som 

straf sendte faderen ham hen til politimesteren 

med et brev. Da denne havde 

læst brevet, blev Alfred lukket inde i en 

mørk celle i et par minutter, hvorefter 

politimesteren sagde: „Dette er, hvad vi 

gør ved små, uartige drenge!“ 

Forskellige måder at læse på 

– læseværksted 

Man kan læse bøger og se film på mange 

forskellige måder. Når du ser en film i 

biografen med cola og popcorn eller hyggelæser 

en god bog på sengen, vil du sikkert 

leve dig ind i handlingen og måske 

genkende oplevelser fra dit eget liv, eller 

læse dig ind i handlingen og tilføre dit liv 

lidt af dramaet. Det kan man kalde indlevende 

spændingslæsning, og en sådan 

læsning kan være vigtig for at give dig en 

oplevelse, øge din læsehastighed, udvikle 

din empati, udvikle dit sprog osv. 

En anden form for læsning kaldes 

skimmelæsning. En læsemåde, hvor du 

hurtigt skimmer teksten for at danne 

dig et overblik og udlede informationer, 

som for eksempel, hvis du skimmer en 

bog på biblioteket for at finde ud af, om 

du vil låne den. 

En tredje vigtig måde at læse på er 

nærlæsning, hvor du får læst teksten 

grundigt og lagt mærke til detaljer og 

spor, som forfatteren har lagt ud. 

Nogle tekster er lette at forstå ved 

at læse dem en enkelt gang. Andre tekster 

kræver flere læsninger og opmærksomhed 

på vigtige steder i teksten for at 

man kan få det fulde udbytte. 

Måske kom I via hyggelæsning tæt 

på den dybere mening i novellen Killinger. 

Måske satte undrespørgsmålene jer 

i gang med en nærlæsning, så I har fået 

en brugbar fortolkning af novellen? 

Om en tekst føles let eller svær, 

kan være meget forskelligt. Der kan 

være ord, man ikke forstår, der kan 

være vigtige detaljer, man overser, men 

det væsentlige i teksten kan også være 

det, forfatteren undlader at fortælle om 

– de tomme pladser. 

Tomme pladser er et litterært begreb 

for de steder i en tekst, hvor oplysninger 

udelades, og læseren må sætte gang 

i fantasien og forestille sig, hvad der er 

sket og derved fylde hullerne ud. 

Det sker i novellen Killinger, da 

synsvinklen skifter fra pigen Marnie 

til en udenforstående, og moren råber: 

„Åh, gode Gud, Walt – vore dyrebare 

engle“. Her skal du som læser selv fylde 

de tomme pladser ud og forestille dig, 

hvad der er sket, og hvad det er, moren 

taler om! Dean Koonz’ spor og oplysninger 

i teksten gør den ufortalte handling 

rimeligt oplagt, men læseren skal selv 

forestille sig, hvordan det er sket. I 

andre tekster kan det være meget svært

at blive klar over, hvad der skal fyldes i 

de tomme huller. 

Læs novellen Killinger 

• Tal sammen to og to om det ufor- 

talte sted i novellen Killinger, fra 

hvor Marnie går op ad trappen, indtil 

det øjeblik, hvor hendes far, Walter 

Caulfield kommer ind og finder 

sin kone, der udbryder: „Åh, gode 

Gud, Walt – vore dyrebare engle.“ 

• Hvad er der sket? 

I dette kapitel er alle teksterne korte. 

Hvis du virkelig skal udfordre din læsning, 

skal du læse flere og længere tekster. 

De korte tekster er velegnede til at 

nærlæse og til at komme tæt på sproget 

og den dybere mening. I længere tekster 

foldes steder og personer mere ud, så du 

får langt bedre mulighed for at indleve 

dig i personerne og handlingen. Romaner 

kan du hygge dig med eller gyse af 

i længere tid. 

På websitet & til denne bog er en 

liste over gyserromaner, der kan lånes 

på de fleste biblioteker. Få fat i en af 

romanerne, og læs den sideløbende med 

arbejdet med resten af kapitlet. Der er 

også en liste over gyserfilm. Nogle af 

dem må I lige vente et par år med at se, 

da de først er tilladt over 15 år. 

Oplæsning 

At lære at læse en tekst højt for andre, 

så lytteren bliver grebet af teksten, er en 

del af at blive en god litteraturlæser. Når 

du læser højt for andre, er din stemme 

med til at skabe en stemning hos lytteren. 

Gysernoveller er velegnede til 

oplæsning. Personerne får liv gennem 

deres replikker, og med din stemme kan 

du fremhæve personernes måde at være 

på. Hvis du læser nogle steder i teksten 

langsomt, kan du trække spændingen 

ud – ved at læse andre passager hurtigt 

kan du øge spændingen. 

Højtlæsning 

• Gå sammen to og to, og vælg et 

uddrag af novellen Killinger (cirka 

en side). Øv jer på at læse det 

højt for hinanden. 

Få læseren til at gyse 

– skriveværksted 

Nu er tiden kommet til, at du skal bringe 

gyset frem hos læseren. Lad læseren 

møde angsten og det onde i din gyser. 

Klassen skal skrive en gyserantologi. 

��

�� 

�� 

Skriv en gyser 

• I grupper på 3-4 elever rafler I jer frem til skelettet for en gyser. Hver gruppe får 

en terning. Gruppen har et kast med terningen til hvert element. Det tal terningens 

øjne viser, svarer til det element, som tilfældet har besluttet, I skal bruge i 

jeres gyser. 

Første element: Sted 

Et af følgende seks steder skal gyserens handling overvejende foregå eller tage sit 

udgangspunkt i. Kast terningen, og se, hvilket tal øjnene viser: 

1. I et lighus 

2. I en dunkel og dyster villa 

3. På en øde landevej 

4. På en skole efter skoletid 

5. I en mørk skov 

6. I en storbys skumle gyde 

• Skriv det element ned, som terningen viste, og lav en fælles brainstorm over, 

hvordan der ser ud på det valgte sted. 

• Hvordan er vejret? Hvilken årstid er det? Hvornår foregår jeres historie (tid på 

døgnet, årstal)? 

• Hvordan er stemningen? 

Andet element: Hovedperson(er) 

Terningens øjne vil fortælle, hvem der skal være hovedperson i jeres gyser. Kast terningen, 

og se, hvilket tal øjnene viser: 

1. To venner 

2. En ung pige 

3. En skoleklasse 

4. En anklaget morder på flugt 

5. En videnskabsmand 

6. Et søskendepar 

• Notér, hvilken hovedperson/personer terningen viste, og lav en fælles brainstorm 

over, hvordan hovedpersonen eller personerne er Og hvordan de ser ud.


Tredje element: Konflikten 

Hvad sker der i historien? Hvad er problemet? Terningens øjne bestemmer, hvad der 

skal være hovedproblemet i jeres gyser. Kast terningen, og se, hvilket tal øjnene 

viser: 

1. Hovedpersonen hører pludselig mærkelige lyde 

2. Hovedpersonen tager hævn 

3. En ting bliver pludselig levende 

4. Hovedpersonen bliver bange for at være alene 

5. Et videnskabeligt eksperiment tager overhånd 

6. Hovedpersonen kan ikke lade være med at gøre noget farligt 

• Skriv konflikten ned, og tal i gruppen om, hvad der er sket? Hvordan oplever 

hovedpersonen den frygtelige begivenhed? 

Gyserkendetegn 

• En gyser kan indeholde flere eller færre af gyserens kendetegn. I har allerede 

arbejdet med de fleste i det foregående. Kendetegn 3 og 4 handler om måden, 

gyseren fortælles på. De andre kendetegn vedrører konflikten i historien. 

• Se på de 6 kendetegn: Har I et eller flere kendetegn med i det ’gyserskelet’, som 

I allerede har planlagt, springer I dette kast over. Har I brug for et særligt fokus 

eller flere ideer, kaster I terningen og lader tilfældet bestemme omdrejningspunktet 

i jeres historie. 

1. Vrede bliver til ondskab 

2. Et monster eller noget overnaturligt går amok 

3. Surprise og suspense 

4. Eksperimenter med fortælleren 

5. Noget materielt kommer ud af kontrol 

6. En død bliver vækket til live 

��

�� 

�� 


Klassens gyserantologi 

• I har nu et skelet til en gyser og skal i gang med at skrive den. I skal vælge, om I 

vil skrive alene eller i to-tremandsgrupper. 

• I skal også overveje, om gyserne skal fortælles og læses højt i klassen, for forældrene 

eller for en mindre klasse, og om novellerne skal udkomme på tryk. 

• Er du parat til at skrive, går du i gang med første udkast. Eller også kan du kaste 

terningen og få en indledning i næste boks. 

• Husk at skrive i et dokument på computeren, og gem det i en mappe, som du 

deler med resten af klassen, og som I kalder for ’Gyserantologi’. 

Seks indledninger til en gysernovelle 

• Har du brug for flere knogler til dit gyserskelet, er her seks forslag til indledninger. 

Måske passer en af dem til dit gyserskelet, og så kan du bare tage den. Måske vil du 

lade skæbnen råde, og så kaster du terningen, og ser, hvilket tal øjnene viser: 

1. Det begyndte en mørk vinteraften, jeg sad og kæmpede med en dansk stil. Uden 

for min rude stod pludselig en mystisk skikkelse … 

2. I en kulsort sky af dieselos drejede endnu en flyttebil til venstre, op ad den 

snoede vej til vores spøgelsesagtige nabogård. Bilen forsvandt mellem alléens 

træer, og jeg satte mig for at møde de nye naboer … 

3. Fyren hed Tom. Jeg kunne se, han skulle til at foretage sig noget fuldstændig 

åndssvagt. Hans øjne var blevet større, så man kunne se det hvide, ligesom hos 

en hund, der skal til at slås … 

4. En uvejrsnat i november fuldbragte jeg mit værk. Regnen slog mod loftsvinduet. 

Vinden peb ind gennem revner og sprækker og fik lysene til at blafre. Min 

skygge på væggen lignede et spøgelsesagtigt monster. Jeg kiggede hen på operationsbordet 

…


5. Jeg havde mareridt efter det i flere år. Den slags, hvor noget forfølger en, selvom 

man hele tiden forsøger at undslippe. Men det lykkedes aldrig. Jeg havde det 

elendigt, da jeg vågnede badet i sved … 

6. Måneskinnet lyste kraftigt denne nat. I mørke er alle katte grå, og byen så spøgelsesagtig 

ud på trods af månens skær. Peter skyndte sig og trådte i en vandpyt … 

Mere gys – gyserrollechatten & 

I kan fortsætte gyset ved at afprøve jer selv i gyserens univers på websitet 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk, hvor I kan spille en gyserrollechat. Den kan være 

udgangspunkt eller inspiration til flere gyserfortællinger. I skal være en gruppe på 

fire personer, der spiller gyserrollechatten sammen. Den varer 30 minutter. 

Regler 

I læser alle situationen, indledningen og rollerne til gyserchatten nedenfor eller på 

websitet. Derefter læser I hver især den aktantmodel * , der er lavet for jeres rolle 

på websitet. Aktantmodellen fortæller dig, hvad din rolle gerne vil opnå under spillet. 

Det skal du holde hemmeligt for de andre medspillere. 

Når chatten begynder, skal den, der spiller Franciska, have fundet på, hvad der 

står på mobilbeskeden, og så går spillet i gang. I skal leve jer ind i den rolle, I har, ud 

fra de oplysninger, I har fået, og hvad I selv finder på hen ad vejen. Der er vigtigt, at I 

alle sammen kommer med input til chatten, som er med til at drive historien frem. 

En af jer kommer lidt senere ind i spillet, men lytter selvfølgelig med og har selv 

viden om, hvornår han træder ind i historien. 

Ca. hver femte minut springer en bombe med en hændelse, som I skal agere på. 

Det sker fem gange. Efter 30 minutter stopper spillet, og I må selv digte videre på en 

eventuel slutning. 

Situationen i gyserrollechatten er: 

Tvillingerne er sammen med familien for nylig flyttet ind på et øde landsted, som de 

har arvet efter farens moster. Der er altid sket mærkelige og uforklarlige ting derude, 

såsom at lyset pludselig tænder i staldene. Indimellem lyder der mystiske fodtrin i et 

af værelserne. Mosteren har også været nødt til at lade en bestemt boks i stalden stå 

tom, fordi enhver hest, der har stået i den, bliver syg. Ja, nogle er sågar døde. 

��

�� 

�� 


Gennem årene er der foregået mange mystiske hændelser på landstedet. Alligevel så 

næsten hele familien det som en spændende udfordring at flytte på landet, da lejligheden 

bød sig. 

Indledning til gyserrollechatten 

Det var en lørdag aften i november, hvor mørket fik alt til at se spøgelsesagtigt ud. Skyerne 

havde lagt et truende tæppe over ethvert lys fra måne og stjerner. Vinden hvirvlede 

blade og affald rundt på gårdspladsen, og det trak op til et kraftigt stormvejr. 

I en sky af dieselos fra familiens gamle firehjulstrækker kørte forældrene af sted 

for at fejre deres bryllupsdag i byen. 

Franciska og tvillingerne sidder i køkkenet og spiser. I tavshed iagttager de 

bilen, der forsvinder væk ad den snoede vej. Stilheden brydes af en bippende mobiltelefon. 

Franciska læser beskeden højt … 

Rollerne er: 

Caroline på 14 år er en frisk pige. Hun bliver ofte irriteret på tvillingebroren Cornelius, 

blandt andet fordi han altid vinder i bordfodbold. 

Hun tilbringer en stor del af fritiden sammen med sine to heste, som heldigvis, 

efter de er flyttet til mosterens landsted, kun er ganske få meter væk fra hende døgnet 

rundt, men de mystiske hændelser på gården bekymrer hende. Der er også et 

værelse i huset, hvor hun mener der foregår underlige ting. 

Cornelius på 14 år er familiens ubestridte mester i bordfodbold. Hans plan for afte- 

nen er at få alle med på en bordfodboldturnering. 

Han er ikke særlig glad for, at familien er flyttet. Han synes, huset er uhyggeligt. 

Den første nat, han sov i huset, så han et genfærd – en gennemsigtig kvindeskikkelse 

klædt i hvidt. Skikkelsen gik lige gennem væggen. Han har ikke fortalt det videre til 

familien, da han hverken vil være til grin eller bekymre nogen unødigt. 

Udvekslingsstudenten Franciska er 19 år. Hun har boet hele sit liv i New York med sin 

amerikanske far og danske mor. Hun vil gerne bruge et år til at lære morens sprog 

og kultur bedre at kende, og bor derfor hos denne familie i Danmark. 

Egentlig ville hun denne aften gerne have været til fest med nogle af sine venner. 

Men da hun hørte at den lettere irriterende fyr, Rasmus på studiet, der nærmest 

virker besat af hende, også kom til festen, valgte hun en aften hjemme hos udvekslingsfamilien. 

Hun er lidt ærgerlig over, at familien er flyttet så langt ud på landet, 

men hun håber, at hun kan vænne sig til det.


Rasmus på 19 år dukker op på gården senere, da han har fået opsnappet til festen, 

hvor Franciska er. Han træder ind i spillet lige efter første bombe, da de andre tre er 

ude for at redde Carolines heste fra stormen. Han er godt bitter på Franciska, som 

han er sygeligt forelsket i. Han prøver at skjule det, men hans kærlighed til Franciska 

er ved at blive til had. 

Når I har spillet gyserrollechatten 

Når I har spillet, skal I prøve at sætte fortællingen ind i en aktantmodel * . I vælger 

at lade en af de fire personer være hovedperson, altså den person der har et projekt, 

der lykkes. Det kan være den person, I selv spillede, eller en af de andre. I en 

aktantmodel har hovedpersonen et projekt, som nogle er modstandere af, og andre 

fungerer som hjælpere for, ligesom i eventyret, hvor prinsen får prinsessen og det 

halve kongerige, men må gå så gruelig meget igennem undervejs. Gysere er ikke lige 

så enkle som eventyr. Modstandere og hjælpere kan være i ledtog med hinanden. 

Giveren har måske alligevel ikke lyst til at give. Alt er ikke nødvendigvis, som det ser 

ud til. 

Fortæl en gyser 

Herefter kan I gå sammen på tværs af grupperne og danne nogle grupper bestående 

af dem, der har spillet den samme person. Fortæl hinanden, hvilken rolle og funktion 

jeres person havde i gyserrollechatten. Sammenlign og drøft ligheder og forskelle. 

Med udgangspunkt i den aktantmodel, I har lavet, og den inspiration, I har fået 

fra de andre med samme rolle, går I nu i gang med at gendigte en mundtlig gyserfortælling. 

Når den er mundtlig, skal I ikke skrive alt ned, men lave stikord og have styr 

på fortællingens skelet og de dramatiske højdepunkter, samt hvordan det hele slutter. 

AktAntmodeLLen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� � � 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 


Respons 

• Når I har skrevet første udkast, laver I to print og går i responsgrupper. 

• Som ’responsgiver’ skal du være opmærksom på, at du også skal pege på noget, 

der lykkedes, og at den første respons handler om at se efter gyserkendetegn, 

spændingsopbygning, stemning og sprog. 

• Som ’responsmodtager’ skal du være opmærksom på, at teksten er din. Du kan 

bruge ideer eller kritik, som du synes. 

• Anden responsrunde er vigtig, hvis novellerne skal udkomme på tryk. I denne 

runde sørger I for, at sprog, stavning og tegnsætning bliver korrekt. 

Oplæsning af jeres gysernoveller 

• Gyserhistorier lever godt i fællesskab med andre. I kan invitere en 3. eller 4. 

klasse til et gys og gru-arrangement, hvor I læser højt fra jeres gyserantologi. 

Fik du lært det, du ville? 

• Se på de spørgsmål, du stillede til gysergenren i begyndelsen af kapitlet. Fik du 

svar på dem? 

• Gå sammen to og to, og undersøg, om I fik svar på jeres spørgsmål, eller om I kan 

besvare hinandens spørgsmål. Mangler I stadig svar, kan I finde links og henvisninger, 

hvis I vil vide mere om gysergenren på websitet & . 

• Skriv dine svar og din viden om gysergenren i din logbog. 

• Hvordan med de danskfaglige områder? For eksempel din læselyst og læsehastighed? 

Har du lyst til at læse flere gysere, så kan du downloade en oversigt på websitet & . 

• Skriv i din logbog en oversigt over de tekster, du har læst inden for gysergenren. 

• Husk at gemme din gysernovelle i din mappe eller portfolio.

� 

�� 

�

�� 

�� 

Hvad kan du lære i dette kapitel? 

I dette kapitel kan du øge dine danskfaglige kompetencer ved at: 

• Sætte din egen forestilling om breve i perspektiv til forskellige tiders brug af breve. 

• Lære forskellige breves virkemidler – fra det personlige brev til læserbrevet. 

• Analysere forskellige tekster inden for brevgenren. 

• Producere forskellige tekster fra e-mails og sms’er til breve og læserbreve. 

• Se på samspillet mellem tekst, genre, indhold, sprog og situation i breve fra 

1800-tallet og i nutidens brevformer. 

• Få kendskab til tekster af to kanoniske forfattere: H.C. Andersen og Karen Blixen. 

• Lære at fortælle og skrive historier, hvor du veksler mellem de to former. 

• Give og modtage respons på andres og egne tekster. 

• Blive bedre til at lytte til andre. 

• Udtrykke din mening, så andre forstår den. 

• Fortælle andre om noget, der optager dig, så det også kommer til at optage dem. 

Dine personlige og sociale kompetencer udfordres ved, at du: 

• Interesserer dig for og bliver nysgerrig på nye områder. 

• Finder vej til at få mere viden om verden. 

• Fokuserer på, hvad der er vigtigt. 

• Bliver mere ansvarlig i forhold til skolen. 

• Koncentrerer din opmærksomhed i længere tid. 

• Har forskellige roller i et gruppearbejde.

��

�� 

Fri sms og fri mms 

for 99 kr./md. 

Der bliver kamp om opladeren 

• 99 kr./md. i abonnement 

• 99 kr. i oprettelse 

• Mindsteudgift i 6 mdr.: 693 kr. 

• 99 øre/påbegyndt minut 

• 0 øre/sms • 0 øre/mms 

• 29 øre i opkaldsafgift 

Besøg din nærmeste TDC Mobil forhandler eller ring 80 80 80 20 

MaxSms+ er uopsigeligt i 6 mdr. Sms- og mms-prisen gælder danske mobilnumre 

i Danmark og inkluderer ikke indholdstakserede sms og mms.

Hvad skal du lære? 

• Overvej, hvad du skal lære i dette 

kapitel, og skriv det ned i din 

logbog. 

• Læs boksen på side 68: Hvad kan 

du lære i dette kapitel, og bladr 

kapitlet igennem. Vælg derefter 

mindst tre danskfaglige områder, 

som du vil fokusere på at lære i 

den kommende tid. 

• Begrund, hvorfor du har valgt lige 

netop de områder. 

• Du skal også vælge to personlige 

områder, som du vil fokusere på. 

Begrund, hvorfor du har valgt lige 

de mål. 

Breve, e-mails og sms 

Breve, e-mails og sms har det til fælles, 

at man kan kommunikere med en person 

uden at sidde ansigt til ansigt med vedkommende. 

Breve har fået tilnavnet 

’snailmail’, fordi det er den langsomste 

måde af de tre at få en besked frem på. 

Brevet er den ældste af de tre former. 

Først i løbet af 1990’erne kom e-mails 

og sms for alvor til. 

Overvej følgende: 

• Hvor meget fylder breve i dit liv? 

• Hvornår modtog du sidst et brev? 

Kan du huske, hvem brevet var 

fra? Var brevet til dig personligt, 

eller var det en rudekuvert til 

hele familien? 

• Hvad ville brevskriveren dig 

egentlig? 

• Hvordan med de nye brevformer: 

e-mail, sms og msn? 

• Hvornår modtog du sidst en sms? 

• Kan du huske, hvem den var fra, 

og hvad afsenderen ville dig? 

• Diskutér jeres overvejelser i klassen. 

Brevkommunikation 

Af jeres samtale i klassen kom det frem, 

hvor meget I benytter breve, e-mails og 

sms. I kan undersøge jeres brug af de 

forskellige brevformer mere konkret 

ved at udarbejde en spørgeskemaundersøgelse. 

��

�� 

Spørgeskema 

• I kan downloade et spørgeskema 

på websitet &, eller selv udar- 

bejde et. Skemaet skal give konkrete 

svar på følgende spørgsmål: 

• Hvor tit sender I breve, e-mails og 

sms? 

• Hvor tit modtager I breve, e-mails 

og sms? 

• Hvem er brevene, emails’ene og 

sms’erne fra? 

• Svarene kan derefter behandles 

elektronisk i et statistikprogram 

eller tælles sammen af en analysegruppe. 

Gruppen udarbejder et 

skema, der viser klassens foretrukne 

brevform, samt hvor meget 

og med hvem klassen oftest kommunikerer. 

• Sammenlign, og diskutér fordele 

og ulemper ved de tre måder at 

kommunikere på: breve, emails 

og sms. 

• Hvis de samme spørgsmål blev 

stillet til jeres bedsteforældre, 

hvordan tror I så, skemaet 

ville se ud? 

Ring til et ældre familiemedlem 

• Interview et ældre familiemedlem 

ved at stille de samme spørgsmål, 

som I stillede jer selv. Notér svarene 

og medbring disse til næste 

dansktime. 

• Svarene samles i et skema over 

bedsteforældregenerationens 

foretrukne måder at kommunikere 

på. Skemaet tegnes op på en 

planche, der hænges op i klassen. 

• Sammenlign de to generationers 

brevformer, og snak om ligheder 

og forskelle. 

• Hvad er rigtig godt ved at være 

ung i en verden, hvor en mobiltelefon 

er en naturlig del af hverdagen? 

Er der nogen ulemper ved 

mobiltelefoner?

I 1800-tallet blev breve bragt ud med skib, hestevogn og fodpost. Skulle et brev fra fx Jylland til København, 

tog det 6-7 dage. Skulle brevene fra Danmark til Italien, kunne det let vare 3-4 uger 

H.C. Andersen, en flittig brevskriver 

Danmarks store digter H.C. Andersen 

(1805-1875) skrev og modtog mange 

breve hele livet igennem. På hans tid 

var breve også den eneste mulighed for 

kommunikation ud over hilsner og det 

personlige møde. Det at telegrafere til 

hinanden blev dog udviklet i løbet af 

1800-tallet. H.C. Andersen har fx skrevet 

eventyret Den store søslange. Det 

handler om det enorme telegrafkabel, 

der i 1866 blev lagt under Atlanterhavet 

fra Irland til Amerika. 

En sådan opfindelse satte H.C. 

Andersens fantasi i gang. Han prøvede 

at sætte sig ind i, hvad havets dyr sagde 

til det store kabel: 

„Fisk og snegle, alt hvad svømmer, alt 

hvad kryber eller drives af strømninger 

fornam denne forfærdelige ting, denne 

umådelige, ubekendte havål, der lige 

med et var kommet ned ovenfra.“ 

„Hvad var det dog for en ting? Ja, 

det ved vi! Det var det store milelange 

telegraftov, menneskene sænkede mellem 

Europa og Amerika.“ 

H.C. andersen (1805-1875) 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� Fodreise fra Holmens 

Canal til Østpynten af Amager� 

� �� 

��Eventyr fortalte for børn� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

i 

��

�� 

H.C. Andersen skrev rigtig mange breve, 

omkring 20 om dagen – og det var både 

rejsebreve fra sine mange rejser og personlige 

breve til venner og bekendte. 

En stor del af disse breve er tilgængelige 

for os via Det Kongelige Biblioteks 

hjemmeside. 

Efter H.C. Andersens død kom hans 

store samling af breve i varetægt hos 

familien Collin, der var en rig københavnsk 

familie, som hjalp og støttede 

Andersen i de første svære år i København. 

H.C. Andersen blev født i Odense 2. 

april 1805. Fuld af optimisme og gåpåmod 

flyttede han til København, da han 

var 14 år gammel. Et par år senere skrev 

han et brev til Hr. Iversen, som står på 

næste side. 

Læs brevet 

• Hvad ønsker H. C. Andersen i 

brevet? 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

��

Til St. Hr. Bogtrykker 

(og udgiver af Avisen) Iversen 

Vestergade i Odense 

Gode Hr. Iversen 

Februar 1823 

Jeg tager mig den Frihed at skrive Dem til om en lille Anmodning, 

som jeg haaber, at de ikke bliver vred for; da de dog har 

lovet, at vis de kunde være mig til nogen Tjeneste de da vilde. 

– Altsaa. – Jeg sagde dem sidst i Kjøbenhavn, at jeg ikke kom 

til Odense før jeg Nogenledes kunde vise mig peen i Klæderne, 

nu seer jeg mig, Gudskee-Tak, i stand dertil, og har derfor 

besluttet i Paasken at tage hjem til min gamle Fødebye, Moder, 

og mine Velyndere. – Vi faae Ferie her i Skolen, Mandagen før 

Paaske og jeg vilde da blive i Odense til næste Løverdag før 

Paaske, altsaa kun 6 Dage. – Men jeg veed, at min Moder har 

ingen Seng til mig da hendes Forfatning er Indskrænket, jeg 

tager mig derfor den Frihed at bede dem unde mig Nattely i de 

faa Dage, da det vil koste for meget at ligge paa en Gjestgivergaard. 

– Vil de ikke svare mig herpaa med første Post. – Hilsener 

til alle i deres Omgivning. 

ærbødigst 

Andersen 

��

�� 

Tæt på brevet 

Når vi læser H.C. Andersens breve i dag, 

læser vi dem anderledes end de personer, 

som brevene var skrevet til i 1800-tallet. 

Hr. Iversen svarede følgende: 

S.T. Hr. Studiosus artium Andersen 

Discipel i den lærde Skole i Slagelse 

logerende hos S.T. 

Frue Henneberg 

Odense 23. Febr. 1823 

Saa kjært som det vilde være mig at see 

Dem igjen i Odense i en heldigere Stilling 

end da De forlod samme; saa ukjært er 

det mig at jeg ikke kan opfylde Deres 

Ønske at logere Dem hos mig, eftersom 

jeg ejer kun eet Gjæstekammer, og deri 

logerer en Broderdatter af mig, som har 

været her siden afvigte Sommer. 

Lev vel! Gud lade Dem fremdeles gjøre 

heldig Fremgang! det ønsker af Hjertet 

Deres Ven 

Iversen 

Diskuter indhold og form i de to 

breve på side 75 og 76. 

• Indhold: Hvad handler teksten 

om? 

• Form: Hvordan kommer budskabet 

frem? 

Forestil dig, at du ønsker at holde 

ferie hos en bekendt eller et fjernt 

familiemedlem. 

• Skriv lidt ned om den person, du 

tænker på. 

• Skriv et brev til personen, hvor 

du fortæller, at du gerne vil bo 

hos vedkommende en uges tid. 

• Byt dit brev, og det, du har skrevet 

om personen, med en klassekammerat. 

• Læs din klassekammerats brev 

og oplysningerne om personen. 

• Skriv et svar på din klassekammerats 

brev. 

Fra Andersen til Ingemann 

Breve er en skrivegenre, hvor afsender 

og modtager har et forhold til hinanden. 

Afsenderen har en intention – en 

hensigt. H.C. Andersens hensigt er, at 

han gerne vil have et sted at overnatte 

i Odense. Hr. Iversens hensigt er på en 

høflig måde at fortælle, at han desværre 

ikke har plads til Andersen. 

Brevet på side 77 er fra H.C. Andersen 

til en anden af 1800-tallets store 

digtere, nemlig forfatteren og salmedigteren 

B.S. Ingemann (1789-1862). Se side 

31. Vi ved ikke præcis, hvornår brevet er 

skrevet, fordi det er udateret, men det

er blandt de første, der er bevaret fra 

H.C. Andersens hånd. 

Man regner med, at brevet er fra 

foråret 1822, hvor Andersen ved siden 

af teaterarbejdet for alvor begyndte at 

digte, og i den forbindelse henvendte 

han sig til B.S. Ingemann, der også var 

en meget populær skuespilforfatter. 

Hr Ingemann 

Stolende paa Derres Godhed fordrister 

jeg mig at skrive Dem til for at anmode 

Dem om at igjenemlæse det indlagte 

Papir - Jeg føler meget veed at jeg 

maae henvende mig til Fremmede men 

jeg seer at jeg paa ingen anden Maade 

kan naa det Maal jeg anseer for min 

største Lykke. - Blottet for alt vovet jeg 

mig til Hovedstaden med det Haab at 

jeg ved ædelmodige Menneskers Hjelp 

og ved det Talent som jeg efter fleres 

Dom skulde besidde vilde arbeide mig 

frem - (vis De ej vil opfylde mit Ønske 

da jeg er Dem ganske Fremmet haaber 

jeg De dog tilgiver mig) vis det var Dem 

til Fornøielse vilde jeg Declamere nogle 

Scener og Digte for Dem Jeg har ogsaa 

vovet at skrive nogle Vers og Tragedier 

vis De vilde see disse da Jeg veed man 

maae være Overbærende med en Ustuderet 

Begynder. 

underdanigst 

Hans Christian Andersen 

Gå tæt på H. C. Andersens brev. 

Brug begreberne fra afsnittet Tæt 

på brevet, side 76. 

• Diskuter, hvad H.C. Andersen vil 

med brevet? 

Fem minutters hurtigskrivning 

• Forestil dig, at du har brug for 

hjælp af en person, som du ved 

kan noget, du ikke selv kan. Du 

kender ikke selv personen, men 

har hørt om ham eller hende gennem 

en bekendt eller via medierne. 

Hvordan vil du henvende 

dig til personen? Vil du vælge at 

ringe, maile, sms’e eller skrive et 

brev? Skriv. 

• Diskutér den brevform, du har 

valgt. På hvilken måde er jeres 

valg af brevform forskellig fra 

H.C. Andersens måde at skrive 

til Ingemann på? Er der nogen 

ligheder? 

Skriv fiktiv chat på gammeldags 

dansk & 

• Gå ind på ARTLOVERS på websitet 

&. Skriv en fiktiv chat mellem 

’Kaptajn Henrik’ og ’Crisy’. Du kan 

arbejde sammen med en klassekammerat. 

Vælg en figur hver. I 

kan bruge følgende retningslinjer: 

Hvem tager initiativet til 

��

�� 

Personlige og offentlige breve 

Breve er en genrebetegnelse, der bruges 

om mange måder at skrive på. På den 

ene side er der personlige breve, og på 

den anden side er der offentlige breve 

* . 

chatten? Hvordan præsenterer 

de sig for hinanden? Hvordan 

nærmer de sig hinanden? Skal de 

mødes? Hvor og hvordan? Skriv 

så vidt muligt i datidens sprog 

(PS: ’Kaptajn Henrik’ og ’Crisy’ var 

samtidige med H.C. Andersen). 

Et personligt brev er et brev, hvor 

en person skriver til en anden fx for at 

fortælle om noget, han/hun har oplevet. 

Er afsenderen en kendt person som H.C. 

Andersen kan det personlige brev få 

offentlighedens interesse. 

Rejsebreve, der er skrevet med henblik 

på at blive trykt i en avis, skrives i 

et andet sprog og har et andet indhold 

end private rejsebreve, der er skrevet 

til et nært familiemedlem eller en ven. 

Hvis alt det personlige trækkes ud af et 

brev, bliver det formelt og kedeligt. 

Personlige breve kan være helt private. 

Altså kun interessante for afsender 

og modtager. H.C. Andersen blev som 

menneske så kendt og berømt, at mange 

mennesker synes, at alt, hvad han gjorde 

og skrev, er interessant. På samme måde 

som i dag, hvor en del mennesker synes 

at stort set alt, hvad kendte mennesker 

siger og gør, er interessant. 

Nedenstående brev er til H.C. 

Andersen fra hans mor. 

Gode Søn! 

Din sidste skrivelse haver jeg med 

Glæde, modtaget, O, gode Christian, 

Hvor Din Gamle Moder glæder sig, 

over Din gode Fremgang, og det er, og 

bliver Din Moders Hiertens Ønske at 

det bestandig maae gaae Dig Lykkelig 

og vel! gode Christian. Din Moder, 

Henlever i det faste Haab, at Du min 

gode Søn, bliver min Alderdoms Trøst, 

og Glæde, Dit ædle Hjerte er jeg overbevist 

om føler lige saa meget for mig. 

Som mit Moderlige Hjerte for Dig! Gode 

Søn Du Helses fra Alle paa det Kiærligste, 

og ønsker Dig en god Fremgang. 

Men især Helses Du fra Din til Døden 

hengivne Moder. Od. d. 2. Feb. 1825. 

Anne Marie 

Gode Christian, denne Dag er min 

Bryllupsdag for 20 Aar siden. 

• Diskutér indholdet i ovenstående 

brev. 

• Find eksempler på oplysninger, 

der er private og personlige. 

�� 

�� 

*

Ernst Meyer: En romersk gadeskriver skriver et brev for en ung pige (1827) 

• Er brevet overhovedet interessant 

for andre end H.C. Andersen og 

hans mor? 

• Forestil dig, at ovennævnte brev 

var sendt som en e-mail fra en mor 

til sin søn i nutiden og ikke som 

et brev skrevet i 1825. Hvordan vil 

e-mailen være skrevet? Skriv e-mailen. 

Du skal hele tiden have modtageren 

i tankerne, når du skriver. 

• Byt mail med en klassekammerat. 

Gå tæt på mailen. Brug punkterne 

fra afsnittet Tæt på breve på side 76. 

• Overvej, hvilke forskelle, der 

er på breve afsendt i 1826 og 

e-mails fra nutiden. 

Hvordan med sms? 

• Forestil dig, at du har besluttet at 

skrive en sms til en ven eller veninde, 

som du ikke har set længe. 

Du vil gerne høre, om I snart kan 

ses igen. Hvordan vil sms’en se 

ud? Tag evt. din mobiltelefon 

frem, og skriv sms’en på den. 

• Læs sms’erne højt for hinanden. 

��

�� 

Karen Blixen på løvejagt 

Når breve får en ny betydning 

Barua a Soldani & er et uddrag fra 

Karen Blixens i Skygger på græsset, der 

rummer en lang række fortællinger fra 

hendes ophold i Afrika fra 1913 til 1922. 

Karen Blixen er på løvejagt. Lige 

inden hun affyrer det dræbende skud, 

tænker hun, at løven ligner løven i det 

danske rigsvåben. Nedlægger hun den, 

skal kongen have skindet. 

Karen Blixen får nedlagt løven og 

sender det smukke skind til kongen. 

Det bliver anbragt i tronsalen på Amalienborg. 

Kongen skriver et personligt 

takkebrev til Karen Blixen. 

Karen Blixen 

�� 

�� 

�� 

Den afrikanske farm�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

i

BARUA A SOLDANI 

af Karen Blixen & 

Da jeg først kom til Afrika havde jeg ikke Ro i Hjertet før jeg havde erhvervet mig et 

virkelig smukt Eksemplar af hver enkelt Art Vildt. I mine sidste ti Aar derude skød jeg 

kun modvilligt, naar det ikke netop gjaldt at skaffe Kød til mine Folk. Det var for mig 

kommet til at tage sig ilde ud og at føles stygt, eller rent ud vulgært, for nogle Timers 

Spænding at slutte et Liv af, som hører til i det store Landskab og som langsomt er 

vokset op i det gennem ti eller tyve eller – hvor det gælder Bøfler eller Elefanter – i halvtreds 

og maaske hundrede Aar. Men Løvejagt blev ved at være, som da jeg først kom til 

Landet, mine Øjnes Lyst og mit Hjertes Begæring. Jeg skød min sidste Løve ganske kort 

inden jeg rejste tilbage til Europa. 

Idet jeg nu, denne Nytaarsmorgen, saa lydløst som muligt kom ud af Vognen og 

gennem det lange, drivvaade Græs, som vaskede mine Hænder, Riflen og mit Ansigt, 

langsomt gik frem og op mod Løven, stod den fuldkommen stille, med Siden til og 

Hovedet løftet, saa smukt et Skud som jeg nogensinde i mit Liv vilde se for mig. 

Solen stod nu lige under Horisonten, Østhimlen bag den mørke Silhouet var klar som 

flydende Guld. En Tanke slog mig: „Jeg har set Dig før, jeg kender Dig godt. Men hvorfra?“ 

Svaret meldte sig ligestraks, af sig selv: „Denne er en Løve ud af det danske Rigsvaaben, en 

af vore tre mørkeblaa Løver paa Guldgrund, Lion posant or hedder det i Heraldikken*. Det 

ved han meget godt selv.“ Og idet jeg satte mig ned, fik Denys’ Riffel i Stilling paa Knæet og 

tog Sigte, bestemte jeg: „Hvis jeg faar denne Løve vil jeg give Kongen af Danmark Skindet.“ 

Skuddet faldt, drønede vidt omkring i det stille Morgenlandskab og blev svaret i et 

langt Ekko fra Højene. Det saa for mig ud som om Løven uden at ændre sin Stilling blev 

baaret nogle Fod lodret op i Luften inden den kom ned og sank sammen. Den var ramt 

lige i Hjertet, det var som det skulde være. 

Jeg har i min Bog fortalt hvordan jeg sad og saa til mens Denys og Kanuthia flaaede 

Løven. Naar jeg nu, efter saa mange Aars Forløb, ser tilbage og dvæler i Stunden, bliver 

den til alle Sider om mig ligesaa klar og levende som den Gang, klarere end nogen anden 

og svær igen at slippe af Tankerne. Paa den Skraaning hvor jeg sad var Græsset kort som 

paa en Plæne, Masaierne* havde brændt det af for med Regnen at faa frisk Græs til deres 

Hjorder, Højlandsluften gik mig til Hovedet som Vin, Gribbenes Skygger løb over mine 

Fødder. Der var vældige Udsigter omkring mig, flere Hundrede Fod under mig, i Dalen, 

hvor Akacietræerne, mørkere end Sletten, markerede Flodens Løb, kom tre Giraffer tilsyne, 

stod en Stund og forsvandt igen. Lovet være du Herre for Søster Giraf, som er Pasgænger, 

udmærket tugtig* og aandsfraværende, som bærer sit ganske lille Hoved højt over Græsset, 

med en Straalekrans af lange Vipper over sine slørede Øjne, og som har saa tydelig Lighed 

med en fin Dame at man afstaar fra at tænke paa dens Ben, men erindrer sig den som 

��

�� 

flydende over Sletten i lange Draperier* af Morgentaage eller viftende Steppegræs. 

Jeg vidste imens jeg sad her, uden at tænke derover, at jeg var saa højt oppe paa 

Jorden som jeg kunde komme, en ganske lille Figur i en vældig Retort af Luft, Jord og 

Græs, og eet med den. Jeg tror at jeg, uden at tænke derover, vidste eller anede at jeg 

ogsaa var allerhøjest oppe i min egen Tilværelse: noget højtideligt, en Slags Smerte, 

dvælede i Rummet om mig. 

Nu viste det sig, at den Løve jeg havde skudt var et sjældent fuldkomment Eksemplar 

af sin Race, hvad de ude i dens eget Land kalder en „black-maned Lion“, med den mørke, 

svære Manke langt bag over Skulderbladene. Denys’ Gunbearer, som havde været med 

til at flaa mange Hundrede Løver, erklærede at dette Skind var det skønneste han nogensinde 

havde haft mellem Hænderne. Og da det traf sig at jeg samme Foraar skulde rejse 

paa Besøg til Danmark, tog jeg Skindet med, og gav det, paa Vejen hjem, i London ind til 

Firmaet Rowland Ward for at de kunde sætte det op. 

Da jeg i Danmark fortalte mine Bekendte at jeg vilde give Kongen Løveskindet, lo de 

ad mig. 

„Det er det værste Snobberi vi har hørt om,“ sagde de. 

„Det forstaar I jer ikke paa,“ svarede jeg dem, „I har ikke levet i mange Aar langt borte 

fra eders eget Land.“ 

„Men hvad skal Kongen gøre med Skindet?“ spurgte de. „Han har da vistnok ikke 

tænkt sig ved Nytaarskuren at optræde som Herkules. Han bliver fortvivlet over at faa 

det Skind!“ 

„Ja, hvis Kongen bliver fortvivlet,“ sagde jeg, „saa maa han blive fortvivlet. Men det 

er jo ikke sikkert at det kommer saa vidt, for Kongen har vel paa Christiansborg eller 

Amalienborg et Loft hvor han kan lade det lægge op.“ 

Men da jeg om Efteraaret skulde rejse hjem til Afrika, havde Rowland Ward endnu 

ikke Skindet færdigt. Jeg maatte give Afkald paa selv at overbringe Kongen det, og bede 

en gammel Onkel, som havde været Adjudant hos ham, om at gøre det i mit Sted. Hvis 

Kongen nu virkelig blev fortvivlet over at faa det, skjulte han det meget smukt, for paa 

Farmen fik jeg fra ham et egenhændigt Brev hvori han venligt takkede mig for det. 

Et Brev hjemmefra betyder meget for Mennesker i Udlændighed. De gaar gerne med 

det i Lommen i flere Dage, for fra Tid til anden at kunne tage det op og læse det een 

Gang til. Et Brev fra en Konge maa dog altid have en særlig Betydning. Jeg fik Kongens 

Brev ved Juletid, og forestillede mig hvordan han havde siddet ved sit Skrivebord paa 

Amalienborg, set ud over den hvide Amalienborg Plads og den sneklædte Rytterstatue 

af hans egen Tip-Tip-Tip-Oldefar, i Paryk og klassisk Brystharnisk, midt paa den. For 

nogle Maaneder siden havde jeg selv hørt til i København og været en lille Bestanddel af 

Byen. Jeg stak Brevet ned i Lommen paa mine gamle Khaki-Slacks og red ud. 

Det Arbejde paa Farmen som jeg skulde inspicere, gik for sig et Par Miles fra mit

Hus, hvor vi var ved at rydde et Stykke Skov for at anlægge en Kaffemark. Jeg red langsomt 

gennem Skoven, som endnu var frisk grøn efter den korte Regntid, med skiftende Strømme 

og Hvirvler af fin Duft. Her var jeg tilbage igen, hvor jeg skulde være, en Del af Afrika. 

En halv Time inden jeg kom til den aabne Plads i Skoven, var der derude sket en 

Ulykke. En ung Kikuyu, som hed Kitau, var ikke hurtigt nok kommet af Vejen for et stort 

gammelt faldende Træ, og hans ene Ben var blevet knust under det. Jeg hørte paa Afstand 

hans lange, jamrende Klagen, jeg satte Rouge i Galop paa Skovstien. Da jeg kom helt op til 

Ulykkesstedet havde Kitau’s Arbejdsfæller faaet ham trukket ud under Træet og lagt paa 

Grønsværen, de trængte sig tæt omkring ham, skiltes da jeg kom, men holdt sig dog nær 

til os, for at se hvad Indtryk Ulykken gjorde paa mig og høre hvad jeg sagde om den. 

Kitau laa i en Pøl af Blod, Mosset under ham var gennemblødt deraf. Hans ene Ben 

var slaaet over lige ovenfor Knæet og laa ud fra Kroppen i en forrykt, grum Vinkel. 

Jeg lod Skovhuggerne holde min Hest og sendte en Runner op til Huset for at give Farah 

Besked paa at bringe os Vognen ud, saa jeg kunde køre Kitau til Hospitalet i Nairobi. Men min 

lille Ford Kassevogn var tilaars, den lod sig kun modvilligt sætte igang og gik nødig paa mere 

end tre Cylindre. Jeg følte med tungt Hjerte, at det vilde vare en Tid inden den lod sig se. 

Mens vi ventede sad jeg hos Kitau. De andre Skovhuggere havde trukket sig tilbage i 

nogen Afstand og stod der ganske ubevægelig, mørke mod den mørke Skov. Kitau havde 

svære Smerter og græd hele Tiden. 

Jeg havde altid Morfin ved Haanden i Huset, til de Tilskadekomne fra Farmen som 

blev bragt mig derop. Men herude havde jeg ikke hverken Morfin eller Sprøjte. Da det 

gik op for Kitau at jeg var hos ham, klagede han sig hjerteskærende og tiggede om 

Hjælp: „Saidea mimi“ – hjælp mig – Msabu, og igen: „Saidea mimi! giv mig den Dawa 

som hjælper Folk“ altimens han famlede over min Arm og mit Knæ og krampagtigt 

holdt fast i mit Tøj. Naar jeg red omkring paa Farmen havde jeg gerne smaa Stykker 

Sukker i Lommerne og delte det ud til de Totos som vogtede Familiernes Faar og Geder 

paa Sletten og som raabte efter mig naar de saa mig. Jeg tog nogle Stykker op til Kitau, 

han vilde ikke løfte sin forrevne Hænder men lod mig lægge dem paa hans Tunge, eet 

for eet. Det var som om de lindrede hans Smerter noget, saalænge han havde Sukkeret i 

Munden sagtnedes hans Klagen til Klynken. Men min Beholdning af Sukker tog Slut, og 

da begyndte han igen at hulke højt i stor Vaande, lange Kramper løb gennem Kroppen 

paa ham. Det er en smertefuld, usalig Oplevelse at sidde ved Siden af et Menneske der 

lider saa meget, uden at kunne hjælpe, man maa overvinde sig for ikke at staa op og 

løbe bort eller, som med et sygt Dyr, at gøre en Ende paa Elendigheden, - jeg tror at jeg 

tilsidst saa mig om efter et Redskab dertil. Saa kom igen hans skrækkelige regelmæssige 

Stønnen: „Har Du ikke mere, Msabu? Har Du ikke mere at give mig?“ 

I min Raadvildhed stak jeg endnu en Gang Haanden i Lommen og stødte paa Kongens 

Brev. „Jo, Kitau,“ sagde jeg, „jeg har mere. Jeg har noget mzuri sana – ganske 

��

�� 

udmærket godt – jeg har et Barua a Soldani – et Brev fra Kongen hjemme i mit eget 

Land. Og det ved alle Mennesker at et Brev fre en Konge, mokone yake,“ – i hans egen 

Haand – „det tager Smerter bort, hvor slemme de saa er.“ Jeg tog Kongens Brev op, lagde 

det paa hans krampagtigt stønnende Bryst og stemmede min Haand imod det. Jeg tror 

at jeg – herude i Skoven hvor Kitau og jeg var saa at sige alene – prøvede at samle al den 

Kraft jeg havde i mig, i min højre Haand. 

