Vild med dansk 7 - Syntetisk tale

��
����������
havde gået ture i det fri. Men nu, da den ottende vinter nærmede sig, vidste han, at linen
var løbet ud.
Han orkede simpelt hen ikke at stå den igennem.
Der lød en voldsom kimen på dørklokken.
Louise gik ud for at lukke op.
Marion snurrede tavs omkring og fór ned for at hilse på de første gæster.
Der lød råb og højrøstet latter.
Han gik ud på trappeafsatsen.
Louise tog sig af overtøjet. Hun var høj og slank og så blond, at håret nærmest var
hvidt.
Hun hilste leende på de nyankomne børn.
Han tøvede.
Hvorfor pakkede han ikke en kuffert og rejste?
Nej, først ville han såre Louise lige så dybt, som hun havde såret ham. Så enkelt var
det.
En skilsmisse ville ikke anfægte hende. Han måtte gøre hende fortræd. Måske
udpønse en plan til at fjerne Marion fra hende?
Med rettens hjælp?
Ja, dér var det! At fjerne Marion ville gøre Louise mere fortræd end noget andet.
„Halløj dernede!“ Han kom ned ad trappen med et strålende smil.
Louise så ikke til hans side.
„Hej, Mr. Wilder!“ Børnene råbte og vinkede.
Ved 10-tiden var dørklokken holdt op med at kime.
Æblerne var bidt ned fra snorene. Børnenes ansigter var tørret, efter at de havde
spist æbler i vandkarret. Servietterne var snavsede af karamel og punch. Og nu overtog
han – værten – med smilende myndighed kommandoen.
Han tog ledelsen ud af hænderne på Louise og gik omkring og snakkede med de tyve
børn og de tolv forældre, som alle var helt vilde med den specielle æblemost, han havde
sørget for til dem.
Han legede Skibet er ladet med… og andre selskabslege under stormende jubel og
lystighed.
Og da lyset var slukket, og kun stearinlysene skinnede ud gennem græskarrenes
trekantede øjne, råbte han: „Schyy! Følg efter mig!“
På tåspidser listede han hen mod trappen ned til kælderen.
Forældrene nikkede anerkendende til den enestående vært.