Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

��
����������
Det løb mig koldt ned ad ryggen.
Jeg samlede den ulækre tingest op og pakkede den ind i mit lommetørklæde. Så gik jeg
ud af huset og ned til Seinen og smed klumpen ned i den langsomt strømmende flod.
Jeg brugte eftermiddagen på at berolige John og forsikre ham om, at det hele var
overstået. Men hans angst var så stor, at jeg måtte give ham en halv sovepille, da han
skulle i seng.
Min kone ville have mig til at sende bud efter lægen. Men jeg turde ikke fortælle
hende, hvorfor jeg ikke kunne gøre, som hun ønskede.
Om natten blev alle i huset vækket af et dæmpet rædselsskrig fra Johns værelse. Jeg fór
op ad trappen – to trin ad gangen – væltede ind i værelset og tændte lyset.
John sad op i sengen og skreg. Hans fingre gravede i den halvåbne mund, der til min
forfærdelse ’tyggede’ løs.
Mens jeg så på ham, voksede en ballon frem mellem hans fingre og brast med et vådt
plop.
Der røg vores hemmelighed! Vi måtte forklare alting. Men hvis det boblende tyggegummi
blev sat fast på skærebrættet med en issyl, gik det måske nemmere.
Jeg er taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg fik.
Der er ingen styrke, der er større end en hel families.
Vores franske kokkepige løste problemet ved at nægte at tro på det, hun havde set.
Den spanske stuepige beordrede og betalte for en djævle-uddrivelse af den lokale
sognepræst, der – stakkels mand – efter to timers store anstrengelser måtte gå igen.
I to uger blev vi belejret af tyggegummi-monstret.
Vi brændte det i kaminen. Vi fik det til at sprutte med blå flammer og smelte til
noget fedtet stads i asken. Men før det blev morgen, var det kravlet gennem nøglehullet
til Johns værelse, efterladende et spor af aske på døren.
Vi blev atter vækket af Johns skrig.
I desperation kørte jeg langt ud på landet og kastede det ud af bilen. Men det var
tilbage, før det blev morgen. Det må være kravlet op på landevejen og have lagt sig i kørebanen
mod Paris, indtil det har sat sig fast på en lastbils dæk.
Da vi trak det ud af Johns mund, var der stadig aftryk af rillerne fra et Michelin-dæk.
Det tog på vore kræfter.
I afmagt anbragte jeg det til sidst under en glasklokke, som jeg plejer at sætte over
mit mikroskop.
Jeg faldt sammen i en stol og så bedrøvet og opgivende på uhyret.
John sov i sin lille seng. Under påvirkning af noget beroligende og efter forsikringer
om, at jeg ikke ville lade ’dimsen’ ude af syne.