Det var underligt for mig selv at se, at mine Ord og min Bevægelse næsten med det 

samme sendte en Virkning gennem ham. Hans fortrukne Ansigt glattedes ud og blev 

stille, han lukkede Øjnene. Lidt efter aabnede han dem igen og saa paa mig og hans Blik 

var da saa ganske et lille Barns Blik, inden det endnu har lært at sige noget, at jeg blev 

næsten overrasket da han talte til mig. „Ja,“ sagde han, „det er mzuri sana,“ igen lidt 

efter: „Ja, det er mzuri sana,“ og igen: „Bliv ved at holde det fast paa mig, Msabu.“ 

Da Vognen langt om længe naaede frem til os og vi havde faaet Kitau lagt op paa 

Ladet, vilde jeg sætte mig ved Rattet, men ved Forestillingen herom arbejdede Kitau 

sig øjeblikkelig op i en frygtelig Uro. „Nej, Msabu,“ anraabte han mig. „Farah kan køre 

Vognen, – sig til ham at han skal gøre det! Du skal blive hos mig og holde Barua a Soldani 

fast paa mig, ellers kommer den store Pine tilbage ligesom før.“ Jeg sad da paa Bunden 

af Vognen ved Siden af ham den lange Vej ind til Nairobi, med Haanden paa Kongens 

Brev. Da vi standsede foran Hospitalet lod Kitau igen Øjnene synke i, som om han fra nu 

af stængte* alle Indtryk ude, men han slap ikke sit faste Tag i mit Tøj, mens jeg forhandlede 

med Oversygeplejersken og Lægerne. De gav mig Lov til at følge med hans Baare ind 

i Operationsværelset og indtil han var lagt op paa Bordet, og saa længe var han tavs. 

Jeg kan her indskyde at de virkelig paa Hospitalet fik hans Ben sat sammen saa at 

han kunde gaa paa det, om ogsaa han kom til at halte Livet igennem. 

Jeg kan ogsaa med det samme berette at jeg senere hen, i Danmark, af Kongens egen 

Mund hørte at mit Løveskind havde faaet en ærefuld Plads i Tronsalen paa Amalienborg 

med et Isbjørneskind som Pendant til den anden Side af Tronen. 

Men nu bredte sig paa Farmen Rygtet om at jeg havde dette Barua a Soldani med dets 

magiske Kraft. Folk vilde vide noget mere om det. Mine Squattere* begyndte at komme 

op til Huset, een for een, for at føle sig for. De gamle Koner kom først, nysgerrige men 

beherskede, som Høns der pikker her og der i Græsset efter et Korn til Kyllingeflokken. 

Nogen Tid efter blev saadanne Syge som havde særlig svære Smerter baaret op til mig, for 

at de en Stund kunde faa Kongens Brev lagt paa sig og lettes eller lindres derved. Sidenhen 

forlangte man mere. Man maatte faa Kongens Brev til Laans og med hjem i Manyattaen, til 

Lindring for en døende gammel Bedstemoder eller et lille lidende Barn. 

Kongens Brev blev straks fra Begyndelsen indrangeret og placeret i min Beholdning 

af Medicin. Bestemmelsen blev taget af Farmens Folk selv, uden at jeg havde noget med 

den at gøre. Barua a Soldani var et ufejlbarligt Middel mod Smerter, herom var der

aldrig den ringeste Tvivl. Ingen nok saa voldsom eller ihærdig Ve kunde staa sig imod 

det. Men det maatte kun søges og bruges i virkelig haard Nød. 

Det kunde vel fra Tid til anden ske at en ung eller gammel Kikuyu med Tandpine 

skreg en Fordring paa Kongens Brev ud. Men hans Naboer viste den tilbage med dyb 

Forargelse, eller ganske ufølsomme. „Du,“ raabte de til ham, „Du har ikke andet i Vejen 

med Dig end en daarlig Tand. Du kan gaa ned til gamle Jeroge Bemu og faa ham til at 

trække den ud for Dig. Hvordan skulde Du kunne faa Kongens Brev? Nej men her er 

gamle Kathegu som ligger meget syg, med gruelige Smerter i sin Mave, han dør i Nat. 

Hans Dattersøn er kommet og venter her, for at faa Barua a Soldani af Msabu til ham 

indtil i Morgen tidlig. Ham vil hun lade faa det.“ Paa dette Tidspunkt havde jeg faaet syet 

en lille Lædertaske med en Rem i til Brevet. Og da vilde den alvorlige lille Dreng som 

stod stiv og ventede lidt borte, tage Tasken af Kamantes Haand, forsigtigt hænge den om 

Halsen og vandre bort med sin egen Haand paa den. Næste Morgen stod han ligesaadan 

paa Terrassen. Jo, hans Bedstefader var død tidligt til Morgens. Men Barua a Soldani 

havde hjulpet ham godt hele Natten. 

Jeg har mødt denne Holdning eller Indstilling hos de Indfødte andre Steder, de stod i 

et særligt Forhold til Livet og dets Kaar. Der er i Tilværelsen nogle Ting som kan lade sig 

gøre, og andre der ikke kan lade sig udføre, og de tog Lovene til Efterretning, affandt sig 

med Tilværelsens Gang og faldt ind med dens Rytme i tavs Ydmyghed, eller Stolthed. 

Da Fathima, Farah’s unge Kone, fik sit første Barn, var Fødslen meget svær. Ud paa 

Eftermiddagen havde Kvinderne næsten ganske opgivet Haabet om at hun skulde staa det 

igennem. Fathima’s Moder, som var en anselig og anset Figur i min Husholdning, havde 

haft Bud efter omkring et Dusin Somalikoner af Nairobi’s bedste Familier til at staa sin 

Datter bi. De kom kørende ud til Farmen i Aly Khan’s – den indiske Vognmands – Muldyrvogn, 

i højt Humør og fulde af god Vilje, yndefulde og farverige som gamle persiske 

Billeder i deres svulmende gyngende Skørter og let viftende Slør. Kvindernes Verden 

steg med eet som en Flodbølge over Farah’s Hus, der laa værdigt i nogen Afstand fra 

mine Husfolks Hytter, underlagde sig det og skyllede alle Personer af Mandkøn – og 

ham selv imellem dem – saa langt af Vejen som Somali-Sømmelighed krævede det. Kvinderne 

tog derefter fat paa at opvarme Barselstuen med Trækul i fine Messingbækkener 

til kvælende Hede, og at fylde Luften med Skyer af særegen Somali Barsel-Røgelse, og 

mine Ridebukser lugtede endnu, da jeg tre Aar senere i Danmark pakkede dem ud af 

Kufferten, af den fine, sjældne Vare. Jeg sad derinde nogle Timer, halvvejs bedøvet. Jeg 

tiltroede ikke mig selv at kunne gøre Nytte, men jeg følte at det til Lejligheden var den 

rette Opførsel, og ventedes af mig. 

Fathima var en yndig ung Skabning, femten eller seksten Aar gammel, med Øjne som 

et Raadyr, saa smal at man ikke begreb hvor hun nogensinde havde opbevaret sit Barn, 

let i Bevægelserne og i det daglige Liv paa Farmen mild og munter og lidt næbbet 

��

�� 

af sig som et lille Pigebarn. Jeg havde den allerdybeste Medlidenhed med hende. De venlige, 

gamle og unge Fødselshjælpersker var nidkære og utrættelige i deres Gerning, de 

bukkede hende sammen og strakte hende igen ud, fra Tid til anden dunkede de hende i 

Ryggen med knyttede Hænder som om de vilde dunke Barnet frem. Mens jeg var i Huset 

blev kun et enkelt Lægemiddel givet. En Matrone, vistnok den ypperste i Selskabet, frembar 

med Andagt et dybt Lerfad, paa Indersiden tæt beskrevet med Trækul med Vers af 

Koranen. Fadet blev fyldt med Vand, Indskriften blev vasket ned deri og Vandet tyllet i 

den unge sagte klagende Barselkone. 

Denne vigtige Begivenhed paa Farmen fandt Sted mens Prinsen af Wales – den nuværende 

Hertug af Windsor – var paa sit første Besøg i Landet. Til Ære for ham blev en 

stor Concours Hippique afholdt i Nairobi, og jeg havde meldt min Hest „Poor-Box“ ind 

til Springkonkurrencen, den var i Øjeblikket i Træning i Limoru. Just da Bevægelsen 

i Barselstuen var paa sit højeste og det saa allermørkest ud, huskede jeg at jeg havde 

lovet samme Eftermiddag at komme over til Limoru med en Sæk Havre til den. Jeg var 

allerede forsinket, jeg maatte tage bort med det samme, og kunde ikke komme hjem før 

ud paa Aftenen. Med hvilke Efterretninger vilde jeg da blive modtaget? Jeg kørte afsted 

med tungt Hjerte, med Kamante bag i Vognen. 

Paa Hjemvejen fra Limoru kom jeg forbi den franske Mission. De franske Fædre havde 

lovet mig Salatfrø hjemmefra og jeg standsede Vognen for at sende Kamante ind efter 

det. Kamante havde hele Vejen været fuldkommen tavs. Han kunde godt lide Fathima og 

hun var det eneste Menneske om hvis Intelligens jeg nogensinde har hørt ham ytre sig 

med hvad der lignede Anerkendelse. Da jeg nu holdt stille foran Indgangen til Missionen 

spurgte han mig alvorligt: „Skal Du ind i Kirken her for at bede den Dame derinde, som 

er Din Veninde, om at hjælpe Fathima?“ Den Dame inde i Kirken som var min Veninde, 

var Jomfru Maria, hvis Statue af Papier Maché, i himmelblaat og med en Lilje i Haanden, 

Kamante havde set da jeg Julenat havde taget ham med til Midnatsmessen. Jeg syntes ikke 

at jeg kunde svare nej, saa jeg svarede ja, og gik da først en Stund ind i Kirken paa Vej til 

Refektoriet. Der var køligt derinde, med et blidt Lys over Jomfru Maria’s Kjole og Ansigt. 

Da vi kom hjem til mit Hus var Fathima’s Barn født, – Saufe, som siden skulde blive 

en saa betydningsfuld, lystig og dominerende Person i det, – og hun selv sov trygt. 

Hendes Moder kom imod mig, mægtig, med blodige Pletter paa Kjolen og lysende Ansigt: 

Alt var lykkeligt! Kamante ventede til han og jeg igen var alene, og sagde saa: „Der kan 

Du se, Msabu. Det var godt at jeg huskede Dig paa at spørge den Dame, som er Din 

Veninde, om hun vilde hjælpe Fathima.“ 

Man skulde da nu tro at Kamante, med sin Indsigt i mit Forhold til en saa indflydelsesrig 

Personlighed, vilde have fundet Lejlighed til at komme tilbage til det og have bedt mig gøre 

Brug af det. Men det kom aldrig for. Der er i Tilværelsen Ting der kan lade sig gøre, og andre 

der ikke lader sig udføre. Og vi som kender Lovene maa indstille os paa dem.

I Tidens Løb vilde Folk paa Farmen gerne have mere at vide om den Konge i mit eget 

Land som havde skrevet Brevet. De spurgte mig om han var høj, – vistnok stadig under 

det Indtryk som Prinsen af Wales’ Person havde gjort paa dem, da han var kommet ud 

til Middag paa Farmen og de havde danset for ham: det uventede og fængslende i at en 

saa mægtig Fyrste kunde vise sig at maale og veje saa lidt. Jeg var stolt af at kunne svare 

dem at der i hele min Konges Land ikke var nogen højere Mand end han. Saa vilde de 

vide om den Hest han red paa var mere „kali“ – balstyrig – end min egen Hest Rouge. 

Tilsidst spurgte de mig om Kongen lo. Dette maa for Afrikanerne, i deres Forhold til 

Europæerne, have været en Sag af Betydning, de var før kommet ind paa den. „Din 

kabilla“ – Stamme – sagde engang en gammel Kikuyu til mig, „er forskellig fra de andre 

hvide Folk. I bliver ikke vrede. I ler.“ 

Jeg har endnu Kongens Brev. Men nu er det ulæseligt, Skriften er udvisket og Papiret 

brunt og stift af gammelt, størknet Blod og Materie. 

Paa Rosenborg Slot ligger i en Montre en kostbar, mere end tre hundrede Aar gammel 

Relikvie: et gulnet Stof, spættet med mørke, falmede Pletter. Det er Christian IV’s Lommetørklæde, 

som Kongen i Slaget paa Kolberger Heide holdt imod sit knuste Øje. Blicher 

har skrevet et Digt om det: 

„End ser vi paa Rosenborg Klædet 

som kongeligt Blod haver vædet, 

to hundrede Aar ej udsletter 

de kostbare purpurne Pletter.“ 

Blodet paa mit Brev er ikke kongeligt, det er et stumt Folks Blod. Men saa er Skriften 

derpaa en Konges, mokone yake. Der er ikke skrevet noget Hyldestdigt til mit Brev og 

der vil nok heller ikke blive skrevet noget. Dog er det, tror jeg, idag et ligesaa historisk 

Vidnesbyrd som Lommetørklædet paa Rosenborg. 

Her er, i Blæk og Blod, en Pagt indgaaet mellem Europa og Afrika. Vi kan ikke vide 

om et Dokument af saadan Art igen vil blive underskrevet. 

heraldik: læren om skjoldmærker i adelige slægtsvaaben 

masai: tilhører masaistammen, der lever i Kenya 

tugtig: velopdragen 

draperi: tøj, bestemt til at hænge ned i store folder 

stængte: lukkede 

squattere: de afrikanere, der bor og arbejder på farmen 

(1960) 

��

�� 

• Hvordan er Karen Blixen kommet i besiddelse af et brev fra den danske konge? 

• Beskriv den situation, hvor brevet første gang får en særlig betydning? 

• Hvad betyder brevet for folk på farmen? Hvilken funktion får brevet? 

• Hvordan forestiller I jer, at brevet fra den danske konge er formuleret? 

• Skriv brevet fra kongen. 

Logbog 

• Tag din logbog frem og se på det, du har skrevet i begyndelsen af kapitlet. 

• Overvej, hvor langt du er kommet med de mål, du har valgt. Tal med en klasse- 

kammerat om eksempler og tegn på, at I er i gang med at udfordre jer selv inden 

for de valgte områder. Skriv nogle eksempler. 

Eksempler: 

Det danskfaglige mål: At producere forskellige tekster inden for brevgenren. Skriv et 

par ord om de tekster, du har produceret indtil nu. Har du skrevet nogle breve eller 

e-mails inspireret af emnet? Har du fået dig en penneven? 

Det danskfaglige mål: At fortælle andre om noget, der optager dig, så det også optager 

dem. Skriv om, da du satte gang i en længere samtale i familien, hvor I talte om forskellen 

mellem breve, e-mails og sms, og hvad der vil ske med breve i fremtiden. 

Det personlige mål: At interesse sig for og blive nysgerrig på nye områder. Skriv, om, 

da du besøgte Det kongelige Biblioteks hjemmeside for at læse flere af H.C. Andersens 

breve. Eller skriv om, at du er i gang med at læse hele Karen Blixens bog Den afrikanske 

Farm. 

Det kan godt være svært at få øje på eller komme i tanke om de tegn og eksempler, 

der fortæller, at du er midt i at lære, men prøv alligevel. 

• Kig på boksen: Hvad kan du lære i dette kapitel? på side 68 igen. Se om du har 

inddraget nye mål og udfordret andre kompetencer end de valgte. Skriv det ned.

Et brev med en særlig betydning 

• Fortæl om brevene i klassen. 

��

�� 

Københavnsk familie år 1920 

Valg af emne, synsvinkel og fokus 

Når man skal lytte til eller læse en historie, 

forstår man det hele meget bedre, når 

den, der fortæller, har afklaret sit emne, 

sin synsvinkel og sit fokus. I et brev 

er synsvinklen klar. Den må ligge hos 

afsenderen, men afsenderen vælger også, 

hvor modtagerens sympati skal være. For 

eksempel hvem der skal fremstå som helt, 

og hvem der skal fremstå som skurk. 

Noget andet, der virkelig gør det, 

der skrives, interessant, er, når læseren 

fornemmer, at fortælleren har noget på 

hjerte. Når afsenderen har en historie, 

som modtageren bare må høre. 

Skriv om en oplevelse 

• Tænk over forskellige situationer, 

hvor du oplevede noget særligt. Det 

kan være en ubehagelig oplevelse, 

hvor du blev vidne til en ulykke, 

eksotiske oplevelser, hvor du mødte 

vilde dyr på den afrikanske savanne, 

eller sjove oplevelser, hvor et eller 

andet virkelig fik dig til at grine. 

• Lav en brainstorm, hvor du noterer 

mindst fem oplevelser. Giv dig lidt 

tid til at fordybe dig i 

oplevelserne. 

• Vælg tre oplevelser ud. Hvad skete 

der (emnet)? Giv de tre oplevelser 

en overskrift.

• Fortæl kort om dine tre oplevelser 

til en klassekammerat. Hvilken 

oplevelse fængede dig selv og 

klassekammeraten mest? 

• Vælg en af oplevelserne ud. Fra 

hvilken synsvinkel vil du fortælle 

om oplevelsen? Skal historien 

have en jeg-fortæller? Skal det 

være tydeligt for lytteren, at det 

er din oplevelse af begivenheden, 

der fortælles, eller vil du forsøge 

at fortælle om oplevelsen fra 

flere sider? Tænk over et fokus i 

historien. Hvad er det vigtigste? 

Hvordan kan du holde fokus på det 

vigtigste? Skal det vigtige komme 

først eller sidst? Hvordan kan du 

bygge spænding op? Husk, en god 

historie har en pointe til slut. 

• Fordel jer i grupper på to til tre. 

Fortæl på skift jeres historie ud fra 

stikordene. Giv hinanden respons 

på historierne i grupper. Responsgiverne 

skal koncentrere sig om, 

hvorvidt skribenten har holdt sig 

til emnet og den valgte vinkel, samt 

om fortællingen har en slutpointe. 

Et brev med temaet: 

At rejse er at leve 

Nedenstående brev vandt DM i brevskrivning 

2002. Temaet var At rejse er 

at leve. Brevet er skrevet af Rebecca Ejigayehu 

Engberg-Pedersen, 8.C, N. Zahles 

Skole. Brevet findes på hjemmesiden: 

www.postdanmark.dk. 

Kære kronprins Frederik 

Som du nok ved, er at rejse ikke kun et 

spørgsmål om at komme fra A til B, men 

en proces, hvor man bliver klogere både 

på verden og sig selv. Man finder ud af, 

hvor man hører til. ’At rejse er at leve’ 

som H.C. Andersen sagde. Man beriger 

sig selv og udvikler sig. Man bliver klar 

over hvad man har, og hvad man ikke 

har. Min første rejse vendte helt op og ned 

på mit liv. Jeg vil gerne fortælle dig om, at 

rejse kan betyde, at et nyt liv begynder. 

Jeg er født i Etiopien. Da mine forældre 

døde, boede jeg som ca. 6-årig på et 

børnehjem sammen med min bror og 4 

andre børn. Vi boede hos Gete. Hun holdt 

os i ørerne og kan i dag sammenlignes 

med en skrap husmor. Vi boede i en ussel 

hytte, som vi 6 lige akkurat kunne være 

i. Jeg havde en veninde der hed Helen, vi 

snakkede om alverdens ting. 

Hver morgen før solopgangen, skulle 

vi vaske op. Det var så tidligt, at vi kunne 

se vores egen ånde og lugte sporene af 

natten. Det var så koldt, at jeg ikke kunne 

holde om porcelænet, så jeg tabte det. Jeg 

husker som var det i går Getes blikke, da 

hun så det ødelagte porcelæn foran mig. 

Jeg husker også, at jeg ikke havde det 

dårligt med det, for jeg vidste at vi fortjente 

en bedre behandling. 

Tiden gik og en dag kom en fornem 

kvinde i jakkesæt og fortalte os, at der 

nu ikke var længe til, at min bror og jeg 

skulle forlade stedet og møde vores nye 

��

�� 

forældre. Jeg havde længe vidst den dag 

nærmede sig, hvor vi skulle til ’de hvides 

land’ som vi kaldte det. De fleste ville tro 

det var en god nyhed for mig, at der ikke 

var længe til – men tværtimod: Jeg var 

rædselsslagen og jeg begyndte at spekulere 

og satte spørgsmålstegn ved alt. Hvis 

der virkelig kun er hvide, hvor er så de 

sorte? Vi var ikke det mindste i tvivl om, 

at det kun kunne være i flyveren den store 

forandring fandt sted. Vi var også sikre på, 

at maskinen var nede for enden af flyet. 

Maskinen troede vi var et meget 

lille rum som var fyldt med knive til alle 

sider. Den var kun beregnet til en person 

ad gangen. Når først man var inde i maskinen, 

kunne man ikke røre sig. Man fik 

noget meget stærkt blændende lys i øjnene, 

langsomt blev det rødligt og knivene kom 

til. Man blev skåret 1 cm. dybt i huden. 

Når så alt huden var skåret op, blev den 

vendt om og sat på plads. Det tog præcis 1 

time og man var et nyt menneske – hvid. 

Jeg havde tit mareridt om maskinen. 

Det var en forfærdelig forestilling, så vi 

ville gøre alt, og jeg mener alt, for at slippe 

for maskinen. Vi gav os til at tænke over 

hvilke andre valg vi ellers havde. Vi havde 

godt lagt mærke til, at når vi havde slået 

os og der kom ar, så var det hvidt. Men det 

var selvfølgelig ikke den mest behagelige 

løsning, så vi gav os til at tænke så vore 

hjerner knagede. Til sidst fandt vi ud af at 

der ikke var nogen vej udenom, vi var nødt 

til at skrubbe vores hud. Nej hvor gjorde 

det ondt, men vi var seje og blev ved. Da 

vi havde stået under hanen i nogle timer 

og gnedet gang på gang, kunne vi ikke se 

noget fremskridt og desuden blev vi bare 

røde. 

Dagene løb af sted, og vi skulle til 

„de hvides land“. Da vi var i lufthavnen 

voksede min angst. Hvor er maskinen? 

Kan det virkelig passe? Til min store 

forbløffelse gik turen som smurt og vi 

landede i Kastrup. Alt var så nyt. Det var 

som at være født på ny. 

I 1998 var jeg i Etiopien med min 

far og bror. Jeg ville se mit liv før Danmark. 

Se hvilke folk jeg tilhørte. Vi var 

i Woldia, en landsby som ligger nord for 

Addis Abeba. Jeg havde aldrig i mit liv 

været der. Godt nok vidste jeg at Etiopien 

ikke svømmede i penge, men da jeg så 

deres tilstand, slog det mig hårdt. Der 

sad mennesker omkring mig, der kun 

var af skelet, og folk der var omsvøbt af 

fluer. En der kun havde et ben, og børn 

på min alder, der havde et voksenansvar. 

Jeg følte mig skyldig. Jeg kunne selv have 

endt sådan, men jeg var blandt de få, der 

fik muligheden for at komme væk. 

Folk tiggede, det kunne jeg have 

sagt mig selv, men det var specielt svært 

en dag da jeg ikke havde spist min morgenmad 

som var noget brød færdigt og 

gik ud på gaden. De mange mennesker 

ville have gjort alt, bare for at få et lille 

stykke. Jeg var virkelig tæt på at give 

en stakkels pige, der bar på sin datter et 

stykke – men min far gav mig ikke lov. 

Han fortalte mig at jeg så kunne risikere

Rebecca modtager prisen DM i brevskrivning af Kronprins Frederik 

at der stod en km lang kø som også ville 

have noget. Det tog tid at acceptere. 

Jeg gik side om side med min far. 

Det var noget af et syn for etiopierne, 

at se en pige, der lignede dem så meget, 

gå ved siden af en hvid. De var jo ikke 

dumme, de kunne da se at jeg ikke var 

ligesom dem – mit kropssprog. Men overraskende 

nok ville de vide hvad jeg var 

for en. De kom hen til mig og stillede mig 

en masse spørgsmål, som jeg så gerne 

ville have svaret på, men mit svar var 

bare: Jeg kan ikke tale amharinja. Det 

kunne jeg sige, men det gjorde dem vist 

bare mere forvirret, da jeg sagde det på 

deres sprog. 

Jeg fandt ud af hvor meget jeg havde 

integreret mig i det danske samfund på 

bare 4 år. Jeg følte mig jo ikke ligesom 

dem. Bortset fra mit udseende, kunne jeg 

vel lige såvel komme fra månen. 

Når man rejser fra et land til et 

andet, og rejser tilbage, måske efter nogle 

år, må man huske på, at man inden i sig 

har lidt fra begge lande. Man må derfor 

ikke sammenligne de to så forskellige 

lande. Begge lande har noget man kan 

være stolt af. Det finder man kun ud af, 

hvis man bliver ved med at rejse frem og 

tilbage med åbent sind. 

Kærlig hilsen 

Rebecca 

��

�� 

• Diskutér, hvad det er, der gør 

Rebeccas brev spændende at læse. 

• Hvordan passer Rebeccas brev 

med temaet At rejse er at leve? 

• Hvordan har Rebecca arbejdet 

med tema, synsvinkel og fokus? 

Skriv et brev med en særlig betydning 

• Skriv et brev, hvor du fortæller 

om en oplevelse, der har betydet 

noget særligt for dig. Bestem 

selv, om modtageren skal være 

en, du kender personligt eller en 

kendt person som Kronprins Frederik. 

Skriv et par stikord ned om 

personen, og hav personen i tankerne, 

mens du skriver. I brevet 

kan du inddrage din mundtlige 

brevfortælling fra tidligere, hvis 

du synes. 

Stribe trykt i Politiken den 11/1-06 

Vil der være breve, postbude og 

røde postkasser i fremtiden? 

Postvæsenet blev udbygget i de europæiske 

lande op gennem 1700-tallet. Brevet 

var fra begyndelsen af 1800-tallet en 

måde, hvorpå almindelige mennesker 

kunne kontakte hinanden over længere 

afstande. Folk, der ikke kunne læse eller 

skrive, kunne gå til den lokale skriver 

for at få breve skrevet og læst op mod 

en beskeden betaling. Breve blev bragt 

ud med skib, hestevogn og fodpost. 

Skulle et brev fra Jylland til København 

tog det seks til syv dage. Skulle det derimod 

fra Italien til Danmark, tog det tre 

til fire uger. 

I dag har vi de røde postbude og 

postkasser. Vi kan få leveret breve fra 

dag til dag, men det er jo lang tid sammenlignet 

med en e-mail eller sms, der 

modtages, lige efter at den er sendt.

Vil sms og e-mails afløse brevet? 

• Overvej i hvilke situationer, I vil 

bruge hhv. sms, e-mail og brev. 

• Find i din mobiltelefons udbakke 

en sms, som du omskriver til et 

håndskrevet brev. 

• Diskutér forskellen mellem sms 

og breve. 

Logbog 

• Tal sammen to og to om forskel- 

lene på breve, e-mails, msn og 

sms. Er der noget, der overrasker 

jer ved de fire former? 

• Skriv efterfølgende i din logbog, 

hvad du mener om forskellene 

på de fire brevformer, og hvordan 

du ser deres fremtid. 

Ordbog over sms-sprog 

Sms’er får sproget til at udvikle sig. Det 

er billigt at sms’e, så det er blevet en 

nem måde at bevare kontakten med et 

andet menneske på, selvom man faktisk 

er langt væk fra hinanden. Nogle gange 

har sms’en et konkret budskab som at 

finde ud af, om den person, man sms’er 

til, kommer til en fest eller lignende. 

Andre gange sms’er man bare for at smalltalke 

og holde kontakten ved lige. Ligesom 

vi klæder os på en bestemt måde, der 

viser, hvem vi er, så er sms-sproget også 

blevet en måde at vise, hvem man er, og 

hvem man omgiver sig med. Sms-sprog 

handler både om smileys ;-), om forkortelser, 

andre stavemåder som knuz med 

z i stedet for s og forskellige måder at 

indlede og afslutte en sms på. 

Lav klassens sms-ordbog & 

• Gå ind på websitet www.vildmed 

dansk.gyldendal.dk under fanebladet 

Der kom et brev. Her kan I 

lave jeres egen sms-ordbog. Tilføj 

alle de stavemåder, forkortelser og 

tegn, I kan komme i tanker om. Tag 

herefter et print af sms-ordbogen. 

Sammenlign og drøft i grupper, 

hvordan jeres sms-sprog er. 

��

�� 

Stillfoto fra filmen Breve til en ven af Mai Masri 

Breve til en ven 

Se dokumentarfilmen Breve til en ven. 

Filmen handler om nogle unge mennesker 

i to forskellige palæstinensiske 

flygtningelejre, der gerne vil i kontakt 

med hinanden. 

Tag notater, mens I ser filmen. Læg 

især mærke til, hvilke måder de unge 

bruger for at komme i kontakt med hinanden. 

Hvordan virker de forskellige 

former på modtageren? 

Se filmen Breve til en ven 

• På hvilke forskellige måder kom- 

mer de unge i kontakt med hinanden? 

• Hvordan kommunikerer de unge 

fra de to flygtningelejre? 

• Hvordan virker de forskellige 

måder? 

• Diskutér med baggrund i filmen 

det håndskrevne brevs fremtid.

Læserbreve 

I aviser og blade har læseren en mulighed 

for at komme frem med sin mening. 

Læserundersøgelser viser, at brevene 

læses. Læserbreve fungerer også som 

en slags respons fra læseren til avisen. 

Her kan avisen se, hvad der rører sig 

blandt læserne, og hvad der især interesserer 

avisens læsere. Og læserne kan 

læse andres meninger og blive klogere 

på, hvad man selv mener. 

Det er aviserne eller bladene, der 

bestemmer, om læserbrevet bliver trykt. 

Læserbrevets indhold og form skal passe 

til avisens læsere. Alligevel kan læserbreve 

være meget forskellige. Du kan i 

læserbreve udtrykke dine personlige 

holdninger til et emne, du er engageret 

i. Du har mulighed for at påvirke andre 

til at se en sag fra din synsvinkel. 

Når man skriver et læserbrev, har 

man noget på hjerte. Noget, man gerne 

vil dele med andre. Oftest vil man mere 

end det, man vil også gerne overbevise 

andre om, at ens opfattelse er rigtig og 

vigtig. 

For at overbevise andre må man 

argumentere. Du kan overbevise andre 

med følelser som fx vrede eller med fornuft 

og gode argumenter. Ofte vil man 

konkludere på baggrund af de fremlagte 

argumenter for at gøre budskabet 

helt klart. 

Læserbrev trykt i Ekstra Bladet den 3/1-06 

Overskriften angiver hovedsynspunktet. 

• Hvad er Maikel Tawadros’ argumenter 

for at blive fri for militæret? 

• Hvad er hans synspunkt og 

begrundelser? 

• Diskutér hans synspunkt. 

��

�� 

Læserbrev trykt i Politiken 9/12-05 

• Inddel Mateo Bobergs læserbrev i 

afsnit, og giv dem overskrifter. 

• Hvad er hans synspunkt? 

• Hvordan begrunder han sit syns- 

punkt? 

• Diskutér hans synspunkt. 

• Hvordan får han sin personlige 

vinkel frem? 

LæserBrevet 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

*


Læserbreve og debatindlæg 

Nogle læsere skriver længere indlæg end 

et traditionelt læserbrev. Ofte fordi de 

ved mere om sagen end den almindelige 

læser, og de derfor har brug for mere 

plads til at belyse sagen, argumentere, 

fange læseren og fremkomme med personlige 

eksempler. 

Læs, og sammenlign de to læserbreve/debatindlæg: 

Zidanes hovedstød og Forbyd al 

brug af mobiler i trafikken. 

��

�� 


Om den gOde respOns 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

til respOnsgiver 

�� 

•�� 

•�� 

•�� 

•�� 

�� 

�� 

til sKriBenten 

�� 

�� 

*

Skriv et læserbrev/debatindlæg 

• Begynd med at brainstorme. Lav en liste over det, der optager dig. Læs i avisen for at 

følge med i debatten om skole, ungdomsforhold, politik osv. 

• Måske er der noget, som du kunne tænke dig var anderledes. Det kan være helt 

nære ting som den sure skolemadpakke til manglende idrætsfaciliteter, der hvor 

du bor. Hvad med burhøns med alt for lidt plads eller dyr, der transporteres i al 

for lang tid til slagtning? 

Valg af emne, synsvinkel og fokus 

• Se på din brainstormliste, og vælg et emne. 

• Hvad skal være din synsvinkel og dit fokus? 

• Hvad er dine argumenter? Har du en konklusion, et synspunkt? 

• Har du et relevant personligt eksempel? 

• Drøft dine valg med en klassekammerat. 

Skriv første udkast af dit læserbrev, og lav to print til responsrunden. 

Responsrunde til læserbrevene 

• Giv hinanden respons på første udkast * . 

��

�� 

Skriv andet udkast til læserbrev/debatindlæg, og kig på den respons, du har 

modtaget. 

• Er der nogle ideer eller forslag, du kan bruge? Får du fanget læseren ind? 

• Når du mener, at læserbrevet har fået det helt rigtige indhold og en passende 

form, laver du et print og læser korrektur. Det betyder, at du tjekker sprog, stavning 

og tegnsætning. Da man let kan overse fejl hos sig selv, er det en god ide 

at bytte tekst til korrekturlæsning med en kammerat. 

• Skriv det endelige udkast. Send det gerne til en avis. 

Logbog og portfolio 

Se på de danskfaglige områder, som du i begyndelsen af dette kapitel valgte at fokusere 

på. Har du fået det udbytte, som du forventede? Begrund din mening, og kom 

med eksempler. 

Kig i din portfolio, og gennemse de tekster, du har produceret undervejs. Er der en 

eller flere, du er særlig tilfreds med? Begrund hvorfor. 

Hvordan med de personlige områder? Kan du finde eksempler på, hvordan det er gået 

med de personlige områder, du har haft i fokus? Giv nogle eksempler, og begrund din 

mening. 

Husk at gemme alle de tekster, du har produceret, i din portfolio.

�� 

�� 

��

�� 

Stillfoto fra dukkefilmen Den Lille Ridder af Per Fly 

Landet Gnjor havde i umindelige tider været plaget af store dunkle 

skygger. Død og ødelæggelse herskede, byldeplager og pestudbrud, 

omstrejfende orker og listige krybskytter. Folk havde længe sat deres lid 

til den gode troldmandsslægt Gnotterne fra Skumringslandet, men splid 

og svigagtighed var ved at splitte den tidligere så stolte slægt. En udbry- 

dergruppe anført af den unge troldmandslærling Petrus den Prægtige 

var i vrede draget over ishavet efter et opgør med den tidligere så nære 

ven og kære fætter Tillius den Tapre. Ingen havde set nogen af dem, 

siden fuldmånen svandt. Midvinteren tyngede, kulden rasede og mørket 

var insisterende dybt …

I dette kapitel skal du lære at læse og 

forstå folkeeventyr * . Hvor kommer de 

fra, hvorfor er de opstået, hvordan er de 

blevet brugt i gamle dage, og hvad kan 

vi bruge dem til i dag? 

Vi skal se på det sprog, folkeeventyr 

er skrevet i, og den særlige måde, 

de er skrevet på. Hvorfor minder de ofte 

om hinanden? Du skal også selv prøve 

kræfter med at skrive folkeeventyr. 

Du har sikkert fået fortalt eventyr 

af dine bedsteforældre eller andre så 

langt tilbage, du kan huske. Eventyr 

blev oprindeligt fortalt, ikke læst op. 

I skal også fortælle eventyr for hinanden, 

og I skal læse en moderne form for 

eventyr, fantasylitteratur, og se på, hvor 

de to genrer minder om hinanden, og 

hvad der adskiller dem fra hinanden. 

Mange af de børn og unge mennesker, 

der spiller rollespil, læser fantasylitteratur. 

Hvad har fantasy og rollespil 

med hinanden at gøre? 

Endelig skal I lave jeres eget rollespil. 

Der var engang, hvor der ikke fandtes 

biblioteker, computere, tv, elektroniske 

spil og lignende underholdning. Da fortalte 

folk historier for hinanden, når de 

skulle underholdes og oplyses. Det er 

ud af dette behov, folkeeventyrene er 

opstået. Oprindeligt var eventyret en 

mundtlig beretning fortalt af voksne 

for voksne. Senere begyndte folk at fortælle 

eventyr for deres børn, både for 

at underholde, men også for at opdrage 

børnene. 

Folk har altid haft behov for at 

lytte til gode historier, og der findes folkeeventyr 

fra mange lande verden over. 

Man ved ikke præcist, hvornår folk 

begyndte at fortælle hinanden eventyr, 

eller hvem der fandt på dem, men de 

tyske brødre Jacob og Wilhelm Grimm 

(1785-1863 & 1786-1859) samlede i 1812- 

1815 en mængde folkeeventyr og udgav 

dem. 

I dette kapitel skal du bruge en 

logbog til at skrive noter i. Sørg for at 

notere, hvad I lærer i timerne, og saml 

alle dine opgavebesvarelser heri. Der vil 

også løbende forekomme evalueringer, 

som du skal skrive i din logbog. Du skal 

bruge dine tidligere noter, så skriv nogle 

gode fyldige noter, som du kan læse og 

bruge. 

Folkeeventyr 

Folkeeventyret foregår i et magisk 

univers. Det er hævet over virkelighedens 

regler og begrænsninger. Det er 

ahistorisk og mytisk, det vil sige, at 

handlingen foregår uden for tid og sted. 

EvEntyr 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

Fordi aktørerne ikke er nogle bestemte, 

Søren eller Emma, kan de være både dig 

og mig. Vi kan ofte identificere os med 

hovedpersonen. 

Som regel er hovedpersonen en 

dreng eller en pige, der drager ud i 

verden på egen hånd, eller bliver forvist 

fra den kendte verden, men ved hjælp af 

snarrådighed, mod, selvstændighed og 

gode hjælpere besejrer de modstand og 

ondskab og vinder måske oven i købet 

prinsessen og det halve kongerige. 

Eventyrtræk 

Folkeeventyret er en let genkendelig 

genre. Eventyrene har deres eget sprog 

og deres egen stil. Følgende træk forekommer 

ofte: 

• Overnaturlige elementer (fx hekse, 

spøgelser, trolde, feer, drager osv.) 

• Ét fremadskridende handlingsforløb, 

der er bygget over et hjem-ude-hjemforløb. 

Vi møder hovedpersonen 

hjemme, hvor et problem, en udfordring 

gør, at idyllen brydes, han/hun 

arkEtypEr 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

må drage ud i verden og bekæmpe det 

onde, og slutteligt vender hovedpersonen 

hjem som en helt, klogere og 

større, ja, måske endda voksen. 

• Faste sproglige vendinger fx „Der var 

engang …“ og „de levede lykkeligt ...“ 

Stereotype, 

arketyper * . 

klichéagtige personer, 

• Modsætninger forekommer. Alting er 

sort eller hvidt i eventyrene, og der 

findes ingen gråtoner, fx ond-god, rigfattig, 

grim-smuk. 

• Gentagelser og talsymbolik * . Tre- 

talsloven: tre brødre, tre begivenheder, 

tre prøver, men også 7- og 12-tallet 

forekommer ofte. 

talsymbolik 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

Eventyret om en, der drog ud for at lære at gyse & 

fra Grimms Eventyr 

Oversat af Villy Sørensen 

En far havde to sønner, den ældste var klog og dygtig og forstod at klare sig allevegne, 

men den yngste var dum og kunne ingenting begribe og ingenting lære; og når folk så 

ham, sagde de: „Ham skal hans far nok få sit hyr med!“ Når der skulle bestilles noget, 

måtte den ældste søn altid gøre det hele, men hvis faderen sent om aftenen eller ud på 

natten bad ham om at hente noget, og vejen gik over kirkegården eller et andet gyseligt 

sted, svarede han: „Å nej, far, dér går jeg ikke hen, det får det til at gyse i mig,“ for han 

var bange. Eller hvis der om aftenen ved arnen blev fortalt historier der får det til at 

løbe koldt ned ad ryggen på en, kunne det ske at tilhørerne sagde: „Uh, det får mig til at 

gyse!“ Den yngste søn sad i en krog og hørte det og kunne ikke begribe hvad det skulle 

betyde. „Altid siger de: det får mig til at gyse! mig får det ikke til at gyse, det er nok også 

en kunst jeg ikke forstår et kuk af.“ 

��

�� 

�� 

Nu skete det at faderen engang sagde til ham: „Hør, du dér i krogen, du bliver stor og 

stærk, du må også lære noget som du kan leve af. Se bare hvordan din bror lægger sig i 

selen, mens du ligger på den lade side.“ – „Jamen far,“ svarede han, „jeg vil skam gerne 

lære noget; ja, hvis det var muligt, ville jeg gerne lære at få det til at gyse i mig, det har 

jeg ikke noget begreb om.“ Den ældste søn lo da han hørte det, og tænkte ved sig selv: 

„Gud i himlen, hvor min bror er et dummerhoved, han blir da aldrig til noget; en god 

krog må krummes i tide.“ Faderen sukkede og sagde: „At gyse skal du nok få lært, men 

det kan du ikke leve af.“ 

Snart efter kom klokkeren på besøg, og faderen klagede sin nød for ham og fortalte 

hvor svagt funderet hans yngste søn var i enhver henseende, han vidste ingenting og 

lærte ingenting. „Tænk dig bare, da jeg spurgte ham hvad han ville leve af, svarede han 

at han gerne ville lære at gyse.“ – „Hvis det ikke er andet,“ svarede klokkeren, „så kan 

han lære det hos mig, send ham bare over til mig, jeg skal nok høvle det grove af ham.“ 

Faderen gik ind på det, fordi han tænkte: „Han får nok sat lidt skik på drengen.“ Klokkeren 

tog ham altså i huset og satte ham til at ringe med klokken. Da han havde været 

der et par dage, vækkede klokkeren ham ved midnatstid og sagde at han skulle klæde 

sig på og gå op i tårnet og ringe. „Du skal nok få lært hvad det er at gyse,“ tænkte han, 

gik i smug i forvejen, og da drengen var kommet derop og vendte sig om for at gribe 

klokkerebet, så han en hvid skikkelse stå på trappen over for lydhullet. „Hvem dér?“ 

råbte han, men skikkelsen svarede ikke og rørte sig ikke. „Svar!“ råbte drengen, „eller 

se at komme væk, her har du ikke noget at gøre midt om natten.“ Men klokkeren blev 

stående ubevægelig, for at drengen skulle tro at det var et spøgelse. Drengen råbte for 

anden gang: „Hvad vil du her? svar, hvis du er en ærlig sjæl, eller jeg smider dig ned ad 

trappen.“ Klokkeren tænkte: „Det er nok ikke så slemt ment,“ og gav ikke en lyd fra sig 

og stod som lavet af sten. Da råbte drengen ham an for tredje gang, og da også det var 

forgæves, tog han tilløb og skubbede spøgelset ned ad trappen, så det røg ti trin ned og 

blev liggende i en krog. Så ringede han med klokken, gik hjem og lagde sig, uden at sige 

et ord, til at sove videre. Klokkerens kone ventede længe på sin mand, men han kom 

stadig ikke hjem. Så blev hun efterhånden ængstelig, hun vækkede drengen og spurgte: 

„Du ved vel ikke hvor min mand er blevet af? han steg op i tårnet før dig.“ – „Nej,“ svarede 

drengen, „men der stod godt nok en over for lydhullet på trappen, og da han ikke 

ville svare og heller ikke gå væk, troede jeg det var en kæltring og skubbede ham ned. 

Gå bare hen og se om det skulle være ham, det ville gøre mig ondt.“ Konen skyndte sig 

bort og fandt sin mand, der lå i en krog og jamrede og havde brækket et ben. 

Hun bar ham ned og ilede højt hylende hen til drengens far. „Din dreng,“ råbte hun, 

„har lavet ulykker, min mand har han smidt ned ad trappen så han har brækket et ben: 

skaf os straks af med den slubbert.“ Faderen blev forskrækket og kom farende og skældte 

drengen ud: „Hvad er det for ugudelige streger, dem må den Onde selv have sat i

dig.“ – „Jamen far, hør lige, jeg er helt uskyldig: han stod dér midt om natten som en der har 

ondt i sinde. Jeg vidste ikke hvem det var, og jeg opfordrede ham tre gange til at tale eller 

gå sin vej.“ – „Å jammer,“ sagde faderen, „dig får jeg aldrig andet end sorg af, forsvind, jeg 

vil ikke se dig for mine øjne!“ – „Ja, far, det skal jeg nok, vent bare til det bliver lyst, så går 

jeg ud og lærer at gyse; så er der da noget jeg forstår mig på og kan leve af.“ – „Gør hvad du 

vil,“ sagde faderen, „jeg er ligeglad. Der har du halvtreds daler, gå ud i den vide verden og 

sig ikke til nogen hvor du kommer fra og hvem der er din far; jeg må jo skamme mig over 

dig.“ – „Ja, far, som du vil; hvis det ikke er andet du forlanger, skal jeg nok huske det.“ 

Da det blev lyst, stak drengen sine halvtreds daler i lommen, gik ud ad den store 

landevej og sagde hele tiden til sig selv: „Hvis jeg bare kunne få det til at gyse i mig! 

Hvis jeg bare kunne få det til at gyse i mig!“ Så kom der en mand gående der hørte den 

samtale drengen førte med sig selv, og da de var kommet lidt længere, så de kunne se 

galgen, sagde manden til ham: „Ser du træet der; der har syv mand holdt bryllup med rebslagerens 

datter og er nu ved at lære at flyve; sæt dig hen under træet og vent til natten 

kommer, så skal du snart lære at få det til at gyse i dig.“ – „Hvis det er det hele,“ svarede 

drengen, „så er det let nok; hvis jeg så hurtigt lærer at få det til at gyse i mig, så skal du 

få mine halvtreds daler; kom bare herhen i morgen tidlig.“ Så gik drengen hen til galgen, 

satte sig under den og ventede til det blev aften. Da han begyndte at fryse, tændte han 

bål, men ved midnat blæste der en så kold vind at han trods bålet ikke kunne blive varm. 

Og da vinden fik de hængte til at bevæge sig frem og tilbage og støde mod hinanden, 

tænkte han: „Du fryser hernede ved bålet, hvor meget mere må de deroppe så ikke fryse 

og sprælle,“ og da han fik ondt af dem, tog han stigen og steg op og løste den ene efter den 

anden og hentede alle syv ned. Så ragede han op i ilden og pustede til den og satte dem 

alle rundt om bålet, så de kunne varme sig. Men de sad bare dér uden at røre sig, og ilden 

tog fat i deres tøj. Så sagde han: „Tag nu og pas på, ellers hænger jeg jer op igen.“ Men de 

døde hørte ikke efter, men tav og lod deres pjalter brænde. Så blev han gal i hovedet og 

sagde: „Hvis I ikke passer på, kan jeg ikke hjælpe jer; jeg vil ikke brænde op sammen med 

jer,“ og hængte dem op igen efter tur. Så satte han sig igen hen til sit bål og faldt i søvn, 

og næste morgen kom manden der ville have de halvtreds daler og sagde: „Nå, ved du nu 

hvad det er at gyse?“ – „Nej,“ svarede han, „hvor skulle jeg vide det fra? De deroppe har 

ikke lukket munden op og var så dumme at de lod de par gamle klude de har på kroppen 

brænde op.“ Så indså manden at han ikke ville blive halvtreds daler rigere den dag, han 

gik sin vej og sagde: „Sådan en type har jeg ikke været ude for før.“ 

Drengen gik også sin vej og begyndte igen at sige til sig selv: „Åh hvis jeg bare kunne 

få det til at gyse i mig! åh hvis jeg bare kunne få det til at gyse i mig!“ Det hørte en bonde 

der gik bag ved ham, og spurgte: „Hvem er du?“ – „Det ved jeg ikke,“ svarede drengen. 

