Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

��
����������
Frankenstein
af Mary Shelley &
Kapitel 5
Det var en mørk og tung novembernat jeg så mine anstrengelser fuldført. Med en iver
der næsten føltes som en smerte, samlede jeg mine instrumenter omkring mig så at jeg
kunne indgyde livsgnisten i det livløse stof der lå for mine fødder. Klokken var allerede
et om natten; regnen trommede monotont mod ruderne og min kærte var næsten brændt
ned, da jeg i det svage skær fra det halvudslukte lys så væsnets matte gule øjne åbne sig;
det åndede tungt og der gik en trækning gennem lemmerne.
Hvordan kan jeg beskrive mine følelser ved denne katastrofe eller skildre det elendige
væsen som jeg med så uendeligt besvær og omhu havde bestræbt mig på at danne? Størrelsesforholdet
mellem hans lemmer var i orden, og jeg havde udvalgt hans træk således
at de blev smukke. Smukke! Du store Gud! Hans gule skind dækkede næppe musklerne
og blodårerne nedenunder; hans hår var skinnende sort og bølgende; hans tænder perlehvide;
men denne skønhed dannede kun en endnu frygteligere kontrast til hans blege
øjne der syntes at have næsten samme farve som de brunhvide øjenhuler de sad i, hans
rynkede hud og lige, sorte læber.
Livets forskellige hændelser er ikke så foranderlige som de menneskelige følelser.
Jeg havde arbejdet hårdt i næsten to år, med det ene formål at indgyde liv i denne livløse
krop. Af den grund havde jeg berøvet mig selv min hvile og mit helbred. Jeg havde
begæret det med en glød, der gik langt ud over det almindelige; men nu da jeg var færdig,
forsvandt den skønne drøm og åndeløs rædsel og afsky fyldte mit hjerte. Ude af stand til
at udholde synet af det væsen jeg havde skabt, for jeg ud af værelset og vandrede i lang
tid op og ned ad gulvet i mit soveværelse, uden at jeg kunne berolige mit sind så meget
at jeg kunne sove. Til sidst veg det oprør jeg før befandt mig i, for udmattelsen og jeg
kastede mig på sengen med tøjet på og forsøgte at opnå nogle få øjeblikke af glemsel. Men
det var forgæves; jeg sov ganske vist, men jeg forstyrredes af de frygteligste drømme. Jeg
syntes jeg så Elizabeth komme gående strålende af sundhed i Ingolstadts gader. Glad og
overrasket omfavnede jeg hende, men da jeg trykkede det første kys mod hendes læber,
blev de gustne som i dødens bleghed; hendes træk syntes at ændre sig og jeg troede at
jeg holdt liget af min kære moder i mine arme; et ligklæde indhyllede hendes skikkelse
og jeg så gravens orme kravle i klædets folder. Jeg for op fra min søvn i rædsel; en kold
sved dækkede min pande, mine tænder klaprede og mine lemmer fortrak sig krampagtigt;
da så jeg i det svage, gule månelys der trængte ind gennem vinduesskodderne, det
elendige væsen – det usle uhyre jeg havde skabt. Han havde løftet sengeforhænget; og
hans øjne, hvis man kunne kalde dem øjne, var rettet mod mig. Hans kæbe bevægede
sig og han mumlede et eller andet uartikuleret, mens hans kinder rynkedes i et