Bonden spurgte videre: „Hvor kommer du fra?“ – „Det ved jeg ikke.“ – „Hvem er du søn 

af?“ – „Det må jeg ikke sige.“ – „Hvad er det du hele tiden går og mumler i skæg- 

��

�� 

�� 

get?“ – „Nåh,“ svarede drengen, „jeg ville ønske at jeg kunne få det til at gyse i mig, men 

der er ingen der kan lære mig det.“ – „Sikke snak,“ sagde bonden, „kom hellere med 

mig, jeg vil prøve at hjælpe dig ind et sted.“ Drengen gik med bonden, og om aftenen 

kom de til et værtshus, hvor de ville overnatte. Da de trådte ind i skænkestuen, sagde 

han igen ganske højt: „Hvis jeg bare kunne få det til at gyse i mig, hvis jeg bare kunne 

få det til at gyse i mig!“ Værten, der hørte det, lo og sagde: „Hvis det er det du er ude 

efter, skulle der nok være lejlighed til det her.“ – „Åh ti stille,“ sagde hans kone, „der er 

ikke så få nysgerrige der allerede har sat livet til; det ville være synd og skam hvis de 

smukke øjne aldrig mere skulle få dagens lys at se.“ Men drengen sagde: „Lad det være 

nok så svært, jeg vil altså lære det, det er jo derfor jeg er draget ud i verden.“ Han lod 

heller ikke værten være i fred, før han fortalte at der lige i nærheden lå et forhekset slot, 

hvor man nok kunne lære at gyse, hvis man bare ville våge tre nætter der. Den der turde 

vove det, havde kongen lovet sin datter til kone, og hun var den smukkeste unge dame 

under solen; inde i slottet lå der også store skatte skjult, bevogtet af onde ånder, de ville 

så blive givet fri og kunne gøre en fattig mand rig nok. Der var allerede mange der var 

gået ind, men endnu ingen der var kommet ud igen. Så gik drengen næste morgen til 

kongen og sagde at hvis det var tilladt, ville han gerne våge tre nætter i det forheksede 

slot. Kongen så ham an, og da han syntes om ham, sagde han: „Du må be’ om tre ting, 

men kun livløse ting, og dem må du tage med ind på slottet.“ Han svarede: „Så be’r jeg 

om et fyrtøj, en drejebænk og en skærebænk med skærekniv.“ 

Kongen lod det bringe op på slottet, mens det endnu var dag. Da det var ved at blive 

mørkt, gik drengen derop, slog ild og fik det til at blusse på ildstedet i et af værelserne, 

stillede skærebænken med kniven ved siden af og satte sig på drejebænken. „Åh, hvis 

jeg bare kunne få det til at gyse i mig!“ sagde han, „men her vil jeg nok heller ikke lære 

det.“ Henimod midnat ville han rage op i ilden, og da han pustede til den, var der i en 

krog pludselig nogen der hylede: „Av miav hvor vi fryser!“ – „I tumber,“ råbte han, „hvad 

hyler I for? hvis I fryser, så kom og sæt jer hen til ilden og få varme i kroppen.“ Og da 

han havde sagt det, kom der i et vældigt spring to store sorte katte og satte sig på hver 

side af ham og stirrede på ham med deres vilde gloende øjne. Da de lidt efter havde fået 

varmen, sagde de: „Kammerat, skal vi tage os et slag kort?“ – „Hvorfor ikke?“ svarede 

han, „men lad mig lige se jeres poter.“ De strakte kløerne frem. „Nåda,“ sagde han, 

„sikke lange negle I har! dem må jeg først lige klippe for jer.“ Så tog han dem i kraven, 

hev dem op på skærebænken og skruede poterne fast. „Nu har jeg kigget jer i kortene og 

har mistet lysten til at spille,“ sagde han, slog dem ihjel og kastede dem ud i slotsgraven. 

Men da han havde bragt de to til tavshed og igen ville sætte sig hen til ilden, kom der fra 

alle ender og kanter sorte katte og sorte hunde i glødende kæder, flere og flere så at han 

snart ikke kunne være der; de hylede på det grueligste, trampede på hans bål og spredte 

brændestykkerne for at slukke dem. Det så han rolig på en tid lang, men da det

lev for meget, tog han sin skærekniv og råbte: „Af vejen, I skarnstøj!“ og huggede løs på 

dem. Nogle løb væk, de andre slog han ihjel og smed dem ud i slotsgraven. Da han kom 

tilbage, pustede han til gløderne og fik ilden til at blusse op og varmede sig. Og som han 

sad dér, havde han svært ved at holde øjnene åbne og følte trang til at sove. Han så sig 

om og fik øje på en stor seng henne i hjørnet. „Det kunne ikke passe bedre,“ sagde han 

og lagde sig i den. Men da han skulle til at sove, begyndte sengen af sig selv at køre af 

sted og kørte rundt på hele slottet. „Fint,“ sagde han, „men lad det gå lidt raskere!“ og 

sengen slingrede af sted som var der spændt seks heste for, over tærskler og op og ned 

ad trapper; og så med ét, hop hop, væltede den, så det nederste kom øverst og lå som et 

bjerg over ham. Men han slyngede tæpper og puder fra sig, kravlede frem og sagde: „Nu 

er der køre-lejlighed for hvem der vil,“ lagde sig hen til ilden og sov til det blev lyst. Om 

morgenen kom kongen, og da han så ham ligge der på jorden, troede han at spøgelserne 

havde gjort det af med ham og sagde: „Det er nu synd for det smukke unge menneske.“ 

Det hørte drengen, rejste sig op og sagde: „Så vidt er det ikke kommet!“ Kongen undrede 

sig, men glædede sig også og spurgte hvordan det var gået ham. „Ganske godt,“ svarede 

han, „det var så den ene nat, de to andre vil nok også gå.“ Da han kom hen på værtshuset, 

gjorde værten store øjne. „Jeg havde ikke troet at jeg skulle se dig igen i levende live,“ 

sagde han, „har du så lært hvad det er at gyse?“ – „Nej,“ sagde han, „det er helt omsonst; 

bare der var nogen der kunne sige mig det.“ 

Den anden nat gik han igen op på det gamle slot, satte sig hen til ilden og begyndte 

på sin gamle vise: „Hvis jeg bare kunne få det til at gyse i mig!“ Henimod midnat hørtes 

larm og bulder, først fjernt, så højere og højere, så blev der stille et øjeblik, endelig 

kom højt brølende et halvt menneske ned gennem skorstenen og faldt hen foran ham. 

„Hejsa!“ råbte han, „det er for lidt, der mangler en halv til.“ Så begyndte larmen påny, 

det buldrede og brølede, og så faldt den anden halvdel også ned. „Vent lidt,“ sagde han, 

„jeg vil lige puste til ilden.“ Da han havde gjort det og igen så sig om, havde de to stykker 

fundet sammen, og der sad en skrækkelig mand på hans plads. „Sådan leger vi ikke,“ 

sagde drengen, „det er min plads.“ Manden ville skubbe ham væk, men drengen fandt 

sig ikke i noget, han fik ham med magt tvunget væk og satte sig atter på sin plads. Så 

faldt der endnu flere mænd ned, den ene efter den anden, de hentede ni dødningeben 

og to dødningehoveder og stillede dem op og begyndte at spille kegler. Drengen fik også 

lyst og spurgte: „Hør, må jeg ikke spille med?“ – „Jo, hvis du har penge.“ – „Penge nok,“ 

svarede han, „men jeres kugler er ikke rigtigt runde.“ Han tog dødningehovederne, satte 

dem på drejebænken og drejede dem runde. „Så, nu kan de bedre rulle,“ sagde han, „hej, 

nu glider det!“ Han spillede med og tabte nogle af sine penge, men da den slog tolv, var 

alt forsvundet for hans øjne. Han lagde sig ned og faldt roligt i søvn. Næste morgen kom 

kongen og ville høre hvordan det var gået denne gang. „Jeg har spillet kegler,“ svarede 

han, „og tabt et par småører.“ – „Har det da ikke fået dig til at gyse?“ – „Hvordan 

��

�� 

�� 

det?“ spurgte han, „jeg har moret mig. Hvis jeg bare vidste hvad det er at gyse!“ 

Den tredje nat satte han sig igen på sin bænk og sagde helt ærgerlig: „Hvis jeg bare 

kunne få det til at gyse i mig!“ Ud på natten kom der seks høje mænd bærende på en 

ligkiste. „Aha,“ sagde han, „det er sikkert min fætter, der døde for nogle dage siden,“ 

og vinkede med fingeren og råbte: „Kom, fætter, kom!“ De stillede kisten på gulvet og 

han gik hen og tog låget af: der lå en død mand i den. Han følte på hans ansigt, men det 

var koldt som is. „Vent!“ sagde han, „jeg vil varme dig lidt,“ gik hen til ilden, varmede 

sin hånd og lagde den over hans ansigt, men den døde var lige kold. Så tog han ham op, 

satte sig hen til ilden og tog ham på skødet og gned ham på armene for at blodet igen 

skulle komme i bevægelse. Da det heller ikke hjalp, fik han den tanke at hvis to ligger 

sammen i én seng, så varmer de hinanden, og han lagde ham i seng, lagde dyne over 

ham og sig selv ved siden af. Efter en stund begyndte den døde da også at blive varm 

og at røre på sig. „Der kan du se,“ sagde drengen, „fik jeg så ikke varme i dig!“ Men den 

døde opløftede sin røst og råbte: „Nu kvæler jeg dig.“ – „Hva’? Er det takken? så skal du 

ned i kisten igen,“ sagde han og tog og smed ham ned i den og lukkede låget til; så kom 

de seks mænd og bar ham bort. „Jeg kan ikke få det til at gyse i mig,“ sagde han, „her får 

jeg aldrig i livet lært det.“ 

Da trådte en mand ind der var højere end alle andre og så frygtelig ud; han var 

gammel og havde et langt hvidt skæg. „Dit skrog,“ råbte han, „nu skal du snart erfare 

hvad det er at gyse, for du skal dø.“ – „Hids dig ned,“ svarede drengen, „skal jeg dø, må 

jeg også være med.“ – „Dig skal jeg snart få bugt med,“ sagde utysket. „Små slag, ikke 

så højrøvet; jeg er lige så stærk som dig og sikkert endnu stærkere.“ – „Det skal vi få at 

se,“ sagde den gamle, „er du stærkere end mig, vil jeg lade dig slippe; kom, lad os prøve.“ 

Han førte ham så gennem lange mørke gange til en smedje, tog en økse og slog med ét 

slag den ene ambolt ned i gulvet. „Det kan jeg gøre bedre,“ sagde drengen og gik hen til 

den anden ambolt; den gamle stillede sig ved siden af for at se til med det lange hvide 

skæg hængende ned. Så tog drengen øksen, kløvede ambolten med ét hug så den gamles 

skæg kom i klemme. „Nu har jeg dig,“ sagde drengen, „nu er det din tur til at dø.“ Så 

greb han en jernstang og slog løs på den gamle, til han jamrede og bad ham holde op, så 

ville han give ham stor rigdom. Drengen trak øksen ud og slap ham fri. Den gamle førte 

ham tilbage på slottet og viste ham i en kælder tre kister fulde af guld. „En del er til de 

fattige,“ sagde han, „en anden del til kongen, den tredje er din.“ I det samme slog den 

tolv, og ånden forsvandt, så at drengen stod alene i mørket. „Jeg hitter nok ud,“ sagde 

han, famlede sig frem, fandt vejen til værelset og faldt i søvn ved sit bål. Næste morgen 

kom kongen og sagde: „Nu har du vel lært hvad det er at gyse?“ – „Nej,“ svarede han, 

„hvad er det? min døde fætter var der og der kom en mand med skæg, han viste mig en 

masse penge nede i kælderen, men hvad det er at gyse, er der ingen der har fortalt mig.“ 

Så sagde kongen: „Du har forløst slottet og skal have min datter til kone.“ – „Det er

godt nok,“ svarede han, „men jeg ved stadig ikke hvad det er at gyse.“ 

Guldet blev båret op og brylluppet blev fejret, men hvor glad den unge konge end var 

for sin prinsesse og i det hele taget, blev han dog ved med at sige: „Hvis jeg bare kunne 

få det til at gyse i mig, hvis jeg bare kunne få det til at gyse i mig!“ Det blev hun til sidst 

ærgerlig over. Hendes kammerjomfru sagde: „Det klarer jeg, han skal snart få lært at 

gyse.“ Hun gik ned til bækken der flød gennem haven og fik en hel spand fyldt med 

grundlinger. Om natten, da den unge konge lå og sov, måtte hans kone trække dynen 

af ham og hælde spanden med koldt vand og alle grundlingerne over ham, så at de små 

fisk sprællede over det hele. Da vågnede han op med et skrig: „Åh hvor det gyser i mig, 

hvor det gyser i mig, elskede! Ja, nu ved jeg hvad det er at gyse.“ 

Villy sørEnsEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

(1857) 

��

�� 

�� 

Læs Eventyret om en, der drog ud for at lære at gyse 

• Find eksempler på de typiske eventyrtræk. 

• Tegn en linje over drengens udvikling, og markér de steder, hvor der sker noget 

afgørende. Skriv stikord til. 

• Tegn Hjem-ude-hjem modellen ind på din linje over drengens udvikling. 

• Hvad betyder det for drengen i eventyret, at han ikke kan gyse? 

• Lav en liste over 10 ting eller begivenheder, som du gyser ved tanken om. Byt 

med sidemanden, og se, om I gyser ved det samme. 

• Beskriv i stikordsform, hvordan en verden, hvor der ikke er noget gyseligt, ser 

ud – overvej fordele og ulemper ved sådan en verden. 

Anmeld Eventyret om en, der drog ud for at lære at gyse & 

• Gå ind på www.vildmeddansk.gyldendal.dk under Folkeeventyr, fantasy og rolle- 

spil. Skriv en anmeldelse af eventyret, og brug de besvarelser du har på spørgs- 

målene ovenfor. På websitet er et anmelder-skema med de spørgsmål, som du 

skal huske at besvare i en anmeldelse. Layout derefter anmeldelsen til den målgruppe, 

som du skriver til. Layout-effekterne er til rådighed på websitet.

Stillfotos fra Den Lille Ridder af Per Fly 

��

�� 

�� 

Den Lille Ridder, 

dukkefilm af Per Fly (1998) 

„Der var engang et land, hvor det var 

forbudt at være vred, at råbe højt og 

skændes var absolut forbudt.“ 

Sådan begynder dukkefilmen Den 

Lille Ridder af Per Fly. Filmens konflikt 

er, at det ikke er tilladt at vise aggressioner 

og vrede følelser. Hovedpersonen 

er en lille køkkendreng, der gerne 

vil være ridder og kæmpe mod farlige 

drager, men kun den, der tør være vred 

og vild, kan tæmme dragen og beherske 

dens ild. 

Se filmen Den Lille Ridder 

• Tegn en tidslinje over filmens 

handling, og sæt alle vigtige begivenheder 

ind på linjen. 

• Find fællestræk med drengen fra 

Eventyret om en, der drog ud for 

at lære at gyse. 

• Lav en personkarakteristik af henholdsvis 

kongen, troldmanden og 

dragen. Hvad gør dragen speciel i 

forhold til typiske eventyrdrager? 

• Drengen møder tre fristelser på 

sin vej; det blå slot, det røde slot 

og det gule slot. Hvad kendetegner 

disse fristelser, og hvordan 

klarer han dem? 

• Diskutér filmens morale. 

• Hvordan virker genren dukkefilm 

som eventyr? 

• Hvordan virker det, at de taler 

nonsens-sprog i filmen? 

Begrund dine svar. 

Genfortællinger af eventyr 

Gamle eventyr bliver tit fortalt igen på 

en ny måde. Hver gang ændres der lidt, 

når forfatteren gør fortællingen til sit 

eventyr. 

På de næste sider følger to udgaver 

af Rødhætte: Villy Sørensens oversættelse 

af Grimms Eventyr og Charles Perraults 

udgave fra 1697. Charles Perrault 

havde fået Rødhætte fortalt som barn af 

sin amme.

Rødhætte & 

fra Grimms Eventyr 

Oversat af Villy Sørensen 

Der var engang en sød lille pige; alle, der så hende, syntes om hende, men den der syntes 

allerbedst om hende, var hendes bedstemor, hun vidste slet ikke alt det gode hun ville 

gøre sit barnebarn. Engang forærede hun hende en lille hætte af rødt fløjl, og fordi den 

klædte hende så godt og hun aldrig ville have andet på hovedet, blev hun kaldt Rødhætte. 

En dag sagde hendes mor til hende: „Kom, Rødhætte, her er et stykke kage og en flaske 

vin; tag det med ud til bedstemor, hun er syg og svagelig og vil have godt af det. Gå nu 

før det bliver rigtig varmt, og når du kommer ud i skoven, så gå pænt på stien, ellers 

falder du og slår flasken itu, og bedstemor får ingenting. Og når du kommer ind i stuen, 

så glem ikke at sige god morgen, og lad være med først at kigge dig om i alle krogene.“ 

„Det skal jeg nok,“ sagde Rødhætte og gav sin mor hånd på det. Bedstemor boede ude 

i skoven, en halv times gang fra landsbyen. Da nu Rødhætte kom ind i skoven, mødte 

hun ulven. Men Rødhætte vidste ikke hvad for et slemt dyr det var og var ikke bange for 

ham. „God dag, Rødhætte,“ sagde han. „God dag, ulv,“ sagde hun. „Hvorhen så tidligt, 

Rødhætte?“ – „Ud til min bedstemor.“ – „Hvad er det du har under forklædet?“ – „Kager 

og vin; i går bagte vi, nu skal bedstemor, som er syg og svagelig, også have noget godt og 

noget at styrke sig på.“ – „Rødhætte, hvor bor din bedstemor?“ – „Godt et kvarters gang 

inde i skoven, under de tre store egetræer står hendes hus, og nedenfor er nøddehækkene, 

det ved du da godt,“ sagde Rødhætte. Ulven tænkte ved sig selv: „Sådan en nydelig 

lille en, det er en lækkerbisken, hun smager sikkert bedre end den gamle kone; her må 

du gå listigt til værks, så du kan snuppe dem begge to.“ Et stykke vej fulgtes han med 

Rødhætte, så sagde han: „Rødhætte, se dog hvor smukke alle blomsterne er, hvorfor ser 

du dig ikke omkring? Du hører vist slet ikke hvor dejligt fuglene synger? Du går jo lige 

frem efter næsen, som om du gik til skole, og her er da så fornøjeligt herude i skoven.“ 

Rødhætte slog øjnene op, og da hun så solstrålerne danse inde mellem træerne og de 

smukke blomster der stod allevegne, tænkte hun: „Hvis jeg tager en frisk buket med til 

bedstemor, bliver hun nok glad; det er stadig så tidligt på dagen at jeg kommer tidsnok,“ 

og hun løb væk fra stien ind mellem træerne efter blomster. Og når hun havde plukket 

en, syntes hun at der længere inde stod en der var endnu smukkere, og løb ind efter den 

og kom længere og længere ind i skoven. Men ulven gik den nærmeste vej til bedstemors 

hus og bankede på døren. „Hvem er det?“ – „Rødhætte der kommer med kager og vin, 

luk op.“ – „Tryk bare på dørklinken,“ råbte bedstemor, „jeg er for svag og kan ikke stå 

op.“ Ulven trykkede på dørklinken, gik uden at sige et ord lige hen til bedstemors seng 

og slugte hende. Så tog han hendes tøj på og nathuen på hovedet, lagde sig i sengen og 

trak forhænget for. 

��

�� 

�� 

Rødhætte havde i mellemtiden sprunget rundt efter blomster, og da hun havde så mange 

at hun ikke kunne bære flere, kom hun igen til at tænke på bedstemor og skyndte sig 

derhen. Hun undrede sig over at døren stod åben, og da hun trådte ind i stuen, syntes 

hun der var så underligt derinde og tænkte: „Ih, min gud, sikke bange jeg bli’r i dag, og 

jeg er ellers så glad for at komme her hos bedstemor!“ Hun råbte: „God morgen!“ men fik 

ikke noget svar. Så gik hun hen til sengen og trak forhænget til side: dér lå bedstemor og 

havde trukket nathuen langt ned over ansigtet og så så besynderlig ud. „Ih, bedstemor, 

sikke store ører du har!“ – „Det er for at jeg bedre kan høre dig.“ – „Ih, bedstemor, sikke 

store øjne du har!“ – „Det er for at jeg bedre kan se dig.“ – „Ih, bedstemor sikke store 

hænder du har!“ – „Det er for at jeg bedre kan gribe dig.“ – „Jamen bedstemor, sikke en 

skrækkelig stor mund du har!“ – „Det er for at jeg bedre kan æde dig,“ – og i samme 

øjeblik sprang ulven i et sæt ud af sengen og slugte den stakkels Rødhætte. 

Da ulven havde stillet sin sult, lagde han sig igen i sengen, faldt i søvn og begyndte 

at snorke umådelig højt. Jægeren, der netop kom forbi, tænkte: „Hvor den gamle kone 

dog snorker; du må vist hellere se om der er noget galt.“ Så gik han ind i huset, og da 

han kom hen til sengen, så han ulven ligge i den. „Skal jeg finde dig her, din gamle 

bandit,“ sagde han, „jeg har længe nok haft kig på dig.“ Han lagde an til at skyde, men 

kom i tanker om at ulven nok havde ædt bedstemor der måske endnu kunne reddes, 

derfor skød han ikke, men tog en saks og sprættede maven op på den sovende ulv. Da 

han havde gjort et par snit, så han den røde hætte stikke frem, og efter endnu et par snit 

sprang pigen ud og råbte: „Ih hvor var jeg forskrækket, hvor var der mørkt inde i maven 

på ulven.“ Og så kom den gamle bedstemor også ud, hun levede, men havde svært ved 

at få vejret. Rødhætte hentede i en fart nogle store sten som de fyldte ulvens mave med, 

og da han vågnede og ville løbe væk, var stenene så tunge at han straks sank sammen 

og var død. 

Så blev de glade alle tre; jægeren trak skindet af ulven og tog det med, bedstemor 

spiste kagen og drak vinen, som Rødhætte havde haft med, og kom sig igen, men Rødhætte 

tænkte: „Aldrig i livet vil du igen løbe væk fra stien og ind i skoven, når mor har 

sagt at du ikke må.“ 

Det fortælles også at Rødhætte en anden gang, da hun gik med friskbagt kage til bedstemor, 

blev antastet af en ulv der ville lokke hende på afveje. Men Rødhætte tog sig i agt 

og gik den lige vej til bedstemor og sagde at hun havde mødt en ulv der havde sagt god 

dag, men set så ond ud i øjnene at „havde det ikke været på åben gade, havde han ædt 

mig.“ – „Kom,“ sagde bedstemor, „lad os låse døren så han ikke kan komme ind.“ Snart 

efter bankede ulven på og råbte: „Luk op, bedstemor, det er Rødhætte, jeg har friskbagt 

kage med til dig.“ Men de tav stille og lukkede ikke op; så listede gråbassen nogle gange 

rundt om huset og sprang til sidst op på taget for at vente til Rødhætte gik hjem

om aftenen; så ville han snige sig efter hende og æde hende i mørket. Men bedstemor 

mærkede hvad han havde i sinde. Nu stod der et stort stentrug uden for huset, og hun 

sagde til Rødhætte: „Tag lige spanden; jeg kogte pølser i går, hæld nu vandet de er kogt 

i, ud i truget.“ Rødhætte gik så mange gange ud med spanden at det store store trug til 

sidst var helt fuldt. Da steg duften af pølserne op og kildrede ulvens næse, han snusede 

og kiggede ned, og til sidst strakte han halsen så langt frem at han ikke kunne holde 

balancen: han begyndte at rutsje, og rutsjede ned fra taget midt i det store trug og druknede. 

Men Rødhætte gik fornøjet hjem, og der var ingen der gjorde hende noget. 

(1995) 

��

�� 

�� 

Den lille rødhætte & 

af Charles Perrault 

Der var engang en lille bondepige, den smukkeste man kunne se for sine øjne. Hendes 

mor var meget glad for hende, og hendes bedstemor var det endnu mere. 

Den rare bedstemor havde lavet en lille rød hætte til hende, og den klædte hende så 

godt, at alle kaldte hende lille Rødhætte. 

En dag, da hendes mor havde bagt brød, sagde hun til hende: 

– Gå hen og se, hvordan bedstemor har det, for jeg har hørt, at hun er syg. Tag et brød 

og en lille krukke smør med til hende. 

Lille Rødhætte begav sig straks på vej til sin bedstemor, der boede i en anden landsby. 

Da hun gik gennem en skov, mødte hun den listige ulv, der havde den største lyst til 

at æde hende. Men den turde ikke, fordi der var nogle skovhuggere i nærheden. 

Den spurgte hende, hvor hun skulle hen. 

Den stakkels pige, der ikke vidste, hvor farligt det var at stå og tale med en ulv, svarede: 

– Jeg skal hen og se til min bedstemor, og min mor har givet mig et brød og en lille 

krukke smør med til hende. 

– Bor hun langt herfra? spurgte ulven. 

– Ja hun gør, svarede lille Rødhætte. – Hun bor på den anden side af møllen, som du 

kan se, i det første hus i landsbyen derovre. 

– Nå, sagde ulven. – Hende vil jeg også besøge. Jeg tager denne vej, og du kan tage 

den anden, og så ser vi, hvem der kommer først. 

Ulven løb, så hurtigt den kunne, hen ad den korteste vej. Men den lille pige gik den længste 

vej og morede sig med at plukke nødder, at løbe efter sommerfugle og lave buketter 

af de små blomster, hun fandt på sin vej. 

Ulven var ikke længe om at nå til bedstemoderens hus. Den bankede på døren. 

– Hvem er det? 

– Det er mig, lille Rødhætte, svarede ulven og fordrejede sin stemme. - Jeg har et 

brød og en lille krukke smør med til dig fra mor. 

– Træk i snoren, så går dørklinken op. 

Ulven trak i snoren, og døren sprang op. Den kastede sig over den gamle bedstemor 

og slugte hende i én mundfuld, for den havde ikke fået noget at spise i tre dage. 

Så lukkede den døren, lagde sig i bedstemoderens seng og ventede på lille Rødhætte, 

der lidt efter kom og bankede på. 

– Hvem er det? 

Da lille Rødhætte hørte ulvens grove stemme, blev hun først bange. Men så tænkte 

hun, at hendes bedstemor var blevet forkølet, og svarede: 

– Det er mig, lille Rødhætte. Jeg har et brød og en krukke smør med til dig fra

mor. 

Ulven gjorde sin stemme så blid, som den kunne, og råbte: 

– Træk i snoren, så går dørklinken op. 

Lille Rødhætte trak i snoren, og døren sprang op. Da ulven så hende komme ind, 

skjulte den sig under tæppet og sagde: 

– Stil smørret og brødet på brødkassen og kom og læg dig ved siden af mig. 

Lille Rødhætte tog sit tøj af og lagde sig i sengen. Hun blev meget forbavset over at 

se, hvordan bedstemoderen så ud uden tøj, og hun sagde: 

– Bedstemor, hvor har du store arme! 

– Det er for, at jeg bedre kan omfavne dig, min pige! 

– Bedstemor, hvor har du store ben! 

– Det er for, at jeg bedre kan løbe! 

– Bedstemor, hvor har du store ører! 

– Det er for, at jeg bedre kan høre dig! 

– Bedstemor, hvor har du store øjne! 

– Det er for, at jeg bedre kan se dig! 

– Bedstemor, hvor har du store tænder! 

– Det er for, at jeg bedre kan æde dig! 

Og med disse ord kastede den stygge ulv sig over lille Rødhætte og åd hende. 

CharlEs PErrault 

(1697) 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

��

�� 

�� 

Læs Rødhætte 

• Stil 10 spørgsmål til forhold i teksten, der undrer dig. Det kunne være spørgs- 

mål som: Hvor kender ulven Rødhættes navn fra? 

• Udvælg sammen med din sidekammerat jeres fem bedste spørgsmål, der frem- 

lægges og diskuteres. 

• Find alle de formaninger og opdragende udsagn, du kan, i eventyret. 

• Diskutér om eventyret om Rødhætte har en opdragende funktion. 

Find forskellene i de to udgaver af Rødhætte 

• Hvilken betydning har de for læserens forståelse af eventyret? 

• Omskriv eventyret, så Rødhætte klarer udfordringerne og vinder prinsen 

(ulven?) og det halve kongerige. Du må godt bruge uddrag af de to eventyr, 

men du skal skrive dit eget sammenhængende eventyr. 

RunE T. KiddE 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

Tegneserieeventyr 

Eventyret om eventyret er et tegneserieeventyr 

af Rune T. Kidde i , der handler 

om, hvor vigtige eventyr er. Det skal du 

læse nu.

Illustration: Thormod Kidde 

Eventyret om eventyret 

af Rune T. Kidde 

Der var engang en mand, der skrev eventyr. Ja, det vil sige: Han plejede i hvert fald at 

gøre det; men på det sidste var det, som om eventyrene var blevet syge. De var blevet 

små og grå og uden saft og kraft. Og fordi eventyrene var svundet ind, så var det også, 

som om hele verden med ét bestod af støjende maskiner og aviser fulde af dårligt nyt. 

Havets fisk var syge og himlens ørne golde. Og mennesker tænkte kun på penge. De 

sad ved deres fjernsyn for at glemme. De blev grå, blege og ensomme. Kun i drømme så 

de nu og da et eventyr; men da var det altid et ondsindet mareridt med kulsorte 

��

�� 

�� 

himle, skrækslagne fugle, flygtende tog og ure, der alle var ti minutter i at slå midnat. 

Ja, sådan blev verden uden eventyr. 

„Hvad skal jeg dog gøre?“ sukkede manden ulykkeligt. Tænk, om der aldrig nogensinde 

mere vil blive født et nyt eventyr. 

Nu må du ikke tro, at han tænkte sådan, fordi der var noget galt med de gamle 

eventyr, som vi allerede har og allerede har haft så længe. Slet ikke; men gamle eventyr 

er ligesom gamle mennesker. De bliver så triste om hjertet og så grimme og grå, når de 

sidder helt alene, at de slet ikke mere har lyst til at leve. 

Læs Eventyret om eventyret 

• Lav en collage af, hvordan verden, i følge teksten, ser ud – uden eventyr. I skal 

bruge aviser, og alt skal rives ud og limes på et stykke karton. Vælg tre ord, 

som dækker den stemning, I ønsker at formidle. Disse ord skal indgå i collagen. 

• „Hvad skal jeg dog gøre?“ sukker manden ulykkeligt. Manden drager herefter 

ud på en rejse for at finde svaret. Skriv og tegn, hvad der videre sker. 

Genfortæl et eventyr 

• Udvælg et folkeeventyr, du godt 

kan lide. Øv dig på det hjemme, 

og genfortæl så eventyret i klassen. 

• Sammenlign herefter med teksten. 

Hvad er det oplæseren husker, og 

hvad glemmes? 

• Diskutér, hvilken betydning den 

mundtlige overlevering har haft 

for folkeeventyrets form og indhold. 

Skriv i din logbog 

(2001) 

• Tre ting, du har lært om folkeeven- 

tyr. 

• To ting, der undrer dig. 

• En ting, du synes var den mest 

spændende.

Stillfoto fra Ringenes Herre 

Fantasy 

Fantasygenren * er opstået i det 19. 

århundrede. Den udspilles i en verden, 

der er parallel til vores verden, men 

som er magisk, befolket med overnaturlige 

væsner og uden sammenhæng 

med vores verden. Den magiske verden 

er nøje konstrueret med egen geografi, 

sprog og regler. 

Hovedpersonen er et barn eller ungt 

menneske, der i sin søgen efter identitet 

mangler voksne forbilleder at læne sig 

op af og spejle sig i. Der er sjældent 

forældre til stede i fantasylitteraturen. 

På egen hånd må hovedpersonen vinde 

eventyrlige slag og overvinde magiske 

begivenheder og væsner i en fremmed 

verden. Hvor personerne i folkeeventyrene 

er enten gode eller onde, inde- 

holder personerne i fantasylitteraturen 

ofte potentialet for at udvikle både gode 

og onde sider. Det er i denne kamp med 

sig selv, personerne finder deres sande 

jeg, deres identitet. Fantasygenren er 

ikke opdragende og moraliserende på 

samme måde som folkeeventyrene, men 

måske kan fantasylitteraturen indgyde 

barnet eller det unge menneske en tro 

på sig selv. 

Fantasy 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

Kendetegn ved fantasy 

Fantasygenren kan du kende på følgende 

træk: 

• Fantasytekster udspiller sig i en magisk 

verden, som er parallel til vores virkelighed. 

• Hovedpersonen er et barn eller ungt 

menneske, der søger identitet. 

• Hovedpersonen drives ofte ud på en 

lang rejse eller i en lang kamp. 

• Der forekommer overnaturlige væsner 

og magiske begivenheder. 

• Der foregår en kamp mellem det gode og 

det onde, mellem mørke og lyse kræfter, 

både på det ydre og det indre plan. 

• Nogle fantasytekster foregår både i en 

realverden som vores verden, og i en 

magisk verden – andre foregår udelukkende 

i en magisk verden. 

Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen 

i er en fantasyroman. Hovedpersonen 

Peter har en rigtig god fantasi. Fantasien 

er en del af hans virkelighed, en lidt for 

stor del, mener hans far og mor … 

Under en uhyggelig storm forsvinder 

grænserne mellem fantasi og virkelighed 

for Peter, og han bliver hovedperson 

i sin egen historie. 

Forsideillustration fra bogen Himmelherren af 

Kenneth Bøgh Andersen 

Læs første uddrag af Himmelherren 

• Lav en liste over tekstens magiske 

elementer og en over tekstens 

realistiske elementer. 

KEnnEth Bøgh AndErsEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��Slaget i Caïssa�� 

i

Himmelherren (uddrag) 

af Kenneth Bøgh Andersen 

Kapitel 1: Små forandringer 

Peter drejede hovedet i et ryk. Kneb øjnene sammen og stirrede mod den gamle ruin, der 

lå på bakken bag kirkegården. 

Det var mærkeligt. I et kort sekund havde han syntes, at det så ud som om – som 

om – som om hvad? 

Peter vidste det ikke. Hver eneste dag gik han denne vej, hen ad den samme kedelige 

gade, hjem fra den samme kedelige skole, igennem det samme kedelige bybillede. Men for 

et øjeblik siden – Der havde været en forstyrrelse i øjenkrogen, et eller andet havde virket 

anderledes i det vante sceneri. Et eller andet ved den gamle ruin. Han havde kigget op og i 

et splitsekund fået et glimt af – Af ingenting. Ruinen så ud, som den plejede, stenbrokkerne 

lå, som de altid havde ligget, og fortalte med deres lydløse stemmer om glemte tider. 

„Ruinen var engang et gammelt slot,“ hviskede Peter for sig selv og så i tankerne et 

imponerende bygningsværk rejse sig på bakkeskråningen. Det var smukt dekoreret med 

pyntede gesimser og runde balkoner. Farverige slyngplanter snoede sig op ad de lodrette 

mure, så det så ud, som om slottet var bygget af nyudsprungne blomster. Forskellige stenfigurer 

– pegasuser, griffer, svanedrager – var hugget ind i de syv tårne, hvis spir ragede 

langt op i himlen. Højt, højt oppe kunne Peter se de røde vimpler vaje, og bag brystværnet 

travede kongens soldater frem og tilbage. „Slottet var opført af en dygtig troldmand, som 

havde støbt sin hvide magi ind i de massive mure. Når natten sænkede sig, og månen 

stod op, rev stendyrene sig løs af deres fundament og vogtede sammen med soldaterne 

over kongeparrets eneste datter, prinsesse Cora. For det var rygtedes, at onde kræfter 

var begyndt at røre på sig i nord, og at prinsessen var i fare. I skoven var hvisketræerne 

begyndt at tale om mørke tider, og en sen sommernat nær elven, hvor flodfolket levede, 

skete der noget ganske forfærdeligt. Et af slottets stendyr ’en pegasus’ blev myrdet og en 

af dens magiske fjer stjålet.“ En fjern buldren afbrød Peters tanker, og han missede mod 

himlen. Spilede så øjnene op og snurrede måbende rundt om sig selv. 

Hele vejen rundt om byen havde et tungt skybælte lagt sig som en omkransende hær, 

der langsomt marcherede nærmere. Det var uvejr fra alle fire verdenshjørner. Og det så 

ud, som om de ville tørne sammen lige over byen. 

Skyerne var sortviolette og tændtes af og til af hvide lys, når lynene sprang inden i 

dem. De slæbte et gråt regnslør efter sig, og solen, der stadig skinnede i midten af tordenbæltet, 

malede smukke regnbuer på det blå himmelhvælv. Mange af dem. Peter talte 

mindst ti, og hele tiden syntes der at dukke nye op, de sprang ud af de knagende skyer 

som fontæner. Lignede næsten passager til andre verdener. Peter havde aldrig set 

noget lignende. 

��

�� 

�� 

„Det bliver noget af et uvejr, hva’?“ sagde en stemme ved siden af Peter. 

Han drejede hovedet og opdagede, at Olde Osvald havde gjort ham selskab. Postbuddets 

grå øjne skinnede i lyset fra de glimtende skyer. 

Peter vendte atter blikket op. „Det ser fuldstændig vanvittigt ud.“ 

„Det bliver vanvittigt.“ Osvald nikkede som en, der glæder sig til at få ret. Han var 

gammel og rynket som et egetræ og havde – så længe Peter kunne huske – aldrig været 

yngre. Han var et af den slags mennesker, der fødes gammel, og folk sagde, at når de selv 

engang var døde og borte, ja, så ville Olde Osvald stadig trække af sted med postcyklen 

og overbringe byens borgere breve fra nær og fjern. 

Men Peter syntes nu alligevel, at den gamle mand var begyndt at se træt ud. Han 

var – selv om det ikke burde kunne lade sig gøre – blevet ældre. 

„Vanvittigt, ja,“ fortsatte Osvald. „Det vil jeg æde min uniform på. Og det endda selv 

om udløbsdatoen for længst er overskredet.“ 

Der var noget sørgmodigt og måske bittert over den sidste kommentar, og Peter 

spurgte ham om, hvor længe han egentlig havde været postbud. 

Svaret var en tør latter, der også lød en smule træt. Nej, ikke træt – trist. „Længe, min 

ven. Alt for længe.“ Osvald hev en plettet klud op af lommen og duppede panden. „Nå, jeg 

må også hellere se at komme videre. Kan du have en god weekend? Skal du skrive videre 

på din historie?“ 

Peter nikkede. 

„Hvis du nu løber tør for ideer, kan du jo skrive Olde Osvald ind i din fortælling.“ 

Han smilede, og i det mærkelige lys fra regnbuerne, lynene og solen så postbuddet pludselig 

meget yngre ud. „Et godt eventyr ville gøre mig gavn. Tror du ikke, jeg ville kunne 

begå mig som gammel troldmand? Eller måske som konge?“ Han rettede sig op, løftede 

bagen og stirrede mod horisonten med et fjernt blik. Han slog den røde postfrakke over 

skuldrene som en kongekåbe og rettede forsigtigt på kasketten, som var den en dyrebar 

krone. 

Peter kunne ikke lade være med at le. „Det tror jeg bestemt, Osvald. Det skal jeg nok 

huske.“ 

Kongen forsvandt, og den gamle grå mand vendte tilbage. 

„Bare du ikke gør mig til postbud,“ sagde han. „Så må du selv bestemme.“ 

Osvald tog sin postcykel, klappede den på sadlen og sagde: „Kongens prægtige ganger.“ 

Så fortsatte han ned ad gaden. 

Peter så efter ham, og en ny historie begyndte at tage form. 

Historien om det gamle postbud, som livet ikke havde givet andet end åreknuder, 

rygsmerter og problemer med knæene. Nu var han ved at være træt. Træt af at trække 

postcyklen op og ned ad bakkerne. Træt af at dele de samme fødselsdagskort ud til de 

samme mennesker. Træt af, at et af kortene aldrig var til ham. Træt af at have spildt

livet på denne måde. Hvis han kunne, så ville han det anderledes. Og en dag fik han 

muligheden ... 

Peter bryggede videre, og fortællingen voksede. 

Han gik altid og fandt på den slags små historier, elskede bare at lade fantasien flyde 

og digte livet lidt mere farverigt og interessant; en sten på vejen kunne opfylde tre ønsker. 

En kvidrende musvit var i virkeligheden en forhekset kvinde, som ledte efter sin elskede. 

En bid af en nedfalden pære kunne give evigt liv. 

Der var historier overalt, og Peter var god til at finde dem. 

De myldrede rundt i hans tanker, fungerede som en slags åndehul. Når hverdagen blev 

for kedelig, åbnede fantasiens porte sig, og ud væltede alfer, gespenster, magikere og dæmoner. 

Andre folk så dem ikke, Peter så dem alle vegne. Men Peters øjne var også specielle. 

Der lød en stille rumlen fra de mørkviolette skyer, der bølgede tykt over horisonten. 

De lå stadig et godt stykke væk. De mange regnbuer gnistrede. 

En pludselig følelse af at blive iagttaget greb Peter, og den begyndende historie om 

postbuddet forsvandt fra hans tanker. Ud ad øjenkrogen så han noget bevæge sig. Han 

drejede hovedet i et ryk og følte halsen snøre sig sammen i er hæst gisp. Glippede så 

forvirret med øjnene. 

For der var ingenting. Kun den mennesketomme gade, et par parkerede biler og de 

tavse villaer. Alt var, som det plejede at være. 

Men havde han ikke – i et ganske kort øjeblik – set ... noget andet? 

Er min fantasi ved at slippe af sted med mig? tænkte han og rynkede panden. Det var 

det, mor og far altid advarede ham mod. 

Alting er ikke historier, Peter. Man må også leve lidt i den virkelige verden. 

De forstod ikke, at historierne, fantasien var en del af hans virkelighed. 

En lidt for stor del, belærte far og mor ham i hans tanker. Du må passe på, at du en dag 

ikke forsvinder helt. 

Var det dét, der havde været ved at ske? 

For i dét sekund han havde drejet hovedet, havde han ikke set gaderne, bilerne og 

husene. Byen var forsvundet, og i stedet havde han stået midt i en kæmpemæssig skov, 

omgivet af himmelhøje træer med vældige kroner. Og ved foden af et af dem, ikke mere 

end fire meter fra, hvor han stod, havde der siddet et mærkeligt, loddent væsen med gule 

øjne og stirret direkte på ham. 

Peter smilede og rystede på hovedet. Nej, alt så desværre ud, som det plejede, det hele 

havde været i hans hoved. Som det plejede. 

Rundt om ham brummede de violette tordenskyer. 

(2004) 

��

�� 

�� 

Læs andet uddrag af Himmelherren 

• Find træk fra folkeeventyrene i tekstuddraget. 

• Find beviser på, at tekstuddraget er fantasy. 

Kapitel 24: Forgiftet (uddrag) 

Peters kød brændte. Det var endda, som om han kunne lugte det, og han prøvede at 

skrige. Men skriget kom ud som en spag stønnen, mere havde han ikke kræfter til. 

Dværgheksene sprang rundt om ham, hvinede og lo og prikkede til ham med lange 

skarpe negle for at mærke, om han var ved at være mør. 

„Sultne er vi! Mætte bli’r vi!“ lød deres skærende stemmer i den stjerneklare nat. 

„Kødet mugner, knogler smelter! Opfyldes skal profetien, og fyldes op skal heksemaverne! 

Det bli’r et festmåltid!“ 

Peter ænsede dem næsten ikke, deres stemmer var kun fjerne ekkoer i hans hoved. 

Han var i giftens vold. Forsvundet ind i en verden, der hverken var virkelighed eller 

fantasi, men alligevel begge dele, og hans svømmende øjne så ting, som ikke var der. 

„Cora?“ hviskede han, og i det tågede mørke trådte prinsessen frem. Hun var smukkere, 

end han huskede hende, og et øjeblik var han nær ved at græde. Men han kæmpede 

det i sig; helten tuder aldrig foran prinsessen. Uanset hvilken knibe han er havnet i. 

Betyder det noget? tænkte han. Eller sagde han det? Jeg kan jo ikke ... ikke redde hende 

alligevel. Jeg kan ... ikke engang redde ... redde mig selv. 

Prinsessen rakte en hånd frem, og han ønskede brændende at tage den. Men han 

kunne ikke. Rebene holdt ham fast, og selv om hun stod lige foran ham, så havde hun 

aldrig været længere væk. Fra hans ene øre begyndte blodet at løbe. 

„Jeg er ked af det, min prinsesse,“ sagde han. Eller tænkte han det? „Men jeg tror 

ikke ... at spåkonen kan høre mig. Jeg tror, at ... at eventyret ender her. En køn helt, 

ikke?“ 

Det så ud, som om prinsessen nikkede, og så sank hun tilbage i mørket. Peter råbte 

vist efter hende, men hans stemme blev overdøvet af de skrålende dværghekse. 

Så forstummede hekselatteren pludselig, og en nervøs hvisken bredte sig. Under 

deres filtrede hår stirrede de små øjne rundt i mørket. 

„Var der en lyd, var der?“ lød deres små, sprukne stemmer. „Hørte vi ikke noget? En 

lyd fra mørket? Gjorde vi ikke? Nej, ingenting. Der er ingenting, der er ganske, ganske 

stille. Kun lyde fra sultne heksemaver. De larmer ganske forfærdeligt. Men snart er

kødet mørt, kæberne vil smælde, og så vil heksemaverne tie ganske stille!“ 

De begyndte atter at danse rundt, mens de galede højt af latter. 

„Jeg har set dig,“ stønnede Peter og bed tænderne sammen, da en katteklo flængede 

hans mavesæk. 

Fra sin plads mellem klippemasserne nikkede den sortklædte død. 

„Du er kommet for at afslutte eventyret. For at sætte punktum.“ 

Det gjorde ondt at tale. Giften snoede sig som en slange om hans hjerte, hans hud 

begyndte at ryge, og døden tog et skridt nærmere. 

„Punktum?“ pustede Peter og smilede et sygt smil. „Du ligner nu mere et komma.“ 

Skikkelsen nikkede, og pludselig skiftede den sorte kåbe farve. Den blev violet som 

himlen i denne mærkværdige verden, som Peters blodskudte øjne, og skikkelsen under 

hætten løftede langsomt hovedet. 

Find mig, sagde den og trak sig så tilbage i skyggerne. Find mig. 

„Du er ikke døden,“ hviskede Peter. En dråbe blod dryppede fra hans næse og landede 

på rebet. Blodet var sort som blæk. „Hvem er du?“ 

Omkring ham blev alting stadig mørkere, og kun ganske svagt fornemmede han, at 

dværgheksenes dans atter standsede. 

Himmelherren, lød det sagte svar. Man kalder mig himmelherren. 

Slangen om Peters hjerte strammede grebet, fik det til at slå langsommere, langsommere, 

meget langsommere, og Peters øjne begyndte at glide i. 

Han var træt, så forbandet træt og et sted tusind lysår væk, i noget der måtte være en 

drøm, hørte han en pibende stemme sige: 

„Der var den igen, lyden! Lyden som en tom heksemave! Som et dyr, der knurrer og 

kommer nærmere! Det er ganske vist, er det! Kan I ikke høre d... Så forsvandt stemmen 

pludselig i et kor af rædselsskrig, da noget kom brølende ud af nattens skygger. 

I det tågede mørke nåede Peter at se et stort væsen med skinnende kløer kaste sig over 

de modbydelige dværghekse, der hvinende flygtede i alle retninger. Hans blik ramte klippestykket, 

der lignede spåkonen, og han opdagede, at skyggerne havde lagt sig en smule 

anderledes i det gamle granitansigt. Nu så det ud, som om hun smilede. 

Så faldt Peters øjne i, og der blev slukket for alle lyde. Selv hans hjertes banken. 

(2004) 

��

�� 

�� 

Troldmanden fra Jordhavet (uddrag) 

af Ursula K. Le Guin 

Kapitel 1: Krigere i tågen 

Øen Gont, der som ét enkelt bjerg hæver sin tinde tusind favne over det vindomsuste 

Nordøsthav, er berømt for sine troldmænd Fra byerne i højlandets dale og havnene i de 

mørke, snævre bugter er mangen en gonter draget ud for at tjene Øhavets Herrer som 

troldmand eller kogler i de store byer, eller – når eventyrlysten brændte – for at øve magi 

fra ø til ø overalt i Jordhavet. 

Nogle siger, at den største af disse – i hvert fald den der kom videst omkring – var 

en mand ved navn Spurvehøg, der opnåede at blive både drageherre og ærkekogler. Der 

berettes om hans liv i Gæts dåd og i mange andre sange, men denne beretning handler 

om tiden, inden han vandt berømmelse, inden sangene blev skrevet. 

Han blev født i en afsidesliggende landsby ved navn Nibirke, der ligger højt oppe på 

bjerget øverst i Norddalen. Neden under landsbyen skråner dalens græs- og pløjemarker 

i terrasser ned mod havet, og der ligger andre byer langs den bugtede Arflod; oven over 

landsbyen strækker kun de skovklædte bjergkamme sig op mod højlandets nøgne og 

snedækkede klipper. 

Det navn han havde som barn, Duni, havde han fået af sin mor, og det og hans liv 

var det eneste hun nåede at give ham, før hun døde, inden han var et år gammel. Hans 

far, landsbyens bronzesmed, var en tavs og dyster mand, og eftersom Dunis seks brødre 

alle var langt ældre end han og en efter en drog hjemmefra for at opdyrke landet eller 

sejle på havet eller arbejde som smede i andre af Norddalens byer, var der ingen til at 

give barnet en tryg og kærlig opdragelse. 

Han blev en vild krabat, et frodigt ukrudt, en opløben, hurtig knægt, en højrøstet, 

stolt og ildfuld dreng. Sammen med de få andre børn i landsbyen vogtede han geder på 

de stejle sætere oven over flodkilderne; og da han var stærk nok til at håndtere de store 

blæsebælge, lod hans far ham arbejde i smedjen, hvor han tit fik tærsk og drøje hug. 

Det var svært at få Duni til at lave noget. Han smuttede altid af sted, når han så sit 

snit til det; flakkede rundt i den dybe skov, svømmede i Arfloden, der som alle gontiske 

floder har en kold og rivende strøm, eller kravlede over klipper og knolde højt op over 

skoven, hvorfra han kunne se havet, det store nordlige ocean, hvor der ikke findes øer 

hinsides Perregal. 

En af hans afdøde mors søstre boede i landsbyen. Hun havde passet ham som barn, 

men havde egne ting at se til, og lige så snart han kunne klare sig selv, havde hun 

ikke længere skænket ham nogen opmærksomhed. Men en dag, da drengen var syv år 

gammel og stadig ikke kendte til de kunster og kræfter, der findes i verden, hørte han 

sin moster råbe noget til en ged, der var hoppet op på en hyttes tækkede tag og

ikke ville komme ned igen; men den kom springende, da hun råbte et bestemt rim op til 

den. 

Da Duni næste dag vogtede de langhårede geder oppe på Højfaldets sætere, råbte 

han til dem de ord han havde hørt uden at vide hvad det var for nogle ord, eller hvad de 

betød: 

Noth hierth malk man 

biolk han merth han! 

Højt råbte han rimet, og gederne kom springende. De kom meget hurtigt, alle på én gang, 

alle uden at mæle en lyd De så på ham gennem den mørke sprække i deres gule øjne. 

Troldmanden fra Jordhavet af Ursula K. 

Le Guin i er første del i trilogien om 

troldmandslærlingen Gæt, der er splittet 

mellem de gode og de onde sider i 

sig selv. Vi følger Gæt på en farefuld jagt 

gennem Jordhavet, hvor han forfølger en 

ond skygge fra Dødsriget for at finde ud 

af, hvad den har med ham at gøre. 

ursula K. lE Guin 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

Læs uddraget af Troldmanden fra 

Jordhavet 

(1968) 

• Find alle de oplysninger om dren- 

gen Duni, som teksten rummer. 

• Udvælg et sted på øen Gont, som 

du vil illustrere og fortælle din 

sidemand om. 

Den sorte ravns forbandelse 

12-årige Elisa er ikke som andre mennesker. 

Da hun var spæd, efterlod hendes 

mor hende i en kurv foran herregården 

Svaneborg. Moderen forsvandt, og det 

samme gjorde et brev, der fortalte om 

en frygtelig forbandelse. 

��

�� 

�� 

Bogomslag til Den sorte ravns forbandelse 

Den sorte ravns forbandelse 

af Helle Ryding 

Leanders musik lød stadig oppe fra riddersalen. Elisa tænkte igen på brevet. Det var 

helt umuligt at få det ud af tankerne. Hun syntes, at hun blev nødt til at se nærmere 

på det, inden det forsvandt fra Svaneborg for altid. Hun lyttede til musikken. Der var 

fri bane nu. Når Leander spillede på flyglet, var han ikke på sit værelse. Hurtigt gjorde 

hun sig færdig med ærterne. Så åbnede hun forsigtigt bryggersdøren og listede op ad 

trappen til gårdspladsen. Rigmor skulle nødig gribe hende i at skulke fra køkkentjenesten. 

Lydløs, som hun var, sneg hun sig som en sort skygge langs murene hele vejen 

over til østfløjens tårn, og derfra videre op ad vindeltrappen til anden sal.

Men straks hun kom ind i Leanders værelse, var hendes hemmelige ærinde ikke 

længere en spændende leg. Rummet var så fuldt af uhygge, at det var, som om 

brevet havde ligget og forgiftet alt. Hun støttede sig til skrivebordet og snappede 

efter vejret, mens hun kæmpede mod den uforklarlige angst. Da hendes blik faldt 

på skrivebordsskuffen, vidste hun med det samme, at brevet lå i den. Hun tøvede 

med at åbne den, for skuffen var privat. Alligevel trak hun forsigtigt i den. Den var 

låst. Hun slap håndtaget og besindede sig. Men brevet havde fået en underlig magt 

over hende. Da hun kiggede ud ad vinduet mod skoven og tænkte på, at Leander 

snart ville fjerne det herfra, søgte hun begærligt blandt krukker og æsker på skrivebordet. 

Hun kunne slet ikke kende sig selv igen. Det var, som om hun blev drevet 

af en fremmed vilje. Det varede da heller ikke længe, før hun fandt nøglen gemt i 

hulningen under hans blækhus. Uden at betænke sig låste hun skuffen op og tog 

brevet. 

Kuverten var gulnet og krøllet. Den havde sikkert været igennem mange 

hænder i løbet af de tolv år, brevet havde været undervejs. Der var snavsede pletter 

og fedtede fingeraftryk overalt. Fugt og vand havde sløret navnet, der var skrevet 

udenpå med svungen skråskrift og sort blæk. Elisa glattede kuverten ud. Navnet 

var svært at læse, men med lidt god vilje kunne der godt stå „Til Leander“. T’et var 

ganske vist borte i en plet. I’et var et en eller anden grund skrevet med stort, mens 

resten af bogstaverne var skrevet med småt og ud i et. Det var sjusket gjort. Hvis 

det ikke var fordi Elisa vidste, hvordan man staver til Leander, så kunne der lige så 

godt have stået noget andet. „Illeander“ eller „Illiander“, for eksempel. 

Uden tøven trak hun arkene frem. De var helt blanke. Det undrede hende, at 

Leander kunne læse noget ud af dem. Men hun skulle snart få at vide, hvad der stod 

skrevet! 

En strøm af uhygge var fulgt med ud af kuverten, og idet hun lod fingrene 

glide ned over de tomme sider, fik ordene en forfærdelig magt over hende. Det 

mørknede i værelset, og den isnende kulde vældede endnu en gang op i hende, nu 

stærkere end nogensinde. Det buldrede og dundrede i hendes hoved, som om nogen 

slog hidsigt på en gong under en mægtig kuppel. I infernoet af larm messede en 

mørk stemme lange rækker af onde ord i et uhyggeligt vers: 

Vågner af dvale i bjerge og dale 

Og hører min tale i huler og sale 

Tågeslør hist under kulsorte stene 

Lad budskabet løbe ad mossede grene 

��

�� 

�� 

Lad skyggerne springe fra gruber og kroge 

Som brandsorte igler af dyndkonens våge 

Til svartalfer hyllet i tusmørke sjaler 

Som flænser i sjæle med hjertekvaler 

Far ud, mørke kilde, du frådende vilde 

Med budskab fra Ravnen, der vil varsle ilde: 

Stammen skal falde for min hånd alene 

Og slettes med ravnefjer skal slægtens grene! 

Tændt har Korona et blændende lys, 

Jeg finder den levende flamme, 

For ilden skal kvæles med Dødens kys 

Levaias slægt i det samme! 

Hvordan bliver vølvens spådom mon sand, 

når Døden har hentet hver banemand? 

Og så kom de sortklædte skikkelser tilbage. De jog hende mod afgrunden. Hun løb 

og løb, indtil vejen frem blev til et eneste sugende, svimlende dyb. Hun vaklede. 

Vendte sig om og så sine fjender. Under hætterne spejlede deres brændende øjne 

hendes eget rædselsslagne ansigt. Deres åndedrag var hæse som blæsebælge og 

lugtede af kolde krybdyr. Da de hævede deres skarpe våben imod hende, traf hun 

sit valg. Trådte ud over kanten og styrtede sig i dybet, hvorfra hun aldrig kunne 

vende levende tilbage. Vinden susede i ørerne, men hun faldt. Den onde stemme 

gjaldede så højt, at det smertede i hovedet. Hun faldt og faldt ned mod klipper af 

grå granit. Fra slugtens bund skød de op som grådige fingre med skarpe negle, klar 

til at spidde hende og standse hendes frie fald én gang for alle. Da skreg hun af 

rædsel. Skreg og skreg og skreg. 

Men i sidste øjeblik bøjede hun af og skiftede retning. Hun blev løftet bort fra 

stemmen og klipperne, højt op over slugtens kant. Op i lyset og varmen og ind i 

trygge arme. 

(2005)

Læs teksten fra Den sorte ravns forbandelse 

• Giv et resume af, hvad der sker i tekstuddraget. 

• Beskriv Elisas kamp og overvej, hvordan der skabes spænding, så læserens 

opmærksomhed vækkes. 

• Hvad mon der videre hænder Elisa? Digt en episode om Elisa, der udspiller sig 

et år senere. 

• Du skal skrive noter i din logbog, men forbered dig på at fortælle episoden for 

(nogle af) dine klassekammerater. 

Skriv i din logbog 

• Tre ting, du har lært om fantasy. 

• To ting, der undrer dig. 

• En ting, du synes, var den mest spændende. 

HEllE Ryding 

Den sorte ravns forbandelse� �� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� Den sorte ravns forbandelse�� 

��Morganas kilder� 

i 

RollEspil 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

Fotografi af ork til liverollespil 

Benjamins interaktive teater 

Kristeligt Dagblad 6/12-2005 

af Nanna Schelde 

Egentlig synes Benjamin Lamberth, det 

er lidt nørdet at spille rollespil. Alligevel 

lægger den 25-årige lærerstuderende fra 

Holbæk ikke skjul på, at hans store passion 

er at sætte fantasien fri og fordybe 

sig i spillebøgernes underfundige og 

fantasifulde verdener. 

– Det fascinerer mig, at jeg kan være, 

hvem jeg vil, skifte ham og opleve tusind 

forskellige universer, siger spilmesteren, 

der selv foretrækker bøger fra den overnaturlige 

fantasy-genre, når han spiller. 

Benjamin Lamberth fik så småt smag for 

at spille en rolle som 14-årig, da hans 

storebror inviterede ham til at deltage i 

hans rollespilsgruppe. På det tidspunkt 

interesserede Benjamin Lamberth sig 

allerede for middelalderen, og han brugte 

som barn en del tid på at fægte rundt 

med trækæppe på forældrenes gård. 

Af samme grund faldt det ham meget 

naturligt at træde ind i fiktive verdener 

med både vampyrer og troldmænd. 

– Rollespil er en slags interaktivt 

teater, hvor man forestiller sig det hele. 

Spilmesteren, det vil sige mig, har

i forvejen forberedt et manuskript, som 

spillerne går ud fra. Det er ligesom et 

teaterstykke, men med løse roller, hvor 

spillerne stadig har deres frie vilje, 

forklarer Benjamin Lamberth, som til 

daglig bruger en time eller to på at skrive 

manuskripter til rollespil: 

I løbet af de sidste tre år har han 

desuden skabt sit eget system „Sogn Og 

Saga“, fordi de eksisterende rollespilsbøger 

manglede et eller andet. Til trods 

for sit store engagement regner Benjamin 

Lamberth ikke med at kunne tjene 

penge på at udvikle spilsystemer. Det 

er markedet ganske enkelt for småt til. 

I øvrigt er det heller ikke økonomi, der 

til stadighed holder den unge midtsjællænder 

til ilden. 

Det gør til gengæld samværet med 

rollespilsgruppens fem andre medlemmer, 

som Benjamin Lamberth mødes 

Læs artiklen 

• Beskriv elevernes store passion 

for rollespil. 

• Har du selv oplevet at have pas- 

sion for noget? Beskriv det passioneret 

på 10 linjer. 

med en gang om måneden. For det meste 

lægger spillet beslag på både dag og nat 

og varer omkring 15 timer. Gruppens 

nuværende spil har været i gang i et år. 

Det tidligere tog fire år at komme igennem, 

og fordi spillerne kender deres 

roller og universer utrolig godt, bliver de 

indimellem så grebet af historien,, at de 

kommer op at skændes eller skriger op, 

når det simpelthen er blevet for uhyggeligt. 

– Jeg har en enkelt gang prøvet at 

spole tiden i spillet tilbage, fordi karakterne 

i historien havde invalideret hinanden, 

og en af spillerne pludselig ville 

slås i virkeligheden. Det var ved at få 

store konsekvenser for gruppen. Heldigvis 

løste det sig, og der skal altså også 

være skænderier for, at det er rigtig godt, 

siger Benjamin Lamberth. 

Lav en plakat & 

• På websitet kan du finde links til 

mere viden om rollespil. Indsaml 

gode hjemmesider om liverollespil, 

og giv dem en kort anmeldelse. 

Lav til sidst en plakat med 

oplysningerne, som kan hænge 

på skolens bibliotek. 

��

�� 

�� 

Liverollespillere i action 

Rollespil 

„Landet Gnjor havde i umindelige tider 

været plaget af store dunkle skygger. Død 

og ødelæggelse herskede, byldeplager og 

pestudbrud, omstrejfende orker og listige 

krybskytter. Folk havde længe sat deres lid 

til den gode troldmandsslægt Gnotterne 

fra Skumringslandet, men splid og svigagtighed 

var ved at splitte den tidligere så 

stolte slægt. En udbrydergruppe anført af 

den unge Troldmandslærling Petrus den 

Prægtige var i vrede draget over ishavet, 

efter et opgør med den tidligere så nære 

ven og kære fætter Tillius den Tapre. Ingen 

havde set nogen af dem, siden fuldmånen 

svandt. Midvinteren tyngede, kulden rasede 

og mørket var insisterende dybt …“ 

Liverollespil 

Liverollespil – eller bare live – er rollespil 

udført i virkeligheden. Hver deltager 

spiller sin rolle både i udklædning og 

handling og har mulighed for at vælge, 

hvem og hvad han eller hun vil være. 

Spillet foregår sammen med andre, som 

skal kunne se og spille sammen med 

din figur.

I skal nu i gang med selv at spille rollespil 

Sørg for at notere alt, hvad I videre tænker, planlægger og udarbejder i rollespillet i 

jeres logbøger, så I kan holde sammen på fortællingen. 

I skal være 5-6 deltagere pr. gruppe, og I skal udvikle et rollespil, hvor I skal bruge 

de regler og vilkår for folkeeventyr og fantasy, som I har lært. Teksten på side 140 

om Landet Gnjor er oplægget til jeres rollespil. Det er inden for den ramme, I skal 

vælge jeres karakterer, og jeres fortælling skal udfolde sig. 

Udvælg en i gruppen til at være spilmester. Spilmesteren har ikke selv nogen rolle, 

men skal styre spillets gang, være en slags fortæller. Spilmesteren skal skabe skelettet 

for fortællingen. Han/hun kan ikke bestemme, hvad spillernes karakterer gør, til 

gengæld bestemmer spilmesteren alt andet. 

Før I arbejder videre, er I nødt til at blive enige i jeres gruppe om baggrunden for 

konflikten i jeres fortælling. I kan vælge imellem tre muligheder: 

1. Både Petrus den Prægtige og Tillius den Tapre havde gennem længere tid bejlet 

til den skønne ungmø, Signe Sølvhår. Men på grund af landets forbandelse 

havde enhver tale om fest og elskov været forvist. For at gøre en ende på landets 

elendighed og sin manglende ægtestand har Signe Sølvhår netop udstedt et 

dekret om, at den, der er i stand til at hæve forbandelsen over Landet Gnjor, vil 

få hende til ægteviv … 

2. Den gamle konge ligger for døden, og alle ved, at der er brug for nye, unge 

og stærke kræfter, hvis Landet Gnjor igen skal blomstre. Onde kræfter har sat 

kongens søn ud af spillet, idet han er lammet af månesyge, så kampen om en 

arvtager til tronen er i gang … 

3. På sit aftenridt havde Petrus den Prægtige hørt underlige lyde fra Skumringsdalen. 

Han nærmede sig tøvende på sin enhjørning, da et barns gråd nåede hans 

ører. Lidt længere fremme, flydende i en lille balje, så han i sin lygtes skær et 

barns ansigt lyse op ved udsigten til en redningsmand. I det samme hørte han i 

baggrunden lyden af hovene fra Tillius den Tapres 8-benede hest … 

Imens resten af gruppen arbejder med karaktererne, skal spilmesteren konstruere 

Landet Gnjor (se eksemplet fra tekstuddraget Troldmanden fra Jordhavet til inspiration 

for spilmesteren). 

��

�� 

�� 


Spilmesteren skal: 

• Tegne et kort over landskabet. 

• Give ca. 10 linjers beskrivelse af, hvordan landet Gnjor ser ud, og hvordan der er 

at leve. 

• Opridse og udbygge den konflikt (a, b eller c), der præger landet og slægten 

Gnotterne. 

Resten af gruppen skal: 

• Udvælge sig hver en arketype – så bliver det nemmere for jer at forstå hinandens 

roller. 

• De to rivaliserende fætre, Petrus den Prægtige og Tillius den Tapre skal repræsenteres, 

desuden skal der være kvindelige figurer samt figurer, der behersker 

magiske kræfter. Vær opmærksom på, at gruppens karakterer skal kunne spille i 

det samme spil. 

• Give jeres egen rolle kød og blod – beskriv i din logbog, hvilke egenskaber din 

arketype besidder (mindst 10 – og de skal passe sammen – altså ikke kujon og 

heltemodig på samme tid). 

• Give dem udseende (enøjet, langhåret, haltende osv.). 

• Finde på et navn, der afslører noget om, hvem de er (Erik den Fromme, Alexander 

den Store, Gnavpot). 

• Skrive din karakters biografi på 10 linjer, medtænk at din rolle skal have mål og 

drømme. 

Fremlæg nu jeres karakterer for hinanden i gruppen. 

En karakter, udvalgt af spilmesteren, sætter fortællingen i gang.


I fællesskab skal I nu skabe rollespillet på baggrund af skelettet og jeres karakterer, 

der hele tiden skal handle troværdigt i forhold til den profil, som I har givet dem. 

Det er spilmesterens opgave at indskyde forhindringer, konflikter, bortførte prinsesser, 

eller hvad der kan bringe handlingen videre, når det er nødvendigt. I må gerne 

stjæle ideer til handlingen fra eventyr og fantasy, I kender. 

Når jeres rollespil er kommet til sin afslutning, skal I hver især nedskrive fortællingen 

i jeres logbog, så godt som I husker den – det er helt i orden, at jeres fortællinger 

ikke er ens i gruppen. 

Læs jeres fortællinger højt for hinanden i gruppen, udvælg en, som I vil læse højt for 

resten af klassen. 

Diskutér med afsæt i hver gruppes fortælling, hvilken betydning folkeeventyrtraditionen 

og fantasygenren har for jer, når I spiller rollespil, og hvordan I ser det udmøntet 

på jeres endelige fortællinger. 

��

�� 

�� 

Fantasyrollechat & 

Mere fantasy – fantasyrollechatten 

I kan spille, lege og digte videre på fantasy historier på websitet 

www.vildmedddansk.gyldendal.dk. I finder rammen til en fantasyhistorie samt fire 

karakterer, som I skal spille. 

Regler 

I læser alle situationen, indledningen og rollerne til fantasychatten nedenfor eller på 

websitet. 

Når chatten begynder, skal den, der spiller Hamdis, ride afsted mod mørke Fjodor 

optændt af vrede. Den første, han møder, er Malvis. Tag jeres afsæt i dette møde. 

Det er vigtigt, at I alle sammen kommer med input til chatten, så I er med til at drive 

historien frem. 

Ca. hvert femte minut springer en bombe med en hændelse, som I skal agere på. 

Det sker fem gange. Efter 30 minutter stopper spillet, og I må selv digte videre på en 

eventuel slutning. 

Situation 

Langt langt væk på den anden side af de dansende månekalves himmeltegn, hvor 

hidtil ingen menneskevæsner er vendt tilbage fra, levede grusomme væsner. Væsner 

der så ud som en krysning mellem en minotauer og en ork – med lange, sorte horn 

og et brøl, der skærer gennem marv og ben. 

Mørket, som gennem mange midvintre og midsomre, har dækket landet Fjodor, 

er begyndt at brede sig til det frie land Nivel, der deler grænse med Fjodor. 

Handling 

En dag da Hamdis er på sit daglige eftermiddagsridt gennem skoven på sin trofaste 

og hurtige hingst Lunis, finder han i skovbunden en glimtende sten, halvt dækket af 

mos. Han samler stenen op, vikler den ind i sin slidte halsklud og gemmer den forsvarligt 

i saddeltasken. 

Da Hamdis den selv samme eftermiddag vender hjem til skovhytten, hvor han har 

boet sammen med sin elskede bedstemor, finder han en tom hytte, uden spor af bedstemor, 

og alt efterladt i et kaos af støv og ødelæggelse. Hamdis er ved at brænde op 

indvendig af trangen til at få hævn over dem, der har udslettet hans bedstemor. Forblændet 

af had og hævngerrighed sætter han mod de mørke bjerge på hesteryg.


Karaktererne 

Karaktererne I skal spille er den unge og frygtløse Hamdis, den mørke fyrste Mitok, 

hans søn Malvis og elverpigen Elinor. I rollechatten er enkelte oplysninger om karaktererne 

fastlagt, men det er jer, der skaber dem og giver dem kød og blod gennem 

spillet. Karaktererne har anlæg både for gode og onde sider. Inden I går i gang, skal I 

fordele de fire roller. Når I har fået jeres rolle, skal I hver især lave to lister over jeres 

karakters positive og negative egenskaber. 

Den første Hamdis møder på sin vej er Malvis. Lidt efter skal Elinor entrere chatten 

og sidst Malvis. 

Hamdis er kun 15 somre, men friheds- og erobringstrangen bruser i årerne på ham. 

Hans øjne er lysende blå og skærer som en spydspids gennem enhver løgn. Hans hår 

er tykt og rødt som en løvemanke og vidner om stort mod og styrke. 

Som 3-årig mistede Hamdis begge sine forældre, da de blev dræbt af fyrst 

Mitoks mænd. Hamdis er derfor opvokset hos sin bedstemor. Billedet af de døende 

forældre har forfulgt Hamdis i mareridt lige siden deres tragiske død. 

Mitok er hersker over det nordlige Fjodor, hvor han med vold og ondsindede løgnehistorier 

spreder ødelæggelse og ulykke. Han regerer fra sin store borg på toppen af 

de mørke bjerge, der er bevogtet af tusindvis af sorte ravne. Mitok er en streng far 

og hærchef, der kontrollerer og bestemmer over såvel sine undersåtter som sin søn. 

Mitok er en dygtig strateg og i kraft af sin kyniske forudseenhed har ingen endnu 

haft lejlighed til at udfordre hans fyrstedømme. 

Malvis er søn af Mitok og har levet de første 14 år af sit liv i sin fars varetægt. Indtil 

sit 14. år havde Malvis aldrig været neden for de mørke bjerge, men var blevet skarpt 

optrænet i ridning og fægtekunst af sin far. På sin 15 års fødselsdag er han draget af 

sted på sin hest, denne gang fast besluttet på at trodse sin faders stramme regler, 

for at se livet bag de mørke bjerge, som sagnene fortæller så smukt om. 

Malvis har aldrig kendt eller hørt om sin mor, da Mitok har nedlagt forbud mod 

at omtale hende overhovedet. Men Malvis aner, at hans far bærer på en stor sorg og 

et stort savn. 

Elinor er en elverpige, let og lystig, men uden erindring. Hendes smukke og forfø- 

rende gang minder om tranens dans, og mangen en ung mand er blevet forført blot 

ved synet af den yndige kvindeskabning. Men Elinor drømmer om et liv blandt 

��

�� 

�� 


dødelige, og hun har derfor gennem længere tid på sin hest fulgt efter en ung flot 

mand i håbet om, at mødet med et menneske vil kunne forandre hendes liv. 

Hvad har du lært i dette kapitel? 

• Bladr din logbog igennem, og læs det, som du har skrevet undervejs. 

• Skriv så følgende i din logbog: 

Tre ting, du har lært om sammenhængen mellem folkeeventyr, fantasy og rollespil. 

To ting, der undrer dig. 

En ting, du synes, var den mest spændende.

��

�� 

�� 

Strids værste af Jakob Martin Strid 

Den daglige avis * fortæller os, hvad der 

sker i verden. Vi får forklaret, hvorfor 

det er sket, og hvad det betyder for os. 

Avisen bringer også artikler om, hvad 

der muligvis vil ske i fremtiden. 

En anden vigtig opgave for avisen 

er at skabe debat om det, der sker. Avisens 

spalter er åbne for alle, der har 

en mening om et aktuelt emne, som de 

gerne vil bringe frem. 

For det tredje bringer avisen oply- 

Avis 

�� 

�� 

�� 

��ad��til�� 

��visum�� 

�� Ad� �� visum�� 

�� 

��adviserer�� 

�� 

�� 

* 

sende og underholdende stof. Du kan 

læse, hvad der kommer i tv om aftenen, 

og hvad søndagens fodboldresultater 

blev, og så kan du læse den daglige tegneseriestribe. 

I skal i dette kapitel dykke ned i 

avisen og undersøge den nærmere. Hvad 

fortæller de mange artikler * , og hvor- 

dan er de bygget op? Du skal selv prøve 

at lave en avis sammen med dine kammerater, 

og I skal skrive et debatindlæg 

til den lokale avis. 

Kan vi undvære aviser? Det skal I 

En ArtikEl 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

tage stilling til. Men for at kunne det, 

skal I først og fremmest uddanne jer til 

gode avislæsere. Det går vi i gang med 

nu. Sidst i kapitlet finder vi ud af, hvad 

det vil sige at være en ’god avislæser’. 

Mange slags aviser 

Der er forskel på aviser. Nogle er gratis, 

andre koster penge. Nogle bliver bragt 

ud af postbudet, andre kan du finde i 

busser, på togstationer og i indkøbscentre. 

Nogle udkommer hver dag, andre 

OmnibusAvisEn 

kun en gang om ugen. Nogle bringer 

nyheder fra hele verden, andre kun fra 

den kommune, du bor i. 

Når der er så mange forskellige 

typer aviser, skyldes det, at vi har forskellige 

behov. Det er ligesom med sko. 

Fælles for aviserne er dog, at de beskæftiger 

sig med virkelige hændelser og 

begivenheder. Det, der står omtalt i 

avisen, har rent faktisk fundet sted 

eller vil finde sted. Det vender vi tilbage 

til om lidt. Her kan du se en liste over 

avistyperne: 

�� 

�� 

��Omnibus�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

trAfikAvisEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

HusstAndsOmdElt grAtisAvis 

�� 

�� 

�� 

��

TAblOidAvisEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��Tabloid �� 

�� 

REgiOnAlAvisEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

lOkAlAvisEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

nEtAvisEn 

�� 

�� 

�� 

�� 

Der findes flere typer aviser, men disse fem er de mest almin- 

•� �� 

delige. 

•� �� 

•� �� 

•� �� 

•� �� 

•� �� 

�� 

�� 

�� 

Undersøg aviserne 

• Klassen skal gennem en uge indsamle flest mulige forskellige aviser. Læg aviserne 

i rækkefølge i fem bunker, der svarer til de fem avistyper. Har I indsamlet andre 

typer aviser, kan I lægge dem i en sjette bunke. 

• Undersøg hver avistype nærmere. Beskriv forsiderne: 

– Hvor mange artikler er der? Hvor mange af artiklerne handler om forhold i 

Danmark, og hvor mange om forhold i udlandet? 

– Hvad finder I ellers på forsiderne? 

– Skriv jeres resultater ind i en oversigt i et regneark på computeren – så I kan 

præsentere det for resten af klassen. 

• Undersøg forsiderne fra den samme dag: 

– Skriv rubrikkerne (dvs. overskrifterne) fra artiklerne ind i et dokument på computeren. 

– Har aviserne valgt at omtale de samme historier? 

– Er der forskelle på den måde, de omtaler historierne på? 

• Undersøg tre forskellige netaviser: 

– Beskriv, hvordan de hver især er bygget op. 

– Sammenlign dem med avisernes papirudgave – hvilken forskelle er der? 

– Sammenlign netaviserne med hinanden – hvilke, synes I, fungerer bedst?

Lav jeres egen avis 

• Klassen skal hver dag i en uge lave en avisforside med 3-4 avisartikler. I finder 

artiklerne på netaviserne og vælger de nyheder ud, som I synes er dagens 

væsentligste nyheder. 

• Kopier nyhedsteksten, og sæt den ind i jeres layoutprogram på computeren, fx 

Publisher, og print siden ud og hæng den op på væggen. 

Eksempler på netaviser: 

www.berlingsketidende.dk, www.information.dk, www.jydskevestkysten.dk 

www.ekstrabladet.dk, www.politiken.dk, www.dr.dk, www.tv2.dk og www.tdc.dk 

De mange aviser, som I har indsamlet, 

beskriver begivenheder i Danmark og i 

resten af verden på forskellige måder. 

De prioriterer forskelligt. At prioritere 

betyder, at man vælger noget frem for 

noget andet. 

Når man laver avis, skal man sørge for 

to ting: 

• Prioritering af stoffet – det vil sige, 

at redaktøren skal vælge, hvilke 

nyheder og debatindlæg der skal 

fylde dagens avis, fordi der ikke er 

plads til det hele. Redaktøren har en 

viden om, hvad avisens læsere normalt 

har interesse i at læse noget om. 

Samtidig er der også nogle nyheder, 

der er vigtigere end andre. Det er en 

større nyhed for flere, at statsministeren 

går af, end at Brøndby banker 

FCK 5-0 i fodbold. Trods alt. 

AvisEns rEdAktiOn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

De fem nyhedskriterier * er redaktø- 

rens hjælp, når der skal prioriteres. 

• Troværdighed – det vil sige, at jour- 

nalisterne, der skriver artiklerne, skal 

sørge for, at læserne oplever, at de begivenheder, 

der skildres, er virkelige; at 

de har fundet sted eller vil finde sted. 

Det sker ved, at journalisterne anvender 

kilder til at bekræfte eller fortælle 

om begivenhederne. Det er meget vigtigt, 

at læserne har tillid til deres avis. 

At den ikke lyver eller opdigter noget, 

der ikke har fundet sted. 

Hvordan journalisten skaber troværdighed, 

ser vi på i næste afsnit. 

De fem nyheDskriterier 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

Undersøg udvalgte artikler fra forsiderne 

af jeres aviser 

• Diskuter, hvilke nyhedskriterier 

de opfylder. 

• Fortæl en usædvanlig, men sand 

historie fra dit liv. Du skal sørge 

for, at dine lyttere, klassekammerater, 

opfatter den troværdig, selv 

om den er ret fantastisk. 

• Overvej, hvordan du gør historien 

troværdig. Hvad vil du sige, for at 

dine klassekammerater tror på dig? 

• Find ud af sammen med klassen, 

hvordan din historie kan omformes 

til en nyhed. Hvilke nyhedskriterier 

kan den opfylde? 

Avisens indhold 

Nu skal vi undersøge avisens sider 

nærmere. Umiddelbart virker avisen 

som en blandet landhandel, men der 

er selvfølgelig en vis orden, som man 

først lærer at kende, når man jævnligt 

læser avisen. Enhver avis fordeler sit 

stof inden for fire områder – oplysning, 

herunder nyheder, debat, underholdning 

og annoncer og servicestof. 

Nyhedsartikler 

Nyhedsartiklerne skal først og fremmest 

oplyse læseren om, hvad der er sket,

hvad der sker, og hvad der vil ske i 

verden. De skrives af uddannede journalister, 

der har lært at indsamle stof 

fra virkeligheden og lært at interviewe 

almindelige mennesker, politikere og 

eksperter. 

Kilder 

Nyhedsartiklerne kan du genkende ved, 

at de benytter kilder til deres historie. 

En kilde er som sagt et menneske, 

der på en eller anden måde har berøring 

med det emne eller den begivenhed, 

som journalisten vil dække. 

Vi skelner mellem tre forskellige 

typer kilder: 

• Erfaringskilden – er en person, der 

er en del af begivenheden, og som 

har erfaringer i ’kød og blod’ at give 

videre til journalisten. Erfaringskilden 

kan fortælle en personlig historie 

i forbindelse med emnet og skabe 

identifikation hos læseren. 

• Partskilden – er en person, der har 

interesser (økonomiske, politiske) i 

emnet, og som ønsker at fremme et 

bestemt synspunkt om emnet over 

for journalisten. Partskilden repræsenterer 

som regel en organisation 

eller et politisk parti og kan gennem 

sine synspunkter understrege, at 

emnet rummer konflikt og uenighed 

mellem forskellige interesser. 

• Ekspertkilden – er en person, der har 

viden om emnet, og som gennem sin 

viden kan forklare nogle sammenhænge 

fra ’det neutrale ringhjørne’. 

Ekspertkilden kan sætte tingene i 

perspektiv over for journalisten og 

dermed læseren ved at pege på det 

væsentlige i emnet. 

En ulykke – et eksempel 

Et konstrueret eksempel kan måske 

gøre det lidt klarere, hvordan de forskellige 

kilder kan fortælle historien fra 

forskellige sider. 

I Storebæltstunnelen er to tog stødt 

sammen, fordi signalerne ikke fungerede. 

Ti mennesker er kommet lettere 

til skade, men det har været vanskeligt 

for redningsmandskabet at få folk ud af 

’røret’. 

Journalisten skal lave en nyhedsartikel 

om ulykken. Hun vælger, at den 

skal bygges op af citater fra erfaringskilder, 

partskilder og ekspertkilder. 

Derfor interviewer hun: 

• En lettere tilskadekommen passager 

(erfaringskilde). Passageren fortæller 

om ulykken, og om hvordan der 

var et totalt kaos af glas og røg umiddelbart 

efter. 

• Trafikministeren (partskilde 1), der har 

ansvaret for togdriften, og som skal for- 

��

�� 

�� 

�� 

Nyhedsartikel trykt i Jyllands Posten 25/1-07 

�� 

�� 

��

svare, at sikkerheden er helt i top, samt 

en politiker (partskilde 2), der længe 

har ment, at der er blevet sparet alt for 

meget på sikkerheden, og at ulykken er 

en konsekvens af besparelserne. 

• En tekniker (ekspertkilde) der kan 

forklare, hvad der gik galt i signalgivningen, 

og hvordan man evt. vil 

undgå det i fremtiden. 

Interviewet 

For at få noget at vide må journalisten 

tale med folk. En sådan samtale skal 

planlægges på forhånd, for at journalisten 

kan få det væsentligste at vide. Det 

er jo forskellige slags oplysninger, som 

kilderne kan give, og det skal overvejes 

inden interviewet, hvordan disse bedst 

kommer frem under en samtale. 

En erfaringskilde har sjældent de 

store erfaringer med at optræde i medierne, 

så derfor skal journalisten være 

venlig og imødekommende og fungere 

som en slags fødselshjælper for kildens 

oplevelser. 

En partskilde er derimod ofte en 

dreven medieperson, der ved, hvilke 

ord og formuleringer han skal bruge for 

at brænde igennem. Journalisten skal 

derfor prøve at ’spænde ben’ for kilden 

ved at stille irriterende og provokerende 

spørgsmål. 

Endelig er der ekspertkilden, der 

kan have svært ved at fortælle om sin 

viden i et sprog, som almindelige mennesker 

forstår. Journalisten skal prøve 

gennem sine spørgsmål at ’oversætte’ 

kildens viden, så vi alle forstår den. 

Nyhedskriterium Journalistens strategi Journalistens rolle 

Erfaringskilde Identifikation Medløb Fødselshjælper 

Partskilde Konflikt Modløb Rasmus Modsat 

Ekspertkilde Væsentlighed Medløb Peter Nysgerrig 

��

�� 

�� 

10 GOdE rÅd – nÅr du intErviEwEr 

1. Forbered 3-5 spørgsmål hjemmefra. 

2. Stil et spørgsmål ad gangen. 

3. Stil konkrete spørgsmål: Spørg om mennesker, begivenheder, tal osv. 

4. Lyt til svarene. Følg op med tillægsspørgsmål. 

5. Undlad at stille spørgsmål om noget, du ved i forvejen. 

6. Undlad at stille spørgsmål, der kan besvares med et ’ja’ eller et ’nej’. 

7. Undgå at din egen holdning fremgår af dine spørgsmål. 

8. Vær altid venlig over for den, du interviewer. 

9. Tal tydeligt og langsomt og i hele sætninger. 

10. Betragt interviewet som en samtale, som du styrer. 

Vinkling 

Når journalisten har fået alle interviewene ’på blokken’, skal hun beslutte, hvordan 

hun vil sætte artiklen op. Hun skal fange læseren, men hvordan? Hvilke nyhedskriterier 

vil hun bygge på? Man siger, at hun skal vinkle historien. Det vil sige, at hun skal 

beslutte, under hvilken vinkel hun vil fortælle. Artiklens rubrik fortæller læseren en 

hel del om vinklen:

��

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Find vinklen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� � � � � �� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

• Overvej, hvilken kilde de fire forskellige rubrikker er vinklet efter? Jf. side 157. 

• Hvilke andre kilder ville det være oplagt for journalisten at interviewe? 

• Skriv en rubrik, der er vinklet ud fra togførerens oplevelse og synspunkt. Hvad 

vil han kunne sige om ulykken? 

• Forestil jer ulykken. Skriv til hver rubrik en underrubrik, som I synes passer til 

rubrikken.

�� 

�� 

Avisside fra Nyhedsavisen den 5/1-07 

�� 

�� 

��

�� 

�� 

Konklusionen først 

De fleste artikler nævner det vigtigste først. 

Allerede ved at læse rubrikken og underrubrikken 

ved læseren som regel, hvad der 

er artiklens konklusion. Her står facit. 

Journalistiske tekster vender altså 

fremstillingen på hovedet. De begynder 

med slutningen, resultatet. I brødteksten 

kommer journalisten ind på årsagerne 

og begivenhedsforløbet, der førte 

frem til denne slutning. 

Det er det omvendte af, hvad der 

kendetegner en god fortælling. Her vil 

vi gerne vente med slutningen til sidst. 

Det er med til at øge spændingen under 

læsningen, at vi faktisk ikke ved, hvordan 

det vil gå personerne undervejs. 

Det er også det omvendte af, hvad 

du gør, når du løser en matematikopgave. 

Her bringer du resultatet til sidst 

(x=2) efter at have regnet på opgaven 

(2x+5=9) og påvist, hvilke mellemregninger 

du foretager. 

Din matematiklærer er mest interesseret 

i at se, hvordan du når frem til 

resultatet. Avislæseren er derimod først 

og fremmest interesseret i at læse om 

resultatet af en begivenhed. 

Artikeltyper 

En gylden regel siger, at artiklen kun 

skal rumme én vinklet historie. Derfor 

vil læseren opleve, at nyhedsdækningen 

af togulykken vil rumme flere artikler. 

I nyhedsartiklen * vil journalisten for- 

tælle hovedhistorien: hvad, hvor, hvor- 

når og hvem? – Hvad er der sket, hvor er 

det sket, hvornår er det sket, og hvem er 

impliceret? 

Artiklen vil benytte erfaringskilde, 

partskilde og ekspertkilde. 

Noten * er en meget koncentreret 

fremstilling af en nyhed. Som regel består 

den kun af 10-20 ord og dækker spørgsmålene 

hvad, hvem og hvor. Den har ingen 

citater, og gør ikke brug af kilder. 

Nyhedsartiklen kan skrives som en 

reportage * . I reportagen vil journali- 

sten gå på opdagelse på ulykkesstedet 

og fortælle om, hvad hun ser og tænker. 

Hun vil gengive citater fra øjenvidner, 

tilskadekomne og redningsfolk. 

I casen * vil journalisten fortælle 

en delhistorie. Måske om en pårørende 

til en af de tilskadekommende: ”hvem, 

hvorfor og hvad nu?” – Hvem er berørt 

af ulykken, hvilke konsekvenser har 

det for vedkommende, og hvordan ser 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

fremtiden ud (lang sygdomsperiode, 

varige mén, angst for tunneler osv.) 

I baggrundsartiklen * vil journali- 

sten nærmere undersøge, hvorfor ulykken 

kunne finde sted, og hvordan man frem- 

over vil forhindre, at det sker igen. Artiklen 

vil benytte partskilder og ekspertkilder. 

I faktabokse * samler journali- 

sten de vigtigste data, så læseren kan 

få et hurtigt overblik, fx en liste med 

større togulykker i Danmark, en grafisk 

oversigt over Storebæltstunnelens 

sikkerhedssystem osv. 

Find avisgenrerne 

• Vælg en af jeres aviser ud. Find 

eksempler på alle typer af journalistiske 

artikler: nyhedsartikel, 

note, reportage, case, faktaboks 

og baggrund. 

• Udvælg en nyhedsartikel og 

omskriv den til en note – dvs. I 

skal forkorte artiklen. 

Forestil jer ulykken 

• Lav en tidslinje, der viser, hvad 

der skete op til ulykken og i 

timerne bagefter. 

• Lav en oversigt over de vigtigste 

personer, der var involverede: 

togfører, rejsende, øjenvidner, 

politikere, redningsfolk, ingeniører 

med ansvar for sikkerheden 

osv. Giv dem navne. 

• Lav en avisside, der dækker ulykken. 

Siden skal mindst rumme: 

– En nyhedsartikel 

– En case 

– En reportage 

– En faktaboks 

I kan vælge at opsætte jeres avisside 

i Publisher, i PowerPoint eller 

som et dokument i Word. Husk at 

gøre plads til billeder. 

• Sammenlign jeres avisside med 

de andre gruppers. 

Journalistiske billeder 

Journalisten har en fotograf med. Det 

journalistiske billede skal både dokumentere 

begivenheden og fortælle noget 

særligt. Billeder kan sige noget andet 

end ord, og det er fotografens opgave 

at finde de motiver, der kan supplere 

journalistens artikler om begivenheden. 

Billeder fanger vores følelser. Det 

gælder især, når der er mennesker i 

billedet, hvad enten de så er glade eller 

kede af det. 

��

�� 

�� 

Prisbelønnede pressefotos af Jan Grarup fra serien Drengene fra Ramallah

På Vestbredden af Jordanfloden 

og i den såkaldte Gazastribe ved 

kysten ud til Middelhavet har det 

statsløse, palæstinensiske folk fået 

tildelt et selvstyreområde af FN. 

Befolkningen lever her under usle 

forhold og plages af indbyrdes stridigheder 

og af trusler og militære 

straffeekspeditioner fra Israel, som 

områderne grænser op til. 

• Hvad ser du på billederne? 

• Hvad fortæller billederne om børnenes 

liv? 

• Hvad fortæller billederne om 

forholdene på/i Vestbredden/ 

Gazastriben/de palæstinensiske 

selvstyreområder? 

Debatartikler 

Skrives af mennesker, der mener noget. 

I et demokrati har alle ret til at mene 

noget og at udtrykke denne mening på 

tryk. Den offentlige debat er brændstoffet 

i et åbent og moderne samfund. 

Avisen stiller spalteplads til rådighed 

for læserbreve, kommentarer og klummer. 

Det gør den også, fordi debatartiklerne 

er populære at læse. Er der ikke 

plads i spalterne, fortsætter debatten 

på avisens netsider. Det er både avisens 

egne redaktører og journalister samt 

avisens læsere, der skriver debatartiklerne. 

Påstande og argumenter 

Enhver debatartikel indeholder en påstand 

om et emne og et eller flere argumenter 

for, at denne påstand er rigtig. 

Emnerne er aktuelle og hænger sikkert 

sammen med, hvad avisen i øvrigt bringer 

af nyhedsartikler – fx priser på kollektiv 

trafik, antallet og størrelsen af 

svinefarme, behandlingen af flygtninge, 

skattestoppet, læseprøver i folkeskolen, 

bekæmpelse af mobning og kriminalitet. 

En påstand er et udsagn, der udtrykker 

en holdning til et emne, fx: 

„Jeg mener, at prisen på kollektiv trafik 

skal sænkes med 25 %.“ 

Man kan hurtigt blive uenig om en 

påstand. Derfor skal man underbygge 

sin påstand med argumenter: 

„Fordi priserne nu er så høje, at det faktisk 

er billigere at køre i bil.“ 

„Fordi det er vigtigt, at flere tager toget 

og bussen af hensyn til miljøet.“ 

„Fordi det vil være en bedre forretning for 

den kollektive trafik, når flere benytter den.“ 

Argumenterne kan du kende ved ordet 

fordi. De begrunder påstanden, men 

den, der er uenig i påstanden, kan 

kræve beviser for argumenterne. Så må 

man underbygge sine argumenter med 

eksempler og beregninger. 

��

�� 

�� 

Argumentation 

• Find eksempler, og lav beregnin- 

ger, der kan underbygge de tre 

argumenter for at nedsætte priserne 

på den kollektive trafik. 

• Find en påstand om et af de 

andre emner ovenfor, og skriv 

mindst tre argumenter ned for 

din påstand. 

Vi kan skelne mellem de debatartikler, 

som avisens egne redaktører og journalister 

skriver, og dem, som avisens 

læsere skriver. 

Den daglige leder * skrives af 

redaktøren. Den tager udspring i en 

aktuel sag. Ofte er det avisens nyhedsartikel 

på forsiden, som redaktøren 

fremfører nogle synspunkter på. Politikerne 

læser altid avisernes ledere * , 

dels fordi der står en masse gode råd 

om aktuelle sager, og dels fordi politikere 

kan få en fornemmelse af folkestemningen. 

Som regel er forfatteren 

til lederen ikke angivet, fordi lederen 

udtrykker redaktionens holdning. 

Det gælder ikke for klummer. Ordet 

’klumme’ kommer af engelsk column, 

der betyder ’en spalte’. Klummen * har 

sin faste plads i avisen, og den skrives 

enten af en journalist på avisen eller af 

skiftende gæsteskribenter. Den er nemmere 

at læse end lederen, og som regel 

også mere underholdende. Klummen 

behandler en sag, der er oppe i tiden, fx 

om retten til at gå med tørklæde. 

Kommentarer * skrives af avisens 

læsere. Det er, som navnet fortæller, kom- 

mentarer til noget, altså debatindlæg. 

Forfatteren har gjort sig umage med at 

finde de gode argumenter frem. Ofte har 

han professionelt kendskab til emnet, fx 

når en lærer skriver en kommentar om 

læseundervisningen i folkeskolen. 

Læserbreve * skrives også af avi- 

sens læsere, men i modsætning til kommentaren 

må læserbrevsskribenten gerne 

sætte tingene på spidsen, være provokerende 

og måske overdrive sin påstand en 

smule. Læserbreve kaldes derfor også for 

’hvæserbreve’, fordi man hvæser lidt. 

Det gode læserbrev er kort og præcist 

som et dolkestød og mangler ofte 

argumenterne for sine påstande. 

* 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��

UNDErHOLDNING OG SErVIcEStOF 

En avis er andet end dramatiske nyheder 

og alvorlig debat. En stor del af den 

daglige avis er fyldt med forskelligt 

underholdningsstof. Avislæsning skal 

nemlig være en blanding af engagement 

og afslapning. 

Det lettere underholdningsstof er 

placeret længere tilbage i avisen, så det 

ikke bliver forvekslet med det tunge 

nyheds- og debatstof. Især avisens bagside 

er fyldt med tegneserier, vittigheder 

og opgaver. 

Sporten 

Sportsreportager, foromtaler af sportsbegivenheder 

og ikke mindst resultater 

og stillinger er meget populært avisstof. 

Især om mandagen kan avisen bringe 

en hel selvstændig sektion om sport. 

Sportsjournalisten skal først og 

fremmest viderebringe en oplevelse af 

fodboldkampen. Han er læserens øjne og 

ører på sidelinjen. Sportsjournalistikken 

er i modsætning til den øvrige journalistik 

mindre kritisk og undersøger sjældent 

baggrundene for sporten. Benytter 

jounalisten kilder, er det spillere og trænere, 

der udtaler sig om kampen. 

En sportsbegivenhed, fx en håndboldkamp 

mellem Slagelse og Viborg, præsenteres 

mere som et skuespil, der anmeldes, 

end som en virkelig begivenhed, hvor der 

er penge, prestige på spil – og måske også 

ufine metoder i kulissen. 

Det journalistiske sportsfoto skal rumme bevægelse 

og drama 

Kulturstoffet 

Avisen dækker også kulturlivet fra koncert 

med Madonna til opera i København. 

Det sker gennem foromtaler, portrætter 

og anmeldelser. 

En foromtale * er en artikel, der 

fortæller om en begivenhed, der vil 

finde sted i nærmeste fremtid. Det kan 

være en koncert med en stor, international 

kunstner, en kommende udstilling 

eller en bog af en kendt forfatter, der 

er på trapperne. Foromtaler udspringer 

ofte af pressemeddelelser, som koncertarrangøren, 

museet eller forlaget har 

��

�� 

�� 

udarbejdet. Man kan derfor sige, at de 

er en slags skjult reklame, men da vi 

alle mener, at kulturlivet er en meget 

vigtig faktor i samfundet, så accepterer 

vi denne måde at skabe interesse på og 

at få læserne til pengepungen. 

Et portræt * er en artikel, der 

handler om en person, der er berømt, 

kendt eller bare interessant. Artiklen 

bygger på en samtale mellem journalisten 

og vedkommende. Portrættets formål er 

at give læseren en oplevelse af personens 

væsen – hvordan er vedkommende 

som menneske, hvad mener hun, hvad 

er hendes ’hemmelige historie’, som 

hun nu betror læserne gennem samtalen? 

Journalisten skal finde ’guldkornet’ 

gennem sine spørgsmål, afdække 

nye sider af personen. 

En anmeldelse * kan du sam- 

menligne med reportagen fra håndboldkampen. 

Journalisten gengiver 

sin oplevelse og vurdering af den nye 

bog, af koncerten eller af teaterstykket. 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

En god boganmeldelse orienterer også 

kort om forfatteren og om bogens handling 

(dog endelig ikke så meget, at det 

væsentligste bliver afsløret). Drejer det 

sig om en koncert, skal vi selvfølgelig 

have at vide, hvad bandet spillede. 

For overskuelighedens skyld er 

der flere aviser, der anvender et pointsystem. 

Fem stjerner for den helt store 

oplevelse eller en sur smiley, når koncerten 

var kedelig og uden energi. 

Livsstil og servicestof 

Og så er der resten: Artikler om boligindretning, 

mode, madopskrifter, anmeldelse 

af restaurationer, indkøbstips, 

tests af elektronik og nye bilmodeller 

samt råd om havens pleje er meget populært 

læsestof. Det kaldes samlet for livsstil, 

fordi artiklerne og billederne giver 

os inspiration til, hvordan vi skal indrette 

os i livet. 

Servicestoffet * er af ren oply- 

sende karakter: programoversigter for 

tv, vejrudsigten, børskurser, oplysninger 

om runde fødselsdage og jubilæer 

og dødsannoncer.

�� 

�� 

�� 

�� 

Anmeldelse trykt i Politiken 2/2-07 

�� 

��

�� 

�� 

Kasket Karl af Reg. Smythe 

Tegneserier 

Ingen avis uden tegneserier. Den daglige 

stribe af 1-4 ruder med gennemgående 

figurer i tilbagevendende, pudsige situationer. 

Figurerne kan være mennesker 

eller dyr, men de har altid hver især en 

særlig karakteregenskab. 

Vælg en af følgende skrive-opgaver: 

• En reportage fra en fodbold- eller 

håndboldkamp, som du har overværet 

i weekenden. 

• En anmeldelse af en bog, du har 

læst, eller en ny musik-cd, du har 

hørt. 

• Anmeldelse af byens bedste og 

værste pizzeriaer.

Annoncer 

Aviserne tjener især penge på at sælge 

annonceplads på siderne. Jo større læsertal 

avisen har, jo mere er annoncørerne 

interesserede i at indrykke annoncer for 

deres produkter. Det gælder altså om for 

aviserne at øge deres læsertal. Læsertallet 

er større end avisens oplagstal, fordi 

der som regel er mere end en person, 

der bladrer i det samme eksemplar af 

avisen. 

Læsertallet måles dagligt af analyseinstituttet 

Gallup. Det vil sige, at 

Gallup beregner et sandsynligt læsertal 

for hver avis og magasin gennem interviews 

med en udvalgt gruppe. Aviserne 

betaler for, at Gallup beregner deres 

læsertal, for hvis ikke de kan oplyse 

annoncørerne om deres læsertal, kontrolleret 

af Gallup Indeks, får de ingen 

annoncører. Så enkelt er det. 

Reklameannoncer 

De mest iøjnefaldende annoncer er de 

farvestrålende reklamer, som ofte går 

igen i tv og i biografen. Reklamen skal 

påvirke læseren til at købe en vare. Den 

skal argumentere for varens fortrin i 

forhold til en lang række andre lignende 

produkter hos konkurrenterne. Det kan 

den gøre på to måder. Den kan være: 

• Afsenderrettet. Det vil sige, at reklamen 

gør opmærksom på produktets 

egenskaber, fx holdbarhed, lav pris, 

miljørigtig produktion og udseende. 

• Modtagerrettet. Det vil sige, at reklamen 

gør opmærksom på nogle behov 

hos læseren, som produktet kan opfylde, 

fx styrker den det kvindelige 

eller mandlige (reklamer for parfumer), 

drømmen om uafhængighed 

(reklamer for banker) eller drømmen 

om social status (reklamer for biler). 

Reklameannoncen er med andre ord en 

særlig opfindsom form for argumentation. 

Påstanden er Køb denne vare!, men 

da de fleste af os ikke bryder os om at 

blive dikteret i vores forbrugsvalg, undgår 

annoncøren at nævne påstanden i reklamen. 

Den er underforstået. Argumenterne, 

derimod, fremstilles i form af slogans, 

grafik og måske en lille fortælling, 

der er gemt i billedet. Et slogan kaldes 

også for en ’one-liner’. 3-4 slagkraftige 

ord fortæller, hvad det drejer sig om: 

„Kom nærmere“ 

(reklameslogan for TDC mobiltelefoni) 

„Gør det, du er bedst til“ 

(reklameslogan for Danske Bank) 

„Alt hvad du kan eje“ 

(reklameslogan for Nykredit, der låner 

penge ud til boligfinansiering) 

Et godt slogan forbinder tre punkter 

med hinanden, nemlig annoncørens 

��

�� 

�� 

behov (sælge produkter), produktets 

egenskaber (hvad kan det?) med kundens 

behov (hvad mangler kunden?). 

�� 

�� 

�� 

�� 

Bag TDC’s slogan for mobiltelefoni – „Kom 

nærmere!“ gemmer der sig følgende 

undertekst * : „ved at benytte TDC’s net 

kommer du nærmere til dine venner“ 

(kundens behov forbindes med produktet), 

men du indbydes også til at „komme 

nærmere“ til TDC (kunden forbindes med 

annoncørens behov: at sælge varen). 

UndErtEkst 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

En flot reklame består af tekst, 

grafik og billede. Teksten kan være en 

varedeklaration, et slogan eller en oplysning 

om, hvem producenten er, og hvor 

varen kan købes. De grafiske elementer 

i reklamen kan være et fritskrabet billede 

af varen (et billede af varen, hvor 

omgivelserne omkring varen er fjernet), 

og et logo for varen eller for firmaet, der 

producerer varen. Et logo er en figur 

eller en særlig grafisk gengivelse af et 

navn, der gør, at man hurtigt genkender 

det og forbinder noget særligt med det. 

Billedet er reklameannoncens * hoved- 

sag. Billedet knytter personer sammen 

med produktet. I billedet ser vi, hvordan 

produktet opfylder kundens behov. 

Billedet er reklamens ”eyecatcher”, det 

er det, der skal fange avislæserens opmærksomhed 

gennem smil, forundring 

eller anstrøg af erotik. Ofte gemmer der 

sig en lille historie eller en vittighed i 

billedet. 

Reklame 

I reklamen for Björn Borg undertøj 

findes ingen tekst, kun et stort 

anlagt billede og varenavnet 

diskret indsat. 

• Undersøg reklamens virkemidler 

og udtryk – skriv ned i din logbog.

Reklame for Björn Borg undertøj 

��

�� 

�� 

Lav en reklameannonce 

Klip fem reklamer fra avisen ud, der hver især har et godt slogan. 

• Overvej, hvilke undertekster disse slogans har. Undersøg reklamerne nøjere. 

• Hvilke historier fortæller billederne? 

• Hvilke behov kan produktet dække hos kunden, ifølge reklamens tekst og bil- 

lede? 

I skal udarbejde en reklameannonce for et produkt. Beslut først, hvilket produkt 

det skal være – fx en køkkenmaskine, et værktøj, et computerspil eller et tøjmærke. 

• Undersøg produktet nærmere: Beskriv sammen dets udseende, funktion, anvendelighed 

mv. 

• Tag stilling til produktets fortrin: Hvilke særlige egenskaber har det, som I kan 

trække frem i en reklame? 

• Tag stilling til, hvilke behov hos køberen produktet kan tilfredsstille. 

• Find et slogan for produktet. 

• Tag et digitalt foto af en situation, hvori produktet optræder, og som understøtter 

jeres slogan. 

• Udarbejd reklamen – overfør billedet fra kameraet til et dokument på computeren, 

skriv tekst med produktnavn og slogan i velvalgte skrifttyper og skriftstørrelser 

og placér billede og tekst på en hensigtsmæssig måde. 

• Præsenter jeres reklame for resten af klassen, og gør rede for jeres overvejelser 

undervejs. 

• Gem jeres reklame i jeres portfolio. 

• Skriv klassens kommentarer ned.

Rubrikannoncer 

De små annoncerer uden billeder kaldes 

for rubrikannoncer * . De er ordnet 

efter kategori: byttemarked, rejsetilbud, 

håndværkere, brugte biler osv. 

Det er mindre virksomheder og private 

mennesker, der indrykker rubrikannoncer, 

og aviserne har efterhånden 

specialiseret sig inden for forskellige 

kategorier. 

Skjulte reklamer 

Det er en gylden regel på avisredaktionerne, 

at man adskiller reklamer fra det 

redaktionelle stof. Du skal som læser 

ikke være i tvivl om, hvorvidt det er en 

uafhængig journalist, der har skrevet en 

artikel om en ny bilmodel, eller om det er 

importøren, der skamroser den nye bil i en 

reklame, der er lavet som en journalistisk 

artikel. Det handler om troværdighed. 

Alligevel sker det, at annoncørerne 

får ’smuglet’ reklamelignede artikler ind 

i redaktionen. Især de gratis ugeaviser er 

afhængige af stof, da de ofte kun har 1-2 

journalister ansat. Stoffet får redaktionen 

i form af pressemeddelelser fra det 

lokale indkøbscenter, der omtaler weekendens 

fødselsdagsfest i butikkerne, fra 

den lokale bilforhandler, der viderebringer 

importørens beskrivelse af den nye 

bilmodel eller fra en lokal virksomhed, 

der udvider med en ny fløj. 

På de større aviser er problemet 

ofte, at journalisterne får tilbud fra 

rejsearrangører om gratisrejser til nye 

rejsemål eller tilsendt nye produkter 

fra parfumerier til afprøvning og anbefaling 

i avisens livsstilssektion eller 

gratis adgang til en bestemt koncert. 

Det kan være vanskeligt at trække 

grænsen. På ét punkt har man accepteret, 

at aviserne kan omtale fremsendte 

produkter, nemlig når forlagene sender 

deres nye bøger til anmeldelse, men 

ellers er grundreglen, at journalisterne 

kun omtaler de produkter, som de selv 

frivilligt opsøger, og undlader at omtale 

produkter, som redaktionen får tilsendt 

uden opfordring. 

Det er en af grundene til, at journalister 

har pressekort, der giver dem 

gratis adgang til teaterforestillinger, 

koncerter osv. 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

Udvælg en ugevis, en gratisavis og en omnibusavis fra jeres avisbunke 

• Undersøg, om der er eksempler på skjulte reklamer i alle tre aviser. 

• Gør rede for, hvorfor I mener, at der er tale om skjult reklame i jeres eksempler. 

• Udvælg en reklameannonce, som er særlig flot, og begrund jeres valg. 

Klassens avis 

I er nu parate til at lave jeres egen avis. På de foregående sider har I fået noget at 

vide om avistyper, avisredaktionens organisation, forskellige arbejdsopgaver og forskellige 

journalistiske genrer. I har også undersøgt reklameannoncernes opbygning 

og beskæftiget jer med problemerne ved at blande journalistik og reklame sammen. 

I skal producere 8 sider i A3-format, der skal bestå af nyhedsartikler, debatartikler, 

underholdning og servicestof. Avisen skal også rumme reklameannoncer og rubrikannoncer. 

Avisen skal opbygges i et program på pc’en, fx Publisher, Word eller PowerPoint. 

Avisen skal være en skoleavis, der fortæller om, hvad der sker – og er sket – på skolen. 

Hermed ved I også, hvem der er jeres læsere – nemlig skolens elever fra 5. til 9. 

klasse. 

Her følger et forslag til, hvordan I kan tilrettelægge arbejdet i samarbejde med jeres 

lærer: 

1. Fastlæg en tidsplan: Hvornår er der deadline – dvs. hvornår skal artikler, billeder 

og annoncer senest afleveres til redaktionen og grafikeren? 

2. Opdel klassen i en redaktion, en grafisk afdeling og en annonceafdeling. 

• Redaktionen består af 1 redaktør, 2 redaktionssekretærer (4 sider hver), 4 fotografer 

(der er gode til digital fotografering) og 4 redaktionsgrupper med 2 journalister 

i hver gruppe.

Klassens avis 

• Grafisk afdeling består af 2 grafikere, der er gode til billed- og tekstbehandling 

på computeren. 

• Annonceafdelingen består af 2 x 2 annoncesælgere, der sælger annonceplads i 

avisen blandt de lokale forretningsdrivende og virksomheder. 

3. Redaktionen beslutter, hvilke historier der skal i avisen. Redaktionssekretærerne 

fordeler opgaverne mellem redaktionsgrupperne med journalister. Journalisterne 

laver aftaler med kilderne og aftaler med fotograferne, hvordan de skal dække 

deres artikler med billeder. Redaktøren leder redaktionsmøderne og sikrer, at 

der ikke er nogen artikler, der handler om det samme. Redaktøren skriver en 

leder om avisprojektet – evt. sammen med læreren. 

4. Grafikerne laver et flot bladhoved til avisen og bygger avisens sider op. De fastlægger 

skrifttyper og skriftstørrelser og laver reklameannoncerne, når annoncesælgerne 

kommer hjem med materialer til reklameannoncer. 

5. Annoncesælgerne fortæller om avisprojektet hos mulige annoncører og hører, 

om de vil bidrage til at finansiere det mod at få en annonce i avisen. Sammen 

med læreren fastsætter annoncesælgeren annoncepriser for en 1/3 side, 1/4 

side eller en 1/8 side. 

6. Journalisterne skriver et udkast til deres artikler, finder på en dækkende, 

æggende og vækkende rubrik og præsenterer den på et redaktionsmøde. De 

andre kommer med forslag til forbedringer. 

7. Fotografer og journalister og redaktionssekretær ser på billeder, udvælger det 

bedste og laver en billedtekst til. 

8. Alle ledige hænder kan lave overskudsstof, fx tegneserie, underholdningsstof og 

anmeldelser. 

9. Deadline: Alt materiale afleveres elektronisk til redaktionssekretærerne i ”pakker” 

– artikeldokumenter, faktabokse, billeder og billedtekster samles i en 

mappe på den computer, hvor grafikerne skal arbejde. 

��

�� 

�� 

Klassens avis 

10. Redaktionssekretærerne læser artiklerne omhyggeligt igennem for sproglige og 

indholdsmæssige fejl – evt. sammen med læreren. Herefter giver redaktionssekretærerne 

hver mappe et nummer, der svarer til den avisside, hvor materialerne 

kan placeres. 

11. Grafikerne fordeler materialerne over siderne i samarbejde med redaktionssekretærerne. 

Husk annoncerne! 

12. Redaktøren læser det hele igennem og godkender avisen. Avisen printes ud, 

foldes og lægges frem på skolen. Husk også at aflevere nogle eksemplarer til 

jeres annoncører. 

13. Send også et par eksemplarer til den lokale avis. Måske vil den omtale jeres avis, 

og måske vil den med jeres tilladelse bringe nogle af artiklerne.

Illustration af Kristian Eskild Jensen 

��

�� 

�� 

Færdig med aviser 

I skal nu evaluere jeres arbejde med avisemnet. Det kan I gøre på flere måder. 

For det første skal I finde ud af, om I er blevet bedre avislæsere. Prøv hver især at 

besvare følgende spørgsmål: 

• Har du fået noget at vide om avisen og om journalistik, som du ikke vidste i forvejen? 

• Er du blevet bedre til at orientere dig i avisen og finde det, der interesserer dig? 

• Har du fået mere lyst til at læse avis? 

• Nævn fem grunde til, at man bør læse avis! 

• Nævn fem forslag til, hvordan man kan gøre avisen bedre (nye emner, andre vinkler 

osv.) 

• Hvad kendetegner den ’gode avislæser’? 

Skriv svarene på disse spørgsmål ned i jeres logbog, og diskuter dem derefter med 

sidekammeraten. 

For det andet skal I finde ud af, om jeres avis bliver læst. Lav en spørgeskemaundersøgelse, 

som I deler ud sammen med avisen. Stil spørgsmål: 

• Om avisen er flot, mindre flot eller kedelig? 

• Om artiklerne er spændende, mindre spændende, kedelige? 

• Om man har læst hele avisen eller kun nogle af artiklerne? 

• Om der er noget, som man savner i avisen? 

• (find selv på flere spørgsmål) 

Sørg for at have mindst 50 besvarelser indsamlet. Læg besvarelserne sammen i et regneark 

med søjler og diagrammer – og diskutér resultatet i klassen.

For det tredje skal I selv vurdere jeres avisprojekt. Tag stilling til måden, som I samarbejdede 

på og til resultatet af jeres samarbejde: Avisen. 

• Er vi gode nok til at samarbejde? 

• Er vi gode nok til at lytte til hinanden? 

• Er vi hver især gode nok til at præsentere vores ideer? 

• Hvad mangler vi at lære om samarbejde? 

• Hvad vil vi gøre anderledes næste gang? 

• Hvad, synes vi, er det bedste ved avisen? 

• Hvad er mindre godt? 

• Blev avisen alt i alt lige så god, som vi håbede på? 

Diskutér spørgsmålene i plenum. Slut af med at nedskrive 10 gode regler for samarbejde 

om et avisprojekt. 

��

Man binder os på mund og hånd 

Møde hvad der venter os 

Og ingen ved hvordan det går 

Bærer skæbnen uden trods 

Hvad der så forestår 


Glad ved hver en venlighed 

Men uden tro at det blir ved 

Søge fred i det vi ved 

At vi har ingen krav på fred 


Det lover vi med hånd og mund 

I mørket før en morgenstund 

At drømme om frihed blir aldrig forbi 





Men man kan ikke binde ånd 

Tr 

Sproget lyder af noget 

tr tr tr lyder træls, trevent 

og træsk 

af tristhed, træthed, træghed, 

trængthed 

af trængsel og trængsler, 

tranghed og tremmer 

af alt det vi har at trækkes 

med, trættes om, 

af trusler, tryk og trods 

tropper og tros 

trapper og trin 

Vi kan træde og trampe, 

traske og trave og holde trit 

Trippe, trimle, trille og trisse 

�� 

��

�� 

�� 

Bogstaver er tegn. Til hvert tegn er knyttet 

nogle lyde, der tilsammen udgør 

vores sprog. Sproget kan både ses og 

høres. I lyrikkens verden er der mulighed 

for at udfordre den måde, vi sædvanligvis 

bruger sproget på. 

At læse lyrik stiller krav til læseren. 

Krav om, at du som læser lægger 

din almindelige måde at læse litteratur 

til side. Lyrik skal nemlig ikke bare forstås, 

det skal i høj grad opleves. I dette 

kapitel skal I igennem forskellige former 

for leg med og brug af tegn, bogstaver 

og ord opleve det lyriske univers. 

I skal møde mange forskellige typer 

af digte, lige fra Halfdan Rasmussens ABC, 

som mange har fået ind med modermælken, 

til Niarn, der efter manges mening 

kræver ’hår på brystet’. Digtene kommer 

til at danne baggrund for en viden om 

generelle genretegn. I skriveværkstedet 

er det jer, der skal udforske vores tegnsystem. 

I skal opfinde, lege med, udvikle, 

lytte til og skrive lyrik. Til brug i jeres 

lyrikværksted skal I anvende en portfo- 

Søren Ulrik ThomSen 

�� 

�� 

�� City Slang� �� 

�� Hjemfalden� �� 

�� Det værste og Det bedste� �� 

�� 

�� Ukendt under den 

samme måne�� 

i 

lio, hvori I samler alt det materiale, som I 

selv skaber i arbejdet med lyrik. 

regn søvn blå kys 

lys seng vand hånd 

regn søvn blå kys 

lys seng vand hånd 

regnhånd, lyskys 

vandlys, blåseng 

søvnblå, kysregn 

lyshånd, vandsøvn 

af Søren Ulrik Thomsen 

Læs digtet 

• Smag rigtig godt på digtets lyd, 

og lær det derefter udenad. 

• Forestil dig, at du er Søren Ulrik 

(1982) 

Thomsen. Giv en begrundelse for, 

hvorfor du har valgt lige netop 

disse ord. 

En lysdør åbnes i regnen; 

I åbningen lyser en regndør. 

af Søren Ulrik Thomsen 

(1982)

Læs digtet 

• Lær også dette digt udenad, 

tænk over, hvordan du vil læse 

pauserne. Reciter så digtet for 

hinanden. 

• Lav en liste over ligheder mellem 

de to digte, og lav en liste over 

forskelle. 

Lyrik kommer fra græsk ’lyra’ – musikinstrumentet 

lyre. Lyrikken er den ældste 

af de tre hovedgenrer: lyrik, epik 

og drama. De gamle grækere brugte 

lyrikken akkompagneret af musik ved 

religiøse fester. Digte er et andet ord for 

lyrik og betyder det samme. 

Lyrik består af ord, men lyrik består 

også af de tomme pladser mellem 

ordene. Pladserne må læseren selv fylde 

ud med sin fantasi og oplevelsesevne. På 

den måde opstår betydning og mening 

hos læseren. 

I digtet regn søvn blå kys leger Søren 

Ulrik Thomsen med de tomme pladser. 

Han flytter rundt på de tomme pladser, 

men ordene er de samme. På trods af, at 

ordene forbliver de samme, skaber han 

nye betydninger. 

Græsk vasemaleri af kvinde, der spiller på lyre 

Lyrikværksted 

• Halvdelen af klassens elever skri- 

ver en historie på baggrund af de 

associationer, som første strofe 

af Søren Ulrik Thomsens digt 

regn søvn blå kys giver jer. Den 

anden halvdel af klassen skriver 

en historie på baggrund af anden 

strofe i digtet. 

• Indled hver især jeres skrivearbejde 

med at lave en brainstorm 

over, hvilke tanker, følelser og 

stemninger der ligger bag jeres 

strofe i digtet. 

• Diskutér med udgangspunkt i 

hver strofe, hvad strofens tomme 

pladser indeholder. 

��

�� 

�� 

Skriv videre – klassens fælles digt & 

• I skal nu skrive et fælles digt i 

klassen. Digtets overskrift er 

’Kærlighed’, ’En solskinsdag’, eller 

I kan selv finde på en overskrift 

i klassen. Klik ind på websitet 

under Lyrik – legende, levende. 

Her finder I programmet ’Skriv 

videre’. En elev i klassen begynder 

med at skrive en sætning og 

klikker OK. Sætningen skjules nu 

for resten af klassen. Næste elev 

skriver en sætning og klikker 

OK, så sætningen skjules. Sådan 

fortsætter I elev for elev i klassen. 

Når I alle sammen har skrevet en 

sætning, kan I klikke på ’Vis digt’ 

og printe det ud. Læs digtet højt i 

klassen. Giver det mening? 

Simon GroTrian 

�� 

�� 

�� 

Gennem min hånd�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� Svaner set 

gennem tårer� 

i 

Digte er kendetegnede ved deres grafiske 

form, det vil sige den måde, digtet er sat 

op på. Digtet er opstillet i verslinjer, som 

er samlet i strofer. Når vi ser et digt, kan 

vi genkende det på formen, og så ved vi, at 

vi skal læse teksten på en særlig måde. 

Digte kan se ud som de vil. 

Svaner set gennem tårer 

af Simon Grotrian 

0 0 

2 0 

0 2 

0 0 

(1990) 

Er dette digt lydløst? 

Svaner set gennem tårer af Simon 

Grotrian i er et figurdigt, fordi form 

og indhold på enestående vis smelter 

sammen. 0-tallene fungerer som symboler 

på eller billeder af tårer og vand. 

2-tallet for svaner. 

Bogstaverne i vores alfabet er også 

symboler, eller billedkoder, der vækker 

en genkendelse hos læseren, der straks 

ved, hvilken lyd der knyttes til det 

pågældende bogstav. På den måde afkoder 

vi en tekst, når vi læser.

Illustration af Ib Spang Olsen 

Else elsker pelse 

• Halfdan Rasmussens ABC har været med til at lære mange 

børn alfabetet. Måske kan du selv huske dette rim om Else? 

• Find ud af, hvordan digtet rimer, og beskriv digtets rytme. Er 

der nogen bogstaver eller ord, der er særligt dominerende? 

• Digtet fortæller faktisk en historie, men dog ikke en helt 

almindelig historie. Hvad er det for en historie, der fortælles 

i digtet? Prøv at finde bogen, evt. på biblioteket, og 

overvej, om nogle af digtene har en mening, eller de alle er 

vrøvlevers. 

• Hvorfor kan vrøvlevers være fascinerende, selvom de ikke 

giver mening? 

• Halfdan Rasmussens ABC kaldes en klassiker; den er blevet 

læst og beundret af børn og voksne gennem flere generationer. 

Hvorfor tror du, bogen er blevet en klassiker? 

Halfdan RaSmUSSen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i

�� 

�� 

Digtets tale 

Digte snakker ikke bare løs – med få 

udvalgte og velklingende ord forsøger 

digte at skabe betydning. Et digt består 

derfor af koncentrerede udtryk. Der er 

ikke plads til smalltalk. 

Ved siden af de sproglige eksperimenter 

med lyd prøver digte at skabe 

mening og betydning. Digte vil sige 

noget om verden. 

Inger Christensen i har ligesom 

Halfdan Rasmussen ladet sig inspirere 

af alfabetet i en digtsamling. Inger Christensen 

er meget optaget af sprogets 

egen melodi, og hun har flere gange 

optrådt med at synge sine egne digte. 

Lyt til digtet & . 

Udover at benytte sig af det alfa- 

betiske system som ramme for ord- 

inGer ChriSTenSen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� Lys�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

valget i digtet, har Inger Christensen 

også holdt sig inden for et matematisk 

system, hvor hvert ciffer er lig summen 

af de to foregående cifre. Altså 1. strofe 

er på en verslinje. 2. strofe er på 1+1=2 

verslinjer, 3. strofe 1+2=3 verslinjer, 

4. strofe 2+3=5 verslinjer, og sådan 

fortsætter digtet. 

Inger Christensen lader på den 

måde to meget forskellige verdner, den 

matematiske og den poetiske, mødes og 

befrugte hinanden. 

Alfabet & 

• Der er ofte gentagelser i digte. 

Hvilken rolle har ordet findes i 

Inger Christensens Alfabet? 

• Se klip fra dokumentarfilmen 

Inger Christensen – cikaderne findes 

af Jytte Rex på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk, 

hvor Inger Christensen læser op. 

Overvej, hvilken betydning gentagelser 

har. 

• Lav din egen top 3-liste over ord, 

du vælger fra uddraget af Alfabet, 

og giv ordene illustrationer. 

• Hvor adskiller Inger Christensens 

Alfabet sig fra Halfdan Rasmussens 

ABC? 

alfabeT 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

+ 

+ 

+ 

+ 

1 

1 

1 

1 

2 

2 

3 

3 

5 

5 

8 

Alfabet (uddrag) 

af Inger Christensen 

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes 

bregnerne findes; og brombær, brombær 

og brom findes; og brinten, brinten 

cikaderne findes; cikorie, chrom 

og citrontræer findes; cikaderne findes; 

cikaderne, ceder, cypres, cerebellum 

duerne findes; drømmerne, dukkerne 

dræberne findes; duerne, duerne; 

dis, dioxin og dagene; dagene 

findes; dagene døden; og digtene 

findes; digtene, dagene, døden 

efteråret findes; eftersmagen og eftertanken 

findes; og enrummet findes, englene, 

enkerne og elsdyret findes, enkelthederne 

findes, erindringen, erindringens lys; 

og efterlyset findes, egetræet og elmetræet 

findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden 

findes, og edderfuglen og edderkoppen findes, 

og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden 

fiskehejren findes, med sin gråblå hvælvede 

ryg findes den, med sin fjertop sort 

og sine halefjer lyse findes den; i kolonier 

findes den; i den såkaldt Gamle Verden; 

findes også fiskene; og fiskeørnen, fjeldrypen 

falken; festgræsset og fårenes farver; 

fissionsprodukterne findes og figentræet findes; 

fejlene findes, de grove, de systematiske, 

de tilfældige; fjernstyringen findes og fuglene; 

og frugttræerne findes og frugterne i frugthaven hvor 

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes, 

i lande hvor varmen vil frembringe netop den 

farve i kødet abrikosfrugter har 

… 

(1981) 

��

�� 

�� 

Bogstavrim 

Der findes to typer bogstavrim. Der er 

tale om ’allitteration’, når der rimes og 

leges med lyden fra konsonanterne, og 

om ’assonans’, når der rimes og leges 

med lyden fra vokalerne. 

Rimene giver digtene rytme, liv og 

regelmæssighed, men når noget pludselig 

er anderledes og kantet, gør det 

opmærksom på sig selv, og vi undres. 

Allitteration og assonans 

• Find eksempler på allitteration 

og assonans i Halfdan Rasmussens 

rim om Else. Hvordan passer 

ordenes lyd sammen med deres 

indhold i digtet? 

• Digt to korte digte på hver en 

strofe med fire verslinjer. I det ene 

digt leger du med allitteration, i 

det andet med assonans. Hvilken 

stemning synes du henholdsvis 

assonans og allitteration egner 

sig til at skabe – skriv tre stikord 

til hver type bogstavrim, der indkredser 

bogstavrimets stemning. 

Der er også enderim i dette digt 

– ”lang” rimer på ”trang” og 

”snak” rimer på ”sprak”. 

Et jordbær 

af Jens August Schade 

Den hemmelige, mystiske stemning 

ved at mærke et jordbær i munden 

kan slet ikke købes for penge. 

Man véd ikke, hvad der er grunden, 

men et jordbær kan gøre, at sjælen 

gløder helt ned til bunden. 

Så lykkelig er jeg for dette 

jordbær, jeg fik til morgen, 

at himmelrummet har sagt 

de smukkeste ting, jeg har smagt. 

JenS aUGUST SChade 

�� 

�� 

�� 

�� Den 

levende Violin�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

(1958) 

i

Et jordbær 

• Hvilke verslinjer i dette digt har 

enderim? 

Der er en linje i dette digt, der 

afviger, både hvad angår rytmen og 

ordenes indhold. Det drejer sig om 

verslinjen ’kan slet ikke købes for 

penge’. Ordene ’købes’ og ’penge’ 

er anderledes end resten af digtets 

ord, ordene kommer fra en anden 

verden. 

• Hvordan virker det, at denne linje 

gør opmærksom på sig selv? 

• Hvilken betydning har det for forståelsen 

af digtet? 

• Digtet har ingen handling, det 

har dog et jeg, det lyriske jeg, en 

1. persons fortæller, den person 

eller stemme i digtet, som læseren 

kan identificere sig med. 

• Beskriv det lyriske jeg ved hjælp 

af tillægsord (adjektiver). 


• Udvælg 5 bogstaver, og find en 

række af ord, der begynder med 

det pågældende bogstav. Du 

skal først og fremmest udvælge 

ordene efter, at de lyder godt. 

• Giv din remse en grafisk form, og 

sæt det op i et dokument på computeren. 

��

�� 

Tr 

�� 

af Villy Sørensen 

Sproget lyder af noget 

tr tr tr lyder træls, trevent og træsk 

af tristhed, træthed, træghed, trængthed 

af trængsel og trængsler, tranghed og tremmer 

af alt det vi har at trækkes med, trættes om, 

af trusler, tryk og trods 

tropper og tros 

trapper og trin 

Vi kan træde og trampe, traske og trave og holde 

trit, 

Trippe, trimle, trille og trisse af 

Vi kan også trutte, tratte, tralle og tromme 

Vi kan true og trygle 

– og trylle? 

Vi trænger til trøst 

tryghed og trivsel 

og tro 

og træer. 

Villy SørenSen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

(1980) 

Tr 

Villy Sørensens digt Tr leger med 

sproget og lyden, men det er også 

en tekst med mening. 

• Del alle Tr-ordene op i to kategorier, 

og giv hver af de to kategorier 

en overskrift. 

• Læs digtet højt for hinanden i grupper. 

Eksperimentér med, hvordan 

I synes, digtet læses mest effektfuldt 

op. Er der forskel på, hvordan 

I forstår digtets indhold, hvis I 

læser det op på forskellige måder? 

• Hvordan hænger eksperimenteren 

med digtets lyde sammen med 

digtets mening? 


• Lav dit eget digt i stil med Villy 

Sørensens. Det kunne hedde ’Pr’, 

’Sl’, eller … 

• Fremfør digtene for hinanden i 

grupper, og giv respons på: 

– Hvordan jeres brug af bogstaver og 

bogstavsammensætninger lyder. 

– Hvilken effekt gentagelser har. 

– Hvordan lyden og indholdet, det 

som det enkelte digt handler om, 

passer sammen.

Ordopfindelser 

Den danske digter F.P. Jac i er kendt 

for at opfinde nye ord i sin poesi. Ordene 

her på siden er et udvalg af ord, han har 

fundet på. Mange af dem er sammensat 

af allerede kendte ord. I lyrikkens 

verden er det tilladt at være en kreativ 

og opfindsom regelbryder. 

Ordforklaring 

• Udvælg otte ord, som I godt kan 

lide, og find på en ordforklaring 

til dem. Skriv også en sætning til 

hvert ord, hvori ordet indgår. 

F.P. JaC 

�� 

�� 

�� 

�� Spontane kalender-blade�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

Anemonehår (navneord) 

Angstfeber (navneord) 

Bagdelsgrin (navneord) 

Bamselun (tillægsord) 

Champagnekys (navneord) 

Dybdegræde (udsagnsord) 

Dørtænkning (navneord) 

Erindringsslag (navneord) 

Flommefyld (navneord) 

Forpine (udsagnsord) 

Forårsblid (udsagnsord) 

Fællessnorken (navneord) 

Glædesstrabadse (navneord) 

Himmelflugtsfobi (navneord) 

Hjernet (tillægsord) 

Hormonblær (navneord) 

Idylidioti (navneord) 

Ikealitteratur (navneord) 

Jordskredsskideballe (navneord) 

Knallertrespekt (navneord) 

Legelet (tillægsord) 

Lillepigehumør (navneord) 

Livsliderlig (tillægsord) 

Lummerlun (tillægsord) 

Ormeslugeri (navneord) 

af F. P. Jac 

��

�� 

�� 

Bogomslag til Ursula Andkjær Olsens bog Atlas 

over huller i verden af Peter Holst Henckel 

Ursula Andkjær Olsen leger med ordene, 

når hun giver sit atlas egennavne. Hun 

bruger ord, vi kender, som fx ’Tårekanal’, 

’Afløbet’ eller ’Gravens rand’, men 

i en ny sammenhæng. Derved får de en 

anden betydning. 

UrSUla andkJær OlSen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� Lulus sange og 

taler� 

i


• Lav dit eget kort. Tegn et atlas 

af med pergamentpapir, eller 

find et atlas eller et kort på 

Internettet. Print det ud, og klip 

derefter egennavnene ud eller 

brug retteblæk for at lave en 

ny ren udgave. Giv nu dit kort 

egennavne, som du selv opfinder, 

og farvelæg kortet. 

Billedsprog 

Lyrikken bekymrer sig ikke om de 

regler, som normalt gælder for tale- og 

skriftsproget. Korrekt brug af tegnsætning, 

stavemåder og ord er ikke et krav 

– man skal bare vide, hvad man gør og 

mene noget med det. Fordi lyrikken 

ikke skal informere, men snarere gøre 

indtryk, benytter den sig i høj grad af 

billedsprog. Billedsprog er et fortættet 

sprog, der kræver, at vi bruger tid, åbne 

sanser og fantasi, når vi læser det. 

Digte taler med sig selv, og vi 

kan lytte med. Lyrikkens lydlige univers 

er selvberoende. Det vil sige, at 

vi ikke er afhængige af at have et 

bestemt kendskab til omverdenen for 

at få noget ud af at lytte til det eller få 

glæde af det. 

Med billedsprog er det anderledes. 

For at forstå lyrikkens billedsprog er 

vi nødt til at have en forhåndsviden, et 

kendskab til verden omkring os. 

Billedsprog er ikke forbeholdt lyrik, men 

lyrikken er storforbruger af billedsproget. 

Billedsproget giver digtet et koncentreret 

og fortættet udtryk. Det udnytter 

de konnotationer eller medbetydninger, 

der skabes hos læseren, for på den måde 

at nå ind under huden på læseren – for nu 

at sige det med et sprogligt billede. Billedsproget 

hjælper læseren til at udfylde 

de tomme pladser i digtet, så læseren kan 

danne sine egne indre billeder. 

Der findes flere typer billedsprog, 

forfatteren kan benytte sig af. De har alle 

den funktion at få læseren i tale på en sanselig 

måde. Nogle af de mest brugte er: 

Besjæling bruges til at gøre noget ikkemenneskeligt 

menneskeligt – til at give 

det sjæl: 

Her har jeg stået i hundrede år; 

Om Vintren med Snee på mit bryst; 

fra En gammel Eeg af Adam Oehlenschläger 

(1803) 

Digtets ’jeg’ er en gammel eg, der bringes 

til live via brugen af besjæling. Træet 

får krop og sjæl, når vi hører om, at der 

ligger sne på træets bryst. Hvilken virkning 

har det på dig, når du læser digtet, 

at træet er jeg-fortæller? 

Personificering bruges til at give ab - 

strakte begreber menneskelige ud tryk 

og egenskaber. 

��

�� 

�� 

Sig nærmer tiden, da jeg må væk, 

jeg hører vinterens stemme; 

thi også jeg er kun her på træk, 

og haver andetsteds hjemme. 

Jeg vidste længe, jeg skal herfra; 

det hjertet ikke betynger, 

og derfor lige glad nu og da 

på gennemrejsen jeg synger. 

Jeg skulle sjunget lidt mer måske – 

måske vel også lidt bedre; 

men mørke dage jeg måtte se, 

og storme rev mine fjedre. 

… 

fra Trækfuglene af St.St. Blicher 

(1838) 

Denne salme handler om jeg’ets forhold 

til sin død – og til sit liv. For mange 

mennesker er døden noget abstrakt, 

som vi har svært ved at forholde os 

til. Ordet død bliver dog ikke nævnt i 

salmen. I stedet bruges det konkrete billede 

som mange kender af trækfuglene, 

der flyv-er sydpå om efteråret. 

Vinteren tillægges menneskelige 

egenskaber i form af en stemme. „Det 

hjertet ikke betynger“ – hjertet er ikke 

tynget ved tanken om at skulle dø, et 

hjerte kan ikke være mere eller mindre 

tungt, men sætningen er et billede på 

den stemning og følelse, jeg’et har. 

„Men mørke dage jeg måtte se og 

storme rev mine fjedre“ er billeder på 

det liv, jeg’et har levet. Et liv, hvor jeg’et 

har oplevet sorger og modgang, som har 

slidt på jeg’et og gjort ham/hende trist 

og gammel. Stemninger og følelser er 

ofte abstrakte og kan derfor beskrives 

mere fyldestgørende og medrivende 

ved hjælp af billedsprog. 

Sammenligning. Et ord kan tilføres liv 

og krop ved at indgå i en tekstsammenhæng. 

Ofte bruges ordene ”som”, ”ligesom” 

eller ”som om”: 

Fast besluttet på at kende livet 

bevæger vi os gennem døren til et værtshus 

mens rædslen rumsterer i mellemgulvet 

som en hund der graver efter kødben 

… 

Svinglende som anskudte ænder 

forlader vi brølende lastens hule 

40 år ældre 

pustet op som vældige balloner 

efter konfrontationen, 

efter at have været i clinch 

med det gustne, absintfarvede, liderlige, 

perverse vidunderlige, brutale 

liv. 

fra Værtshus af Klaus Rifbjerg 

(1956) 

Følelsen af rædsel sammenlignes med 

en hund, der graver efter kødben. På 

den måde kan vi se for os og genkende

den følelse af rædsel, digtet taler om. 

Det kræver dog, at vi genkender billedet 

af den desperate søgende hund. På den 

måde forudsætter forståelsen af billedsproget 

et forhåndskendskab til verden. 

I sidste strofe er der også brugt sammenligninger. 

Prøv at finde dem. 

Metafor er et sprogligt billede, som skal 

forstås i den sammenhæng, det indgår 

i. En beskrivelse, der uddyber og tilføjer 

betydning ved at beskrive noget med 

andre ord. En sammenligning uden at 

der er brugt et (lige)som. 

Livet er smalt og højt 

af Benny Andersen 

En tændstik blusser op i verdensrummet 

belyser kort et ansigt før den slukkes. 

I mørket mødes hænder 

berører kort hinanden før de stivner. 

Ord sendes ud. 

Nogle få når frem til et øre 

huskes muligvis en tid. 

Målt på langs er livet kort 

men lodret målt uendeligt 

en dirrende fiber i dødens muskel. 

Kys med det samme 

før kysset rammer et kranium. 

Snart er du ingen 

men nu har du læber 

og tændstikker. 

(1974) 

Tændstikken fungerer i dette digt som 

metafor for livet. Billedet af tændstikkens 

fysiske form bruges til at bibringe læseren 

et billede af livet og dets forløb. Samtidig 

kan digtet læses på et konkret betydningsplan, 

hvor tændstikken er en tændstik. 

Man kan finde mange eksempler på 

billedsprog i lyrik. Man kan også sige, at 

ethvert digt er sit eget lille sproglige billede. 

Når du læser lyrik, er det vigtigt, 

at du åbner dine sanser og ser, hører og 

føler billederne for dig. 

Billedsprog er en måde at sige noget 

mellem linjerne. I besættelsestiden, hvor 

det var forbudt at modsige magten, 

anvendte nogle forfattere lyrikken til at 

udtrykke deres modstand mod tyskerne, 

fordi tyskerne ikke opdagede det, når 

modstanden ikke var udtrykt direkte. 


• Udvælg en person eller ting, som 

du holder særlig meget af. 

• Skriv et digt om denne person eller 

ting. Du må ikke bruge direkte 

og konkrete beskrivelser, du skal 

benytte dig af billedsprog. Prøv 

om du kan inddrage alle de ovennævnte 

typer billedsprog, gerne 

flere af samme type. Det er tilladt 

at være kreativ og humoristisk. 

��

�� 

�� 

Outlandish fotograferet af Jan Grarup


Musikgruppen Outlandish i blev i 2003 

kontaktet af Det Kongelige Teater, der 

ønskede et samarbejde omkring et 

indslag til festforestillingen på Det 

Kongelige Teater i anledningen af det 

kongelige bryllup. Musikstykket skulle 

tage udgangspunkt i mødet mellem 

de klassiske kunstarter og et moderne 

musikalsk udtryk. Stykket var en del af 

Outlandish’ optræden den 14. maj 2004 

til ære for kronprins Frederik og kronprinsesse 

Mary. 

Teksten til sangen er skrevet af 

Poul Henningsen i i 1940. På det tids- 

punkt var Danmark blevet besat af tyskerne 

i forbindelse med 2. Verdenskrig. 

Outlandish mener, at sangen om håb og 

modstandskamp, stadig er aktuel på 

trods af sin alder. 

oUTlandiSh 

�� 

Outland Official� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

PoUl henninGSen 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

��

�� 

�� 

Man binder os på mund og hånd & 

af Outlandish 

Møde hvad der venter os 

Og ingen ved hvordan det går 

Bærer skæbnen uden trods 

Hvad der så forestår 


Glad ved hver en venlighed 

Men uden tro at det blir ved 

Søge fred i det vi ved 

At vi har ingen krav på fred 










Og ingen er fangne, når tanken er fri 

Vi har en indre fæstning her 

Som styrkes i sit eget værd 

Når bare vi kæmper for det vi kan lide 

Den som holder sjælen rank 

Kan aldrig blive træt 

Ingen ka’ regere det vi bestemmer selv 










Og ingen er fangne når tanken er fri 




Gribe efter blanke ting 

vil hvert et grådigt lille barn 

Binde andre med en rem 

Gør man som helbefarn 

Tænk hvor har man stået tit 

Og delt et vinduesparadis 

Helle, helle det er mit 

Og livet går på samme vis 



Og ingen er fangne når tanken er fri 






Og ingen er fangne, når tanken er fri 




(2004)

Man binder os på mund og hånd & (uddrag) 

af Poul Henningsen 

Gribe efter blanke ting 

vil hvert et lille grådigt barn. 

Binde andre med en ring 

gør man som helbefarn. 

Tænk hvor har man stået tit 

og delt et vindusparadis. 

Helle, helle det er mit! 

Og livet går på samme vis: 

Man binder os på mund og hånd, 

med vanens tusen stramme bånd, 

og det er besværligt at flagre sig fri. 

Vi leger skjul hos en, som ved 

at skærme os mod ensomhed 

med søde kontrakter vi luller os i. 

Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig 

var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej. 

De ord, vi svor med hånd og mund, 

de gælder kun den korte stund, 

til glæden er borte og alting forbi. 

(...) 

Møde hvad der venter os, 

og ingen vé, hvordan det går. 

Bære skæbnen uden trods, 

hva der så forestår. 

Glad ved hver en venlighed, 

men uden tro, at det bliver ved. 

Søge fred, i det vi véd, 

at vi har ingen krav på fred. 

Man binder os på mund og hånd, 

men man kan ikke binde ånd, 

og ingen er fangne, når tanken er fri. 

Vi har en indre fæstning her, 

som styrkes i sit eget værd, 

når bare vi kæmper for det, vi ka li. 

Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl. 

Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel. 


i mørket før en morgenstund, 

at drømme om frihed blir aldrig forbi. 

(1940) 

��

�� 

�� 

Sammenlign teksterne 

• Lyt til de to versioner af sangen 


af Outlandish og Liva Weel (som 

synger Poul Henningsens tekst) 

& . 

• Outlandish’ tekst består af 

udvalgte dele af Poul Henningsens 

oprindelige tekst. Sammenlign 

de to tekster og find ud 

af, hvad Outlandish har udeladt. 

Understreg de vigtigste ord i 

denne del. Nedskriv dernæst de 

vigtigste ord i Outlandish’ tekst. 

Stil ordene op overfor hinanden. 

Konkluder med baggrund i stikordene, 

hvad forskellen på indholdet 

i de to tekster er. 

Anmeld Man binder os på mund og 

hånd af Outlandish & 

• Gå ind på www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

under Lyrik – legende, 

levende. Lyt til sangen Man 

binder os på mund og hånd af 

Outlandish. Skriv en anmeldelse 

af sangen. På websitet er et 

anmelder-skema med de spørgsmål, 

som du skal huske at besvare 

i en anmeldelse. Layout 

derefter anmeldelsen til målgruppen 

med billeder af Outlandish og 

andre effekter, som er til rådighed 

på websitet. 

• Opgaven til Outlandish fra Det Kon- 

gelige Teater lød på, at samarbejdet 

skulle tage udgangspunkt i mødet 

mellem de klassiske kunstarter og 

et moderne musikalsk udtryk. Hvad 

er det klassiske ved Outlandish’ 

musikstykke, hvad er det moderne, 

og hvori består mødet? Diskutér, om 

det er et vellykket møde. 

• Kan man egentlig binde folk på 

mund og hånd? 

• „ingen er fangne når tanken er fri“ 

og „den som holder sjælen rank 

kan aldrig blive træt“ er eksempler 

på billedsprog. Find flere eksempler 

på de forskellige typer af billedsprog 

i teksterne, og diskutér 

deres betydning. 

• Læs billedsproget ind i dets historiske 

sammenhæng: tyskernes 

besættelse af Danmark under 2. 

verdenskrig. Hvordan kan I forstå 

teksten i den kontekst? 

• Teksterne har ikke et ’fortællerjeg’, 

men et ’fortæller-vi’, hvilken 

betydning har det for din oplevelse 

af teksten? 

• Hvad er henholdsvis PH’s og Outlandish’ 

budskab?

Musik minder om lyrik. Det er livsytringer, 

hvis rytme og form, deres lydside, 

eksisterer sammen med et indhold. 

Mennesker har altid brugt musikken 

som udtrykskilde til at dele følelser, 

oplevelser og meninger. 

Rap – Rhythm and poetry 

Forskellige mennesker lytter til forskellige 

musikgenrer. Ofte er en genre knyttet 

til bestemte aldersgrupper og befolkningsgrupper. 

Rapmusikken og musikkulturen, 

der eksisterer omkring den, er 

af amerikansk oprindelse. Den opstod 

blandt unge jamaicanske immigranter i 

New Yorks ghettoer i 1970’erne. Rappen 

er gadens udtryksform og afspejler storbyens 

junglelov, hvor enhver kun har 

sig selv at stole på. Mænd hænger ud i 

macho-fælleskaber på gaden og kvinder 

er ofte beskrevet som hoes, ludere 

eller den moderfigur, der har manglet. 

Rap er en forkortelse af ”Rhythm and 

poetry” – rytme og lyrik, en kreativ måde 

at få afløb for problemer og frustrationer. 

Musikken er kendetegnet ved, at en 

mandlig eller kvindelig rapper udsiger en 

monolog henover et beat, en grundrytme, 

og monologen følger grundrytmen. 

Freestyle 88 

Filmen Freestyle 88 foregår i Gøteborgforstaden 

Hammarkullen. Her samles 

de unge andengenerationsindvandrere 

om hiphop-kulturen. Bydelens beboere 

kommer fra vidt forskellige baggrunde 

i Sydamerika, Afrika eller Mellemøsten, 

men i rap, breakdance og freestylearrangementer 

har de fundet et fælles 

sprog. En platform for udvikling af drømme, 

ambitioner og identitetsfølelse i en 

ellers svær situation. Miljøets stjerner 

er rap-gruppen Hammer Hill Click, som 

gennem deres succes er blevet forbilleder 

og har givet selvtillid til en udsat 

generation. Filmen følger hiphop-miljøet 

i Hammarkullen i tiden omkring 

tragedien den 30. oktober 1998, hvor 

et diskotek brød i brand, og 63 unge 

omkom, heriblandt to medlemmer af 

Hammer Hill Click. 

Se filmen Freestyle 88 

• Beskriv miljøet i byen Hammar- 

kullen. Hvilke problemer har 

beboerne i byen? 

• Hvordan opfattes byen udefra? 

• Hvordan opfatter de unge hiphoppere 

tilværelsen i byen? 

• Hvordan hjælper hiphop-musikken 

de unge til at få en selvforståelse, 

som de er stolte af? 

��

�� 

�� 

N.I.A.R.N. (uddrag) 

af Niarn 

Hvem sagde, jeg aldrig ville blive til en skid? 

Og hvem sagde, det aldrig ville blive min tid? 

I er alle sammen så fuckin’ cocky, når I flaber op 

Snakker alt det lort om mig, som om jeg gav en fuck 

Og jeg har været i undergrunden, siden jeg lærte det, knægt 

Så la’ vær at fuckin’ snak’ til mig om værnepligt 

Har spillet flere shows, og kneppet flere hoes 

End jeg har fået stillet diagnose og fået en pille til Hr. Roos 

La’ vær at snak’ som om du ik’ ved bedre, mand 

Du hader alt, der har lidt succes i fædrelandet 

Og ’fuck ham’ er, hva’ du siger til din kæreste 

Men den fuckin’ so er nede med årgang 79 

Kom igen, hva’ be’ hva’, hva’ fa’en sagde I? 

I ka’ få lidt farve i ansigtet, ka’ I 

Jeg er fremme i skoene, før I tæller til to 

I er ude og skide i den grove, for nu hænger I på fuckin’ 

N. I. 

Holder på mit fuckin’ set, står tilbage 

Vent lige 

Fucker kun med tingene, så længe der er 

Penge i 

Og alle har så fuckin’ meget pis at sige 

Men I 

Glemmer, jeg ik’ gi’r en flyvende fuck, for jeg er 

(2004)

N.I.A.R.N. 

• Karakteriser tekstens fortæller- 

jeg. Hvem henvender jeg’et sig til, 

og i hvilket ærinde? 

• Find eksempler på billedsprog 

i teksten, og find ud af, hvilke 

typer af billedsprog der er brugt. 

• Find genrekendetegn, dvs. 

eksempler på at N.I.A.R.N. er et 

rapnummer. 

• Hvor finder I gadekulturen og 

–sproget? 

• Diskutér, hvordan sproget virker 

på jer? 


Lav dit eget rapnummer 

• I skal nu lave jeres eget rapnummer. 

Nummeret skal indeholde 

rapmusikkens genrekendetegn. 

Beslut jer først for et tema for 

jeres nummer. Vær opmærksomme 

på, at I følger et fast beat. 

Overvej, hvor jeres grænser går 

for ordvalget – alle i gruppen skal 

kunne stå inde for jeres nummer, 

som I skal fremføre for resten af 

klassen. 

niarn 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

Håndlangerne�� 

�� 

�� 

��Årgang 79� 

i 

��

�� 

�� 

Den danske forfatter Hanne-Vibeke Holst 

i skrev et debatindlæg i Politiken den 

13. november 2004, hvor hun giver udtryk 

for sin forargelse over rapmusikkens 

sprog. Avisindlægget blev begyndelsen 

på en lang læserbrevsdebat i 

avisen. Faktisk var det den diskussion, 

der affødte flest læserbreve i Politiken i 

2004. Som forfatter lever Hanne-Vibeke 

Holst selv af at bruge sproget, men hun 

mener ikke, at det er ligegyldigt, hvordan 

man bruger det, eller at det er uden 

konsekvenser. 

Hanne-Vibeke HolST 

�� 

�� 

�� 

�� Hejsa Mejsa�� 

�� 

�� 

�� 

i 

Kære Niarn! 

af Hanne-Vibeke Holst 

Debatindlæg trykt i Politiken d. 13. 

november 2004 

Tillykke med modtagelsen af dit nye 

album ”Årgang 79”. Selv er jeg årgang 59, 

og ligesom du fra Nordjylland, så hvis 

Skoda-terningen var kastet anderledes, 

kunne jeg næsten ha’ været din bekymrede 

mor deroppe, mens du fuckede 

rundt som småkriminel badazz. Derimod 

er jeg for gammel til at have været 

”hende kællingen, der skred fra mig i 

Aalborg”, og i det hele taget er jeg nok 

for outdated til, at du gider høre på mig. 

Faktisk gider jeg heller ikke, indrømmet, 

høre på en gangstarapper som dig 

og de andre forskruede hiphopdrenge. 

Og hvis jeg ikke havde både en teenagedatter 

og -søn, gad jeg næppe hidse mig 

op. Måske ville jeg så knap have opdaget, 

hvordan sådan én som dig forurener 

det, som vi voksne kalder ”det offentlige 

rum”. For nu at blive i jeres terminologi, 

så lukker I så fucking meget sexistisk og 

voldsforherligende lort ud, at man skal 

lydisolere sig for ikke at blive sølet til. 

Og det gør et normalt ungt menneske, 

der ikke kan lave fysikrapport uden selskab 

af MTV, Boogie eller P3, jo ikke. Så 

hvad får de fra dig, Niarn? Ja, fx disse 

lyriske strofer: 

„Baby så’ det op og stå klap dig selv 

i røven so/Rul den op og la’ den gå la’ 

mig se dig rippe de skrå/ Tjek to flex 

ho baby oser af sex yo/Niarn han

er altid på så ryst den til du ik’ ka’ gå.“ 

Eller denne: 

„Dig og de andre to gays dør med 

en pik i munden/Men I er stadig ik’ de 

eneste på min hadeliste/KDL, du ka’ 

stadig få nogle flade, bitch.“ 

Sådan fortsætter det skæring efter 

skæring – ikke kun hos dig, retfærdigvis, 

men også hos bl.a. dine homies L.O.C. og 

Jokeren, der også beskriver det modsatte 

køn som kællinger, ludere, hos, bitches og 

babes. Våde og villige, skabt til at opgejle 

de rappende stådrenge, der frit kan 

udnytte enhver so efter behov, så som til 

„at sniffe en streg i din røvspræk.“ 

Nu vil du protestere og sige, at det 

bare er for sjov, at det bare er noget, du 

leger, når du påstår, at „Jeg har ik’ rappet 

om en bitch, jeg ik’ har kneppet“, og at du 

er følsom og forvirret og bare stiver dit 

vaklende maskuline ego af ved at nedgøre 

de kællinger, der har taget røven på 

dig, som hende kæresten i Aalborg. 

Du gider heller ikke tage ansvaret for 

den skade, som dine tekster måtte forvolde. 

Som du selv siger: „Hvis en eller 

anden går ud og gør en tosset gerning, så 

er det ikke min musiks skyld …“ Hvordan 

kan du vide det med sikkerhed? Når 

politiet her på Frederiksberg, hvor jeg 

bor, og min datter færdes efter vintermørkets 

frembrud, alarmeret melder, 

at de ser flere og flere grove voldtægter, 

hvor netop den fornedrende vold 

er påfaldende, kan det så ikke hænge 

sammen med bl.a. din måde at fremstille 

pigerne på? Jeg hører også, at flere 

og flere onenight-stands ender i decide- 

rede voldtægter, fordi fyren simpelthen 

ikke kan styre sig, men går langt over 

grænsen for, hvad pigen forventer sig 

af ”almindelig sex”. Måske er hun ikke 

en frækkert, der er med på at ”ryste 

røven for en ORB gang-banger”? Hvis du 

har en søster, forstår du nok, hvad jeg 

mener. Især hvis det var din søster, der 

blev hevet ind i en kassevogn en søndag 

aften, da hun skulle i kiosken, for at 

blive misbrugt i timevis af to forstyrrede 

stoddere, der åbenbart mente, de havde 

ret til lidt lir. Om det foregik til det indre 

soundtrack af din musik, er ikke sikkert. 

Men kan det udelukkes, Niarn? Kan det 

udelukkes, at sådan en som dig tvinger 

neglebidende tøser tilbage i stereotypen, 

som enten luder eller snerpe? Kan det 

udelukkes, at din attitude og dine rå tekster 

er med til at opildne unge drenge 

til at dyrke en destruktiv machoidentitet 

som sexfikserede storbykrigere med den 

ene hånd på knivskæftet og den anden 

nede i trussen? Kan det? 

Eftersom jeg kunne være din mor, 

fristes jeg til at bære over alene på grund 

af din ungdom. Men som årgang 79’ er 

du jo i enhver forstand over den kriminelle 

lavalder. Gør, hvad du vil, men du 

må være gammel nok til at stå ved dine 

gerninger. Det plejer vi at forlange, med 

tilbagevirkende kraft, af voksne mænd 

midt i tyverne, hvad enten de engang 

drog af sted til Østfronten, var stalinister 

eller maoister. Dog mener jeg, at du 

kan dele ansvaret med de voksenautoriter, 

der ikke tør give dig (jer) modspil. 

Hermed er vi tilbage ved anmel- 

��

�� 

�� 

delserne: „Fandenivoldsk og charmerende“ 

klappede fx Information, mens 

du her i avisen fik fire stjerner hæftet 

op med roser („hans skuespiltalent 

beånder de nådesløst direkte tekster 

…“) Anmelderne føler sig åbenbart 

vældig underholdt af dit vulgære kvindesyn. 

Så hvordan kan du tro andet end 

at du kan gå på Limfjorden efter sådan 

en omgang strintende ungdomslefleri? 

Kære Niarn, det er cool nok, at du 

kan gøre nordkraft til ordkraft. Men 

så må du også vide, at ord ikke bare 

forsvinder sporløst i atmosfæren. Ord 

bliver ikke bare til jord, men kan sive 

ned og sprede gift i fællesbevidsthedens 

grundvand. Det gælder ikke mindst for 

kælling, luder, so. Så før eller siden må 

også du tage ansvar. I hvert fald har det 

hidtil været dansk miljøpolitik, at forureneren 

betaler. 

Læs Hanne-Vibeke Holst debatindlæg 

• Indlægget bærer præg af, at det 

er skrevet af en, der kan lide at 

bruge sproget. Find eksempler 

på billedsprog i teksten. Overvej, 

hvilken betydning billedsproget 

har for tekstens læsbarhed. 

• Lav en liste over Hanne-Vibeke 

Holsts argumenter. 

• Del klassen i grupper. Halvdelen 

af grupperne skal indtage Hanne- 

Vibeke Holsts synspunkt, og den 

anden halvdel af grupperne 

skal føre forsvar for rapmusikken 

og dens berettigelse. Grupperne 

skal hver komme med et oplæg på 

to minutter. Diskutér derefter i klassen. 

Udvælg først en ordstyrer til at 

sikre en god diskussionskultur. 

Niarn svarede Hanne-Vibeke Holst igen 

med blandt andet nedenstående citater: 

„Hvis raptekster er for grove, er det 

samfundet der skal ændres. For det er 

samfundet, der rappes om.“ 

„Det er ikke min intention som kunstner 

at ændre verden, jeg er interesseret i at 

skildre den, som den er – om det sprog, 

jeg bruger, så er rigtigt eller forkert.“ 

„Jeg rapper for at nå nogle mennesker, 

og hvis jeg skal nå dem, så skal jeg 

snakke på den måde, jeg gør – og ikke 

som Hanne-Vibeke Holst.“ 

På websitet & kan du se og høre num- 

meret Antihelt med Niarn. I nummeret 

kommenterer han sig selv og sin karriere, 

herunder mødet med Hanne-Vibeke 

Holst. 

„… for Hanne-Vibeke Holst og den slags 

siger mig ikk nok, så lad mig lære dig, 

hvordan du lukker arret på den so, og får 

en masse PR, fordi hun spiller klog ...“

Se musikvideoen Antihelt, Niarn 

(2006) 

• Beskriv billedsiden, lydsiden og 

den sproglige stil i musikvideoen 

– hvordan hænger de dele sammen? 

• I musikvideoen optræder Niarn 

som sig selv med sort undertrøje 

og med hvid undertrøje, på 

samme tid. Hvordan hænger det 

sammen med tekstens indhold? 

Se teksten til Antihelt på www. 

vildmeddansk.gyldendal.dk 

• Hvordan iscenesætter Niarn sig 

selv i musikvideoen? 

• Hvad er en antihelt? 

• Diskuter om Niarn er en antihelt. 

• Er man nødt til at tale til folk i det 

sprog, de selv taler, for at folk 

lytter? 

• Lyt til flere rapnumre og diskuter, 

om samfundet (også) er sådan, 

som rapmusikken siger. 

• Diskuter kunstnerens forpligtelse 

i forhold til omverdenen – kan 

kunstneren tillade sig at sige hvad 

som helst, eller hvor går grænsen? 

Anmeld musikvideoen Antihelt af 

Niarn & 

• Gå ind på websitet under Lyrik 

– legende, levende. Se musik- 

videoen Antihelt, og skriv en 

anmeldelse af videoen. På websitet 

er et anmelder-skema med de 

spørgsmål, som du skal huske at 

besvare i en anmeldelse. Layout 

derefter anmeldelsen med billede 

af Niarn og andre effekter, som er 

til rådighed på websitet. 

Portfolio 

Undervejs har du i lyrikværkstedet 

bl.a. produceret et kort, et digt og 

et rap-nummer, og gemt dem i din 

portfolio. Kig dine tekster igennem. 

Er du tilfreds med dem? Begrund din 

mening, og skriv dine overvejelser. 

Hvad kendetegner genren lyrik? 

Drøft to og to, hvad der kendetegner 

genren lyrik, og skriv det i jeres logbog. 

��

��

�� 

�� 

Stillfoto fra Pelle Erobreren – Pelle Hvenegaard og Max von Sydow spiller Pelle og Lassefar

„Og gården lå klart fremme i morgenlyset, 

med sit høje hvide stenhus, de 

store ladelænger og alle småhusene. 

Hver plet dernede lyste så fortrolig 

mod ham; hvad ondt han havde døjet 

meldte sig ikke – eller var med til at 

danne hyggen det også. 

Pelles barndom havde været lykkelig 

i kraft af alt; en grådblandet sang 

til livet havde det været. Gråden går 

på toner så vel som glæden, hørt på 

afstand bliver den til sang.“ 

fra Pelle Erobreren af Martin Andersen 

Nexø, bind 1, afslutningen 

Pelle flytter hjemmefra. Han er 14 år 

og har besluttet at forlade sin gamle far 

Lasse for at prøven lykken selv. De har 

sammen boet på en stor gård på Bornholm, 

hvor Lasse har passet stalden, og 

Pelle vogtet over dyrene på marken. 

På et tidspunkt i ethvert menneskes 

liv er det nødvendigt at bryde op. Pelle 

vil nødigt forlade sin far på gården, 

hvor de har oplevet så mange nederlag 

og ydmygelser, men også gode stunder, 

men Pelle skal videre i sit liv. 

Sådan har det altid været. Det nødvendige 

opbrud kommer før eller siden. 

Når vi læser ældre litteratur, kan vi 

opleve, hvor forskelligt dette opbrud 

kan være, fordi mennesker og deres vilkår 

ændrer sig gennem tiderne. 

Familiefoto år 1913 

Vi er tilbøjelige til at tro, at den verden, 

som vi er født og opvokset i, altid har 

set ud, som den gør. Vores forældre 

og deres forældre har sikkert haft de 

samme muligheder for at udforske verden 

og de samme goder, som vi selv har. 

Tror vi. 

Det er ikke rigtigt. Du vokser op i 

et samfund, der er så rigt, at dine tipoldeforældre 

ville tro, det var løgn. Du 

har nogle muligheder, som de aldrig 

fik. På den anden side møder du nogle 

udfordringer, som dine tipoldeforældre 

også kendte til: Du vil på et tidspunkt 

finde det naturligt at flytte hjemmefra, 

��

�� 

�� 

og du vil sikkert mange gange blive forelsket, 

og en dag vil det være for alvor. 

Det er følelser, vi altid har kendt, men 

som vi gennem tiderne har haft forskellige 

muligheder for at håndtere. 

Se filmen 100 års barndom 1900- 

1910: Din vilje sidder i fars lomme 

Filmen beskriver gennem ord og billeder 

børns levevilkår på dine oldeforældres 

og tipoldeforældres tid. 

• Udvælg tre eksempler fra filmen, 

hvor I undrer jer over forholdene 

for børnene. Sammenlign med 

jeres egne forhold i dag. 

• Beskriv børnene, som I ser på 

billederne – hvordan var deres 

påklædning, hvad legede de med, 

hvilket arbejde udførte de? 

• Fortæl, hvem Peter Sabroe var. 

Find flere oplysninger om ham på 

internettet. 

Se filmen 100 års barndom 1990-: 

De begavede burhøns 

Filmen beskriver gennem ord og billeder 

børns levevilkår i den periode, 

hvor dine forældre var unge. 

• Hvad fortæller filmen, at børnene 

var beskæftiget med i fritiden 

dengang? 

• Sammenlign med dine egne fritidsinteresser. 

• Sammenlign de to film med hinanden 

– hvilke forskelle var der i 

levevilkår, skolegang, fritidsinteresser 

og forholdet til de voksne? 

• Hvad tror I, der er de vigtigste 

årsager til, at forholdene ændrer 

sig gennem tiderne? 

En af vores vigtigste kilder til at forstå 

ældre tider er litteraturen. Den skildrer 

levevilkår, følelser og tanker hos 

mennesker dengang. Den fortæller os, 

hvordan forholdet var mellem børn og 

forældre, hvordan det var at være forelsket, 

og hvilke drømme om fremtiden 

man havde. Kunne de i det hele taget 

realiseres? 

Vi skal i dette kapitel gå tilbage i tiden 

for at undersøge, hvordan det var at 

være barn dengang, der hverken var 

internet og mobiltelefon, biler eller opvaskemaskiner. 

Vi skal se på billeder og læse tekster 

fra to forskellige perioder: Romantikken 

(1800-1850) og Det moderne 

Gennembrud (1870-1900). I din logbog 

skal du samle materialer om din egen 

familie og slægt. Normalt siger man, at 

læsning af ældre litteratur har to formål 

– ud over fornøjelsen ved at læse:

1. Vi får at vide, hvordan generatio- 

nerne før os levede. Det kan virke 

meget fremmed for os og kan derved 

sætte vores eget liv i relief. 

2. Vi bliver inspireret til at forstå vores 

eget liv, fordi vi genkender følelser 

og tanker hos personerne i de ældre 

tekster. 

Læsning af ældre litteratur kan altså 

føre til oplevelse af noget fremmedartet, 

og det kan føre til genkendelse af 

følelser og tanker, som vi i forvejen 

tumler med. Ældre litteratur kan være 

vanskelig at læse, fordi man brugte 

ord og vendinger, som vi ikke længere 

benytter. 

Romantikken 1800-1850 

På landet 

For 200 år siden boede mere end 80 % 

af befolkningen på landet. Det var ikke 

kun den voksne befolkning, der var 

beskæftiget med landbruget, men også 

børn helt ned til 7-årsalderen måtte 

træde i træskoene og hjælpe til med 

høstbjergning og pasning af dyrene. 

Skolegang var så som så. Der var 

ganske vist indført en skolelov i 1814, 

der bestemte, at alle børn skulle tilbydes 

undervisning, men arbejdet i stald 

og mark kom i første række. Man gik 

i skole 2-3 gange om ugen, og under- 

visningen blev som regel foretaget af 

den lokale degn, der måske næppe 

selv kunne læse eller regne. Præsterne 

havde ansvaret for undervisningen, der 

hovedsageligt bestod i at terpe bibeltekster 

og lære salmevers udenad. 

Landet befandt sig i en langvarig 

økonomisk krise og gik bankerot i 1813. 

Da Danmarks hovedindtægtskilde kom 

fra landbruget, led befolkningen af stor 

fattigdom og armod. 

Den økonomiske krise var blevet 

forværret af politiske problemer. I 1801 

og 1807 angreb den engelske flåde 

København, fordi Danmark havde valgt 

at støtte Frankrig i krigen mod England, 

Tyskland og Rusland. I 1814 måtte den 

franske general Napoleon indgå en 

fredsaftale, og Danmark måtte afgive 

Norge, der indtil da havde været en del 

af det danske kongerige, samt hertugdømmerne 

Slesvig og Holsten i Nordtyskland. 

Bondestanden var den altdominerende 

samfundsklasse. Heriblandt var 

der de rige herremænd, der ejede de 

store og fede jorder, men hovedparten 

var fattige småbønder, der levede til 

låns på et stykke af herremandens jord i 

en lille, faldefærdig hytte med en enkelt 

ko, et par grise og nogle høns. Prisen 

for dette var, at de skulle arbejde gratis 

for herremanden, før de kunne passe 

deres eget. De var livegne, kaldte man 

det. De ejede hverken deres hjem, jord 

eller egen arbejdskraft. 

��

�� 

�� 

Guldaldermaleren Chr. Købke gengiver her overgangen mellem land og by i 1800-tallets København. 

Motivet er fra Østerbro. I dag er dette område en del af selve København med tæt trafik og forretninger 

Kirken havde stor indflydelse på landbefolkningens 

tanker og gerninger. 

Præsterne var statens embedsfolk, der 

stod for skolevæsenet og befolkningens 

åndelige udvikling i øvrigt. 

I byen 

Landbrugsvarer blev afsat i købstæderne, 

der nød kongeligt privilegium 

som lokale handelscentre. Kun inden 

for byporten på torvet måtte bønderne 

falbyde deres varer. København var den 

eneste større by med ca. 50.000 indbyggere. 

Her boede kongen og hans embedsstand 

samt et voksende borgerskab. 

København var en møgbeskidt by, 

hvor afføringen fra køer, grise og mennesker 

flød gennem gaderne. Der var 

ofte omfattende epidemier, der krævede 

mange menneskers død, og flere gange 

brændte kongens by, fordi beboelseshusene 

var rene brandfælder, der lå tæt 

sammen. Vold og kriminalitet herskede. 

Men København var også Kongens 

By. Den enevældige kong Frederik den 

6. boede på Frederiksberg Slot. Han 

havde en stor embedsstand under sig, 

der sørgede for rigets forretninger. 

Borgerskabet var en voksende samfundsklasse, 

der boede i de pæne kvarterer 

omkring Kongens Nytorv. Borgerskabet 

bestod af købmænd og håndværkere, 

der ernærede sig ved handel.

Deres voksende rigdomme anvendte de 

til at bygge store sommerpalæer i byens 

udkant, dvs. på Østerbro og i Valby, og 

til at støtte kunsten. 

Arbejd med portrætter på 

ARTLOVERS & 

• På ARTLOVERS (www.vildmeddansk.gyldendal.dk) 

kan du se 

nogle portrætter af Frederik den 

6. og hans familie, som C. W. Eckersberg 

har malet. Du finder dem 

under kunstprofilerne ’Frede 

Seks’ og ’Queenie’. Lyt til kunstprofilerne, 

og løs én af opgaverne 

til hvert portræt. 

Den romantiske kunst 

Romantikken er en filosofi * om til- 

værelsen og en kunstretning, som kom 

til at præge litteratur og kunst i første 

halvdel af 1800-tallet. Romantikken bliver 

også kaldt for Idealismen, fordi den 

lægger mere vægt på idéerne end på 

realiteterne. 

I dag forbinder vi ordet ’romantisk’ 

med noget stemningsfuldt og lettere 

sentimentalt; noget som piger som regel 

er mere tiltrukket af end drenge. Der 

FilosoFi 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

�� 

* 

er ofte kærlighed i luften, når man er i 

det romantiske hjørne. Men i 1800-tallet 

betød ordet meget mere. 

De romantiske kunstnere forestillede 

sig, at verden og menneskelivet var 

indrettet efter bestemte idéer. Idéerne 

kaldte man ’Ånden’, og man talte om 

’Ånden i naturen’, ’den åndelige kærlighed’ 

og om ’de åndelige værdier’. 

De åndelige værdier drejede sig 

om ’det gode, det skønne og det sande’. 

Den romantiske kunst skulle fremstille 

’gode mennesker’ i harmoni med sig 

selv og hinanden, formidle sit emne i 

et smukt sprog (gerne i vers) eller i et 

harmonisk maleri i glødende, varme 

farver, og endelig skulle kunsten skrive 

om ’sandheden’. Sandheden er det mest 

fuldkomne, den, vi alle stræber efter. 

Idéernes verden eller de åndelige 

værdier kunne man ’ane’ (et af romantikernes 

yndlingsord) bag den virkelige 

verden gennem intuition * , følelser og 

stemninger. Idéernes verden spejlede 

sig i virkelighedens verden. 

Du kender sikkert H.C. Andersens 

eventyr Den grimme Ælling. Det er et rigtigt 

romantisk eventyr, hvor sandheden 

til sidst kommer for en dag: Den jagede 

ælling viser sig at være en smuk svane. 

intuition 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

� �� 

�� 

�� 

�� 

* 

��

�� 

�� 

Der er ikke ondskab skabt i ællingen, 

den bider sine nederlag i sig og undlader 

at tage hævn. Eventyrets morale er, 

at alle bliver til det, de er skabt for. 

Det kan være svært at forstå dette, 

men lad os prøve med et eksempel. Kærlighed 

er en åndelig værdi, som ingen til 

fulde kender rækkevidden af; selv ikke 

de mest forelskede. Lad os sige, at det 

unge par Severin og Sørine i 1828 bliver 

forelskede i hinanden. Så får de del i, 

eller fornemmelser for, denne ’uendelige 

kærlighed’. Lad os derefter sige, 

at de stifter familie, får børn og ’lever 

lykkeligt til deres dages ende’, som der 

står i eventyrene. Til familielivet er der 

knyttet mange åndelige værdier som 

trofasthed, moderlig omsorg og faderlig 

autoritet, tryghed og varme, som Severin 

og Sørine bestræber sig på at efterleve. 

Deres mål er den ideale familie. De 

er romantisk indstillede. 

Romantikken dyrkede bestemte 

sider af tilværelsen. Kærligheds- og 

naturoplevelser * rummede de store 

øjeblikke, hvor man kunne ane meningen 

bag det hele, men også ved studier 

af folkelivet gennem historien kunne 

man få indblik i de åndelige værdier, 

der var forbundet med folkesjælen og 

historiens udvikling * . 

En særlig udgave af romantikken 

blev kaldt for biedermeier * . Herr Bie- 

dermeier var en person i et tysk skuespil, 

der først og fremmest dyrkede 

trygheden inden for familiens rammer. 

Han var den bestemmende og beskyttende 

far og ægtemand, der sikrede 

familiens liv, mens moren formidlede 

de ægte følelser videre til børnene. 

Verden udenfor befandt sig bag de lukkede 

vinduer. 

Biedermeierkulturen var en bykultur. 

Den var knyttet til borgerskabet, 

der levede af handel og håndværk eller 

arbejdede i et kongeligt embede. De få 

borgerlige familier, der eksisterede, 

havde penge nok til, at hjemmet havde 

både barnepige og kogekone, og at 

moderen ikke behøvede at arbejde. 

I byfamilien, hvor faren havde et 

embede i staten eller en lille virksomhed, 

var der tid og rum til at dyrke følelserne 

i modsætning til landbofamilien, 

hvis medlemmer alle var nødt til at 

arbejde hårdt for føden og sjældent fik 

mulighed for at etablere et familieliv, 

som vi kender det i dag. 

Romantiske RetningeR inden FoR 

litteRatuR og kunst 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

*

Wilhelm Marstrand: Det Waage Petersenske familiebillede (1836) 

Et familiebillede 

I 1836 malede Wilhelm Marstrand billedet 

Det Waage Petersenske familiebillede. 

Marstrand var en af romantikkens førende 

kunstmalere. Han tilhørte en 

kreds af malere, som man kaldte for 

Guldaldermalerne, fordi de i særlig grad 

anvendte de varme, gyldne farver, når 

de malede deres romantiske motiver. 

Waage Petersen var en rig københavnsk 

forretningsmand, der hos Marstrand 

bestilte et portræt af sin familie. 

Resultatet blev et smukt, romantisk portræt 

af en københavnsk borgerfamilie i 

første halvdel af 1800-tallet. 

Det Waage Petersenske familiebillede 

• Beskriv, hvad I ser i billedet: 

– Hvor mange personer er der, 

hvem tror I, de er, og hvad foretager 

de sig? 

– Hvorfor tror I, at familiefaderen 

mangler? 

– Hvordan er stuen indrettet? 

– Hvem tror I, der er gengivet på 

portrætbillederne på væggen? 

��

�� 

�� 

• Beskriv, hvordan maleriet frem- 

stiller sit motiv: 

– Hvordan er personerne fordelt i 

billedet? 

– Hvilke farver dominerer, og 

hvor optræder de henne? 

– Hvad betyder den hvide farve 

i kjolen hos den siddende 

kvinde? 

• Sammenfat jeres iagttagelser: 

– Fortæl hinanden om, hvordan 

man lever i familien Waage 

Petersen. Har man det godt? 

– Find nogle romantiske træk i 

maleriet. 

– Skriv en lille fortælling om familien, 

der tager udgangspunkt i 

maleriet – hvad er der sket, og 

hvad er der i færd med at ske? 

– Hvilken romantisk retning 

synes I, at billedet tilhører? 

Begrund jeres svar. 

• Medbring et familiebillede hjemmefra 

med flest mulige familieog 

slægtsmedlemmer på: 

– Tag en kopi af billedet, og sæt 

det ind i din logbog. Notér, hvem 

vi ser på billedet, og i hvilken 

situation billedet er taget. 

– Sammenlign dit familiebillede 

med Marstrands maleri. Hvilke 

forskelle og ligheder finder du? 

– Notér dine iagttagelser i din 

logbog. 

En knægt fra landet 

I 1824 begyndte den niårige Severin 

Veiersøe at skrive dagbog. Han var 

søn af en husmand og boede med sine 

forældre i Borbjerg lidt nordøst for Holstebro. 

Allerede samme år kom han ud 

at tjene som hyrde på den nærliggende 

gård Rydhauge. I 1827 døde hans far af 

gigt og vattersot. Det var sygdomme, 

der skyldtes dårlige leveforhold. 

Mens han boede på Rydhauge, blev 

han undervist af sognets degn, og han 

endte med at tage en lærereksamen i 

1835. På det tidspunkt sluttede hans 

dagbogsoptegnelser. 

I sin allerførste optegnelse skriver 

han: 

Traberg den 7. februar 1824 

Det er allerede godt af min alder, jeg er 

først i mit 10. år, og jeg kan dog skrive 

sammenskrift* og er ved ’Brøken’ i regnebogen. 

Jens Søndergaard, der er lige 

gammel med mig, har endnu ikke lært 

de fire specier*. Jeg skrev også et brev 

i går til min morbror ved Ryde Kirke, 

hvori jeg fortalte ham det.

P.C. Skovgaard: Landevej ved herregården Vognserup (1849) 

Jeg vil nu holde en dagbog og skrive 

i den, hvorvidt jeg kommer i lærdom* 

og andet vigtigt, hvad der passerer. Min 

far har også en bog og skriver sådan 

noget i. Men han må ikke få det at vide 

for så siger han jeg spilder papiret. 

I vinter har jeg det godt. Jeg går til 

degnen*. Det er også bedre, for Peter 

Wistesen* siger, at han ikke kan lære 

mig ret meget mere; jeg går snart om 

ham*, siger han. Min far holder stærkt 

hus med mig*, at jeg skal stræbe, jeg 

kan blive den bedste. Jeg skal altid 

høre, jeg er doven – men jeg har heller 

ingen lyst til regningen, når han står 

ved mig, for jeg får tit en ørefigen, og 

så bliver jeg led deraf. Der er dog ikke 

uden fem oven for mig* i skolen, 

og jeg er dog den yngste i den store 

klasse. Om et par andre år måske, er 

jeg allerøverst. 

sammenskrift: håndskrift hvor bogstaverne 

hænger sammen 

de fire specier: de fire regnearter: addere 

(lægge sammen), subtrahere (trække fra), 

dividere (dele) og multiplicere (gange) 

kommer i lærdom: bliver dygtigere, opnår 

viden 

jeg går til degnen: degnen, der er ansat ved 

kirken, varetog i gamle dage undervisningen 

af børnene 

Peter Wistesen: lærer ved sognets lille skole 

jeg går snart om ham: Jeg bliver snart dygtigere 

end ham 

min far holder stærkt hus med mig: Min far 

holder nøje opsyn med mig 

der er dog ikke uden fem oven for mig: Der er 

kun fem, der er dygtigere end mig 

��

�� 

�� 

Det er næsten 200 år siden, at Severin 

lærte at skrive ’sammenskrift’. Da 

han begyndte at gå i skole hos degnen, 

åbnede en hel ny verden for ham. En 

verden af lærdom og viden, som han 

begærligt sugede til sig. Dengang var 

det de færreste, der drev det så vidt som 

Severin. Han fik en uddannelse og blev 

ansat som huslærer på flere af de store 

gårde på egnen. I dag ville man kalde 

ham for en mønsterbryder. 

Find lokaliteten Borbjerg på et kort 

over Danmark 

• Find mindst tre eksempler på 

’gammelt sprog’. Omskriv eksemplerne 

til moderne dansk. 

• Find tre passager i Severins optegnelse, 

der undrer jer. Diskutér, 

hvorfor de undrer jer. 

• Begynd selv at føre dagbog i din 

logbog. Skriv ned, hvad du lærer 

om ældre tider, mens I beskæftiger 

jer med litteraturhistorie. 

Skriv, hvilke tanker du har, om 

hvordan man levede dengang. 

Skriv 5-10 linjer efter hver dansktime. 

• Find eksempler på mønsterbrydere 

i dag: Mennesker, der 

har brudt deres sociale arv og 

skabt sig et andet liv, end deres 

opvækst og familietradition lagde 

op til. 

Flugten til Amerika 

Flugten til Amerika af digteren Christian 

Winther er en versfortælling. Det vil sige 

en lille fortælling sat i vers. Versfortællingen 

var meget populær i romantikken. 

Den lyriske form skaber klang og 

stemning. Fortællingen begynder, da Peter, 

der har mødt så meget uretfærdighed i 

løbet af dagen, agter at flygte til Amerika. 

ChRistian WintheR 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��Hjortens 

Flugt�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i

Illustration af Alfred Schmidt til Flugten til Amerika 

��

�� 

�� 

Flugten til Amerika 

af Christian Winther 

1 

Dengang da jeg var en lille En, 

og havde begyndt min skole, 

og havde fået støvler på begge ben, 

og Kastet min blusekjole*; 

2 

Da var jeg ikke så from som nu, 

da havde jeg Ben i panden*, 

mit blod var hedt, og Ilter min hu*, 

jeg forstod mig kun lidt på forstanden. 

3 

En middagstid mellem tolv og et 

engang var jeg rigtig i vinden; 

med næven knyttet og hjertet hedt 

jeg stod, og med tårer på kinden. 

4 

I skolen jeg havde et nul 

for de første Deklinationer*. 

Mama havde skænd for et lille hul 

på de Kasimirs permissioner*. 

5 

Og bagerens Rikke, som før var så sød, 

hun stod nu og lo ved porten; 

hun havde mig lovet et hjertebrød, 

det, så jeg, hun gav til Morten. 

6 

„Nej“, tænkte jeg da, „Det er for galt! 

Langt mer, end jeg kan udholde; – 

Det skal de alle få dyrt betalt, 

som mig denne Tort forvolde*. 

7 

Nu flygter jeg bort til Amerika*! 

Og når man så er Forlegen*, 

hvor atter man får en Peter fra, – 

ja – så er Peter af vejen.“ 

8 

Forbavset min yngre broder, Emil, 

gav slip på pisk og på slæde, 

på ansigtet stod et usikkert smil 

omtrent mellem le og græde. 

9 

„Ja, hør du, Emil! Du skal gå med, 

som brødre vi bør holde sammen; 

her er ej længer vort blivende sted, 

hist finde vi trøst og gammen.“ 

10 

Den lille han så på de nye sko, 

og glattede sin bluses folder: 

„Hvor lang er vel vejen, skal jeg tro? 

Og mener du, skoene holder?“ 

11 

„Ja, længer der er til Amerika 

end til tante Lise på landet; 

men for at komme derhen herfra, 

man sejle må over vandet. 

12 

Men hvis man så farten overstår, 

Fortryder man aldrig løbet: 

Man får til foræring en herregård 

Og penge ovenikøbet.

13 

Med sølv er hestens hov beskoet 

og vognens hjul beslået; 

guldet der ligger dig for din fod, 

du bukker dig kun for at få ’et 

14 

Konfektrosiner og mandler der gro, 

i store duske de hænge 

på træerne sammen, to og to, 

og koste slet ingen penge. 

15 

Brystsukker du som tvebakker ser, 

som rugbrød chokolade, 

med sukkerkugler det hagler og sner, 

og regner med limonade. 

16 

Og frihed har man endnu dertil 

fra morgen til aftens ende. 

man spytter på gulvet, hvor man vil, 

og lader cigarerne brænde. 

17 

Man gynger den hele udslagne dag 

i dejlige vuggestole, 

og det kommer an på hvers behag, 

om han gider gå i skole!“ 

18 

„Ja så“, sagde den lille, „så er det et ord! 

nu er da min rejse besluttet! 

min appetit er just ikke stor 

til at komme i Instituttet*. 

19 

Min krydderkringle jeg henter endnu, 

den skal gøre godt på vejen, 

og så den store Bibel, du? 

Den, ved du jo, er vor egen!“ 

20 

Med billedbiblen i favn han kom, 

mens kringlen han bar i munden; – 

så stod vi lidt stille, og tænkte os om, 

thi bitter var afskedsstunden. 

21 

Vort kære, rolige fædrehjem 

vi skulle for evigt savne. – 

da åbned Mama sit vindue på klem, 

og råbte på vore navne: 

22 

„Emil og Peter! Hvor skal i hen? 

Hvad gør I med bogen på gaden? 

Skynd jer nu straks herind igen, 

nu kommer Dorthe med maden!“ 

23 

Betuttede begge vi stod, 

vor rejse gik rent i glemme, 

og uvilkårlig lystred vor fod 

den moderligt myndige stemme. 

24 

Min vrede nedslog hendes blide røst, 

som lynstrålen egestubben, 

jeg drukned min sorg og fandt min trøst 

på bunden af sagosuppen*. 

(1835) 

��

�� 

�� 

kastet min blusekjole: Holdt op med at gå 

i blusekjole * . Dengang var det normalt 

at de små drenge gik i kjole 

ben i panden: billedligt udtryk for klogskab, 

snuhed 

ilter min hu: „ilter“ betyder vred, opfarende, 

„hu“ betyder sind; mit vrede sind 

deklinationer: grammatiske bøjninger 

kasimirs permissioner: „permission“ 

betyder tilladelse („hvis jeg må være 

så fri!“) omskrivning for undertøj, her 

af kashmir, der er et fornemt stof af 

gedehår 

tort forvolde: smerte påførte 

Amerika: flere og flere var begyndt at 

emigrere til Amerika 

forlegen: i tvivl, usikker 

gammen: glæde 

instituttet: privatskolen 

sagosuppen: klar suppe kogt på sagogryn, 

en slags ris 

Blusekjole & 

�� 

�� 

�� 

* 

Læs versfortællingen højt i klassen, 

så I bedre hører versenes rytme 

• Find sammen ud af, hvordan 

rytme og betoninger skal lyde. Øv 

jer herefter på oplæsningen. 

• Undersøg, hvordan stroferne er 

bygget op. Hvilke linjer rimer? 

• Genfortæl handlingen med egne 

ord. Gør særlig rede for følgende: 

– I hvilke vers sker der noget nyt i 

handlingen? 

– Hvilke årsager er der til, at Peter 

vil flygte til Amerika? 

– Hvilke forestillinger om Amerika 

har Peter? Tror I, de svarer til 

virkelighedens Amerika? 

• Tag stilling til følgende: 

– Hvorfor opgiver Peter og hans 

bror Emil deres flugt til Amerika? 

– Hvad vil digteren fortælle med 

digtet? Hvad er hans syn på Peter? 

– Hvilken samfundsklasse foregår 

fortællingen i? 

– Hvilken form for romantik er 

der tale om? 

• Forestil dig, at du var Peter.

Enkedronning Caroline Amalies børneasyl i Rigensgade 

– Nu skal du forklare for klassen, 

hvorfor du ville stikke af fra 

alle de besværligheder, som du 

havde oplevet gennem dagen. 

• Forestil dig, at Peter og Emil er de 

to drenge, der er gengivet på Marstrands 

maleri. 

– Skriv en lille fortælling om, hvad 

der sker, når deres far kommer 

hjem, og moren fortæller, hvad 

der er sket tidligere på dagen. 

Gud ske tak og lov! 

Fattigdom og nød rimede ikke med 

romantikkens forestillinger om ’det 

gode, smukke og sande’. Og dog. 

Digteren B.S. Ingemann skrev i 1837 

en række morgen- og aftensange til 

Caroline Amalies Asyl i København, der 

husede fattige og forældreløse børn. Det 

er smukke og lidt sentimentale sange, 

som bare for to generationer siden var 

obligatoriske morgensange på de fleste 

danske skoler. Dine bedsteforældre har 

sikkert sunget dem hver morgen. 

��

�� 

�� 


af B.S. Ingemann 

1 


Vi så dejligt sov; 

barnet lå med varme kind på puden. 

Nu som fuglen frisk! 

Rask som havets fisk! 

Morgensolen titter gennem ruden. 

2 

Med hin* glans fra sky 

kom der lys i by, 

kom der glimt af sol i alle sjæle. 

Alle haner goel*, 

hilsed glad Guds sol, 

alle vævre* tunger små fik mæle*. 

3 

Fattig mand fuldstærk 

går nu til sit værk; 

rask hver hånd sig rører nu med glæde. 

Fattig kone må 

til sin dont* udgå, 

at de små skal ej for brødet græde. 

4 

Fader gik sin vej; 

moder se vi ej; 

dog i nød vi sidde ej tilbage. 

Arnens* ild er slukt; 

hjemmets dør er lukt; 

Gud dog sørger for os alle Dage. 

5 

Ej den mindste mus 

savner tag og hus; 

fattigst spurveunge har sin rede. 

Ej den mindste fugl 

savner ly og skjul; 

vi skal heller ej om fristed lede. 

6 

Lystig hanen goel, 

hilsed glad Guds sol; 

for hver sjæl er lys og lyst oprundet. 

Nu, som fuglen frisk! 

Rask som havets fisk! 

Vi har kærlighedsasylet* fundet. 

hin: denne 

goel: galede 

vævre: levende, livlige 

mæle: stemme, ’fik tungen på gled’ 

dont: arbejde 

arnen: hjemmet, stuen 

kærlighedsasylet: omskrivning for asylet, 

hvor de forældreløse børn boede. Et 

’asyl’ er et fristed eller et opholdssted. 

Forløberen for det, vi i dag kalder for en 

døgninstitution 

(1837)

Digtet fletter et kristent livssyn ind i 

beskrivelsen af de forældreløse børns 

liv på asylet. På den måde bliver deres 

sociale skæbne mindre ulykkelig, fordi 

Gud beskytter dem. Det samme gælder 

for den fattige mand og kone (strofe 3), 

der med glæde påtager sig dagens hårde 

slid for børnenes skyld. Lad os se lidt 

nærmere på, hvad digtet skildrer – og 

hvordan det gør det. 


• Læs digtet højt, så I hører dets 

rim og rytme. Syng derefter digtet 

til Weyses melodi. 

• Undersøg digtets opbygning: 

– Hver strofe består af korte og 

lange verslinjer. Hvordan er de 

fordelt, og hvordan synes I det 

virker? 

– Hvilke verslinjer rimer i den 

enkelte strofe? 

– Flere verslinjer i strofe 6 har 

optrådt tidligere i digtet. 

– Hvilke? 

• Undersøg digtets indhold. 

– Følg digtets beskrivelse af lyset 

og solen. Hvad gør lyset, og 

hvor kommer det fra? 

– Hvad sammenlignes asylet 

med? 

– Hvordan har børnene det i asy- 

let? 

– Find romantiske træk i digtet. 

• Overvej, hvordan de forældreløse 

børn har det. 

– Skriv en lille historie om et par 

af børnene på asylet. Fortæl, 

hvordan de har mistet deres 

forældre, hvad de laver på 

asylet, og hvordan de voksne 

behandler dem. 

De romantiske idéer har vist sig at være 

langtidsholdbare. Selv i dag har de fleste 

af os romantisk blod i årene. Vi drømmer 

om den store kærlighed, opsøger 

store naturoplevelser og rejser gerne 

til fjerne egne for at møde fremmede 

kulturer, der lever i overensstemmelse 

med ældgamle traditioner. Vi drømmer 

om det søde liv på en sydhavsø, hvor vi 

kan finde os selv i den store sammenhæng, 

som livet er. 

Ugeblade og livsstilsmagasiner lever 

af denne romantiske åre. Her ser 

vi billeder af lykkelige mennesker, der 

har fundet hinanden, og som indretter 

deres hjem ’romantisk’ med blomster, 

bløde farver og linjer og nips. 

��

�� 

�� 

Hvad har du lært om romantikken 

• Nævn mindst tre begreber, der karakteriserer romantikken. Skriv forklaringer på 

begreberne ned i din logbog. 

• Find eksempler i ugeblade, rejsekataloger og livsstilsmagasiner på romantiske tan- 

ker og følelser. Klip billeder og artikler ud, og sæt dem sammen i en collage i din 

logbog eller på en stor planche, som I hænger op i klassen. 

• Hvilken af de romantiske tekster, som I har beskæftiget jer med, sagde dig mest? 

Hvorfor?

Børn overladt til sig selv under kummerlige forhold, Christianshavn ca. 1910 

Det Moderne Gennembrud 

1870-1900 

Det moderne samfund 

Romantikken udsprang af et gammeldags, 

statisk samfund. Det var vanskeligt 

at sprænge de sociale rammer, man 

var født ind i. Opfattelsen var, at man 

var født til en bestemt skæbne, som man 

gradvist lærte – og lærte at acceptere. 

Vogterdrengen Severin Nielsen og 

eventyrdigteren H.C. Andersen, der blev 

en af verdens mest berømte forfattere, 

hørte til de få undtagelser, der bekræftede 

reglen. 

I anden halvdel af 1800-tallet kom 

der imidlertid bevægelse i samfundet. 

I 1849 blev det gamle enevældsstyre, 

hvor al magten var samlet hos kongen, 

erstattet af et folkestyre. Det satte en 

politisk diskussion af leveforhold og 

frihedsrettigheder for befolkningen i 

gang. 

Den langvarige landbrugskrise blev 

gradvis ophævet. Dels flyttede flere og 

flere til byerne for at prøve lykken ved 

de mange små industriforetagender, der 

dukkede op, og dels sluttede de større, 

frie landmænd sig sammen i andelsbevægelsen. 

De gik sammen om indkøb 

af landbrugsmaskiner og oprettelse af 

mejerier og slagterier. Der kom gang i 

��

�� 

�� 

en moderne landbrugsproduktion. 

Byerne voksede, de forhenværende 

landmænd blev til industriarbejdere 

(hvis de overhovedet fik arbejde), og nye 

problemer opstod. Rodløshed, alkoholmisbrug 

og hustruvold prægede mange 

byfamilier. 

Forskellen mellem rig og fattig 

voksede både på land og i by. På landet 

oplevede andelsbønderne gode økonomiske 

tider, mens de ejendomsløse daglejere 

sank helt til bunds i fattigdom og 

armod. I byen voksede en ny klasse frem: 

fabriksejere, ’industribaroner’ og bankmænd, 

’finansfyrster’, der havde udnyttet 

de nye mekaniske opfindelser til at 

sætte ny industri i gang. I København 

flyttede de ind i store herskabslejligheder 

i byens centrum og på Østerbro. For 

hver industribaron opstod der 10 arbejdere 

(proletarer, som man kaldte dem), 

der sled ved dampmaskinerne i 10-12 

timer om dagen, mens deres børn måtte 

gå for lud og koldt vand derhjemme i 

lejekasernen på Christianshavn, Vesterbro 

eller Nørrebro. 

Samfundet var blevet et dynamisk 

klassesamfund med voksende sociale 

problemer. 

Moderne tanker 

Der var en skærende kontrast mellem 

den romantiske litteratur og virkelighedens 

sociale problemer. Traditioner var 

blevet erstattet med udvikling, tryghed 

med utryghed, og skæbnen var ikke 

mere noget på én gang fastlagt. Man 

kunne forandre sin skæbne. Samfundet, 

livet og troen var noget, man kritisk 

diskuterede. 

Det prægede den nye litteratur. 

Det blev moderne at sætte problemer 

under debat. Litteraturen og kunsten 

skulle ikke mere afspejle det harmoniske 

eller åndelige liv, men derimod 

realistisk afdække de sociale problemer, 

der vitterligt fandtes, og de psykologiske 

problemer, der var knyttet til det 

at være et menneske. Kristendommens 

menneskesyn måtte gradvis vige for en 

psykologisk opfattelse af mennesket 

som et væsen med drifter og begær, der 

både omfattede seksualitet og død. 

Den moderne litteratur og kunst 

beskæftigede sig med familieproblemer 

(herunder kønsrollerne, vold i ægteskabet, 

alkoholmisbrug og børnenes 

misvækst), med traditionernes forfald 

på landet (herunder kirkens svækkede 

betydning og de voksende klasseskel) 

og med byernes voksende problemer. 

Forfatteren skulle næsten som en journalist 

afdække de virkelige forhold i 

samfundet i modsætning til den romantiske 

forfatter, der havde fremstillet et 

glansbillede af en tilværelse, som man 

kunne stræbe at efterleve. 

Det Moderne Gennembrud er en 

samlet betegnelse for dette skifte i det 

danske samfund og litteratur: Den

Det Hirschsprungske familiebillede (1881) af P.S. Krøyer 

nye, moderne tankegang var kritisk 

og undersøgende og byggede på den 

moderne psykologiske, naturvidenskabelige 

og biologiske videnskab. 

Et familiebillede 

I 1881 malede P.S. Krøyer billedet Det 

Hirschsprungske familiebillede. Krøyer 

var kendt som en stor portrætmaler, 

der på bestilling malede portrætter af 

de nye industribaroner og finansfyrster. 

Han flyttede senere til Skagen og 

grundlagde en kunstnerkoloni, der blev 

kaldt for Skagensmalerne. 

Hirschsprung var en af tidens 

store industribaroner. Han grundlagde 

en cigarfabrik, blev meget rig, samlede 

på kunst og skænkede sin kunstsamling 

til staten. Hirschsprungs Samling 

ligger i dag på Østerbro i København 

og rummer landets fineste samling af 

romantisk guldaldermaleri. 

��

�� 

�� 

Billedanalyse 

• Beskriv, hvad I ser i billedet på side 

233: 

– Hvor mange personer er der, hvem 

tror I de er, og hvad foretager de sig? 

– Hvordan er de placeret på terras- 

sen? Er der en hensigt heri? 

• Sammenfat jeres iagttagelser: 

– Fortæl hinanden om, hvordan man 

lever i familien Hirschsprung. Har 

man det godt? 

– Skriv en lille fortælling om familien, 

der tager udgangspunkt i 

maleriet – du kan evt. tage udgangspunkt 

i, hvad du tror, de to 

sønner ved rækværket kigger på. 

– Hvilken samfundsklasse tror I 

familien tilhører? Hvilke motiver i 

billedet underbygger jeres svar? 

• Sammenlign maleriet med 

Marstrands maleri af familien 

Waage Petersen: 

– Hvilke forskelle og ligheder er der 

mellem de to malerier? 

– Undersøg især personfremstil- 

lingen, familielivet og scenen: inde 

og/eller ude. 

• Gå ind på ARTLOVERS & på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk, 

og vælg et maleri efter eget valg. 

Analysér billedet. Retningslinjer 

for billedanalyse kan du se på side 

262-273. 

Livet på landet 

Henrik Pontoppidan var en af Det Moderne 

Gennembruds største forfattere. Han skildrede 

gerne livet på landet og her især 

konflikten mellem de selvbevidste selvejerbønder 

og det fattige landproletariat. 

I novellen En stor dag fra 1891 fortæller 

han, hvordan alkoholen ødelægger 

en familie og skaber død og skræk i 

det lille landsbysamfund. 

HenRik PontoPPidan 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

��Lykke-Per �� 

�� 

�� 

�� 

i

En stor dag 

af Henrik Pontoppidan 

I en lille Indsidderstue* i Udkanten af Byen boede et midaldrende Ægtepar. Konen var 

rød og oppustet af Drikfældighed, Manden bleg og mager af den samme Last. Begge 

levede de kun for eet: Brændevin. Naar de havde sammentigget sig saa mange Penge, at 

de kunde faa deres 2 pots flaske* fyldt, lukkede de sig inde i deres Stue og lagde sig i 

Sengen med Flasken imellem sig. Saa længe denne endnu var nogenlunde fuld, var Forholdet 

imellem Ægtefolkene det bedste; men efterhaanden som de nærmede sig Bunden, 

blev der Krig. Da sloges de i Sengen og rev hinanden i Haaret – til stor Morskab baade for 

deres egne og andres Børn, der stod paa Taa udenfor Vinduet og kiggede ind. 

En Gang under en saadan heftig Strid hændte det, at Manden foer ud af Huset med 

en blodig Rift paa Kinden, og siden var han ikke til at finde. Der gik en hel Uge, uden at 

man saae eller hørte noget til ham. 

Da bemærkede kørende Folk, at deres Heste blev sky og veg til Siden, hver Gang de 

kom forbi en ubeboet Rønne*, der laa ved Landevejen et Stykke fra Byen og vendte en 

indsunken Gavl ud mod Vejen. Huset blev undersøgt, og man fandt her de halvt opløste 

Rester af den forsvundne Mand, der havde hængt sig oppe paa Loftet. 

Han blev funden i en siddende Stilling, med Ryggen støttet mod Gavlbrædderne, og 

ganske uden Hoved; og i denne Stilling lod man ham sidde endnu halvandet Døgn, fordi 

Loven bestemmer, at Liget af et Menneske, der er død uden Vidner, ikke maa bortflyttes, 

før Øvrigheden* har besigtiget det, – og det tog jo Tid at sende Bud til Købstaden, og 

endnu længere Tid for Øvrigheden at komme i Uniformen. 

Imidlertid blev Huset et Valfartssted for den lille Landsbys opskræmte Befolkning, 

og hele Dagen var Landevejen foran det belejret af en støjende Flok af Smaahusenes 

Børn, der straks omringede de nyankomne for at vise dem, hvorledes man udefra kunde 

skimte en Del af Liget gennem Sprækkerne i de raadne Gavlbrædder. 

Ogsaa en fremmed Tilrejsende, der i Kroen havde hørt om Begivenheden, kom hen 

paa Eftermiddagen drivende derud og stod et Øjeblik, omkreset af Børnene, og saae op 

mod de sørgelige Menneskelevninger. 

Børnene forholdt sig i Begyndelsen ganske tavse, ligesom for ikke at forstyrre ham i 

Nydelsen. Men da han – hurtigt fordrevet af Stanken – havde vendt sig for at gaa, sagde 

et af dem: 

„Det er den Drengs Fa'er!“ 

Den Fremmede drejede sig hastig omkring. 

„Hvad er det, du siger?“ 

„Det er den Drengs Fa’er!“ gentog Barnet og pegede henimod sin Sidemand. 

Der – midt i Klyngen, der fra begge Sider trængte sig omkring ham som en 

��

�� 

�� 

Slags Æresvagt – stod en lille, bleg og forvokset Dreng paa syv-otte Aar og saae op paa 

den fremmede Mand med et Par skelende Øjne, der skinnede som i en Rus. 

„Er det din Fa’er?“ 

„Ja,“ svarede han, – han stod med Hænderne i sine Bukselommer og satte selvbevidst 

den ene Fod frem. 

Den Fremmede havde løftet sine Bryn. 

„Er det virkelig hans Fa’er?“ spurgte han de andre Børn. 

„Ja!“ svarede Æresvagten i Kor og trykkede sig endnu tættere omkring den lille hæslige 

Krøbling, der pludselig var bleven Dagens Helt mellem Børnene paa Grund af den 

ualmindelige Bevægelse, hans Faders Selvmord havde vakt. 

Da den Fremmede kom tilbage til Kroen, forblev han længe tavs. Han, der om Formiddagen 

havde moret sig over Kromandens Fortællinger om det fordrukne Ægtepars vilde 

Kampe i Sengen om Flasken, fortalte slet ikke, hvor han havde været. Men da han satte sig 

ved det Bord, der imidlertid var bleven dækket for ham, og hvor den uundgaaelige Brændevinskaraffel 

tronede midt imellem Anretningens mange Smaatallerkener med røget og 

saltet Kød ligesom et Domkirketaarn paa et Slagtertorv, sagde han til Krokonen: 

„Aa hør, go’e Kone – gør mig den Tjeneste at tage det Djævelskab der væk!“ 

indsidderstue: et lejet værelse 

2 pots flaske: en „pot“ er et gammelt rummål, svarende til ca. 1 liter 

rønne: lille faldefærdigt hus 

øvrigheden: den offentlige myndighed, her: politi 

I den korte og usentimentale fortælling 

optræder ’en fremmed tilrejsende’, 

hvis tilstedeværelse gør det muligt for 

fortælleren at skildre situationen for 

det efterladte barn. Denne dreng har 

fået en alt, alt for stor erfaring om livet; 

så stor, at han ikke kan tolke den: Stolt 

viser han sin døde far frem. 

En stor dag 

• Hvad synes du om novellen? 

– Skriv 10 linjer, hvor du begrun- 

der dine synspunkter. Diskutér 

derefter dine synspunkter med 

tre klassekammerater. 

• Undersøg novellens indhold: 

– Hvordan er forholdet mellem 

(1891)

drengens forældre? – Hvorfor 

skændes de, og hvorfor flygter 

manden og tager senere sit eget 

liv? Hvad er der sket? 

– Hvordan reagerer landsbyens 

beboere på den tragiske begivenhed? 

– Hvorfor er drengen selvbevidst? 

Hvorfor er han ’dagens helt’? 

– Hvorfor siger den fremmede 

nej tak til et glas brændevin på 

kroen? 

– Diskutér novellens titel. 

• Overvej novellens budskab. 

– Hvorfor sammenlignes brændevinsflasken 

med ’et domkirketårn 

på et slagtertorv’? 

– Sætter novellen problemer 

under debat, som den moderne 

litteratur skulle? 

• Hvilke problemer sætter novellen 

i bekræftende fald under debat? 

– Kender vi til lignende problemer 

i dag? 

Arbejd med samfundsklasser på 

ARTLOVERS & 

På ARTLOVERS kan du se billeder 

af mænd og kvinder fra forskellige 

samfundslag. Billederne er kilder til 

at forstå klasseforskellene i 1800tallets 

Danmark. Find de kongelige, 

de borgerlige og husmandsfolkene, 

og løs én af tre opgaver: 

• Royal dagligdag 

Tag udgangspunkt i C. W. Eckersbergs 

familiebillede af Frederik 6. 

og dronning Marie med prinsesserne 

Caroline og Vilhelmine (se 

under “Queenies” kunstprofil). 

Forestil dig, hvordan dagen forløber 

for kongefamilien. Hvad laver 

dronningen og døtrene i løbet af 

dagen? Hvad laver kongen? Hvad 

foretager de sig sammen? 

• Et borgerligt liv 

C. A. Jensen har malet seks små 

portrætter af Johan Henrik van 

Helsdingen og hans familie (se 

“Kaptajn Henriks” kunstprofil). 

Skriv en fiktiv historie om 

familiens levevis. Du kan bruge 

følgende retningslinier: Hvordan 

mødte Johan Henrik sin hustru? 

Hvor bor de? Hvordan er hjemmet 

indrettet? Hvor gamle er 

deres børn? Hvad laver Johan 

Henrik i hverdagen? Hvad laver 

hans hustru? Hvad foretager de 

sig sammen? Hvad skete 

��

�� 

�� 

der på den tid, som kunne optage 

deres tanker? 

• Husmandstanker 

Frederik Vermehrens mand, der 

stopper sin pibe („Pibe-Lars“) 

kunne være jævnaldrende med 

Severin Veiersøe, som du har læst 

om her i kapitlet. Men i modsætning 

til Severin ligner den gamle 

mand ikke en mønsterbryder. 

Lav et fiktivt interview med den 

gamle mand: Hvordan har hans 

liv været? Hvilket miljø kom han 

fra? Hvordan så hans barndom 

ud? Hvor mange søskende havde 

han? Hvilken skolegang har han 

haft? Hvad drømte han om som 

barn? Hvad har han ernæret sig 

ved? Har han læst bøger? 

Pigeopdragelse og kvindeliv 

Et meget diskuteret emne under Det 

Moderne Gennembrud var kvindens 

stilling. I det borgerlige ægteskab var 

hun ufri og uden arbejde og uddannelse. 

Det var almindeligt anerkendt, at 

ægtemanden havde ægteskabelige sidespring, 

bl.a. til husets tjenestepiger. 

Det afspejlede sig også i børneopdragelsen. 

Mens sønnen skulle gå sin 

far i bedene, så skulle datteren tidligt 

lære de huslige pligter og dyder at 

kende. Hun skulle lære at være kvinde 

og manden underdanig. 

Den norske forfatter Amalie Skram 

boede i mange år i København. Hun 

Lav billedanalyse på ARTLOVERS & 

L. A. Ring var en af 1800-tallets største 

malere. Han var ven med Henrik 

Pontoppidan. Ring var 

realist. Han kredsede om de samme 

temaer som Pontoppidan: social 

ulighed, det barske liv på landet, 

kristendommens fallit, industrialisering, 

den enkeltes muligheder. 

• Gå ind på ARTLOVERS 

(www.vildmeddansk.gyldendal.dk), 

og lav en billedanalyse af ét af 

de to billeder af L. A. Ring: Maduddeling 

på Frederiksberg eller 

Arbejdere ved en vandledning ved 

Søndersø. Du kan finde retningslinjer 

for billedanalysen på side 

262-273. 

skrev romaner og noveller om kvindens 

stilling i samfundet. I novellen Maikaland 

(1890) skildrer hun det kærlige 

forhold mellem pigen Anita og hendes 

mor. Novellen er skrevet på rigsnorsk, 

der dengang mindede meget om dansk 

skriftsprog. 

Anita skal sove, og hendes mor 

kommer for at putte hende. Men scenen 

fordobles, for inden da skal Anita putte 

sine dukker. Hun fortæller dem om fantasilandet 

Maikaland. I novellen optræder 

den lille pige altså både i rollen som 

datter og som mor (for sine dukker). 

Lad os se lidt nærmere på, hvordan 

hun klarer denne dobbeltrolle.

Maikaland 

af Amalie Skram 

Lille Anita satt på en skammel i sin lekestue* med de bare armer korslagte over brystet, 

midt imellom sine småsenger, hvor dukkene lå med lukkede øyne. Hun hadde selv kledd 

dukkene av, og vasket dem, og gitt dem nattkjoler på, og puttet dem ned under teppene, 

som hun hadde svøpt tett omkring dem. Og så hadde hun sagt til den største: „Husk nå* 

på verset i eventyr-boken, som jeg så mange ganger har lest for dere: 

Fromme og gode er mine små, 

streber op til Vårherre å nå* 

Og si ham når du kommer hjem, 

at ingen av dem stikker benene frem 

mer under sin dyne.“ 

Så hadde hun trukket sengenes omheng godt frem, for at lyset fra hengelampen ikke 

skulle gjøre vondt* i dukkenes øyne, og satt nå ganske stille og ventet på at de skulle 

falle riktig i søvn. 

„Så, min søte skatt, nå er det sengetid,“ det vat Anitas mor, som fort* kom inn i 

lekestuen. 

„Hyss, hyss, mamma,“ hvisket Anita, og truet med pekefingeren. „Du vekker barna, 

når du snakker så høyt.“ 

„Ja, det er sant,“ hvisket moren tilbake. „Aldri kan jeg huske å være stille, når dine 

småfolk er kommet i seng. Det er en stygg bestemamma de har.“ 

„Å, nei, for de holder av henne allikevel,“ Anita nikket fortrøstningsfullt til moren. 

„Litt, forstår du. Ikke så meget som av meg – dét har de sagt meg, og det er bare rimelig, 

for jeg er jo deres mamma, men du er bare bestemamma.“ 

Moren knelte ned foran lille Anita, slo armene om henne og sa: “Har du sunget barna 

i søvn i aften også?“ 

„Nei, i aften har jeg ikke sunget. Man skal ikke alltid synge, for barna blir så tratte 

av all den sangen. Ikke sant, mamma?“ 

„Jo, naturligvis. Men hva har du så gjort for å få dem til å sove?“ 

„Jeg har fortalt dem om Maikaland“ – lille Anita så på sin mor med et strålende blikk, 

og kastet stolt hodet litt tilbake. 

„Maikaland – hva er det for et land, lille Anita?“ 

„Å, det er bare et land, som jeg har,“ svarte Anita, og smilte henrykt. „Et dejlig land, 

hvor det alltid er lyst og varmt, hvor det er solskinn alle dager og måneskinn alle netter. 

Der er blomstene så store som mennesker, og så vakre* som Gud og Jesus. Men vi 

��

�� 

�� 

ser hverken solen eller månen, bare merker at det lyser og varmer.“ 

„Fortell, fortell mer!“ ba moren, og løftet Anita opp i sine armer. Så satte hun seg på 

skammelen og tok Anita på fanget. 

„Hvorfor vil du så gjerne høre om Maikaland?“ spurte Anita og gjemte unnselig 

ansiktet ved morens bryst. 

„Jo, for jeg har aldri vært i Maikaland. Jeg visste ikke at Maikaland var til. Fortell 

meg først, hvorledes du bærer deg ad med å komme til Maikaland?“ 

„Det er bare å lukke øynene, så er jeg der. Og om natten når jeg sover, så er jeg også 

i Maikaland. Og vet du, mamma, undertiden, når solen lager gull på bildene inne i dagligstuen, 

så er det Maikaland der inne.“ 

„Hva bestiller du så i Maikaland?“ 

„Du er så nysgjerrig,“ vrisset Anita, og så med ett misfornøyd ut. „Pappa sier, at 

ingen skal være nysgjerrig, og derfor vil jeg ikke fortelle deg.“ 

„Det er ikke nysgjerrighet,“ sa moren, og kysset Anita mange ganger. „Det er bare 

fordi jeg så gjerne vil vite beskjed om ditt Maikaland.“ 

„Det er slett ikke mitt, må du tro. Det er alles, alles! Jeg kommer der bare på besøk. 

Men hver gang jeg er der, så heter jeg prinsesse av Maikaland.“ 

„Prinsessen av Maikaland!“ ropte moren leende, og skjøv* Anita med hendene om 

hennes liv ut på den ytterste spiss av sitt kne. 

„Prinsesse“, rettet Anita. „Ikke prinsessen. Det var likesom det bare skulle være én, 

og det er så mange, så mange prinsesser!“ „Nå, og hva sier så dere* prinsesser til hverandre?“ 

„Nå er du igjen nysgjerrig, mamma,“ sa Anita grettent*, og gjespet*. 

„Ja, ja, så er det best, vi kommer oss i seng,“ moren reiste seg med Anita på armen. 

„Nei, nei, nei,“ skjente Anita. „Klokken er ikke så mange ennå.“ Anita gjespet atter. 

Moren bar Anita inn i soveværelset, hvor hun satte henne på en stol, og begynte å kle 

henne av. 

„Jeg skal si det til pappa,“ truet Anita. „Pappa har sagt at klokken skal være 8, før jeg 

kommer i seng.“ 

Litt etter sto Anita i chemise* på en skammel foran servanten*, mens moren vasket 

hennes ansikt og hals og armer og hender. 

„Så, nå er det føttene.“ Moren tømte vannet og fylte det på ny. 

„Uff, uff, det er så kaldt, så kaldt,“ ropte Anita. „Nei, i Maikaland, der kan du tro! Der 

bader vi i badekar av gull, og vannet faller like ned fra den lyseblå himmel midt i karet, 

og er akkurat passelig varmt.“ 

„Så, min skatt. Nå er du ferdig. Det er yndig å være ren, når du kommer i seng, ikke 

sant?“ 

„Jo, mamma. Men i Maikaland, der er vi alle sammen rene av oss selv. Vi kan

ikke bli skitne* i Maikaland.“ 

Anita fikk nattkjolen på, og ble puttet ned i sin lille seng. „God natt, min deilighet på 

jorderike,“ sa moren og kysset henne. 

Så med ett satt Anita oppreist i sengen og ropte: „Å, men mamma, mamma! Du 

skulle vite, hvor morsomt vi har det i Maikaland! Der står kongen på hodet hele dagen, 

og prinsene går på hendene fra morgen til aften, og prinsessene slår kollbøtter bortover 

det bløte, grønne gress. Og musikken spiller alltid, og alle prinsessene synger morgensang. 

Og når vi skal ut, så kjører vi i gullkaret, og smågutter i sølvklær, med lange, lyse 

krøller, henger utenpå vognen og bukker og smiler med hvite tenner. Og vi kjører ikke 

på landeveien, nei, vi kjører gjennom himmelen over blå og bløte skyer, og så kommer 

vi til en port av hvit ild, som ikke brenner oss, og den kjører vi inn igjennom: Å, du vet 

ikke, mamma, hvor deilig det alt sammen er!“ 

„Men når dere kjører gjennom porten av hvit ild, hvor kommer dere så hen?“ 

„Også til Maikaland, naturligvis! Maikaland er så stort.“ 

„Bare jeg visste, hvor Maikaland var!“ Moren tok Anita om skuldrene og la henne 

varsomt ned på puten. 

„Jeg vet det, mamma,“ sa Anita. „Kom skal du få høre.“ Hun slo armene om morens 

hals, trakk henne ned til seg, og hvisket i hennes øre: „Du kjenner jo sangen om den 

fjerne strand, hvor „Paradisen“ lå? „Paradisen“, det er Maikaland.“ 

AmAlie SkrAm 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� Constance Ring 

��Professor Hieronimus �� 

På Sct. Jørgen �� 

i 

lekestue: legeværelse 

nå: nu 

å nå: at nå 

vondt: ondt 

fort: hurtigt, pludseligt 

vakre: smukke 

skjøv: skubbede 

dere: disse 

grettent: gnavent 

gjespet: gabede 

chemise: undertrøje 

servanten: håndvask uden afløb 

skitne: snavsede 

(1898) 

��

�� 

�� 

Forstår I den norske tekst? 

• Find de steder i teksten, som I 

ikke forstår. Hjælp hinanden med 

at oversætte de vanskelige steder. 

• Find eksempler på ord, der staves 

anderledes end på dansk. Kan I 

danne nogle regler ud fra jeres 

eksempler? 

• Undersøg forholdet mellem Anita 

og hendes mor og hendes dukker: 

– Find eksempler, hvor Anita 

opdrager sine dukker. 

– Find eksempler, hvor moren 

opdrager Anita. 

– Hvilke forestillinger om Maika- 

land har Anita? Hvilke livsværdier 

og menneskesyn rummer 

Maikaland? 

– Find passager i novellen, der 

viser, at Anitas verden rummer de 

modsatte værdier af Maikaland. 

– Hvilke forventninger har moren 

til sin datter? 

• Overvej tekstens budskab: 

– Kan I sige noget om novellens 

syn på pigeopdragelse? 

– Overfør budskabet til i dag: 

Hvordan opdrages piger i 

dag, og hvem opdrager dem? 

– Tal med jeres forældre og 

bedsteforældre om opdragelsesprincipper: 

Hvordan blev de 

selv opdraget, da de var børn? 

Skriv deres oplysninger og fortællinger 

ned i jeres logbog, og 

diskutér opdragelsesprincipper 

gennem de sidste to generationer 

med hinanden i klassen. 

– Udarbejd fem punkter om opdragelsesprincipper 

for hver generation 

for både drenge og piger. 

Novellen Den blomstrende have af Naja 

Marie Aidt i er skrevet i 1993, altså 

ca. hundrede år efter Maikaland. Den 

handler også om at blive voksen, men 

det sker på en anden måde. Novellen 

skildrer to skolekammeraters sommerferie 

hos bedsteforældrene. Kusinen, der 

hedder Mette, er der også. Under opholdet 

indtræffer der noget afgørende nyt 

mellem de to kammerater. 

Naja MaRie aidt 

�� 

�� 

�� 

�� 

i

Den blomstrende have 

af Naja Marie Aidt 

Det var en stor og blomstrende have; man kunne skimte havet som en genspejling i 

himlen, selvom det i virkeligheden er omvendt; det var i juli, pæonerne hang tunge og 

ceriserøde’ på deres stængler. 

Vi sad i de grønne havemøbler på terrassen, græsplænen lyste grønt omkring os, vi 

spiste bradepandekage, sød og med æbler og kanel. 

Eftermiddag; Erik og jeg var stadig blå om læberne efter en af vores utallige svømmeture. 

Vi sad under parasollen, mig selv og min bedste ven Erik, min mormor med det 

hvide fehår, morfar i knickers’ og stråhat og min kedelige kusine Mette, hendes kraftige 

skinneben under bordet. 

Tekopperne klirrede, det var sommerferie og jeg havde fået lov til at tage Erik med 

igen i år. Det var præcis i året 1978, en sjælden god sommer – sol, sol og atter sol. Kun 

landmændene klagede sig, men dem hånlo vi af, for vi havde ikke noget at miste. 

„Er det aldeles livsnødvendigt at læse ved bordet?“ spurgte min morfar Mette. 

Hun kiggede fortumlet op og mumlede noget bag sine tykke brilleglas, der på en 

eller anden måde skyggede for hele hendes ansigt, hun lod en hånd føre en fedtet hårlok 

om bag det ene øre og lagde bogen fra sig. Altid læste hun. Flere gange om ugen cyklede 

hun den lange vej til biblioteket på mormors høje, sorte damecykel, og kom tilbage med 

kurven fuld af bøger. 

„Du er sørme en vaskeægte læsehest, hva’ lille Mette ...“ nikkede morfar og tændte en 

cigar. 

Han kneb hende i kinden, hun rødmede og jeg sagde: „Nå men, vi smutter. Tak for 

kage, mormor.“ 

Op fløj vi fra stolene, med vores stikkelsbærben i hvide gummisko, med vores 

hænder i de korte buksers lommer. 

„Skal vi drøne en tur ud til næsset?“ foreslog jeg, og Erik svarede med at sætte i løb, 

hen over engen, engelskgræs og kamilleblomst, ned mod stranden og klinten som lå et 

par kilometer mod nord. 

Vi bevægede os altid hurtigt, vores kroppe var fulde af uro fra vi slog øjnene op om 

morgenen. Vores knæ dirrede, de store fødder ville løbe, vores negle var nedbidte af iver, 

øjnene opspilede af leg. 

Vi trodsede slåen og brombærkrat, brændenælder og bjørnekløer. Vi var herrer over 

landskabet. 

Om aftenen cyklede vi så gruset gav sig på vejene, igennem fuglesang og rød himmel, 

susede forbi træernes sorte silhouetter og alle de hemmeligheder harer og pindsvin har 

på den tid af dagen. 

��

�� 

�� 

Det var et sommerhuskvarter af de bedre, og mormor og morfars hus var gammelt og i 

to etager med stråtækt tag. Indenfor var der storblomstret betræk på bambusmøblerne, 

lidt jordslået var lugten. Vi sov i køjer på bittesmå kamre, spiste med stor appetit dagen 

igennem og elskede hinanden som brødre og lidt til. 

Det var fuldendt, enestående, duften af jordbær og sved og døde, brændte fluer. Vi 

var begge blevet fjorten år i foråret, Erik lidt før mig. 

Bølgerne slog mod bredden, stranden åbnede sig foran os, blå og grøn og hvid. Erik slog 

smut og var rigtig skrap til det. 

„Hvem kommer først til næsset?“ sang jeg og sprang over sten og tang og sand. 

Vi løb synkront’ og vandt begge to. Udmattede kastede vi os for foden af klinten. 

„Det er alligevel mærkeligt, ikk,“ sagde Erik, da han havde fået pusten, „den klint, 

mand, den har stået der siden istiden. Og længere endnu, måske ...“ 

Vi kiggede på lagene, formationerne af ler og sand og mineralholdig jord, rustfarvet 

og sammenpresset. Store havmåger skreg højt oppe, horisonten syntes uendelig, som 

himlen, som sommerferien, som vores unge liv. 

„Lad os straks bestige den!“ sagde jeg og stod ret som en soldat, „hvo intet vover, 

intet vinder!“ 

Erik grinede med overgang i stemmen og vi gled i det glatte ler. Møgbeskidte stod vi 

så på toppen, med udsigt over det ganske land: marker og huse bag os, skoven som en 

mørk tegning langt borte, foran os havet, blinkende og lyseblåt, himlen, stranden med 

spredte bådehuse og joller og enkelte solbadende mennesker. 

Erik blev pludselig lidt mørk i det, jeg mærkede skyggen i hans ansigt før jeg vendte 

mig og så på ham. 

„Hvad er der?“ spurgte jeg, „er det ikke en genial udsigt?“ 

„Det er bare så underligt,“ sagde han fraværende, „det med din kusine ...“ 

Jeg gloede på ham. „Mette! Hvad med hende? Hun er jo underlig, hvad er der med 

hende?“ 

„Ja, altså ... hun ... jeg ved ikke rigtig ... det er bare enormt underligt, jeg får sgu ondt 

i maven hver gang jeg ser hende ... det er enormt pinligt at sidde der og spise, jeg tør 

ikke engang kigge på hende eller noget ...“ 

Jeg grinede en anelse skingert. „Det er der da heller ingen grund til, mand, hun er så 

GRIM at man tror det er løgn. Det er da klart du får mavepine, hvem får ikke det, man 

får sgu da kvalme bare ved tanken om hende ...“ 

Jeg satte mig tæt ved siden af Erik. Han var stadig mærkelig og sad og snoede et 

græsstrå mellem fingrene. 

„Nå, det er nu ikke på den måde jeg mener ...“ sagde han så. Langsomt. 

Jeg mærkede noget i ribbenene. „Hvordan mener du så? Kom nu. Ud med sproget.“

Erik så på mig et øjeblik og rejste sig så. „Glem det,“ sagde han, „det er ikke noget vigtigt.“ 

Og lidt efter: „Skal vi tage en dukkert?“ 

Han løb ned langs med klinten og smed sine sko i vandkanten. Jeg kunne se hans 

gyldne overkrop og det våde, mørke hår forsvinde og dukke op igen i det blå. 

„Fandens også“ ... mumlede jeg og kravlede ned til ham. 

Da vi kom tilbage til haven, lå Mette som sædvanlig og læste, på maven i en orangefarvet 

badedragt, med dinglende ben i skyggen. 

„Thomas og Erik!“ råbte mormor fra terrassen og vinkede ad os. „Kunne I to ikke 

grave nogle kartofler op til middagsmaden?“ 

Vi gravede i den løse sandjord og fik en halv spandfuld på ingen tid. Hun bad os om 

at skrabe dem, vi fik en balje vand med ud. 

„Se lige hende,“ hviskede jeg til Erik, jeg kunne ikke lade være, „se hvor midebleg og 

fed hun er. „Hvis ikke hun er grim, så ...“ 

Han svarede ikke, sad bare der og skrabede løs. 

Jeg fortsatte tæt på hans øre, „jeg håber ikke for dig at du kan li’ hende. Prøv lige at 

se på hende, mand, og så siger hun oven i købet aldrig en lyd ...“ 

Han rykkede sig væk. „Hold nu kæft,“ sagde han pludseligt og hårdt. „Jeg gider ikke 

tale om det.“ 

Så var der kommet et skår i glæden. Så hurtigt, fra det ene øjeblik til det andet. Jeg 

vogtede over hans bevægelser, måden han brugte kniv og gaffel på, hans blik hen over 

tallerkenerne. Jeg drillede Mette og fik hende til at se dum ud, fik hende til at rødme og 

sno sig, så vedvarende at morfar til sidst blev sur og bad mig forlade bordet, hvis ikke 

jeg kunne opføre mig ordentligt ... Endnu en ydmygelse. I Eriks påhør. Jeg var helt rød 

i kammen af forvirring. Og Erik, han lod som ingenting og læste ufortrødent Asterix i 

køjen, som vi altid havde gjort, hele sommeren og sommeren før. 

Næste dag havde jeg næsten glemt det, og vi tog på en længere cykeltur ind i landet. Med 

madpakker og saft i gamle eddikeflasker. 

Da vi sad i en lysning og spiste, sagde han pludselig: „Du Thomas. Har du nogensinde 

kysset en pige?“ 

Jeg troede ikke mine egne ører. „Er du rigtig rund, mand, gu har jeg da ej ...“ 

„Kan du holde på en hemmelighed?“ sagde han så og smilede lumsk. Han lagde sig 

på ryggen i skovbunden med armene under nakken, han strakte sig og smilede veltilpas. 

„Selvfølgelig kan jeg det. Det ved du da,“ svarede jeg irriteret og følte en kulde i 

hovedbunden, trods den fugtige middagshede. 

„O.k. altså. Du tror det er løgn, ikk. Men jeg har kysset Mette. I går aftes, ude i 

��

�� 

�� 

brændeskuret. Mens du vaskede op.“ 

Han kiggede storsmilende på mig med sine kastanjeøjne. „Hvad siger du så?!“ 

Jeg sagde ingenting. Jeg lagde mig ned, der var myrer over det hele, en klump voksede 

i halsen. 

„Du er nok god til at lyve, hva,“ fik jeg fremstammet. 

Han sprang op. „Det er sgu rigtigt nok!“ råbte han, „og jeg kan godt sige dig det ikke 

var dårligt!“ 

Han daskede med armene og bevægede sig rundt omkring mig. „Jeg tror sgu hun har 

prøvet det før, hun kyssede sådan rigtigt, med tungen og det hele, jeg siger dig lige det 

var mærkeligt. Man kan mærke det helt ned i benene ...“ 

Det vendte sig i mig. Mettes tunge. Jeg kunne ikke forestille mig noget mere ulækkert. 

„Rørte du også ved hende?“ spurgte jeg med stemmen fuld af afsky. 

„Det er man da nødt til, mand, tror du bare man står og kysser med hænderne på 

ryggen? Jeg rørte også ved hendes hår. Og ved du hvad? Det var enormt blødt ... meget 

blødere end vores ...“ Han satte sig igen, lidt roligere nu, han spiste en banan og drak 

resten af min saft. 

„Jeg synes det er ulækkert,“ mumlede jeg. 

„Vent bare til du selv prøver det!“ sagde han og ruskede mig lige lovlig muntert i 

nakken. „Skal vi komme af sted?“ 

Han cyklede forrest, fløjtende og med seje træk i benene. Bakke op og bakke ned. 

Jeg halsede bagefter, svedig og forpustet. Jeg følte mig vred og gal og lille og dum. Hans 

nøgne ryg foran mig, den så pludselig stor og fremmed ud; jeg kunne ikke bare vælte 

ham omkuld i grøften og hviske sjofle vittigheder ind i hans tinding, mærke duften fra 

hans hår: salt og sej og fuld af blæst og skyer. 

Men Mette, hun var ikke spor forandret. Hun sad og løste kryds og tværs ved havebordet 

som om intet var hændt. Hun kiggede ikke engang op, da vi kom ind i haven. 

„Nå. Havde I en god tur, drenge?“ spurgte morfar, som gik og rev staudebedet under 

sin stråhat. 

„Ja tak!“ gjaldede Erik, „det var en rigtig god tur. Ikke også, Thomas?“ 

Jeg nikkede. 

„Se engang pæonerne her,“ sagde morfar og lagde sin hånd beskyttende om en af 

dem, „de er lige ved at takke af for i år. Stilken kan næsten ikke bære hovedet mere. Jeg 

tror, vi skal se at få dem plukket før det er helt slut.“ 

Han slap blomsten og rettede sig op. 

„Hva Mette, er det ikke et job for dig? Du kan låne min saks her.“ 

Han trak en lille rosensaks op af lommen. Mette skulede op fra sin kryds og tværs og 

rejste sig modvilligt. Let ludende gik hun over mod bedet i sin orange badedragt.

„Tag forsigtigt om stilken når du klipper,“ sagde morfar. „Du skulle jo nødig komme 

til at tabe hovedet ...“ 

Erik og jeg sad på græsplænen og så på Mette i bedet, med saksen i hånden, den 

lynede i solen, og de hvide lår stribet af havemøbler. Små smæld fra saksen brød vores 

tavshed, og snart havde hun en stor buket i favnen. Resten lod hun stå. Hun gik forbi os 

med næsen i sky, håret hang musegråt ned ad ryggen, den stærke duft fra blomsterne 

berørte os som et stakket åndedrag. 

Erik lagde sig ned og lukkede øjnene. 

Jeg så godt han smilede. 

Resten af ferien. Vi samlede endnu flere sten og muslingeskaller. Vi badede. Erik barberede 

sine kinders bløde dun af med morfars skraber. Jeg svedte inden i håndfladerne. 

Vi læste Asterix om aftenen og blev lysvågne af et nusset nummer af Weekendsex, som 

vi gemte under min madras. Vi talte om det kommende skoleår, vi skulle rykke op 

i ottende. Vi genkaldte os kostskolens lange korridorer, den rungende gymnastiksal, 

vores værelse som vi delte med en idiot der hed Michael. Erik fortalte at hans far måske 

skulle flytte til England på grund af sit arbejde. At Erik måske skulle med. 

„Bare et års tid, ikk,“ sagde Erik og glædede sig allerede. 

Og hvorfor havde han ikke sagt det før? 

Vi rev vinger og ben af store, fede spyfluer og brændte dem over tændstikker, i smug 

nede i baghaven. Duften af pæoner og døde, brændte fluer. 

„Hvad er det egentlig for nogen bøger Mette læser?“ spurgte jeg en aften og vippede 

på stolen. 

„Det er sgu rigtige bøger, du, voksenbøger altså, romaner og sådan noget ...“ Sikke 

hans brune øjne skinnede, feberblanke og våde. 

Den dag vi pakkede vores ting og lagde det hele hulter til bulter ned i vores rygsække, 

regnede det for første gang i mange uger. En fin, tæt regn, næsten lydløs, som et 

slør over haven, en dis over vandet. 

„Du Erik,“ sagde jeg da jeg senere sad på kanten af nederste køje og betragtede hvordan 

han trak i rejsetøjet og snørede sine sko omhyggeligt. „Kyssede du virkelig Mette den 

dag?“ Han så op på mig og smilede. Jeg ville så gerne have rørt ved hans mund. 

„Så er der afgang!“ råbte morfar ude fra indkørslen. „Færgen venter ikke på sådan et par 

lømler!“ Erik rejste sig og gik gennem huset, ud i regnen med rygsækken over skulderen. 

Mormor kyssede os begge to farvel. „Pas nu på I ikke bliver søsyge,“ sagde hun. Mette 

stod og gloede. 

Vi sejlede ind i efteråret og vandt mange nye sejre. 

(1993) 

��

�� 

�� 

Den blomstrende have 

• Beskriv venskabet mellem de to 

drenge. 

• Beskriv deres forhold til Mette. 

– Hvad mener broren om sin 

kusine? 

– Hvorfor gør han hende til grin? 

– Hvad tiltrækkes Erik af hos 

Mette? 

– Er Erik forelsket i Mette? 

• Naturbeskrivelserne: 

– Hvorfor tror du, at novellen 

hedder Den blomstrende have? 

– Undersøg beskrivelserne af 

naturen – landskabet og dyrene. 

Har de sammenhæng med det, 

der sker mellem de to kammerater? 

• Mellem barn og voksen: 

– Hvordan tror du, venskabet mellem 

de to drenge vil udvikle sig 

efter sommerferien? 

– Undersøg de voksnes roller – 

Hvor er de henne? Har de nogen 

indflydelse på børnene? – Sammenlign 

med de andre tekster, I 

har læst. 

Udlængsel 

Vi slutter dette kapitel ved århundredeskiftet. 

Det Moderne Gennembrud var 

et københavnsk fænomen blandt veluddannede 

akademikere og professionelle 

skribenter. Nu blev det suppleret med 

Et Folkeligt Gennembrud i provinsen. 

Jævne, almindelige mennesker på 

land-et supplerede ploven med pennen 

og skrev i en optimistisk tone om den 

kraft og styrke, der levede blandt selvbevidste 

bønder i Jylland og på Fyn. 

Jeppe Aakjær var en af disse selvlærte 

forfattere, der skrev om det frodige 

agerland og om de stærke personligheder 

blandt landmænd med strå i 

munden, røde kinder og barkede næver. 

Det Folkelige Gennembrud var først 

og fremmest optimistisk. Man var selv 

herre over fremtiden, og man troede på 

den. Den red på en bølge af andelsbevægelse, 

højskoleliv, opgangstider for 

landbruget i en blanding af socialisme 

og traditionsbundethed. 

Vi har læst om vogterdrengen Severins 

ambitioner om at dygtiggøre sig, 

og vi har fulgt Peter og hans bror Emils 

forgæves forsøg på at frigøre sig fra 

hjemmets og barndommens snærende 

bånd. I vores sidste tekst i dette kapitel 

sender Aakjær vogterdrengen Ole ud 

over verdenshavene. Han har udlængsel, 

og han kommer afsted. Baggrunden for 

sangen skyldes det faktum, at omkring 

århundredskiftet valgte mange tusinde 

mennesker at emigrere til Amerika.

Ole sad på en knold og sang 

af Jeppe Aakjær 

1 

Ole sad på en knold og sang, 

lal lalalala, lalala la la, 

får og beder* omkring ham sprang, 

tral lalalala, lalala la la! 

2 

Lyngen sused, og skyen gled,. 

udflugtslængsler i hjertet sved, 

3 

Heden stænged*, og mindet spandt*; 

moders øjne dog stærkest bandt. 

4 

Snart den ting dog blev åbenbar: 

minder gør ikke sagen klar. 

jePPe aakjæR 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

�� 

i 

5 

Stak så Ole en dag i trav, 

stod med ét ved det store hav. 

6 

Øjet skinnede, tåren randt, 

intet mere i verden bandt. 

7 

Over havene hyrden fór, 

fårene står der endnu og glor. 

8 

Ej kan beder og får forstå, 

lal lalalala, lalala la la, 

længslers tog over bølger blå. 

tral lalalala, lalala la la! 

bede: en kastreret vædder 

stænged: lukkede, dvs. heden holdt ham ude 

spandt: billedligt udtryk ’mindet voksede’ 

(1899) 

��

�� 

�� 

Ole sad på en knold og sang 

• Find og hør melodien på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk. 

• Undersøg, hvad der holder Ole 

tilbage fra at rejse ud. 

• Overvej, hvad det er for en læng- 

sel, der alligevel får Ole til at rejse 

ud. 

• Sammenlign livsomstændighederne 

for de unge mennesker, vi 

har mødt i dette kapitel: 

– Hvilke ligheder og forskelle 

er der mellem vogterdrengene 

Severin og Ole? 

– Hvorfor lykkes det for Ole at 

rejse, når Peter og Emil må 

opgive? 

– Hvilke ligheder og forskelle er 

der mellem Anitas og Peters livsomstændigheder? 

• At flytte hjemmefra: 

& 

– Skriv i din logbog om dine egne 

tanker om at flytte hjemmefra. 

Hvad binder dig til dit barndomshjem, 

og hvad får dig til at flytte 

– engang. 

– Tal med dine forældre, bedsteforældre 

eller oldeforældre om, 

hvornår de flyttede hjemmefra. 

Find ud af, hvor de flyttede hen 

(hvor langt fra barndomshjemmet), 

og hvor gamle de var, da de 

flyttede. Skriv oplysningerne ind 

i din logbog. 

– Hele klassen samler oplysningerne 

på en måde, så I får et 

overblik over, hvor og hvornår 

man flyttede hjemmefra i de to 

sidste generationer. I kan evt. 

vise det på et Danmarkskort 

suppleret med et verdenskort 

for dem af jer, der er født i eller 

stammer fra udlandet. Brug 

knappenåle, som I forbinder med 

streger eller snore.

Med Oles udrejse står vi ved tærsklen 

til det 20. århundrede. Nu bliver verden 

mindre. Vi rejser til fjerne lande, og 

mennesker fra andre lande besøger os 

og bosætter sig i landet. Danmark bliver 

en del af verden. 

Filmen Pelle Erobreren (1987) af Bille 

August bygger på første bind af Martin 

Andersen Nexøs romanserie i fire bind 

om Pelle, der som dreng udvandrer fra 

Sydsverige til Bornholm. Hans mor er 

død, og hans far er syg og gammel. At 

rejse ud og lade sig fæste hos en bornholmsk 

storbonde er Pelle og hans fars 

eneste mulighed for at overleve. 

Bindet slutter med, at Pelle beslutter 

at forlade fæstegården for at prøve 

lykken i øens hovedby Rønne. Han har 

udlængsel. 

„Han vågnede tidligt næste morgen og 

var i et sæt ude af sengen; solen fyldte 

værelset, og han selv var fuld af karsk 

følelse. Han jog i tøjet – der var så meget 

han skulle! Så slog han vinduet op og 

tog vårmorgenen ind i et åndedrag, der 

som en følelse af dyb glæde forplantede 

sig ud i hans legeme. Ude over havet 

kom bådene ned mod havnen; morgensolen 

faldt i de slappe sejl og fik dem til 

at gløde, hver båd arbejdede sig tungt 

frem ved årerne. Han havde sovet som 

en sten fra han lagde sig til nu, søvnen 

var som et svælg mellem i går og i dag. 

Nynnende pakkede han sine ting og 

gav sig på vej med en lille bylt 

under armen. Han lagde vejen om ad 

kirken for at se på uret – klokken var 

ikke meget over fem. Så styrede han ud 

mod byvangen med stærke skridt, så 

glad som gik han sin lykke i møde.“ 

fra Pelle Erobreren, bind 1 (1906), af 

Martin Andersen Nexø 

Pelle Erobreren 

• I hvilken stemning forlader Pelle 

sin far Lasse og sit barnsdomsmiljø. 

• Overvej sammen, hvordan I selv 

vil have det, når I engang skal 

flytte hjemmefra. 

��

�� 

�� 

Hvad har du lært om Det Moderne Gennembrud 

• Nævn mindst tre begreber, der karakteriserer Det Moderne Gennembrud. Skriv for- 

klaringer på begreberne ned i din logbog. 

• Find eksempler i aviser og i tv, hvor man journalistisk afdækker kritisable forhold 

med henblik på at skabe debat og dermed forbedre forholdene. Klip artiklerne ud 

og sæt dem sammen i en collage i din logbog eller på en stor planche, som I hænger 

op i klassen. 

• Hvilken af teksterne fra perioden, som I har beskæftiget jer med, sagde dig mest? 

Hvorfor?

Præsentation i PowerPoint 

• Lav en præsentation i PowerPoint over et emne fra dette kapitel. I skal arbejde i 

grupper og kan vælge mellem: 

– portræt af en af perioderne Romantikken eller Det Moderne Gennembrud. 

– portræt af en af forfatterne Christian Winther, B.S. Ingeman, Henrik Pontoppidan 

eller Martin Andersen Nexø. 

• Søg på nettet om oplysninger og efter billedmaterialer. 

Logbog og portfolio 

Du har beskæftiget dig med to væsentlige perioder i dansk litteraturhistorie. Vi har 

kun løftet en flig af alt det, man ved om Romantikken og om Det Moderne Gennembrud, 

og du har kun læst ganske få af de mange tusinde tekster fra de to perioder. 

Du har løbende samlet op på, hvad du har fået ud af at arbejde med perioden. I den 

afsluttende evaluering skal du derfor vurdere, hvad du får ud af at beskæftige dig 

med ældre tider gennem litteratur og billeder. 

Logbog 

• Skriv dine tanker ned i din logbog om værdien af at læse ældre tekster. Tag stil- 

ling til følgende undervejs: 

– Hvorfor er det vigtigt at kende fortiden? 

– Lærer jeg noget om mig selv og om mine muligheder ved at læse ældre tekster? 

– Er jeg en del af en historie – min slægt, mit land, min kultur – eller er jeg helt fri 

til at handle, som jeg selv vil? 

• Gem jeres powerpoint-præsentationer i jeres portfolio. Overvej, om andre end 

klassen kunne have glæde af periode- og forfatterportrætterne – eventuelt som 

en del af en udstilling på skolens bibliotek. 

��

�� 

�� 

�� 

��

�� 

Hvad er billedkunst? 

Vi lever i en billedrig kultur. Vi møder 

mange billeder hver dag i form af reklamer, 

annoncer, pressefotos, valgplakater, 

film, tv osv. Billeder er en måde at 

kommunikere på. Man taler om visuel 

kommunikation, fordi vi opfatter billeder 

med vores synssans. 

Tit og ofte bruges billeder til at 

overbevise os om noget. Det kan være 

virksomheder, der via reklamer postulerer, 

at vi bliver lykkelige, lækre, succesfulde 

eller sjove, hvis vi køber netop 

deres produkt. Det kan også være et 

politisk parti, der med valgplakater 

vil overbevise os om, at samfundet er 

bedst tjent med, at vi stemmer på dem 

til næste valg. I sådanne tilfælde har 

dygtige reklamefolk og grafikere sammensat 

billederne på en sådan måde, at 

budskabet trænger hurtigt og let igennem 

til os. 

Der findes også en anden form for 

billeder, der ikke nødvendigvis vil overbevise 

os om noget, og som ikke altid 

har et entydigt og letfatteligt budskab. 

Det er billedkunst. Billedkunst er fællesbetegnelsen 

for maleri, skulptur, tegning, 

grafik, fotografi og visse digitale 

billedformer. 

Fri kunst 

I gamle dage stod billedkunsten i kongens 

og kirkens tjeneste. Der blev skabt 

billeder for at forherlige kongemagten 

eller for at formidle kristendommens 

budskab. Sådan er det ikke længere. I 

dag hævder vi, at kunsten er „fri“ eller 

„autonom“, fordi den ikke tjener noget 

udefra påtvunget formål. Kunstneren 

bestemmer selv, hvad han eller hun vil 

vise. 

Før i tiden handlede billedkunsten 

om det gode, det sande og det skønne. 

I dag behøver kunsten ikke at være 

pæn. Den kan også være „sublim“ eller 

„hæslig“ eller „chokerende ny“. Hovedsagen 

er, at billedkunsten på en eller 

anden måde udtrykker menneskers 

følelser, tanker, idéer, iagttagelser, 

fantasier, drømme, holdninger eller 

oplevelser. Udsagn, som ofte kan være 

svære at udtrykke med ord. 

Primært vidnesbyrd 

Vi samler både ældre og nyere kunst 

på kunstmuseerne. Det gør vi, fordi vi 

mener, at kunsten er et primært vidnesbyrd 

om, hvordan mennesker har tænkt 

og følt og opfattet verden til forskellige 

tider. Vi mener med andre ord, at vi kan 

lære noget om os selv og om fortiden 

ved at se på billedkunst. 

Bildæk og vinyl 

Billedkunst kan fremkalde mange 

forskellige slags følelser. Du kan føle 

glæde, lykke og undren, eller du kan 

blive provokeret og tænke „skal det nu

være kunst?“ eller „det ku’ min lillebror 

lave!“. 

Der kan være mange grunde til, at 

vi reagerer, som vi gør på billedkunsten. 

Det kan være, at motivet virker mærkeligt 

og fremmedartet på os. Måske er du 

anti-royal og mener, at pompøse kongebilleder 

er noget pjat? Eller du tror ikke 

på kristendommen og synes, at billeder 

af Jesus er yt? Det er også muligt, at 

kunstneren har brugt nogle underlige 

materialer, som fx bildæk og vinylgulv 

på lærred, som gør, at du stopper op. 

Det vigtigste i første omgang er ikke, 

om vi kan lide billedet eller ej. Hovedsagen 

er, om billedet fortæller os noget 

vigtigt om fx perioden eller om dét at 

være menneske. 

Billedets grammatik 

Det er vigtigt at kunne forstå budskabet 

i et billede. På samme måde som det er 

vigtigt at kunne læse og forstå budskabet 

i en tekst. 

En tekst består af bogstaver og ord, 

der sættes sammen til sætninger. For 

at teksten skal give mening, må ordene 

staves korrekt, udsagnsled og grundled 

skal passe sammen, og kommaet sættes 

det rigtige sted. 

Billedets „grammatik“ er en smule 

anderledes. Billedets „bogstaver“ er 

form og farve, og sammensætningen er 

billedets „komposition“. 

Vi har lavet et websted – ARTLOVERS 

– hvor du kan lære at analysere og forstå 

billedkunst. Du kan læse mere om, 

hvordan webstedet fungerer, og hvad 

du kan bruge det til her i manualen 

til ARTLOVERS på næste side. Bagerst 

i dette kapitel er også et minileksikon 

(minilex), hvor du får forklaret alle de 

vigtigste begreber, som du skal bruge, 

når du analyserer kunstværker. 

��

�� 

�� 

Hvad er ARTLOVERS? 

ARTLOVERS er et websted på www.vildmeddansk.gyldendal.dk, 

der formidler 

billedkunst til unge. Webstedets fulde 

titel er: ARTLOVERS – datingportal for 

kunst og kunstelskere. Kunsten hænger 

på Vestsjællands Kunstmuseum, og 

kunstelskerne (håber vi på) er dig og 

dine kammerater. 

Hvad kan du lære? 

På ARTLOVERS kan du lære om billeders 

form og indhold. Du kan lære: 

� at se på billeder 

� at analysere billeder 

� at kende forskel på forskellige kunstretninger 

� at bruge kunsten til at blive klogere 

på fortiden og nutiden 

Hvorfor dating? 

Når vi har valgt datingportalen som 

ramme for kunstformidlingen, er det 

fordi vi ønsker at skabe en uhøjtidelig 

og humoristisk stemning omkring det 

at se på kunst. Det behøver ikke at være 

kedeligt for at være seriøst. 

Normalt søger man en kæreste 

eller nye venner på datingportaler, hvis 

man fx ikke har held til at møde nogen i 

det virkelige liv. Med ARTLOVERS simulerer 

vi, at kunsten „ønsker at finde“ et 

publikum, men at den ikke har held til 

at finde et i det virkelige liv. Derfor har 

kunstværkerne „oprettet“ deres profil 

på internettet, for ad den vej at finde et 

kunstelskende publikum – dig! 

Hvordan fungerer ARTLOVERS? 

Du logger ind på ARTLOVERS med en 

kode, du får af din lærer. Du får adgang 

til dit eget personlige rum eller „skrivebord“, 

hvorfra du kan se og læse om 

kunstværkerne, matche værker og løse 

opgaver.

Du sender dine færdige opgaver til din 

lærer. Når de er rettede og godkendte, 

kan du offentliggøre dem for dine klassekammerater 

i KLASSEVÆRELSET. 

Kunstværkerne 

Der er sytten kunstværker „online“ på 

ARTLOVERS. Kunstværkerne er valgt 

ud fra følgende kriterier: 

� Kunstværkerne er figurative. Teknikken 

er maleri, tegning og collage. 

� Kunstværkerne matcher hinanden 

parvis, således at der til hver mandefigur 

hører en kvindefigur. 

� Kunstværkerne supplerer nogle af 

de temaer, som du arbejder med i 

Vild med dansk 7. 

Kunstprofilen 

På en datingsportal opretter brugeren en 

præsentation af sig selv, dvs. en profil. 

Profilen er typisk inddelt i objektive 

data, hvor brugeren giver oplysninger 

om køn, alder, højde og drøjde, samt 

subjektive data, hvor brugeren beskriver 

sig selv med egne ord. 

På ARTLOVERS er kunstprofilernes 

indhold også delt i en objektiv og 

subjektiv del: 

Du kan danne dig et indtryk af 

værket ud fra en række faktuelle oplys- 

ninger, såsom kunstner, titel, år, teknik 

og mål. 

Du kan også læse en sammenhængende 

tekst, hvor mande- eller kvindefiguren 

på det pågældende kunstværk 

„beretter“ om værket og sig selv. Teksten 

er fiktion, men bygger på fakta, dvs. på 

billediagttagelser samt reel viden om 

kunstneren eller perioden. Teksten kan 

derfor karakteriseres som en traditionel 

billedanalyse blot fortalt af en jegfortæller. 

Du kan vælge at få teksten læst 

højt. 

Datingportalens brugere benytter 

ofte anonyme brugernavne. På samme 

måde er kunstværkerne på ARTLOVERS 

„logget på“ med brugernavne. Disse er: 

Frede To, Jomfru Ane, Frede Seks, Queenie, 

Kaptajn Henrik, Crisy, Pibe-Lars, 

Mor Lydom, Tømrer-Svend, Pjalte-hætte, 

Ensom cowboy, Mode-Mette, Monsterlækker, 

Grumme mor, Yuppie Boy, Foxy 

Girl og Jesus K. 

Kunstprofilerne rummer derudover 

en reproduktion af værket med 

zoom-funktion, og der linkes til en 

ordbog med oplysninger om kunstneren, 

kunstretningen og perioden samt 

svære ord og begreber. 

Opgaver 

Du kan løse mange forskellige opgaver 

på ARTLOVERS. Der er mellem to 

og fem opgaver pr. kunstværk. Det vil 

ofte være sådan, at din lærer fortæller 

��

�� 

�� 

dig, hvilke opgaver du skal løse, så det 

passer til det sted, I er kommet til i Vild 

med dansk 7. 

Du kan løse opgaver på egen hånd, 

eller du kan arbejde sammen med en 

klassekammerat. 

Spil 

ARTLOVERS rummer et spil: MATCH- 

MAKER. 

I MATCHMAKER skal du sætte 

kunstværkerne sammen parvis: De rigtige 

mandefigurer med de rigtige kvindefigurer. 

Parrene er matchet ud fra 

stilistiske, periodemæssige eller tematiske 

ligheder. Du kan med andre ord 

kun løse opgaven ved at benytte dine 

iagttagelsesevner eller din viden om 

kunstværkerne. 

Hot/Not 

Som en ekstra feature på ARTLOVERS 

kan du stemme om, hvilke kunstværker 

du synes bedst om. Afstemningen foretages 

af dig og dine kammerater under 

hver kunstprofil. Klassens samlede 

resultat vises under menupunktet HOT/ 

NOT. Kunstværkerne listes hierarkisk 

fra makværk i bunden til mesterværk 

i toppen. Listen afspejler klassens dom 

over kunsten og sætter måske gang i en 

diskussion om smag? 

Leg & læring 

På en datingportal navigerer brugeren 

blandt profilerne med ønsket om at 

finde en ven eller en kæreste. Brugeren 

klikker sig ind på de profiler, der – i 

vedkommendes øjne – ser spændende 

ud, og undgår andre. Jagten er lystbetonet 

og styret af den enkeltes personlige 

smag. 

ARTLOVERS lægger ligeledes op til, 

at du ser og læser om kunstværkerne på 

en legende og lystbetonet måde. Du kan 

gå på opdagelse blandt de kunstprofiler, 

som tiltaler dig, og springe andre over. 

Rigtig god fornøjelse!

Sådan gør du: 

1. Log ind på ARTLOVERS. 

2. Gå på opdagelse blandt kunst- 

værkerne. Gå efter dem, der umiddelbart 

fanger din interesse. 

3. Bliv klogere på kunsten. Iagttag 

billedet. Zoom ind på detaljer. 

Læs profilteksten eller få profilteksten 

læst højt. Finder du billedet 

interessant? 

4. Lav spillet MATCHMAKER. 

5. Stem kunstværkerne ind på 

HOT/NOT. 

6. Føj kunstværker til 

MINE FAVORITTER. 

7. Find ud af noget mere om kunst- 

værket: Læs om kunstneren. 

Læs om kunstretningen. Læs om 

perioden. 

8. Løs opgaver. 

9. Send dine opgaver til læreren. 

10. Publicer dine rettede opgaver i 

KLASSEVÆRELSET. 

��

�� 

�� 

�� 

BILLEDANALYSE 

Man kan analysere et billede på mange 

måder. Man vælger sin analysemodel ud 

fra, hvad man ønsker at vide noget om: 

En formalistisk analyse siger noget om 

billedets formsprog. En ikonografisk 

analyse siger noget om billedets betydning. 

En socialhistorisk analyse siger 

noget om, hvad billedet har været brugt 

til, og hvordan folk har opfattet det. 

Du skal lære at lave en billedanalyse, der 

røber noget om både form og indhold. 

Vi har opstillet følgende retningslinier: 

Fakta 

Du starter med de faktuelle oplysninger: 

Hvem har lavet billedet? Hvad er titlen? 

Hvornår er det lavet? Hvilken teknik er 

der brugt? Hvor stort er det? Måske er 

billedet lavet til et bestemt formål (som 

udsmykning eller som skitse til et færdigt 

værk)? 

Beskrivelse 

Beskriv billedet kort og præcist. Brug 

dine egne ord. Identificer personer og 

figurer (deres køn, alder, påklædning, 

udseende og lignende). Måske fremgår 

personens identitet af titlen? Gør rede 

for situationen (hvad foretager de sig?) 

og omgivelserne (hvor befinder de sig?). 

Sæt kun ord på det, du kan se – ikke det, 

du tror eller føler. Du skal ikke dømme 

eller bruge værdiladede ord som grim 

eller pæn. Du skal forsøge at være så 

objektiv som muligt. 

Analyse 

Nu skal du analysere billedet. At analysere 

betyder, at opdele noget i dets 

bestanddele. Man splitter på en måde 

tingene ad og ser nærmere på hver 

enkelt del. De dele som du kan undersøge 

i billedanalysen er: Komposition, 

rum, farver, lys, malemåde, menneskefigurer 

og betydningsfulde detaljer (se 

side 264-273). 

Der kan være store forskelle på, 

hvordan farver, former og figurer er 

sammensat i et billede. Hver kunstner 

har sit formsprog eller sin måde at 

udtrykke sig på. Det kommer helt an på, 

hvad kunstneren ønsker at udtrykke 

med sit billede. Desuden afhænger 

formsproget af perioden og tidsånden. 

I billedanalysen er dit job at identificere 

eller sætte ord på det „sprog“, som 

kunstneren „taler“. Hvis det drejede sig 

om verbal- eller talesproget, kunne du 

sige, at „kunstneren taler tydeligt og 

formfuldendt“ eller „kunstneren bruger 

slang og bandeord“. Nu handler det om 

billedets formsprog, og derfor skal du 

skærpe dit blik for, hvordan kunstneren

kommunikerer med penselstrøg, farver 

og former. Jo bedre du er til at se og få 

øje på, jo bedre vil du kunne sætte ord 

på, og jo bedre vil du være til at forstå 

billedet. 

Tolkning 

Til sidst skal du tolke billedet. Når du 

tolker, så samler du de iagttagelser, som 

du har tilvejebragt under beskrivelsen 

og analysen, og drager en konklusion. 

Hvad betyder arrangementet af figurer, 

former og farver for billedets indhold? 

Er der symbolske lag? Hvad vil kunstneren 

egentlig sige? Hvad fortæller billedet? 

Hvad er meningen? 

Måske skal du inddrage din viden 

om perioden for at forstå billedet fuldt 

ud? Der kan være historiske, sociale, 

religiøse eller filosofiske årsager til, at 

billedet ser ud, som det gør. 

Vær opmærksom på, at din tolkning 

aldrig kan være helt objektiv, fordi 

din egen iagttagelsesevne, personlighed 

og viden spiller ind. 

��

�� 

�� 

KOMPOSITION 

Komposition betyder „sammensætning“. 

Billedets komposition handler om, hvordan 

de forskellige elementer (mennesker, 

træer, huse, møbler, farver, former 

osv.) er sammensat eller placeret i forhold 

til hinanden. Måske arbejder kunstneren 

med særlige forbindelseslinjer eller linjeforløb 

mellem objekterne på billedet? 

Nogle kompositioner giver et roligt 

og harmonisk indtryk, og andre giver 

et dynamisk eller kaotisk indtryk. Der 

er nemlig forskel på stabile og ustabile 

kompositions-principper. 

Horisontale og vertikale linjer 

Horisontale (vandrette) og vertikale 

(lodrette) linjer er stabile kompositionsprincipper. 

Horisontale linjer bruges ofte i landskabsbilleder. 

En horisontlinje deler 

jord/hav og himmel vandret på billedfladen. 

Landskabet opleves forskelligt 

alt efter, hvor horisonten er placeret: 

Er det en lav horisont, middelhorisont 

eller måske en høj horisont? 

Vertikale linjer (telefonpæle, træer, 

stående mennesker, osv.) skaber ofte en 

fornemmelse af struktur og orden. En 

vertikal linje, der er placeret i billedets 

midterakse, kan også give en meget statisk 

komposition, der måske symboliserer 

komplet stilstand eller eviggyldighed? 

Billeder, hvis komposition er ordnet 

ud fra vertikale og horisontale linjer, 

signalerer ofte balance, evighed, 

uforanderlighed, almengyldighed, ro, stabilitet, 

stilstand. 

Diagonale linjer 

Diagonale linjer er et ustabilt kompositions-princip. 

Diagonallinjer kan opfattes som 

horisontale eller vertikale linjer, der er 

hevet ud af deres nulpunkt og har fået en 

vinklet eller skrå retning i billedet. Hvis 

mange diagonallinjer krydser hinanden, 

kan kompositionen virke kompleks. 

Billeder med mange diagonale 

linjer kan signalere dybde, dramatik, 

bevægelse, ubalance, dynamik, disharmoni, 

ustabilitet, kaos.

Trekantskomposition 

En trekantskomposition kan både være 

stabil og ustabil. 

Hvis trekanten står på sin base, 

signalerer den en høj grad af urokkelighed 

og stabilitet. 

Hvis trekanten er vendt om og 

balancerer på spidsen, signalerer den en 

højere grad af ustabilitet og dynamik. 

Cirkel- & ovalkomposition 

Billedets elementer kan være ordnet 

efter en cirkel- eller ovalkomposition. 

Cirklen signalerer kredsløb, harmoni 

og evighed. Ovalen kan også lede 

tankerne hen på et kredsløb, men fordi 

den ligner en cirkel, der er trukket skæv, 

virker den mere dynamisk og bevægelig. 

Det gyldne snit 

„Det gyldne snit“ er et kompositorisk 

princip, der har interesseret filosoffer 

og kunstnere i tusinder af år. Det gyldne 

snit siges at besidde en særlig universel 

skønhed og harmoni. Hvis du placerer 

en figur i det gyldne snit vil billedet 

virke velafbalanceret. 

Legenden fortæller, at den græske 

matematiker Eudoxos engang gik rundt 

med en stok. Han bad de mennesker, 

han mødte, om at sætte et mærke på 

stokken, dér hvor de syntes, den blev 

delt harmonisk. Efterhånden som flere 

mærker blev sat på stokken, så Eudoxos, 

at de alle samlede sig om ét bestemt 

punkt. Dette punkt blev senere kendt 

som det gyldne snit. 

Hvis du skal finde det gyldne snit i et 

billede, skal du dele linjestykket AB i to 

stykker AC og CB, så forholdet mellem 

hele linjestykket og det største stykke 

er det samme som forholdet mellem det 

største og det mindste stykke. 

A C B 

��

�� 

�� 

RUM 

Et billede er som bekendt fladt som en 

pandekage. Men det kan virke rumligt. 

Kunstneren kan skabe en illusion om 

rum og dybde i billedet på forskellig vis. 

Linearperspektiv 

Perspektiv betyder „at se igennem“. 

Når kunstneren har skabt perspektiv 

i billedet, virker det, som om man kan 

se igennem lærredet og ind i en anden 

verden – ind i en tredimensional og 

rumlig verden. 

I linearperspektivet løber alle indadførende 

linjer sammen i ét punkt. 

Det er forsvindingspunktet. Det er lettest 

at konstruere linearperspektivet, 

hvis linjerne er rette og løber parallelt. 

Du kan prøve at tegne en kasse eller et 

firkantet rum med gulv, loft og vægge. 

Hvis du placerer figurer i dit perspektiviske 

rum, skal de blive mindre og 

mindre, jo nærmere forsvindingspunktet 

de kommer (se også gradienter). 

Centralperspektiv 

I centralperspektivet er forsvindingspunktet 

lige midt i billedet – i beskuerens 

øjenhøjde. Et centralperspektivisk 

billedrum kan opleves som symmetrisk 

og meget velafbalanceret og overskueligt. 

Hvis der er menneskefigurer i 

rummet, får man en fornemmelse af, at 

de har kontrol over situationen. Beskueren 

har overblik over rummet. 

Raumflucht 

Når forsvindingspunktet rykkes væk 

fra midten og ud til en af siderne, kan 

der opstå et dynamisk billedrum. Sådan 

et perspektiv kalder man for „raumflucht“. 

Raumflucht er tysk og betyder 

„rumflugt“. Man har en fornemmelse 

af, at forsvindingspunktet „flygter“ ud 

af billedrummet, og at billedrummet er 

meget dybt.

Fugleperspektiv 

Ved fugleperspektiv ser man tingene fra 

oven. Fugleperspektiv kan give beskueren 

en følelse af at være i kontrol, at 

have overblik, og måske endda magt. 

Frøperspektiv 

Ved frøperspektiv ser man tingene fra 

neden. Frøperspektivet tildeler beskueren 

en ydmyg eller magtesløs position. 

Figurer kan virker monumentale og 

måske også truende. 

Luft- eller farveperspektiv 

Man kan skabe billeddybde ved hjælp 

af farvelægning. Så udnytter man, at 

farver har forskellige „temperaturer“. 

Man taler om varme og kolde farver. De 

varme farver (rød, brun, orange) virker 

„nære“ og de kolde farver (blå, violet, 

grå, hvid) virker „fjerne“. 

Ved luft- eller farveperspektiv placerer 

man de varme farver i forgrunden. 

„Lunkne“ eller neutrale farver (grøn) 

lægges i mellemgrunden. De kølige 

farver i baggrunden. Så virker det som 

om forgrunden trænger sig på, og baggrunden 

fortoner sig i det fjerne. 

Overlapning 

Overlapning er når et element dækker 

over et andet og dermed skaber et indtryk 

af „foran“ og „bagved“. Ved overlapning 

er der en lille afstand mellem 

objekterne. Der er skabt en begrænset 

dybde i billedet. 

��

�� 

�� 

Repoussoir 

Repoussoir er fransk og betyder at 

„skubbe bagud“. En repoussoir eller en 

„tilbageskubber“ er en stor forgrundsfigur, 

der „skubber“ billedets baggrund 

langt tilbage eller ind i billedet. Man 

har en fornemmelse af, at der er stor 

afstand mellem objekterne. Der er stor 

dybde i billedet. 

Gradienter 

Gradienter er ensdannede elementer, der 

formindskes gradvist, og som er placeret 

diagonalt i billedet. På den måde opstår 

en fornemmelse af dybde. Man oplever, 

at objekterne bliver mindre og mindre, 

fordi de kommer længere og længere væk 

fra beskueren – ligesom i virkeligheden. 

Skyggelægning 

Man kan skabe volumen og rumlighed 

ved hjælp af skyggelægning. 

Hvis du fx tegner en cirkel og skraverer 

den i lys og skygge, bliver den til 

en kugle. Du har skabt volumen. Hvis 

du også skraverer kuglens slagskygge, 

dvs. den skygge, som kuglen kaster, ser 

det ud, som om den ligger på et underlag. 

Du har skabt rum. 

Skyggelægning skaber tredimensional 

form, volumen, plasticitet, billeddybde, 

rumlighed.

FARVE 

Farver skifter karakter i forhold til 

deres omgivelser. De skal ses i forhold 

til hinanden. Derfor siger man, at de er 

relative. Farver kan skabe stemning og 

betydning i billedet. Farver kan skabe 

rum. De kan også være symbolske. De 

utallige farvekombinationer gør det 

umuligt at kortlægge farvernes verden 

og virkning helt præcist. 

Johannes Ittens farvecirkel 

Primærfarver 

Rød, gul og blå er grundfarver. Alle 

andre farver kan dannes ved at blande 

disse tre grundfarver. Derfor kaldes de 

primærfarver. 

Sekundærfarver 

Hvis man blander to primærfarver får 

man en sekundærfarve. 

Rød + gul = orange 

Gul + blå = grøn 

Blå + rød = violet 

Komplementærfarver 

Komplementærfarver er to farver, der 

står i størst mulig kontrast til hinanden. 

De ligger over for hinanden i 

farvecirklen. Hvis man sammenstiller 

to komplementærfarver sker det, at farverne 

aktiverer og understreger hinandens 

specielle farvekarakter. De virker 

oplivende og dynamiske. 

Grøn er komplementærfarve til rød. 

Orange er komplementærfarve til blå. 

Violet er komplementærfarve til gul. 

Akromatiske farver 

Sort, hvid og grå indeholder ikke kulør. 

Derfor kaldes de akromatiske farver. 

Akromatisk betyder „uden farve“. Man 

kan bruge de akromatiske farver til at 

nedtone eller brække primær- og sekundærfarverne, 

så de er knap så stærke. 

��

�� 

�� 

LYS 

Lyset er en immateriel og uhåndgribelig 

størrelse. Lys og skygge spiller en 

stor rolle i billedkunsten. Det bruges på 

mange forskellige måder. 

Formgivende lys 

Man kan skabe tredimensional form 

ved hjælp af lys og skygge. Hvis man 

skyggelægger en figur, skaber man en 

illusion om, at figuren er tredimensional. 

Det formgivende lys kaldes også 

belysningslys. Det er, fordi det virker, 

som om figuren er belyst. Lyskilden 

kommer måske udefra eller stammer 

fra et vindue. Ved formgivende lys er 

der ofte bløde eller glidende overgange 

mellem lys og skygge. 

Clairobscur 

Clairobscur er fransk og betyder „lysmørk“. 

Ved clairobscur er kontrasten 

mellem lys og skygge stor. Der er få eller 

ingen mellemtoner. Det virker måske, 

som om der er rettet et skarpt projektørlys 

mod figurerne, og at resten ligger 

i mørke. Kunstneren iscenesætter motivet 

og bestemmer, hvad beskueren skal 

se. Han eller hun manipulerer måske 

med beskueren. 

Symbolsk lys 

Lys og mørke kan have en symbolværdi. 

Lys og mørke er hinandens modsætninger, 

og vi tillægger dem ofte moralske 

eller eksistentielle egenskaber. Lys og 

mørke kan symbolisere: godt og ondt, 

dag og nat, liv og død.

MALEMÅDE 

Der er uendeligt mange måder at male 

på. Alligevel skelner man mellem to 

fundamentalt forskellige malemåder: 

Den lineære og den maleriske. 

Lineær 

Hvis kunstneren maler lineært lægger 

han eller hun ofte vægt på den klare 

form. Figurerne er tydeligt defineret 

af konturstreger, og de adskiller sig 

klart fra baggrunden og omgivelserne. 

Formen er plastisk, dvs. rumlig. Penselstrøgene 

er omhyggelige, detaljerede, 

usynlige, formfuldendte, nøjagtige. 

Malerisk 

Hvis kunstneren maler malerisk, lægger 

han eller hun ofte vægt på helhedsvirkningen 

frem for detaljerne. Figurerne 

flyder måske sammen med baggrunden 

og omgivelserne. Penselstrøgene 

er hastige, skitseagtige, grove, synlige, 

sløsede. 

��

�� 

�� 

MENNESKEFIGUR 

Mennesket er det hyppigst forekommende 

motiv i kunsten. Når kunstnerne 

kredser så meget om mennesket, er det 

selvfølgelig fordi kunst handler om os 

selv. Den handler om vores tanker, følelser, 

forestillinger og idéer. Den handler 

om, hvordan vi har det i forhold til os 

selv og i forhold til vores omverden. 

Den måde, mennesket er fremstillet på 

i kunsten, kan sige noget om kunstnerens 

og periodens menneskesyn og verdensopfattelse. 

Det kan have en betydning i billedet 

om mennesket står eller ligger, 

er påklædt eller nøgen, er i hel eller 

halv figur, ses frontalt, bagfra eller fra 

siden. 

Skematiseret 

Kunstneren kan gøre mennesket skematiseret, 

upersonligt og anonymt som 

en tændstikmand. 

Idealiseret 

Kunstneren kan idealisere og forskønne 

mennesket. Måske undlader han eller 

hun at tegne den grimme vorte på 

næsen og tænker på, hvordan „Vorherre“ 

ville have skabt mennesket i en 

perfekt verden. 

Typificeret 

Kunstneren kan skildre mennesket som 

art eller type og forsøge at vise nogle 

generelle træk fx ved: mand, kvinde, 

ung, gammel, rig, fattig, ond, god. 

Individualiseret 

Kunstneren kan lægge vægt på menneskets 

individuelle træk og karakteristika 

– også de mindre flatterende. Hvad er 

det særlige ved netop ham eller hende? 

Er det flyveørerne eller det glade sind? 

Karikeret 

Kunstneren kan overdrive eller underdrive 

visse steder på kroppen og på den 

måde skabe en karikatur af mennesket. 

Fragmenteret 

Kunstneren kan fragmentere mennesket. 

Vise det ødelagt, opløst eller i 

stykker. Måske er kroppen beskåret på 

en markant måde af billedrammen. På 

den måde skildres eksempelvis krisetilstande 

og værdisammenbrud.

BETYDNINGSFULDE DETALJER 

Billedet kan rumme en række detaljer 

eller genstande, der understreger handlingen 

og betydningen: Det kan være 

kongens kronregalier (krone, scepter 

og guldæble), der understreger hans 

magt og høje position. Det kan være 

et udbrændt stearinlys ved siden af en 

gammel mand, der leder tankerne hen 

på tiden og døden. Det kan være en lille 

piges dukker, der får alt til at virke rart 

og hyggeligt – lige indtil de bliver spist 

af et monster. Det giver god mening at 

være opmærksom på, hvad detaljerne 

fortæller. 

��

�� 

�� 

Litteratur 

A, B, C, D, E og F af Inger Christensen fra ”Alfabet”, Gyldendal (1981) 

Barua a soldani af Karen Blixen fra ”Skygger på græsset”, Gyldendal (1960) 

Benjamins interaktive teater af Nanna Schelde. Artikel trykt i Kristeligt Dagblad (2005) 

Brev til kronprins Frederik af Rebecca Ejigayehu Engberg-Pedersen (2002) 

Bødlens datter af Charlotte Weitze (2005) 

Dagbog af Severin Veiersøe (1824) 

Den blomstrende have af Naja Marie Aidt fra ”Vandmærker”, Gyldendal (1993) 

Den lille Rødhætte af Charles Perrault (1857). Oversat af Anine Rud 

Den sorte ravns forbandelse af Helle Ryding, Borgen (2005) 

Else elsker pelse af Halfdan Rasmussen, Carlsen (1980) 

En stor dag af Henrik Pontoppidan (1891) fra ”Fortællinger” (1899) 

Et jordbær af Jens August Schade fra ”Schades Højsang” (1958) 

Et opråb til demokrater af Mateo Boberg, læserbrev bragt i Politiken (2005) 

Eventyr om en der drog ud for at lære at gyse fra Grimms Eventyr. Oversat af Villy 

Sørensen (1995) 

Eventyret om eventyret af Rune T. Kidde fra ”Eventyret om eventyret”, Modtryk 

(2001) 

Flugten til Amerika af Christian Winther (1835)

�� 

Forbyd al brug af mobiltelefoner i trafikken af Carsten G. Pedersen, læserbrev bragt i 

Politiken (2006) 

Fri mig fra militæret af Maikel Tawadros, læserbrev bragt i Ekstra Bladet (2006) 

Frankenstein af Mary Shelley (1818). Oversat og bearbejdet af Jørn E. Albert og 

Thorsten Villum Hansen. Vintens Forlag (1989) 

Gud ske tak og lov! af B.S. Ingemann (1837) 

Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen, Høst & Søn (2004) 

Hvor lærer børn dog de ord? af John Aasted Halse, læserbrev bragt i Politiken 

(2006) 

Killinger af Dean Koonz fra ”Ukendte veje” (1995). Oversat af Inger Vedersøe Cicero 

(1996) 

Kære Niarn af Hanne-Vibeke Holst, debatindlæg bragt i Politiken Lars Ringhof 

Agancy (2004) 

Livet er smalt og højt af Benny Andersen fra ”Personlige papirer”, Borgen (1974) 

Maikaland af Amalie Skram fra ”Sommer” (1898) 

Man binder os på mund og hånd (1940). Musik og tekst: Kai Normann Andersen og 

Poul Henningsen copyright © Edition Wilhelm Hansen AS, København. Trykt med 

tilladelse 

Man binder os på mund og hånd af Outlandish (2004) EMI MUSIC Puplishing 

Denmark 

N.I.A.R.N. af Niarn (2004) 

Niels Dragon af B.S. Ingemann (1847) 

��

�� 

�� 

Oktoberlegen af Ray Bradbury (1955). Oversat af Mogens Cohrt (1994) reprinted 

and translated by permission of Don Congdon Associates, inc. © 1947 by Weird 

Taks, renewed 1975 by Ray Bradbury 

Regn søvn blå kys, og En lysdør åbnes i regnen af Søren Ulrik Thomsen fra 

„Ukendt under den samme måne”, Vindrose/Borgen (1982) 

Ole sad på en knold og sang af Jeppe Aakjær (1899) 

Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø, Gyldendal (1906) 

Rødhætte fra Grimms Eventyr. Oversat af Villy Sørensen (1995) 

Svaner set gennem tårer af Simon Grotrian, Borgen (1990) 

Trækfuglene af St.St. Blicher (1838) 

Tyggegummi-mysteriet af John Steinbeck (1984), gengivet med tilladelse Bookman 

(1997) 

Tr af Villy Sørensen fra ”Vejrdage”, Gyldendal (1980) 

Troldmanden fra Jordhavet af Ursula K. Leguin, Borgen (1968) 

Værtshus af Klaus Rifbjerg fra ”Under vejr med mig selv”, Gyldendal (1956) 

Wulffmorgenthaler, stribe bragt i Politiken (2006) 

Zidanes hovedstød af Jan Hoby, læserbrev bragt i Politiken (2006)

�� 

Billeder 

s. 10: Scanpix 

s. 14, 22, 31, 32, 40, 67, 80, 113, 133, 185, 187n, 188, 190, 192, 193, 194, 199th, 

206, 222, 231, 234, 241, 242, 249: Gyldendals Billedbibliotek 

s. 21: Polfoto 

s. 23: Scanpix 

s. 35: National Portrait Gallery 

s. 46: Scanpix/Corbix/Gene Blevins 

s. 52: Scener fra Buldermanden. Fotos: Christoffer Regild 

s. 55, 56, 179, 263-270: Kristian Eskild Jensen 

s. 57: Scanpix/Paramount 

s. 70: TDC 

s. 73 tv. midt for: Post & Tele Museum 

s. 79: Ernst Meyer En romersk gadeskriver skriver et brev for en ung pige (1827) 

Thorvaldsens Museum/fotograf Ole Woldbye 

s. 90, 213: privateje 

s. 93: Post Danmark/Fotograf: Henrik Petit 

s. 94: Wulffmorgenthaler/Politiken 

s. 96: Scene fra Breve til en ven. Foto: Fouad Sleiman, Hussein Nassar, Jimmy 

Michael, Moaness Zahalka 

s. 104, 115: Scener fra Den lille ridder. Fotos: Peteris Trups 

s. 107, 183ø: Cato Thau-Jensen 

s. 121: Polfoto/Topfoto 


s. 123: Thormod Kidde 

��

�� 

�� 


s. 126ø, 132: Per Jørgensen 

s. 126n: Polfoto/Jens Dresling 

s. 137: Netadresse/Helle Ryding 



s. 148: Strids værste af Jakob Martin Strid. Forlaget Politisk Revy 

s. 149: Jyllands-Posten (forside d. 12/10-06), Berlingske Tidende (forside 16/10-06), 

Politiken (forside 16/10-06) 

s. 150: Urban (forside 12/10-06), Metro Xpress (forside 12/10-06), 24 timer (forside 

30/10-06), Nyhedsavisen (forside 30/10-06) 

s. 151: Ekstra Bladet (forside 16/10-06), BT (forside 16/10-06), Horsens Folkeblad 

(forside 14/10-06), Nordjyske (forside 14/10-06), Nordsjælland (forside 11/10-06) 

s. 152: Information (netside) 

s. 155: Nyhedsartikel trykt i Jyllands Posten 25/1-07 

s. 161: Avisside fra Nyhedsavisen 5/1-07 

s. 164: Polfoto/Jan Grarup 


s. 169: Anmeldelse trykt i Politiken 2/2-07 

s. 170: Reg. Smythe Bulls Press 

s. 173: Bjørn Borg 

s. 184: Polfoto/Rasmus Baaner 

s. 186: Netadresse/Simon Grotrian 

s. 187ø: © Ib Spang Olsen/billedkunst.dk 

s. 187n: Polfoto/Ebbe Andersen

�� 

s. 194ø: © Peter Holst Henckel/billedkunst.dk 

s. 198, 199tv.: Jan Grarup 

s. 205: Jesper Skoubølling/Copenhagen Records 

s. 212: Rolf Konow/Nordisk Film A/S/Filmproduction 

s. 216: Christian Købke Parti af Østerbro i morgenbelysning (1836), Statens Museum 

for kunst 

s. 219: Wilhelm Marstrand Det Waage Petersenske familiebillede (1836), Statens 

Museum for kunst 

s. 221: P.C. Skovgaard Landevej ved herregården Vognserup (1849), Statens Museum 

for kunst 

s. 223: Alfred Schmidt Flugten fra Amerika (1900) 

s. 227: Det Kongelige Bibliotek/Kort- og Billedafdelingen 

s. 233: P.S. Krøyer Det Hirsprungske familiebillede (1881), Den Hirschsprungske 

Samling 

s. 255: Albert Mertz Alt dette er Deres © Albert Mertz/billedkunst.dk. Værket er 

beskåret 

s. 255: Lars Nørgaard I skoven © Lars Nørgaard 

s. 264-271: Kristian Eskild Jensen 

Øvrige illustrationer: Andreas Brøgger 

��

�� 

Register over faktabokse 

akromatiske farver 269 

aktantmodellen 65 

aktualitet 154 

alfabet 188 

anmeldelse 168 

arketyper 106 

artikel 148 

avis 148 

avisens redaktion 153 

baggrund 162 

biedermeier 218 

blusekjole 226 

case 162 

centralperspektiv 266 

cirkelkomposition 265 

clairobscur 270 

det gyldne snit 265 

diagonale linjer 264 

eventyr 105 

faktaboks 162 

fantasy 125 

farveperspektiv 267 

fiktionshistorie 12 

filosofi 217 

formgivende lys 270 

foromtale 168 

fotojournalisterne 153 

fragmenteret 272 

frøperspektiv 267 

fugleperspektiv 267 

førstepersonfortæller 13 

god respons 100 

gradienter 268 

horisontale linjer 264 

idealiseret 272 

identifikation 154 

individualiseret 272 

intuition 217 

journalisterne 153 

karikeret 272 

klumme 166 

kommentar 166 

komplementærfarver 269 

konflikt 154 

layouterne 153 

lederen 166 

linearperspektiv 266 

lineær malemåde 271 

livsstil 168 

logbog 12 

luftperspektiv 267 

læserbreve 166 

læserbrevet 98 

malerisk malemåde 271 

motiv 30 

nationalromantik 218 

naturromantik 218 

note 162 

nyhed 162 

nyhedskriterier 154 

offentlige breve 78 

ovalkomposition 265 

overlapning 267 

personlige breve 78 

portræt 168 

primærfarver 269 

raumflucht 266 

redaktøren 153 

reklameannoncer 175 

reportage 162 

repoussoir 268 

responsgiveren 100

�� 

rollespil 137 

rubrikannoncer 175 

sekundærfarver 269 

sensation 154 

servicestof 168 

skematiseret 272 

skjulte annoncer 175 

skribenten 100 

skyggelægning 268 

symbolsk lys 270 

synsvinkel 13 

talsymbolik 106 

tegneserie 168 

tema 30 

tredjepersonfortæller 13 

trekantkomposition 265 

typificeret 272 

undertekst 172 

vertikale linjer 264 

væsentlighed 154 

��

�� 

�� 

Filmpakke til Vild med dansk 7 

I tilknytning til Vild med dansk 7 har Det Danske Filminstitut lavet en filmpakke, 

der indeholder samtlige syv film, en lydfortælling og en musikvideo, som indgår i 

bogen. Læs mere om filmpakken på www.undervisning.dfi.dk. 


Danmark, 2005 

Forfatter: Charlotte Weitze 

Redaktør: Johanne Løgstrup 

Buldermanden 

Instruktør: Jesper W. Nielsen 

Danmark, 1995, 18 min. 

Producent: Bech Film ApS 

Medvirkende: Stephania Portalivo, Maurice Blinkenberg, Birgitte Federspiel, 

Ingolf David 

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år 

Breve til en ven 

Originaltitel: Frontiers of Dreams and Fears 

Instruktør: Mai Masri 

USA, 2001, 57 min. 

Producent: Mai Masri Production i samarbejde med Independent Television 

Service 

Tilladt for børn over 11 år 

Den lille ridder 

Instruktør: Per Fly 


Producent: Zentropa Productions ApS 

Medvirkende: Fortæller: Olaf Nielsen. Stemmer: Thomas Mørk, Paprika Steen, 

Peter Zhelder 

Tilladt for alle 


Danmark, 2004 

Musikere: Outlandish 

Tekstforfatter: Poul Henningsen 

Pladeselskab: Sony Bmg

�� 

NIARN 

Instruktør: Michael Christensen & Pingo Van Der Brinkloev Danmark, 2006 

Producent: Copenhagen Records 

Medvirkende: Niarn 

Freestyle 88 

Originaltitel: 88. Soldiers 

Instruktør: Bo Harringer 

Sverige, 1999, 41 min. 

Producent: FilmAteljén, HHM Film i samarbejde med Film i Väst 


100 års barndom. 1900-1910 

Instruktør: Marianne Kemp 


Manuskriptforfatter: Johannes Møllehave 

Produktion: DR TV, B&U – Flemming Kirstein 


100 års barndom. 1990- 

Instruktør: Marianne Kemp 


Manuskriptforfatter: Johannes Møllehave 

Producent: DR TV, B&U – Flemming Kirstein 


��

Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?